Eksistentielle fantasier Omsiggribende & Upassérbare: ... filosoferende (s)om lidt af hvert ...

By Kim Gørtz

Hermed foreligger Kim Gørtz' æstetiske produktioner i én samlet udgivelse.

De kredser alle om udforskningen af tilværelsen, sprogliggørelsen heraf, figurer og karakterer, stil, form, udtryk og grænser.

En perlerække af filosoferende bevægelser, indsigter og formidlinger.

Dette er en væsentlig del af Kim Gørtz' samlede filosofiske produktion (hvoraf de andre knytter sig til henholdsvis den epistemologiske, den etiske og den metodiske del).

Vil du med på en tour de force ud i tankestrejf, singulariteternes realismer, vildfarelser om taknemmelighed, klogskab og besindighed, ensformigheder og kryptogrammer samt de uafbrudte afbrydelser - helt ud til indtagelsen af de eksistentielle urter - sange fra engen - så kom med her...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 5, 2024
• ISBN: 9788743087243

Kim Gørtz

Kim Gørtz er en produktiv forfatter, og har omtrent over 50 udgivelser bag sig. Han begyndte at udgive bøger fra 2003, og har siden da trukket sig selv i retning af egne udgivelser af hensyn til opretholdelsen af de sproglige adspredelser mulighed og betydning. Men han kan stadig findes på mere etablerede forlag... Kim Gørtz er uddannet i filosofi fra Københavns Universitet.

Book preview

Forord

Hermed foreligger, med et noget storladent udtryk, mine æstetiske produktioner i én samleudgivelse. Således nærmer jeg mig, med et yderligere storladent udtryk, fuldbyrdelsen af det man i klassisk fagfilosofisk forstand kan betegne som mit samlede filosofiske værk.

Så vidt…

Det vil sige, at efter snart 35 års intensive filosofiske studier (fra 1990) på akademisk og forskningsmæssigt niveau, kan jeg nu endelig hvile og finde sindsro i følgende arbejdsresultater (følgende Kants opdeling):

1. Det epistemologiske bidrag: Vildfarelser. Om erkendelse af sig selv, livet og døden, hvortil: Forskydningernes trilogi knytter sig.

2. Det etiske (politiske) bidrag: Regenerativ. På sporet af det umistelige, bind 1-3, hvor bind 1 er udgivet, og hvor bind 2 og bind 3 forventes udgivet i løbet af 2024-2025.

3. Det æstetiske bidrag (i dine hænder): Eksistentielle fantasier. Omsiggribende og upassérbare, hvortil eventyret: Krystalbjergets hemmelighed og Den bedste oplevelse knytter sig.

4. Det metodiske bidrag: Coaching og protreptik – for øvede, hvortil: Protreptik i praksis knytter sig.¹

Hvad angår nærværende udgivelse (i dine hænder) er følgende værd at bemærke:

a. Når den filosofiske kant – strejfer tanken – udkommer første gang i 2019 og indvarsler en ny og anderledes måde at skrive på – samt blive påvirket til at skrive på. Som det fremgår er dette en tid præget af læsninger i, af og om primært Kant og Hegel.

b. Singulær realisme, part 1-4 – udkommer løbende i 2020, og udforsker muligheden af et mere folkeligt dagligdagssprog med ansatser til selvbiografiske formuleringer, etc.

c. Vildfarelsernes filosofi, hæfte 1-3 – udkommer løbende i 2021, og vedrører bestræbelser på at dyrke nogle væsentlige kategorier (af etisk art) i et sanseberuset sprog-kompleks.

d. Ensformighedens kryptogram, bind 1-3 – udkommer løbende i 2021, og fortsætter via en eventyrlig digtning under dække af pseudonymiteter – for nu bare at se hvordan dette var, og lod sig gøre. Dette førte i øvrigt til en podcast-serie, hvor de forskellige karakterer, figurer, m.m. kom i tale, dvs. fik lyd på deres stemmer.

e. Uafbrudt afbrudt & Eksistentielle urter – udkommer i 2022, og udtrykker en række erfaringer i fragmenteret form og ituslået sproglighed, både i spontan forstand og udtryk, og i mere stiliseret skikkelse. Disse afstedkom i øvrigt en række musikalske numre udi i den elektroniske genre.

