Fod på Andalusien: 40 udflugter med indlagt vandring i den sydspanske natur

By Else Byskov

Lige bag ved Solkysten ligger den mest fantastiske, uberørte natur, som meget få mennesker kender. Denne bog tager læseren ved hånden og fører hende lige lukt ind i det ukendte Spanien. Det bliver ikke flottere noget andet sted i verden.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 30, 2014
• ISBN: 9788771451061

Else Byskov

Else Byskov er en international autoritet om Martinus´ åndsvidenskab. Else var en overbevist ateist i mange år, så det kom som en overraskelse for hende selv, at hun blev forfatter til spirituelle bøger. Hendes første bog "Death is an Illusion" udkom i USA i 2002 og hun har siden skrevet 10 andre bøger om aspekter af Martinus´ enestående indsigt i livsmysteriet. se: newspiritualscience.com

Book preview

baggrunden

Ture øst for Málaga

Parti fra Sierra de Almijara, Tejeda og Alhama

1. Bestigning af kæmpebjerget La Maroma. På majestætens skaldede isse

Den lette vej op på Maromas vindomsuste top er ruten på nordsiden af kolossen.

Nordøst for Velez-Málaga ligger La Maroma, der er Malagaprovinsens højeste bjerg og en klippekolos af dimensioner. Maromas top rager mere end 2km. op over havoverfladen - helt præcist er bjergets højeste top 2065m., og det er ikke nogen helt enkel sag at kravle derop.

Kæmpen La Maroma set fra syd

Hvor: Nord for Velez Málaga, forbi Ventas de Zafarraya og mod Alhama de Granada

Vandrefacts: Turen (hård) er på ca. 15km frem og tilbage med en højdeforskel på 975m. Vandretid: ca. 7 timer.

Kort: Axarquía Tour and Trail Map (Discovery Walking Guides)

Maroma er en aflang kolos, som er ganske velafgrænset, i hvert fald mod syd, vest og nord, og den ligger dér i landskabet som en gigantisk monolit, der rejser sig med pomp og pragt over landskabet kun nogle få kilometer fra kysten. Hele vejen rundt om kæmpen har vandet eroderet kløfter, der ligner folderne i en jættekvindes skørter, og disse skørter er meget smukke. Mod syd er de sparsomt bevokset, fordi solen tørrer jorden ud, så kun maki kan vokse her, men mod nord er skørterne bevokset med forskellige slags nåletræer, som står i skygge og dermed kan trives. Fremtrædende blandt disse nåletræer er takstræet – på spansk El tejo og det er denne træsort, der har givet navn til hele den bjergkæde, som La Maroma er en del af: Sierra de Tejeda: takstræbjergkæden.

Der findes adskillige ruter op til toppen, og personligt har jeg prøvet to af dem: en fra syd med udgangspunkt lidt nordvest for Sedella og så den fra nord, som her skal beskrives. Ruten fra syd er uendeligt smuk, men skrækkeligt lang – det tog os 11 timer at komme op og ned, og vi var mere døde end levende, da vi kom ned. Faktisk havde vi i et par år efter prøvelsen Maroma-abstinenser og måtte beskæmmet vende ansigtet bort, når vi kørte forbi majestæten på vej til og fra lufthavnen for ikke at blive mindet om vores korporlige kollaps, kriserne, kampen, kvalerne og kummeren.

Da vi dengang efter 6 timers kamp nåede op på toppen, mødte vi to unge spaniere, som så helt friske ud, og vi spurgte dem, hvilken vej de var kommet og hvor lang tid, det havde taget. Tre timer fra Robledal, sagde de, og siden da har denne Robledal spøgt i vores bevidsthed, som noget der for alt i verden SKULLE prøves.

Og nu skulle det så være. Robledal betyder egelund, og der ligger ganske rigtigt en sådan én lige op af Maromas nordskørter. Derudover ligger der en slags campingplads eller Zona de Acampada med samme navn, og egentlig havde vi tænkt os at campere her, inden vi tog livtag med majestæten. Men vores tur var planlagt til april, så vi tænkte, at det nok var for koldt til at ligge i telt. Derfor tog vi et værelse på hotel Los Caños de la Alcaicería, som ligger lige nord for La Maroma, og den beslutning blev vi meget glade for. Dels er det et dejligt nyombygget hotel med 25 pæne værelser, med rørende priser og venlige mennesker, og dels var det frostvejr om natten!

