Min vej mod lyset

By Kristian Dam

Jeg oplevede en nærdødsoplevelse, da jeg kørte mig selv ihjel i en færdselsulykke – jeg ville nå en deadline, en aftale, koste hvad det ville. Sådan var mit liv.
Jeg forsvandt ud af kroppen og oplevede et grænseløst uendeligt Jeg i mange bevidsthedslag. Da jeg vendte tilbage, kunne jeg ikke kende mig selv. Denne oplevelse gav anledning til at jeg ændrede mit liv. Jeg blev skilt, solgte min virksomhed, rejste ud i verden med min nye kærlighed i en autocamper og begyndte at heale mennesker omkring mig.
I tiden derefter fik jeg en række grænseoverskridende oplevelser, f.eks. livet efter døden, tidligere liv og mystiske hændelser, mens jeg konstant forsøgte at føle og forstå min nærdødsoplevelse. Jeg prøvede alle forklaringer uden for mig selv og fandt endelig freden i mit eget centrum og mødte ren væren, mild kærlighed, tilgivelse og medfølelse. I bogen vil jeg indvi læseren i healinger og sjælerejser og forsøge at åbne hans eller hendes øjne for det grænseløse Jeg og for universets uendelige bevidsthedskilde.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 29, 2014
• ISBN: 9788771450910

Book preview

lyset

Om forfatteren

Kristian Dam er født i 1945 og voksede op i et lille samfund med travle forældre. Blev selvstændig iværksætter og sluttede et aktivt og dynamisk forretningsliv som formand for 150 butikker i en landsdækkende kæde. En nærdødsoplevelse i 1995 ændrede på afgørende vis hans liv. Han mødte Birte, og de giftede sig i Indien, hvorefter de solgte alt gods og guld og drog ud i verden i en autocamper. De lever i dag et beskedent og lykkeligt liv med Spanien som udgangspunkt for deres spirituelle liv og rejser både på det ydre og indre plan. Deres Asram i Indien er et fast rejsemål hvert år. Her blev Kristian Dam uddannet Reikihealer, mester og underviser. Derudover opsøger de alverdens kulturer og spirituelle steder. Det åndelige liv og healing er i dag centrum i deres tilværelse.

Omtale af bogens indhold

Tiltrækningens kraft er et gennemgående tema i bogen, der både beskriver forfatterens personlige og åndelige oplevelser efter en nærdødsoplevelse.

Han beskriver på en kærlig og letfattelig måde en nærdøds- og kundalinioplevelse i detaljer og mange forskellige skæbnefortællinger gennem de healinger, han herefter begyndte at udføre. En healingsenergi, han mener, alle besidder, blot vi er bevidste om den.

Undervejs beskrives også nogle få enkle, men åndsvidenskabelige forklaringer.

Vi inkarnerer ikke kun i karma og skæbne, men i udvikling for at ændre jordens bevidsthed. »Engle« eller Devaer er ikke sjældne blandt os mennesker.

Tyngdekraften forklares som universets dragende kærlighedskraft. Selv døden er tiltrækkende, da sjælen er den konstante faktor, altid, og den bevidsthedsfølelse, man vil føle som sit sande hjem. Sjælen er ren bevidsthed. Ikke blot en engel eller en personlighed. Vi er alle »et« og har adgang til universets samlede bevidsthed.

Oplev også dig selv gennem dine egne, din skytsengels eller Guds øjne. Vi er nemlig skabt som centrum for hele universet. Vi er dermed medskabere af universet. På samme måde, som vi modtager fra universet, giver vi fra os. Vi er både indstråling og udstråling samtidig. Det går begge veje. Vi er selv herre over vort liv og vor skæbne.

Da min ordentlighed blev min død

Jeg starter med at henvende mig til dig, der læser denne bog:

Følg mig på min vej

Sæt dig ved min side, følg mig på min vej. Lige nu går det rimeligt stærkt, jeg er på vej til endnu et vigtigt møde, heldigvis kun 100km fra mit hjem, så jeg har styr på tiden. Jeg ved, at jeg vil ankomme to minutter før mødet til P-pladsen, så det passer med de to minutters gang til min butik i Viborg, hvor vi skal mødes.

Måske er det lidt urimeligt at bede dig følge mig lige nu, for om et øjeblik bliver bilen smadret, og jeg slår mig selv ihjel. Jeg har alt for travlt … så bliv i din egen stol lidt endnu!

