Hertugerne af Bourgogne: 1363 - 1477

By Per Ullidtz

Har man lidt interesse for renaissancen, er det svært at komme uden om de 4 Valois-hertuger af Bourgogne. Middelalderen havde skabt flere samlinger af rige byrepublikker, med tilløb til demokrati, med de største og rigeste koncentreret i Nederlandene og i Norditalien. Under renaissancen mistede borgerne deres frihed, og kom under kontrol af fyrster, der brugte lidt af den opsparede rigdom som kunstmæcener, omend det meste gik til krig og nedkæmpelse af almuen. Det skete først i Bourgogne, hvor kunsten blomstrede under hertugernes beskyttelse, og bredte sig senere til Norditalien, som siden har forsøgt at tage patent på renaissancen.
Johan den Gode af Frankrig gjorde sin søn Filip den Dristige til hertug af Bourgogne, som tak for at Filip havde kæmpet tappert ved Johans side under slaget ved Poitiers. Vigtigere var det imidlertid at Filip blev gift med den tidligere hertugs enke, Margrete af Flandern, og dermed kom i besiddelse af et af Europas rigeste områder. Det blev starten på hvad der, næsten, blev til et nyt rige i hjertet af Europa, og skete omtrent samtidig med at Margrete I skabte et storrige i Norden.
Filips søn, Johan den Frygtløse, startede sin karriere som tyrkisk krigsfange, efter det mislykkede korstog til Nicopolis. Under den sindsyge Karl VI forsøgte han at tage magten i Frankrig, men blev myrdet af kronprinsens folk. Det førte til en alliance mellem Johans søn, Filip den Gode, og den engelske konge Henrik V, svoger til Erik af Pommern.
Udover prægtige fester og ridderskab, var Filip mest optaget af at udvide sine territorier i de rige Nederlande. Selv om han solgte Jeanne d’Arc til englænderne, var han dog fransk ridder i sit hjerte, på et tidspunkt hvor ridderskab og middelalder lakkede mod enden. Hans svoger, Henrik Søfareren, var derimod, med sin helt videnskabelige udforskning af den Afrikanske kyst, en forløber for moderne tid. Imens sluttede Hundredårskrigen, Konstantinopel faldt til tyrkerne (grækerne så hellere en turban end en tiara på alteret i Hagia Sophia), og Gutenberg fik udviklet en metode til trykning af bøger.
Den sidste af Valois-hertugerne, Karl den (Dum)Dristige, satte det hele over styr. Han forsøgte at få kejseren til at ophøje Bourgogne til et kongerige, og Christian I gjorde sit bedste for at mægle mellem kejser og hertug, men Karls halsstarrige sind bragte ham i krig med de foragtede schweiziske borgere og bønder, disse drukkenbolte, som slog ham læsterligt ved Grandson og Morat, og tog livet af ham ved Nancy.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 15, 2016
• ISBN: 9788771709599

Per Ullidtz

Tidligere af samme forfatter: Dronning Edels Familie, BoD, 2010 Absalons Europa, BoD, 2011 Opløsningstid - Kulde, Sult og Pest, BoD, 2012 Atterdag og Hundredårskrig, BoD, 2013 1016, The Danish Conquest of England, BoD, 2014 Hertugerne af Bourgogne 1363 - 1477, BoD, 2016 Medici, Columbus og kong Hans, BoD, 2017 Charles Quint og Christian II, BoD, 2018 Heliocentri og Religionskrig, BoD, 2019

Book preview

gloire.

Filip den Dristige

Filip var den yngste af Johan II den Godes sønner med Bonne af Luxemburg, søster til kejser Karl IV, og var født i 1342, så han var kun 14 år gammel da han trofast stod ved sin faders side under slaget ved Poitiers (1356), mens hans ældre brødre alle stak af. Det gav ham tilnavnet le Hardi. De ældre brødre var Karl V den Vise (1338 – 1364 – 1380), Ludvig I hertug af Anjou (1339 – 1384) og Johan hertug af Berry (1340 – 1416). Filip blev såret under slaget ved Poitiers og fulgte sin far i fangenskab i England (hvor han spillede skak med Den sorte Prins), og han vendte først tilbage til Frankrig, sammen med sin far, efter freden i Brétigny 1360. Som belønning for sin trofasthed fik Filip hertugdømmet Touraine, og blev gjort til premier pair de la France, Frankrigs fremmeste adelige.

Da Filip af Rouvres døde året efter, forsøgte Johan først at inddrage hertugdømmet Bourgogne under kronen. I 1350 havde han giftet sig med Johanne af Auvergne, Filip af Rouvres mor, og var dermed blevet formynder for Filip. Som søn af Johanne af Bourgogne, datter af Robert II af Bourgogne, havde Johan den Gode et arvekrav på hertugdømmet Bourgogne, men Karl den Onde af Navarra mente at han havde et endnu bedre arvekrav, fordi han var sønnensøn af Margrete af Bourgogne, som var Roberts ældste datter, Johanne var den næstældste (se Stamtavle 1). Efter de almindelige regler var Karl af Navarra desuden nærmeste arving til den franske krone og til Champagne, udover til hertugdømmet Bourgogne, men så var der jo det med Nesle affæren (kunne man være sikker på at Johanne af Navarra nu også var datter af Ludvig X le Hutin).

Men burgunderne ville ikke acceptere at blive en del af den franske konges domæne, de ville bevare deres selvstændighed, så inden Johan den Gode drog tilbage til engelsk fangenskab, gjorde han Filip til hertug af Bourgogne, mod at han afleverede Touraine (6te september 1363). Da Johan døde kort efter, og blev efterfulgt af Karl den Vise, bekræftede Karl sin bror Filip som hertug af Bourgogne. Johan havde betroet brevene om overdragelsen af Bourgogne til Philibert Paillart, kansler for Bourgogne, og få dage efter sin kroning, udstedte Karl sin egen bekræftelse:

Karl, af Guds nåde franskmændenes konge, lader alle nuværende og kommende vide, at vi har læst brevene fra vor far, af strålende ihukommelse, som angiver følgende: Johan, af Guds nåde franskmændenes konge, som altid er optaget af landets fred og vore undersåtters vel, har af erfaringen lært, at det ikke er en ringe fordel at have trofaste og modige vasaller; for med deres bedrifter, bliver de misundelige og rivalerne trængt tilbage, og freden og roen bliver vundet, og retfærdigheden, dette fundament for alle kongeriger, bliver fredeligt gennemført til ære og glorie for dem der regerer; heraf opstår en velvillig holdning mod herren, som også breder sig til en velvilje mod hans vasaller. Vi har også lært, at kronen bæres på kongelig vis når personer af en hæderkronet slægt, lige berømte for deres sæder som for deres ærlighed, bliver oprejst til den højeste værdighed; deres hjælp og støtte får ikke scepteret og kronen til at stråle mindre, end de perler der pryder dem. Det er derfor, idet vi følger i sporet på vore forudgående konger, som var vant til at udbrede deres miskundhed over dem der havde gjort sig værdige dertil, og omend vi beklager at vi ikke kan lønne alle der fortjener det med vore rette tjenester og nåde, vi har besluttet at ophøje de mest værdige til de højeste værdigheder. Mens vi naturligvis bør tildele vore børn det der hjælper dem til at stråle med deres ophavs glans, så er vi dog tilbøjelig til at behandle dem blandt dem, som mest fortjener det, med den største gavmildhed. Desuden, da vi ivrigt ønsker at standse den svøbe og undertrykkelse, som fjendernes invasion har påført vore undersåtter i Bourgogne, som efter den sidste hertug Filip, af strålende ihukommelse, er blevet os henvist, som hans nærmeste slægtning, og vil sikre freden for de nævnte undersåtter, ihukommende endnu engang de strålende og rosværdige tjenester fra vor meget kære søn Filip, vor fjerde søn, som frivilligt udsatte sig for døden sammen med os, og, såret som han var, forblev urokkeligt og frygtløst under slaget ved Poitiers; som var fanget og fængslet hos fjenderne, og som, siden vor frigivelse, uophørligt har givet os beviser på sin konstante sønlige kærlighed. Vi vil således, med al ret, belønne ham og bevise ham vor faderlige kærlighed, med en evig belønning; vi lægger vor tro og vore håb hos Gud, at skæbnen må på bedste vis lette vore førnævnte undersåtter i hertugdømmet Bourgogne for deres ulykker. Det er derfor vi lader bekende, for alle nuværende og kommende, at af disse årsager og af andre endnu mere retfærdige, og efter ydmyge bønner fra undersåtterne i vores nævnte hertugdømme, at vi har, med de tilstedeværendes vidnesbyrd, vor kongelige autoritet og specielle nåde, afstået og givet til vor nævnte søn det førnævnte hertugdømme Bourgogne, med alt hvad vi deri måtte have af rettigheder, besiddelser og ejendomme, ligesom også grevskabet Bourgogne og enhver anden del af nævnte arv, og også alle almindelige og særlige æresbevisninger, rettigheder, renteindtægter, prebender, mænd, vasaller, troskabseder, len, underlen, høje, mellem og lave domstole, fuld og delvis herreskab, byer, landsbyer, slotte og kasteller, huse, herregårde, søer, floder og bredder, skove, lunde, vinmarker, jorde og enge, og enhver anden ejendom i nævnte hertugdømme, såvel som de rettigheder vi måtte have af enhver årsag i nævnte grevskab, hvad end deres betegnelse eller værdi måtte være. Alt dette skal overføres til ham, på en sådan måde at han holder og besidder det selv og for sine legitime efterkommere, og således at han nyder det med fred og ro. Fra nu af anbringes det nævnte hertugdømme Bourgogne og de rettigheder vi har uden for vort domæne og adskilles fuldkommen, på trods af alt hvad vi tidligere har bestemt."