Hotel Los Caños de la Alcaicería ligger på vejen mellem Ventas de Zafarraya og Alhama de Granada, og navnet betyder silketoldbod. Om der her i fjerne tider har ligget et toldsted for silkehandel, skal jeg lade være usagt, men navnet antyder, at der har ligget en bygning her i adskillige hundrede år. Den nuværende venta med hotel er blevet ombygget i stor stil, men den gamle kæmpepejs, som ventaen i gamle dage var kendt for, ligger der stadig som hjertet i restauranten.

Vi blev meget glade for vores ophold på Los Caños de la Alcaicería, for da vi ankom om aftenen stod regnen ned i tove, og det var koldt og blæsende. Ikke just campingvejr! Men inde i restauranten var der tændt op i pejsen, der var dejligt varmt på værelset og Mor stod i køkkenet og tryllede herlige retter frem. Derfor kunne vi om aftenen sidde ved siden af en buldrende ild og nyde et skønt spansk måltid, mens vi spekulerede på, om den til morgendagen lovede opklaring nu også ville manifestere sig. For Maroma kan kun bestiges i solskin og høj himmel.

Næste morgen og efter en velsignet rolig nat (vi var de eneste overnattende gæster) skinnede solen fra en skyfri himmel, og det lovede jo godt. Vi fik dejlig morgenmad, som var med i værelsets pris på 53,50 €. Stor var vores forbavselse, da vi kom ud til bilen og opdagede, at der var et tykt lag is på ruderne. Frostvejr! Midt i april, hvor der nede ved kysten havde været over 20 grader, da vi tog af sted. Vi måtte ind på hotellet og låne en isskraber. Men sådan en havde de aldrig hørt om, så de lånte os et hylster til et kassettebånd.

Da vi skulle betale de 78 €, som vores ophold kostede for aftensmad med vin, overnatning og morgenmad for to, kiggede værten bekymret på os to, i hans øjne, ældre damer og spurgte, om vi virkeligt havde planer om at bestige La Maroma. Ja, det havde vi.

Ja, så skulle vi passe godt på, hvis der lå is, og hvis vi havde problemer, skulle vi bare ringe til hotellet, så skulle han nok komme og redde os. Det var jo rørende, og vi tog en hjertelig afsked med den venlige familie, der driver hotellet. Ring på 958 350325 for at reservere.

Lige til højre for hotellet står der et skilt med La Maroma, og det er denne vej, man skal tage for at komme ind til Robledal. Man følger bare skiltene med Zona de Acampada. Når man ikke kan komme længere, parkerer man, og hér starter opstigningen. Der er en kæde over vejen, og der står et fint, stort skilt med La Maroma, hvor der står, at der er 4,5km. op til toppen. Med det passer som sædvanligt ikke, for det er nærmere 7,5km. hver vej. Vi rettede lige tallene med en blyant.

I starten går man på en grusvej, som stiger blidt, og man følger blot skiltene til La Maroma. Efter et par kilometer bliver vejen til en muldyrsti, som snor sig ud og ind igennem et meget smukt landskab. Der er tale om en meget gammel sti, som blev anlagt, for at man i fjerne tider, før der var noget, der hed frysere, kunne transportere is fra bjergtoppen ned til kysten. Oppe på toppen er der nogle store huller, og disse var fyldte med is. Isen var efterspurgt på kysten, fordi man dermed kunne holde fisken frisk i lang tid. Transporten af isen skulle foregå om natten, for at den ikke skulle smelte, så de stakkels muldyr og deres førere måtte kæmpe sig op og ned ad bjergsiden i mørke.

Der er egentlig ingen ben i at finde den rigtig vej op på kæmpen, for man skal bare følge muldyrstien. Der er et enkelt sted, inden man har nået trægrænsen, hvor stien deler sig, og hvor man skal tage stien på venstre hånd. Her skal man holde godt øje med varderne.

