Rejseskribenten Rejser Til... Faaborg

By Linda Nielsen

Rejseskribenten Rejser Til... Faaborg er den anden bog i Rejseskribentens nye rejsebogsserie. Rejseskribenten har i denne bog været på besøg i en dansk købstad, nemlig Faaborg på Sydfyn. Rejseskribenten håber ikke, at det fornærmer nogen ved at kalde Faaborg for en 'ældre dame' anno 1229.

Ideen til bogen opstod på en bænk ved Havnebadet i Faaborg under en ferie i september 2020. Længe stod ideen blot i en notesbog, men efter nogle måneder der, stod det lysende klart, at Faaborg havde en masse der fortjente at blive fortalt videre.

Ideerne til indhold blev ved med at dukke frem, og nu er bogen her endeligt. Rejseskribenten har valgt at lægge fokus på købstaden Faaborg, dens historie og seværdige gader og huse, men der er også lidt om oplandet og ikke mindst om Svanninge Bakker og Bjerge, som man som gæst i Faaborg knapt kan undgå.

Bogen er skrevet udfra en række spørgsmål, som Rejseskribenten stiller sig selv hver gang der skrives en bog, nemlig... hvad er interessant, hvilke historier er der at fortælle, og hvad ønsker en nysgerrig 'turist' at vide, som måske ikke står i brochuren fra turistbureauet.

Rejseskribenten er tidligere rejseleder med Østrig og Tyskland som speciale. Rejseskribenten har en passion for fotografi og gode, gerne ukendte, historier, der fortælles med et glimt i øjet. Rejseskribenten debuterede som forfatter i 2015 med bogen 'Harzen - Heksenes Land', og dette er den syvende bog i rækken af rejsebøger.


Dette siger læserne om de øvrige bøger fra Rejseskribenten:
'Spændende fortælling og meget informativ bog!'
'Høj detaljeringsgrad... positiv ment!'
'Detaljeret oplysende rejsebog, som ikke ligner alle andre, kan varmt anbefales...'
'En fantastisk beskrivelse af metropolen, såvel i et historisk som et nutidigt perspektiv. Tak for en fremragende læseoplevelse.'

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 29, 2021
• ISBN: 9788743083887

Linda Nielsen

REJSESKRIBENTEN/Linda Nielsen (født i 1975) er tidligere rejseleder med en passion for fotografi og gode historier der fortælles med et glimt i øjet. REJSESKRIBENTEN elsker at rejse, primært i Europa, undervejs på rejserne bliver der taget mange billeder og mindre kendte steder bliver fundet. Efter rejserne, bliver billederne og historierne uploadet til blog, Facebook og Instagram. Debuterede med e-bogen 'Harzen - Heksenes Land' i 2015.

Book preview

INDHOLDSFORTEGNELSE

  1. Kolofon

  2. Indholdsfortegnelse

  3. Forord

  4. Købstaden Faaborg

  5. Historisk

  6. Det Fynske Sprog

  7. Naturen

  8. Syrenlandet

  9. Det Sydfynske Øhav

10. Personligheder

11. Fynbomalerne

12. Smagen af Faaborg

13. Vandre- og cykelture

14. Faaborg fra A til Å

15. Register

16. Om forfatteren

17. Andre udgivelser

FORORD

2020 var et underligt år med grænselukninger, rejserestriktioner og aflyste rejser. Det fik mange, inklusiv mig selv, til at blive hjemme i Danmark. Jeg fik oplevet flere egne af vort land, som jeg enten aldrig havde besøgt før eller fik genset efter mange års fravær. I september 2020 tog jeg på en flere dages tur til Sydfyn, hvor basen var Faaborg. Jeg har været på Sydfyn flere gange i forbindelse med lejrture, da jeg var FDFer, men mindes ikke at have været i Faaborg før. Ingenting var planlagt, det skulle bare være et par dage væk fra det sønderjyske og ferie, ingen research til nye bogprojekter, bare god mad og afslapning. Bare FERIE. Det der med bare at holde ferie, tja… det holdt ikke længe, for på min næstsidste dag i Faaborg, skete der et eller andet.