Jeg kender vejen – har kørt den uendelig mange gange – 70.000km om året – jeg ved lige præcis, at den næste overhaling er ok – kommer lidt op i fart – så er der fri bane igen. Lastbilen med den lange trailer og en kæmpe kran om bord holder pænt med det ene hold hjul ude i rabatten. Hvis jeg holder farten kan … ups – jeg træder på bremsen pr. refleks – hører, dækkene hvisler let hen over den fugtige vej – de tager ikke ved – jeg hører mig selv sige – »tak for et godt liv« – på engelsk. Ikke mit sprog – ikke mit liv – vel? Denne sætning udtrykkes på en brøkdel af et sekund.

I dette sekund sker alting. Jeg oplever det alt sammen ligesom i en boble. Underligt. Ingen smerte. Jeg er ligesom tilskuer. Dog ser jeg gennem mine øjne en stund endnu. Jeg ved ikke om stemmen – som er uhørlig, men bestemt min egen – er henvendt til mig selv. Jeg tror det. Nu begynder alting at ske oven i hinanden. Jeg ser de kæmpe dæk fra lastbilen komme drønende imod mig. Bilen og jeg smadres med 100km i timen. Lastbilen står nu på tværs over vejen med sin forvogn. Uden at blinke af var den begyndt at svinge over landevejen ind på en bivej.

Helt afklaret tager jeg afsked. Hvorfor gør det ikke ondt? Jeg sidder allerede inde i siden på denne kæmpe blokvogn med en stor kran placeret lige over mig. Jeg er inde under – nej, kun smadret ind i kanten på – vognen, delvist mod et af de store dæk.

Jeg mærker stadig intet, men forsvinder nu ……??!!!

Godt, du ikke sidder ved siden af mig lige nu. Din side af bilen har det værre end min. Jeg ser det hele lidt med det ene øje, det fysiske, og det andet ser det hele lidt mere på afstand med overblik.

Lidt underligt, men det er jo ikke øjet, der ser, det er jo dødt. Hvis det var øjet, ville jeg føle smerte.

Jeg må være bevidstløs, og dog ved bevidsthed. Og hvem taler jeg med? Det er følelsen af min gamle stemme, men uden lyd, min gamle tænke-måde, lettere og hurtigere lige nu – mærkeligt.

Men der er en forskel. Mine tanker fortsætter i det ubevidste.

Jeg føler et sug – som et sug i maven – men den kan jeg jo ikke mærke? Jeg kan overhovedet ikke mærke min krop.

Ikke et øjeblik føler jeg, at der burde være en smerte, jeg ser jo, hvad der sker i dette sekund. Jeg ved, at det burde gøre ondt, men det gør ikke ondt. Jeg hæves ligesom ud af situationen i samme sekund, det sker – eller rettere, inden det sker.

Dette sug føles mest som et savn, et spørgsmål, et vakuum, omkring det liv, der er ved at opløses. Jeg ser nu et begyndende mørke omkring mig. Jeg er der stadig, min bevidsthed fortsætter. Her burde alting slukkes. Overrasket ser jeg min kære hustru som et billede – mest som en følelse. Vort liv er kørt ind i en fast ramme – lidt dødt i forholdet til hinanden – vi har gennemført alt, hvad vi har sat os for – alle vore drømme er opfyldt, uden at det blev den helt varme kærlighed. Sådan er det bare. Hun giver mig et knus – det er ok alt sammen, også at sige farvel.

Suget bliver kraftigere. Billederne kommer nu oven i hinanden. Malene – min datter fra hun var fire år gammel – det her gør ondt – mavefornemmelsen skifter karakter – det er dog utroligt – Malene skulle være i Mexico lige nu – på udveksling som 16-årig – vi ses, smiler hun med sit herlige pigesmil – strålende, glad – vi ses!

I samme følelse kommer Henning og Per – blandet med lidt dårlig samvittighed – de var fire og syv, da jeg lod mig skille fra deres mor. Vi ser hinanden i øjnene, og den samme følelse af – »vi ses« – fortsætter.

Her bliver det mørkere, følelsen indsnævres. Bevidstløsheden, altså åbenbart nu også den ubevidste bevidsthed, ændrer karakter.

Jeg mærker et kraftigt sug, en tyngde, – ikke i maven, men i sindet. På brøkdele af sekunder bevæger jeg mig indad, suges indad og ned – ned – ned – nu skråt nedad som i en mørk tunnel. Eller måske rettere som at falde ned i et uendeligt sort hul. Som at opleve at falde i søvn. Som i et balancepunkt mærker jeg følelsen af, at jeg samtidig med denne sugen ind og ned nu når bunden af tunnelen og vender opad, suges opad. Alt sammen inden for et brøkdel af et sekund, som uden tid, men dog stadig tid. For jeg når at se eller sanse ting på vej ind og ned.