Filip skulle aflægge troskabsed til kronen, og kronen bevarede de rettigheder og skatter, som den havde haft under de tidligere hertuger. Om Filip, eller hans efterkommere, skulle dø uden legitimt afkom (ikke nødvendigvis en søn), hvad Gud måtte forbyde, så faldt hertugdømmet og alle rettigheder tilbage til kronen. Hôtel de Bourgogne, på Sainte-Geneviève bjerget i Paris, som længe havde tilhørt de burgundiske hertuger, blev også afstået til Filip.

Stamtavle 1 Arveberettigede til Bourgogne

Filip af Rouvres havde også været greve af Bourgogne, som en arv efter sin farmor Johanne af Bourgogne, fra hvem han også havde arvet Artois. Kejser Karl IV, ven og allieret med Johan den Gode, havde efter Filip af Rouvres død gjort Filip den Dristige til greve af Bourgogne, men Margrete af Frankrig, enke efter Ludvig I af Flandern og farmor til Filip af Rouvres 14-årige enke Margrete, hævdede at begge grevskaber var hendes, fordi hun var yngre søster til Johanne af Bourgogne, hvis linie var uddød med Filip af Rouvres. Hun boede også i grevskabet Bourgogne, hvor hun privat ejede store godser, og indbyggerne betragtede hende som den retmæssige arving. Hun var allieret med en del af de høje herre i omegnen, som greven af Montbéliard, Jean de Châlons, Jean de Neuschâtel og herren til Rigny. Det kom til væbnede sammenstød mellem denne alliance og Filip den Dristige, hvad sidstnævnte vandt med lethed.

Karl den Vise, som altid handlede med stor omhu, bad sin bror om at give sig investitur-dokumentet på grevskabet Bourgogne, mod at han lovede ikke at give det til nogen anden, men for at han kunne forhandle direkte med Margrete.

Filip den Dristige kunne heller ikke umiddelbart hævde sin ret i hertugdømmet Bourgogne, dels fordi Karl af Navarra krævede sin ret, efter at han tidligere var blevet snydt i den franske arvefølge, og også for Champagne, og nu startede en ny krig, men også fordi kompagnierne hærgede lige så meget i Bourgogne som i det øvrige Frankrig. I 1362 havde kompagnierne vundet slaget ved Brignais mod greven af Bourbon (forfar til de senere Bourboner af Frankrig, Spanien, Napoli med mere), men derefter havde markisen af Montferrat fået lokket en del af dem til Italien, blandt andre John Hawkwood, for at kæmpe mod hans og pavens bitre fjender, Viscontierne i Milano, men de fleste var dog forblevet i Frankrig.

Filip havde kæmpet mod kompagnierne allerede som hertug af Touraine, og nu fik han hjælp fra du Guesclin (hjernen bag den franske generobring af de engelske len) og fra Jean de la Rivière, Jean de Vienne, Bourgognes marskal (senere Frankrigs admiral, selv om han var født i Bourgogne), herren til Coucy, marskal Boucicaut og endog fra Arnaud de Cervoles, kaldet ærkepræsten på grund af sit tidligere gejstlige hverv, men som ellers var kendt som en af de værste kaptajner for kompagnierne. Han havde været med på fransk side i slaget ved Poitiers, og havde forstrakt Filip med 2.500 frank til at købe et andet af kompagnierne ud af Autun. Når en by der var erobret af kompagnierne overgav sig til Filip den Dristige, fik udenlandske soldater lov til at gå fri, mens de franske blev hængt.

Det var bekosteligt for Filip, som satte sig i stor gæld. Karl eftergav ham dog alt hvad Bourgogne skyldte i afdrag på Johan den Godes løsesum, og gav ham også indtægten fra en ny skat på 12 denier pr. pund (5%) på salg af alle fødevarer i Bourgogne, hvilket drejede sig om cirka 34.000 frank om året.

Figur 2 Filip den Dristige.

Først den 26nde november 1364 tog Filip Bourgogne i besiddelse. Han drog ind i Dijon, med sin bror Ludvig af Anjou, biskoppen af Autun og diverse prælater, adelige, jurister og borgere fra byer og kommuner. Kansleren Philibert Paillart læste med høj røst brevene fra Filips far og fra Karl den Vise, og der blev udfærdiget kopier til Dijon og andre byer der måtte ønske det. De privilegier som hertug Hugo III havde givet til Dijon kommune, under Filip August, blev bekræftet, mod at borgmesteren og hans rådmænd svor troskab til Filip, konfirmeret med et brev med kommunens segl. Dijons borgere nægtede dog at betale for at der blev stationeret en garnison i byen.

Margrete af Flandern

Fra Kongeåen i nord til Aa i syd (ved Calais og Saint-Omer) er der et stort, frugtbart lavlandsområde med udløb af talrige floder, som giver nem adgang til fjernere liggende egne, og som giver området et stort handelspotentiale. I vikingetid var friser nærmest synonymt med købmand. Området har altid været meget turbulent, og efterstræbt også af nordboer. Det var her merovingerkongen Theudebert I omkring 516 dræbte daner- eller geater-kongen Chlochilaicus, som ifølge N.F.S. Grundtvig skulle være identisk med kong Hygelac kendt fra det angelsaksiske digt Beowulf, som gør ham til samtidig med Roar og Helge. Nogle hundrede år senere fik vikingehøvdingen Rorik, eller Hrørek, store dele af Frisland med handelsbyen Dorestad, som len af Lothar, i 840erne, og det var fra Flandern Rollo gjorde sin entré i Normandiet i 876.

Karl den Skaldede havde gjort Balduin Jernarm til greve af Flandern i 863, efter at Balduin, som var af almueslægt, var stukket af med Karls datter Judith, der med sine knapt 18 år allerede havde været gift 2 gange, med konger af Wessex. Karl forsøgte at få Rorik af Dorestad til at fange det unge par, men forgæves. Alt blev til glæde vendt da pave Nicolas I greb ind og forklarede Karl at Balduin kunne forsvare hans rige mod de ugudelige normanner og den hellige kirkes fjender. Der blev holdt bryllup i Auxerre i 863 og Balduin fik Flandern som medgift.

Flandern lå tilpas fjernt fra de franske konger, og talte desuden et germansk sprog, så byerne tilegnede sig en betydelig selvstændighed, lige som byerne i Nordfrankrig og i Norditalien. Frederik Barbarossas onkel, Otto af Freising, skrev om de Norditalienske byer, at de giver ridderskab og andre udmærkelser til unge mænd af ringe herkomst og sågar til folk af den usle håndværkerstand, en stand som andre mennesker forbyder adgang til de mest respekterede og ærefulde hverv, som var de pesten. Det har haft som resultat, at de overgår alle andre stater i verden i rigdom og magt. Det skyldes ikke alene deres karakteristiske flid, men også fraværet af deres fyrster, som normalt forbliver på den anden side af Alperne. Problemet med Flandern var det samme, borgerne opførte sig med en selvstændighed som gik langt ud over hvad fyrster og adel normalt tillod. Knud den Helliges søn, Karl den Gode, greve af Flandern, blev dræbt i Brugge, i en kirke ligesom faderen, fordi han ville gøre nogle borgere til livegne. Lidt i stil med Knuds eget problem med de Nordjyske bønder der ikke ville betale tiende.

