Stilhedens sang: Grib muligheden for at finde ud af, hvad du i virkeligheden er

By Deep Suri

I gåder bevæger menneskeheden sig i det uendelige ocean, altid på jagt efter en større fisk at fange. I uvidenhed må vi sige, at menneskeheden foretager sine bevægelser i. De ved ej, at de i sandhed er oceanet selv, og alt dens indhold af både store og små fisk. Bebyrdet med en personlighed, vandre menneskeheden i ingenmandsland, altid i søgen efter en tilfredshed der aldrig kommer…

Den mest betydningsfulde opdagelse vi kan gøre i dette skuespil der udspiller sig på livets scene er, at der ikke eksistere noget “Jeg”, at hele ens eksistens grundlag blot er en mental projektion der udspiller sig i sindet, igennem det bølgende hav af tillærte koncepter og begreber.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 30, 2022
• ISBN: 9788743066309

Deep Suri

Situeret i Helsingør Danmark, født og opvokset i Helsingør, for til sidst at blive befriet i Helsingør. Bogen “Stilhedens sang” udspringer af det essentielle lys, hvor formernes leg med hinanden, udfolder sig, udspiller sig på livets scene. Denne bogs tilblivelse, har været igennem en tiårige proces, hvor en permanent altruistisk kærlighed, har ført pennen i nedskrivningen af denne tidsløse vejviser til det absolutte selv.

Book preview

Indhold

En indledning til begyndelsen af evigheden

Begreberne spirituel opvågning og selvrealisation

Kilden – Den store kosmiske dans

Opmærksomhed / At være

Tilknytning og ikke-tilknytning

Essensen af meditation

En rejse ind i virkelighedens verden / Skæbnen

Kærlighed

Bevidsthedsniveauer

Hvem er jeg?-spørgsmålet

Himlen og helvede

Arten kaldet menneske

Helligånden

Universet

Analogien om begrebet intetheden (ingenting)

Moral

Følelser

Dualisme og ikke-dualisme

Spørgsmål og svar

Efterord

Efterord del II

En indledning til begyndelsen af evigheden

Min egen selvrealisation

Dette er en overfladisk afhandling og ikke helt en dybdegående gengivelse af de revolutionerende, begivenhedsrige omvæltninger, som skulle forandre mig og mit liv for altid. En overfladisk beskrivelse, fordi disse oplevelser, disse kanoniske begivenheders oprigtighed og sandhed ikke kan gengives igennem skriftens relativt begrænsede udtryksformer. Hvordan kan ord, hvordan kan skrift, beskrive den indre unikke, specifikke oplevelse, den indre direkte erfaring, som udformer det formløse, det subtile aspekt af helheden, som ikke kan gengives af tillærte ord og formuleringer eller af intellektet som helhed. Men hvorfor prøve at beskrive det, som ikke kan beskrives ved sprogets og skriftens kraft, det er et legitimt modspørgsmål til konklusionen på menneskets inderste, dybeste sandhed, som ikke kan beskrives eller konkluderes ved sprogets og skriftens kraft. Svaret på det er, at det er min intuition, som befaler, en kraft, der er ude af legemets kontrol, en kraft, som ikke er afhængig af sindets analysemodeller og tendenser. En kraft, som konfigurerer legemet som et medium, for at denne kraft kan komme til at udtrykke sig selv med et skjult formål i øjeblikket, hvor udtrykkelsen hænder, og hvis fremtidige virke og udfoldelse kun kan fornemmes som morgendisen, der skjuler det frodige landskab. Det ubeskrivelige beskrives ved den direkte oplevelse og erfaring af opleveren og den, som erfarer, og tilsammen danner og former det helheden igennem legemets virke og udfoldelsen af legemets skæbne. Denne kultiverede artikulation repræsenterer den dybeste sandhed, som er allestedsnærværende i dette givne øjeblik. Dette er mit udsagn om hændelserne, som transformerede mig og myrdede mit ego og personen, som jeg var kendt som. Efter mordet var der kun det tilbage, som tilkendegives som det mystiske selv, den øredøvende stilhed, den lammende, fredsfulde nåde, som havde valgt og hidkaldt dette legeme som sit instrument. Jeg overlader det til jer at begribe eller ikke at begribe det ubeskrivelige, for min sandhed og kærlighed er også jeres sandhed og kærlighed.

