De fremmede og os: Indvandringens historie i Danmark

By Erik Bang Boesen

Historie med et gran af humor.

Forfatteren til succes-bøgerne "Panik før lukketid" og "Fra demokrati til forbundsstat", Erik Bang Boesen, er aktuel igen - denne gang med en historisk bog på 400 sider, "De fremmede og os - indvandringens historie i Danmark".

Hvad er en dansker? Og hvor kom de fra? Disse spørgsmål og mere forsøger succesforfatteren Erik Bang Boesen i denne bog at give en forklaring på. Bogen fortæller i et let, levende og ironisk sprog om Danmarks befolkningsmæssige udvikling, lige fra istiden til de formodede første mennesker i Danmark og frem til nutidens former for flygtninge og indvandrere.

Læseren bliver præsenteret for et utal af spændende historier bl.a. om Danmarks tilblivelse, Kong Dan, De Polske Roepiger på Nykøbing Falster med mere, hollænderne på Amager, Tobaksjøderne, Danevirke, Nordsøimperiet, de Spanske soldater i Svendborg med mere.

Og vi møder konger og dronninger, Aser, Herulere, Vendere, Vikinger, Gøtere og meget mere.

Det er historie fortalt på en ny og anderledes måde.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 26, 2016
• ISBN: 9788771709353

Erik Bang Boesen

Success forfatteren Erik Bang Boesen har siden sin debut i 2008 med digtsamlingen Panik før lukketid, udgivet 12 bøger, Der strækker sig lige fra digte på både dansk og engelsk, over de tre bestsellere Filosofiske Strøtanker og De fremmede og os - Indvandringens historie i Danmark, Guldgraverne og andre Skrøner fra Sydafrika til en biografi om den legendariske socialdemokratiske arbejderforfatter Erik Frank Hansen (1940-2001).

Book preview

2015

Del 1.

Folkevandringstiden

Migration eller flygtninge

Folkevandringstiden er de migrationsbølger, eller flygtninge, indvandre og udvandre om man vil) der fandt sted sådan ca. mellem 200 e.Kr. og 700 e.Kr. i Europa.

Flere skriftlige kilder fra perioden beretter bredt om hyppige invasioner og plyndringer af fremmede folkeslag i Romerriget.

Folkevandringstiden er sådan rent historisk set markeret som overgangen fra sen-antikken til middelalderen.

De vigtigste stammer blandt de germanere, som slog sig ned i eller på grænsen til Romerriget, var goterne, vandalerne og frankerne, men også både slaviske og germanske folkeslag migrerede i denne periode.

Tiden fra 400 e.Kr. - 1100 e.Kr. betegnes som helhed også som tidligste middelalder eller i ældre historiske fremstillinger som den mørke middelalder. I Skandinavien bruger vi betegnelsen germansk jernalder.

Selve betegnelsen Folkevandringstiden er sådan set forældet og er erstattet af Udvandringstiden. Folkegrupper sivede ind, hvor Romerriget svækkedes.

Historiografi

Betegnelsen Folkevandring stammer fra tysk forskning. Ordet har rødder i den såkaldte romantiske historieforståelse, der lagde grunden til Goethe (1749–1832, Richard Wagner (1813–1883) og Nietzsche (1844–1900).

På italiensk kaldes folkevandringerne invasioner: Invasioni Barbariche. Det har rod i antikkens opfattelse af de nordlige folkeslags uciviliserede og primitive sprog. Disse barbarer fik bl.a. skylden for Romerrigets fald og for, at den europæiske civilisation sank ned i den mørke middelalder, en nedgangsperiode, som varede til den italienske renæssance.

I modsætning til det romanske syn på germanerne blev folkevandringer i germansk historieskrivning beskrevet som en kraftfuld germansk ekspansion i Frankrig, England, Italien og Spanien.

Den greb tysk nationalisme i det 19. århundrede og det forklarer senere tiders tyske ekspansion som Drang nach Osten. Wagners meget tyske operaer handler om germanske helte fra folkevandringerne. Den nazistiske ideologi om Lebensraum har afgjort sin rod her.

