Ægteskabets nedtur: Det store opbrud i vores seksual- og samlivsstruktur

By Else Byskov

"Ægteskabets Nedtur - det store opbrud i vores seksual- og samlivsstruktur" afslører den egentlige årsag til vores voksende ægteskabelige uformuenhed. I takt med at vi udvikler os, bliver vi mere og mere hele mennesker, og dermed er vores ægteskabstalent degenerende. Vi er ganske enkelt ikke mere så ægteskabsegnede i dag som vi var i fortiden. Bogen forklarer årsagen til, at vi bliver mindre og mindre ægteskabsduelige og tegner et strålende billede af vores fremtid som selvstændige, selvkørende og alkærlige væsner. Bogen baserer sig på Martinus skarpsindige analyse af vores seksuelle polforvandling.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 16, 2015
• ISBN: 9788771707922

Else Byskov

Else Byskov er en international autoritet om Martinus´ åndsvidenskab. Else var en overbevist ateist i mange år, så det kom som en overraskelse for hende selv, at hun blev forfatter til spirituelle bøger. Hendes første bog "Death is an Illusion" udkom i USA i 2002 og hun har siden skrevet 10 andre bøger om aspekter af Martinus´ enestående indsigt i livsmysteriet. se: newspiritualscience.com

Book preview

Bibliografi

1. Vore dages skilsmissekultur

Der er ingen tvivl om, at parforholdet er ude i en dyb krise, og at vi lever i en tid, hvor der er en opløsningstendens i vores samlivsstruktur. Engang var ægteskabet den faste havn, som alle stilede imod, men i dag er det de færreste, der klarer at være gift med den samme person et helt liv igennem. Det er som om den lim, der engang holdt en mand og en kvinde sammen i ægteskabet, er blevet af en ringere kvalitet, sådan at tilhæftningen ikke holder så længe som før. Vi ser at flere og flere ægteskaber opløses ved skilsmisse, og også de papirløse forhold er underkastet den samme tendens. Vi kan ganske enkelt ikke længere find ud af det med parforholdet. Det er grunden til dette, som denne bog handler om.

Den traditionelle familiestruktur er i opløsning. Et stigende antal mennesker har ingen interesse i at leve i parforhold, hvorfor der bliver flere og flere singles. Flere og flere børn vokser op med kun én forældre eller som delebørn, hvor de skiftes til at bo hos enten den ene eller den anden forældre. Mange mennesker bliver skilt og gift igen op til både 4 og 5 gange, mange har børn med flere forskellige partnere, og ægteskabelige sidespring bliver mere og mere hyppige. Det bliver også mere og mere almindeligt at være homoseksuel, og der er en stigende forståelse og tolerance over for bøsser og lesbiske. Det er tydeligt at der er noget i gære, og at vores måde at leve sammen på er ved at ændre sig.

Vi forelsker os og tror, at NU har vi fundet den eneste ene. VI lever for en tid i en salig lykkerus og tror fuldt og fast at disse hvedebrødsdage kan vare livet ud. Vi ser måske nok, at andres forhold slår revner, men vi tror ikke, at det samme vil ske for os. Vi ser vores partner i et lyserødt, forklarelsens skær og tillægger ofte ham eller hende nogle ophøjede karaktertræk, som der i virkeligheden ikke findes noget reelt belæg for. Vi kan i første omgang ikke altid få øje på, at der kunne være nogle mindre flatterende sider ved den elskede.

Men der sker som regel det, at så snart forelskelsen har lagt sig, så begynder problemerne at vise sig, og den forventede ægteskabelige lykke udebliver. Inden længe føles ægteskabets bånd for snævre: der er for mange forventninger, der ikke kan indfries, mange føler, at der er for mange restriktioner på deres bevægelsesfrihed, begge parter har andre interesser, som de ikke deler med ægtefællen, pasning af børnene lægger beslag på den personlige frihed til at leve sig selv ud, man bebrejder sin ægtefælle for den nu manglende frihed til selvrealisering, den seksuelle lyst styrtdykker, kærligheden skrumper ind, man forsøger at være romantisk, men synes nu slet ikke, at man har noget at tale om andet end at bebrejde hinanden den manglende lykke, man skændes om de mindste, dumme småting, man bliver irritable og sure på hinanden, den fælles økonomis snævre rammer belaster ens råderum, man er konstant træt af både at være karriereperson og familiemenneske, kærligheden kvæles af sure sokker og vasketøj, der skal hænges op, tages ned og lægges sammen, indkøb og madlavning bliver irriterende opgaver, som man forsøger at skubbe over på hinanden, man har aldrig tid til at pleje sine egne interesser, og bliver konstant konfronteret med kravet om at være noget for hinanden, den gensidige respekt og tolerance kan ligge på et meget lille sted, og før eller siden brister ballonen. De før så lykkelige ægtefæller har nu hver sin adresse. I dag er det et særsyn at se et ægtepar med teenage børn, der stadig bor sammen. Langt de fleste børn vokser i dag op med forældre der er skilt, og rigtigt mange har nye papforældre, som de skal forholde sig til.

