Mit Berlin

By Linda Nielsen

"Mit Berlin" er ikke en rejsebog som de fleste kender, såsom serien 'Turen går til...', der efter Rejseskribentens mening kun handler om restauranter, shopping og overnatningsmuligheder. Ikke fordi det er forkert med den slags bøger, men det er bare ikke det Rejseskribenten går efter. Rejseskribenten ønsker at 'mærke' Berlin, få historien ind under huden. For hvis der er noget Berlin er fuld af, så er det historie. 2019 er netop et historisk år, det er nemlig 30 år siden Berlinmuren væltede, og DDR forsvandt og Berlin blev til en samlet by igen efter 28 år, 2 måneder og 28 dage med en mur der skilte byen i to.

"Mit Berlin" er en god blanding af historie, både den kendte og den mere ukendte, oplevelser og skønne fotografier. Læs blandt andet historien om Kaptajn von Köpenick og find ud af hvilke bygninger der gemmer sig bag øgenavnene Tele-Aspargesen, Elefanttoilettet, Den Gravide Østers, Den Hule Tand, Pudderdåsen, Læbestiften, Big Benz og Guld-Else. Det og meget mere i "Mit Berlin".

"Mit Berlin" udkom første gang i 2017, kun som e-bog (ISBN 978-87-998543-2-5), men kommer nu i en ny opdateret version.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 24, 2019
• ISBN: 9788743035541

Linda Nielsen

REJSESKRIBENTEN/Linda Nielsen (født i 1975) er tidligere rejseleder med en passion for fotografi og gode historier der fortælles med et glimt i øjet. REJSESKRIBENTEN elsker at rejse, primært i Europa, undervejs på rejserne bliver der taget mange billeder og mindre kendte steder bliver fundet. Efter rejserne, bliver billederne og historierne uploadet til blog, Facebook og Instagram. Debuterede med e-bogen 'Harzen - Heksenes Land' i 2015.

Book preview

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord

Fakta om Berlin

Berlin - Filmens by

Arkitektur

Berlin - Bjørnenes by

Ostalgie

Historiens vingesus

Flugten over Muren

Den Kolde Krigs magtfulde herrer

Jødernes Berlin

U- og S-Banens historie

Det grønne Berlin

Det ’blå’ Berlin

Mad & Drikke

Kendte og ukendte sider af Berlin

Til fods gennem historien

Insidertips

Julemarkeder

Register

Om forfatteren

Andre udgivelser

FORORD

Der er skrevet rigtigt mange bøger om Berlin, og jeg indrømmer da gerne, at jeg har en del af dem stående på mine boghylder. Men de fleste af de bøger - uden at fornærme forfatterne til disse - handler om shopping, restaurantbesøg og kun en anelse omkring det jeg gerne vil vide om Berlin, som er historie og seværdigheder - som ikke nødvendigvis er turistmagneterne. Når jeg tager til Berlin er det ikke for at sidde på restaurant hele dagen eller smide Euro over disken i byens mange shoppingcentre. Jo, jeg nyder da gerne en kold øl og en god middag efter en lang dag med gode oplevelser. Jeg vil ’mærke’ Berlin, opleve noget og ikke mindst fotografere. Så efter at have læst endnu en bog om Berlin, hvor jeg igen havde siddet med følelsen af, hvorfor står der nu ikke lige noget om det eller det, en bog der i øvrigt var skrevet af en der bor i Berlin, tænkte jeg det må kunne gøres bedre. Så en morgen, hvor jeg var vågnet alt for tidligt, fik jeg ideen… du må skrive din egen bog om Berlin, bogen om MIT BERLIN. Så hvis det er en bog fyldt med anbefalinger til gode restauranter, shopping eller hoteller I er ude efter, så må jeg skuffe jer, kære læsere, for dette er bogen om netop det Berlin som jeg elsker og holder af, og havde jeg råd til det, så var jeg i Berlin mindst et par gange om året. Første gang jeg var i Berlin var i 1991 på lejrskole i 9. klasse. Det var dengang et meget anderledes Berlin end det jeg oplever på mine rejser i dag. Da jeg besøgte Berlin i april 1991 var det knapt halvandet år efter Muren var faldet og kun et halvt år efter de to Tysklande var blevet genforenet. Det var tydeligt at se hvor grænsen var gået og det var lidt besværligt at bevæge sig rundt i Berlin med U-og S-Bahn. På trods af, at møntfoden var blevet til D-Mark, så skulle man alligevel passe på ikke at få tilbage i den ubrugelige Ost-Mark. Jeg fik da også lidt af den ubrugelige Ost-Mark, men nu mest af uvidenhed over, at man skulle tjekke hvilke mønter man fik retur, men i dag er de mønter nu meget sjovt at have. Her i 2019 er det så 28 år siden jeg blev ramt af ’Berliner-feberen’, og selvom jeg ikke helt har styr på hvor mange gange jeg har besøgt Berlin efterhånden, så oplever jeg alligevel noget nyt hver gang, sådan er det med Berlin. Man kan ikke forvente at den gode café man finder, også eksisterer når man kommer tilbage året eller blot nogle måneder senere. Min kærlighed til Berlin bliver bare større og større, og man skal ikke spørge mig om Berlin uden at jeg kan bruge timer på at fortælle om byen. Det er vel også værd at nævne, at det rent faktisk var på en såkaldt ’føltur’ til Berlin, at jeg blev uddannet til dansk rejseleder tilbage i 2010.

Mange tager bilen med til Berlin, det gør jeg ikke. Oftest har jeg taget turen i bus med et af de mange danske rejseselskaber der arrangerer ture til Berlin, eller selv har siddet på rejseledersædet og guidet mine gæster gennem byen. Men når turen i dag går til Berlin sker det med tog. Årsagen er at det er nemt, billigt og afstressende. Rundt regnet fire timer fra Flensburg så ’lander’ jeg på Hauptbahnhof i Berlin, derfra går turen til hotellet med enten bus, U-Bahn eller S-Bahn, det er noget billigere end med eksempelvis taxa. Ja, Berlin er en by med gode bus- og er togforbindelser (S- og U-Bahn) og ikke mindst sporvogne. Når jeg vælger toget som rejseform, så skyldes det, at jeg ikke vil betale for en dyr parkeringsplads ved hotellet, da jeg under mit ophold alligevel ikke har brug for bilen, samtidig med at det er nemmest at komme rundt i bus, sporvogn eller med S- og U-Bahn, det er ikke så dyrt og så kører de nærmest hele tiden, og så slipper jeg for at bruge tid på at lede efter en parkeringplads, for dem er der ikke mange af i Berlin.

Denne bog udkom første gang i 2017, som e-bog, siden er der sket en del i Berlin, så jeg syntes at det var på tide at opdatere bogen, og ikke mindst udsende den som trykt bog, men også som e-bog. Der er mange der stadig foretrækker en ’rigtig’ bog fremfor en elektronisk bog, e-bog. Jeg håber, at bogen her vil inspirere mange til at se eller gense Berlin på en ny måde.

God rejselyst og på gensyn i Berlin!