Tid og omfang

Begyndelsestidspunktet er usikkert. Historikerne diskuterer to muligheder enten Alariks (370–410) plyndring af Rom i 410 e.Kr. eller Goterkrigen (377–382). Sluttidspunktet er grundlæg-gelsen af det karolingiske dynasti i 751 med Pippin den Lilles (714–768) tronbestigelse.

Årsagen til migrationerne er ikke fuldt belyst, men nærliggende for tiden er overbefolkning og klimaforandringer, som også svækkede Romerriget. Hvis det var Hunnerne, som indledte migrationen ca. 300 e.Kr. i det østlige Europa, forklarer det ikke, hvad der fik dem til at bryde op.

Folkevandringstidens to faser

1. Den første mellem 400 og 550 var germanske stammers indfald i de vestlige dele af Romerriget.

2. Den anden mellem 550 og 800 var slaviske stammers indvandring i Østeuropa.

Herefter begynder den tidlige middelalder (Vikingetiden i Skandinavien). I løbet af 9. og 10. århundrede fandt der flere migrationsbølger sted, for eksempel vikinger, magyarer og tyrkere, men de regnes ikke til tiden.

Keltere, frankerne, Sveberne og kimbrere i Romerriget hører heller ikke med.

Det lader sig vanskeligt opgøre tallet af udvandrere, der bosatte sig i de nye områder, i dag er opfattelsen af folkevandringerne som invasioner forladt. Der var snarere tale om stammer, som udnyttede Romerrigets splittelse og økonomiske krise til at bosætte sig i tyndt befolkede egne af imperiet.

Forløb

Allerede i slutningen af 2. århundrede f.Kr. førte kimbrere og teutoner et frygteligt stød mod Romerriget, men modstanden var for stærk. Ved Aquæ Sextiæ og på de raudiske sletter ved Vercelli blev de nedhugget af Gaius Marius (157 f.Kr. - 86 f.Kr.) legioner.

Under Augustus så det en tid lang ud som om, at germanerne skulle underkastes romervældet, men efter Varus' nederlag i Teutoburgerskoven, der kun sjældent benævnes ved sit gamle navn Osning, som er en bjergkæde i delstaterne Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen. (år 9 e.Kr.) opgav romerne imidlertid deres erobringsplaner og søgte blot i Rhinen og Donau at skabe sig faste grænser med Agri decumates, hjørnet mellem de to floder, og Dacien som udenværker.

Trods stærke befæstninger og talrige garnisoner var den vidtstrakte grænselinje dog vanskeligt ja umulig at forsvare. Det viste sig, da der ved midten af 2. århundrede sporedes en stærk bevægelse inden for de sydlige og vestlige germanske stammer.

Grunden til denne må delvis søges i overbefolkning og måske ligefrem en nødstilstand, der skrev sig fra det svagt udviklede landbrug. Det var i høj grad ekstensivt: hvert år toges ny jord under ploven, og da der til sidst ikke fandtes mere ubrugt land i deres egen hjemstavn, vendte de sig mod de romerske grænseprovinser.

Tillige øvedes der på de nærmest Romerriget boende folkeslag øjensynligt et tryk af Østgermanerne, der selv stødtes frem af slaviske og finsk-tatariske stammer.

Allerede under Marcus Aurelius (121–180 e.Kr.) antog den gæring, der herskede i den germanske verden, en alvorligere karakter: Fra Böhmen og Mähren rykkede markomanner og Quader ind i Pannonien (et oldtidsland som lå i de nuværende lande Østrig, Kroatien, Ungarn, Serbien, Slovenien, Slovakiet og Bosnien-Hercegovina) tilføjede romerne et stort nederlag og trængte over de karniske alper ned i Italien til Aquileia i år 167 e.Kr.

Det lykkedes vel kejseren at drive fjenderne tilbage og tvinge dem til fred, men strømmen var ikke til at standse, da mange germanere optoges i hæren eller fik jord i grænseprovinserne.

Under kejser Caracalla (188 e.Kr. og snigmyrdet 217 e.Kr.) i begyndelsen af 3. århundrede truede alemanner og franker grænsen ved Rhinen. Også de følgende kejsere måtte kæmpe mod dem, og i Agri decumates gik den romerske kultur mere og mere til grunde.

Omkring år 250 e.Kr. trængte goterne trykket af slaverne ind i Dacien og Balkan-halvøen, sejlede videre over Sortehavet og udplyndrede Lilleasien.

De illyriske kejsere standsede foreløbig angrebene, men Romerriget indskrænkedes atter til Rhin- og Donau-grænsen, idet Dacien og Agri decumates frivilligt blev afstået til gotere og alemannere.

På vestgrænsen skød frankere, alemanner og burgundere sig dog stadig umærkelig frem og tog landet under plov, så snart det var erobret, og det var til liden nytte, at enkelte kejsere som Julian Apostata og Valentinian 1. for en stakket stund kastede dem tilbage til Rhinen.

Mod øst havde forholdene været rolige i omkring 100 år, men ved hunnernes indfald forstyrres freden. Sammen med de undertvungne alanere gik de 375 over Don mod østgoterne, hvis store rige styrtede sammen, og vendte sig derpå mod vestgoterne.

De fik tilladelse til at bosætte sig som romerske føderati i Meusien, men undertrykte af de romerske embedsmænd rejste de sig og besejrede kejser Valens i Slaget ved Adrianopel (Rusland og Tyrkiet) i året 378.

Under Theodosius den Store (347–395 e.Kr.) kom det til fred, og vestgoterne fik sæde på Balkan-halvøen, men efter hans død brød folket op mod Italien, og i 410 indtog deres fører Alarik Rom. Hans efterfølger Astaulf sluttede dog forbund med kejser Honorius og drog i hans tjeneste til det sydlige Gallien og Spanien, der så at sige var blevet oversvømmet af alaner, sveber, burgunder og vandaler.

Disse fordreves delvis, og egnen omkring Toulouse afstodes til vestgoterne som romerske føderati (føderation) anerkendende Roms overherredømme, men faktisk uafhængige.

Herfra udbredte de deres magt, der først gik til grunde i 711, over hele Sydfrankrig og Spanien. Under anførsel af Genserik gik de fordrevne vandaler over til Afrika i 429, Karthago blev erobret i 439, og omkring den som hovedstad stiftede Genserik et stort rige, der også omfattede Middelhavs-øerne og bestod til 534.

Samtidig rykkede hunnerne under Attila frem fra Ungarn mod Gallien, hvorfra det dog lykkedes de forenede romere og vestgotere at drive dem tilbage efter Slaget på de katalauniske marker i 451. Folket vendte sig derefter mod Italien, men overskred ikke Appenninerne, og efter Attilas død i 453 forsvinder det.

Vandalerne fortsatte dog deres værk, og efter at de i 455 havde indtaget og hærget Rom, formåede Det romerske Rige ikke mere dæmme op for de fremtrængende germanere.

Allerede ca. år 449 og de næste år havde angler og saksere sat sig fast i Britannien, i Nord- og Mellemgallien udbredte frankere, alemanner og burgundere stadig deres magt, og da den fuldstændig barbariske hær under Odoaker i 476 havde afsat den sidste vestromerske kejser, blev selve Italien et germansk rige.

Østgoterne, der efter hunnernes undergang havde boet i Meusien, Thrakien og Epirus, trængte i 488 ind i Italien, og i 493 måtte Odoaker overgive sig.

Det anselige østgotiske rige, Teoderik den Store stiftede, bukkede dog under i krigene mod kejser Justinian 534—553, under hvilke det østgotiske folk gik til grunde, men deres magt arvedes af langobarderne, der i 568 fra Pannonien drog mod halvøen, hvor de holdt sig, indtil Karl den Store erobrede deres rige i 774.

Af længst varighed og det betydeligste af alle riger blev frankernes, som hvis egentlige stifter Klodevig 1. må betragtes.

Han og hans fire sønner gjorde ende på den sidste rest af romervældet i Gallien i 486 og undertvang alemannerne i 496 og burgunderne, der omkring år 410 havde stiftet et rige omkring Worms.