Jeg sad på en bænk ved Havnebadet, husker det tydeligt som var det i går… Solen skinnede varmt, havet var spejlblankt og der var udsigt til Bjørnø. De foregående dage havde jeg kørt rundt på Sydfyn, uden at lysten til at skrive havde været der, jeg havde ikke engang lysten til at skrive rejsedagbog, som jeg ellers gør når jeg er på tur, og ideer til nye bogprojekter havde der heller ikke været nogle af. Men netop som jeg sad der i solen, så kom den velkendte fornemmelse i maven. En fornemmelse eller følelse i maven, der indtil nu kun var kommet på rejser til udlandet. Det var en følelse af, her har jeg det godt, her føler jeg mig tryg, og ikke mindst følelsen af, at der er nogle historier som gerne vil graves frem og fortælles videre. Noget som jeg hidtil ikke har oplevet i en dansk by før. Ofte har jeg tænkt på at begynde at skrive om steder i Danmark, jeg kunne sagtens skrive om min egen hjemby, Aabenraa, eller Aalborg eller ja... hvilken som helst anden dansk by, men jeg har bare ikke fået den mavefornemmelse som den formiddag i Faaborg. Hvorfor en rejsebog om Faaborg? Tja… hvorfor ikke… Egentlig havde jeg aldrig tænkt tanken om at skrive en rejsebog om en dansk by, fordi Tyskland og Østrig har altid været mit speciale, da jeg arbejdede som rejseleder.

I første omgang noterede jeg bare ideen ned, fordi jeg i forvejen havde en lang liste over steder - i udlandet - som ventede på en bog fra mig. På det tidspunkt vidste, hverken jeg eller andre, hvornår det atter blev muligt at rejse ud. Men konstante forlængelser af grænselukninger og rejserestriktioner satte mange af mine bogprojekter på standby, og jeg havde det svært ved at fore-stille mig, at jeg ikke havde nogle bogprojekter at arbejde på. Men der var snart ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på min ide om en rejsebog om Faaborg. Men tvivlen var der... var der nok materiale til en bog ’kun’ om Faaborg? Hvor meget skulle jeg tage med i bogen, skulle det være hele Faaborg-Midtfyns kommune eller ’bare’ købstaden Faaborg. Jeg endte ud med, at koncentrere mig om købstaden Faaborg og den nær-meste omegn. Det næste der dukkede op i mine tanker var… gider folk overhovedet at læse/købe en bog om en dansk købstad? Men okay, denne tanke har jeg hver gang, jeg skriver og udgiver en bog, som jeg har gjort siden 2015. En skrev engang til mig... drop de der rejsebøger, dem er der ingen der læser mere, vi har internettet! Den klassiske rejsebog er stendød! Jeg har så fået bekræftet det modsatte… rejsebogen lever stadig, folk køber dem og låner dem, især hvis man gør det store arbejde i at finde de ukendte historier, og det er netop det som jeg forsøger i mine bøger.

Men jeg turde bare ikke tale højt om denne ide til nogen, da jeg var bange for, at man ville ryste på hovedet og grine af mig. Så tog jeg ’springet’ og skrev om min ide og blev mødt af en masse der gerne ville hjælpe mig i gang. Et lille bitte frø blev sået en dag i november 2020, men jeg havde behov for at komme tilbage til Faaborg, for at se om mavefornemmelsen stadig var der. Mavefornemmelsen var der, jeg turde endelig tale om projektet, frøet spirede mere og mere. Jeg skrev om det på diverse sociale medier, snart begyndte flere at kontakte mig, det bekræftede mig bare i, at jeg nok havde ramt rigtigt.

Men før jeg kunne komme i gang, så var der et andet projekt der skulle afsluttes først. Men samtidig fik jeg mere og mere lyst til at fordybe mig i materialet, som jeg havde haft med hjem fra Faaborg, og pludselig arbejdede jeg på flere projekter på engang… det er aldrig sket før. Bogen er skrevet udfra en række spørgsmål, som jeg stiller sig selv hver gang der skrives en bog, nemlig... hvad er interessant, hvilke historier er der at fortælle, og hvad ønsker en nysgerrig ’turist’ at vide, som måske ikke står i brochuren fra turistbureauet. Med udgangspunkt i de spørgsmål skriver jeg i første omgang bogen til mig selv, som var jeg stadig rejseleder og havde en busfuld gæster med til Faaborg. For hvis mine ’gæster’ kan bruge min research til noget, så kan man som læser/turist også.

TAK:

Tak er bare et fattigt ord, siger ordsproget. Men ikke i denne omgang, for jeg er dybt taknemmlig for alle som hjalp med informationer og materialer til denne bog. Tak til VisitFaaborg, Øhavsmuseet, Arresten og ikke mindst Hotel Færgegaarden for god mad og husly. Tak til alle som jeg undervejs har mødt, tak til alle for de snak der har været, I ved selv hvem I er. Tak til Faaborg for at give mig give mig ro til at finde tilbage til skriveglæden og ikke mindst for at give mig energien til at tro på en fremtid efter en hård tid. TAK!

Det der Faaborg, kan bare et eller andet. Jeg håber ikke, at jeg fornærmer nogen, hvis jeg kalder Faaborg for ’en ældre dame’, anno 1229. Jeg håber, at I vil tage godt imod bogen.