Reichstag / Rigsdagsbygningen

FAKTA OM BERLIN

Berlin er ikke kun Tysklands hovedstad, det er også en selvstændig bydelsstat blandt Tysklands 16 delstater. Berlins areal er cirka 892 km² og indbyggertallet er omkring 3,5 millioner, heraf omkring 458.000 med udenlandske pas fordelt på 158 nationer, størst repræsenteret er den polske befolkning med omkring 41.000 indbyggere samt den tyrkiske befolkning med omkring 105.000 indbyggere. Berlin består af 12 bydele, hvor bydelen Treptow-Köpenick er den største med sine cirka 170 km². Berlins bygrænse er i alt 234 km lang. Fra øst til vest strækker Berlin sig over 45 km og fra nord til syd er der 38 km. Berlin er beliggende i en tempereret klimazone med fastlandsklima, dette betyder at der er stor temperaturforskel på sommer og vinter. Dem der har været i Berlin ved, at byen er meget grøn, rent faktisk består omkring 32 procent af byen af grønne områder. Der findes omkring 2.500 parker og grønne anlæg og omkring 438.000 træer (og nej… jeg har ikke talt dem selv). Den mest kendte park er Tiergarten.

Det vidste du nok ikke om Berlin!

Berlin er Tysklands mest besøgte storby, og på listen over mest besøgte storbyer i Europa lander Berlin på en tredje plads efter London og Paris. I 2014 besøgte mere end 11 millioner Berlin og der var registreret mere end 28,7 millioner overnatninger.

Berlin er cirka ni gange større end Paris, en by fyldt med alternative butikker, gallerier, historie og et livligt natteliv. Men oprindelig var Berlin begrænset til området omkring Brandenburger Tor og gaderne Wallstraße, Mauerstraße, Linienstraße og Palisadenstraße, og for at komme ind i byen skulle man benytte en af de fem byporte Brandenburger Tor, Schlesisches Tor, Kottbusser Tor, Hallesches Tor og Oranienburger Tor. Brandenburger Tor er den eneste eksisterende byport.

I 1942 boede der 4.478.102 i Berlin, i dag er tallet på omkring 3,5 millioner. Befolkningstætheden i Berlin er gennemsnitlig 3.809 berlinere pr. km². I bydelen Friedrichshain-Kreuzberg bor de endnu tættere, her bor der 12.400 indbyggere pr. km², mens der i Treptow-Köpenick kun bor 1.400 pr. km². Til sammenligning bor der i delstaten Mecklenburg-Vorpommern ’kun’ 74 pr. km², så jo… man bor tæt i Berlin.

Berlin har flere broer end Venedig. Jo, det er ganske rigtigt for Berlin er ikke kun fyldt med grønne områder. Der er omkring 180 km vandveje i Berlin, kanaler og floder, og for at forbinde byens mange bydele og kvarterer er der omkring 1.700 større eller mindre broer. Spree, der er Berlins længste flod, er 45 km, og Teltow-kanalen er 29 km lang, hvilket gør den til den længste kanal i Berlin. Den største sø er Große Müggelsee på cirka 7,5 km², den mindste sø er Pechsee på 3.000 m².

Berlin er en af de eneste byer der har hele tre områder/bygninger på UNESCOs liste over Verdensarv. Derudover er Berlin udnævnt til UNESCOs ’City of Design’, der er et netværk af kreative byer.

At Berlin er en kreativ by, kan man opleve på nogle af byens mange gallerier. Der findes omkring 440 gallerier for både klassisk, moderne og tidløst kunst. Der bor cirka 5.000 uddannede kunstnere i Berlin, som er med til at gøre byen til en kunstmetropol. Byens mest kendte og største galleri må være East Side Gallery, der består af 106 kunstværker malet på det længste originale eksisterende stykke af Berlinmuren.

Berlin har omkring 106,3 regnvejrsdage om året.

Berlins 175 museer registrerede, i 2012, 17,2 millioner besøgende, så der skulle være nok at give sig til selv på en regnvejrsdag. Blandt de mest kuriøse er gaslantemuseet, vandværksmuseet og Trabimuseet.

Berlin er ikke blot malerkunstens by, det er nok også den eneste by i verdenen der ikke blot har et, men hele tre operahuse - die Deutsche Oper, die Staatsoper Unter den Linden samt die Komische Oper (den komiske opera). Dertil kommer der 50 teatre og 300 biografsale.

Tysklands højeste bygning er Berlins vartegn Fernsehturm, Fjernsynstårnet, på 368 meter.

Berlins højeste punkt er det 120 meter høje Teufelsberg, som består af 26 millioner kubikmeter murbrokker fra Anden Verdenskrig.

Berlin har ikke blot en zoologisk have, de har to. En i det tidligere Østberlin, Tierpark Berlin, og en i det tidligere Vestberlin, Zoologischer Garten eller bare Zoo Berlin. Zoo Berlin er den ældste zoologiske have i Tyskland, grundlagt i 1844, og Tierpark Berlin er blandt de største i Europa, 160 hektar. De to zoologiske haver til sammen omkring 26.000 dyr, det er det største antal i Europa.

Unter den Linden er beplantet af intet mindre end fem forskellige typer lindetræer.

Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov udtalte i 1961, at ’Berlin var det farligste sted på jorden!’. Han har desuden også kaldt Berlin for ’Vestens testikler - et blødt sted han kunne klemme om, når han ville have amerikanerne til at krympe sig’.

Berlins ældste træ står i bydelen Tegel, det er en 900 år gammel eg, det er 26 meter højt og stammen har en omfang på 6,65 meter, derfor kaldes træet også for ’Dicke Marie’ (Tykke Marie). Berlins højeste træ er en europæisk lærk, det er 43 meter højt og er 216 år gammelt og står i en skov i bydelen Tegel.

Berlins Filmfestival, Berlinalen, Europas mest populære filmfestival, blev grundlagt i 1950 og kan dermed fejre sin 70 års fødselsdag i 2020.

Europas første lysregulering blev opsat på Potsdamer Platz i 1924.

De berlinske veje har en samlet længde på 5.419 km, og den samlede længde på U-, S- og sporvognsnettet er 2.477 km. Den længste gade er Adlergestell på 13 km og den korteste gade er Eiergasse i Nikolaiviertel på kun 16 meter. Byens bredeste gade er Unter den Linden med 85,2 meter. Motorvejen der går rundt om Berlin, A10, kaldes også for Berlinerring, den er 196 km lang og er blandt verdens længste ringveje.

Mange tror at Döner-Kebab’en er tyrkisk, det er den sådan set også, men den blev rent faktisk opfundet i Berlin i 1972 af tyrkeren Kadir Nurman. Læs mere i kapitlet ’Mad & Drikke’, se side →.

Berlins kirkegårde er nærmest store parkanlæg, hvor mange går en tur. På den jødiske kirkegård i bydelen Weißensee er der 115.000 gravpladser, hvilket gør kirkegården til den største eksisterende jødiske kirkegård i Europa. På kirkegårdene Dorotheenstädtische Friedhof og Friedrichwerdersche Friedhof kan man finde gravsten med kendte navne såsom Brecht, Fichte, Hegel og Schinkel. På kirkegården ved Hallesches Tor finder man gravsten med navne såsom Felix Mendelssohn Bartholdy, Heinrich von Stephan og Kurt Mühlenhaupt.

Berlin har mere end 2.300 barer, værtshuse og klubber, dertil kommer omkring 11.200 restauranter, caféer og isboder. Byens ældste restaurant/beværtning er ’Zur Letzten Instanz’ i Waisenstraße.

Efter Anden Verdenskrig har seks amerikanske præsidenter besøgt Berlin. Mest kendt er John F. Kennedys besøg i 1963, hvor han sagde de berømte ord ’Ich bin ein Berliner’. Desuden besøgte Ronald Reagan Berlin i 1987, hvor han foran Brandenburger Tor sagde ordene ’Mr. Gorbatjov, open this gate! … Tear down this wall!’.

Hvis der er noget Berlin er kendt for, så er det deres mange julemarkeder. Der er 80 julemarkeder fordel over hele byen, hvilket er det største antal i Europa, da Madrid ’kun’ har 39, København har 38, Amsterdam har 26, og længere nede på listen finder man London der ’kun’ har 22.

Når man skulle til Berlin før 1989, skulle man benytte en af de få transitruter, en af disse transitruter gik over grænseovergangen Gudow på Autobahn A24. På turen til Berlin fx måtte man kun gøre korte ophold på rastepladser/benzinstationer, og man måtte ikke mødes med østtyske borgere. STASI overvågede konstant motorvejene med civile køretøjer, mens STASIs uofficielle medarbejdere, som eksempelvis kunne være servicestationsansatte, holdt også øje med vesterlændinge.

Hvem skulle tro, at der er et usynligt bånd mellem Berlin og Rusland? Det er ganske rigtigt, i det tidlige 20. århundrede blev flere hundrede tusinde russere tvunget på flugt, væk fra revolution og borgerkrig. Mange af russerne flygtede til Tyskland og ikke mindst Berlin, hvor de bosatte sig og blev. Da Hitler senere i historien forsøgte at tvinge Sovjetunionen i knæ, gav det bagslag, og sovjetiske soldater kom og indtog Berlin, og holdt efterfølgende Østtyskland og Østberlin i et stramt jerngreb i 44 år. Østberlin blev en forstad til Moskva. Efter Murens fald og Sovjetunionens kollaps, valgte mange russere igen at søge mod vesten og Berlin. Da mange af dem havde tyske aner, så de en chance for at kunne starte et nyt liv i vesten. Det er dem og deres efterkommere der i dag præger det russiske mindretal i dagens Berlin.

Hvem er berlinerne egentlig?

Når man kommer til Berlin for første gang kan man nærmest tro, at Berlin kun er beton, stål, glas, mursten og asfalt, men Berlin er en levende by med mange grønne åndehuller og tiltrækningskraft for mange kunstnere, ikke blot musikere, men også forfattere og filmfolk. Der bor mange forskellige befolkningsgrupper, tyrkere, russere, tyskere, danskere, amerikanere, franskmænd og … side om side. Det er ikke til at sætte det præcise tal på, hvor mange nationaliteter der bor i Berlin, da mange efterhånden har fået tysk statsborgerskab, dette gælder især de tysk-russere der indvandrede efter Murens fald. Så man kan ikke præcis udpege en ’ægte’ berliner, med mindre man hører efter dialekt. Den indfødte berliner taler tysk nemlig med dialekt der kaldes for ’Berlinerisch’. Ifølge Meyers Konversationsleksikon fra slutningen af 1800-tallet, så beskrives en berliner som en person, hvor karakteren er vanskelig at bestemme. Den statistiske beregning siger, at 37 procent af borgerne er af germansk afstemning, 39 procent er af romansk afstamning og 24 procent er af slavisk afstemning. Hvis man så blander egenskaberne fra forskellige nationaliteter, racer og stammer med en håndfuld af tyskernes udholdenhed, sejhed, selvretfærdighed og generthed med mod, forfængelighed, lidt fransk ånd, gallisk varmblod, praleri, slavernes skødesløshed, lunefuldhed og selvforkælelse, skulle man til sidst stå med en berliner der er godmodig, forsigtig, en anelse opofrene, som også er kort for hovedet, brydsom og ikke mindst påståelig. Kort sagt en berliner er en blanding af lidt af det hele og mange tyskere kalder berlinerne for ’Berliner Schnauze’ (Berlinersnude), hvilket er et meget nedsættende udtryk for indbyggerne i hovedstaden trods deres respektløse og støjende adfærd.

Danskere i Berlin

Det er ikke kun i nutidens Berlin, at mange danskere er vilde med Berlin, tilbage i tiden har danskere ukendte såvel som kendte valfartet til Berlin. En af disse var Hans Christian Andersen, men også filmdivaen Asta Nielsen samt Søren Kierkegaard var tiltrukket af Berlin.

Hans Christian Andersen

Vores kære Hans Christian Andersen var flere gange i Berlin, og i hans rejsedagbøger skrev han om Berlin og de personer som han mødte der. Hans første rejse til Berlin var i 1831, hvor han mødtes med Adelbert von Chamisso. Louis Charles Adélaïde de Chamisso de Boncourt, som hans fulde navn var, var tysk botaniker og digter, født i Frankrig i 1781, død i Berlin i 1838. I 1844 var H. C. Andersen i Berlin igen, i mellem tiden var Chamisso død og H. C. Andersen mødtes med Chamissos sønner samt med ministeren Savigny og hans familie. I julen 1845 gik H. C. Andersens sidste rejse til Berlin, hvor han blandt andet mødtes med den tyske konge i Potsdam, Jenny Lind samt Jacob Grimm, der ikke anede hvem H. C. Andersen var. Inden sin afrejse fra Berlin, i starten af januar 1846, modtog H. C. Andersen Ridderordenen af den røde ørn, tredje klasse, hans første orden.

Asta Nielsen

Asta Nielsen er måske ikke så kendt i dag, men hun var verdens første filmdiva. Asta Nielsen, eller bedre kendt som ’Die Asta’, (1881-1972), var dansk skuespiller, født på Vesterbro i København. Hun var med i 70 spillefilm, stumfilm, desværre kun fire danske, resten var tyske. Filmene var sjældent særlig gode, men bare at Asta Nielsens navn stod på filmplakaten var det nok til at trække folk i biograferne. Asta Nielsen blev uddannet på Det Kongelige Teater i 1902, men slog aldrig rigtigt i gennem i Danmark, dog mødte hun her sin mand Peter Urban Gad, som hun i 1912 blev gift med og sammen rejste de til Berlin. I 1918 blev hun og Urban skilt, hvorefter Asta Nielsen rejste retur til Berlin, hvor hun blev en af datidens bedst betalte skuespillere. Asta Nielsen spillede ofte tragiske roller, myrdede sine elskere eller ofrede sig for andre. Dog spillede hun også af og til komiske roller, heriblandt er ’Engelein’ fra 1914. Hun var et sexsymbol og kendt for sin naturlighed foran kameraet og med tiden blev hun den største og første internationale filmdiva, som Danmark nogen sinde har fostret. Asta Nielsen boede i sin tid i Berlin flere steder, blandt andet i Friedrichstraße og til sidst, fra 1931 til 1937, i en kæmpe lejlighed på Fasanenstraße 69. Lejligheden er i dag indrettet som hotel - Pension Funk. Desuden har hun fået opkaldt en gade i Berlin efter sig, Asta-Nielsen-Straße, samt fået sin egen stjerne på Boulevard der Stars. På adressen Chausseestraße 123, Berlin, indspillede Asta Nielsen sine første film, senere blev hendes film optaget i Tempelhof og senere i filmbyen Babelsberg i Potsdam. Asta Nielsens karriere i Tyskland sluttede i 1937, da tonefilmen kom og nazisterne indtog Berlin. Asta Nielsen tog tilbage til Danmark, hvor hun stort set ikke længere arbejdede med film. Tyskerne husker stadig ’Die Asta’, mens hun stort set aldrig blev påskønnet her i Danmark. Die Asta døde i 1972, og blev begravet anonymt på Vester Kirkegård i København.