Snart er man over trægrænsen, og der åbner sig en fantastisk udsigt mod nord og nordøst. I dag er det særligt klart, så vi kan se Sierra de Cazorla med sne på langt ude i horisonten. Og nu nærmer vi os majestæten. Stien går hen over en slags saddel, hvor Junta de Andalucía har været ude med en del træstolper med pile, så der er ikke noget at tage fejl af. Hvis der ikke er træstolper, er vejen markeret med varder eller røde pile.

Efter sadlen følger stien en bjergside med takstræer, og inden længe kommer vi til et skilt med Salto del Caballo, hvor der er et pænt drop ned. Her er stien ret stejl, men inden længe kommer vi op på rygningen, og pludselig ligger havet for vores fødder. Det er et syn for guder, når man sådan pludselig kommer om på sydsiden og får en udsigt helt fra Estepona mod vest til Motril mod øst. Nu går stien på sydsiden af bjerget, og af og til er der nogle gevaldige drop ned til venstre. Det kan anbefales ikke at gå for tæt på kanten, for det er ikke sundt for nerverne.

Nu mangler vi bare at gå hen over selve den skallede top for at nå hen til det lille tårn, der markerer toppen. Det er koldt heroppe, og vi må sande, at vi skulle have haft hue og handsker med. Vi lægger mærke til, at de få planter, der frister livet heroppe, har iskrystaller siddende i de blade, der vender mod nord. Vinden suser uhindret hen over Maromas isse og det er unægtelig hundekoldt.

Efter 3 ½ times vandring når vi toppen, og stor er vores tilfredshed med denne bedrift. Vi føler os meget coole og seje. Det var egentlig ikke så slemt, og for intet at regne sammenlignet med dengang, da vi besteg bjerget fra syd. Nordruten er helt klart den nemme vej op, og selv om vi har overvundet en højdeforskel på 975meter, er vi ikke specielt trætte.

Men temperaturen på toppen indbyder ikke til et længere ophold, så da vi er færdige med at fotografere i alle retninger, lusker vi nedad igen, indtil vi når et sted, hvor der er både læ og sol. Der spiser vi vores madpakker, mens hele Sydkysten ligger for vores fødder – et ubeskriveligt syn! Samtidig hilser vi på de forbipasserende, for der er en ganske pæn trafik på bjerget i dag. Maroma har tydeligvis en stor fanklub. Nogle var kommet helt fra Cartagena og havde kørt hele natten. De besteg altså Maroma uden nattesøvn! Vi er fulde af beundring.

Jessica og Else på Maromas top

Men nu skal vi ned igen. Så snart vi kommer om i læ, bliver temperaturen behagelig og vi nyder nedturen i fulde drag, for nu er det jo let, bortset fra, at vi skal bremse en hel del. Derfor kan det stærkt anbefales, at man tager en eller to stave med, for de gør især nedturen meget lettere. Udsigten mod nord er storslået, og vi møder både gemser og ørne, der holder øje med os.

Vi når tilbage til bilen efter præcist 7 timer. Heraf har vi nok ikke holdt pause i mere end 20minutter samlet, så det er en lise, at slå bagen i bilsædet og hvile de trætte ben. Og nu ved vi, hvordan man bestiger majestæten: fra nord, fra nord....

2. En skøn dal nord for Motril. Los Guajares og ruinbyen El Castillejo

De tre små byer Los Guajares, der ligger lidt nord for Motril, er et spændende udflugtsmål, ikke mindst fordi dalen, de ligger i, gemmer på en interessant hemmelighed: en fin ruinby, ja nærmest en slags mini Pompeii.

Er der nogen hjemme? Birthe og Else på besøg i El Castillejo med Guajar Fargüit i baggrunden. Foto: Kristian Dam

Hvor: Mellem Motril og Granada. Man kører ind til venstre fra vej N 323 ca. 10km. nord for Motril.

Vandrefacts: Rundtur (middel) på ca. 6km. Der er ca. 300 højdemeter at overvinde. Vandretid: små 3 timer +1 time til udforskning af ruinbyen.

