Harzen - Heksenes Land

By Linda Nielsen

Overalt, hvor hen man ser, er de der - heksene. Hekse i alle mulige størrelser, lige fra de bittesmå til de kæmpe store. Der er de farvestrålende, de morsomme og de grusomme, men de har alle et strejf af humor. De findes overalt, i vinduerne, under tagudhæng, som dekoration på væggene, på souvenirforretningernes stativer, skåret ud af et gammelt træ eller der hvor man har fundet ledig plads. Man kan derfor med rette kalde Harzen for heksenes land. Harzen er heldigvis meget mere end blot hekse, og er ikke længere stedet, hvor ens bedsteforældre tager på ferie. Efter Berlinmurens fald, i 1989, er der lukket op for den del af Harzen, der før var lukket land for vesterlændingene. Harzen har rigtig meget at byde på, både for ung og gammel. Hvad med en tur med de gamle damptog til toppen af Harzen - Brocken - eller hvad med en is foran det smukke røde rådhus i Wernigerode eller måske udforske de historiske gader i Quedlinburg. Mulighederne er mange og venter kun på besøg.

Harzen - Heksenes Land er skrevet af en tidligere rejseleder, der har kørt i Harzen, og kender til de mange små veje, hvor man i mange kilometer kun ser grantræer. Bogen rummer historier, sagn, personlige erfaringer og tips til dem der ønsker at opleve Harzen for første gang eller på en ny måde. Det hele fortalt med et glimt i øjet og et smil på læben.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 24, 2020
• ISBN: 9788743063476

Linda Nielsen

REJSESKRIBENTEN/Linda Nielsen (født i 1975) er tidligere rejseleder med en passion for fotografi og gode historier der fortælles med et glimt i øjet. REJSESKRIBENTEN elsker at rejse, primært i Europa, undervejs på rejserne bliver der taget mange billeder og mindre kendte steder bliver fundet. Efter rejserne, bliver billederne og historierne uploadet til blog, Facebook og Instagram. Debuterede med e-bogen 'Harzen - Heksenes Land' i 2015.

Book preview

INDHOLDSFORTEGNELSE

3. Forord

4. Hvorfor Harzen?

5. Heksenes land

6. Sagn og myter

7. Historiens vingesus

8. Minedrift

9. UNESCOs Verdenskulturarv

10. Naturen

11. Haver og parker

12. Slotte og borge

13. Kirker og klostre

14. Dyreparker

15. Bjerge

16. Floder, søer og dæmninger

17. Historiske jernbaner

18. Kunst og kultur

19. Harzens stærke kvinder

20. Aktiv ferie

21. Det kulinariske Harzen

22. Byer og steder

23. Julemarkeder

24. Register

25. Om forfatteren

26. Andre udgivelser

FORORD

Åh, nej… ikke endnu en rejsebog, men helt ærlig… hånden på hjertet og den slags, hvor mange bøger findes der på dansk om Harzen? Vist ikke mange, jeg har i hvert fald ikke fundet nogen, hvor der står netop de oplysninger, som jeg ønsker at vide noget om. I forbindelse med mine mange rejser, har jeg tit sukket dybt, når jeg ikke har kunnet finde informationer på dansk om et rejsemål. Harzen er et af de områder, hvor jeg har måttet nøjes med litteratur på engelsk eller tysk. Det er der ikke noget i vejen med, men hvad gør de, der ikke er gode til sprog og gerne vil en tur til Harzen? Er manglen på danske rejsebøger årsagen til at der er så mange kommer til Harzen uden at vide, hvad man egentligt kan opleve der, udover skove naturligvis? Jeg har tit fået spørgsmålet, hvad kan du anbefale nu da du kender Harzen. Det kan være rigtig svært at svare på spørgsmålet og anbefale noget, når man ikke kender gæsterne eller deres ønsker. Er de til vandreture? Er de til shopping, byvandring eller noget helt fjerde… Jeg må ærligt indrømme, at jeg har flere passioner heriblandt er fotografering, rejse, opsøge ukendte historier og skrive, det er netop disse passioner har jeg forsøgt at samle i denne bog. Første gang jeg var i Harzen var jeg ikke gammel - kun et enkelt år, en fødselsdag der i øvrigt blev fejret i Harzen - dengang var det et helt andet Harzen end det man kan opleve i dag - ikke fordi jeg husker meget fra mit første besøg - for dengang var Harzen delt i to, og året var 1976. 34 år efter mit første besøg genså jeg Harzen som rejseleder, ikke blot en enkelt gang, men hele fem gange i løbet af blot få måneder, siden har Harzen haft en stor del af mit hjerte. Det er her jeg oftest søger til, når jeg har brug for at lade batterierne op, men var også stedet som jeg brugte til komme til kræfterne efter en operation. Indtil nu er det blevet til omkring ti gange, inklusiv min allerførste tur som barn på bagsædet i mine forældres bil og med campingvognen på slæb. Nu kører jeg selv i bil eller tager toget og bor på hotel hos gode bekendte, som jeg lærte at kende i min tid som rejseleder. Selvom jeg har været der en del gange efterhånden, så kan jeg stadig finde ukendte steder der kan opsøges, så færdig med Harzen…? Nej, jeg er langt fra færdig med Harzen. Denne bog blev udgivet første gang i oktober 2015, siden er der sket meget, der er steder der er lukket, nye steder er kommet til. Derfor var det nødvendigt at opdatere bogen. Jeg havde egentlig regnet med at det bare skulle være en lille opdatering og nyt layout. Men allerede tidligt i processen, fik jeg bare lyst til at ’give den hele armen’, og har jeg først sagt A, så må jeg også sige B. Sådan blev det, den oprindelige bog blev splittet i atomer, nye kapitler er kommet til, andre har fået nye overskrifter og så er der blevet plads til mere end i den første udgave. I den første udgave ’nøjes’ jeg med at løfte sløret for mine favoritsteder i Harzen, men fik lyst til at tilføje flere byer i denne udgave, som forhåbentligt kan give jer lysten til at udforske Harzen på en ny måde, og ikke mindst inspirere jer til at søge væk fra de kendte steder, og opleve Harzen på en helt anden måde, ja Harzen er mere end hekse og grantræer. Jeg glæder mig til at tage dig - kære læser - med rundt i det Harzen som jeg kender og holder rigtigt meget af, rigtig god fornøjelse.

Hvis man overholder reglerne, så er man velkommen, hvis ikke ...