Søren Kierkegaard

Den store danske filosof Søren Kierkegaard, (5. maj 1813 - 11. november 1855), tilbragte fra 1841 til 1842 længere perioder i Berlin. Kierkegaard flygtede til Berlin efter bruddet med sin forlovede Regine Olsen. Søren Kierkegaard boede på Hotel Saxen i Jägerstraße 57, på hjørnet af Charlottenstraße overfor Gendarmenmarkt, hvor han blandt andet skrev udkast til hans hovedværker ’Enten-Eller’ samt ’Frygt og Bæven’. I dag kan man på adressen finde en lille mindeplade for Søren Kierkegaard. Fra hotellet havde Hr. Kierkegaard kun en kort spadseretur til Humboldt Universitet og til Operaen.

Georg Brandes

Georg Morris Cohen Brandes (4. februar 1842 - 19. februar 1927), er nok bedst kendt som Georg Brandes. Brandes var dansk kritiker og litterat, der især havde stor indflydelse på skandinavisk litteratur fra 1870erne og frem til begyndelsen af mellemkrigsårene. Han betegnes desuden for at være teoretikeren bag ’Det Moderne Gennembrud’. Fra 1877 til 1883 boede Georg Brandes i Berlin, hvor han blandt andet skrev bogen ’Berlin som tysk Rigshovedstad’ samt sin selvbiografi ’Levned’.

Asta Nielsens stjerne på Stars der Boulevard

BERLIN - FILMENS BY

Berlin er ikke bare Brandenburger Tor, Checkpoint Charlie og East Side Gallery. Berlin er også filmens by, og har faktisk været det i mange år, i Potsdam lige uden for Berlin finder man Babelsberg Filmstudierne. I februar måned fyldes gaderne, særligt omkring Potsdamer Platz, med filmstjerner og filmfolk, når op mod 20.000 professionelle filmfolk, skuespillere og instruktører mødes med omkring 4.000 journalister og et ukendt antal turister på den røde løber til årets Berlinale. Berlinalen er Berlins store filmfestival og en af de største kulturelle begivenheder. I løbet af festivalen præsenteres der op mod 400 nye film og der uddeles prisen ’Den Gyldne Bjørn’, ’Glasbjørnen’ og ’Sølvbjørnen’ som mindst et par danske skuespillere har vundet i tidens løb. Derudover uddeles der priser for bedst manuskript, skuespil og instruktion samt en lang række af ærespriser og særlige omtaler. Læs mere om Berlinalen på www.berlinale.de

TV- & Filmmuseum Berlin

Potsdamer Straße 2 • 10785 Berlin

www.deutsche-kinemathek.de

Hvis man ikke lige har lyst til at stå i timevis ved den røde løber på en kold februar dag, så kan man hele året besøge det tyske TV- & Filmmuseum, Deutsche Kinemathek. Det er beliggende i Filmhuset i Sony Centret på Potsdamer Platz. Museet fortæller mere end 100 års filmhistorie samt godt 50 års tysk TV-historie. Man får desuden en gennemgang af tyske film, helt tilbage til tiden hvor filmenes divaer var Marlene Dietrich og Asta Nielsen og frem til nutidens film. Museet, der blev grundlagt i 1963, ejer intet mindre end 9.000 tyske og udenlandske film, mere end en million fotografier samt 30.000 manuskripter, 20.000 plakater og 60.000 filmprogrammer. Museet har blandt andet en afdeling til minde om Marlene Dietrich, heriblandt kostumer, fotografier, breve og meget andet der har tilhørt filmdivaen. Også filminstruktøren Leni Riefenstahl, bedre kendt som Hitlers filminstruktør, har fået sit eget rum. Film som ’Viljernes Triumf’ og ’Olympia’ gjorde hende til en af sin tids førende instruktører, men desværre også en førende eksponent af nazismen. Der er rundvisning på museet hver søndag kl. 14.00.

Bonusinfo

’Den Gyldne Bjørn’ eller ’Guldbjørnen’ vejer 4 kg og indeholder guld for en værdi på 400 Euro.

På sporene af filmene

Hvis man er vild med film og gerne vil se hvor de mange film er optaget, så er det muligt at komme på guidede ture enten som enkelt person eller i en gruppe. De forskellige guidede ture foregår til fods samt med tog/bus, man skal derfor selv sørge for at have bus-/togbilletter. Turene for enkelt personer afvikles med minimum 2 personer og turene for grupper er for minimum 4 personer. Via www.filmstadt-berlin.de kan man få oplysninger om hvilke guidede ture der tilbydes, man kan eksempelvis gå i fodsporene på stumfilmenes Berlin. Tilmelding sker via deres hjemmeside.

Babelsberg Filmstudierne

Großbeerenstraße 200

14482 Potsdam

www.filmpark-babelsberg.de

I et kapitel om Filmbyen Berlin, må man ikke glemme at nævne filmstudierne Babelsberg i Potsdam. Filmbyen har eksisteret siden den 12. februar 1912. Før Anden Verdenskrig var filmstudierne i Babelsberg en alvorlig konkurrent til Hollywood, og stjernerne hed Marlene Dietrich og danske Asta Nielsen. Desuden har kendte filminstruktører såsom Alfred Hitchcock og Billy Wilder haft deres gang i studierne. Det var faktisk her i Babelsberg studierne, at Hitchcock filmede sin første film i 1924-1925. Der er blevet alt fra stumfilm til TV-serier. Under Naziregimet blev der stadig indspillet film, man mener omkring tusind film, herunder en lang række propagandafilm. Efter Anden Verdenskrig blev DEFA, Deutsche Film AG, grundlagt og havde til huse i Babelsberg filmstudierne. DEFA eksisterede frem til 1990, og de nåede at indspille mere end 700 spillefilm, hvoraf mere end 150 af dem var børnefilm. Dertil kom indspilningerne af mere end 600 TV-film til den tyske TV-kanal DFF, Deutscher Fernsehfunk, der var den statsejede østtyske TV-kanal. I 1992 købte den franske koncern Compagnie Générale des Eaux (der i dag hedder Vivendi Universal und Veolia Environnement) studierne, og den nye ejer investerede millioner i udbygningen af studierne og mediebyen. I 2004 blev studierne solgt til FFB - Filmbetriebe Berlin Brandenburg GmbH, der i 2005 sørgede for at studierne blev børsnoteret. Filmstudierne Babelsberg er i dag en del af Mediebyen Babelsberg, som fylder et areal på 46 hektar og har omkring 2.000 medarbejdere. Udover filmstudier finder man omkring 120 virksomheder der alle har noget med film, TV og medier at gøre, herunder også det tyske filmorkester Babelsberg, museum og meget meget mere. Det er muligt at besøge film- og mediebyen, men det anbefales at booke hjemmefra, se mere på hjemmesiden: www.filmpark-babelsberg.de

Film og serier optaget i Berlin

Der er indspillet en lang række film i Berlin, herunder også en lang række Hollywood film. Listen med film og TV-serier der er optaget i Berlin og Babelsberg er lang, så her er et lille udpluk.

Spionernes Bro (Bridges of Spies), fra 2015.

Eddie the Eagle, fra 2015.

Homeland, amerikansk tv-serie, sæson 5, 2015.

Bornholmer Straße, fra 2014, om de historiske timer den 9. november 1989, da Berlinmuren væltede.

