Gjallar

By Jack Jensen

En frit fabulerende og fantasifuld fortælling om forskellige former for forståelse.
Foruden om min fortolkning af runer og gjallar.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 15, 2021
• ISBN: 9788743019688

Jack Jensen

Forfatteren er uddannet arkitekt, selvlært legebarn og stædigt lommefilosoferende.

Book preview

Indholdsfortegnelse:

ASATRO ANSLAG

GJALLAR

INDVIELSEN

PROCESSEN

JÆTTERUNER

Fe

Ur

Thurs

Asur

Raid

Kauna

Gyfa

Wynjo

Hagal

ALFERUNER

Hagal

Naud

Isa

Jara

Yhwar

Yhwar

Peord

ælgiR

Sol

ASA-RUNER

Tyr

Birkan

Øhwar

Mannar

Lagur

iNG

Dag

Odal

YGGDRASIL

AT HVISKE I ØRET

ASATRO ANSLAG.

Hávamál v138

Der er mange måder at forstå runerne og de nordiske gudemyter på. Afhængig af den sammenhæng man sætter dem i, og hvad man ønsker at bruge historierne til. Fortællingen her går ud over det bogstavelige, og digter om magter der ikke så meget er forskellige steder eller verdener adskilt af magiske barrierer der gør disse verdener utilgængelige for folk og fæ og til kun meget indirekte relevante for livet her og nu ... men mere er forskellige måder at forstå en fælles verden på. Og ved det skaber forskellige virkeligheder at leve i. På samme måde som det at tro, er en måde at se verden på, der forener vor nærværende almindelighed med en dybde i betydning og formål, som samme almindelighed må mangle uden det lys som troen kaster.

Min måde at se på er asatro. En bekendelse der ofte får folk til at ryste på hovedet, afvisende over for det fornuftige i at tro. Enhver tro. Mest de folk som nærmest religiøst bekender sig til videnskaben og dens måde at se på. Men at jeg er troende betyder ikke at jeg er helt videnskabelig ignorant ... mere at jeg også tror på noget udover det videnskaben kan kvantificere og gøre til empiriske data. Fordi allerede som barn lærte jeg, at når jeg skilte ting ad for at se hvordan de virkede ... holdt de op med at virke. Og det reducerende syn videnskaben har på verden, troen på at alt er tilfældigt og uden anden mening end den vi selv forestiller os, det bliver for mig at se nemt sådan en skillen ad, der får ting til at holde op med at virke. Gør verden og livet til netop noget tilfældigt, noget man kan behandle ligegyldigt og som man selv vil. Udnytte og misbruge og ødelægge.

Over for det, vælger jeg at tro ... på noget mere. Og tager så eventuel skepsis og afvisning med.

For mig er guderne virkelige i manifest forstand, de er nærværende i verden både som individuelle væsner og som komplekse sammenhænge ... metaforisk dybde i betydning, der gør dem til mere end konkrete tegneserie-figurer der skal tages kun bogstaveligt. Kultur-skikkelser som meta-fysik, noget udover de fysiske omstændigheder alene, og mere end hvad den mekaniske reducering af virkeligheden kan artikulere. Og uanset hvad man mener guderne er, tror jeg selv-bevidstheden i sit aspekt som stormende ånd kan noget omkring virkeligheds-generering, er noget der må kaldes guddommeligt ... åndfuldhedens individualisering kæmper sig til, om ikke at herske over alverden, så i det mindste til at gøre os til mere end dyr og slaver af omstændighederne. Vilje der skaber den kvalitet vi kalder menneskelig virkelighed, noget der fødes af interaktion mellem forskellige måder at se verden på. Og en magt der bestemmer verden og giver mening der både kan tænkes og føles ... tros på ... er for mig at se guddommelig i alle aspekter af ordet. At dette hellige findes, i det mindste som potentiale, i os alle, gør det ikke mindre guddommeligt eller magtfuldt. Tværtimod, det gør det netop virkeligt og relevant på en hedensk måde, sådan som en singulær gud uden for verden aldrig kan være.

En sådan fortolkning er selvfølgelig blot et bud af mange mulige, og foregiver ikke at være andet og mere end dette ... et bud, en mulighed ... en fortælling. Om min måde at forstå myterne på. Der ikke er mere sand, end den er brugbar. Ikke betyder mere end den forskel den gør. Så hver som læser, er hermed inviteret til at tro netop så meget som man selv kan og vil om dette kvad.

Tak til alle som har sparret med mig, specielt Hennings Kure's input har været uvurderlige. Og tak til Camilla West, for at lade mig bruge hendes maleri 'Landskab med Måne, august' til forside.

GJALLAR.

Der er to ord ... galdr og gjallar, begge maskuline (rent grammatisk) ... i kilderne bruges de forskellige. Galdr er en teknik, og sang er en af betydningerne, en af måderne ... men der er også og måske mere, det at gale, som en hane ... den form for sang ... Hønir, som vækker, galer årvågen. Skjalden som vækker mindet og fantasien. Den egentlige sang er hjælpemiddel, en metode af mange, noget der får til at gjalde ... men det væsentlige i galdr er artikulationen og dens rytme, ords måde at formidle på, at sætte svingninger i gang i bevidstheden, galdre forskel i den måde man opfatter på.

Mens gjallar, at gjalde, klinge eller skrige, er virkning, det noget der sker ... fordi nogen galdr, eller blæser i gjallarhornet eller rider over gjallar-broen. Eller på anden vis sætter svingninger i gang.