Jeg ser på vejen ind og ned en række billeder, ansigter, figurer, kendemærker eller lignende på begge sider af tunnelen. De minder om en fortid – en fjern fortid, for jeg har ikke set dem før, heller ikke i film eller bøger – som en form for genkendelser, påmindelser måske fra tidligere liv? For hvert sted er der blot skyggen af en følelse, ikke negativt, blot en genkendelse som mere eller mindre kan være ligegyldig, det er blot en del af mig.

Nu går tunnellen opad. Uden billeder, kun skygger af genkendelsens glæde fra sjæleliv – tror jeg nok, det er – nu går det stærkt, for suget og mavefornemmelsen er en kæmpe kærlighedsfølelse, en genkendelse, et savn der ikke kan beskrives, kunne jeg græde, så havde jeg gjort det, men der er ingen krop, der reagerer, jeg har forladt kroppen, glemt den, for denne virkelighed er fantastisk og utrolig. Nej, ikke utrolig, jeg føler det som en stærkere følelse end nogen, der kan beskrives fra mit liv, og som dog alligevel kan genkaldes fra mit liv, men jeg har ikke tid til sammenligninger lige nu – et lys for enden af tunnelen bliver tydeligere og tydeligere. Større og større. Til slut er der kun lys.

Dette lys er bare så stærkt, at jeg ikke tør se ind i det. Og dog er det, som om jeg har prøvet det mange gange før. Det tager tid for min bevidsthed at vænne sig til det, at mærke og føle det i den rette fornemmelse, vibration, for igen at prøve at se ind i lyset. Nu er det tåleligt. Det er mildere. Nu kan jeg faktisk være i lyset. Jeg bevæger mig ind i det, bliver suget ind. Dette lys fortsætter med at stråle omkring mig, samtidig med at jeg føler, at jeg stadig ændrer karakter af at »være«. Det føles uendeligt som om det aldrig vil holde op. Igen er der et balancepunkt, hvor suget føles konstant. Jeg vil ikke vide af alt dette, men kan ikke lade være at føle efter, hvad det går ud på. Jeg har glemt alt om min død, jeg er fuldstændig opslugt af sansernes oplevelser.

Jeg slapper lidt mere af. Vandrer rundt i mine følelser – ikke fysiske følsomme følelser med op- og nedture i humørsvingninger, nærmest en følelse af uendelig afslappet væren – jeg er det samme sted længe, uendeligt, og nu mærker jeg en lille forskel og lukker øjnene op. Jeg ser et bord, et ovalt bord, ikke af glas, men af et stof, der nærmest er krystalagtigt i sin tågede diffuse karakter. Jeg betragter det længe, og nu sidder der tre lysvæsener omkring det – lysvæsener, jeg genkender. Jeg ser mig selv i midten. Til venstre for mig dukker fornemmelsen og billedet af Jesus Kristus op. – Havde jeg været ved mine fulde fem, havde jeg fået et chok – Men det føles helt naturligt og i overensstemmelse med min tilvænning til lyset og følelsen af ren væren. Jeg ser ikke ansigtet eller skyggen af noget genkendeligt til højre for mig, men det føles feminint. Kan det mon være hans kæreste eller hustru eller en anden feminin sjæl. Var det en del af mig selv? Jeg genkendte følelsen.

Det er mig selv, der fører ordet. Det er, som om jeg hører et spørgsmål, som jeg svarer på. Det er altså alt sammen i mig selv, både spørgsmål, overvejelser og svar.

Denne dialog er lang og detaljeret, uden at det føles smertefuldt på nogen måde. Hvordan forløb dit liv? Lykkedes dine gøremål og dine målsætninger for livet? Er der noget, du kunne ønske dig at gøre om? Er du klar til at forblive i din nye stemning? Hov. Skal jeg tage stilling? Jeg vil gerne blive her. Det fås ikke smukkere og bedre. Ingen kan få mig bort fra denne følelse. Endelig føler jeg mig hjemme. Denne salighed må gerne vare ved. Og det gør den længe, som i tusinder af år. Jeg svæver hen – uendeligt. Igen i en mørk, men nu konstant uendelighed. Intenst som den kan føles i nuet – men dog evigt, svævende.