Begyndelsen og slutningen

Det var en morgen ligesom adskillige andre morgener, og så alligevel ikke, eftersom denne morgen var skelsættende og skulle ændre mit liv radikalt. Det var en januar morgen få uger fra min 35-års fødselsdag. Ugerne op til denne skelsættende morgen var en periode fyldt med fortrinsvis fortvivlelse og ængstelse over mit eget negative syn på mig selv, og min stærke utilfredshed med mit liv som helhed var en katalysator for en destruktiv indre lidelse, hvor et lavt selvværd blev holdt i skak af den selvskabte fiktive, stærke maske, som var mit ansigt og personen udadtil til verden og eksistensen. Den evindelige jagt på anerkendelse og en kontinuerlig stræben efter en accept fra verden af mig som menneske havde slået grueligt fejl, eftersom denne stræben havde ædt mig op indefra. En jagt på en kærlighed, som skulle eksistere ud fra mig selv, var den store illusion, som havde forrådt mig og plantet denne selvdestruktive lidelse som en tyk stålkæde omkring mit hjerte.

Da jeg åbnede mine øjne denne skelsættende morgen efter nattesøvnen, var mit sind og mit legeme fyldt med ængstelighed og en indre obstruerende lidelse. Jeg befandt mig i en tilstand af dyb mental smerte, som paralyserede mit legeme og blokerede min vejrtrækning. En mystisk kraft greb ind og fik mig til at sætte mig op i sengen. Med en viljestærk beslutsomhed bevægede jeg mine ben ud over sengekanten og plantede mine fødder på gulvet, hvorefter jeg udbrød højt til mig selv: Jeg nægter at leve sådan her, det her kan ikke være livet, der må være mere i livet end det her.

Jeg erindrer ikke, i hvilken rækkefølge jeg ytrede disse tilsyneladende kraftfulde bemærkninger, men med en øjeblikkelig effekt blev jeg ramt, ramt af det, som er underliggende for betegnelsen en bevidsthedsudvidelse, en subtil, udefinerbar udvidelse af min bevidsthed, som opløftede mit sind til et stadium, hvor glæde og fred herskede. Et eller andet var der sket, men hvad, denne dag og de efterfølgende dage var jeg ramt af en indre glæde og fred, som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg stillede ikke mig selv nogen nærgående spørgsmål eller undrede mig synderlig meget over, hvad der var sket med mig, denne nyerhvervede tilstand virkede naturlig og ren og havde med ét slag udslettet min lidelse og sorg.

Den efterfølgende periode var præget af en voksende intuitiv kraft, som jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, eftersom jeg allerede havde overgivet mig til den, uden at jeg selv var klar over, at overgivelsen i sig selv allerede havde fundet sted, og at det nu var denne intuitive kraft, som ledte mit sind og legeme. Jeg indledte samtaler med bekendte om åndelige, spirituelle emner, som jeg aldrig nogensinde oprigtigt havde skænket en dybere tanke eller udvist nogen former for interesse og nysgerrighed omkring. Det eneste virkelig dybe spirituelle spørgsmål, jeg kan erindre, at jeg har stillet mig selv, var, da jeg var omkring 7-8 år gammel. Jeg stod ude på badeværelset og stirrede med et dybt blik ind i badeværelsespejlet. Med store, brune øjne som det centrale midtpunkt spurgte jeg mig selv: Hvem er jeg? Efter et par øjeblikke med stilhed, med en fraværende tankeaktivitet og uden nogen konkrete former for besvarelse af mit spørgsmål, forlod jeg badeværelset uden nogen revolutionerende ændring i min bevidsthed.