HVORFOR HARZEN?

Harzen som ferieland, tja... hvorfor ikke? Harzen har som ferieområde været kendt i mere end 200 år. De vandreglade tyskere har valfartet til Harzen i århundreder. Omkring år 1900 var Harzen blandt de mest populære ferieområder i hele det tyske rige. Det blev så populært, at der for mere end 150 år siden blev anlagt kurbade, oprettet herberge og åbnet hoteller i Harzen, hvor man blandt gæsterne kunne møde digtere som Johann Wolfgang von Goethe og Heinrich Heine. Vores egen Hans Christian Andersen var også blandt gæsterne. Særligt Goethe og Heinrich Heine yndede at komme her. Danskerne begyndte først at valfarte til Harzen efter Anden Verdenskrig, da bilferier blev populære. Men da præsten fra Tjæreborg begyndte at sende blege og solhungrende danskere af sted på charterferier til Mallorca, faldt interessen for Harzen. Derfor var det i mange år nærmest pinligt at sige, at man havde været på ferie i Harzen. Harzen var nærmest blevet synonym med stedet, hvor bedsteforældre tog hen på ferie, men sådan er det ikke længere, heldigvis. Efter Berlinmurens og jerntæppets fald i 1989 og genforeningen i 1990 er vinden vendt, og det er igen blevet in at tage til Harzen, samtidig med at Harzen er blevet Nordtysklands mest trendy rejsemål for aktiv ferie i bjergene. Hvorfor det? Jo, forklaringen kan være mange, men en af dem kan være, at Harzen ligger i kort køreafstand til Danmark. I løbet af få timer er man fremme og klar til at stå på ski om vinteren eller vandre om sommeren. Selvom bjergene ikke er så stejle som for eksempel i Østrig, er regionen ved at udvikle sig til et skisportsområde, selvom et mundheld i Harzen siger følgende: ’Harzen er snesikkert, man ved bare ikke, hvornår sneen kommer!’. Samtidig er området familievenligt, særligt for familier med små børn, da der ligges hovedvægt på naturen og de gode oplevelser. Harzen er med sin gode geografiske placering, sin natur og historie et af de største turistområder i Mellemeuropa. Harzen kan opleves på mange måder og er et besøg værd hele året rundt. Der er noget for enhver smag, der er ro, bjerge, slotte, borge, kirker og der er mulighed for at tage en tur op på Bloksbjerg/Brocken - det højeste punkt i Harzen - for fuld damp med veterantog. Men er man mere til små hyggelige byer og en kop kaffe på en café er dette også en mulighed, for Harzen har noget for alle, også for børn. Selvom det kan være lidt svært at tro på det, så er Harzen ikke kun bjerge og skove, vidste du i øvrigt at der findes mere end 1.200 bindingsværkshuse, bare i Quedlinburg! I Quedlinburg kan man finde Tysklands måske ældste bindingsværkshus, Ständerbau, fra omkring år 1350. Desuden rummer Harzen et af Tysklands ældste naturreservater ’Teufelsmauer’, Djævlemuren, ved Neinstedt, som har været naturreservat siden 1852. Man må heller ikke glemme Nationalpark Harz, der dækker et område på omkring 247 km², med et rigt dyre- og planteliv.

Men naturen er ikke det eneste der gør Harzen unikt. Efter Berlinmurens fald i 1989 og genforeningen i 1990 er en stor del af Harzen, der før var lukket land for vesterlændinge igen blevet tilgængeligt. Bindingsværksbyer som Wernigerode og Quedlinburg og ikke mindst Brocken (Bloksbjerg), som tidligere var militært område, er i dag et sikkert hit blandt turister. Harzen lever i dag næsten udelukkende af turisme, tidligere var det minedrift, hvor der blev udvundet guld, sølv, kobber og jern, men minedriften ophørte for mange år siden. Forretningsfolkene og turistforeningerne har fulgt med, og har givet Harzen som ferieland et serviceeftersyn og har formået at brande (sælge) Harzen korrekt. Faldefærdige byer er blevet renoveret og fået et ansigtsløft, så i dag suser danskerne igen i slipstrømmen efter heksene på de snoede veje mellem de idylliske byer. Selvom mange byer er renoveret, så bærer mange små landsbyer i det tidligere øst stadig præg af fortiden, slidte huse, forladte huse og musegrå boligkarreer dukker stadig op, hvis man bevæger sig væk fra de mere ’turistede steder’. Men tag ikke fejl, det er helt i orden, at de gamle huse bliver renoveret, og det er helt i orden at besøge de ’kendte’ steder, det gør jeg også, når jeg rejser rundt, men det er de mere ukendte steder der har givet mig de gode ferieoplevelser. Dog vil jeg komme med en lille advarsel inden man pakker bilen og drager mod syd, vær godt forberedt hjemmefra. Advarslen gælder især mod de tyske omkørsler i forbindelse med vejarbejde. De ender nemlig ikke altid på den anden side af vejarbejdet, så medbring altid et nyere kort over området, da GPS er ikke altid nok, men kan bruges som supplement til vejkort, der kan købes på de tyske tankstationer langs Autobahn.