Det ser ikke ud til at Spanien nogensinde holder op med at overraske mig. Jeg blev i hvert fald meget overrasket, da jeg blev fortalt om eksistensen af El Castillejo i Los Guajares dalen, og jeg tabte nærmest næse og mund af benovelse, da jeg så, hvad dalen gemte. Så på med vandrestøvlerne, fat stavene og tag med på udflugt.

Navnet Guajar kommer fra det arabiske ord for utilgængelig, svær at komme til, så i gamle dage lå disse 3 småbyer, Guajar Fondón, Guajar Faragüit og Guajar Alto, godt gemt af vejen og de var svære at komme ind til. I dag er det dog ingen sag at finde frem til byerne, for vejen, der fører ind til dem, går af mod venstre ca. 10km. oppe ad Granadavejen, når man kommer fra N 340 ved Motril.

Vi kører op til Guajar Fondón og ind i byen, hvor vi parkerer. Nu skal vi ud på en interessant rundvandring, som omfatter Guajar Fondón, El Castillejo og Guajar Faragüit, som betyder byen med den skjulte have. Turen er på ca. 6km og er ikke specielt anstrengende, men sæt alligevel 4 timer af, så der er tid til at udforske ruinbyen og holde pauser.

Vi parkerer på Calle La Cruz i Fondón og følger denne gade indad mod centrum, så hen ad Calle Real og ved et stort gult murstenshus skal vi til venstre op ad Calle Virgen de La Aurora.

Nu har vi set det meste af byen, og det er en hyggelig, lille landsby, vi her er gået igennem. Ad Calle Virgen de la Aurora kommer vi til udkanten af byen, og nu skal vi finde vores sti, som ganske vist er afmærket, men vanen tro står skiltene ikke lige dér, hvor man har brug for dem.

Et godt stykke oppe ad Virgen de la Aurora går vores sti af til højre dér hvor cementbelægningen ophører. Det er en fin gammel sti, som utvivlsomt har eksisteret lige siden El Castillejo blev grundlagt i 1200 tallet, så det er mange generationers fodspor, vi nu vandrer i.

Stien følger konturerne i landskabet, og af og til står der et skilt som fortæller os, at vi er på rette vej. På et tidspunkt kommer vi til en udtørret flodseng, og her skal vi krydse lige over, og så gå lidt til venstre, indtil vi ser en vandbeholder ved siden af en sti. Det er den sti, vi skal op ad, for den fører lige op til El Castillejo.

Efter en lidt sej opstigen kommer vi op på en lille bjergkam, og er nu kommet et par hundrede meter op over dalen. Stien følger kammen og fører lige hen til El Castillejo, som ligger på et klippefremspring med en fantastisk udsigt både ind og ud af dalen.

Byen er anlagt af araberne som en rektangulær fæstningsby på ca. 120 x 130meter, stor nok til at give husrum til et par hundrede mennesker. Fæstningen havde 4 tårne og for at komme ind i byen skal man først passere en slags kontrolpost, som stadig ses.

Byens hovedgade følger klippekammen og på begge sider ligger så husene, som alle har flere rum (nogle har endog været i to etager), de fleste huse har haft en central patio og alle har haft en fabelagtig udsigt ud over dalen, hvis de ellers havde vinduer.

Der er et aljibe – vandreservoir i byen, hvor man har opsamlet regnvand og på terrasserne under byen har man utvivlsomt kunnet dyrke alt, hvad der var nødvendigt til livets ophold. Når man går rundt mellem ruinerne, er det ikke svært at forestille sig, hvordan det kan have set ud, da byen havde sin blomstringsperiode i 12 og 13 hundrede tallet. Desværre er der ikke megen oplysning at finde om byens historie, men det er sikkert, at byen blev forladt pludseligt, måske på grund af et jordskælv. Hvorom alting er, er det en lille arkæologisk perle, der ligger her, ganske upåagtet.