Disse samtaler og den yderligere kultiverede selvfordybelse i min nye tilstand udvidede min bevidsthed om noget essentielt, eksistentielt, som jeg ikke kunne sætte ord på, men et behov for at sætte verbale terminologier på oplevelsen af min nye tilstand eksisterede heller ikke. Når jeg befandt mig på gaden blandt andre mennesker, var det, som om jeg befandt mig på et højere plan, imens jeg skulede ned på disse menneskers adfærd, gøren og bevægelser i en observerende, stillestående tilstand uden tilknytning til det observerede. Jeg oplevede mig selv som værende usynlig for omgivelserne, og det var, som om omgivelserne slet ikke tog notits af mig. Jeg svævede let ind i og over menneskemængderne, selvom mine fødder var plantet solidt på jorden. Taknemlighed, salighed og medfølelse fulgte i en strid strøm og tog mig, bortførte mig, uden at jeg implementerede noget incitament til modstand. Jeg havde overgivet mig til en kraft, jeg ikke vidste hvad var. Gradvist begyndte jeg at trække mig dybere og dybere ind i mig selv, i en kultiverende, selvundersøgende efterforskning af min mystiske nye tilstand. Det betød også, at jeg trak mig væk fra offentligheden og mine bekendtskaber i et hurtigere tempo, som fik mine bekendte og min familie til at stille spørgsmålstegn ved min nye tilstand og min forandringsproces, eftersom mit adfærdsmønster også ændrede sig drastisk. I takt med at en foranderlig adfærdskonjektur var en given realitet, begyndte også min stemme at foranderliggøre sig ved at blive mildere og blødere. Dermed lød jeg som en anden person, en anden karakter, som ikke havde været kendetegnende for den forhenværende person, som mine bekendte og min familie identificerede mig med. Mit legeme tabte 25 til 30 kilo over en periode på 7 til 8 måneder uden nogen større anstrengelse fra min side, mit ansigts karakteristiske træk ændrede sig, min hud blev silkeblød og ren, en fredfyldt farve sænkede sig ned over mit legeme og omformede det gamle legeme til et nyt lyst legeme. Ligesom en slange skifter ham, på nøjagtig samme vis undergik mit legeme en transformation, et hamskifte, så det nye legeme var i en synkroniseret symbiose med den nyerhvervede indre tilstand.

Mine sanser skiftede karakter, fra at være udfarende i en kontinuerlig søgen efter sansetilfredsstillelse, til gradvis at vende sig indad mod dysfunktionelle, latent dvælende karakteristikker uden formål, og dermed øgede og skærpede min raffinerende opmærksomhed sig omkring de påbegyndte indre transformationelle bevægelser. Efterhånden mindskedes den stræben efter at opnå sansetilfredsstillelse i de ydre genstande for sansenydelse, som havde slavebundet mig og mit indre væsen til at søge glæde, fornøjelse og livskvalitet igennem verdens genstande for sansenydelse. Dermed indså jeg, at sanserne aldrig kunne tilfredsstilles, at det ikke var muligt for sanserne at realisere en fuldkommen, vedvarende tilfredshed og glædestilstand. Jeg havde været en slave af mine sanser hele mit liv, og min stræben efter at tilfredsstille disse sanser havde kun bragt ængstelse, frygt, begær og dovenskab ind i min tilværelse. I mit dybeste indre responderede jeg ikke på sansernes aftagende virke, igennem intuitionens kraft herskede der ikke nogen tvivl om, hvilken visdom og viden der var realiseret, en visdom og viden, som strømmede igennem hver eneste celle i mit legeme, igennem sansernes nedbrydningsproces. En nedbrydningsproces, som kan karakteriseres som et slør, der havde tildækket mig livet igennem, og som nu gradvis var blev revet af, så det indre lys frit kunne udgå fra sin kerne i sin naturlige tilstand. Evnen til at se klart var nu en given realitet, med en revolutionerende tilstedeværelse af en frihed og en fred, fri for sansernes vildfarende tendenser. Selv idealet omkring smag og nydelse, som ligger bag konsumering af kød og alkoholbaserede produkter, smuldrede systematisk bort uden nogen modstand fra min side. Det var en naturlig accept og en overgivelse til transformationsprocessen uden nogen elementer af frygt, der ville kontrollere de indre begivenheder, som udfoldede sig i et naturligt og roligt tempo.