I Tyskland besatte slaverne de af germanerne forladte landstrækninger og trængte frem til Elben og Saale. De gjorde gentagne indfald på Balkan-halvøen, hvor forholdene i det hele var meget forvirrede, indtil i 7. århundrede bulgarere, serbere og kroatere bosatte sig i de efter dem opkaldte landsdele.

Senere vandringer er magyarernes, der omkring år 900 rykkede ind i Ungarn, og mere uegentlig de store normanniske og arabiske krigstog.

To hovedtyper: hærindfald og bondeekspansion

De germanske folkevandringer havde to hovedtyper, der stod i nøje sammenhæng med de forskellige folkeslags politiske og sociale kulturer. Østgermanerne var ved vandringstidens begyndelse store krigshære med en stærkt udviklet fyrstemagt, de rykkede som hele hære ind i Romerriget og overtog legionernes forsvarspligt mod at arve deres andel i jorden. Fyrsten blev delvis romersk officer, kejserens overhøjhed anerkendtes, og det romerske bureaukrati blev stående, ja overlevede endog sammen med rester af den gamle kultur Romerrigets undergang.

Til denne gruppe, der under vandringerne for størstedelen kristnedes, hører øst- og vestgoter, burgundere, vandaler og flere andre. Mod vest træffer vi derimod mindre bondefolk, blandt hvilke frankere og alemanner var de vigtigste.

De skød sig gradvist frem over grænserne uden at opgive forbindelsen med det oprindelige hjemland, og under kampene, under hvilke den romerske kultur og de romerske institutioner ganske gik til grunde, styrkedes den oprindelige ret svage fyrstemagt. Nærmest i slægt med denne art af folkevandringer var den angelsaksiske erobring af Britannien.

Følgerne

Folkevandringernes vigtigste følger var Romerrigets undergang og dannelsen af de hidtil næsten ukendte nationalstater. Den stivnende antikke kultur afløstes mod vest af en fuldstændig barbarisering, der særlig gav sig til kende ved, at bykulturen, der i oldtiden havde været civilisationens hovedhjørnesten, på det nærmeste forsvandt mere og mere og blev afløst af en næsten ren bondekultur.

Del 2

Asylsøgere, Flygtninge & Indvandre En begrebsforklaring

Flygtninge

Flygtninge er et begreb, som man bruger om mennesker, der er flygtet fra deres hjemland.

Der findes fire forskellige slags flygtninge:

1. Konventionsflygtninge eller k-flygtninge, som opfylder kravene i Geneve-konventionen fra 1951.

2. De facto opfylder flygtninge ikke Genevekonventionen, men kan få politisk asyl, hvis man vurderer, at vedkom-mende er i fare ved en hjemsendelse.

3. Humanitære flygtninge er flygtninge som pga. f.eks. sygdom er for svage til at rejse hjem.

4. Kvoteflygtninge er FN-flygtninge, som bliver uddelt i kvoter til de forskellige lande. Det drejer sig om ca. 500 om året for Danmarks vedkommende.

FN anslår, at der findes mere end 50 millioner flygtninge på verdensplan, hvoraf størstedelen bor i flygtningelejre i deres hjemland. Heraf er halvdelen børn. I nyere tid er dog også opstået et begreb man kalder for bekvemlighedsflygtninge.

Dog er mange mennesker ikke dækket af flygtningekonventio-nerne, det gælder de såkaldte internt fordrevne flygtninge som stadig opholder sig i deres hjemland, dem anslår man at der er mere end 33 millioner af på verdensplan.

FNs definition af en flygtning

FNs flygtningekonvention af 1951, definerer en flygtning, som en der: som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til, eller på grund af sådan frygt ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil.

Bekvemmeligheds flygtning

Den danske ordbog skriver: citat; En person som er flygtet fra sit hjemland af økonomiske årsager og ikke pga. politisk eller religiøs forfølgelse.

Immigration

Immigranter, tilflyttere til et land, som de har til hensigt at bosætte sig i for et længere tidsrum. Indvandring eller vandring fra ét land til et andet er en integreret del af verdenshistorien.