Og så blev der stille…

Kim Gørtz, 2024

---

¹ Hertil knyttes en lang række udgivelser i form af artikler og bøger inden for de mere dynamiske praksisfelter relateret til arbejdslivet, som fx ledelse, organisationer, værdi- og dialogiske interesser, m.m. – som alle er knyttet til en periode (1998-2010), hvor jeg var aktivt optaget og betaget af forskningsmæssige aspekter og vilkår. Hvad angår de mere sprogfilosofiske, ontologiske og logiske samt bevidsthedsfilosofiske, m.m. facetter, er disse vævet ind i og ud af… i de ovenstående pkt. 1-4.

Indholdsfortegnelse

Når den filosofiske kant … strejfer tanken … (2019)

Singulær realisme, part 1-4 (2020)

Vildfarelsernes filosofi, hæfte 1-3 (2021)

Ensformighedens kryptogram, bind 1-3 (2021)

Uafbrudt afbrudt (2022)

Eksistentielle urter. Sange fra engen (2022)

Når den filosofiske kant

… strejfer tanken …

Attraktiv figuration

Om os selv er vi altid stille. Ingen journaler over vores intellektuelle liv. Så typisk som en oplyst verdensborger er vi vores egen skabelse. Pligten består ligefrem i at komponere vores helt egen karakter i spændingsfelter mellem det passende, succesrige og ’ud over det hele’. Livet uden narrative linjer har trods alt en begyndelse, en midte og en slutning, og herved søges der konstruktion af mening, fornuft og historik.

Så meget vi fastholder i hukommelsen, så meget véd vi…

ANALYSE

Det udtørrede skelet

Din krop bliver udstillet for offentligheden. Indtørret. Mennesker står to uger i kø for at få et glimt af dit indtørrede skrog. Et officielt skue. Du bliver æret med musik og af overlevende venner.

Trods det forhold at du aldrig har troet på noget efter døden; at du gennemgående har betragtet den religiøse praksis som en irriterende og dog alt for indflydelsesrig faktor i det kulturelle liv, blot et simpelt udtryk for individuelle behov, så står dine bedste venner alligevel og nærmest prædiker som gode kristne om ægteskab, poesi, jo, endog erotisk poetik; trods det forhold at du livet igennem forblev kendt som ikke troende, men ikke til din egen begravelse.

Godt nok var din moralske karakter kendetegnet ved loyalitet, og du blev gennemgående flov i de øjeblikke du blev grebet i din egen egoisme.

Nærmest som stødt på manchetterne var du også uartig, periodisk uden sensitivitet, mishandlede dem du ansatte, og som dybest set tjente dig bedst i dit liv, fx dine udannede søstre, som aldrig havde fået lov til at spise ved samme bord som dig.

Men dit kendetegn var og blev dit ubehag overfor religiøse mennesker samt din inkonsistens, indifferens, urimelighed og deciderede inkompetence – et langt fra beundringsværdigt menneske, der manglende mentale færdigheder, familiær loyalitet, kulturel tilknytning, og alligevel skal dit gode navn reddes og dit rygte ikke beskadiges yderligere.

Og hvorfor skulle dit liv males gråt i gråt gennem skitser over kedelige retningslinjer og et nærmest gammelt menneskes triste og pudsige vaner, som havde lykkedes i at skrive bøger, der havde gjort dig berømt.

En flad karakter bliver du gjort til som følge af, at du ikke formåede at opretholde en bæredygtig tænkning.

Troværdig og mærkværdig, et interessant tilfælde. En karikatur af et liv i tanken – uden liv, i form af begrebslige krøblinger med voldelige strukturer, undertrykt angst og strategier, der kom til udtryk via et mekaniseret liv. Alt sammen forkert.