KØBSTADEN FAABORG

Hvis jeg lukker øjnene og skal beskrive Faaborg for én som aldrig har været i Faaborg før, så ser jeg… stokroser der blomstrer hver sommer, brostensbelagte gader, velbevarede købmandsgårde, venlighed, hvor alle hilser på hinanden og kender så godt som alt om hinanden. Men der er også natur og historie. Faaborg er beliggende i et område, som er rig på kulturelle og kulturhistoriske oplevelser, hvor havnen stadig er en central og aktiv del af byens liv, nerve om man vil. Det er også en by, købstad, hvor det er nemmere at gå rundt i gaderne end det er at køre i bil.

For ja, Faaborg er en charmerende by, en købstad, med mange gamle huse, købmandsgårde og krogede gader med toppede brosten. Faaborg er en af de ældste købstæder på Fyn, der opstod på et meget strategisk sted, nemlig på en landtange, hvor der var vand på tre af byens sider.

En gadedør er en væsentlig del af en husfacade, men ofte er en gadedør anonym og temmelig kedelig at se på, dette gælder dog ikke i Faaborg. For i Faaborg er det mere gadedøren end huset faaborgenseren husker, når han/hun skal finde vej rundt i byen. Der er naturligvis også anonyme døre, men der findes i høj grad også gamle gadedøre, som er malet og dekoreret i spraglede eller prangende farver. De ældste døre stammer helt tilbage til slutningen af 1700-tallet, til starten af 1800-tallet.

Vidste du…

… i øvrigt, at udtræk fra stokrosernes rødder kan købes som lægemiddel på apoteket? Det er ganske sandt, for det anvendes som slimløsende middel samt i alteabolcher.

Det er ikke blot gadedørene som gemmer på historier, det gør mange af byens huse og bygninger også, mange af husene stammer tilbage til 1700-tallet. Nogle af bygningerne benyttes stadig med samme formål, som de gjorde for 200 til 300 år siden, mens andre anvendes til andre formål end oprindeligt. Nogle af de store huse eller købmandsgårde, som tidligere blev beboet af en enkelt familie, eksempelvis en købmandsfamilie med et utal af tjenestefolk, er i dag opdelt i flere mindre boligenheder. En af de bygninger der har beholdt dens oprindelige funktion er eksempelvis Jørgen Plougs og hustru Barbara Kirstine Hempels Plejehjem, der i 1801 blev indrettet med små boliger, således at byens fattige kunne få et tåleligt hjem.

Købstaden Faaborg, som er en af Danmarks ældste købstæder, er beliggende på det sydvestlige Fyn ved Faaborg Fjord og det Sydfynske Øhav. Så det er vidst ikke helt forkert at sige, at Faaborg har det Sydfynske Øhav i forhaven og Svanninge Bakker og Bjerge i baghaven.

Faaborg Havn er stadig fuld af liv, både i industrihavnen, samt i færgehavnen, hvorfra man kan sejle til øerne Avernakø, Bjørnø, Lyø samt Søby på Ærø. Da Sønderjylland i 1920 atter blev en del af det danske rige, blev der åbnet en færgeforbindelse hertil. Det var færgeruten til Mommark på Als, men den rute blev i 1967 erstattet af ruten fra Bøjden til Fynshav. Desuden har der været færgeforbindelse til Gelting i Tyskland, men den rute blev nedlagt i 1999, da EU’s grænser blev åbnet op. Men lystbådehavnen, eller marinaen, tiltrækker hvert år mange lystsejlere til.

Faaborg var tidligere en større industriby, hvor der lå en stor tapetfabrik, jernstøberi, bryggeri, diverse fabrikker indenfor levnedsmiddel, tekstil, træ og cement, der var et garveri og et andelsslagteri. Men Faaborg har også altid tiltrukket en lang række kunstnere til, hvem kender ikke Fynbomalerne? Dem skriver jeg mere om fra side 95.

Faaborgs købstadsrettigheder kan spores tilbage til Valdemar Sejr, men særligt i forbindelse med oprettelsen af Helligåndsklostret, som hørte under Helligåndsordenen, i 1477, voksede byen. Men byens vækst blev flere gange standset af pestepidemier samt af bybrande. I det 19. århundrede kom der en fremgang, som skyldtes handel med blandt andet korn. I 1966 blev øerne Avernakø, Bjørnø og Lyø administrativt lagt ind under Faaborg.

HVAD ER EN KØBSTAD?

En købstad er en by med særlige næringsrettigheder og en vis grad af administrativt selvstyre, der oprindeligt blev givet af kongen eller af landsherren som et privilegium. Blandt disse privilegier var ofte eneretten til at drive håndværk og handel indenfor et afgrænset område.