Indtagelse af alkohol og kødprodukter blev ikke tvunget væk af et dogmatisk religiøst ideal, men den simple årsag var, at jeg ikke længere kunne smage kødets konsistens, som jeg altid har forbundet med smagen af kød. Der var ingen respons fra mine sansers side, det var som om at spise tomhed. Med det fulgte også en enorm, oprigtig og sandfærdig medfølelse med mine medvæsner i dyreriget som helhed. Jeg kunne mærke den lidelse, vi mennesker som den dominerende art på denne planet påførte dyrene som vores medvæsner ved at misbruge vores position som den dominerende art. Alkohol begyndte at smage som vand med bobler i uden en fast, delikat konsistens, og en oplevelse af at blive forurenet af alkoholens giftige påvirkning på sindet og legemet medvirkede til en naturlig forsagelse af alkohol som et glædesmiddel. Selv smagen for almindelige fødevarer, som indtages på daglig basis, var reduceret til en næsten ikke eksisterende smagsoplevelse, men det, jeg kunne smage, var en frihed og fred, en frihed og fred, jeg aldrig havde smagt før, en frihed og fred, som havde transcenderet sanserne og befriet mig fra deres lænker.

Pludselig en dag satte jeg mig ned i den traditionelle, velkendte meditationsstilling midt på stuegulvet i min lejlighed, uden at der i den forløbne periode op til denne pludselige, intuitive, sublime handling var faciliteret en formaliseret målrettet indikation til at afprøve differentierede meditationsteknikker eller undersøge, hvilken doktriner og formål der lå til grund for hele meditationskonceptet. Uden noget forhåndskendskab til at praktisere meditation indledte jeg min helt egen naturlige meditation ved en total overgivelse til den indre intuition og den absorberende, voksende indre tomhed og fredsfulde stilhed. Meditation kom til mig og blev forenet med mig, et valg havde jeg ikke, det, der var bestemt til at udfolde sig, var allerede ved at udfolde sig i sin egen pomp og pragt. Første kultiverende selvfordybelse i meditation var kun en begivenhed, som havde en varighed på nogle få minutter, eftersom sindet satte obstruerende voldsomme angreb ind med en accelererende konceptuel tankeaktivitet, en obstruerende voldsomhed, som brat fik mine lukkede øjne til at åbne sig. Men beslutsomheden og viljen, som rådgav mit legeme indefra, var ikke rystet af sindets modangreb, tomheden og freden stadfæstede sig med tålmodighed og udholdenhed og blev ikke rystet af denne voldsomme, stormfulde tankeaktivitet. Fra at sidde nogle få øjeblikke i en traditionel meditationsstilling blev det systematisk udvidet til, at jeg kunne sidde i yderligere intensiv fordybelse i meditation med en varighed op til et par timer, hvor jeg var opslugt i en kultiveret, indre, fredsskabende meditation. Meditationen indebar en forsagelse af tanker og en kontinuerlig og vedvarende stræben efter at være i en tilstand uden tanker. Min vilje og beslutsomhed kunne ikke nedbrydes eller udfordres på nogen måde, det var allerede blevet besluttet igennem nåde, hvor denne raffinerede åndelige proces skulle bringe mig hen.

Langsomt rejste der sig en voldsom energi op ad min rygsøjle, og jeg blev ikke frygtsom eller påvirket af differentierende legemlige elementer, som var i bevægelse, men overgav mig fuldt ud til denne energi, som havde sat bevægelser i gang i mit legeme uden nogen anstrengelse fra min side. Mine arme bevægede sig ud i luften omkring mig, som om de var frigjorte entiteter separate fra kroppen, og en kraftig energi strømmede ud af mine håndflader, som jeg så kunne indlede en leg med ved at forme runde kugler af energi imellem mine håndflader. Jeg søgte mere og mere kultiveret ensomhed i den periode, som skulle følge, eller den mere korrekte udlægning ville være at fredsfuld kultiveret ensomhed søgte mig, og opslugte mig i en altabsorberende, udefinerbar skønhed. I mit daglige job, som var med til at sætte brød på bordet og betale huslejen, begyndte udfordringerne i forhold til min person og denne persons åbenlyse forvandlingsproces at intensiveres. For nogle individer, som befandt sig i min nærhed, opstod der en nysgerrighed omkring min åbenlyse forvandling i min personlige udstråling og ageren, for andre individer var min persons omskiftelige forvandlingsproces en provokation. For mig var det til tider en tung byrde, eftersom jeg kunne føle og mærke alle disse menneskers negativt orienterede sind og energier, som havde en paralyserende og forurenende effekt på mit legeme. Verdens lidelser kom til mig og opslugte mig i en dyb, sandfærdig medfølelse med mine medmenneskers lidelse på denne jord, og jeg kunne se og opleve, at deres lidelse var en illusion og selvskabt af deres identifikation med sindet og dets indhold. Pludselig kunne jeg i kultiveret ensomhed sætte mig ned på gulvet og uhæmmet græde og hulke voldsomme tårer over mine medvæsners daglige lidelse, men hele den seance var som om at træde ud af legemet og observere sig selv (legemet) uden tilknytning til legemet og legemets gråd. Der var ingen tilknyttet sorg eller konflikt til min gråd, der var en naturlig balance i de utilsigtede bevægelser, som legemet lå under for. Der var en tryghed med en sensibel viden om, at disse indre bevægelser, som resulterede i denne voldsomme gråd, var en indre oplagret energi, som responderede på de påbegyndte indre subtile forandringer og derfor kom til udtryk i sin helt egen naturlige orden. En indre oplagret energi, som egoet havde akkumuleret siden tidernes morgen, og som nu var punkteret, ligesom et punkteret dæk, hvis opmagasinerede luft gradvist siver ud af et lillebitte hul i dækket. Dækket er egoet, og uden luft i dækket mister det (egoet) sit virke og sin funktion.

