Kilimanjaro: Guide til natur og bestigning 2. udgave

By Bo Belvedere Christensen

Kilimanjaro er en mulig udfordring for den, der har lysten og viljen.
Der skal forberedelser til, men de er ikke uoverkommelige. Du behøver ikke være eliteatlet, men en rimelig kondition vil hjælpe dig få det bedste ud af turen.

Denne totalt reviderede 2. udgave af guidebogen forbereder dig på, hvad der skal til for at gøre bestigningen af Kilimanjaro til det, som den bør være: En uforglemmelig oplevelse for livet. Du får også noget viden om hvordan bjerget er blevet til og hvilken natur, du vil møde undervejs og hvad du med lidt held vil se af levende væsener.

Forfatteren:
Bo har gennem sin karriere som bjergbestiger været på toppen af tre af verdens 14 bjerge over 8000 meter, tre over 7000 meter og har derudover besteget 12 bjerge over 6000 meter i Himalaya og Andes.
Bos forfatterkarriere begyndte som medforfatter af bogen "Ama Dablam - en bestigning af verdens smukkeste bjerg" og siden som medforfatter og redaktør af "Everest - drømmen og sejren".

På BoD forlag har Bo tidligere udgivet "Baruntse", "Big E" og"Ubestegne Tinder" samt yderligere 4 bøger.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 18, 2016
• ISBN: 9788771706574

Bo Belvedere Christensen

The author is a mountaineer, climber guide, and photographer who has spent more than 45 years climbing in the Himalayas, Africa, The Alps, The Andes and many other places. He has summited 3 peaks above 8000 meter, 3 above 7000 meter and more than 20 above 6000 meter. He guides both mountaineering expeditions and trekking trips. Beeing a keen and capable photographer he always documents his trips in both images and video and have so far published 20 books on climbing, trekking and mountaineering and had all his larger movie projects shown on national television.

Book preview

Tak til:

Jeg vil gerne takke en række mennesker for at have hjulpet mig i vej med denne bog.

Først og fremmest har Lars Gundersen ydet stor hjælp med indhold og gode forslag til udformning. Lars har via sit firma Kipling Travel endvidere hjulpet mig med at skaffe de ture i bjergene, som indenfor de senere år har været en væsentlig arbejdsplads. Det er her mine ideer er kommet, her jeg har skrevet oplægget til mange af mine bøger inklusiv denne bog. Endvidere er det her jeg har samlet en del af den viden, som jeg med denne bog forsøger at give videre.

Endvidere vil jeg takke mange her unavngivne turdeltagere, som har opmuntret mig undervejs på en af bjergturene og har fastholdt mig i troen på, at jeg var på rette vej i mit forfatterskab. Dem denne tak rettes til ved selv, hvem det er, jeg tænker på. Derfor vil jeg hellere lade være at nævne navne og dermed måske glemme en eller flere, som har hjulpet mig. Men i denne gruppe af mennesker findes individer med coach-egenskaber, som de med stor nytte for mig har anvendt.

Sidst men ikke mindst til min forstående familie, som i dage, uger og måneder har udholdt min evindelige venden tilbage til emnet Kilimanjaro. Selv om de alle holder af bjergene, så skal der mere end almindelig tålmodighed til, at kunne blive ved med at være forstående for min totale dedikering til dette snævre emne.

I forbindelse med 2. udgaven har mange turdeltagere kommet med input til ændringer i både tekst og grafik. Tak til jer.

Specifikke ændringer er foretaget på baggrund af kommentarer fra Helle Høstrup (afsnittet Mennesker omkring Kilimanjaro), Lars Gundersen (afsnittet Fysisk forberedelse), Det tidligere magasin Luxus nu kaldet Outdoor Training (afsnittet Naturen)

FORORD

Når jeg taler med andre i forbindelse med foredrag, når jeg er ekspeditionsleder på andre bjergture eller møder folk, jeg tilfældigt kommer til at tale om bjerge med, så spørger de tit: Så har du vel været på Kilimanjaro?

På den måde er det blevet tydeligt for mig, at Kilimanjaro af mange betragtes som et mere nærværende mål end så mange af de bjerge, jeg ellers holder af at fortælle om. Det er klart, at de fleste synes, at det er spændende at høre om K2, Everest og mange af de andre i bjergsportens olympiade. Men for flertallet vil disse bjerge synes alt for uopnåelige mål, til at de kan se sig selv i rollen som bjergbestiger på dem.

Kilimanjaro er et opnåeligt mål for de fleste i rimelig god form, som også har viljen til at yde lidt for at få denne oplevelse. Hvad kondition og udholdenhed angår, så kræver bjerget ikke mere end du sandsynligvis kan træne dig op til på nogle få måneder. Jeg vil dog sige, at det ikke er en god ide at tage til Kilimanjaro i halvdårlig form. Du kan have en jernvilje, der i stand til at få dig til toppen – til trods. Men så bliver turen mest en lidelse. Det vil være rigtig synd for det kan blive en utrolig smuk og fin oplevelse, men så skal du have lidt overskud i forhold til udfordringen.

Rigtig mange danskere får lyst til at bestige bjerget og der arrangeres mange årlige ture af selskaber som Topas, Trekkingbureauet og Kipling Travel. Jeg synes det er en god ide, at tage med på en af deres rejser. Så kan du på den måde koncentrere dig om din egen personlige fysiske og mentale forberedelse og lade rejsebureauet og rejselederen om alt bøvlet. Rejseselskaberne sørger for gode rammer for turen, så du kan nøjes med at møde op i lufthavnen og overlade til rejseselskabet at sørge for det meste af det praktiske.

De fleste jeg har talt med, har dog gerne på forhånd villet vide så meget som muligt om den udfordring, der ligger i en bestigning af Kilimanjaro. Desuden ytrer mange interesse for, hvad der er af forskellige oplevelser undervejs og hvilke andre muligheder turen giver. Bestigningen af Kilimanjaro kan jo kombineres med ture så forskellige som bestigning af andre bjerge i nærheden, safari eller badeferie.

Der findes en del udenlandsk litteratur om bjerget, men indtil videre er jeg ikke stødt på dedikeret dansksproget litteratur. Der findes naturligvis beskrivelser af Kilimanjaro i danske rejsebøger om Afrika og Tanzania. Men det er generelle rejsebøger, som omfatter meget, der ikke er relevant i relation til Kilimanjaro. Og på lige netop det område er de kortfattede og dækker ikke behovet for dig som potentiel topbestiger.

Til slut vil jeg komme med en opfordring. Uanset om grunden til global opvarmning er menneskeskabt, naturlig eller en kombination, så ser jeg store forandringer i alle verdens bjergegne. Gletsjerne svinder ind med foruroligende hastighed og der ligger ikke så meget sne i bjergene, som der har gjort tidligere. Mange gletsjere, som tidligere har været dækket af sne på store dele af deres overflade selv midt på sommeren, er i dag kun delvist eller slet ikke snedækkede på denne tid af året. Og den sidste sne og is i Afrika er på vej til at forsvinde. Hvis du vil se den, skal du handle snart.

God fornøjelse med læsningen og forberedelserne – og ikke mindst - nyd turen og bestigningen. Pole-pole! (afrikansk udtryk for at tage det roligt undervejs, vigtigheden af det vil snart gå op for dig!).

Bo Belvedere Christensen, Holte januar 2009.

Forord 2. udgave.

En række forhold har ændret sig siden jeg udgav den første udgave af Kilimanjaroguiden.

Som eksempel er det igen blevet tilladt at klatre op ad Western Breach ruten, der i en række år var lukket pga. en ulykke i 2006 med dødelig udgang og en række close escapes. Forholdene omkring ruten er stadig problematiske og man bør rådføre sig med lokale inden man begiver sig op på ruten. Forholdene ændrer sig konstant i det terræn, som denne rute bevæger sig gennem. Men de lokale guider er opdaterede med informationer om, hvordan man skal tackle bestigningen. Ruten har været omlagt flere gange og kan blive det igen, for at sikre at den ikke krydser de farligste områder. Jeg vil stadig råde til at holde sig fra denne rute, selv om det måske er en af de mest fascinerende måder at komme til toppen af Afrika.