Byerne nød en betydelig grad af demokrati, i forhold til de områder der var under effektiv feudal kontrol. Der var undertiden op til 10–20% af befolkningen som direkte havde del i det lokale styre, ikke kun som vælgere men som direkte deltagere i det politisk/økonomiske styre. På nogle måder var det mere demokratisk end idag. Men det betød ikke at det var mere fredeligt. Byerne bekæmpede hinanden med næb og klør, og den infernalske konkurrence betød at velstanden nåede uanede højder. Udover Norditalien var Flandern et af de rigeste og mest urbaniserede områder i Europa, takket være handel og industri. Brugge med sine havnebyer Sluys og Damme var det fremmeste center for international handel, med faste handelshuse fra Italien, Tyskland og den iberiske halvø. Iøvrigt var det ikke kun byerne der modstod feudalismen, i Frisland, både mod nord og syd, og i Ditmarsken var der bonderepublikker, som voldte store problemer for danske konger og tyske fyrster og biskopper. Og så var der naturligvis Schweiz, som havde både skov- og bykantoner.

Ludvig I af Flandern (1322 – 1346), også kaldet Ludvig af Nevers, voksede op ved det franske hof på Louvre og var 100% fransk. Han blev gift med Filip den Højes datter Margrete, og da han efterfulgte sin farfar som greve af Flandern havde han aldrig været i grevskabet. Hans søn blev født i Flandern, i Male lidt uden for Brugge, og fik sit tilnavn herfra, som så mange andre gjorde på den tid, Filip af Rouvres og Johan af Gaunt (Gent) for eksempel. Ludvig af Male blev greve som knap 16-årig, efter at hans far var blevet dræbt i slaget ved Crécy i 1346 (på fransk side naturligvis), hvor Ludvig af Male selv blev såret. Ved samme lejlighed arvede han grevskaberne Nevers og Rethel.

Kort 3 Filip den Dristiges rige: Bourgogne, Nevers, Rethel, Artois og Flandern.

Med tiden fik Ludvig af Male en langt bedre forståelse for de flamske byers behov end faderen havde haft, dog først efter at genterne nær havde taget livet af ham, og han forstod at holde balancen mellem Frankrig og England. I første omgang havde borgerne i Gent forsøgt at få ham gift med Edward III’s datter Isabella, for at styrke alliancen med England og sikre uldforsyningerne, men han flygtede til Frankrig og blev istedet gift med Margrete af Brabant (den forsmåede Isabella blev senere gift med Enguerrand VII af Coucy). Genterne gjorde straks oprør, men det blev slået ned af de øvrige flamske byer og Den sorte Død i forening. Da Ludvig vendte tilbage, undertegnede han en ikke-angrebspagt med England.

Figur 3 Margrete af Flandern, Hospice Comtesse, Lille

Både England og Frankrig var stærkt interesserede i at få arrangeret et ægteskab med Ludvigs datter Margrete. I 1357 blev den 11-årige Filip af Rouvres, hvis mor, enkehertuginde af Bourgogne, var blevet fransk dronning, gift med den 7-årige Margrete, og ved den lejlighed genvandt Flandern Artois. Hun blev enke som 11-årig, da Filip døde af pesten i 1361, og den 23-årige franske kronprins Karl (den Vise) blev kraftigt opfordret til at gifte sig med hende, da hun var Ludvig af Males eneste barn og arving, men Karl syntes at hun var for grim, og giftede sig istedet med den skønne Johanne af Bourbon, datter af Peter I af Bourbon. Peter af Bourbon var mentalt ustabil, en svaghed der gik i arv til hans datter og dattersøn, den næste konge af Frankrig. Peter selv blev dræbt i slaget ved Poitiers.

Edward III arbejdede energisk på at få et ægteskab istand mellem sin søn Edmund af Langley og den unge enke, Margrete, og det gik Ludvig af Male med til i 1364, mod at han fik Calais og Ponthieu. Men selv om kronprins Karl ikke selv ville have Margrete, så var det alt for risikabelt at hun havnede i England, så han fik den franske pave, Urban V, til at forhindre det, med den begrundelse at Edmund og Margrete var beslægtet i fjerde grad. Tre år senere gav samme pave så dispensation til ægteskabet mellem Margrete og Karls bror Filip, selv om de var endnu nærmere beslægtede.

Det kostede Karl dyrt, han måtte aflevere de flamske byer Lille, Douai og Béthune, som Filip den Smukke havde erobret i slaget ved Mons-en-Pévèle i 1304, det slag hvor de franske riddere havde fået hævn for det forsmædelige nederlag til flamske borgere og bønder ved Courtrai to år tidligere. Desuden måtte han betale en medgift på 200.000 tournois pund til Ludvig af Male, og paven har nok også skullet honoreres. Men alle de flamske byer var imod dette ægteskab, og det samme var Ludvig af Male dybest set. Ifølge legenden var det først da hans mor Margrete af Frankrig flåede kjolen op og hev brysterne frem og sagde til ham Da I ikke vil adlyde jeres konge eller jeres mor, vil jeg afskære disse bryster, som har næret jer, jer og ingen andre, og, til jeres skændsel, vil jeg kaste dem til hundene! Hun ville også gøre ham arveløs. Hvilket af de to argumenter vejede tungest er svært at sige, men han føjede hende.

Brylluppet blev en dyr fornøjelse for Filip, for det skulle naturligvis overgå alt hvad der tidligere var set. Han måtte låne penge af kongen og af de store herrer, og indkaldte også stænderforsamlingen i Bourgogne og fik den til at bevilge sig en skat på 12 denier pr. pund (5%) på salg af alle varer. Han samlede alt hvad han kunne finde af perler, diamanter, juveler, og ædelsten af alle slags. Alene fra Enguerrand af Coucy købte han for 11.000 frank. I juni 1369 drog han afsted mod Gent, hvor brylluppet skulle holdes. Han passerede gennem det meste af Flandern, inviterede til store fester overalt, og uddelte rige gaver til flamske adelige, og især til rådmænd og hoffolk. Selv om han først blev regent i Flandern 15 år senere, så havde hans storslåethed og gavmildhed ved dette første besøg allerede stemt hans fremtidige undersåtter mildt. Fire dage efter brylluppet havde han ikke penge til tilbagerejsen; han havde dog lidt ædelsten som han pantsatte hos tre borgere i Brugge.

En måned før brylluppet havde Karl brudt freden i Brétigny, ved at stævne Den sorte Prins til at møde for sit kronråd i Paris, på grundlag af klager fra gejstlige, baroner, riddere og borgere i de gasconske grænseegne, som helt klart hørte under den engelske krone og som ikke havde appelret til den franske konge. Det indrømmede Karl sådan set selv i stævningen, omend han gjorde sig stor ulejlighed for at få det til at se ud som om det var fjenden der brød freden. Det skulle man vist være fransk for at forstå, men det var et yderst belejligt tidspunkt. Den sorte Prins var vendt tilbage fra Spanien med malaria, og var til tider så syg at han måtte transporteres på en båre, og hans far var tilsyneladende ved at blive senil og var kun optaget af sin elskerinde Alice Perrers. Kort efter fulgte en formel krigserklæring fra Karl.

Iløbet af det næste 10-år lykkedes det den franske nationalhelt, du Guesclin, at tilbageerobre næste alle de engelske len i Frankrig, med en tilbageholdende fabiansk teknik, i 180º’s modstrid med de ridderlige idealer. Ifølge Tuchman var han ekspert i brug af baghold og list, forklædninger, spioner, hemmelige budbringere, bestikkelse med penge og vin, tortur og drab på fanger, og overraskelsesangreb under Gudsfreden.

I samme 10-år døde en række af historiens hovedpersoner, så som Edward III og hans søn Edward (Den sorte Prins), kejser Karl IV, Johan den Gode, du Guesclin, John Chandos, Galeazzo II Visconti, Henrik II (Trastamara) af Castilien, Magnus Smek af Norge og Sverige, Valdemar Atterdag og pave Gregor XI. Det sidste medførte det store skisma i den katolske kirke, hvor kirken, Kristi brud, blev en slave af to herrer. Det er alt sammen beskrevet i Atterdag og Hundredårskrig, og skal ikke gentages her, men nogle af de begivenheder, hvor Filip den Dristige var aktiv, bør dog med.