Samtidig med parforholdets problemer ser vi, hvordan kvinderne inden for de sidste årtier har været i færd med at overhale mændene indenom, hvad angår uddannelse og karriere. I dag er der et stigende antal kvinder i de traditionelle mandefag på universiteterne så som læger, forskere, advokater, tandlæger, farmaceuter, videnskabsmænd, universitetsprofessorer osv. I erhvervslivet stormer de såkaldte østrogentornadoer frem, og i dag tjener kvinden mere end manden i hvert 3. parforhold. Meget tyder på, at kvindernes intellektuelle evner er vokset stærkt de sidste halvtreds år, sådan at de i dag evner at bestride jobs, som før var reserveret til mændene.

Vi lever i et samfund, som undergår en hastig ændring på grund af vores voksende problemer med at være gift med hinanden eller bo sammen. Vi ser simpelthen en opløsningstendens i vores traditionelle samlivsformer, og spørgsmålet er naturligvis: Hvad sker der? Hvad er grunden? Hvorfor er vi ikke længere ligeså gode til at være gift med hinanden som vores forældre var? Mange mennesker er i vildrede med hensyn til problemerne i deres parforhold i en så høj grad, at det er presserende, at der præsenteres et plausibelt bud på en forklaring på denne opløsningstendens i vores traditionelle samlivsstruktur.

Det almindelige svar er, at det er samfundsudviklingen i kølvandet på halvfjerdsernes kvindefrigørelse, der er grunden. Kvindefrigørelsen satte en ny dagsorden, og i dag ser vi resultatet af, at kvinderne er blevet mere frie: de gider ikke længere være knyttet til den samme dødbider et helt liv og slår sig i tøjret indtil det brister. De vil være frie fugle, der kan have sex med hvem som helst og leve livet uden ægteskabelige bindinger. De er blevet mere selvbevidste og selvstændige, og derfor tager de længere og sværere uddannelser, så de ikke skal være afhængige af at blive forsørget af en mand.

Det er jo rigtigt nok, men er det hele forklaringen? Mangler der ikke en dybere forklaring på, hvad det er for kræfter, der satte hele kvindeoprøret i gang, og hvad det er for kræfter, der i dag gør, at kvinderne bliver mere og mere intellektuelle og selvstændige? Mangler vi ikke en egentlig forklaring på, hvorfor vore dages ægteskaber ikke holder? Kan det være sådan, at der ikke blot er tale om en samfundsudvikling, men om en udvikling og forvandling af en langt mere fundamental karakter? Kan vores ændrede samlivsformer i virkeligheden være bundet i en langt dybere organisk / psykisk forvandling af os som mennesker?

Det spørgsmål er der ikke ret mange, der har tilbudt at komme med en forklaring på. Men til gengæld er der én der har, og det er den store danske intuitionsbegavelse Martinus (Thomsen). Martinus kommer med en dybtgående forklaring og analyse af den indre forvandling, vi som mennesker er underkastet som led i vores evolution: den seksuelle polforvandling. Dermed kaster Martinus et strålende forklarelsens lys over den indre seksuelle / organiske forvandling, der sker med vore dages mennesker. Det er gennem Martinus’ skarpsindige analyse af den menneskelige seksuelle polforvandling, at vi finder de egentlige årsager til den opløsning af vores familiestruktur, som vi i dag er vidne til.

Da Martinus er ene om at komme med et bud på den dybere årsag til de personlige opbrud, der i stor stil påvirker dagens mennesker, kan det synes som en god idé at se på, hvad det er, han siger. Det er hensigten med denne bog at fremlægge en let indføring i Martinus’ helt unikke analyse af de indre kræfter, der ligger bag vore dages ægteskabelige uformuenhed: Menneskets seksuelle polforvandling.

Men lad os først lige ganske kort se på, hvem Martinus var, og hvorfor hans bud på en forklaring kan være af værdi for os i dag.

2. Hvorfor Martinus?

Martinus er en dansk forfatter med en meget omfattende produktion bag sig. Hans samlede værk omfatter omkring 9000 sider og det er et filosofisk / intuitivt værk, der er gennemstrømmet af logik, intelligens og kærlighed. Der er uden tvivl tale om et forfatterskab, der vil blive banebrydende og skelsættende, efterhånden som kendskabet til det udbredes. Det er et helt unikt værk.