For at finde stien ned mod Guajar Faragüit, skal man gå et stykke tilbage ad den sti, man kom ad. Efter ca. 150m. deler stien sig og man tager nu den, der går ned mod højre. Denne sti snor sig nedad først gennem fyrretræer og længere nede mellem marker og terrasser, som er frodige, fordi de vandes af den gammel vandingskanal Alla de Cara, som blev bygget for mere end 700 år siden af de mennesker, der boede oppe i fæstningen. På et tidspunkt kommer vi til kilden Fuente Santa, og her kan vi roligt stille vores tørst, for renere og mere velsmagende vand findes ikke.Kilden risler liftigt, og rundt om os er der citron-, appelsin-, avocado- og blomstrende kirsebærtræer, så der er nok at beundre.

På et tidspunkt kommer vi ned til floden Toba, som løber i bunden af dalen. Floden omtales også som el rio de la sangre – blodfloden, idet nedkæmpelsen af maurernes oprør i slutningen af 1500 tallet blev gennemført med meget hård hånd af de kristne tropper under El Marqués de Mondéjar. Der blev kæmpet indædt fra begge sider og mange lig endte i floden, som derfor blev rød af blod.

I dag ånder alting til gengæld fred, og efter at have passeret broen, kravler vi op ad stien mod Guajar Faragüit. Vi når dog ikke ind i selve byen, for lige ved skolen ender stien i et T, og her skal vi til højre ad en cementbelagt sti, som følger floden hen mod Guajar Fondón. Guajar Faragüit og Guajar Fondón ligger ganske tæt ved hinanden på hver sin side af floden Toba, så vi har ikke ret lang vej tilbage til bilen. Lige nedenfor Guajar Fondón passerer vi endnu en bro, og så er det bare om at finde ud af, hvor vi parkerede bilen. På vejen hen mod bilen går vi lige forbi kirken San Antonio de Padua, som er bygget ovenpå resterne af en arabisk moské. Her søgte en mængde soldater tilflugt under de omtalte kampe, og de blev alle enten dræbt eller brændt af modstanderne, som satte ild til moskéen. I 1700 tallet blev der opført en katolsk kirke ovenpå resterne af moskéen, og den den kan man altså bese den dag i dag.

Vores rundtur har taget omkring 3 timer, og vi har endnu ikke spist frokost, så vi beslutter at tage hen til det fine picknick sted, der ligger på venstre hånd på vej op mod Guajar Alto, når man har passeret Guajar Faragüit. Her er der opsat en del borde lige ved siden af floden, og et vældigt vandfald plasker ned til glæde for de besøgende.

Hvis man ikke har mad med, kan man passende indtage sit måltid hos Carmen i Guajar Alto. Carmens restaurant er berømt for sin gode mad og for sin specielle beliggenhed, idet bordene står på den anden side af gaden, så serveringsdamen må krydse vejen, hver gang der skal serveres noget.

Hvis man har mod på yderlige udforskning, kan man køre eller vandre op forbi Guajar Alto på en fin grusvej. Her kan man beundre den fantastiske forrevne natur i denne spændende dals øvre terræner.

På vej ind i ruinbyen. Foto Kristian Dam

3. Udflugt til Cerro Chinchirilla og Lanjarón

En sko på bjerget og en flyder ved kilden.

Lyder det mystisk? Så tag på tur op til la Ermita del Cristo del Zapato og se det hele lidt fra oven. Tag dernæst til Lanjarón og bliv vægtløs i byens nye flotarium.

La Ermita del Cristo del Zapato

Hvor: Ved Los Pinos del Valle og i Lanjarón mellem Motril og Granada

Vandrefacts: Turen (middel) er på ca. 5km frem og tilbage med ca. 340 højdemeter. Vandretid: ca. 2 timer. Badefacts: Husk badedragt, badetøfler og håndklæde.

Når man kører på hovedvejen fra Motril til Granada ser man, når man er kommet ca. halvvejs til Granada, oppe til venstre en tillokkende, skinnende hvid bygning, der balancerer på toppen af et bjerg. Og hvis man har det ligesom mig, kribler og krabler det over det hele efter at komme derop og checke stedet ud. Bygningen er en ermita, hvilket betyder et helligt, afsidesliggende sted.

Den flotteste vej op til ermitaen finder man ved at køre ind mod de tre byer Los Guajares ca. 10km. oppe af Granadavejen fra kysten. Herfra kan man endnu ikke se ermitaen. Vejen mod Los Guajares går fra til venstre over en bro over floden