Der er i dag ca. 215 millioner Immigranter og flygtninge i verden, det vil sige mennesker der er bosiddende uden for det land, hvor de blev født; heraf er der i Europa alene ca. 60 millioner. Samlet set er der tale om mere end en fordobling i antallet af internationale migranter inden for de seneste 25 år. Der er i dag cirka 50 millioner flygtninge på verdensplan.

Det er primært uligheder i sociale, politiske eller naturbundne vilkår, som får folk til at begive sig på vandring; det gælder fx konflikter eller politisk tryk i oprindelseslandet (såkaldte push-faktorer) eller mere tillokkende forhold i modtagerlandet (såkaldte pull-faktorer).

Større vandringer forudsætter tre ting: information om forholdene i det nye land, mulighed for at rejse dertil, og adgang til landet, legalt eller illegalt. Se også vandringer.

I nyere tid er indvandring ofte søgt styret af statsmagter, som løbende vurderer, om en supplering af arbejdsstyrken er i nationalstatens interesse. I nyeste tid har der dog ikke kun været økonomiske, men også fredspolitiske hensyn at tage (se flygtning)

Som udgangspunkt er der ifølge dansk lov ikke fri adgang til indvandring i Danmark. En indvandrer kan være kommet som fx asylsøger (se asyl), flygtning, gæstearbejder eller på grund af giftermål med en dansker; for disse grupper gælder særlige regler, se også arbejds- og opholdstilladelse og udlændingelovgivning.

Asylansøger

En asylansøger er en udlænding, som har forladt sit hjemland og søger om ret til at opholde sig som flygtning i et andet land samt blive beskyttet af dette land, men som endnu ikke er blevet anerkendt som flygtning.

Siden 2010 er udgiften pr. asylansøger i Danmark faldet med over 60.000 kroner om året, og regeringen lægger på næste års finanslov op til, at der skal spares endnu mere. Mens enheds-prisen pr. helårsperson i asylsystemet i 2010 kostede 255.427 kroner, er den pris i 2013 faldet til 194.783 kroner.

Dublin-forordningen er en aftale mellem EU-landene, Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein, som regulerer hvilket med-lemsland, der har ansvaret for at behandle en asylansøgning, der er indgivet i ét af medlemslandene. Forordningen skal forhindre, at en asylansøger får behandlet sin ansøgning i flere EU-lande samtidigt, og forhindre, at en asylansøger bliver kastebold mellem landene, fordi ingen vil påtage sig ansvaret for at behandle hans/hendes ansøgning.

Del 3

Immigration i Danmark Igennem 400 år En kort historisk gennemgang

Immigrationen i Danmark før 1960erne

I tiden før 1960'erne havde selve Danmark kun haft en meget begrænset indvandring, denne indvandring bestod primært af jøder, polakker, hollændere, huguenotter og tatere.

Jøder

I 1622 gav Christian den fjerde tilladelse til, at de første jøder kunne bosætte sig i Glückstadt. Der var tale om et par håndfulde, og først hundrede år senere, i 1722 kunne den første jøde Simon Lazarus, efter erhvervelse af lejebrev, åbne sin forretning i København.

Omtrent samtidigt kom dekretet om, at ingen jøde måtte bosætte sig i Danmark, medmindre han enten ejer 1.000 rigsdaler og bygger et hus – eller indretter et manufaktur (en forretning eller fabrik).

Nogle af de første jøder her til lands lånte ofte kong Christian likvider i form af kontanter og juveler og bragte i det hele taget mange værdier med sig. Kongen betalte derfor ofte gælden af med krongodser. Derfor ser vi tidligt jøder rundt om på de danske godser.

I 1788 fik jøderne adgang til håndværkerlavene, altså først 166 år efter den første jødes ankomst. I året 1800 registreredes det, at i alt 1.500 jøder var bosiddende i Danmark, med andre ord: På 178 år var der i gennemsnit indvandret 8 mennesker af jødisk herkomst. I 1814 konstateredes i alt 2.400 jøder – heraf 750 voksne mænd. Disse mænd havde tilsammen grundlagt eller ejede 34 fabrikker. 25 af dem