Og samlet, er gjallar eller at galdre at udøve magi ved hjælp af runernes fremsigelse af mønsterforståelse som rytme, svingninger, intonation, artikulation ... at ride samklangen i forståelse, ordenes magt, at skabe bølger i bevidstheden, gøre ting der ikke er begrænset til den snævre kausalitet og den materielle omgang med naturens kræfter som vi mest kender til i dag.

Oftest forstås gjallar som 'genlyd'. Men jeg vil hævde det er mere end det. Fordi den oprindelige lyd som skaber genlyden, anslaget, det Odin gør som tvinger de døde vølver til at tale og dele deres viden, i høj grad er en del af gjallar, og derfor er det at gjaldre også udtryk for en interaktiv forbundethed, resonans, at klinge sammen. Og det at sige noget frem, gøre til virkelighed ved at udtrykke. Yppe eller løfte op ved ordene. At stemme af, stemme sammen med. Gentage, recitere, messe. Sætte i stemning, og sætte i gang. At svinge sammen, og harmonere kraft til at kunne ... noget.

Indsigt i bevidsthedens forskellige lag, og at den spirituelle dimension ikke må blive bare teori, men være grundlag for hvordan vi lever livet på en måde der giver mening udover hvad der er givet i dag. Hvordan vi ændrer livet og verden, til noget der er bæredygtigt, formålsfyldt og lykke-bringende. Gør en forskel, i livet og verden.

Så mytologisk forståelse og individualisering socialt set, har en dobbelt opgave. Dels at sørge for at folk ikke er direkte åndsvage, har de mentale redskaber og den træning der gør os i stand til at forholde os rationelt og reflekterende til den nærværende verden vi er del af. Dels at give en relativisering til dette abstrakte selv, så det ikke tillades at tro sig selv som værende alt eller bare i stand til at klare sig selv uden de dybere lag der ikke abstraherer, ser bort fra ... ikke bilder sig ind at kunne beherske livet ved at forsimple og reducere, gøre alt til meningstomme ting, undsiger holisme og animisme, bortdømmer tro og mening som overtro, bilder sig selv og verden ind at det ikke-rationelle, det fysiske og det underbevidste er anti-rationelt og noget vi er bedst tjent med at fortrænge og undvære.

Og hvis ikke vi formår at opretholde den balance, harmoni, respekt, så vil magten gribe ud efter de smertende tomrum i menneskenes sjæle, og gøre erstatningerne for de hellige hele kvaliteter, til alt der kan få lov til at være. Som magtmidler i de totalitære systemers kontrol med alt. Fagre ikke helt så nye verden. Dette er hvorfor (asa)tro ikke kan nøjes med at være noget man har lukket inde i sig selv som et strengt personligt, og ikke kan være apolitisk. Den må ikke bare tro på noget, den må også være tro over for noget, og satse sig selv for det den tror. Hvis ikke tanken og troen skal blive en betydningsløs storm i et glas vand.

Gjallar er ikke den eneste form for magi der kendes i den førkristne nordiske mytologi.

Der er det feminine seid. Et bud er at ordet kommer af at syde, koge, og da primært handler om at lave urtedrikke, til at forgifte, forhekse og fortrylle. Ofte tales der om at 'koge seid'. Men jeg tror at en anden rod er de sange kvinder sang når de spandt og vævede, at det er gennem sangen at skabe en fælles stemning ... svarende til de sange som slaver sang når de plukkede bomuld f.eks (eller som dværgene bruger under deres arbejde) ... altså en måde at skabe et meditativt nærvær der påvirker ens bevidsthed, giver en slags heid, klarhed, der går udover slidet. Men som er mere end bare det, det er også at synge en rytme ind i arbejdet, noget der direkte bevirker at processen synkroniseres ... så at seid i videre forstand er det at synge ting sammen ... både til at hænge sammen, og til at få en fælles betydning og blive gjort sammen, i fællesskab. Og nok også at blive gjort organisk, som en levende proces hvor noget vokser frem og folder sig ud. Og måske seid også er mest og dybest uden ord, er rytme, puls, stille behersket sanselighed. Eller vildt skrigende sydende arrighed ... stærke sammenkog af følelser og intuitiv fornemmelse. Hvor så de egentlige ord er et hjælpemiddel, en måde at modellere udtrykket på, men hjerterytmen i seid er harmoniserende messen og mumlende empatisk kropslighed ... og fællesskab, den form for samklang.

Derfor skal man nok ikke opfatte sangen varðlokkur, vagtlokker, der kendes fra Groenlendinga saga, som noget man primært gør for at lokke overnaturlige (eller undernaturlige) væsner til (de er der altid), men som et middel til at skabe en psykologisk varde hvorom man kan samles og gøres var, opmærksom, samt lokke en vagtsom samklang med naturens magter frem i en selv og de som er omkring, ved hjælp af sangen. Og ved at kunne dette, forandre oplevelsen af virkelighed. Derved får seid sin 'angan' ... sin brod (svarende til vølve-staven som både et våben og en 'hestepik', maskulin kraft vølven kan ride), eller sin (lokkende) lyst ... alt efter hvordan man oversætter ordet 'angan'.

Seid blev oftest udøvet af kvinder og regnes som hørende til vanerne, men også nogle mænd kunne kunsten, Odin siges at have lært seid af Freyja, og i Lokasenna v24 siges om det: