Et rejseliv med en blind passager i kufferten

By Linda Nielsen

Min historie starter, da finanskrisen rasede tilbage i 2009, hvor en fyreseddel og kroniske smerter tvang mig til at skifte karrierespor fra teknisk designer til rejseleder, et job, hvor angsten var med som blind passager... noget der først gik op for mig nogle år senere.

Det er også en bog om bagsiden af medaljen, mit liv som rejseleder, min kamp med og mod systemet ... sygehussystemet, det kommunale system og ikke mindst kampen med/mod mig selv, mit selvværd, eller manglen på samme ... Mange års kamp der til sidst endte med en førtidspension og et liv som rejsebogsforfatter, og accepten af, at man kan godt leve et godt liv trods udfordringer.

Denne bog er min personlige fortælling, og ikke en vendetta mod de der, som har været der undervejs, derfor nævnes der ingen navne på hverken personer eller firmaer.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 13, 2023
• ISBN: 9788743040217

Linda Nielsen

REJSESKRIBENTEN/Linda Nielsen (født i 1975) er tidligere rejseleder med en passion for fotografi og gode historier der fortælles med et glimt i øjet. REJSESKRIBENTEN elsker at rejse, primært i Europa, undervejs på rejserne bliver der taget mange billeder og mindre kendte steder bliver fundet. Efter rejserne, bliver billederne og historierne uploadet til blog, Facebook og Instagram. Debuterede med e-bogen 'Harzen - Heksenes Land' i 2015.

Book preview

Everybody you meet, is

fighting a battle, you

know nothing about.

Be kind. Always.

Alle du møder, kæmper en

kamp, du ikke ved noget om.

Vær venlig. Altid.

Indholdsfortegnelse

Forord

Tid til at sadle om?

Smerte

Fort Knox

Tiden flyver

Lorte dag

Halleluja...

Fyret

Så skidt er det heller ikke...

Ferie, ferie, ferie...

Fyret og hvad nu...?

Højt at flyve...

Jamen for pokker da...

Endelig... og alligevel ikke

Sidste arbejdsdag

Jeg er VRED...

Sidste dag i oktober

En ny dag truer

Stemplet

Livstegn

Min vej til drømmejobbet

Hvorfor rejseleder?

Lys forude...

Snublende tæt på...

Nyt lys er tændt

Min første tur som rejseleder

På egne ben

Historien om Lumumba

Mit liv som freelancer

Ny tur venter forude

Chaufføren fra helvede

Tilbage til Rügen

Første tur til Harzen

Harzen igen

Sommerferie...

Oberkärnten - Østrig

Krykhusar

On the road again

Harzen igen

Østrig kalder

Harzen kalder... igen

Rügen kalder

Holstenske Schweiz

Schwerin

Sidste tur til Harzen

Sæsonen lakker mod enden

Næste år?

Det startede i Berlin... og sluttede i Berlin

Jobbet som rejseleder

Usundt forhold til alkohol

Kielerkanalen

Glansbilledet krakelerede

Det syge sundhedsvæsen

Puha... godt denne dag snart er ovre

Hmmm... tænke... tænke...

Raskmeldt

Hverdags tanker

Tanker på en søndag

Kaotiske tanker

Tanker

Tanker i mørket

Cirkus sygehus

Cirkus sygehus - runde to

Sommerferien står for døren

Korthuset vælter

Noget at tænke over

Tanker på en øv-dag

Engang rejseleder, altid rejseleder

Mit nye liv som forfatter

Grib eventyrhatten

Man bliver ikke rig som forfatter

Set i bakspejlet

Bedste besked længe

Livet er godt

Otte rejsebøger

At tage afstand til andre

Når ord gør ondt

Forfatterlivet er ingen dans på roser

Håndtering af udfordringerne

Tid til at slippe ballonen fri

HUSK PÅ

Forord

Mange læser mine skæve og anderledes rejseberetninger, hvor jeg ihærdigt forsøger at fortælle forskellige historier, selv de mørke kapitler fra fortiden, der hiver lidt i tårekanalerne. Historier, som de fleste helst vil undgå berøringen med. Men det er de færreste, der kender personen, det vil sige mig, bag skrivningen af historierne, de anderledes rejsebøger og de mange beretninger fra rejserne.

Det har taget mig mange år, før jeg endelig fandt modet til at skrive den allersværeste historie, bagsiden af medaljen, nemlig min meget personlige historie. For ja, der er nemlig en bagside af noget, som ser ud til at være noget af et drømmeliv, at rejse og skrive. For det har altid været nemmere at tage en maske på, finde smilet frem, være sjov og fortælle historier, ja, så længe de historier ikke handlede om mig selv. For ja, det er meget nemmere at forholde mig til rejserne, oplevelserne, historierne og bøgerne, end min egen personlige historie.