Regionen som tyskerne kalder for Harz, hedder på dansk Harzen. Men helt tilbage i middelalderen blev regionen kaldt for Hard, som betyder bjergskov. I dag kan man med rette stadig kalde Harzen for Waldgebirge, fordi store områder stadig er dækket af skov, mere præcis er omkring 90 procent af Harzen er dækket af skov, primært granskov. Oberharzens natur præges i høj grad af granskovene og i højtliggende områder præges naturen af højmoser, hvorimod naturen i Unterharz præges af løv- og blandingsskove, ofte blandet med store marker og enge. Harzen strækker sig over et cirka 100 km langt og 35 km bredt bælte på grænsen mellem delstaterne Niedersachsen, Thüringen og Sachsen-Anhalt, og mellem floderne Leine i nordvest og Saale i sydøst. Delstaterne Sachsen-Anhalt og Thüringen lå i det tidligere DDR, mens Niedersachsen lå i det tidligere Vesttyskland. Dette betød at omkring 70 procent af Harzen, indtil genforeningen i 1990, tilhørte DDR, og var dermed et lukket land for vesterlændinge. Harzens bjergmassiv er den nordligste bjergkæde i Tyskland. Bjergmassivets højeste punkt er det sagnomspundne Brocken, eller som vi danskere kalder det ’Bloksbjerg’, på 1.142 meter. Det næsthøjeste punkt er Heinrichshöhe på 1.044 meter, Kleine Brocken er 1.015 meter og Wurmberg er 971 meter højt. På et fortrinsvist lille område bor der cirka 600.000, men hvis man medregner dem der bor i det lave Harz-forland, er indbyggertallet i Harzen cirka 800.000. Harzen er, geologisk set, sammensat af granit, gamle koralrev, limsten og naturgips. Det er dermed muligt at opleve mange forskellige geologiske typer på et ganske lille område. Undergrunden er rig på kvarts og sølv, og minedriften var i mange år med til at gøre området til en oase af velstand. Kendte minebyer er for eksempel Clausthal-Zellerfeld og Sankt Andreasberg. Harzens undergrund kan bedst beskrives som Gerd Braune fra Arbeitsgemeinschaft Bergbau (Minedriftens Fællesorganisation) i Sankt Andreasberg på et tidspunkt har udtalt: ’Die Unterwelt des Harzes sieht aus wie ein Schweizer Käse!’. (På dansk: ’Harzens undergrund ser ud som en schweizisk ost!’). Harzen får store nedbørsmængder, især de vestlige dele får store mængder nedbør. Det er også her man finder skove, fortrinsvis med rødgran samt højmoser. I Harzen findes flere store kunstigt anlagte søer, der alle spiller en vigtig rolle for drikkevandsforsyningen og levering af energi til vandkraftværkerne, samt til regulering af vandet i floderne, som mange steder løber gennem byerne.

Braunlage i efterårsfarver

HEKSENES LAND

I Danmark er det en tradition at sætte en heks på bålet Sankt Hans Aften den 23. juni og sende den til Bloksbjerg. I Tyskland er det dog natten mellem 30. april og 1. maj, at heksene flyver til Bloksbjerg/Brocken. Men kommer man til Harzen i for eksempel i august måned, så fortvivl ikke, for der er det stadig muligt at møde en heks. Det er i Harzen, at heksene mødes! Byerne gør meget ud af at vise, at Harzen er heksenes land året rundt, det gør de med heksefigurer i forskellige størrelser. Som regel er det ved souvenirforretningerne man møder de fleste hekse, men hvis man holder øjnene åbne, så er der afbildet hekse på næsten alt, på skilte, logoer… ja, selv på vandreruten fra Torfhaus til Brocken møder man hekse, da vandreruten, som egentlig hedder ’Goetheweg’ er markeret med hvide hekse. Faktisk har de lokale beboere taget heksene til sig, fra bittesmå til kæmpe store, de kan være farvestrålende, grumme, skåret ud i træ, men de har alle et strejf af humor. De findes i vinduer, under tagudhænget, på altaner eller der hvor ejeren har fundet et sted at placere sin husheks. Med et smil på læben kan man sige, helt uden at fornærme nogen, at hver by og hus har sin egen heks. Når man ser tilbage i historiebøgerne så fandtes der ’rigtige’ hekse og troldmænd i Harzen, der dog fra det 13. til det 18. århundrede var udsat for forfølgelse og hekseprocesser. Oftest var det kvinder, enten jordmødre eller kvinder med medicinsk viden der blev anset for at være hekse. I perioden fra 1521 til 1665 har jeg kunne finde frem til 47, både mænd og kvinder fra Wernigerode, der blev anklaget for hekseri og som blev brændt levende på bål.

FRA HEKSETRO TIL WALPURGISNACHT

Den moderne fortolkning af ordet heks kommer fra det gamle højtyske ord Hagazussa - Zaunweib. Udtrykket opstod i det 16. århundrede, og kan bedst forstås som kvinder der har magiske kræfter, som hun har fået efter at have indgået en pagt med djævlen. I tiden før Kristi fødsel var der ikke en tro på hekse og trolddom i Harzen. Denne tro opstod først i højmiddelalderen. Oprindelig var hekse blot nogle kvinder, der kunne foranledige sygdom og død samt anrette materielle skader. I det 16. århundrede opstod forestillingerne omkring heksesabbatter. Til disse fester menes det, at heksene tilbad djævlen og udførte unaturlige handlinger, seksuelle udskejelser og udførsel af skadende magi. Der blev udført forargelige ritualer, såsom at kysse djævlens balder, danse vilde danse, udføre kannibalisme og barnemord var blot en del af programmet, når heksene mødtes til deres natlige fester - heksesabbatterne. For at heksene kunne komme i den rigtige stemning til festen, gned de sig ind i en såkaldt ’heksesalve’, som var fremstillet af forskellige urter. Salven skabte en betydelig tilstand af beruselse, der gav kvinderne/ heksene en følelse af at de kunne flyve og tilskyndede seksuelle fantasier. Det menes, at det var under indflydelsen af salven, at det blev til vilde sexorgier med djævlen. Eftersigende fremstiller man stadig denne ’Heksesalve’ efter de gamle opskrifter i Thale. Det har endda været tale om at sælge heksesalven til turisterne, men på grund af den tyske lovgivning er dette blevet skrinlagt. Ankomsten til heksesabbatten forgik via luften, enten på koste, høtyve eller på dyr, som heksene før flyveturen havde gnedet med hallucinerende heksesalve. Heksene samledes på bestemte steder, hvorefter de i samlet flok fløj til fest med djævlen. Oftest blev festen afholdt på et bjerg, det såkaldte blocksbjerg. Udtrykket ’blocksbjerg’ er ikke et stednavn, men derimod et synonym for et sted, hvor heksene fester. Derfor har hver region deres eget blocksbjerg, der dog ikke må forveksles med Brocken (Bloksbjerg) i Harzen, som dog også er et samlingssted for hekse. En af de vigtigste datoer for disse heksesabbatter er natten mellem 30. april og 1. maj, en fest der kaldes for Walpurgisnacht (Valborgsaften), opkaldt efter helgen Walburga, der er skytsengel mod onde ånder. Alle har deres mening om, hvordan det er med djævlen og heksene. På Brocken siger de, at det er her heksene mødes med djævlen Walpurgisnacht. Djævlen sidder på sin store sten på toppen af bjerget og venter på at hver enkelt heks kommer flyvende for at aflægge sin årlige rapport om deres onde gerninger året igennem, er han tilfreds får heksen lov til at flyve hjem igen, men er dette ikke tilfældet, så vanker der. Hvis man derimod spørger folk i Thale, hvordan der egentlig er med heksene og djævlen, så er historien en helt anden. De hævder nemlig, at det er på toppen af de dramatiske klipper - Hexentanzplatz -i udkanten af byen, at heksene samles, danser og aflægger deres årlige rapport til djævlen, er han ikke tilfreds med deres gerninger, så ryger de på hovedet i Bode-floden, mens de andre hekse får lov til at flyve videre til den store fest på Brocken. Hvilken en af historierne der er den sande, skal jeg være usagt, det er op til læseren, for jeg synes, at de er lige gode. Men en ting er sandhed og det er at Harzen er stedet for heksene - store som små, onde som gode.