Monuments Men, fra 2014.

Grand Budapest Hotel, fra 2013.

Valkyrien, fra 2007, om Stauffenbergs attentat på Hitler i 1944.

Das Leben der Anderen (Dansk: De Andres Liv), fra 2006, om det hemmelige politi STASI i DDR og overvågningen af almindelige borgere.

Der Untergang, fra 2004, om Berlins og Hitlers sidste dage af Anden Verdenskrig før nederlaget til russerne.

Goodbye Lenin, fra 2003, om DDRs undergang og ønsket om at holde fast i de gamle DDR-dage.

The Pianist, fra 2002.

Invincible, fra 2001.

Sonnenallee, fra 1999, en film om at vokse op i 1980erne på den østlige side af muren.

Run Lola Run (Lola Rennt), fra 1998, om Lola der skal skaffe penge til kæresten i en fart.

Der Himmel über Berlin (Dansk: Himlen over Berlin), en film fra 1987, om længsel, filmet mens Berlin stadig var delt i to.

Christiane F- Wir Kinder vom Bahnhof Zoo (Dansk: Christiane F- Os børn fra Bahnhof Zoo), fra 1981, om narkomiljøet omkring Bahnhof Zoo i Vestberlin. Berlin Alexanderplatz, fra 1980, om Berlin mellem Første og Anden Verdenskrig.

Die Legende von Paul und Paula, fra 1973.

Cabaret, fra 1972, dette er filmatiseringen af musicalen Cabaret, en film med Liza Minelli i hovedrollen.

Funeral in Berlin, film fra 1966.

Olympia, en film fra 1938 af Leni Riefenstahl (Hitlers fotograf) om Olympiaden i Berlin i 1936.

Der Blaue Engel (Dansk: Den Blå Engel), fra 1930, med Marlene Dietrich i hovedrollen.

Marlene Dietrichs stjerne på Stars der Boulevard

ARKITEKTUR

Man kan ikke nævne Berlin uden også at sige arkitektur, for Berlin er et stort fantastisk rod med mange forskellige stilretninger. Der er store pompøse bygningsværker tegnet af store preussiske arkitekter såsom Schinkel, Langhans og Knobelsdorff, og der er de moderne bygningsværker tegnet af arkitekter som Jahn, Foster og Liebeskind. Alle ligger de side om side med fortidens naziarkitektur med uhyggelige minder om Det Tredje Rige og ikke mindst DDR-regimets betonkolosser, opført i byggestilen Plattenbau. Berlin er konstant i forandring, fortidens rædsler bliver erstattet af nye byggerier og gamle arkitektoniske perler renoveres. Det betyder desværre også, at Berlin fortsat er fyldt med byggekraner og byggepladser, og med dem bliver historiens skrammer og spor fjernet. Skrammer og spor, der ellers har været med til at tegne Berlins unikke og spændende historie, og det er faktisk lidt synd.

Plattenbau

Man kan ikke nævne Berlins arkitektur uden også at nævne Plattenbau. Plattenbau er det tyske ord for en bygning der er opført af store præfabrikerede jernbetonelementer. Oftest giver ordet Plattenbau associationer til DDR-tiden, hvor mange boliger blev opført af jernbetonelementer. Men konstruktionsmetoden er også blevet brugt i vesten. Plattenbau er oprindelig udviklet i Holland efter Første Verdenskrig efter metoder der blev udviklet i USA. Den første Plattenbau-bygning i Berlin blev opført i årene 1926-1930, nærmere betegnet i bydelen Lichtenberg. Det var dog først efter Anden Verdenskrig, at Plattenbau blev mere almindeligt anvendt i opførelsen af bygninger, dette skyldes at der skulle opføres boliger til de mange der havde mistet deres hjem under de allieredes bombardementer, blandt andet i Berlin. Men når man alligevel kommer til at tænke på DDR når Plattenbau nævnes, så kan det skyldes, at stort set alle bygninger i 1960erne blev opført i denne byggestil, da det var hurtigt, billigt og løste et alvorligt boligproblem. I 1970erne og 1980erne blev der opført omkring 1,9 millioner lejligheder i denne byggestil. Tit blev de mange lejligheder samlet i enorme boligblokke blandt andet i bydelene Marzahn og Hellersdorf. Plattenbau blev også mange steder benyttet til renoveringer af allerede eksisterende områder. Kvarteret Nikolaiviertel er et rigtigt godt eksempel på, hvor dårligt det lykkedes at genskabe de historiske gader i det centrale Berlin i Plattenbau-stilen. I DDR-tiden var boliger i Plattenbau-stilen attraktivt, men efter Murens fald og genforeningen er mange flyttet fra betonboligblokkene, der er laver beregninger på at ca. en million enheder har stået eller stadig står tomme.

Besøgsværdig arkitektur

Berlin er tæt på at være et slaraffenland for folk der elsker arkitektur, her kommer en liste over must-see arkitektur i Berlin. De nævnte bygninger er blot få, blandt mange bygninger i Berlin der fortjener at blive nævnt, derfor kan man sagtens finde arkitektoniske perler i kapitlet ’Kendte og ukendte sider af Berlin’, se side →.

Philologische Bibliothek

Habelschwerdter Allee 45

14195 Berlin

I år 2005 blev biblioteket, der er en del af Berlins eliteuniversitet, Freie Universität, opført. Arkitekten bag var den anerkendte Sir Norman Foster. Biblioteket har plads til 700.000 bøger. Biblioteket og universitetet, som er beliggende på Habelschwerdter Allee 45 i bydelen Zehlendorf, hører til et af de steder der er et must-see, hvis man er interesseret i arkitektur.

GSW Hochhaus

Charlottenstraße 4 • 10969 Berlin

I bydelen Kreuzberg, finder man GSW Hochhaus, det er en bygning som blev opført i 1999 af arkitekterne Matthias Sauerbruch og Louisa Hutton. Bygningen er et 22 etagers højhus, bygget til lejlighedsbyggeselskabet GSW, der benytter bygningen til hovedkvarter. Det nye højhus kaldes også for ’Amøben’.

Krematorium Baumschulenweg

Kiefholzstraße 221 • 12437 Berlin

Krematorium Baumschulenweg, i bydelen Treptow, blev opført i 1998 af Axel Schultes. Årsagen til netop dette sted er på listen skyldes, at sørgehallen i Berlins krematorium hører til blandt hovedstadens nyere arkitektoniske perler, hvis man kalde et krematorium for en ’perle’. I hallen står der intet mindre end 29 marmorglatte betonsøjler, der strækker sig mod himlen som var det slanke træer. Midt i hallen finder man et stille, spejlglat vandbassin.

IG Metall Haus

Alte Jakobstraße 149 • 10969 Berlin

IG Metall Haus, i bydelen Kreuzberg, finder man et stykke af den ældre arkitektur i Berlin. Bygningen, der rummer fagforeningen IG Metalls berlinske hovedkvarter, blev opført i 1930 og tegnet af arkitekt Erich Mendelsohn. Bygningen er et mesterværk, og ser man bygningen forfra ligner de lange sider en tang der kniber gavlen, som var det et stykke metal.

Shell Haus

Reichpietschufer 60 • 10969 Berlin

Shell Haus, i Tiergarten, er et af Berlins første moderne højhuse. Bygningen, der blev opført i 1930-1932, er tegnet af arkitekt Emil Fahrenkamp, ses i dag som et af de vigtigste kontorbyggerier i Weimarrepublikken. Shell Haus blev opført til firmaet Rhenania-Ossag Mineralölwerke, et raffinaderi der var ejet af Shell. Efter Anden Verdenskrig havde firmaet BEWAG sit hovedkvarter her, senere blev bygningen overtaget af GASAG. Siden 1958 har bygningen været fredet under Denkmalschutz.

Kino International

Karl-Marx-Allee 33 • 10178 Berlin

www.yorck.de

På Karl-Marx-Allee finder man Kino International, der blev opført i 1963 af arkitekt Josef Kaiser. Det er i dag en Berlins mest retro-tjekkede biografer i ægte DDR stil, når det er bedst. Selv den store filmplakat på husfacaden er håndmalet, som filmplakaterne blev tidligere. Salen og dens foyer ligner en stor udstillingsmontre, i første sals højde, der nærmest svæver på sin sokkel, mens den læner sig elegant over boulevarden, Karl-Marx-Allee, som giver biografens gæster en følelse af at befinde sig midt i byens pulserende rum. Lige overfor biografen ligger et andet af DDRs kendte bygningsværker nemlig Café Moskau, der i øvrigt er tegnet af samme arkitekt.

DDR-tidens typiske boliger

Plattenbau Museumslejlighed

Hellersdorfer Straße 179

12627 Berlin

www.stadtundland.de

I bydelen Hellersdorf, nærmere betegnet på Hellersdorfer Straße 179, kan man få et indblik i en af DDR-tidens mest udbredte betonbyggerier af typen WBS 70. Museumslejligheden ser ud som om, at beboerne lige har forladt lejligheden for at gå ned i det lokale supermarked for at stå i kø efter tvebakker og drueagurker, anno 1986. Al indretning er originalt, lige fra stikkontakter, lyskontakter, dørhåndtag til gardiner, æggebæger og bestik. Lejligheden som blev opført i 1986 af det statsejede firma VEB Wohnungsbaukombinat Cottbus, består af tre værelser, 61 m², uden balkon. Opførelsen og montering af denne type lejlighed tog i gennemsnit 18 timer. Beboerne i denne type lejlighed bestod oftest af en familie med et eller to børn, og huslejen var 109 Ost-Mark (DDRMark).

UNESCOs Verdensarv

Berlin har fået tre områder optaget på UNESCOs liste over Verdensarv, det drejer sig om seks boligområder, Museumsinsel samt Potsdams parker og bygninger.

Berlins moderne boligområder:

I juli 2008 blev seks af Berlins boligområder optaget på UNESCOs liste over Verdensarv. Ens for de seks boligområder er, at de alle er opført i årene mellem 1913 og 1934 og repræsenterer den arkitektur der blomstrede i 1920erne og en tid, hvor arkitekterne definerede fremtidens sociale boligbyggerier, hvor lys og luft var det nye. Mange af boligområderne overlevede de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig.

Gartenstadt Falkenberg

Gartenstadtweg 40 • 12524 Berlin

Gartenstadt Falkenberg der er beliggende i bydelen Treptow, blev opført mellem år 1913 og 1915, tegnet af arkitekterne Bruno Taut og Ludwig Lesser. Planen med bebyggelsen var, at beboerne skulle have mulighed for at dyrke deres egne grøntsager. Berlinerne kender dette boligområde som Tuschkastensiedlung, tuschkasse-beboelsen, muligvis på grund af de kasselignende bebyggelser med de farverige facader, men da bebyggelsen blev opført blev de stærke farver kritiseret, men i dag er det bebyggelsens varemærke. Egentlig var det meningen, at området skulle have været meget større, men på grund af manglende finansiering og begyndelsen af Første Verdenskrig, blev der ikke bygget alle de boliger som var planlagt. Først i begyndelsen af 1990erne begyndte man at arbejde på en udvidelse af området, så der blev udskrevet en arkitektkonkurrence. En arkitektkonkurrence som arkitekterne Quick und Bäckmann vandt og de gik i gang med at tegne videre på Bruno Tauts bebyggelse, dog uden at begrænse sig til Tauts stil. I dag står bebyggelsen som en forvokset landsby, der er elsket af dens beboere. Siden 2008 har Gartenstadt Falkenberg været et af de seks beboelsesområder i Berlin der står på UNESCOs liste over Verdensarv.

Siedlung Schillerpark

Bristolstraße 5 • 13349 Berlin

Beboelsesområdet Siedlung Schillerpark er beliggende i bydelen Wedding, opført 1924-1930 af Bruno Taut og Franz Hoffmann. Bydelen blev delvis rekonstrueret i 1951 af Max Taut, Bruno Tauts bror, og udvidet i årene 1954-1959 af Hans Hoffmann. Efter genforeningen blev boligområdet nænsomt renoveret, og er fredet under det tyske Denkmalschutz og altså også en del af UNESCOs Verdensarv.

Großsiedlung Britz Hufeisensiedlung

Fritz-Reuter-Allee 44 • 12359 Berlin

www.hufeisensiedlung-berlin.de

Beboelsesområdet Großsiedlung Britz der er beliggende i bydelen Neukölln, blev opført 1925-1933 af Bruno Taut, Martin Wagner og Leberecht Migge. Beboelsesområdet der oprindelig blev opført som socialt boligbyggeri kaldes også for ’Hufeisensiedlung’, eller ’Hestskosbebyggelsen’ på dansk, dette skyldes bebyggelsens form, da det fra luften ligner, ja… en hestesko. Bebyggelsen består af over et tusind lejligheder. På adressen Fritz-Reuter-Allee 44 finder man et kontor, en såkaldt ’infostation’. Her kan man få personlig information om området, se en udstilling, få informationsmateriale samt købe fagbøger. Infostationen har kun åbent i weekenden.

Typisk DDR byggeri

Wohnstadt Carl Legien

Trachtenbrodtstraße 20

10409 Berlin

Beboelsesområdet Wohnstadt Carl Legien er beliggende i bydelen Prenzlauer Berg, opført 1928-1930 af Bruno Taut og Franz Hillinger. Bebyggelsen blev opført i forbindelse med Weimarrepublikkens lejlighedsbyggeprogram. Området er opkaldt efter Carl Legien, der var den første tyske fagforeningsmand. Bebyggelsen består af seks lange beboelsesblokke i en u-form. De fleste af lejlighederne består af to værelser, derfor er mange af beboerne unge eller ældre mennesker, da lejlighederne er for små til børnefamilier.

Weiße Stadt

Beboelsesområdet der kaldes for Weiße Stadt er beliggende i bydelen Reinickendorf, opført 1929-1931 af Bruno Ahrends, Wilhelm Büning, Otto Rudolf Salvisberg og Ludwig Lesser. Se mere side →.

Großsiedlung Siemensstadt

Beboelsesområdet Siemensstadt er beliggende i bydelene Charlottenburg og Spandau, opført 1929-1931 af Otto Bartning, Fred Forbat, Walter Gropius, Hugo Häring, Paul Rudolf Henning, Hans Scharoun og Leberecht Migge.

Museumsinsel

Museumsinsel, Museumsøen, er beliggende i floden Spree i midten af Berlin. Øens fem museer blev alle optaget på UNESCOs liste over Verdensarv i 1999. De fem museer er Pergamon Museum, Bode Museum, Neues Museum, Alte Nationalgalerie og Altes Museum blev alle opført mellem år 1824 og 1930.