I denne uendelighed mærker jeg altings væren – undskyld udtrykket, jeg kendte det ikke dengang – jeg føler igen mange syn og sanser alt. Uden at få noget som helst med, andet end følelse af salighed. En konstant og anderledes bevidsthed, der bedst kan udtrykkes som en salig kærlighedsfølelse. En salighed, der giver mig sitrende energisk kraft til at opleve overskud og kraft. – Underligt, hvad skal jeg dog bruge det til?

Igen efter lang tids mørke, som føles uden tid, dukker lyset og det samme billede op. Jesus til venstre og skyggen til højre. Jeg tror ikke, vi har siddet sådan hele tiden, for der er gået rigtig lang tid, det føltes som tusind år, jeg aner ikke, hvor jeg har været, jeg er fortsat bare salig. Har dog nu en indre glød. En følelse af tid, der ikke er der, eller et »nu« der er evigt, fyldt med en glødende energi. Jeg mærker det nu, som om dialogen er ved at være overstået. – Er du klar? spørger Jesus mig. Klar til hvad? Du er jo lige blevet afklaret og gav udtryk for, at du var klar. Det har jeg ikke helt selv fattet. Der kommer en velkendt sugende fornemmelse i maven, mit hjerte bløder. Nu igen af savn mod denne nuværende følelse. Det kan ikke være rigtigt. Det kan jeg ikke undvære. Nej, jeg vil ikke tilbage. Ikke nu. Og dog. Jeg hører ikke mit svar, men glider videre, i en følelse af skal – skal ikke, og dog i en samtidig fornemmelse af ny vilje, styrke og begejstring for at kunne gøre en forskel.

Hvordan melder oplevelsen ikke noget om. Der har givet foregået en indre dialog, mens jeg var helt væk i nydelsen og saligheden.

Jeg ser nu min bil fra en rimelig højde, ups! Det ser ikke godt ud det her. Nu ser jeg ikke mere, men vender indad og er nu i min krop. Jeg ser det stadig svagt udefra, som om det ene øje er derude, og det andet nu igen herinde i kroppen. Jeg ser mit ansigt ligge op ad rattet. Brillerne er smadrede, og nogle stumper sidder i huden i pande og kind. Mine knæ bløder, presset ned på bremse og speeder samtidigt, fødderne helt forvredne bagover mod det sæde, jeg sidder på.

Jeg er nu nede og inden i min krop og tænker: – Min krop er smadret, hvis jeg overlever, er jeg invalid. Nej, nej – ikke det!

Forbindelsen til det uendelige, denne oplevelse, forsvinder, som om min navlestreng bliver klippet over.

Jeg aner ikke, hvor du blev af undervejs. Var du med, eller betragtede du det bare sådan fra sidelinjen? Var det dig, jeg så som en skygge ved bordet, eller var det bare en del af mig selv? Hvordan ville du have reageret, hvis det havde været dig, der sad ved min side – altså deroppe? Havde du nogen spørgsmål om dit eget liv? Om dit nye liv? Om dit åndelige liv?

Min hjerne tager igen over, og de fysiske følelser begynder at melde sig. Underligt, det gør stadig ikke ondt. Jeg kan lugte, jeg lugter røg som ved en brand. Jeg hører stemmer. En mand råber: – Giv mig dog det brækjern nu – det hele kan gå i brand når som helst – vi har ingen tid! Nu er tiden tilbage – og så råber han ind i mit øre, at vi ingen tid har. Det føltes virkelig som lang tid, men nu som normal, rigtig lang tid. I spænding og utålmodighed. Jeg skal love for, at tid kan føles forskelligt.

Døren brækkes op. Flere stemmer og fornemmelser kommer til. En mand trækker mig ud af bilen, han har travlt og er stærk, jeg mærker svage smerter i mine ben – pludselig er jeg ude, siddende på jorden. Bilen, tror jeg, bliver sprøjtet med et eller andet, der slukker den begyndende brand. Andre kommer til, råber mig lige ind i ørerne. Rejser mig forsigtigt op. – Han lever! – Han lever! Jeg mærker et lettelsens suk, om det er deres eller mit, ved jeg ikke. Nogle er rørte af følelser, det kan jeg mærke – er det dig? Var du der?

Var det din følelse, var du iblandt dem, var det dig, der gav mig et forsigtigt klem i hånden som velkommen tilbage?

En stemme spørger: – Kan du stå op, støtte på dine ben? Mærk efter!

Det mærkes ok, jeg ser mig omkring. Jeg ser blokvognen midt på vejen, min bil er smadret ind i dens side, men det, jeg ser efter, er chaufføren. Jeg vil løbe hen til ham 50 meter borte. Han ser mig blive hjulpet haltende hen imod ham. Han tøver, tror jeg vil skælde ud eller lignende, jeg vinker ham nærmere. Og nu i en ekstatisk høj stemning vil jeg give ham et knus og sige undskyld. Det lykkes ikke helt, forvirringen omkring os er for stor.

Nu står der en betjent foran mig. Jeg begynder i sjov at fortælle en historie om, at vi mænd altid har svært ved at vurdere afstande. Vore egne små 15cm tror vi altid er meget, meget mere. Men en småsjofel historie er åbenbart ikke lige sagen nu.

– Vi må hellere tage en blodprøve på ham, se lige efter om han har en biltelefon kørende inde i vognen. Jeg beder dem undskylde, de skal bare vide, at alt er ok, og jeg skal denne vej videre mod Viborg. Jeg kan ikke se mit ur, men tror jeg stadig kan nå mit møde. Måske lidt forsinket.

Jeg spørger: – Kan jeg køre med jer til byen, når I skal den vej? – Nej, du kan ej, du skal med den ambulance, der kommer der, den anden vej mod Skive, det er vist mere i den retning, du bor, siger betjenten.

I ambulancen fortsætter min ordentlighed. Der bliver ringet til min forretning, og mødet bliver aflyst. Jeg føler, at der er en, der sidder og holder mig i hånden – er det dig? – og hvisker stille til mig: – Hold nu op med din ordentlighed, fald dog lidt ned, de finder selv ud af det. Måske er det bare en indre stemme, min egen?

På sygehuset er jeg fuldt optaget af at gennemgå undersøgelser af alle slags. Og dog ser jeg mig selv lidt oppefra, smilende, undrende, hvad har han gang i? Jeg får bandage på, hvor det er nødvendigt, får lov at ringe hjem til min kone for at sige, jeg bliver lidt forsinket, glemmer at fortælle, jeg har smadret min bil. Få timer senere tager jeg en taxa de sidste 60 km, henter et par ekstra briller hjemme i privaten og bliver sat af nede i byen. Min kone sidder allerede på en lille café med sin veninde og er i gang med aftensmaden.

– Hvordan er det dog, du ser ud! Hvad er der sket – og så de krykker der, tager du gas på os?

Jeg er stadig høj og euforisk, munter og glad. Som altid dengang forsøger jeg mig med en upassende vittighed – noget med, hvornår det er værst at have bind for øjnene – men den gik heldigvis i stå der.

Jeg deltager i spisningen, men smerterne er nu ved at melde sig. Intet er brækket, tænderne sidder, hvor de skal, men jeg føler, alt har været igennem en kødhakker.

Ugen efter går jeg op til min advokat og beder ham sætte al friværdi i min kones navn. Sæt, det skulle ske igen.

Du skal ikke tro, du er noget. Om Janteloven i mit liv

Min ordentlighed fortsætter. Jeg er godt klar over, at det netop er den, der var ved at slå mig ihjel.

Hvad er det egentlig, jeg går og slås med i mit sind? Jeg ved godt, jeg er meget ordentlig i min tankemåde. I mit liv søger jeg tilflugt i et forholdsvist beskedent og dog udadvendt liv. Jeg har gået på mange selvudviklingskurser i forbindelse med mit firmas udvikling. Bør have selvindsigt nok til at håndtere disse overvejelser.

Det er vel rimeligt, at jeg lige fortæller dig lidt om, hvem det er, der inviterer dig med i døden eller i hvert fald over på »den anden side«. Du slipper ikke for lidt om min baggrund for dette liv og min ordentlighed, her må det være på sin plads med lidt historie.

Jeg skal helt tilbage i barndomsårene for at finde svaret. Jeg blev født i 1945 i Midtjylland lidt uden for Viborg – som tvilling. Vi blev strengt opdraget hver for sig og dog i ens tøj med et kendingsbogstav på os hver, J for Jens og K for Kristian, og det er mig, der er Kristian – tror jeg nok. De kunne måske have byttet om på bogstaverne ved en fejl, hvem ved? Det er ikke helt lige meget, synes jeg, og dog skulle vi jo kun have været en, nemlig Jens Kristian. Navnet på vores oldefar.