Jeg var tom, tomheden selv, jeg var fri fra mig selv og kroppens byrder, en frihed fuld af nektar og eliksir, en frihed, som ikke kan defineres af termer, og som er uden egenskaber. Denne tomhedens eliksir kanaliserede en kanonisk hengivenhed henimod en større magt, skaberen, opretholderen og opløseren af universet. En kanonisk hengivenhed over for det, som er vedkendt i begrebet Gud, uden at der eksisterede et billede eller en form af denne Gud, som min hengivenhed var rettet imod, det var blot en fornemmelse af en tilstedeværende, allestedsnærværende, magtfuld energi. En intens følelse og kærlighed for at vende hjem til denne højere sublime magt og blive genforenet med dennes allestedsnærværende kærlighed blev mere og mere intens. Kærlighedserklæringen var af sådan en omfattende natur, at det skabte et kraftfuldt ønske om at forlade mit legeme, at forlade denne illusoriske sind-skabte verden for at vende hjem til min sande natur, at vende hjem fra denne trættende rejse, vi kalder livet. Det var ikke en ønskelig udtrykkelse ud fra en deprimeret, lidelsesfuld tilstand, tværtimod, det var en udtrykkelse udfra en fuldkommen kærlighedserklæring og ud fra en tilstand af en fuldendtgjort kærlighed, hengivelse og overgivelse.

Naturen blev min ven, skyerne blev min ven, stjernerne og månen absorberede mig i taknemlighedens lys og vibrationer. Digte og skriverier opstod ud af intethedens rumtomme spektrum, blev komponeret ud af denne grænseløse, allestedsnærværende tomhed, universel tidløs visdom strømmede ned igennem mig og ud igennem min pen for at lande på et stykke hvidt papir. Hidtil usete sproglige og skriftlige formuleringer strømmede ubesværet fra denne tidløse kilde med sådan en kraft, at der ikke blev stillet nogle former for spørgsmålstegn ved udstrømningen af denne allestedsnærværende, iboende visdom. Mit legeme var og er blot et medium for udtrykkelse af sandhed, og denne universelle sandhed, som i sin egen realitet ikke kan gengives i termer, kom til udtryk i relative abstrakte kompositioner, relative udtryksformer, eftersom universet og dets indhold, som netop indbefatter og udgør universet, er relativt af natur. En måde at udtrykke sig på, som aldrig før hele mit liv igennem har været eller er blevet udtrykt og formuleret i sådan en levende filosofisk aspirationsform, hverken skriftligt eller mundtligt. En ild brændte inde i mig, i og med at den gamle person (egoet), som jeg havde identificeret mig med hele mit liv, begyndte at absorbere sig selv. Indledningsvis iværksatte det en adskillelsesproces, fragment for fragment aflagde jeg bekendtskaber, vaner og bestemte tendenserende udførelser af særlige aktiviteter, som karakteriserede personen, og som havde defineret mig som personen (egoet) livet igennem. En ukrænkelig selvdisciplin fødtes fra den indre ild, hvis varme eliminerede dovenskabens og sløvhedens jerngreb på sindet. Dette medførte en naturlig transformerende orden af faste sovetider og tidlig opståen ved daggry i en perfekt symbiose med en intensiv selvdisciplin, i indtagelse af føde på faste, tilrettelagte tidspunkter i døgnet og i begrænsede mængder. Ud af denne naturligt opstående askese blev en overvældende klarhed smedet i ildens glohede lys, en klarhed og renhed, som gradvist fik udryddet de karakteriserende tendenser og vaner i sindet, som var den sande forhindring for åndelig transformation og selvrealisation af vores oprigtige natur. Jo mindre føde, jeg indtog, desto skarpere blev klarheden og opmærksomheden, desto mindre person (ego) var fremtrædende ved overfladen, og mere og mere opmærksomhed i sin reneste form uden tilknytning til personen blev alene tilbage, personen var i en døende tilstand.