Købstæderne havde retten til egen administration, som var adskilt fra oplandet. Købstæderne havde ret til at have egen domstol, de var fritaget for en bestemt type skatter og ikke mindst så var folk her fritaget for militærtjeneste. Enkelte steder kunne købstaden også tildeles religionsfrihed, som man eksempelvis kender fra Fredericia. Privilegierne med at have eneretten på at drive handel, håndværk og anden ’borgerlig ernæring’, som det hed, havde købstæderne frem til 1857, men siden kommunalreformen i 1970 har de danske købstæder ikke længere haft nogen særlige statusser.

De fleste købstæder opstod i en periode fra 1200-tallet og cirka 300 år frem. Cirka 100 byer, overvejende kystbyer, opnåede status som købstad. I starten af 1800-tallet havde mere end halvdelen af de danske købstæder under tusind indbyggere. Men i løbet af 1800-tallet oplevede byerne en vækst i befolkningstallet i forbindelse med industrialiseringen.

I middelalderen og i renæssancen blev købstæderne styret af et råd, der ofte bestod af to borgmestre og nogle rådmænd. I middelalderen fandt rådet selv deres medlemmer, men i 1500-tallet begyndte myndighederne, og især lensmændene at blande sig i udvælgelsen af rådsmedlemmer. I 1619 var det kun lensmændene der stod for opgaven, og fra 1660 stod kongen for udnævnelsen af rådsmedlemmer. I 1682 blev antallet af borgmestre og rådmænd skåret ned, og opgaverne blev mange steder varetaget af en byfoged, der også fungerede som politimester og dommer. Indtil slutningen af 1600-tallet var det hovedsageligt købmænd der varetog embedet. Senere kom købstæderne under tilsyn fra centrale og regionale myndigheder samt en repræsentation af lokale borgere, der skulle hjælpe med til at udarbejde kommunale opgaver, som eksempelvis kunne være at lave kommunale budgetter. I 1837 blev udvalgene erstattet af borgerrepræsentationer, som skulle behandle alle købstadssager. I 1868 blev borgerrepræsentationerne afløst af byråd, som fra 1900-tallet fik større politisk indflydelse.

Købstaden Faaborg

HISTORISK

Hvis man bladrer lidt i historiebøgerne, kan man se, at Faaborg blev nævnt første gang i 1229, mere præcis den 25. juni 1229. Man formoder, at Faaborg faktisk er endnu ældre, da byen kunne være opstået omkring en beboet handelsplads, der lå på en lille bakketop. Bakketoppen skulle eftersigende være der, hvor Torvet i dag er. Helt præcis vides dog ikke med sikkerhed, men omkring år 1100 er et godt bud, da der på dette tidspunkt opstod andre bydannelser langs Østersøens kyster. Sammen med handelspladsen opstod der et marked, hvor man kunne sælge landbrugsprodukter fra oplandet. Handelspladsen lå på en landtange og havde en naturhavn.

Byen blev grundlagt som en del af kongemagtens bestræbelser på at bevare kontrollen med de syddanske kyster. Derfor fungerede Faaborg både som forsvarsværk samt som handelscentrum, og havnen blev en udskibningshavn for korn og kvæg. De ældste, kendte, arkæologiske spor af middelalderens Faaborg finder man under det gamle rådhus, arrest og domhus (det nuværende turistinformation og byhistoriske arkiv) på Torvet. Disse spor er blevet dateret tilbage til slutningen af 1100-tallet.

De første byer i Danmark voksede frem allerede i 700-tallet, men det var først i 1100- og 1200-tallet, at købstæderne opstod langs med de danske kyster. De små samfund spillede en vigtig rolle i Danmarks økonomi, fordi man her kunne handle i sikkerhed, og handlet det blev der. Nogle af byerne fungerede endda som borge, hvor kongen kunne søge tilflugt.

Men første gang man kunne læse om netop Faaborg var i et dokument, som var dateret Ribe, den 25. juni 1229. Dokumentet var et gavebrev som kong Valdemar Sejr gav til sin kommende portugisiske svigerdatter, prinsesse Eleonore, som morgengave på hendes bryllupsdag, hvor hun skulle giftes med Valdemar Sejr og dronning Dagmars søn, den unge Valdemar.

I gavebrevet overdrog Valdemar Sejr blandt andet det sydlige Fyn med byerne Foburgh (Faaborg), Swineburgh (Svendborg) samt Vordburg, men gaven bestod derudover også af halvdelen af mønten på Fyn samt købstaden Odense. I gavebrevet blev byen nævnt som en borg, der sandsynligvis må have eksisteret på dette tidspunkt.