Men nu har jeg endelig taget skridtet, og åbner, i denne bog, op for, hvordan jeg gik fra at være teknisk designer, til et job som rejseleder og til sidst at blive Rejseskribenten, rejsebloggeren og rejsebogsforfatteren. Men det er desværre også historien om et rejseliv, hvor blandt andet angsten er med som blind passager.

Min historie starter helt tilbage i 2009, længe før jeg vidste, at jeg skulle være rejseleder, en tid hvor jeg levede et helt almindeligt liv med fuldtidsarbejde, fuld fart på karrieren, men så begyndte helbredet at blive mærket af mange timer ved computeren med en mus i hånden og tusindvis af klik, hver evig eneste dag. En fyring fik mig til at stoppe op og tænke, noget der førte til et sporskifte.

Jeg blev rejseleder, det fedeste job, som jeg nogensinde har haft, men desværre blev min karriere alt for kort, hvorefter kampen med smerterne, både de fysiske og de psykiske, tog mere og mere over, indtil ballonen pludselig sprang og dagligdagen blev præget af kortere eller længerevarende panikangstanfald, stress samt depressioner. Det var de to trafikulykker i starten af 2012, der trak tæppet helt væk under mig, og jeg fik diverse diagnoser, hele otte forskellige, stemplet på ryggen, brændemærket. Diagnoser, som alle forgrener sig ud fra angst og PTSD. Selvom jeg af og til savner jobbet som rejseleder, og gerne vil tilbage til jobbet, så har udfordringerne de sidste par år gjort det svære og svære at være social, og ikke mindst passe et arbejde. Så i stedet for at byde bussens forventningsfulde gæster hjerteligt velkommen ombord, må jeg nu nøjes med at gribe kuglepennen, læne mig godt tilbage i stolen og byde dig, kære læser, velkommen ombord i bogen om Et rejseliv med en blind passager i kufferten. Bogen er baseret på mine dagbogsnotater og blogindlæg fra 2009 til i dag (2023). Det bliver ikke en bog med historier fra alle de rejser jeg har været på, men en rejse i mit liv, som er langt fra det man umiddelbart forventer. Derfor skrives der både i nutid og i datid.

Jeg er ikke ude på at svine nogen til, så der er hverken nævnt navne eller firmanavne. Selvom det kan lyde til, at jobbet som rejseleder kun var sure gæster og negativitet, så var det langt fra tilfældet, for der var også gode oplevelser, de søde gæster. Men der findes også bare en bagside af medaljen, det som folk ikke oplever, når de er på ferie, for jobbet som rejseleder er ikke ferie og evig fest. Det er knaldhamrende hårdt, mange timers arbejde, dårlig løn, afsavn, det evige forventningspres samtidig med, at man skal smile og være venlig, selvom man allermest har lyst til det modsatte.

Set i bakspejlet i dag, kan det godt se ud til, at jeg gemte mig i arbejdet, nogen vil sige, at jeg glemte at passe på mig selv. Det kan de nok have ret i, for så snart arbejdstøjet var på, navneskiltet blev sat på, skjulte jeg smerterne, men betalte prisen, når jeg sent om aftenen sad alene på hotelværelset. Desværre findes der også de personer, der siger eller påstår, at de kender mig, dertil kan jeg kun sige et højt nej. Ingen kender mig, den rigtige mig. For jeg er vokset op med, at man ikke talte om følelser eller problemer, næ... dem holdt man for sig selv. Det er nok også derfor, at det har taget mig mange år, før jeg endelig har turde åbne lidt op om mit liv, dog er det ikke alt, som jeg åbner op om i denne bog.

Tid til at sadle om?

Året sagde 2009, der var gang i mange ting, kursussekretær (to årlige weekendkurser for unge mennesker, der skulle klædes på til fremtidens ledergerning indenfor spejderverdenen), blæksprutte hos spejderne samt arbejde på fuld tid som teknisk designer på en maskinfabrik, et travlt… men godt liv. Et liv der af og til gik lidt for stærkt. Jeg elskede mine køreture på vej til arbejde tidligt om morgenen. Det kunne ske, at jeg havde kameraet med i tasken, et kamera der altid var skudklar, hvis lige den helt rigtige solopgang, eller motiv, var der, for allerede på dette tidspunkt var fotografiet en stor del af mit liv.