VIRKELIGHEDENS HANS OG GRETE

Alle børn og barnlige sjæle kender eventyret om Hans og Grete, søskendeparret der tog kampen op mod den heksen. Men der er måske ikke mange der kender til virkelighedens Hans og Grete. I forbindelse med at 2012 var jubilæumsår for eventyrdigterne Brødrene Grimms første udgivelse af deres eventyr, var der en særudstilling i Wernigerode med temaet: ’Hekse i eventyr, myter og sagn’. I den forbindelse kom spørgsmålet ’Var heksen fra eventyret Hans og Grete måske en Harzer?’ Det forsøgte Hans Traxler at finde ud af i sin bog ’Die Wahrheit über Hans und Gretel’ (Dansk: ’Sandheden om Hans og Grete’). I bogen finder man historien om bageren Katharina Schrader fra Wernigerode: I 1647 blev den 35-årige bager Katharina Schrader, der også var kendt som ’die Bäckerhexe’ fra Wernigerode, kvalt i Hessen af søskendeparret Hans og Grete Metzler og kremeret i en af sine fire ovne. Katharina Schrader var angiveligt i besiddelse af den oprindelige opskrift til de berømte Nürnburger honningkager. Hans Metzler var konditor, og han ønskede at få fat i opskriften. Efter Schrader havde afvist hans frieri, stoppede Schrader som heks. Hans Metzler så ingen andre udvej end mord for at få fingrene i opskriften, han fik hjælp fra sin søster Grete til mordet og til at skubbe Katharina Schrader ind i ovnen! Hvorvidt Brødrene Grimms historie om Hans og Grete var baseret på den virkelige hændelse og faktiske kendsgerninger er usikker, men bogen ’Die Wahrheit über Hans und Gretel’ af Hans Traxler er en videnskabelig afhandling, der er gået hen og blevet en klassiker.

WALPURGISNACHT I HARZEN

At fejre Walpurgisnacht går helt tilbage til før Kristi fødsel og er oprindelig en germansk fest. De ’indfødte’ i Harzen fejrede dagen med diverse ofringer med en forårsfest for at fejre overgangen fra vinter til sommer, men også i forbindelse med Wotans bryllup. (Wotan - Odin på dansk - er den øverste Germaner Gud). Som del af en kristen fejring på mere end 1.000 år, har festen og dens indhold tilpasset sig nyere tid, og Walpurgisnacht er i dag alt andet end en kristen fest. Walpurgisnacht fejres i dagene omkring den 30. april. Denne dag er de seneste år blevet til en begivenhed med et stort kulturelt- og festivalprogram. På alle veje og stræder vrimler det med titusindvis levende ’hekse’ og ’djævle’. De kommer ’flyvende’ til Harzen fra alle kompasretninger, både Tyskland og fra udlandet, på deres koste eller høtyve for at feste. Det er ikke kun den yngre generation der finder Walpurgisfesten attraktiv, for blandingen af tradition, magi og erotik har tilsyneladende vist sig at være en fascination for alle aldre. Det er ikke kun på Hexentanzplatz og på Brocken, man har de store fester. Byer som Braunlage og Schierke kan også være med, ofte med omkring 10.000 gæster. Flere steder bliver Walpurgisfesten også brugt til at vælge en Majdronning. Hvis man ønsker at tage til Harzen omkring Walpurgisnacht, anbefales det at man er tidligt ude med bestille hoteller, reservering på campingpladser med videre, da det kan være svært at finde ledige pladser i denne periode.

HEXENTANZPLATZ

Syd for Thale i det nordøstlige Harzen finder man den 451 meter høje klippe Hexentanzplatz, på dansk Heksedansepladsen. Talrige udgravninger har bevist, at Hexentanzplatz allerede før vores tidsregning var et kult- og offersted. Historien om Walpurgis og mødestedet for djævlen og heksene er opstået i vores tidsregning. Hexentanzplatz er i dag et af stederne, hvor en af de store traditionelle Walpurgisfester afholdes den 30. april. Det er muligt at komme til heksenes mødested på flere måder, en måde er på kosteskaft… men de mest sikre metoder er enten ved at benytte svævebanen fra Thale, gå via en stejl serpentinervej (Hexenstieg) cirka 3 km eller ved at køre i bil derop, der er gode parkeringsmuligheder, der kan dog forekomme trængsel på Hexentanzplatz, især på Walpurgisnacht. Resten af året er Hexentanzplatz et yndet udflugtsmål for alle, desværre er det sagnomspundne område klistret til med souvenirboder med det samme tingeltangel. Man får heldigvis en fantastisk udsigt over Bodetal, Thale og vue til Roßtrappe. Cirka en halv million besøger pladsen hvert år, hvor mange af dem der er hekse, vil jeg ikke rode mig ud i… Udover den gode udsigt over Thale, så er der restauranter, hotel, dyrepark og en helårs kælkebane, Harzbob. Siden 1996 har ’Hexenring’ af kunstneren Jochen Müller været en af de mest populære fotomotiver på pladsen. ’Hexenring’ består af bronzefigurerne Djævlen, et uhyre der er en blanding af et svin, en gnaver og en drage, der overvåger en kreds af sten, samt en nøgen heks der forsøger at lukke kredsen. Desuden finder man Walpurgishalle samt et amfiteater (Harzer Bergtheater) med plads til 1.350 tilskuere.

WALPURGISHALLE

I nærheden af Hexentanzplatz finder man Walpurgishalle. Ideen til opførelsen af hallen kom fra maleren Hermann Hendrich, og berliner arkitekten Bernhard Sehring stod for selve opførelsen af hallen, der blev bygget i gammel germansk stil. Walpurgishalle stod færdig i 1901. Malerierne i hallen er malet af Hermann Hendrich og består motiver fra Goethes Faust og andre walpurgissagn. På hallens gavl er den germanske gud Wotan (Odin), hans to ravne Hugin og Munin samt ulvene Freki og Geri afbilledet. I forhallen finder man en offersten, der er fundet i området.

HEKSE OG BROCKEN

På Brocken menes det, at de tyske hekse, ifølge folketraditionen, samles Walpurgisnacht - Valborgsaften - for at holde gæstebud med djævlen. Bortset fra måske den nærmeste omegn, så kendte ingen af 1400 og 1500-tallets tyskere til heksemøder på Brocken, da det overregionale samlingssted var i Heuberg i Sydvesttyskland, på samme måde som Benevento ved Napoli var det for de italienske hekse. Forestillingen om Brocken, som heksenes mødested, slog først igennem i anden halvdel af 1600-tallet. Specielt efter 1669, hvor den tyske universitetslærer Johannes Prætorius havde vakt opsigt med en bog om heksenes gesjæft på Brocken. Den nye stedfæstelse blev hurtigt accepteret og kom allerede i starten af 1700-tallet til at påvirke den danske sagntradition. Første gang Brocken/Bloksbjerg blev nævnt i Danmark var under en hekseproces i 1708 ved Schelenborg Birketing på Nordfyn. Ifølge ældre dansk tradition havde heksene andre samlingssteder, som blev nævnt i forbindelse med hekseprocesser. De danske hekse fløj enten til Troms Kirke, Trondheims Domkirke, nævnt i 1623, eller til Hekkenfeldt, det vil sige Vulkanen Hekla på Island, nævnt i 1696 eller til hjemlige lokaliteter såsom højdedraget Bjerrelide ved Horsens, nævnt i 1618 eller Ullemose på Sjælland, nævnt i 1549. De norske hekse fløj, ifølge Olaus Magnus’ værk ’De Nordiske Folks Historie’ fra 1555, til Blåkulla på øen Blå Jungfrun i Kalmarsund. En forløber for Walpurgisfesterne på Brocken var en oplæsning af Goethes Faust, En Tragedie, samt Brockenhotellets første vært Johann Friedrich Gerlachs (1763-1834) musikalske forestillinger, hvor der blandt andet blev danset rundt med kosteskafter. Den første organiserede Walpurgisfest på Brocken var i 1896. Festen var organiseret af Rudolf Stolle, der var forlægger i Bad Harzburg. Festivalen bestod af en ceremoni, omkring midnat, på Brocken Hotel, hvor der var taler fra Djævlens Prædikestol. Der var kun mandlige gæster til stede til disse fester. I 1901 kunne man for første gang køre med Brockenbahn (smalsporsbanen) op til festen. I 1902 var der cirka 150 gæster på Brocken til Walpurgisfest. På initiativ fra Walpurgis Selskabet i Bad Harzburg blev den første store Walpurgisfest på Brocken afholdt i 1903, der kom omkring 500 gæster, for første gang var der et stort antal kvinder til festen. Desværre blev Walpurgis festlighederne i 1905 forbudt, da den daværende ejer af Brocken, Fyrst Christian Ernst zu Stolberg-Wernigerode, ikke brød sig disse satanistiske spektakler på hans bjerg, dermed fik festerne på Brocken en midlertidig ende. Frem til 1907 blev festerne afholdt på omkringliggende hoteller. I 1908 blev der atter afholdt Walpurgisfester på Brocken, bag festerne stod blandt andet Brockenhotellets vært Rudolf Schade. Festerne fik et mere folkeligt præg, Brockenbanens tog blev eksempelvis festligt udsmykket og der blev kastet slik ud fra toget. Under Første Verdenskrig blev der ikke afholdt officielle fester på Brocken. I 1932 - 100-året for Goethes død - blev fest nummer 30 afholdt. Sammen med sangen ’Der Mai ist gekommen’ blev sangen ’Deutschlandslied’ også sunget. I 1934 blev der sideløbende med Walpurgisfesten også afholdt møde for Hitlerjugend i forbindelse med ’Tages der Nationalen Arbeit’ (Arbejdernes internationale kampdag, den 1. maj). På grund af dette møde blev talen fra Djævlens Prædikestol ikke afholdt udendørs. Fra 1936 blev Walpurgisfesten skubbet til den første lørdag i maj for at give plads til Hitlerjugends 1. maj møder. Grundet Anden Verdenskrig var festen i 1939 den sidste officielle Walpurgisfest, ikke kun på Brocken, men i hele den østlige del af Harzen. Efter Anden Verdenskrigs afslutning kom Brocken til at ligge i den sovjetiske besættelseszone, det der i 1949 blev til DDR. Fra 1961 var Brocken militært område. I stedet for Walpurgisfester blev der afholdt parader og taler i forbindelse med Arbejdernes Internationale Kampdag for fred og socialisme. Efter genforeningen i 1990 blev der igen afholdt officielle Walpurgisfester, siden 1997 også på Brocken. Fra 1998 var det atter muligt at tage Brockenbanens dampende tog til festlighederne på toppen af Harzens højeste bjerg.

Selv på iscaféens skilte er der hekse

SAGN OG MYTER

Sagn blev i tilbage i historien overleveret fra menneske til menneske, dette skete også i Harzen. Der eksisterer mange versioner af hvert eneste sagn. De fleste sagn handler om hekse, andre sagn handler om steder i Harzen. Historierne, sagnene eller myterne er det der har skabt Harzen, påstår man, mange af dem stammer fra tiden hvor kejserne og kongerne opholdte sig meget i Harz-regionen. Der er sagnene om hekse og trolde der fortryllede verden omkring sig og så er der sagnene om minearbejderne og dværgenes underjordiske rige. Især tre sagn eller myter har været med til at præge Harzen. En af disse er sagnet om Karl den Store der skånselsløst omvendte hedninge til et kristent folk, og hvor de sidste ikke troende måtte søge tilflugt i området som i dag kaldes for HochHarz. Så er der middelalderens rituelle handlinger, der fik folk i resten af Europa til at tro på at Harzen var stedet hvor alle hekse mødtes til det store heksetræf natten mellem 30. april og 1. maj, en nat som kaldes for Walpurgisnacht, eller blot Valborgsaften på dansk. Det var også denne nat, der ifølge sagn, hvor germanerne fejrede brylluppet mellem deres gud Wotan (Odin) og Freya (kærlighedens og frugtbarhedens gudinde. Så er der sagnet om Brunhilde der i sin flugt fra Bodo sprang fra Roßtrappe og hesten efterlod et aftryk i klippen. Så findes der sagnene om minearbejdernes hårde arbejdsdage i de mørke minegange, og om den uhyggelige bjergmunk som var både hjælpsom og kunne straffe hårdt. I en bog om Harzen og hekse skal man naturligvis også have nogle af historierne med, for har man først sagt Harzen, bliver man nødt til også at sige sagn og myter. Jeg kan ikke have dem alle med, men dem jeg har udvalgt er dem jeg selv bedst kan lide. Flere historier kan findes her: www.harzersagen.harz-urlaub.de Bemærk! Siden er på tysk.