Byen omtales desuden i kong Valdemars Jordebog, hvor den kaldes for Foburgh eller på latin Faviburgtmi. Det var noget af en morgengave, som prinsesse Eleonore fik af sin svigerfar. Men blot få år efter brylluppet døde den unge Valdemar, og man formoder herefter, at de sydfynske byer samt Odense blev givet tilbage til kong Valdemar Sejr.

Jamen, hvordan kan kongen ’bare’ give et stykke land væk, jo… det kunne han godt tillade sig, for Kongen ejede nemlig jorden, hvor Faaborg opstod. Det betød, at Faaborg og faaborgenserne måtte betale skatter og afgifter til kongen. ’Kongens by’ Faaborg blev ledet af en foged, der senere fik titel af borgmester. Fogeden stod så for at inddrive skatterne og afgifterne fra faaborgenserne samt opretholde lov og orden i byen. Til at hjælpe fogeden/borgmesteren blev der udpeget et råd, som også dømte i Bytinget samt i Rådstueretten

Navnet Faaborg kommer fra det olddanske ord Fõ, eller Foa, som betyder noget i retning af ræv, et ord der er beslægtet med det engelske ord Fox og det tyske ord Fuchs samt af ordet borg. Kort sagt så betyder Faaborg ræveborg. Man kan stave byens navn både med aa og å, begge stavemåder er ifølge Dansk Sprognævn tilladt.

Faaborg fik sine første privilegier tildelt af Valdemar Sejr, herunder købstadsrettighederne, som blev bekræftet af kong Abel den 14. juli 1251. Ifølge kongens skatteoptegnelser skulle der have boet omkring 560 personer i Faaborg, så Faaborg har ikke været en helt lille købstad der i midten af 1200-tallet. Slet ikke når der i begyndelsen af 1800-tallet boede 1.061 personer i købstaden.

Senere blev købstadens privilegierne udvidet og bekræftet talrige gange af Erik Menved i 1288, i 1297 og 1313 af Christoffer den Første og af Valdemar i 1302, af Christoffer den Anden i 1325, af Erik af Pommern i 1413, af Christoffer af Bayern i 1442, af Christian den Første i 1452, i 1524 af Frederik den Første, af Christian den Tredje i 1538, af Frederik den Anden i 1560, af Christian den Fjerde i 1597 og endeligt af Frederik den Tredje i 1648.

I et dokument fra 1377 nævnes ’Castrum Foborg’, byens borg. Men det er lidt svært at få afklaret ordet ’borg’. Man ved nemlig ikke med sikkerhed, hvor ordet borg stammer fra, da man har ikke kunne finde kilder og ej heller spor efter en eventuelt borg eller voldsted i byen. Men da Faaborgs placering på en halvø, så har det været relativt nemt at beskytte byen mod fjender med en borg. Det var faktisk relativt nemt at omdanne halvøen til en ø, da man bare skulle grave en voldgrav og anlægge en vold på godt 500 meter. Ved Klinten i nærheden af Dyreborg, har der tidligere været et vagttårn, som skulle sørge for sikkerheden mellem Bjørnø og Horneland. Det antages desuden, at Horne Kirke har fungeret som forsvarsværk i middelalderen.

I 1377 blev Vor Frue Gilde nævnt for første gang. Vor Frue Gilde var et broderskab eller en sammenslutning der skulle støtte og fremme medlemmernes fælles interesser. De ældste gilder var såkaldte værnegilder, der oftest var knyttet til købstæderne, hvor indbyggerne ikke havde den indbyrdes hjælp som ofte blev ydet i bondesamfundet. Et medlemskab af et gilde betød ofte juridisk eller økonomisk støtte, eksempelvis ved sygdom eller død. Gilderne var ofte opkaldt efter en helgen, som her i Faaborg var Vor Frue. I slutningen af middelalderen fik gildet deres eget kloster i Faaborg. Det var Helligåndsklostret, som blev stiftet i 1477 af ridderen Frederik Barsebek, væbneren Claus Krumstrup med flere.

Med klostret fulgte en klosterkirke og et hospital. Klosterkirken kan man i øvrigt stadig se i Faaborg. Klostret blev beboet af Augustinermunke, som var underlagt Hellig-åndsordenens moderstiftelse i nærheden af Rom, og opnåede herved en række friheder. Klostret i Faaborg ejede desuden en del jord, ikke blot i Faaborg, men i flere dele af Danmark. En del af klostrets jorde blev foræret til klostret af de oprindelige ejere, for at opnå medlemskab af broderskabet og blive indskrevet i munkenes bønnebøger. Omkring år 1530 ophørte klostret, hvorefter det blev forvandlet til hospital under ledelse af en prior, men i 1540 blev hospitalet nedlagt. Klosterkirken, den nuværende Helligåndskirke, blev i 1539 gjort til sognekirke for Faaborg af kong Christian den Tredje.