Der er nok nogen der spørger, hvorfor vi skal studere, hvad Martinus siger. Hvem er han og hvorfor er det overhovedet vigtigt at vide, hvad han siger.

Lad os først og fremmest slå fast, at Martinus’ eksistens er Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Hans helt enestående værk er stadig ukendt for langt de fleste danskere, så hvis man ikke har hørt om ham, er man ikke noget særsyn. Da det i dag er de færreste danskere, der har kendskab til Martinus og hans livsværk, vil jeg gerne lige kort opridse, hvem Martinus er.

Hvem er Martinus?

Martinus blev født i Sindal i Nordjylland i august 1890. Hans mor var ugift, og den således uden for ægteskab fødte dreng blev døbt Martinus Thomsen. Han voksede op på husmandsstedet Moskildvad (1) hos sin morbror og dennes kone, da hans mor ikke kunne have ham boende hos sig. Han voksede op i yderst beskedne kår og tilbragte store dele af sin barndom med at vogte køer og gå til hånde på omkringliggende gårde. Han fik en beskeden skolegang, og da der ikke var råd til, at han kunne studere, kom han i en tidlig alder i lære som mejerist.

Men Martinus var ikke nogen helt almindelig bondedreng. Det blev meget tidligt tydeligt, at der i Martinus var tale om en dreng med højst usædvanlige evner. Han var besjælet af meget stærke åndsevner, således at han fra ganske ung var forvisset om, at der fandtes en kærlig logik bag ved verdens tilsyneladende tilfældighed og kaos. Han havde en indre åndelig kontakt med verdensaltets kilde som gjorde, at hans sjælskræfter strålede ud til alle dem, han kom i kontakt med. Han var så overbevist om sin egen kildes sandhedskraft, at han allerede under konfirmationsforberedelsen kunne erklære, at præsten tog fejl, når han, i tråd med datidens kirkelige dogmer, påstod, at børn, der var født uden for ægteskab, var dømt til evige flammer i helvede. Martinus vidste intuitivt, at sådan hang verden ikke sammen. Han var derfor ikke nogen tilhænger af datidens religion, ja, han var ikke religiøs i nogen traditionel forstand, omend han havde et stærkt gudsforhold allerede fra barn. Man kan dermed sige, at Martinus allerede som ganske ung var et levende bevis for, at man godt kan have et nært gudsforhold uden at være bundet til nogen religion. Han havde sin egen indre kilde, hvis væld var renere og stærkere end datidens dogmereligioner.

Det, der blev udslagsgivende for Martinus’ omfattende forfatterskab, var en stærk åndelig oplevelse, han havde som 30 årig. På det tidspunkt boede han på et lejet værelse på Jagtvej, lige ved Nørrebros Runddel i København. I dag ligger der en grønthandler i stueetagen, og tusindvis af mennesker passerer hver dag forbi huset uden at vide, at der i 1921 her skete en skelsættende begivenhed, hvis konsekvenser man først i dag er begyndt at ane de første svage konturer af.

Det, der skete, var, at Martinus satte sig ned og begyndte at meditere på begrebet Gud. Han oplevede efterfølgende en stærk åndelig illumination, der gjorde, at han efter begivenheden havde fået nye åndsevner. Det lyder muligvis mærkeligt, men det er en kendsgerning, at Martinus efter sin åbenbaring var i stand til at se bag ved den ydre fysiske verden og ind i det åndelige årsagsplan, der ligger hinsides al fysisk manifestation. Martinus havde fået hvad der senere er blevet kaldt kosmisk bevidsthed (2). Dermed blev han i stand til at besvare og forklare alle spørgsmål af åndelig, filosofisk og metafysisk natur. Martinus har skrevet udførligt om sin åndelige oplevelse i sin bog Omkring min missions fødsel.

Værket

Martinus’ åndelige oplevelse blev begyndelsen til hans omfattende forfatterskab, som ved hans død i 1981 omfattede ikke mindre end ca. 9000 sider og 100 symboler. Hans hovedværk Livets Bog er i 7 bind og på ca. 3000 sider. Bibliografien bagest i bogen nævner alle Martinus’ bøger, artikler og symboler.

Der er nu sikkert nogle læsere, der vil spørge, hvad man skal med Martinus’ værk? Hvordan er det lige, at det adskiller sig fra andre værker?

Dette spørgsmål kan besvares ganske kort: Det er et helt unikt værk, som på logisk og præcis måde giver svar på tilværelsens store spørgsmål. Martinus præsenterer således logiske svar på spørgsmål så som: hvor kommer vi fra og hvor går vi hen, hvad er meningen med livet, hvordan bliver man lykkelig, lever vi kun dette ene liv eller er der liv efter døden, hvordan former vi vores skæbne, er der en planmæssighed, findes der en skaber? Og meget, meget mere.

