Guldgraverne og andre skrøner fra Sydafrika

By Erik Bang Boesen

Svendborgforfatteren Erik Bang Boesen til bl.a. de to bestsellers Filosofiske Strøtanker og De Fremmede og os, indvandringens historie i Danmark, springer i denne hans tiende bog ud i fuldt flor, som en enestående humoristisk skrøne og historiefortæller. For dem der endnu kan huske forfatteren Jørgen Riel og hans skrøner fra Grønland, er denne bog sagen.

Handlingen udspiller sig i det gamle Sydafrika i og omkring en lille udkants by Krapmekaar i den vestlige Cape Provins, hvor der ikke er meget andet, end en lille klynge spredte huse, bjerge, klipper, slanger og skorpioner med solstik og en flod med en lille grøn oase. Her går livet sin vante gang med lidt agerbrug, geder, får og en masse skærmydsler. Personregistret, er centreret om nogle ret vidtløftige karakterer, enspændere og originaler som, boer-afrikaneren Frik Bremers far, desertørenglænderen Albert Hockley, idioten Nols Bosman og hans skøre Struds Fissie, og vinavleren af Guds nåde, Thus Denyssen og præsten Kuys med den løftede moralske pegefinger.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 25, 2020
• ISBN: 9788743064992

Erik Bang Boesen

Success forfatteren Erik Bang Boesen har siden sin debut i 2008 med digtsamlingen Panik før lukketid, udgivet 12 bøger, Der strækker sig lige fra digte på både dansk og engelsk, over de tre bestsellere Filosofiske Strøtanker og De fremmede og os - Indvandringens historie i Danmark, Guldgraverne og andre Skrøner fra Sydafrika til en biografi om den legendariske socialdemokratiske arbejderforfatter Erik Frank Hansen (1940-2001).

Book preview

Til min hustru Ellinor

Mine børn, børnebørn, familie og venner

i Danmark og Syd Afrika

AF SAMME FORFATTER:

Panik før lukketid – Selvbiografiske digte 2008

Nina du Preez, Sydafrika-Danmark tur retur – Selvbiografiske digte en Dansk-Sydafrikansk kvinde 2011

Fra demokrati til forbuds stat – politiske læserbreve 2014

De fremmede og os – indvandringens historie i Danmark 2016

Månelys (Panik før lukketid 2) – Selvbiografiske digte 2017

A Mask of Plenty – English poems 2017

Filosofiske Strøtanker – om menneske og samfund 2018

Erik Frank Hansen, Et Socialdemokratisk Forfatterliv – Biografi 2019

Tilkendegivelser (Panik før lukketid 3) – Selvbiografiske digte 2020

INDHOLD

FORORD

FORTÆLLINGERNE

Doctor Gowers Fossiler

På Skolebænken

Uønskede Julegæster

Strudsen Fissie og det store løb

Skatten i havet

En prop i floden

Strudsen Fissie og guldgraverne

Den gamle boers hemmelighed

Desertøren

De tre vise mænd

Præsten, vin og slangen

Præsten og Darwin

Strudsen Fissie og en mangedoblet indsats

Grottemaleriet

SENERE FORTÆLLINGER

Fod lænker og Champignoner

Spøgelser og genfærd

En englænders grav

Den tørstige lansesoldat

En statshemmelighed

ORDFORKLARINGER

TAK

FORORD

Nogle venner fra Finland, fortalte mig engang, at da de kom til Sydafrika, sagde piloten i flyveren, Mine damer og herrer, om få øjeblikke lander vi i Jan Smuts lufthavn i Sydafrika, vær venlig at spænde deres sikkerhedsbælte og stille deres ur – 30 år tilbage.

Det lyder måske nok som lidt af en vittighed, men sådan var det rent faktisk. Sydafrika er på mange måder modsætningernes land; på den ene side så frygtelig gammeldags og på den anden side supermoderne.

Men jeg tror godt man kan sige, at da vi, som en familie på fire, emigrerede til Sydafrika i 1976, var vi nok de sidste pionere, der oplevede den sidste rest af det ægte koloni-liv i Sydafrika, hvor en Boer var en Boer og en englænder var en Roi Neck (et skældsord fra Boerkrigen).

Området Kwa-Zulu-Natal, hvor vi boede i, var på størrelse med Danmark fire gange, blev da også kaldt for The Last Outpost. (Den sidste forpost)

Det sydafrikanske folk, har altid været multietnisk, herunder mange forskellige indvandre af etniske sorte grupper, foruden hollændere, tyskere, englændere, indere, franskmænd, danskere, gråspurve og mange andre nationaliteter. Og landet er nok et af verdens smukkeste?

De store vidder med højt til himmelloftet, den vilde natur, det afslappede liv og alle de mennesker jeg har kendt i Sydafrika igennem de 20 år vi var der, har således været en uforglemmelig tid og inspirationskilde til mange historier og skrøner. Jeg er da også tit og ofte blevet spurgt, hvorfor jeg aldrig har skrevet noget fra Sydafrika – så det gør jeg så hermed nu.

Handlingen i fortællingerne udspiller sig dog alle fra det gammeldags Sydafrika om man så må sige, i og omkring en lille udkants by Krapmekaar i den sydvestlige Cape provins, med en flod af samme navn. Nærmere geografisk er det lidt udenfor vindistriktet Overberg. Det er et sted hvor der ikke er ret meget andet, end en lille klynge af spredte farmhuse, bjerge og klipper, slanger og skorpioner med solstik og en flod med en lille grøn oase. I disse omgivelser går livet sin vante gang i det lille samfund med lidt agerbrug, geder, får og en masse skærmydsler.

Personregistret, er hovedsaligt centreret omkring nogle ret så vidtløftige karakterer, enspændere og originaler som, f.eks. Frik Bremers far, englænderen og desertøren Albert Hockey, idioten Nols Bossman og hans kloge Struds Fissie, vinavleren af Guds nåde Thus Denyssen og præsten Kuys med den altid løftede moralske pegefinger.

Alle stednavne i fortællingerne har jeg for originalitetens skyld bibeholdt med de oprindelige stednavne og selv om alle personnavne er næsten fiktive, har jeg dog kendt mange personer hvis adfærd var præcis sådan, som det er beskrevet i historierne.

For de ord der ikke har kunnet lade sig oversætte, har jeg tilføjet en kort beskrivelse bagerst i bogen.

God læselyst med ønske om et godt og sundt grin.

FORTÆLLINGERNE

Doktor Gowers fossiler

og en boer har en plan

Da den gamle doktor ankom i den lille landsby Kwaggaskop, havde han praktiseret i næsten halvtreds år. Han praktiserede stadigvæk ind i mellem. Og somme tider fik han da også gjort noget rigtigt. Men det viste sig, at medicin ikke var hans første eller største kærlighed, selv om hans kære afdøde kone Annie, bestemt ikke var den største tilhænger af han hobby, til fordel for lægevidenskab. Det der nemlig fascinerede Doctor Gowers mest, var fossiler.

Fossiler, forklarede Albert Hockey, bedrevidende, var nogle sten der så ud som noget andet, for eksempel orm eller ben. Han og Frik Bremers far delte en flaske hedvin under egetræet ved flodbredden af Krapmekaar.

Det var den slags aften, at det ville have været syndefuld at gøre noget andet. Præsten Kuys ville teologisk set nok ikke have ment det samme, men her sad de altså – floden løb rislende kølig blank, fuglene sang over dem og fiskene plaskede under dem, og de to verdensmænd, dovnede sig i dagen. I denne del af universet var alt godt, men uheldigvis var der i en anden del af universet noget der ikke var så godt, noget der skulle forstyrre deres lille fredelige paradis.

Pokkers, udbrød Frik Bremers far, da han mærkede en tå fra en gammelslidt støvle sparke sten i hans højre nyre. Fastknyttet til støvlen, var kroppen af den gammeldags Doktor Gowers, med et truende blik bag de rimfattede briller der kun lige balancerede på næsetippen. Hvad sagde du, spurgte doktoren? og det var tydeligt, at uanset hvad svar han fik, så ville det være forkert. Men Albert Hockey var en mand der tænkte hurtigt – i hvert fald for en mand fra Krapmekaar. Jo, sagde Albert Hockey, der holdt en emaljeret tallerken frem, tømt for en herlig Cape Malaj Makrelbiksemad. I skulle skamme jer begge to, brølede Doktor Gowers!

Det var den slags bemærkninger man kunne forvente af præsten Kuys, men her var der en helt fremmed med den samme holdning der mente, at det var blasfemi at tilbringe en hel eftermiddag med bare at ligge og drive den af og lave absolut ingenting – og så ta sig en lur bagefter.

Frik Bremers far besluttede sig dog for, at dette ikke var tidspunktet til at lufte sin egen mening. Men Albert Hockey, der somme tider godt kunne være lidt stormundet, spurgte, hvad doktoren da ellers havde tænkt de skulle gøre. Grave! svarede doktoren og vendte sine briller op på højen af Kwaggaskop bjerget, hvor den brune sandsten bagte i solen og hvor der ikke var nogen egetræer eller nogen flod, ingen skygge eller fugle og fisk, kun nogle Kaki Buske – og nogle få skorpioner, der havde fået solstik.

To timer senere, var Albert Hockey og Frik Bremers far og Doktor Gowers oppe på bjerget. Doktoren kravlede omkring på hænder og knæ, med et lommetørklæde bundet omkring sit hoved og mumlede noget om geologiske linjer og koraler og en hel masse andet uforståeligt. De andre mumlede også, nogle andre og lidt pænere ord, men var ellers forholdsvis tavse, mens de fjernede sten og jord med skovl og hakke. I en rørende forelæsning ved floden, fortalte doktoren dem om hvordan landet havde været dækket med havvand for millioner af år siden. For at vise at Frik Bremers far skam også var en kulturel mand, sagde han, at det havde præsten Kuys også nævnt forrige søndag i kirken, hvor han fortalte, at det havde regnet i fyrretyve dage og fyrretyve nætter og at man så – men her tav han da doktorens støvle tappede irriteret på jorden, som en utålmodig gammel hest.

Doktoren fortsatte sin lekture, med de mærkelige fisk og krepper og muslingeskaller og andre underlige ting med meget lange navne, der begyndte at give Frik Bremers far, store smerter bag panderynkerne. Og så var havet tørret ud eller også var bjergene blevet større?

Frik Bremers far kunne ikke rigtig følge med nu, for han havde levet ved foden af Kwaggaskop bjerget hele sit liv og han vidste udmærket godt, at bjerget havde den samme størrelse som den dag han var født. Men doktoren trak ham tilbage og bad dem begge overveje den service de kunne yde til Palæontologi og eftertiden og flere andre mennesker de aldrig havde hørt om. Der var jo også lige det ved det, at de kun var heroppe i denne hjernesmeltende varme – på grund af et løftet om, at de ville få ti kroner om dagen?

Og ganske rigtigt, som de gravede og skrabede på overfladen af en grålig sten, fandt de pludselig noget der lignede et krebsdyr, men med en anderledes spids hale og et rundt hoved. Doktoren blev helt vild i varmen. Han skubbede dem til side. Han gik ned i benene som en Ged der dumt skulle undersøge en tom tallerken nøjere. Han kommenterede på øjnene, benene, næse og mund. Frik Bremers far kommenterede, at det var sørgeligt at se en voksen mand, opføre sig så tåbeligt over et par få krusninger på en sten – men sagde det ikke højt.

Så rejste Doktor Gowers sig op og rystede hænder med Albert Hockey og så med Frik Bremers far og sagde, at dette i sandhed var en meget stor dag.

De sammenstemte og mumlede noget om varmen og de ti kroner om dagen, men det hørte doktoren ikke. Gamle mennesker er somme tider sådan; De hører, men hører alligevel ikke, men de vidste hvad de ville have. Og hvad Doktor Gowers ville have, var at dette urgamle fossildyr skulle fjernes meget forsigtigt, sådan at man fik et stykke klippesten frigjort, med hele dyret på. Så han markerede et område på stenen og sagde, at det stykke skulle fjernes.

Frik Bremers far mente, at det var et unødvendigt stort stykke og lavede et hurtigt aritmetisk regnestykke, som Albert Hockey var nødt til at oversætte i sit hoved. Og der var også det ved det, at det ville tage dem mindst tre dage.

Jeg kommer igen om en uge, sagde doktoren, og så skulle i gerne være færdige. Han knælede igen og gav stenen et kærligt ømt strøg med hånden. Og hvis i ødelægger det, fortsatte han, vil jeg personligt brække jeres ben og sætte dem sammen igen. Og derpå gik han ned af bjerget, og snakkede med sig selv om dette fantastiske fund, der ville forandre evolutionskæden.

Frik Bremers far ville måske nok have udlagt det fantastiske lidt anderledes, men sådan var det med uoplyste mennesker. Men doktoren, ville præsentere hans fund til verdens science. Nej endnu bedre tænkte han. Han ville bringe verdens science her, og afsløre det fantastiske fund, hvor han havde fundet det. Han vendte sig om. En uge råbte han og tog glad afsted. Oppe på bjergskråningen af Kwaggaskop, var der ingen glæde, kun sure miner over det store arbejde der lå for dem. Pengene var gode nok. Hvis