Den oprindelige sognekirke, Sct. Nikolai, som blev opført i 1200-tallet og viet til den hellige Sankt Nikolai, som var de søfarendes skytshelgen, blev i stedet givet til kongen, som ville benytte kirken som kornmagasin. Kongen gav tilladelse til at kirken Sct. Nikolais inventar kunne fjernes og benytte det i Helligånds-kirken.

I februar 1550 gav kongen borgerne i Faaborg tilladelse til at rive den gamle kirke, Sct. Nikolai, ned og materialerne skulle herved anvendes til vedligeholdelse af Helligåndskirken. Dette blev dog ændret i november 1550, således at materialerne kunne anvendes til opførelsen af et rådhus i stedet. Store dele af klostret forsvandt i løbet af 1500- og 1600-tallet. Helt præcis, hvordan klostret har set ud vides ikke med sikkerhed, det har muligvis været en trefløjet bygning, hvor kirken var den fjerde fløj, der lå mod syd. Man fandt i forbindelse med nogle udgravninger i 1895 nogle rester, som godt kunne have været fundamentet til klostret.

Faaborg var i middelalderen omkranset af en befæstet bymur med fem byporte. Nemlig Vesterport, Strandport, Klosterport, Østerport samt Jomfruport. I dag eksisterer kun Vesterport. Den befæstede mur stod der under Grevens Fejde, da Faaborg blev indtaget og brændt ned. I 1600-tallet blev byens voldanlæg opgivet, og voldgraven blev fyldt op med jord af de borgere som havde grund ned til voldgraven, således at de derved kunne udvide deres køkkenhaver. Selvom volden og voldgraven forsvandt, så holdt man fast i grænsen mellem by og land, og folk der skulle ind i Faaborg med varer, skulle frem til 1857 betale en afgift, en såkaldt accise, ved byporten. Læs mere om Vesterport på side 258 og accise på side 14.

Vesterport

Der var blot et problem med at bo i middelalderens Faaborg i forhold til at bo på landet. I byen boede der mange mennesker, man boede ofte tæt, og det var ofte usikkert og ikke mindst uhygiejnisk at bo her. Hvorfor? Jo, man havde ingen affaldsbøtter eller affaldssortering, al affald blev derimod smidt ud på gaden, og de sanitære forhold var heller ikke gode. Kort sagt, man gjorde det man nu skulle på et lokum i baggården eller i natpotten, som så næste morgen blev tømt direkte ud i byens rendesten, hvor fritgående svin, hunde og andre dyr så frit kunne gå og rode rundt i, hvad der nu fandtes i rendestenen.

Efter Reformationen i 1530erne blev byens Latinskole oprettet samtidig med fattigforsorgen og hospitalsvæsnet blev lagt ind under byens styre. Tidligere havde munkene på klostret taget sig af byens sociale forsorg. Det førte til at skatter og afgifter blev forhøjet, hvilket ikke faldt i god jord hos alle. For faaborgenserne skulle i forvejen betale for en række fællesudgifter som eksempelvis til renholdelse af gaderne, løn til byens vægter, vedligeholdelse af rådhuset og meget mere. Men det var ikke altid nemt at få penge af faaborgenserne, da slet ikke hos de borgere med lidt på kistebunden. Det var nemlig denne befolkningsgruppe der oftest forsøgte at blive fritaget fra at betale.

Grevens Fejde

Grevens Fejde var en borgerkrig i 1534-1536. Den foregik under urolighederne i forbindelse med Reformationen i Danmark. Krigen brød ud i 1534, da hansestaden Lübeck forsøgte at øge sin magt i Norden efter kong Frederik den Førstes død. Man forsøgte at genindsætte kong Christian den Anden på den danske trone, men det førte til flere bonde- og borgeroprør. På den modsatte side stod adelen og den højere præstestand, der støttede hertug Christian, kong Frederik den Førstes søn. Borgerkrigen sluttede i 1536 med en sejr til hertug Christian, den senere kong Christian den Tredje. Grevens Fejde fik navn efter grev Christoffer af Oldenburg, der stod i spidsen for Lübecks styrker.