Jens spørger mange år efter: Kan du ikke huske, hvordan vi som små blev placeret på sengekanten og skulle sidde ret op og ned med vores våde hår, og vi fik en nylonstrømpe presset ned over hovedet for at tvinge en skilning igennem. Det skulle man vist have dengang.

Vores mor opførte sig lidt som en dronning, var i hvert fald ud af en fin familie fra Århus. Jeg husker min morfar med kasket på Statsbanernes pakkekontor, hvor han havde et stort ansvar for udlevering af de rigtige pakker til de rigtige mennesker. Rigtig godt gået, eftersom begge min mors forældre kom fra meget fattige kår. Da vi var små, passede mor på os ved at binde en snor i os hver, når vi blev sat på græs. Hun havde også folk til at passe på os drenge, mens hun var på vegetarkurser eller brugte sine kreative evner som kunstmaler. Hun var meget forud for sin tid.

Da vi var tre år, flyttede vi med vores forældre længere mod vest ved Limfjorden. Far var »kæmner«, dvs. den øverste af de to, der administrerede kommunen i det lille samfund. Præsten, førsteskolelæreren og far var byens elite. Alene det, at mine forældre ikke var født her, gav dem en status, som vi børn skulle leve op til.

Sammenlignet med dette kan jeg godt forstå en sætning, der hænger ved fra dengang: Hvad skal der dog blive af dig? Og med de dårligste karakterer i skoleklassen og en lidt sky og asocial side – jeg gemte mig for drengene i skolegården, når de ville slås – var der ikke noget at sige til, at mine forældre var bekymrede.

Skolen plagede mig. Jeg havde svært ved at forstå undervisningen, men klarede mig igennem det bedste, jeg kunne. Jeg gemte mig på mit værelse for at undgå lektier og drømte. Hvad skal der blive af dig? spurgte min mor altid. Jeg havde ondt i maven og ville allerhelst spørge, om jeg kunne få to høns fra den lille hønsegård, som mine forældre havde tæt på huset. Og om jeg kunne få lov at bygge en lille jordhule på jordstykket bagved. De to høns kunne så lægge æg, og efter nogle få år ville jeg have råd til flere. Jeg var klar over, at jeg ville komme i knibe med dette projekt, men andet kunne jeg ikke komme på. Jeg troede, jeg var dømt ude af systemet.

Jeg tjente til skoleblyanterne ved at samle sten i marken og fik også penge for at vaske op på skift med min tvillingebroder. Det lykkedes lige akkurat at bestå skolens afgangseksamen. Dengang hed det realeksamen. Min mor fandt en læreplads til mig i en butik med sygeplejeartikler og fotoudstyr.

Jeg havde meget sympati for mine forældres holdning til samfundet. Far var politisk engageret og imod atomvåben og al krig. Min religiøse tilgang var begrænset til en hvidhåret skolelærer, der fortalte om jordens skabelse på syv dage, tror jeg nok, det var. Som helt lille knægt gik jeg i søndagsskole, hvor vi sang og bad bønner. Da jeg skulle konfirmeres, fattede jeg ikke, hvorfor jeg skulle lære salmevers udenad. Det kunne da ikke være Guds mening. Så kunne han i hvert fald ikke lide mig. Det var den værste straf, jeg kunne få. I kirken sad jeg stille som en lille mus i det kæmpe rum: Bare bliv siddende på bænken der, her må ikke tænkes! Jeg nægtede først at blive konfirmeret, men gav dog efter til sidst. Gaverne vinkede forude, selv om jeg ville give alt for at slippe.

Jeg husker også, at min bror og jeg var med til et par studiemøder i en naboby, hvor Martinus, en dansk filosof, underviste i universets mysterier med nogle gevaldig flotte farvestrålende lysbilleder. Jeg husker hans skarpe og skingre stemme så tydeligt i dag. Jeg husker svagt, hvad det gik ud på, og at det var en helt anden logik, sammenholdt med Bibelen. Som du kan se gennem bogen, har jeg samlet billederne af mine »mestre« gennem tiden.

Jeg kom i lære 18 år gammel og fik et lille værelse, som jeg selv kunne betale med halvdelen af min elevløn. Jeg fik hurtigt en kæreste. Jeg havde aldrig haft omgang med piger, så ved det første bal, jeg gik til, skete det. Hun indtog mit værelse, og jeg søgte hjælp hos min læremester. Jeg var slet ikke klar til alt det der med piger og fik lov at blive hos dem et par nætter, men måtte så deltage i deres aftenmøder. De var Jehovas Vidner, og jeg lyttede opmærksomt. Nu måtte den endelige sandhed da snart komme for dagen. Jeg fandt hurtigt ud af, at Gud hed Jehova og slet ikke Jesus. Jeg læste Bibelen og meldte mig ud af den statslige folkekirke og blev døbt som Jehovas Vidne. Her var det ikke bare et salmevers, jeg skulle lære udenad, men hele Bibelen. Måske er det den samme Gud. Hvis ikke, ja så er de lige strenge. Hvorfor er verden så mærkelig streng og fyldt med regler og hårdhed?