SAGNET OM RHUMEQUELLE

Rhumequelle er omtalt et andet sted i bogen, side →, men her er historien/ myten om hvordan kilden oprindelig blev dannet.

Der var engang en ung kæmpe, Romar, han var bosiddende på slottet i Römerstein. Han mødte engang en ung smuk pige i skoven og de forelskede sig. Pigen hed Ruma og var datter af dværgkongen. Desværre for Romar og Ruma var deres fædre fjender, så de unge måtte gifte sig i hemmelighed. Efter noget tid blev Ruma gravid og fødte en lille dreng. Da dværgkongen fandt ud af, hvem faderen til barnet var, blev Ruma straffet og blev bedt om at forlade Romar. Men da hun standhaftigt nægtede, forbandede faderen hende, myrdede barnet og spærrede hende inde i en grotte. Da Ruma prøvede at flygte for at finde Romar, omdannede hun sig til en strøm af vand og søgte de smalle og snoede underjordiske passager. Hun prøvede hårdt i mange år, indtil hun endelig nåede til overfladen ved Rothenburg udenfor dværgenes rige. Dette sted blev kaldt for Ruma (Rhumequelle). Man siger, at vandet i Rhumequelle af og til farves rødt, det skulle eftersigende være Rumas myrdede barns blod.

SAGNET OM GÅSEPIGEN OG MUNKEN

For mange hundrede år siden, lå der i udkanten af byen Ilfeld et kloster. På klostret boede der munke, de levede efter strenge regler og en af disse regler var, at de ikke måtte forlade klostrets område uden tilladelse. Ved klostrets ydermure gik der hver dag en pige med en flok gæs. Pigen havde langt blondt hår, hun var meget fattig, så hun måtte passe gæs for andre for at få råd til lidt mad. Lønnen var dog så lav, at pigen ikke havde råd til at købe nyt tøj. På kolde efterårsdage gik pigen og frøs i sin gamle grå kjole, mens hun passede sit job. En munk havde gennem længere tid observeret hende. Han spekulerede på, hvordan han kunne hjælpe ’gåsepigen’, som hun blev kaldt i byen. En dag fulgte munken efter pigen og hendes gæs, trods forbud, ind i skoven. Gåsepigen var glad for at nogen tog sig af hende. Munken og gåsepigen forelskede sig i hinanden og mødtes i hemmelighed hver dag i skoven, kun skovånden kendte til deres forbudte kærlighed. Pludselig en dag skete det. Munken stod på en skråning udenfor klostret og vinkede til gåsepigen på den anden side af dalen, da en ond heks pludselig krøb op til munken. Udenfor klostrets mure havde heksen magten over munken. Heksen forvandlede, med et højt brag, munken til en klippe. Da gåsepigen så dette, begyndte hun at græde bitterligt. Heksen forvandlede derefter også pigen til en klippe. I dag står de to elskende overfor hinanden ved udgangen af Behretal, i nærheden af Ilfeld, uden at de kan nå hinanden, mens de venter på at blive befriet fra den onde magi.

SAGNET OM HUNDEN QUEDEL

I byen Quedlinburgs byvåben er der blandt andet en hund med navnet Quedel. Der eksisterer flere historier/ myter omkring hunden og byens navn. Den ene historie handler om Kejser Heinrich den Tredje og hans datter Mathilde.

Der var en gang en kejser der hed Heinrich den Tredje, han var dybt forelsket i sin smukke datter Mathilde. Mathilde trak sig tilbage og bad forgæves til Gud, om han ikke kunne tage hendes skønhed fra hende, så faderen kunne lade hende være i fred. En dag kom djævlen til Mathilde og tilbød sin hjælp, men på den betingelse af, at hun ville give sin sjæl til djævlen, dette ville ske, hvis hun sov de næste tre nætter. Mathilde holdt sig vågen de kommende nætter ved at brodere og væve, når hun var ved at falde i søvn gøede hendes lille hund Quedel, så hun blev lysvågen igen. Djævlen følte sig narret og var rasende, fuld af vrede kradsede han Mathilde i ansigtet med sine klør. Som følge heraf blev Mathilde grim og faderen mistede enhver interesse i hende. Til ære for hunden Quedel fik Mathilde opført klostret i Quedlinburg, hvor hun levede resten af sit liv som nonne.

En anden historie siger dog, at en hund med navnet Quedel advarede borgerne i byen om at en røverbande nærmede sig. Borgerne nåede at lukke byens porte i tide, i al taknemmelighed og som et minde om hunden, opkaldte de byen for ’Quedlinburg’ og hunden fik en plads i byvåbnet.

SAGNET OM ROßTRAPPE

Der boede engang en kæmpe, der hed Bodo, i Bøhmen. Han var frygtet af alle, fordi han var grim og voldelig. Bodo begærede den smukke prinsesse Brunhilde, som han ville have til sin hustru. Men Brunhilde afviste hans bejleri, men Bodo lod sig ikke slå ud. En dag red den smukke Brunhilde på sin hest gennem skoven og nød naturen, uden at bemærke det, havde Bodo forfulgt hende et godt stykke tid. Pludselig hørte Brunhilde en trampe, grene brækkede og Bodo, der havde skjult sig bag en klippe, nærmede sig på sin hest. Brunhilde blev bange og galoperede ud gennem den tætte skov, og blev ved og ved, over bjerge, gennem dale, gennem Thüringer Wald lige til hun nåede til Harzen. Men hendes forsøg på at ryste sin forfølger af, fejlede. Pludselig stoppede hendes hest med et ryk, foran Brunhilde var der en kløft der var ligeså bred som den var dyb, nede i dybet brusede en flod voldsomt. Bodo, den frygtede kæmpe, kom nærmere og nærmere. Brunhilde ville hellere dø end at blive gift med Bodo, så hun gav sin hest et gevaldigt spark i siden. Hesten satte af på klippen og sprang over kløften, springet lykkedes, men et aftryk af hestens hov blev efterladt i klippen. Brunhilde var reddet, men under springet mistede hun sin gyldne krone, som faldt ned i den brusende flod. Bodo forsøgte også at springe over kløften på sin hest, han havde blot glemt, at han var meget tungere end Brunhilde, så han og hans hest faldt ned i floden, netop der hvor den var dybest. Som straf for sin ugerning blev han forvandlet til en sort hund, og dømt til at bevogte prinsesse Brunhildes krone til al evig tid i floden. Floden har senere fået navnet Bode, opkaldt efter kæmpen Bodo. I stormfulde nætter, siges det, at man i Bodetal kan høre Bodo græde højt og hjerteskærende. Aftrykket som Brunhildes hest satte i klippen, kan ses den dag i dag, på den klippe der kaldes Roßtrappe i nærheden af byen Thale.