Fred, fremskridt og fri samvittighed

Mennesker har brug for omsorg og dannelse. Men der foregår en tvingende nødvendighed til at kultivere hukommelsen, og den lov hvormed denne tvang, underkastelse og kultivering må finde sted er

samvittighedens.

Denne tilretter vores handlinger – både når vi diskuterer og når vi spiller billard. Herved må fire begreber om ’frihed’ indskrives:

- Vi må stole på vores egen forstand.

- Vi må gøre os selv værdige til at være lykkelige.

- Vi må tænke ’fred’ som en retslig reguleret tilstand.

- Vi må underkaste vores egeninteresser til en agtelse for en højere moralsk udviklingsorden.

Samvittighedens opblomstring

For at kunne styrke samvittighedens opblomstring må man høre på de mennesker, der bevarer fornuftens frie dom. Dvs. dem, der hverken skal forsvinde eller må forstumme; dem, der kan udtale sig autoritært, specielt i forhold til dem, der er rustet til at gå i krig. Der må lyttes til dem, der får livet til at forøges – og vokse frem.

En given lovgivende myndighed må rådføre sig med de mennesker, der kan fremstille betingelserne for en mulig fred, dvs. skabe betingelserne for at mennesker helt af sig selv kan frembringe den lykke, som de selv skaffer sig gennem deres egen fornuft. Det er med andre ord at give den mulige forening en chance, et forsøg, der ikke løses gennem erfaringen, men via glæden til at alle får deres ret i fuld frihed.

En fornuftig ånd

Det handler om den nødvendige praktiske brug af fornuften, som foregår via en udvidelse af fornuftserkendelsen ved hjælp af rene begreber. Bevægelsen må gå fra en dogmatisk, over en skeptisk til en ren fornuftkritisk spørgen, såsom:

’Hvordan er apriorisk erkendelse mulig ud fra syntetiske domme?’ – og samtidig må friheden sættes som udgangspunkt via ’troen på dyden i os selv’, dvs. en fornuftig ånd.

Vores eksistens

Om vi taler om ’vores eksistens’ eller ’vores Gud’ må spørgsmålet altid være, hvad og om vi føler, oplever eller ligefrem lever med en pligt, som udgør det indre forum, hvormed og hvori vi afvejer de dispositioner og handlinger, som udgør en hellig eller ren lov, ud fra hvilken vi ikke kan eller vil svigte eller ligefrem undgå den, da den altid er med os.

Det er fra dette sted vi observeres, trues og generelt bliver holdt i live. Det er en indre bevidsthedstilstand, der tager form af en retssal, en højesteretsdomstol, hvorfra og hvori en fælles viden formår af fælde domme over, hvad det er vi (ikke) foretager os, og hvordan vi har det med det vi (ikke) foretager os.

Her må vi – og kan vi ikke lade være med at – lytte til os selv.

- Her er vi samtidig allermest hjemme.

- Dette er vores hjem.

- Vores økonomiske centrum.

- Her er ’jeg fri sammen med mig selv’.

- Alene hjemme.

Forstandens form – at blive sin egen læremester

Der skal en revolution til i tænkningen, gennem en streng fremstilling af de regler, der gælder for det forhold, at vi rent faktisk selv skaber emnet; selv stifter sagen. Fx er det muligt at konstruere en figurs egenskaber på baggrund af, hvad vi selv kan tænke ind i den. Via denne erindring kan vi skabe en pludselig opstand i tanken. Tænk at ’den tilbagelagte distance er proportional med kvadratet i tiden.’

Fornuften indser herved hvad den selv har planlagt. Med andre ord må vi nødsage os til at erkende at det vi må lære fra andre af os selv, kun sker i overensstemmelse med, hvad vi selv lægger ind i det.

Resten ved vi fra os selv.

Viljen virker ved begreber

Når viljen virker under frihedsbegrebet udgør den regler for dygtighed; en praksis som via love består gennem et over-sanseligt princip. Som et andet overnaturligt begreb vedrører et givent opholdssted dét territorium, der som et andet felt må besættes med ideer, hvor det gælder for alle at kapaciteten kan reduceres til et antal af tre sideordnede grunde; Erkendelsesevne. (U)lystfølelse. Begærsevne.

På disse grunde bevæger refleksionen og dømmekraften sig som en fri vilje frem og tilbage – som et metafysisk princip.

Den psykologiske sparsommelighed

Antagelser giver os lysten og loven til at reflektere over erhvervelsen af erkendelsen gennem at tilskrive formålet en dømmekraft og mærkbar beundring. Herved opleves en samstemmighed som er umulig at forene med modstridende principper, både hvad angår æstetisk beskaffenhed og logisk gyldighed.

Det er en fornemmelse som ikke blot tjener et formål, men som udgør en smag for det smukke. Vi opfatter lysten via optagelsen og indlemmelsen af en given iagttagelse af det mærkværdige og afvigende.

En bevægelig dråbe i en bjergkrystal

Den, der føler lyst ved den rene refleksion over en genstands form skønner en åndelig følelse, og bliver som sådan forbundet med det ophøjede. Vi kan forestille os at den tjener et formål, som derved knyttes til den lyst, der opstår, når vi reflekterer over den. Indbildningskraften – naturens skønhed.

Den store kløft

Friheden i dømmekraften antyder et oversanseligt fundament, der rummer en autonomi og et intellektuelt velbehag i den moralske følelse. En ren trikotomi mellem betingelsen, noget betinget, og det begreb, der følger af foreningen af det betingede med dets betingelse.

Grundstenen

Den rene formåen af anmasselse må betegnes som en transcendental afgrund, hvor friheden er den værensgrund, hvorpå den bestemte vilje udgør en indre umulighed. Kritikkens gåde tilsigter at fremstille den konsekvente tænkemåde, hvormed den nødvendige vilje bekræfter et faktum, nemlig den spekulative tænkning.

Det paradoksale krav

At tydeliggøre systemets sammenhæng; ’hvor man med forundring må bemærke, at ret så mange praler af, at de ganske vel forstår et begreb og kan forklare dets mulighed, idet de blot betragter det i psykologisk henseende; havde de derimod først nøje overvejet det transcendentalt, så ville de have erkendt dets uundværlighed… ‘.

Ny formel – en ufejlbarlig og ganske præcis bestemmelse

Liv + begrebet om det gode + lystfølelse + kategorier, som intet empirisk indeholder = fornuften selv som totalitet. Hertil må der indføres en arkitektonisk ide om helheden, systemet og et nyt sprog samt vanens antinomi må underkastes en besindelse.

Forestil dig i et kort moment at din vilje er evnen til at bestemme din egen kausalitet. Opgaven består i at holde din empirisk betingede fornuft tilbage, og lade dig lede af din iboende fornuft. Gå først til begreberne – dernæst til sanserne. I omvendt fald, taber du viljen på gulvet…

Den patologisk påvirkede vilje

Modstriden og den produktive tvang; ’jeg skal’, bestemmer enten betingelserne eller viljen. Alt andet er patologiske tilfældigheder, der indgiver falske løfter og forudsætter én selv som illoyal rigtig.

Et valg af ens egen modtagelighed, af den indre sans, udtrykker en livskraft som: ’… kan gå sin vej midt under en smuk tale for ikke at komme for sent til et måltid, forlade en fornuftig samtale, som man ellers værdsætter højt, for at sætte sig ved spillebordet; og kan endog afvise en fattig… ‘

De eneste værdier, der tæller, når du skal træffe dit valg er styrken, varigheden, letheden og gentagelsen.

KATALYSE

At fuske med metafysik

Konsekvente koalitionssystemer er patologiske som følge af de overflader der bestemmes af (u)behag, som volder afbræk gennem; ’… et publikum, som stiller sig tilfreds med at vide lidt om alt og i det store hele intet at vide for derved at føle sig til rette på alle områder.’

Vi gaber, når vi ser andre gabe. Det handler ikke om det rene ordkløveri, men om at tænke den blotte form.

