FRA MÆNGDE TIL VERDENSKLASSE
De naturlige betingelser for at fremstille kvalitetsvin i Languedoc-Roussillon har altid været der. Og vinhistorien går mere end 2.000 år tilbage. Så hvorfor er Frankrigs største vinområde først for nyligt blevet kendt som andet end storleverandør til EU’s vinsø og supermarkedernes lavprishylder? For at forstå nutidens Languedoc-Roussillon, må man kende fortiden.
Languedoc-Roussillon er ikke bare Frankrigs største vinområde men måske også det ældste. Meget tyder på, at grækerne plantede de første vinstokke, da de gik i land i Sydfrankrig omkring år 600 f.v.t. og grundlagde handelskolonien Massalia, det nuværende Marseille. Udgravninger viser i hvert fald, at de dyrkede druer langs kysten mellem Montpellier og Narbonne, men ingen ved med sikkerhed, om de også fremstillede vin af dem.
Det gjorde romerne til gengæld i stor stil. Med udgangspunkt i deres første franske koloni ved Narbonne, grundlagt i 118 f.v.t., plantede de vinmarker over hele Languedoc-Roussillon og videre til andre hjørner af Frankrig. Romerne etablerede også en imponerende infrastruktur, der løb parallelt med hele Middelhavskysten og forbandt regionen med både Spanien og Italien. Resterne af deres vigtigste færdselsåre, Via Domitia, kan stadig ses flere steder.
Romerrigets sammenbrud i starten af 400-tallet betød også en tilbagegang for vinproduktionen. I de urolige århundreder, der fulgte, hærgede og plyndrede forskellige barbariske folkeslag, vinen mistede sin værdi som handelsvare, og i de små bondesamfund producerede man nu kun vin til eget forbrug. Først med kirkens fremgang i løbet af 800-tallet blomstrede vindyrkningen atter op. I de fleste af områdets mange klostre fremstillede man vin, ikke blot til kirkelige handlinger, men også som en væsentlig indtægtskilde fra forplejningen af passerende pilgrimme. Måske havde munkene allerede forstået betydningen af kvalitet frem for mængde? I hvert fald dyrkede de deres druer på de fattige skråninger inde i landet, mens de mere frugtbare sletter tættere på kysten udelukkende blev brugt til korn og andre afgrøder.
”Måske havde munkene allerede forstået