Englænderne trænges tilbage i Frankrig

Filips første opgave efter brylluppet, var intet mindre end en invasion af England, med et kompagni på 1000 lanser (med 3–4 mand pr. lanse) stillet til rådighed af det konglige skatkammer. Der blev samlet et stort lager af provision og bygget skibe ved Rouen for at kunne bringe hæren til England. Filip kom til Rouen få dage efter sit bryllup, men der var mange der rådede imod ekspeditionen, blandt andre Olivier de Clisson. Så da den ventede flåde fra Henrik af Trastamara udeblev og Edward sendte en hær til Calais, under Johan af Gaunt, hertug af Lancaster, opgav man planerne, og Filip fulgte istedet i hælene på den engelske hær. Han og hans riddere havde stor lyst til at angribe Enlænderne, på ægte riddervis, men kongen (og du Guesclin) ville ikke risikere noget, han forbød Filip at deltage i direkte slag. Det hele løb snart ud i sandet og englænderne trak sig tilbage.

Det gav Filip mulighed for at hente sin ægtefælle, og bringe hende til Montbard i Côte-d’Or i Bourgogne, hvor hun allerede var afholdt efter sin første periode som hertuginde. Da Filip ofte var bortrejst, i sin brors tjeneste, gjorde han Eudes de Grancey til guvernør i Bourgogne, med ansvar for hertugdømmets forsvar, hvad han fik 3 floriner om dagen for. Udgifterne til en bannerfører var 2 guldfrank pr. dag, for en ridder 1 frank, en knægt ½ frank, og armbrøst- og bueskytter 1/3 frank. Til sammenligning tjente en plovmand 7 frank om året, og forbrugte for 3 til 4 frank korn. For at dække udgifterne til forsvaret blev omsætnings-afgiften på 5% forlænget i 2 år, og det samme blev saltskatten, den såkaldte gabelle.

Filips bror, Ludvig af Anjou, som var guvernør af Languedoc inviterede ham til Avignon, til forhandling med paven. Han sejlede fra Châlons med et stort følge, ham selv og de store herrer i den første båd, derefter en båd med kansleren og riddere, og så nogle både med køkkenet, garderoben, mundskænkene og med fisk. Som sædvanlig var Filip meget gavmild og storsindet, og igen havde han problemer med tilbagerejsen, og måtte pantsætte nogle juveler hos en lombard for 20.000 frank. Filip samarbejdede også med sin anden bror, Johan af Berry, om angrebene på englænderne. Han tog sig desuden af interne stridigheder i Bourgogne, private krige mellem stormænd var ikke helt ophørt. I en sag dømte han at den ene af de stridende parter skulle tilbringe 1 dag i fængsel hos den anden, og derefter skulle de begge drikke sammen med ham.

I 1373 foretog Johan af Gaunt, hertug af Lancaster, sin berømte chevauchée gennem hele Frankrig, fra Calais til Bordeaux, næsten 1000km på 5 måneder. Filip havde held til at chikanere ham og til at lede ham bort fra Paris, men egentlig var Filip mere diplomat end soldat. Der var flere forsøg på fredsforhandlinger med englænderne, og i januar 1375 lod Filip en stor mængde god burgundisk vin bringe til Brugge, for at hjælpe på forhandlingerne. Man kunne dog ikke blive enige om en fred, blandt andet fordi den franske konge nu hævdede et nyt princip om den umistelige suverænitet. Selv om den franske konge skulle ønske det, så lå det uden for hans magt at afgive suveræniteten over et område inden for kongeriget. Det havde man ikke hørt om ved Brétigny, og med dette princip havde den engelske konge kun een udvej, at blive konge af Frankrig. Så det blev kun til en våbenstilstand, som skulle vare til 30te juni 1376. Den blev senere forlænget med yderligere et år.

To paver

Filip forsøgte også at forhindre at pave Gregor XI rejste til Rom, tilskyndet af den Hellige Birgitte og Katarina af Sienna. Han skulle, profetisk, have advaret paven om, at hvis han døde i Italien, så ville romerne, som er uforbederlige forrædere, tage magten over kardinalerne, og med magt vælge en pave som passer dem. Det siges at Gregor selv, på sit dødsleje, havde formanet alle der stod omkring ham, om at vogte sig for personer, mænd eller kvinder, som under dække af religion proklamerede visioner der kun udsprang af deres egen hjerne. Selv havde han handlet forkert, misledt af slige personer.

Da romerne truede med at gøre kardinalernes hoveder rødere end deres hatte, hvis ikke de valgte en italiensk pave, faldt valget på ærkebispen af Bari, Bartolomeo Prignano, som tog navnet Urban VI. Han viste sig hurtigt at være en fanatisk spirituel, der som Jesus ville jage købmændene ud af templet. Urbans vrede ramte kardinalerne, som i stærke vendinger blev bebrejdet deres forsømmeligheder og luksusliv, så de blev enige om at vælge en anden pave, Robert af Genève, slagteren fra Cesena, som tog, det noget misvisende, navn Clemens VII.

Der var mange andre der ønskede at reformere kirken, og at de gejstlige var forsømmelige fremgår, blandt andet, af en forordning af ærkebiskop Magnus i Lund, 1386, hvor han forsøger at rette de fejl, som havde indsneget sig i Lunde kirke formedelst de mange og langvarige forfølgelser: 1) At ingen måtte blive vicarius i koret undtagen han havde gejstlig orden, besad tilstrækkelig lærdom, havde godt rygte og gode sæder; 2) de som forsømte koret, eller var tilstede og ej mødte, eller og forrettede gerningen der skødesløs og slet, skulle straffes efter de gamle kor-statutter; 3) hver der skulle tjene i deres fraværelse og ej mødte, endskønt ansagt af sacrista eller hans substitut, skulle straffes som en fraværende; 4) de bedste bøger, antiphonaria, og gradualer skulle ligge på pulpetet midt i koret, at derefter kunne synges; 5) kannikerne skulle stå i deres stole og synge; 6) på søndagene skulle synges hastigt, men på helligdage langsommere, og skulle kantor eller hans substitut styre sangen; 7) de som ej kunne synge skulle lære det i skolen; 8) de straffes som sang urigtigt; 9) sacrista og korets custos skulle skiftes til at stå i koret og passe på, og opvarteren i kraftkirken (krypten) skulle ligeledes; 10) ingen måtte føre lig i kirken eller holde exseqvier og årstider uden kapitlets tilladelse. De skånske kannikers synder var dog sikkert beskedne i forhold til kardinalernes.

Om den italienske pave Urban VI eller den franske Clemens VII var den retmæssigt valgte, er svært at sige. Franskmændene og deres allierede anerkendte Clemens, mens resten af Europa, og i starten endog universitetet i Paris, accepterede den først valgte, Urban. Der var ingen dogmatiske forskelle mellem de to paver, det var udelukkende et spørgsmål om personer, men det førte til et skisma som kom til at vare i 40 år. For Filip var det noget af et problem at Flandern anerkendte Urban medens Frankrig anerkendte Clemens.

Munken fra Saint-Denis, Le Religieux, klager over de 2 paver som ikke rødmer over at fortsætte det afskyelige skisma, som trælbinder kirken, Kristi brud, men især over Clemens, som behandlede den flok han var blevet betroet af Herren med stor hårdhed; han tænkte ikke på andet end at svælge i rigdomme sammen med sine 36 kardinaler. Der var ikke grænser for det hoveri og den udbytning som han udtænkte, for at knuse dem der lydigt havde underkastet sig ham. Krigens svøbe og den store dødelighed havde allerede stærkt formindsket de gejstliges indtægter, og Saint-Denis kloster måtte gang på gang pantsætte sølvkar eller juveler, for at kunne betale de uhyrlige 965 pund og 13 sous i årlig pavetiende.