Der var kun plads til 144.000 deroppe i himlen engang, sagde de. Uha. Hvad laver vi andre så her, tænkte jeg. En af dem sad foran på bænken. Jeg kunne godt forstå, de havde respekt for hende. Hun måtte være en engel. Jeg kunne ikke rigtig få øje på vingerne, for når hun endelig sagde noget, så var det et eller andet, vi skulle frygte. F.eks. Guds vrede! Ok, måske var det, fordi hun gerne ville være sikker på at holde sin plads i himlen, at vi andre ikke skulle have det så let. Der var åbenbart ikke plads til alle, så hun klæbede til taburetten. Så vidt jeg forstod, var det normalt. Søndagsskolen havde ikke været så slem, men jo længere vestpå man kom i landsdelen jo værre blev det. Ude ved kysten kendte de jo virkelig til angsten og døden. Havet tog deres mænd, og de, der levede livet, skulle bekende deres synder foran menigheden.

Jeg skulle passe handelsskolen efter arbejdstid om aftenen, og lektierne skulle læses oven i Bibelen i weekenden. Butikken lukkede først lørdag kl. 16, så det var hårdt. Jeg var ikke lykkelig, men presset som i barndommens skolegård. Jeg husker, at jeg pludselig forsvandt, løb hjemmefra mit eget værelse. Jeg flygtede fra dette pres, gik flere dage ud i det blå og havnede ved min morfars arbejdsplads i Århus en morgen. Det var, som om han ventede mig, og jeg blev sat på toget tilbage til virkeligheden. Da min læretid var udstået, flyttede jeg, og jeg meldte mig også ud af Jehovas Vidner. Jeg nægtede at gå i militærtjeneste, ville ikke lære at slå ihjel, jeg var klar til at acceptere to års fængsel i stedet, men jeg slap.

Efter at have oplevet en kæreste for hvert nyt bosted i min læretid og senere som forsikringsagent længere nordpå, så mente jeg, at tiden var inde til et fast forhold. Jeg fik en ny kæreste, og vi blev borgerligt gift. Naturligvis skulle hun have min mors egenskaber. Det var slut med al den flirten, nu måtte livets alvor melde sig. Vi fik to dejlige drenge, og jeg kæmpede stadig for at være god nok, men nu først og fremmest i min karriere i butikslivet. Dog var det vigtigt for mig, at drengene ikke skulle stavnbindes til en religion, og jeg fik gennemført, at de ikke skulle døbes, før de selv ønskede det.

Jeg flyttede længere vestpå, så langt ud som man kan komme. Ja, faktisk helt ud i det område, jeg før beskrev. Et område, hvor Janteloven herskede. Denne lov har ti bud som i selveste Bibelen. Det første og det vigtigste bud lyder: Du skal ikke tro, du er noget. Det andet: Du skal ikke tro, du kan lære os noget. Først da jeg begyndte som selvstændig, opdagede jeg, at Janteloven er virkelighed. Jeg tror, den er kendt i hele kongeriget, bortset fra der hvor den stammer fra. Den fungerer som en uskreven lov. Den bliver ikke omtalt, men er en del af selve sindelaget. Jeg tror, det er en af årsagerne til, at Jens Peter ikke bor i Jens Peters hus, men i den forrige ejers hus, eller måske ejeren før igen. Måske hedder huset »smedens hus«. Ingen personer er anerkendt i nutiden, højest i fortiden, efter døden.