Parker og steder i Potsdam

Intet mindre end 500 hektar parker og omkring 150 bygninger i Potsdam blev i 1990 optaget på UNESCOs liste over Verdensarv. Ens for det hele, er at det er bygget og anlagt mellem år 1730 og 1916. Heriblandt er Slottet Sanssouci, som Friedrich den Anden fik opført i årene 1745-1747.

Parken ved Schloß Sanssouci

BERLIN - BJØRNENES BY

Nu er det jo ikke sådan, at der render levende bjørne rundt i Berlins gader, men alligevel møder man ofte en bjørn eller to på sin tur rundt i metropolen. Bjørnen er nemlig en del af byens våbenskjold, så både flag og våbenskjold er præget af den opretstående sorte bjørn, også kaldet ’Berlins Bjørn’. Hvorfor Berlin har fået bjørnen i sit våbenskjold kan muligvis skyldes ligheden mellem det tyske ord ’Bär’ (bjørn) og Berlin der egentligt udtales ’Bärlin’, men om det er den korrekte forklaring vil jeg være usagt. Men bjørnen optræder for første gang i sammenhæng med Berlin på et segl tilbage i år 1280, og siden har bjørnen kæmpet om pladsen med de ørne der kendes fra Preussens og Brandenburgs våbenskjolde. I dag ses bjørnen ikke kun på flag, våbenskjolde, i den zoologiske have, de findes også på diverse souvenirs, såsom på T-shirts og i kunstværker, ja, det nok nemmere at nævne hvor de ikke findes. I 2006 gik Berlin og tæt på hele verden bjørne-amok, da isbjørnen Knut blev født. Isbjørnen Knut og tvillingebroren blev født den 5. december 2006 i Zoo Berlin. Isbjørneungernes mor ville ikke have noget med ungerne at gøre, så lille Knut blev passet af en af havens dyrepassere, Knuts bror døde et par dage efter fødslen. Isbjørnefødslen var en sensation, da det var første gang i 33 år, at der var blevet født isbjørneunger i Zoo Berlin. Den lille nuttede isbjørn, der hurtigt blev en superstar, trak også tusindvis af gæster til den zoologiske have, og mange så med egne øjne Knut falde død om i isbjørneanlægget den 19. marts 2011. Egentlig troede dyrlægerne, at dødsårsagen var epilepsi, men det er senere kommet frem, at dødsårsagen formodentlig skyldes en slags hjernebetændelse. I dag er Knut udstoppet og udstillet på Naturhistorisk Museum i Berlin, desuden findes der i Zoo Berlin en bronzeskulptur af den verdenskendte isbjørn. Det er dog ikke kun Zoo Berlin der har bjørne, filmindustrien har også deres bjørne. Ved byens filmfestival Berlinalen uddeles der bjørne som det synlige bevis på anerkendelse på linie med Golden Globe, Oscar, De Gyldne Palmer og så videre.

Buddy Bears

Hvis man ikke lige ’overfaldes’ af lysten til at købe sig fattig i krus eller T-shirt med den sorte berliner-bjørn i byens mange souvenirbutikker, så kan man flere steder støde ind i de såkaldte ’Buddy Bears’. Buddy Bears er cirka to meter høje bjørne af fiberglas der står med forbenene over hovedet for at symbolisere venskab og optimisme. Historien med ’Buddy Bears’ startede tilbage i 2001 i forbindelse med en arktisk event. Klaus og Eva Herlitz var inspireret af ideen om at bringe kunsten ud i byens gader, og straks blev det besluttet at den ideelle skulptur var bjørnen. Straks efter var den første ’Buddy Bear’ skabt og senere er der kommet flere til. Den 20. juni 2001 havde mere end 100 bjørne fundet ud i de berlinske gader, og forskellige kunstnere fra hele verdenen har udsmykket hver bjørn forskelligt. I 2003 blev udstillingen ’United Buddy Bears’ åbnet i Berlin, og siden har udstillingen turneret verden rundt, lige fra Hongkong, Istanbul, Tokyo, Seoul, Sydney, Wien, Kairo, Jerusalem, Warszawa, Stuttgart, Sankt Petersborg, Buenos Aires, Kuala Lumpur, Havana, Santiago de Chile og mange flere. Udstillingens motto er ’Kunst og Tolerance’ og repræsenterer FNs medlemsstater. Bjørnene opstilles forskellig fra land til land, men oftest står bjørnene ’pote i pote’ ved siden af hinanden for at symbolisere at mennesker rundt om i verden bør lære hinanden bedre at kende, så de kan leve fredfyldt sammen. Bjørnene i ’United Buddy Bears’ er dekoreret af kunstnere fra 150 lande, der alle fik til opgave at gengive særlige kendetegn fra deres hjemland, såvel som historie, befolkning, landskaber, økonomi og musik. Af og til sælges der bjørne for at skaffe penge til blandt andet UNICEF, indtil september 2019 er der samlet mere end 2,3 millioner Euro ind.

Buddy Bears

OSTALIGIE

Mange kender nok ordet nostalgi, men hvor mange kender ordet Ostalgi? Det gør man muligvis hvis man har været i Berlin før. Men Ostalgie er et tysk ord der spøgende er sammensat af ordene Ost (øst) og Nostalgie (nostalgi), og er en betegnelse/et ord der benyttes som et udtryk for en nostalgisk længsel efter upolitiske elementer, som kan være lige fra hverdags ting til tiden med Honecker, Ulbricht, de kommunistiske ungdomsforeninger, jobgaranti og solidaritetsfølelsen i DDR. Det menes, at Ostalgien dukkede op, fordi østtyskerne efter genforeningen følte, at de havde mistet en del af deres identitet. Især blandt den yngre generation har Ostalgie en karakter af kult, og mange virksomheder har derfor genoptaget produktionen af tidligere DDR-produkter. Rundt omkring i Berlin og det tidligere DDR findes der museer der fortæller om dagligdagen i DDR. De mest kendte er DDR-Museum i Berlin og nOSTalgie-Museum, der ligger i byen Brandenburg. Ens for museerne er, at de sætter fokus på længslen tilbage til DDR-tiden med udstillingsgenstande fra dagligdagen for de almindelige østtyskere i den tidligere socialistiske stat. Ordet/betegnelsen Ostalgie omfatter blandt andet ’Der Ampelmann’, T-shirts med DDR- eller FDJ-logoer, Trabanter, Club-Cola, Spreewald-agurker, ketwurst (pølse med ketchup indeni), skøjteløberen Katarina Witt, Volkspolizeikasketter, og ikke at forglemme filmen ’Goodbye Lenin’.