Og de ændringer, som jeg tidligere har omtalt, har naturligvis også ansporet til at udgive denne udgave.

Bo Belvedere Christensen, Holte april 2015.

Det store, forvredne træ, som har givet navn til Big Three lejren, den første lejr på Lemosho ruten

KILIMANJARO I HISTORISK PERSPEKTIV

De tidligste vidnesbyrd om mennesker omkring Kilimanjaro er nogle stenskåle, som er dateret til omkring 1000 år før vor tid. Men over den næste lange periode er der ingen spor efter mennesker ligesom der ikke er historiske beretninger om bjerget indtil kort efter starten af vores tidsregning.

Navigationsdokumenter¹ fra ca. år 45, som bruges af rejsende på den tid beskriver et område, Rhapta, som vi må antage var det nordlige af det nuværende Tanzania, men her nævnes intet om snedækkede bjerget.

Ptolemæus af Alexandria beskriver ca. år 150 bjerge med sne på i Afrika

Mindre end hundrede år senere omtaler Ptolemæus af Alexandria samme område og beskriver at der her findes store snebjerge. Dem findes der ikke mange af i Afrika og i det pågældende område er der kun et muligt bjerg, Kilimanjaro.

Uanset at Ptolemæus helt sikkert ikke selv har set bjerget, og beretningerne om dem måske har været gennem mange munde, er det den første omtale af bjerget. Derfor må vi konkludere at viden om et snedækket bjerg i Afrika først nåede den omgivende verden i tiden mellem år 45 og år 150 e.Kr.

Claudius Ptolemæus af Alexandria levede ca. 100 – ca. 170. Han var en græsk videnskabsmand, som typisk for tidlige forskere gav sig af med flere grene; astronomi, geografi og matematik.

Det værk han er mest kendt for, Almagest, udgives ca.150 e.Kr. Heri er det aristoteliske geocentriske verdensbillede med Jorden som centrum for universet blevet forsynet med geometriske modeller, der gav matematiske beskrivelser af de kendte himmellegemers bevægelser. Først i det 16. århundrede med Kopernikus og hans heliocentriske verdensbillede, hvor solen er centrum for Solsystemet og Universet, ændres opfattelsen.

Ptolemæus’ aktivitet indenfor geografien førte til værket Geografike hyfegesis. Han opstiller mere præcise kortprojektioner, men kortene baseret på disse er dog fejlagtige pga. udgangspunkt i en forkret jorddiameter.

Også i geometrien er Ptolemæus kendt for regler, som bruges den dag i dag.

Allerede ved indflyvningen til den lille Kilimanjaro lufthavn viser bjerget sig i fuld majestæt højt over skyerne og dermed over steppelandet omkring bjerget

Langt senere da bjerget første gang omtales i den vestlige verden betvivles eksistensen af et snedækket bjerg i nærheden af ækvator i Afrika.

De hørte om et bjerg med sølvtop

Johannes Rebmann en tysk missionær kom i 1847 til Afrika for at udbrede kristendommen i en tid hvor en første bølge af islamisme (Rebmanns udtalelse) spredte sig over Afrika.

Rebmann var sammen med en kollega, Johan Ludwig Krapf, og de to drog ind i landet, hvor de hørte om et bjerg med en sølvtop. Da den generelle opfattelse den gang var, at sne og is ikke kunne eksistere i tropiske egne, forbandt de ikke det sølvtoppede bjerg med gletsjere og sne. Bjerget omtaltes som Kilimansharo.

De to var efterhånden blevet lige så meget opdagelsesrejsende som missionærer og Krapf søgte tilladelse til, at de kunne føre en ekspedition til Jaggaernes land (nu kendt som Chagga folket), som skulle leve på skråningerne af bjerget. Krapf skrev i ansøgningen at rejsen var missionsarbejde.