Som nystartet selvstændig fotohandler fik jeg denne lov at føle, for de lokale handler da ikke med en, der kommer udefra. Til gengæld fik jeg virkelig glæde af den modstand, jeg som barn havde oplevet og begyndte at tænke desperat på, hvad jeg kunne gøre for at overleve, som med de to høns og æggene. Jeg købte 500 kameraer og satte en stor annonce i avisen med en salgspris på 1 kr. Det var helt vildt, jeg ville tabe en masse penge – men nu måtte det briste eller bære. Jeg havde ingen startkapital, men havde regnet ud, at disse kameraer hver især ville bruge fem film om året, så inden det første år var gået, ville de være tjent hjem. På selve dagen kom politiet med en stævning, for det var forbudt at sælge under kostpris. Det var der i hvert fald konkurrenter, der troede. 800 mennesker stod i kø for at købe et kamera, så jeg havde virkelig vækket den lille landsby på ti tusinde mennesker. Jeg måtte skaffe de sidste 300 kameraer til den kommende uge. Der kom gang i butikken, men jeg havde overset de sindige købere, der gemte de fleste kameraer til senere gavebrug. Nå, men jeg overlevede og fik gang i flere butikker. Det optog mig meget, men jeg var altid hjemme lørdag efter kl. 17 og slog græsplænen, stadig iført jakke og slips. God dreng!

Jeg nægtede at deltage i arbejdsgiver- og lønmodtagersammenslutninger, politiske partier og al unødvendig tilknytning, og alligevel endte jeg i diverse foreningsbestyrelser, handelsstandsforeninger, Rotary og den slags. Jeg blev halvborgerlig, men havde stadig megen sympati for min fortid.

Efter 12 år på den måde i jobbet og privat var jeg kørt træt i mit liv og søgte igen lykken uden for mig selv, hos en ny kvinde. Jeg forsøgte at holde så god en kontakt som muligt til drengene. Vi rejste hvert år på ferie sammen, og hvad der nu kunne lade sig gøre. Men det lykkedes åbenbart ikke bedre, end at jeg fik dårlig samvittighed under min nærdødsoplevelse. Henning og Per var meget forskellige, så der var udfordringer, når vi skulle på ferier. Det mest spændende år var jeg to uger med Per, dengang 11 år, rundt i Kenya, besøgte Karen Blixens farm og kørte med tog til kysten for at snorkle. Vi følte os meget alene her i det kæmpestore sorte Afrika, hvor de hvide sad inde i toget, mens de mørke sad oppe på taget. Henning på 15 ville derimod hellere opleve alle Europas hovedsteder på godt en uge. Vi opgav midtvejs på en ø ud for Venedig med en pose med hvidt brød og en flaske vin imellem os. Det var også lidt dejligt forbudt.

Når jeg lige nu hurtigt gennemtænker mit liv hertil, føler jeg, at jeg aldrig blev mæt, konstant var jeg på jagt efter nye oplevelser. Mest for at være god nok og gøre mig fortjent til titlen »god dreng«. Jeg rejste meget, både privat og i arbejde. Så det meste af verden, følte jeg. Som ung kørte jeg jordbaneløb i min lille nye Morris Maskot, stod på ski, paraglidede, fløj svævefly og også enmotors Cesna.

Jeg havde ikke nogen licens, havde blot prøvet at føre flyveren. Jeg glemmer aldrig, da jeg under mit første butiksjob også blev involveret i min chefs lille flyfirma. Han var tv’s luftfotograf men havde også gang i rundflyvning med turister i området. Vi var på vej mod et større turiststed, og han ville drille mig lidt. Jeg var bestemt ikke modig, selv om jeg elskede fart. Han lod flyet blive ved at gå opad, til den ikke kunne trække længere. Vi gled tilbage baglæns og vendte nu pludselig næsen ned mod jorden igen. Motoren startede af sig selv igen, men jeg blev noget overrasket over den lethed, hvormed han håndterede den for mig livsfarlige situation.

Vi kom ud over havet, og han bad mig holde rorpinden, mens han krøb om på bagsædet for at se på nogle papirer i sin taske. – Hold du bare maskinen vandret efter denne linje her på instrumentet. Det gik fint, til jeg kom ind i en sky og mistede overblikket og havde svært ved at holde den vandret. Vi gled stille venstre over, skråt nedad. Jeg mærkede min chefs arm over min skulder. – Hvad har du gang i, det er jo det samme, som du har lært i svæveflyene! Han trak pinden bagover så voldsomt, at vi steg omgående. Heldigvis, for vi nåede lige under skyen og kunne se en fiskekutter, hvor besætningen stod og stirrede op mod lyden. Om de faldt bagover i vandet skulle ikke undre mig, men han klarede lige min dumhed.

Jeg kunne også lide hurtige biler, som jeg var lidt bedre til at håndtere. Jeg havde sportsvogne, motorbåd, villa med pool, sommerhus i Spanien. Rejserne med familien var oftest i Europa. Gennem firmaet var jeg hele verden rundt. I