Men så ramte finanskrisen alle, og det job, som jeg havde håbet på, jeg kunne beholde i mange år frem, hang pludseligt i en meget tynd tråd, samtidig begyndte de første helbredsmæssige symptomer at blive en del af mit liv. Altså den type symptomer, som en dygtig kirurg kunne fjerne med et par få snit og et par sting syet med nål og tråd, et par ugers sygemelding og så derudaf igen for fulde gardiner. Det var længe før angsten og alle de andre psykiske diagnoser for alvor blev en del af mit liv. 2009 var også året, hvor jeg begyndte at overveje om jeg skulle sadle om til en helt anden karriere. Men det var ikke lige så nemt som jeg troede…

Smerte

… åh … shit … ikke igen… ja, det var de ord, der fløj gennem hovedet på mig i starten af 2009. Her var der hverken tale om sne og frost, kommunens manglende snerydning eller om min vicevært, som ikke var den hurtigste i verdenen. Nej, det handlede om mit håndled. Mit højre håndled…. mit smertens barn… forklaring følger her: I 2002 blev jeg opereret i højre håndled, da der var nogle nerver, der havde sat sig i klemme der, som førte til, at jeg havde en konstant følelsesløshed i hånden. Men i julen (2008) begyndte jeg at få nogle smerter i pegefingeren, jeg slog det hen - det går over - som altid, men nej det gik ikke bare væk igen, slet ikke da smerterne begyndte at tage til i håndleddet.

Jeg var konstant træt og havde absolut ikke lyst til at tage på arbejde, men jeg tog på arbejde… hele dagen, og knoklede løs, som jeg plejede. Men da jeg kom hjem gjorde det stadig ondt, sådan rigtigt meget ondt. Det fik mig til at ringe til min læge… eller jeg forsøgte… da telefonsvareren var på… lægehuset har lukket, al henvendelse omkring sygdom ring til lægevagten… Klokken var kvart i tre!!!! Normalt var det først fra kl. 16.00, man skulle ringe til lægevagten. Men da jeg ikke var hamrende syg, og problemet med håndleddet var et tilbagevendende problem, gad jeg ikke at sidde i telefonkø hos lægevagten, for at få beskeden om at kontakte egen læge. Derfor bed jeg, som altid, tænderne sammen, og ville forsøge at ringe til min egen læge den efterfølgende mandag morgen, med håbet om at få en tid hurtigst muligt.

Fort Knox

Jeg forsøgte igen og igen at få fat i min fru doktor, på grund af de tiltagende smerter i højre hånd, men det var nærmest svære at komme forbi lægesekretæren, end det var at komme ind i Fort Knox… måske... jeg har aldrig prøvet at trænge ind i Fort Knox, men det føltes, at det var komplet umuligt at komme gennem telefonkøen i lægens korte telefontid. Det var dengang, hvor man kun kunne ringe til sin læge for at få tid, bestille medicin med videre. Jeg sad i telefonkø i mere end halvanden time for endelig at få en ledig linie ind til min læge, men så nemt var det heller ikke, for jeg fik kun fat i en sekretær, som var villig nok til at hjælpe mig med en tid… en uges tid længere fremme i kalenderen!

Jeg forsøgte at forklare, at jeg ikke kunne vente så længe på at komme til... på grund af de smerter jeg havde. Men sekretæren var ikke til at rokke med… hvis jeg skulle have en akut tid, så skulle jeg ringe mellem klokken otte og ni! For fanden! Det var jo det, jeg havde forsøgt hele morgenen! Nu skal det lige siges, at jeg var ikke, eller er, en der rendte til lægen i tide og utide, så når jeg endelig ringede, var der en god grund… og så blev man behandlet sådan… det var noget der kunne få mit pis i kog.

Havde jeg fået samme svar, hvis det havde været halsbetændelse, influenza eller noget der er værre endnu… sikkert… så nu var det bare at prøve igen, dagen efter, for mig skulle de ikke slippe af med så nemt. Måske skulle jeg bare tage til lægevagten, men på den anden side, kunne det være lige så svært at komme igennem der, hvor jeg sikkert bare ville blive bedt om at ringe til egen læge, fordi smerterne ikke var akutte.

Men til sidst lykkedes det mig, at komme igennem det meget lille nåleøje i lægens telefontid, og fik en tid dagen efter. Men det var absolut ikke de fedeste nyheder, som jeg forlod lægehuset med, for der var mistanke om klemte nerver i håndleddet igen, så der blev skrevet en henvisning til kirurgerne på et eller andet sygehus.

Det skal ikke lyde som en lang klagesang, med åh… det var så synd for mig og jeg kun ledte efter ynk, næ... jeg fortsatte med at knokle på jobbet, som jeg altid gjorde, men med store smerter. En sygemelding var slet ikke på tale. Jeg bed bare tænderne sammen og knoklede videre.