Filip havde, som de fleste store aristokrater, konstant svære pekuniære problemer, og på et tidspunkt blev alle lønninger sat ned til en tredjedel og alle pensioner afskaffet. Det hjalp lidt da han gav tilladelse til at jøderne kunne slå sig ned i Bourgogne, mod en årlig ydelse på 1000 pund, en rimelig ydelse for ikke at blive brændt som kættere, hvad der ellers skete for et stort antal begarder og turlupiner. De første var en slags mandlige pendanter til beguinerne, og begge prædikede fattigdom, en afskyelig tanke for det gejstlige aristokrati.

Filip deltog fortsat i krigen mod England og havde kommandoen i det overraskelsesangreb man foretog på Ardres, det fremskudte forsvar for Calais. Slottet blev belejeret med krigsmaskiner der kunne kaste sten på 200 pund, og det var slet ikke udrustet til at modstå et sådant angreb. Ifølge Walsingham var byens borg under kommando af en tysker ved navn Comenys, som forræderisk overgav borgen, på den måde som er typisk for disse folk, og franskmændene besatte først byen og derefter forsvarsværkerne. Da de overgav sig, havde England kun Calais tilbage på den franske nordkyst. Det forhindrede dog ikke Hugh Calveley fra at tage hævn året efter (Walsingham):

Få dage efter jul sammenkaldte Hr. Hugh Calveley, som betragtede lediggang som skadelig for sig selv, og som ikke brød sig om at fjenderne skulle gå ubeskæftigede i flere dage, sine mænd som fulgte det engelske flag og alle sine lejetropper. Efter at han havde holdt en stor fest for dem, og kunne se at vinen havde gjort dem temmelig glade, spurgte han dem om de ville følge ham i et foretagende som kunne give gevinst eller tab, såfremt nødvendigheden påbød det. De aflagde alle sammen ed på at de ville følge ham hvorhen det skulle være. Han takkede dem hver for sig og sendte dem hjem, men tre dage efter kaldte han dem sammen, med deres våben. De adlød hans indkaldelse, og han forklarede dem hvad han havde i tankerne og hvad han havde besluttet til deres fælles bedste.

Kort efter førte han i hemmelighed sine væbnede tropper ud, og de skyndte sig så meget de kunne til byen Étaples. Det var markedsdag i byen, og der var kommet købmænd fra Boulogne, Montreuil, Amiens og Paris, sammen med mange andre der var kommet for at sælge deres varer, uden frygt for nogen fare. Hr. Hugh og hans mænd tilbragte natten i skjul, og den næste morgen ventede de på en passende lejlighed til at storme byen. De for over den ubevæbnede mængde, dræbte en del og lagde mange i lænker, så de kunne kræve løsepenge. Så plyndrede de alle købmandsvarerne og satte ild til byen og brændte den ned, på nær nogle få steder hvor flammerne ikke nåede eller som blev beskyttet af deres ejere. Vinen og andet tungt, som de ikke kunne føre med sig, truede Hr. Hugh med at hælde ud eller smide i havet, med mindre købmændene lovede at betale en større sum penge. Efter at han havde fået bundet alle de løse ender, marcherede han og hans mænd uskadte tilbage til Calais, medbringende varer fra markedet som kunne komme Calais’ borgere til nytte i mange år.

Da kejser Karl IV kom på besøg i Paris i 1378, som led i en pilgrimsrejse (når konger og kejsere rejste var det officielle formål meget ofte en pilgrimsfærd), blev han modtaget af Filip, der var hans søstersøn, med en alenlang række af fester og ceremonier. Filip gav kejserens søn et sværd, hvis guldskæfte var prydet med diamanter. Siden 1349 havde den franske kronprins båret titlen dauphin af Viennois, som hørte under den tyske kejser, og nu fik Karl den Vise sin morbror til at gøre den 10-årige kronprins Karl (VI) til kejserlig vikar i Viennois.

To år senere ændredes situationen dramatisk, da Karl den Vise døde som 42-årig, af et hjerteslag, og efterlod Frankrig til sin 12-årige søn Karl VI. Noget tilsvarende var sket i England da den 11-årige Rikard II blev konge efter sin farfar Edward III’s død i 1377, og i Danmark da Valdemar Atterdag døde i 1375, uden sønner.

Margrete af Danmark

Margrete var et populært navn på denne tid, i forskellige varianter, Margrete af Flandern hed Margaretha i Flandern og Marguerite i Bourgogne. Da Valdemar døde var Margrete 22 år gammel og havde en søn, Oluf på 7 år, med sin mand den norske konge Håkon VI. Margrete havde det held at hun var i Danmark da hendes far døde, og hun forsøgte straks at gribe magten. Valdemar døde den 25nde oktober og allerede den 7ende december kalder hun sig i et brev i Kalundborg for dronning af Norge og Sverige og datter og arving efter den danske kong Valdemar. I brevet skænker hun slottet Næbbe og alt tilhørende til Roskilde kirke, for hendes faders bedste, i henseende til at han i sit hele liv havde haft, og tilbageholdt fra stiftet, byen Havn og alle dens fogedrier, og også fordi slottet dér var blevet til grunde ødelagt i hans krige mod de tyske Stæder. Brevet blev også beseglet af Håkon, som også må have været i Danmark.

Det at hun var Valdemars arving, var der nu delte meninger om. Valdemars ældste datter Ingeborg havde været gift med den mecklenborgske hertug Henrik, kaldet Suspensor eller Hængeren, for den strænge retfærdighed han udøvede mod stratenrøvere, som han uden hensyn til stand lod ophænge, om de endog var adelige. Undertiden forrettede han selv henrettelsen. Ingeborg var død før Valdemar, men efterlod sig en søn Albrecht, som Valdemar havde lovet riget i 1371, og kejseren (Karl IV) havde forpligtet sig til at stå Albtrecht bi i 1374. Albrecht antog straks navn af konge af Danmark, tilligemed rigets våben, og fik en anbefalingsskrivelse af kejseren til de danske rigsstænder, 6te november. Den har dog næppe gavnet ham, snarere det modsatte.

Danmark var stadig, i princippet, et valgrige, og det var stænderne der havde den formelle valgret. Rigets drost og høvedsmand, Henning Podebusk, sammenkaldte det danske rigsråd til Odense. Der var 3 partier: eet som ville vælge den norske prins Oluf, så Danmark og Norge dermed kunne forenes, et andet som foretrak den mecklenborgske prins Albrecht, og det tredie som påstod at når den kongelige slægt ophørte på sværdsiden, burde man vælge en indfødt dansk adelsmand, for ellers ville Danmark komme under Norge, som var et arverige. Det var ikke muligt at nå en afgørelse. Til gengæld blev en adelig kvinde tildelt en del gods som kong Valdemar uden dom, lov og ret, havde taget fra hende, og det skete for at hans sjæl ej skulle for hendes skyld lide nogen kval eller pine.

Sidst i januar 1376 sluttede den unge Albrecht og de andre mecklenborgske hertuger et forbund med de holstenske grever Henrik, Nicolas og Adolf om at føre krig mod Danmark. Mecklenborgerne lovede holstenerne Sønderjylland med Als, Langeland og Frisland, og desuden Fyn og Ærø. Den svenske kong Albrecht sluttede sig til forbundet, og også en dansk adelsmand, Heneke af Lembek, med 50 mand, men han synes at have været den eneste dansker i forbundet.

De mecklenborgske og holstenske krigsforberedelser fik nørrejyderne til at støtte valget af norske Oluf, og det blev bakket op af skåningerne i et brev, med betingelser: Vi af al vor magt ville ståe Eder dermed bi, med denne besked, at forbemeldte Herre Oluf ved sig selv og Hans skal forsikre os om vore privilegier, lov, ret, håndfæstning, givne, udi almen og sær, af hans forfædre, Danmarks konger, og at holde os ved samme privilegier, nåder, friheder og gode gamle sædvaner. De frygtede formentlig at komme under den svenske kong Albrecht. Den 21ende marts skrev Johan Mus, høvedsmand på Langeland, til alle riddere, ridder-mænds-mænd, købsted- og landefolk i Jylland, og de øvrige som var på Viborg almindelige ting, at han også ville samtykke, såfremt de var af samme mening, i at udvælge junker Oluf, Kong Håkons søn, til de danskes konge, og han rådede dem højligen dertil, alene at de forenede sig om at han stadfæstede og bifaldt deres love og de danskes rettigheder.