SAGNET OM RÅDHUSET

I WERNIGERODE

Der var engang en hyrde der var faldet i søvn, mens han passede sit kvæg på bjerget Harberg. Han kunne kun hvile i fred, da han havde en meget loyal og vagtsom hund, der tog sig af kvæget og sørgede for, at ingen dyr blev væk fra flokken. Med sådan en trofast ven kunne enhver drømme i fred, og hyrden drømte en vidunderlig drøm. Pludselig stod en dværg ved hans side og pegede på en fordybning i jorden der åbnede sig for hans øjne. I fordybningen lå mange glinsende guldstykker, lige så hurtigt fordybningen åbnede sig, ligeså hurtigt lukkede den igen. Så pegede dværgen ud i det fjerne, hvor der stod et stort hus med tårne, karnapper og en veranda. Dværgen sagde: ’Se godt på huset og gem det i din hukommelse, hvis du lover at bygge sådan et hus på den åbne plads i Wernigerode, så er de guldstykker du så, dine’. ’Selvfølgelig, lover jeg at bygge huset’. Sagde hyrden med glæde i stemmen. Så tog dværgen et stykke papir og en pen op fra sin taske og lavede en tegning af det omtalte hus. Tegningen gav dværgen til hyrden, og sagde: ’Sådan skal huset se ud. Holder du ikke, hvad du har lovet mig og alligevel tager guldet, så skal du dø en elendig død!’ Straks efter var dværgen forsvundet. Kort efter vågnede hyrden og indså, at det hele bare var en drøm. Men da han senere samlede sit kvæg for at gå videre, så han et stykke papir ligge på jorden. Han samlede det op, foldede papiret ud og så, at det hus der var malet på papiret, var det samme hus, som han havde set i sin drøm. Så tænkte han, at guldet måtte være der, hvor papiret lå. Han gravede et hul, ganske rigtigt, frem fra jorden kom en mægtig gryde fyldt med guldstykker. Hyrden var nu en rig mand. Da han havde slæbt guldet hjem til sin hytte, sendte han bud efter en bygmester. Hyrden viste tegningen til bygmesteren, og spurgte om han kunne bygge sådan et hus. Bygmesteren svarede, at det kunne han da godt og fik straks til opgave at bygge huset for hyrden på den åbne plads i Wernigerode. Først mange år efter hyrdens død blev huset til rådhus. På bjerget Harberg blev der aldrig fundet guld siden. Dværgen, der gav guldet til hyrden, forsvandt og er aldrig set igen.

SAGNET OM RIDDER RAMM

Der var engang en jæger, der hed Ramm, han var på jagt med Kejser Otto den Første og hans følge i bjergene i Harzen. Jæger Ramm var kommet så langt ind i den tætte underskov, at hans hest kunne ikke komme fremad. Ramm bandt sin hest til et træ og gik videre til fods. Da Ramm endeligt kom tilbage til sin hest, bemærkede han, at hesten utålmodigt havde stået og skrabet i jorden, og der lå en masse ens sten. Ramm samlede stenene op og bragte dem til Kejseren. Det var ikke bare almindelige sten, det var sølv. Kejser Otto befalede, at sølvet skulle hentes op af jorden, herved opstod minedriften i Goslar, og minen og området blev opkaldt efter Ramm - Rammelsberg. Den nyanlagte by Goslar og den gennemløbende bæk ’Gose’ fik navn efter jæger Ramms hustru Gosa. Senere blev jægeren slået til ridder, og kendes i dag som Ridder Ramm. Dette var historien om, hvordan den mægtigste sølvåre, nogensinde, i Goslar blev fundet.

Ridder Ramm

SAGNET OM MÄGDETRAPPE

Der var engang en ung kæmpekvinde, der ventede på sin veninde fra Thüringer Wald. Snart så den unge kvinde sin veninde komme mod hende med kæmpeskridt, til sidst var der kun dalen, som i dag kendes under navnet Selketal, mellem dem. Men den unge kæmpekvinde fra Thüringen var utålmodig, så hun råbte til sin veninde på den anden side, at hun ville springe over dalen. Kæmpekvinden tøvede en smule, indtil hun hørte en bondemand komme kørende med sin vogn, der var læsset med træstammer, så satte hun af og sprang over dalen. Da hun var kommet over til veninden på den modsatte side af dalen begyndte hun at grine sammen med sin veninde. Kæmpekvindens afsæt har efterladt et aftryk i klippen og stedet kaldes i dag for Mägdetrappe, der ligger mellem Alexisbad og Mägdesprung.

ANDRE SAGNFIGURER

Harzen er et sagnomspundet område, det er ikke kun heksene der hører til i sagnenes verden. Har man først sagt Harzen og sagn, så må man også nævne ’die Herren der Berge’, dværgene, bjergånden eller bjergmunkene som de også kaldes. De bor i Harzens mange huler og grotter. De er ganske små, men overraskende stærke og har egenskaber som de tidligere minearbejdere, for de meste har de små spidse hætter på og passer på skatte, der ikke tilhører dem selv.

DEN HVIDE HEST

Den hvide og lysegrå hest er i den germanske tro et helligt dyr. I delstaterne Niedersachsens og Westfalens våbenskjold er der en hvid hest.

HJORTEN

Hjorten, mest den keltiske Hirschgott (hjortegud) Cernunnos i sine mange forklædninger, spiller en stor rolle i Harzen. Hjorten med sit strålende gevir er solens symbol. Den gyldne hjort (goldener Hirsch) fører folk til hemmelige underjordiske slotte og skatte. Den sorte hjort viser vejen til dødsriget. Men ikke nok med det, så finder man hjorten i mange gamle våbenskjolde fra adelen der engang boede i Harzen, samt der er nogen hoteller og restauranter der hedder noget med hjort, eksempelvis ’Hotel Weißer Hirsch’ i Wernigerode.