Men skatterne og afgifterne var ingenting sammenlignet med de byrder som faaborgenserne blev pålagt under de mange krige i 1500-, 1600-og 1700-tallet. En af disse krige var under Grevens Fejde, men værst gik det dog under Svenskekrigen eller Karl-Gustav-Krigene i 1657-1660, hvor svenskerne var trukket op gennem Sønderjylland og over det tilfrosne Lillebælt, hvorefter dele af hæren blev sendt til Faaborg for at skaffe forplejning og indkvartering, men svenskerne endte i stedet med at plyndre og brænde henved 40 gårde og huse ned.

Men knapt havde faaborgenserne nået at genopbygge deres hjem, før danske og hollandske tropper slog sig ned i byen. De svenske troppers hærgen havde været dyrt for faaborgenserne, men det var ’pebernødder’ i forhold til, hvad det kostede at have de danske og hollandske tropper indkvarteret i byen, det siges at det kostede godt 12.500 Rigsdaler, og kun ganske få til at betale de mange penge.

Godt 15 år efter besættelsen var der atter gang i krigene, da Danmark forsøgte at generobre de skånske provinser. Men Faaborg slap dog ’heldigvis’ denne gange for at blive besat, men skatten steg, til stor fortvivlelse hos faaborgenserne. Hvis krige ikke var nok, så har Faaborg også lidt under den sorte død, pesten, flere gange, særligt i årene 1593-1594.

I 1612 blev Faaborg ramt af en stor brand, hvor store dele af byen brændte ned. Det førte til, at kongen gav Faaborg tre års skattefrihed fra 1620. Den 16. juli 1672 brændte hele Østergade ned til jorden. Den 28. september 1715 brændte store dele af Faaborg. Den 14. oktober 1728 brændte 49 gårde i Vestergade, Korsgade og Grønnegade. De mange bybrande hærgede hver deres bydel, og efter den sidste brand i 1728, var der blot få huse tilbage, der var ældre end 50 år. De mange brande førte til, at der i oktober 1750 blev indført forbud mod tobaksrygning på gaderne samt i baghuse, på lofter og i lader. Det har med stor sandsynlighed været de store bybrande, som har været med til at skabe det Faaborg, som vi i dag kan opleve.

Alen

1 alen = 0,6277 meter

60 alen = 37,662 meter

I 1723 begyndte man byggeriet af det som senere blev til havnen i Faaborg, da man anlagde en 60 alen lang skibsbro. Skibsbroen blev i det 18. århundrede forlænget betydeligt, og i tiden der fulgte blev der bygget bolværker, og i det 19. århundrede skete der store udvidelser af området, blandt andet blev området nordvest for havnen, den tidligere slagterigrund, omdannet fra hav til land.

Lige siden Faaborg blev grundlagt har byens eksistensgrundlag været handel med produkter fra byens håndværkere, landbrugsprodukter fra oplandet samt importerede varer. Men skibsfarten har også spillet en stor og altafgørende rolle for byen. Særligt i sidste halvdel af 1700-tallet oplevede købstaden en florissant handelsperiode, men allerede i 1757 var Faaborg Danmark femte største søfartsby. På Fyn var Faaborg kun overgået af Odense, når det gjaldt størrelsen af søfart. Men også Faaborgs beliggenhed ved det Sydfynske Øhav førte til at handel med Schleswig-Holstein var ideel.

Florissant handelsperiode

Den florissante handelsperiode var en verdensomspændt højkonjunktur periode for handel og søfart under dansk flag. Perioden var fra sidste halvdel af 1700-tallet og sluttede i forbindelse med krigen med England i 1807. Ordet florissant stammer fra fransk og betyder blomstrende, og flos stammer fra latin og betyder blomst.

Men faktisk var Faaborg den første by i det sydfynske, hvorfra det var muligt at komme på langfart til eksempelvis Middelhavet eller syd om Afrika. Opblomstringen i handlen kan man takke købmændene Voigt og Ploug for. De havde begge deres købmandsgårde i Vestergade, hvorfra der blev handlet med oversøiske varer. Helt frem til midten af 1800-tallet, hvor både Plougs og Voigts købmandsgårde måtte dreje nøglen om, var de toneangivende i Faaborg, når det gjaldt søfart og handel.

I 1850erne fik Danmark en ny næringslov, som blandt andet betød, at købstædernes grænser og deres opkrævninger på accise fra oplandet blev ophævet. Det førte til, at byerne voksede og flere fremstillingsvirksomheder åbnede udenfor bygrænserne, hvilket tidligere ikke havde været tilladt. I Faaborg havde handelsagent Lagoni overtaget resterne af købmand Plougs købmandsgård, og seks måneder før indførelsen af den nye næringslov, havde Lagoni søgt om tilladelse til at opføre et brændevinsbrænderi udenfor Vesterport. Lagoni fik sin tilladelse og året efter var produktionen i gang. I løbet af blot få år, var produktionen oppe på 900.000 potter brændevin om året, og kunne kalde sig for Fyns største brændevinsbrænderi. Senere blev produktionen lagt om til at producere øl og sodavand i stedet.