Både hertug Albrecht af Mecklenborg og den norske konge og dronning, med det danske rigsråd, havde forelagt sagen for Hansestæderne. Den 23ende marts svarede de henholdende, at de ikke havde kunnet tage stilling, fordi en del af Stæderne fra Preussen og fra Zuidersøen ikke havde været til stede ved mødet i Stralsund, men at de ville holde et nyt møde den 18ende maj. I april gav de pommerske hertuger, brødrene Vartislav (Erik af Pommerns far) og Bugislav, til kende at de ville med deres magt stå Danmark, og den konge som rigsrådet valgte, bi, sammen med deres fætre hertugerne af Stettin, Svantislaf og Bugislaf, hertug Barnims sønner.

Olufs håndfæstning

Kejseren, og hans tre sønner, lovede den 1ste maj 1376 at give mecklenborgerne den kraftigste bistand til den danske trones erhvervelse. Det tog de danske sig imidlertid ikke af, og i Slagelse den 3die maj udvalgte såvel de fornemme som almuen den unge Oluf til de danskes, slavers og goters konge, og der stadfæstede han den fremlagte håndfæstning, og hans fader Håkon, konge i Sverige og Norge, og hans moder, dronning Margrete, lovede ligeledes ubrydeligen at holde dette. Det er et interessant dokument som fortæller en del om tiden, her gengivet i Suhms oversættelse fra latin:

I den Hellige Trefoldigheds navn, Amen. År efter Guds byrd 1370 og på det sjette, den tid i Slagelse var samlet de mægtigste mænd ud i riget og almuens folk, ny konge at vælge, var endrægteligen skikket:

Først at biskopper, kapitel, kloster og kirkens personer i Danmarks rige, skulle nyde alle deres friheder, nåde, ret, lov og fordele, som de nogen tid friligst og brugeligst have brugt, med hvad navn de have, og skulle de være fri og undertagen af al kongelig tynge.

Item, hver præst skal have den bedste gård udi sit sogn til sit sæde, fri og undertagen af al kongelig tynge, og de hion (mand og kone med deres husholdning) som er i den samme gård.

Item, kirketiende skal ej bedes eller annammes i nogen måde af kongen eller hans embedsmænd.

Item, ingen udlænding, som taler fremmed tungemål, eller ej har fuldkommen alder, skal have nogen kirke.

Item, ingen skal befatte sig med klostergods, gejstlig gods, eller disses ejendom og tilliggende, men abbeder, priorer, forsynsmænd for klostrene skulle aldeles selv svare deres rette herrer bisper udi al måde, såvel i legemlige som åndelige sager.

Item, ingen skal skikke nogen klerk til kirke, uden den, hvilken han haver fuld ret til, som kaldes jus patronatus, ikke skal heller den, som mægtig er, gøre den som mindre er, forfang (hinder, skade) i kald og udvælgelse.

Item, ingen biskop eller nogen kirkens person skal fanges, fordrives, og ej hans gods fratages, uden han vorder lovlig overvunden for sine gejstlige dommere.

Item, klostre eller kirkens personer skulle ej tynges at føde hunde eller heste.

Item, ingen skal befatte sig med præster eller klerke, deres gods, som afdøer, uden deres arvingers vilje og befaling.

Item, alle riddere og riddermændsmænd som er af våben, skulle oppebære friligen af deres tjenere tre marks bøder, og ni marks bøder efter hvert lands lov, på hvad ting de overvindes, eller mere, om de er priviligerede dertil.

Item, de skulle ej nødes til at fare i strid uden riget, og når som de farer efter kongens bud uden lands eller inden, og vorder der greben, da skal kongen løse dem af fængsel inden et år, og give dem igen, hvad de have mistet, før de udfarer anden tid, og deres frihed alligevel blive bevaret om de ej farer.

Item, kongen skal ej begynde fejde med nogen, uden med prælaters råd og de ypperste i riget.

Item, hvilken som haver mistet sit gods urettelig, han skal have det igen formedelst kongens hjælp, og hvis nogen på kongens vegne slig jord, som er borttagen, haver på at tale, da skulle tolv beskedere og fuldmægtige mænd udnævnes af biskoppen af det land, ved deres eed sligt at adskille og ordele (kalde en sag til tinge).

Item, ingen som er skikket under hellig vielse skal stædes af kongen til nogen verdslig bestilling, men han skal skikke skellige (troværdige) og beskedne lægmænd til, som skulle forestå sådanne embeder, og om de bryde mærkeligen ud i deres embede, da skulle de bedre for deres brøde, og aldrig derefter stedes til sådanne embeder.

Item, kongen og hans embedsmænd skulle af al formue pligtige være, fjendskab og usone iblandt rigets indbygde mænd at dæmpe og aflægge.

Ingen skal heller gribes, uden at han af fri vilje erkender sin gerning i retten, eller bliver lovligt overvundet, eller bliver grebet i en åbenbarlig sag, for hvilken han må miste liv og lemmer, og bliver han lovlig overvundet, da skal han have dags tid og respit at fly uden riget, som i lovbøgerne formeldes, og skal ingen straffes på sagefald eller pengeudgift, over den straf som er sat i lovbøgerne, og ingen skal aflives eller straffes, uden han er lovligen dømt og overvundet.

Item, alle kong Woldemars lovførers love (hvis sjæl Gud have) skulle holdes ubrødeligen med mindre de er rettet ved håndfæstning eller andre privilegier, og skal al vane og ulov, indført imod landslov, aldeles afskaffes og besynderligen disse efterskrevne. Den første er denne: at kongens bønder skulle ej age kongens, hans husfrues, hans børns eller drostens gods, uden deres herredsskel, og hvilken bonde som vansker i egt (misbruges til kørsel), da skal kongens embedsmænd leje vogne, og den som vansker skal betale lønnen med tre mark.

Item, bønder skulle ej nødes til at igenbygge kongens gårde, møller eller slot, uden med rigets mægtigste mænds råd og samtykke.

Item, ny tvang som er nylig pålagt, som er tiendeskat, skal ej bedes og ej annammes af nogen. Jordegne bønder som har frit gods, må tjene andre og fæste lejegods, dog at de alligevel giver deres kongelige ret af deres egen jord.

Item, kongen skal ej bygge på anden mands grund, uden ejerens samtykke og vilje, og det som er bygget hidindtil skal aldeles afbrydes.

Item, bønder og bokarle på hvis grund de boe, når de ville ej længer boe der, da skulle de betiden tilsige deres husbonde og gøre dem fuldt og opsige godset efter landsloven, fare siden fri af, efter landsloven.

Item, kongens embedsmænd skal ej stævne nogen for dem til doms, uden til deres værneting.

Item, ingen skal forbryde sin jord for nogenhånde sag, uden han gør crimen læsæ majestatis, og bliver overvunden med worhelds (?) eed, den sag undtagen og avindskjold, forbrydes deres gods.

Item, ingen skal uskjelligen gæste i kloster, hos læg eller lærd, men han skal lade sig nøje med hvad husbonden har og hvad han vil give ham, men frister han og tager mere med vold, er han klerk, da skal han have sin frie vilje og magt at forfølge den samme vold med hærværk-sag eller rov eller band; er han lægmand da med hærværk og rov.

Item, købmænd og borgere som bor i Danmark, skulle friligen nyde deres købmandskab uden tynge eller told, og skulle føre ud af riget hvad de har at købe og sælge med, uden kongen gør det til skjellig sag og vedtørftighed, og da med de bedstes almindelige tykke, at noget ikke skal føres af landet.

Item, bønder skulle ej tynges af kongens foged, imod lov og landsret.

Danehof skal holdes hvert år Sankt Hansdag, som gammel sædvane er, og vil nogen søge det fornævnte hof, da skal han i middelstund nyde fuld og fast tryghed, fjorten dage før den forskrevne dag og fjorten dage efter, og den tryghed skal ej heller brydes af nogen. Er det så, at nogen bryder den tryghed, da skal han vide sig at falde i den sag som kaldes ordbodemål. Falder han i ordbodedele og lovligen overvindes, da skal han straffes af kongen eller hans embedsmand efter landsloven.

Ingen skal stævnes udenlands, som til Norge, af kongen og hans lensmænd, men skulle finde deres ret i landet.

Ingen mægtig mand, i hvad skikkelse eller vilkår han er udi, skal true eller undsige nogen mand, klerk eller læg, der mindre er end han, at jo må følge sin ret til ting og dom; bliver det ham skjelligen overprøvet og bevist, da skal han først have tabt det han deler om, og siden bøde kongen, om han er lægmand, og biskoppen hvis han er klerk, eftersom loven udviser, og ligeså have tabt hovedsagen.