HISTORIENS VINGESUS

Overalt i Harzen er der tegn på forhistoriske bebyggelser, men det er først for omkring tusind år siden, at byerne opstod for alvor. Tusind år med en meget turbulent historie.

HARZENS OPRINDELSE

For mere end 300 millioner år siden var Harzen og store dele af Centraleuropa dækket af enorme is- og vandmasser. For omkring 700.000 til 350.000 år siden jagede Homo erectus (ordet stammer fra latin og betyder det oprejste menneske, en art af menneskets forfædre) i og omkring Harzen, især i områderne omkring Bilzingsleben i Thüringen og Hildesheim og Schöningen i Niedersachsen var yndede jagtområder. For omkring 250.000 år siden var det neandertalerne der levede i det område, som i dag kendes som Harzen. De jagede urokser, bisoner, brune bjørne, hulebjørne, mammutter, næsehorn, heste, rensdyr samt skovelefanter. Ja alle dyr, der levede på dette tidspunkt, blev jaget. Man er meget sikre på, at der har levet neandertalere i Harzen, da nogle af de værktøjer neandertalerne brugte er blevet fundet i Einhornhöhle samt i nogle huler i Rübeland. Nær byen Aschersleben, i den nordlige del af Harzen, er der også fundet spor efter neandertalerne. I ældre stenalder (100.000 til 10.000 år før Kristi fødsel) levede der en befolkning af jægere og samlere i regionen. Dette er bevist efter der, i hulerne i Rübeland og Scharzfeld samt ved Teufelsmauer, Djævlemuren, er fundet værktøj og andre redskaber efter dem. For cirka 40.000 år siden så det ud til, at Homo sapiens (mennesket) flyttede fra Afrika til Europa, herunder også til Harzen, hvor de tilsyneladende udkonkurrerede neandertalerne og bosatte sig her. Særligt omkring Thale er fundet spor efter keltiske bosættelser. I yngre stenalder (5.500 til 2.200 år før Kristi fødsel) opstod den første bosættelse i den nordlige del af Harzen, hvor der var landbrugsjord, vand og ler til fremstilling af lerpotter. I bronzealderen (2.000 til 800 år før Kristi fødsel) blev der for første gang fundet kobber i området omkring Mansfeld. I jernalderen (800 til 500 år før Kristi fødsel) begyndte man at forarbejde jern, og trækul og kulmiler blev nødvendige, og Harzens skove blev for første gang udnyttet til produktion af trækul.

NYERE TID

Indtil for cirka tusind år siden var Harzen dækket af en uigennemtrængelig jungle og bjergene var ubeboede. Omkring år 795 besejrede Karl den Store, Sachsen og hele Harzen kom dermed til høre under Frankerriget, hvorefter begyndte man at kristne regionen. Det var også på dette tidspunkt at bispedømmerne Halberstadt og Hildesheim blev grundlagt. Herefter fulgte munke fra Rheinland og Westfalen som grundlagde flere klostre og de første landsbyer opstod omkring klostrene. Det er dog først omkring år 814, at man for første gang hørte om Harzen. Det var da kejser Ludwig den Fromme nævnede Harzgau eller Hartingowe i en udtalelse. I følge de såkaldte ’Fulda Annaler’ fra år 852 blev Harzgau (et grevskab i Harzen) besat af Harudes (der er latin og i det germanske sprog betyder skovfolk). De opkaldte området for Harudengau, som betyder skov eller skovklædte bjerge. Efter den karolinske rigsdeling i 843, kom Harzen til at tilhøre det østfrankiske - tyske - rige. Fra midten til slutningen af det 9. århundrede blev der opført mere end 300 bosættelser, samt mere end 500 borge og paladser. I begyndelsen af det 10. århundrede tog de saksiske konger, de dengang, herreløse bjerge i deres besiddelse, således at kongerne kunne benytte bjergene som deres jagtrevirer. På kryds og tværs af Harzen var der handelsruter, og de kongelige paladser og gårde lå i Harzens udkant. I 912 blev Heinrich den Første hertug af Sachsen, og i 919 blev han konge for hele det østfrankiske rige, som Harzen dengang tilhørte. Historien fortæller, da Heinrich den Første skulle vælges til konge, var han på fuglejagt i Harzen. Han boede under sin fuglejagt på Finkenherd, som er beliggende i det, som i dag kendes som byen Quedlinburg. Efter valget af Heinrich den Første til konge, blev Sachsen og Harzen til magtens centrum. Senere da Karl den Store, også kendt som Charlemagne, blev konge, erklærede han Harzen for Reichsbannwald, det vil sige en skov, hvor kun kejsere og konger måtte gå på jagt. Da Eike von Repkow’s Sachsenspiegel, den ældste tyske lovbog, der i mange århundreder var grundlaget for tysk lovgivning, blev udgivet på Schloß Falkenstein omkring år 1220-1230, blev Harzen beskrevet som stedet ’hvor vilde dyr er sikret beskyttelse i kongens skove med begrænset adgang’ og at ’Enhver der rider gennem Harzens skove, skal fjerne strengen fra sin bue og armbrøst samt holde deres hunde i lige linie. Kun kronede personer (kejsere og konger) får lov til at jage her’. Der var i alt tre skove i delstaten Sachsen, hvor der var begrænset adgang. Heldigvis varede dette forbud ikke ved. Minedrift, jernværker, landbrug, og senere turismen underminerede den kejserlige beskyttelse. Omkring år 936 overtog Otto den Første tronen efter sin far Heinrich den Første og byen Quedlinburg blev grundlagt og Kaiserpfalz i Goslar blev bygget. I 968 blev der fundet store sølvforekomster i Rammelsberg minen. Det var et fund som fik stor betydning og rigdom for Goslar og Harzen i små 200 år. Omkring år 1000 ankom de første kulsviere og minearbejdere og bosatte sig i Harzen. Store skovområder blev ryddet for at give plads til nye bosættelser. Mange af de byer der i dag ender på -rode, eksempelvis Wernigerode, stammer fra den tid. Omkring år 1224 købte munke, bosiddende på klostret i Walkenried, omfattende skovområder i den vestlige del af Harzen. Dette gjorde de for at