Krapf kom ikke med på rejsen, men Rebmann tog afsted med en lokal karavaneleder som guide. Under to uger efter starten kunne de se Kilimanjaro. På det tidspunkt troede Rebmann først, det var en sky, der lå omkring bjerget top. Men da de kom nærmere, blev det tydeligt at det ikke var skyer. Rebmann spurgte guiden, hvad det mærkelige hvide på toppen var. I hans dagbog skriver han:

Is ved ækvator affærdiges som feberfantasier fra en malariaramt

Denne morgen skimtede vi Jagga Bjergene mere tydeligt end før, og omkring ti bildte jeg mig ind, at jeg så en blændende hvid sky. Guiden kaldte blot det hvide, som jeg så, Baridi altså kulde. Det stod nu helt klart for mig, at det ikke kunne være andet end sne.

Trods sin beliggenhed tæt på ækvator går det op for Rebmann at bjerget faktisk er dækket af sne og is.

Opdagelsen publiceredes i 1849, men de fleste geografer, som hørte hans beretning, affærdigede det som livlig fantasi eller endog som feberfantasier fra en malariaramt. Livingstone blandede sig i debatten og postulerede, at der var tale om hvid kvartslignende klippe.

Krapf fandt samme år Mount Kenya, hvilket også betvivledes hjemme, men det førte til yderligere ekspeditioner til Afrika, hvor megen ny viden om kontinentet kom for dagen.

Johannes Rebmann (1820–1876) blev allerede tidligt i sin ungdom kendt som en prædikant, som var stærk i sin tro, og havde et stort ønske om at udbrede kristendommen.

Hans stærke tro var ifølge hans egne dagbøger, som han startede på at skrive under sit ophold i Afrika i 1848 og fortsatte med til sin død, hans måde at udholde strabadserne under det til tider barske liv.

Alligevel fik eventyrlysten overmandet ham, så han drog ind i landet, hvor han opdagede sneen på Kilimanjaro, bjerget kaldte han Jagga Mountain.

Rebmann besøgte også Mount Meru og flere af de store afrikanske søer. Han blev næsten 30 år i Afrika i sin overbevisning om, at skulle han gøre en forskel, så der krævedes megen tålmodighed. Undervejs lærte han flere indfødte sprog, og han skrev endog dagbøger på Swahili.

Alligevel skulle gå så lang tid som til 1861 før andre europæer lagde øje på bjerget. Baron Carl Claus von der Decken og den engelsek geolog Richard Thornton, der tidligere havde været med Livingstone, begav sig ind til Kilimanjaro. De beskrev utvetydigt toppen som dækket af sne. De omtalte endda, hvordan sneen trak hvide spor langt ned over bjerget.

Her lå den tykt i nogle af de dybe raviner, som skar ned gennem siderne. Dermed døde debatten om sneen ud pånær blandt enkelte, som forstokket fastholdt deres synspunkt om, at der ingen sne var i ækvatorial Afrika.

Decken medbragte champagne til at fejre sejren

Baron von der Decken havde i øvrigt håbet at blive den første, som besteg bjerget. Han havde således champagne med til at fejre sejren, men holdet nåede ikke højere end 2500 meter i deres første forsøg. Von der Decken vendte tilbage og forsøgte igen denne gang sammen med en landsmand, Otto Kersten.

Forsøget fandt denne gang sted fra vestsiden af bjerget, men igen måtte Decken vende om som følge af kraftig snestorm og snedække i 4500 meters højde. Ifølge Kersten skyldtes fiaskoen også deserterende lokale hjælpere. Men de nåede at opleve bjergets smukke side fra deres lejr. Decken skrev i sin dagbog:

På vej langs kraterranden mod topkorset og en gruppe, der allerede har nået toppen. Der er kun få minutter igen og du har en flot udsigt til Fürtwangler gletscheren nedenfor og Norhtern Icefield på kraterranden overfor - samt selvfølgelig til hele verden for dine fødder.

"Badet i en flod af lyserødt skinnede kappen, som