Accise

Accise var en afgift eller told, der i senmiddelalderen blev pålagt varer som eksempelvis vin, brændevin og øl. Fra 1651 var accise desuden en tillægsafgift på skibe og en række varer, som var nævnt i toldreglerne. I mange købstæder blev accisen anvendt til løn, fattigvæsnet samt til vedligeholdelse af havnen. Afgiften blev fjernet i 1797, med undtagelse af København, hvor man fortsatte opkrævning af afgiften frem til 1882. Accise blev ofte anvendt som betegnelsen for konsumption, forbrug, hvilket er forkert. For konsumption var en vareafgift på en række forbrugsvarer som levnedsmidler og brændsel, på formaling af korn og på fremstilling af brændevin. Afgiften, som eksisterede fra 1657 til 1852, skulle betales når varerne blev ført ind i en købstad via byporten eller udlosset i havnen. Ved byporten var der en accisebod, hvor en kongelig betjent eller tolder opkrævede afgiften.

I 1850 var indbyggertallet i Faaborg omkring 2.328, det steg til 4.318 i 1911. Dette skyldes især opførelsen af industrielle anlæg og fabrikker i Faaborg, som havde behov for en masse medarbejdere. Omkring år 1900 eksisterede følgende industrier i Faaborg: Dansk Vin- og Konservesfabrik, som producerede konserves og syltetøj, det var Danmarks ældste og største frugtvinfabrik. Bryggeriet ’Sydfyn’ som blev oprettet i 1898, et andelsslagteri, to cementstensfabrikker der blandt andet producerede cementtagsten, kloakrør og cementfliser, et styk træuldsfabrik, en klædefabrik og dampvæveri, to uldspinderier, tapetfabrikken ’Fiona’, en maskinfabrik og jernstøberi, en gærfabrik, en tobaksfabrik, et bomuldsvæveri, et skibsbyggeri, et fiskerøgeri, et savværk, to bogtrykkerier og meget mere. Desuden blev der udgivet to aviser, Faaborg Avis og Faaborg Folketidende, som også blev kaldt for Sydfynsk Dagblad. Dog skulle man helt frem til 1970erne før Faaborg fik et reelt industrikvarter. Dertil kom alle håndværksmestrene.

At Faaborg var en købstad var tydeligt at se, for hver anden tirsdag i månederne fra september til maj var der markedsdag i Faaborg, hvor der

Pot - rummål

En pot er et gammelt dansk mål, som svarede til 0,9681 liter. En pot kunne deles i 4 pægle, og to potter udgjorde en kande (1,92 liter). Da metersystemet blev indført i 1907 blev rummålet ’pot’ afskaffet.

1 pot brændevin = 4 pægle

1 pægl = 0,2415 liter

900.000 potter = 871.290 liter

blev solgt levende kreaturer. Derudover var der en markedsdag i februar og juni, hvor man solgte heste, en markedsdag i februar og marts, hvor man solgte både kvæg og heste. En markedsdag i oktober, hvor man solgte kvæg og får samt en markedsdag i november, hvor der blev solgt heste, kvæg og får. Derudover var der så tre torvedage om ugen, nemlig tirsdag, torsdag og lørdag.

I 1865 fik byen sin første gadebelysning, det var gaslamper. Det blev samtidig muligt for husmødrene at få skiftet deres brændekomfurer ud med gasapparater og flere hjem fik endda gaslamper til at lyse op med indendørs. Faaborg Gasværk eksisterede frem til 1963, da elektriciteten havde fundet vej til både byens industri og til de private hjem.

I slutningen af 1800-tallet blev der etableret et vandværk i Faaborg, og man begyndte at grave kloakledningerne ned, som erstatning for de stinkende og knapt så hygiejniske åbne render. I begyndelsen af 1900-tallet blev Faaborgs først elværk etableret. Den første kunde var det nystartede Faaborg Biografteater, som blot lå få meter fra elværket.

Faaborg Havn voksede i takt med den stigende aktivitet i byen. Nu var det ikke længere landbrugsvarer som blev udskibet fra havnen, også industrielle varer blev udskibet herfra. Da gasværket blev grundlagt, blev der behov for en kulhavn med kran, således at man kunne losse kul til brug i produktionen af gas.

I 1882 blev den første jernbaneforbindelse åbnet mellem Ringe og Faaborg, senere kom der også forbindelse videre til Nørre Broby og Odense, samt fra Faaborg til Svendborg. Jernbaneforbindelsen til Faaborg blev nedlagt i