Jeg påbegyndte en rejseaktivitet, hvor jeg alene rejste ud til diverse destinationer for at være fuldstændig alene med mig selv og min nye tilstand. På en af disse rejser, nærmere betegnet til Azorerne, hvor jeg var indlogeret på et hotel på 7-8 etager, valgte det døende sind (egoet) at iværksætte et sidste altødelæggende angreb for at genvinde kontrollen over mig. For at billedliggøre det kan det beskrives som en person, der er ved at lide druknedøden, og som i de sidste paniske øjeblikke med de sidste febrilske krampetrækninger prøver at redde livet på sig selv ved at nå op til overfladen til den livgivende atmosfæriske ilt. Dette ego, som udformes af sindet, udstedte mig en autoritær kommando, som paralyserede mit legeme nærmest i en choktilstand. Den kraftfulde autoritære kommando som blev givet, var: Kast dig ud over altanen, kom nu! Denne kommando sendte chokbølger igennem mit legeme med en kraft, som satte bevægelser i gang i mit legeme som ringe i vandet. Mit legeme ville adlyde sindet og satte bevægelser i gang ved at trække mig henimod altanen, som var lokaliseret på 7.-8. etage. Jeg var paralyseret i en summende choktilstand, da hjertets kraft, bevidsthedens kraft, med et mobiliserede et overtag over mit legeme igen. Den kraft fik mig til at bevæge mig hen til min hotelseng, hvor jeg lagde mig fladt ned på ryggen, og der, skælvende, liggende på sengen indledte jeg det afgørende sidste slag med sindet. Jeg lod sindets kraftfulde bevægelser strømme igennem mig uden at adlyde dem og uden at identificere mig med de her voldsomme indre og ydre bevægelser, det var min sidste anstrengelse for at pacificere og udslette sindet for altid. Sindets sidste anstrengelser for at genvinde herredømmet over mig var forgæves, med et fast jerngreb holdt jeg sindets hoved under vandet, og selvom sindet febrilsk kæmpede en brav sidste kamp for at komme op til overfladen med sine sidste kræfter, var det en forgæves kamp. Jeg druknede sindet der, jeg myrdede sindet der, sindets rejse igennem æoner af tidsaldre, fødsel og død, var endegyldigt blevet bragt til ende med dets forening med dets kilde, mit legeme forvandlede sig til freden selv, forvandlede sig til kærligheden selv.

At observere uden tilknytning til det observerede blev væren i sig selv, blev mit mantra, som blev repeteret uden anstrengelser fra min side, det, der var bestemt til at ske, ville ske og var allerede en gældende realitet, uden at jeg havde fragmenterne af komponenter af mental eksisterende tvivl og eksistentialistiske valgmuligheder til min rådighed. Jeg fulgte med strømmen uden modstand og uden frygt, eftersom et jeg, som fulgte med strømmen, og som var uden frygt, var uden eksistens, var uden substans, var illusionen, som jeg havde identificeret mig med livet igennem, og dermed var den ene implicerede årsag til ængstelig lidelse i min tilværelse. Åndelige skriftlige værker kom helt naturligt til mig i en forudbestemt rækkefølge for at agere som kyndige vejledere, som læremestre, og var en kontribution til en bekræftelse af min nye mystiske fredsfulde tilstand, en bekræftelse på min indre oplevelse og direkte erfaring af denne fantastiske urokkelige tilstand, som var beskrevet i mystificerede vendinger i disse åndelige værker. Denne udefinerbare mystiske tilstand bidrog til en strøm af overordnede, tunge tvivlsspørgsmål, en decideret tvivl omkring, hvorledes