Nu er der muligvis nogen, der vil betvivle, at Martinus virkeligt skulle have sandfærdige svar på livets store spørgsmål. Men denne tvivl bliver gjort til skamme, når man har læst hans værk. Har man først læst hans værk fra den ene ende til den anden, er man ikke længere i tvivl om, at vi her har et helt enestående konkret, overbevisende og fyldestgørende svar på spørgsmålet: Hvad er sandheden om livet?

Med en overbevisende logik og skarpsindighed afslører Martinus verdensaltets struktur på en sådan måde at man, når man har læst værket i sin helhed, føler sig overbevist om, at sådan er det. Ud fra hver eneste side vibrerer sandheden i en så overbevisende form, at den ikke kan afvises hverken forstandsmæssigt, følelsesmæssigt eller logisk. Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der har læst Martinus’ værk, som ikke er totalt overbevist om dets sandhedsværdi.

Og hvad er det så, at Martinus afslører? Det er naturligvis svært at koge indholdet af så mange tætskrevne sider ned til en kort introduktion, men lad mig dog nævne, at Martinus bl.a. beskriver: Livets struktur, universets identitet med et bevidst, levende verdensalt, eksistensen af et metafysisk, åndeligt eksistensplan, de levende væsners udvikling gennem planteriget, dyreriget, det ufærdige menneskerige og frem til det rigtige menneskerige, de levende væsners udødelighed, reinkarnationens nødvendighed, eksistensen af en lov for skæbnedannelse (karmaloven), loven for tiltrækning og frastødning som en af verdensaltets vigtigste naturlove, den helt uomgængelige eksistens af en intelligent skaber, der med logik, planmæssighed og kærlighed har skabt universet som et sted, hvor både lys og mørke kan opleves af de evige væsner. Og så selvfølgelig en analyse af den seksuelle polforvandling, som er den egentlige årsag til ægteskabets nuværende misere og emnet for denne bog. Man kan sige, at Martinus´ værk udgør den mest komplette åndelige vejledning, der til dato er præsenteret for menneskene.

Det lyder måske vidtløftigt, men der er ikke levnet selv den mindste mulighed for, at man kan forklare indholdet i Martinus’ værk uden at tage store ord i brug. Det er så fantastisk, så epokegørende, så enestående og så overbevisende, at det kan undre, at det ikke fylder mere i danskernes bevidsthed og i de danske medier, end det gør i dag.

Men sandheden om Martinus’ værks relative ukendthed er nok den, at det er så meget på forkant af et helt nyt verdensbillede, at det kræver fordomsfrihed, uhildethed og åbenhed at forstå det. Den, der stadig har fødderne fast forankret i de trosbårne religioner, vil ikke finde nogen inspiration i Martinus’ værk. Men det er heller ikke meningen, for Martinus’ værk er skrevet for det ureligiøse, men nysgerrige menneske, der har kastet de traditionelle, dogmatiske religioner over bord og dermed i en periode er gudløs. Værket henvender sig til det intellektuelle menneske, hvis intellekt kolliderer med de traditionelle religioner, og som derfor ligefrem er ateist og ingen som helst fornuft kan se i at hilde det traditionelle, kirkelige gudsbegreb.

Martinus’ værk er åndelig næring for det videnskabeligt indstillede men ureligiøse væsen, der på trods af sin ateistiske indstilling alligevel intuitivt fornemmer, at der må være en mening med livet et eller andet sted. Martinus siger selv, at man gennem sine mange inkarnationer bliver modnet til at forstå hans værk, og han var derfor på ingen måde ude i procelytkapringens ærinde. Han skriver ligefrem, at dem, der finder glæde og inspiration i de traditionelle religioner, endelig skal blive ved med det, så længe de kan. Kun dem, som livet selv har modnet, vil fatte interesse for at studere hans værk. Tilhængerne vil komme dryssende lige så stille i takt med, at de som modne frugter falder ned fra træet.

Martinus’ værk er ikke et trosobjekt – han beder ikke sine læsere om at tro på det, han afslører. Han beder dem blot om at studere værket og sammenholde det, der afsløres, med det, man kan observere ude i verden. Kun da vil værket blive nyttigt for læseren.

Set i sin helhed er Martinus’ værk så nyfortolkende, at det danner et helt nyt verdensbillede. Og det er vel at mærke et verdensbillede, der er så logisk, at dets sandhedsværdi er meget svær at afvise. Det hele hænger sammen og går op i en højere enhed. Her er alt logik, forstand, fornuft og kærlighed. Et kærligere og mere intelligent verdensbillede findes ikke, og der