Item, ingen skal stævnes af kongen eller hans foged, udenfor sit herred.

Item, om nogen lider uret af kongen eller hans embedsmænd (hvilket Gud forbyde) og kærer han det retviselig og forfølger, skal han derfor ikke af kongen eller hans embedsmænd hades og forfølges.

Item, om nogen tiltaler eller fortørner nogen med onde ord og fortrædelige, som kaldes maning, for kongen eller i hans gård, eller for marsken og drost, når de er på dom eller hof, eller på retterting eller landsting i Danmark, han skal først miste det, om hvilket han taler, og dernæst skal han bøde efter landsloven.

Ihvor fogeden er født, der skal han skikke en bonde, som tro er, til foged i det samme herred udi sit sted, når han ikke selv kan være tilstede for en dommer.

Alle disse fornævnte artikler og punkter lover vi stadeligen og uforkrænkeligen at holde.

Fuldbyde og stadfæste derhos alle love, ret, privilegier, statuter, håndfæstninger, friheder, som er givne og undte alle, i hvad de helst være kunne, Danmarks riges indbygde mænd klerke og lægmænd, som dem nådeligen givne er af vore forfædre, Danmarks konger.

Og vi Håkon med Guds nåde Norges og Sverrigs konge, og Margrete med Guds nåde dronning sammesteds, love og tilsige på Herre Oluf, Danmarks konge vor kære søns vegne, at han alle disse foreskrevne stykker ubrødeligen skal holde.

Forseglet af ærkebisp Niels i Lund, bisperne af Ribe, Aarhus, Roskilde, Viborg, Børglum og Odense, drosten Henning Podebusk, marsken Effuert Moltekes, gælkeren i Skåne Thue Gallens, 9 riddere og 5 væbnere.

Der kom aldrig nogen beslutning fra Hansestæderne, men i Vordingborg sluttede de en stadig fred og venligt forlig med kong Håkon, i august 1376. Visby stads råd og menighed udstedte et brev den 15ende august, hvor de vedgik at de havde antaget den højbårne fyrste og herre Oluf konge af Danmark og hans arvinger og efterkommere til deres rette arveherre, og at de altid ville blive ved den danske krone; de skulle ingen vælge til deres råd uden han hyldede og svor kongen og kronen af Danmark; årligen skulle de give kongen 60 lødige mark sølv efter lybsk vægt.

Imens forhandlingerne foregik med Stæderne, samlede hertug Albrecht en stor hær og flåde sammen, og drog med den til Danmark, og befalede sin søn, kong Albrecht af Sverige, at komme sig til hjælp. Hans flåde løb ind i en storm og led stor skade, og den 21ende september sluttede han et forlig med Danmark og dronning Margrete, i København. Ved forliget skulle forbemeldte herre Oluf, hans moder fru Margrete til Norge, blive ved deres rettighed udi al hans arv til land, slot, folk og hvad ham arveligen kan være falden udi det kongerige Danmark. Hertug Albrechts arv efter Valdemar skulle afgøres af en opmand. Kort efter døde den gamle hertug Albrecht, hans søn Henrik og sønnesønnen Albrecht, uden arvinger, og arven bortfaldt.

Margrete fortsatte sin venlige politik over for de gejstlige og i 1379 var hun i Lund, og nedlagde der ved sit brev al den tvedragt og tvist som til den dag havde været mellem hende og de hæderlige mænd kanikerne af Lund, så ingen af parterne skulle mere skylde hinanden noget; hun havde hengivet sig til St Laurentii tjeneste, og ville gerne være hans tjeneste-kvinde, og så længe hun havde Lyngholm (hvor hun ofte opholdt sig) skulle hverken hun eller hendes embedsmænd beskatte kanikernes alter eller kirkegods, eller deres vornede, som lå i hendes len.

I 1380 døde Håkon og den nu 10-årige Oluf blev uden problemer anerkendt som konge i Norge, med Margrete som sin formynder. Kong Albrecht af Sverige benyttede sig af lejligheden til at angribe Skåne, der blev dog hurtigt sluttet fred mellem ham og de skånske herrer.

Hansestæderne lå stadig inde med de skånske slotte, efter freden i Stralsund, og det kunne godt se ud til at Margrete har gjort sit bedste for at genere dem med sørøveri. På et møde i Stralsund den 25nde april 1381 undskyldte Peter Walkendorp og Albrecht Kalenberch dronning Margrete for det sørøveri, som var forøvet mod Stæderne, og den mistanke man havde til hende, at hun beskyttede sørøverne, at det røvede gods var ført op på hendes slotte; så og at hun var uskyldig i den fornærmelse, der var sket købmændene udi Skåne; de herrer Henning Podebusk og Cord Molteke undskyldte hende også, og sagde at det var dem ukært af al deres hjerte; de ville umage sig for, at det tagne gods, som var bragt op på slottene, kunne komme tilbage; Stæderne svarede at der var sket dem stor skade; de lovede at skaden skulle blive Stæderne vederlagt, og de fåe lige for ulige; Stæderne ville tage herimod og de 2 herrer ville tale med dronningen og rigsrådet herom, og bringe svar til næste samling.

Men det fortsatte år efter år, og hver gang lovede Margrete og hendes rådgivere at de ville gøre deres bedste for at fange og straffe sørøverne, men det hjalp først da Stæderne gav de skånske slotte, Helsingborg, Ellenbogen (Malmø), Skanør og Falsterbo, med alt tilliggende, tilbage til kronen i 1385. Den 28nde september holdt Hansestæderne en dag med dronning Margrete i Vordingborg angående sørøverne, og der blev da i 4 år sluttet en fred for Danmark og for alle Søstæderne med en række sørøvere, hvoraf mange var mægtige mænd af fornem familie, blandt andet en Ranzow og en Schack. Måske hjalp det Margrete at Stæderne samtidig havde problemer med hertugen af Bourgogne og byerne i Flandern.

Problemer mellem Hansen og Filip den Dristige

Brugge var et knudepunkt og det var her Hansen havde sine stabelpladser for størstedelen af deres handel med Vesteuropa og Middelhavet. Hansen eksporterede tømmer, pelsværk. voks, salt, rav og andet og importerede klæde og varer fra Middelhavet. Deres vigtigste våben, for at sikre både deres købmænd og deres privilegier i fremmede lande, var en handelsboykot, sådan som den ofte blev anvendt over for Danmark og Norge.

I årene 1358–60 havde de flyttet stabelpladsen fra Brugge til Dordrecht i Holland, lidt syd for Rotterdam (som på det tidspunkt var en lille by på et par tusinde indbyggere), og da Filip blev greve af Flandern i 1384 var der en tilsvarende krise under opsejling. Ludvig af Male havde konfiskeret nogle af Hansens varer, som hævn for at de støttede rebellerne i Gent i 1382. Hansen havde indledt forhandlinger med Albert af Bayern, som herskede over Holland, med henblik på igen at flytte stabelpladserne til Dordrecht, men var stadig åbne for forhandlinger, fordi Brugge havde en række fordele.

I sommeren 1386, da flemmingerne hørte at Hansen skulle mødes i Lybæk i juli, for at diskutere flytningen af stabelpladserne, sendte de sammen med Filip en delegation til mødet, og fik arrangeret en konference i Køln til november 1386. Den blev forsinket, og nye forhandlinger i sommeren 1387, om erstatninger til Hansen for den skade de havde lidt, førte ikke til en løsning. Den følgende sommer blev stabelpladserne fjernet fra Brugge, og der blev erklæret boykot mod Flandern.

Kort efter at Hansen havde trukket sig ud af Brugge, forsøgte Filip at lokke dem tilbage. I oktober skrev han til stormesteren for Den tyske Orden i Preussen (egentlig ’De tyske riddere af Sankta Marias hospital i Jerusalem’) for at bede ham om at arrangere en konference et eller andet sted i nærheden af Flandern, og i december skrev han til de vendiske byer med en tilsvarende bøn. På et møde i Lybæk i september 1389 deltog repræsentanter for Vier Leden (Brugge, Gent, Ieper og Brugges omegn, kaldet Franc) og ambassadører fra Filip. Hansen stillede som betingelser for at vende tilbage til Brugge at flemmingerne skulle give en formel undskyldning for den skade de havde øvet mod Hansen, og at den også skulle erstattes økonomisk. I princippet blev man enige, men diskussionerne fortsatte helt til 1392.