Der Ampelmann

Der Ampelmann

Umiddelbart når man siger ’Der Ampelmann’, så vil de fleste måske sige ’hvem er det?’. Men hvis man så siger den lille grønne eller røde mand i Berlin, er der måske nogen der har en anelse om hvem jeg taler om, for i Berlin er det en meget spøjs seværdighed. Blot to måneder efter Berlinmurens opførelse, nærmere betegnet den 13. oktober 1961, fik Østberlin et helt specielt trafiklys for forgængere. Det var en lille mand med runde former, stort hoved og bowlerhat, som fik navnet ’Der Ampelmann’ (lyssignalmanden). Historien om ’Der Ampelmann’ er ganske speciel og fortjener en plads i min bog om Berlin. ’Der Ampelmann’ blev i bedste østtyske/kommunistiske stil skabt af psykologen Karl Peglau for at imødegå truslen fra den øgede trafik og ikke mindst få børn til at koncentrere sig om trafikken, når de skulle over vejen. Ifølge Karl Peglau reagerede trafikanter hurtigere jo mere appellerende og tiltalende et trafiklys var. ’Der Ampelmann’ blev efterhånden så populær, at han blev brugt som ikon for færdelsundervisningen i DDR, og da det daværende råd for trafiksikkerhed lancerede en trafiksikkerhedskampagne var det med mennesker der var udklædt som ’Der Ampelmann’, det var en kampagne der vandt flere internationale priser. Da Berlinmuren faldt i 1989 blev ’Der Ampelmann’ mødt af kritiske vesttyske politikere og trafikforskere der ikke ønskede den lille mærkelige mand med bowlerhatten i det nye Østberlins vejkryds. Så i 1994 begyndte man at skifte trafiklysene ud med lyssignaler fra Vesten. Det blev for meget for berlinerne, der lavede en modstandsbevægelse mod udryddelsen af ’Der Ampelmann’. Det lykkedes for gruppen at bevare den lille spøjse mand, og flere lyssignaler fik skiftet den vestlige røde/grønne mand ud med den lille runde mand med bowlerhatten. Det skete samtidig med at mange østtyske produkter var in, ostalgien-bølgen var på det højeste. I 1996 designede industridesigner Markus Hechhausen lamper med det røde og grønne symbol. Desværre er dens eksistens igen truet, denne gang er det EU’s trafik-standardiseringer der truer den lille mand. Det giver da også en god mening at have ensartede trafiksignaler i EU, men om den lille person mand/dame der skal signalere om man må passere en fodgængerovergang eller ej, eller den har et stort eller lille hoved, skarpe eller runde kanter, forekommer mig som en petitesse. Men som man siger: ’Nogen er til runde former, andre er til de kantede’. Måske burde EU (uden jeg skal starte en politisk debat) indføre dobbelte fodgængersignaler bestående af både ’Der Ampelmann’ og den navneløse kantede EU-lysmand, fordi forskning har vist, at ’Der Ampelmann’ faktisk fungerer bedre end den ’skarpkantede’ vestlige version. Men indtil videre lever ’Der Ampelmann’ videre og har gjort det i godt 58 år. Den lille spøjse mand findes nu ikke blot i det tidligere Østberlin, flere lyssignaler i det tidligere Vestberlin er udskiftet med ’Der Ampelmann’, og skulle jeg vælge en favorit… tja… jeg holder nu mest af ’Der Ampelmann’. I dag er ’Der Ampelmann’ nærmest kultstatus. Han er ikke længere en spøjs seværdighed der kan ses i mange lyskryds, der findes butikker der kun sælger souvenirs med den røde/grønne mand der afbilledet på kopper, krus, sengetøj, T-shirts, magneter, nøgleringe, lamper og meget mere. Hvem havde troet i 1961, da den første ’Ampelmann’ blev sat op i et lyssignal i Østberlin, at den lille runde mand skulle være en kultfigur i 2019?

Trabi’en

I DDR-tiden var Trabanten - Trabi’en - et af de få bilmærker man som østtysker kunne købe. Det var ikke sådan at man bare lige kunne gå ned til bilforhandleren om søndagen og købe bilen og få en udleveret om tirsdagen. Nej, man blev skrevet op til en Trabi og så kunne der gå op til ti år før en almindelig østtysk familie fik deres bil udleveret. Trabi’en, der blev produceret af VEB Sachsenring Automobilwerke i Zwickau, var et ægte DDR bilmærke, men sammenlignet med de moderne biler som man i dag kan købe, så lignede den østtysk-producerede bil nu allermest en spøg. Men på trods af dette, så var Trabi’en den mest producerede bil i Østtyskland, og var en eksportvare til andre østbloklande. Hvis man i 1986 gik forbi parkeringspladsen ved Østberlins Staatsrat var 7 ud af 8 biler Trabanter. Trabanten blev, som nævnt tidligere, produceret af VEB Sachsenring Automobilwerke, der fra 1957 til 1991 fremstillede omkring tre millioner eksemplarer. Bilen var udstyret med en tocylindret totaktsmotor på 600 cm³ med 26 hestekræfter, bilen var lille og yderst spartansk indrettet, og der skete kun få ændringer og tekniske forbedringer undervejs. Helt præcis blev der fremstillet 3.051.385 biler, en del af bilerne blev eksporteret til Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Bulgarien, men også vesteuropæiske lande såsom Grækenland, Holland, Island og Danmark aftog fra 1960erne til midten af 1980erne et mindre antal af bilmærket. Da Berlinmuren faldt i 1989 opnåede bilen kultstatus og verdensberømmelse, og i månederne efter murens fald kørte lange karavaner med østtyskere over den nu åbne grænse mellem øst og vest. Men i takt med at vestlige bilmærker blev tilgængelige for østtyskerne forsvandt Trabanten væk fra gadebilledet, og i dag er der indregistreret omkring 30.000 Trabi’er i hele Tyskland.

Gennem tiden har der været forskellige udgaver af den legendariske bil. IFA F8 og den vandkølede forhjulstrukne AWZ P70. I september 1957 blev Trabant P50 præsenteret. P50-eren havde en luftafkølet tocylindret totaktsmotor på 500 cm³ med 18 hestekræfter og en topfart på cirka 95 km/t. P50eren kunne fås i en standardudgave samt en tofarvet luksusudgave, og i en kort periode kunne man også få en trefarvet luksusudgave. P60eren, der blev præsenteret i 1962, havde tocylindret totaktsmotor på 600 cm³med 23 hestekræfter, men bortset fra den kraftigere motor og nyt instrumentbræt var P60eren identisk med forgængeren. Med modellen P60 kunne man nu få en stationcar (kombi), og en luksusudgave med liggesæder, samt en campingmodel med skydetag. I 1964 blev P601eren præsenteret, det var den model der blev produceret helt frem til 1990, dog med mindre tekniske ændringer undervejs, motoren blev i 1969 opgraderet til 26 hestekræfter, i 1982 blev der tilføjet et 12 Volt el-anlæg, i 1984 fik bilen tokredsbremser, og i 1986 fik bilen skruefjedre bag i stedet for bladfjedre. P601 modellen kunne fås som Sedan, Stationcar (Limousine), Kombi Cabriolet, Jeep (Tramp) og det østtyske militær fik en Jeep-udgave (Kübelwagen). Fabrikanten VEB Sachsenring Automobilwerke satte i 1989 en moderniseret udgave, Trabant 1,1, i produktion, med en 1,1 liters firetaktsmotor fra Volkswagen, men projektet var på forhånd dødsdømt for bilen var stadig utidssvarende og ude af stand til at konkurrere med de vestlige bilmærker. Så den 30. april 1991 kørte den sidste Trabi af samlebåndet på fabrikken i Zwickau.

Der eksisterer utallige vittigheder omkring Trabi’en, her er et par stykker:

’Hvor mange arbejdere skal der til for at fremstille en Trabi?’ - svaret er: ’Tre! En der skærer, en der folder og en der klistrer!’

’Hvad kalder man en Trabi på toppen af en bakke?’ - ’Et mirakel!’

’Hvornår opnår en Trabi sin tophastighed?’ - ’Det gør den når den bliver trukket!’

’Hvordan opnår man en højere pris for sin Trabi?’ - ’Man fylder tanken helt op!’

En mand kommer ind til en Trabant bilforretning og siger til sælgeren: ‘Jeg