Min arbejdsplads var heldigvis samarbejdsvillige, de sørgede for, at jeg fik nogle hjælpemidler, som skulle være med til at aflaste mit hårdtprøvede håndled.

Hvis ikke mit håndled gav mig kvaler nok, så blev jeg atter ramt af influenza, lungerne var ved at hoppe ud af kroppen… og hvis I skulle være af den overbevisning, at Rudolfs næse er rød, så tro om igen… farven på min næse, slog farven på Rudolfs næse med talrige farvenuancer!

Selvom det var svært at komme forbi lægesekretæren i lægehuset, havde jeg, og stadig har, en rigtig god læge. For jeg ved ikke, hvad der var blevet skrevet i den henvisning, men der kom hurtigt et brev fra sygehuset, med en dato indenfor overskuelig tid, som gjorde, at jeg kom hurtigt til den første undersøgelse.

Men det var spild af tid, for lægen der... kendte for det første ikke det danske ord for smerte... ja, udenlandske læger kan være ganske dygtige, men man kan vel forvente, at de i det mindste kunne basisordene... det kunne denne læge ikke, så det betød, at der sad en sygeplejerske og oversatte de ord, som lægen ikke forstod, til lægesprog. For det andet, anså lægen mine smerter for at være betændelse i nogle sener.

Behandlingen bestod af, at jeg skulle tage et valg... et valg mellem en salve eller gips… så hellere gips end en salve, som ikke hjalp, men det betød også bare mindst tre uger i gips… sygemelding… nix… jeg valgte bare at stå op klokken kvart i kvalme, hoppe på den første morgenbus, en god times tid med bussen, efterfulgt af en lille frisk gåtur ud på maskinfabrikken.

Tiden flyver

Der var konstant rygter rundt på gangene på maskinfabrikken... hvem skulle have prikket i den næste fyringsrunde. Rygterne gjorde, at jeg næsten ikke turde holde en enkelt fridag, men gjorde det alligevel, for jeg skulle atter en tur på sygehuset, som på dette tidspunkt var i Haderslev… da der stadig var et sygehus der. For efter tre uger med hånden i gips, skulle gipsen endeligt af…

Jaa… det var skønt… at få gipsen af, for det betød nemlig en ting, jeg skulle nu ikke længere stå op klokken fire for at komme på arbejde, men kunne sove en god times tid mere, og selv køre på arbejde, desuden kriblede det med at komme ud med kameraet, stresse lidt af og bare glemme alt om nedskæringer og fyringsrunder. Måske skulle jeg begynde at kigge mig om efter et nyt job… Nej, nu skulle jeg vidst lige have styr på det der håndled. Ja, efter jeg havde fået gipsen af, var det slet ikke slut med besøgene på sygehuset… smerterne var der stadig, så jeg måtte tilbage på sygehuset… for fjerde gang på to måneder.

Påskeferien var slut og jeg var atter tilbage på min pind på tegnestuen, men der ventede mig ikke et velkommen tilbage fra ferie, men en indkaldelse til endnu et fællesmøde… endnu en fyringsrunde! 74 mand skulle ud denne gang, ti af disse var funktionærer og 64 timelønnede. Det var bare ikke, det jeg havde brug for lige nu, for sidste besøg på sygehuset gik ikke, som ønsket.

Betændelsen var godt nok væk, men smerterne i pegefingeren og følelsesløsheden i tommelfingeren skulle helst forsvinde af sig selv, i løbet af tre til seks måneder. Dog mente, de kære læger, at der var en risiko for, at der var noget i klemme. Men det var ikke noget med, at sende mig direkte til de nødvendige undersøgelser... Næ, nej, jeg blev bare sendt hjem med beskeden om, hvis smerterne blev værre, så skulle jeg gå til egen læge igen. Nej, nu må de virkelig snart stoppe den der dans rundt om den varme grød.

Var der noget galt eller ej? Jeg havde da ikke tid til at rende til læge i tide og utide, sommeren ventede om et par måneder, med gode oplevelser i Østrig, spændende opgaver med spejderne og ja… så fyringssæsonen var stadig ikke overstået…

Helt ærlig så var den der ventetid, dansen om den varme grød… fyringsgrøden… ikke særlig morsom, alle var irriterede, der var stress, søvnløse nætter og evige spekulationer. Det sled hårdt på psyken, særligt svært når helbredet heller ikke var særligt godt… og jeg gik i tænkeboks om, hvad fremtiden skulle bringe.

Det blev nok mere hvornår, og ikke, hvis jeg fik prikket. Men nu var der kommet navne på denne måneds fyrede, og jeg slap… og jeg fik lov til at beholde mit job… i hvert fald i den næste månedstid, til næste fællesmøde, hvor Hr.