Et af stridsspørgsmålene var en klausul fra Filip om at Hansens privilegier automatisk ville blive annuleret hvis der var et nyt flamsk oprør mod ham. Det var uacceptabelt for Hansen, så Filip gav efter og beordrede sin sekretær til at fjerne klausulen, men samtidig gjorde han det klart for både Hansen og flemmingerne, at Hansens privilegier ville blive trukket tilbage hvis der var nogen form for oprør mod ham. Først i december 1392 flyttede Hansen tilbage til Brugge, og i januar 1393 gav hundrede flamske borgere en formel undskyldning for den skete skade. En del af aftalen var også at flemmingerne skulle udsende et antal pilgrimme: 16 til Rom, 16 til St Ib i Compostela, og 4 til Jerusalem. Dertil kom en betaling på 11.100 pund flamske gros, som de flamske byer måtte udrede.

Den svenske røverkule

Efter at Margrete havde fået fred med Hansen tog hun til Jylland i 1385 og holdt der en dag med sine modstandere de holstenske grever, og forligede de sig ganske med hende, sluttende en evig fred. Hun tillige med sin søn forlenede dem med hertugdømmet Slesvig, som de og deres børn skulle til evig tid besidde, dog at de skulle tage det til len af riget, og gøre kongen tjeneste og mandskab deraf, når han det forlangte. Det var nødvendigt for Margrete at holde ryggen fri når hun skulle i kast med Sverige.

I Sverige skete der det at den mægtige drost, Bo Jonsen Grip, som ejede store dele af landet, døde i 1386. Kong Albrecht tænkte nu at have frie hænder, da han var blevet befriet for en så mægtig mand, og søgte at tilegne sig Bo Jonsens forpantninger. Men rigets adel satte sig hæftigt derimod og påstod at kongen ville anvende det til at berige sine tyske med, hvoraf mange af ringe stand endog selv bønder kom ind især fra Mecklenborg, og blev gjort til riddere. At han også brugte tyske til drabanter opvakte ligeledes meget had mod ham. De fornemste embeder i staten betroede han også til sine tyske og agtede ej den svenske adel. Til Tyskland, især til fruentimmer han yndede, sendte han hvert Ny-år store gaver i det mindste 100 mark i penge og vægtige sølvkar. De idelige krige han førte med Danmark betyngede også hans undersåtter således, at mange derover måtte sælge deres fædrendegods for at leve. Alt dette og flere påfølgende ting gjorde Albrecht så forhadt at han derved tilsidst mistede krone og scepter (Ericus Olai).

Det herskesyge aristokrati, der stredes indbyrdes, var kun enige om at undertrykke de lavere stænder og om at udplyndre gejstligheden og kronen. Fra alle kanter af landet hørtes der om voldsgerninger, især mod præster, kvinder og fattige pilgrimme, der blev udplyndret på deres vej til Vadstena. Rejsende købmænd blev opsnappet af adelsmænd, der kun frigav dem mod store løsepenge. Bispen i Linkøping blev overfaldet og dræbt af en ridder. Gejstligheden udslyngede sine bandstråler, men det havde ikke megen effekt. Det var ikke med urette at Sverige blev kaldt en røverkule. Hadet blev især rettet mod tyskerne: Som rovfugle sade tyskerne på bjergtinderne og tyranniserede landet.

Aristokratiet begyndte så småt at blive inter-skandinavisk, først med ægteskaber mellem nordmænd og svenskere, og senere med adel fra Halland og Skåne. Den svenske rigsmarsks datter blev gift med en dansk adelsmand, og Abraham Brodersøn ægtede en svensk dame, der i medgift bragte ham store godser i Småland. Det blev almindeligt at danske ejede godser i Sverige, svenskere i Norge og Halland, og udviklingen blev forstærket under Margrete. For adelsmænd med ejendomme på begge sider af en grænse, var det uheldigt når der var strid mellem regenterne, det kunne nemt føre til konfiskation af godser i det andet land. Også gejstlige fik interesser på begge sider, Margrete fik for eksempel sin personlige ven, Peder Jensen Lodehat (Jødehat), udnævnt til biskop i Vexsiø i Sverige, formentlig mod en passende ydelse til paven. Nogle år efter flyttede Peder dog til den ledige bispestol i Aarhus. Margrete erklærede også sin søn for ret arving til Sverige.

Både Albrecht og Margrete søgte alliancer i Tyskland. I 1386 var Albrecht i Wismar, hvor han beværtede de tyske fyrster med dans og ringridning, medens Margrete var i Hamborg og Stade, og senere i Lybæk til det store hansemøde. Lybæk var den vigtigste af de vendiske stæder, og den eneste der var rigsumiddelbar, og dermed uafhængig af lokale fyrster, medens Rostock og Wismar hørte under Mecklenborg. De holstenske grever fulgte med hende tilbage til Danmark, og modtog her forleningen med Sønderjylland af kong Olufs hånd.

Situationen i Sverige ændrede sig som sagt da den mægtige drost Bo Jonsson døde i 1386. Albrecht forsøgt at tilegne sig hans mangfoldige len, men Bo Jonsson havde indsat 10 af rigets mægtigste mænd til eksekutorer og formyndere for sin hustru og sine børn. De udgjorde et solidt aristokratisk forbund mod kongen.

Midt i det hele døde Oluf på slottet i Falsterbo, 17 år gammel, i sommeren 1387, og med ham døde den sidste ætling af Nordens gamle kongstamme Folkungeætten, der havde indgiftet sig i Harald Hårfagers og Svend Estridsens kongeslægter.

Folkelige oprør 1378 – 1386

I disse år var der en stribe folkelige oprør, i Italien, England, Frankrig og Flandern. Der havde været oprør af håndværkere i Lucca i 1369, i Siena i 1371 og flere oprør i 1370erne i Perugia, men det voldsomste, eller det mest kendte, var Ciompi-opstanden i Firenze i 1378. Det begyndte i sommeren 1378, som et opgør mellem de gamle aristokratiske familier og de ny-rige, men udviklede sig snart til et socialt oprør, hvor de laveste og mest foragtede klasser, kaldet Ciompi, tog magten. Selv kaldte de sig ikke for Ciompi, men for popolo di dio, Guds folk. De forlangte at få deres egne laug, og en række pladser i byens forskellige råd. En af deres ledere argumenterede med: Lad jer ikke narre af den fornemme afstamning som de roser sig af, for alle mennesker har samme oprindelse, alle er lige fornemme og naturen har skabt os alle efter samme mønster. Klæd os nøgne, og I vil se at vi alle er ens. Klæd os i deres klæder, og dem i vores, og vi vil være de fornemme, de de lurvede – for fattigdom og rigdom gør al forskellen.

En kort overgang lykkedes det for dem at tage magten, få oprettet 3 nye laug og sikre sig andel i bystyret. Det vakte ikke begejstring at disse barbenede, snavsede arbejdere, der stank af fedtet fra de uldskind de forarbejdede, skulle tage plads i palazzo della signoria. Det varede dog ikke længe før det lykkedes, med intriger og vold, at slippe af med de mest lurvede igen, og i løbet af 3 år var alle Ciompiernes reformen igen afskaffet. Atterdag og Hundredårskrig har en mere detaljeret beskrivelse af oprøret.

Peasants’ Revolt England 1381

Thomas Walsingham begynder året med et udfald mod John Wycliffe: På den tid fortsatte den gamle hykler, Satans engel og forløberen for Antikrist, John Wycliffe sine forvildede fantasier. Han genoptog Berengar af Tours og Ockhams kætterske lære, og forsøgte at bevise at efter at præsten havde velsignet brødet og vinen ved messen, så fortsatte de med at være brød og vin, fuldstændig som før velsignelsen, og at Kristus kun var tilstede, og at det velsignede brød ikke havde nogen større værdi end andet brød. Med den slags forvildelser vandt han mange for kætteriet

Derefter er det en kardinal der må stå for skud. Han var sammen med mange adelige kommet til England for at forhandle bryllup mellem kejserens datter, Anne af Bøhmen, og den unge engelske konge, Rikard II, men mest for at tømme kongeriget for en uhyre sum penge. Kardinalen gav afladsbreve til alle der ville betale. For