Enhver vilje har sit eget mål

Det umulige i at finde en lov som regulerer alle viljer kan kun overvindes gennem ideen om en fri vilje. Vi vover at indføre det frie som en ren vilje, der i form af en galge får en bevidsthed til at hænge i– og afhænge af – det ubekendte i erkendelsen.

Man skal handle på en bestemt måde. Et faktum og en intellektuel anskuelse. En indre tvang til at gøre det man bør, et mønster, en dyd. En usikker autonomi og et uafhængigt stof. En sfære af egen lyksalighed.

Indskrænkning

At udvide andres lyksalighed er en logisk og praktisk modstrid som må bæres af en nærmest himmelsk stemme, en sand menneskepligt, der modstiller sig den pøbelagtige egennytte, som har mistet forstanden; "… hyllet i et uigennemtrængeligt mørke… ‘, uden verdensklogskab, uøvet forstand, en fordringens bud, der grundlæggende står i alles magt til hver en tid.

Tåbelighed, ærgrelse og uværdighed. Straf, ondskab og venlighed. Plaget af uro, talent, dygtighed. Mærkværdige modsætninger. Den erkendelse, vi kalder erfaring; at sikre begrebet om nødvendigheden af at tænke dem. Således kan friheden reddes. Det autonomiske faktum.

Vilje og underkastelse

Opgaven må bestå i at fatte at friheden er nødvendig og forklare hvori friheden er mulig. Den fuldstændigt ubetingede eksistens er glat, og grundkræfterne er blevet os frataget, og selvom den anstrengelse, der består ’i kraft af sig selv’ udgør fuldmagten til en evne til frihed, så er evnen til absolut spontanitet sjældent bestemt af sig selv. Det er med andre ord et forsvar og en regulativ tanke som må lade pladsen stå tom og åben for det ubetingede; en formel udvidelse.

Vanen

At nedtone sin dristighed og ødelægge viden foranlediges typisk af en skarpsindig og total tvivl, som bandlyser og rydder grunden for en væsentlig grænse, nemlig et tomt begreb, der forbinder og betegner en oprindelse til en ren ubestemt relation. Intet påskud til sværmeri, men en mulig virkning i kraft af frihed. En virkeliggjort afsky og receptiv smerte. Ønsket om en sanselig, kirurgisk operation stiller paradokset uafgjort på en mærkelig grund, der selv fuldfører det væsentlige bedrag.

Typisk mystisk

Når ophøjet renhed rykkes op med rode, finder vi de værdier som driver hele menneskehedens degraderende spil. Værdigheden er langt farligere end alt sværmeri. Følelsesmæssig legalisering og åndens bogstaver er side om side med smerten betænkelige i egoismens indbildske selvbestemmelse. Patologisk arrogance ydmyger agtelsen.

Personligt set er det eksemplariske menneske en tribut til det medfødte talent, hvor den kultiverende flid og afskrækkende majestæt kalder på en efterlevelse, hvis det ikke var for alle de skranker, der skærer i det personlige selvværd. Modstand, interesse, svækkelse; patologisk nedskrivning.

Opløftet tvang

Skyldighedens frafald befaler en kommanderende patologi, hvis uopnåelige progression uafbrudt besidder og orienterer fanatiserende arrogance og forfængelighed. En selvtugtende personlighed, hvis værdighed opretholdes i skammens selvprøvelse. Uværdig til livet synker, viger og afværges den personlige smag, og et faktum modsætter sig som en mærkbar og modstræbende lyd. ’Ærlighed’, erkender en løgners uværdighed. Inderligt afsondres lyksalighed som et andet transcendentalt prædikat; den herlige åbning til den utilslørende overfladiskhed.

Ubrudt tilfældighed

I den blinde tid forkastes de komparative nødløsninger som hårkløveri i psykologiske mekaniseringer. Præcis dér hvor maskineriet drives af materie, er enhver vekslende eksistens-række undladt ansvarets advokatur. En stadig svækket opmærksomhed driver en smertelig følelse i retning af en samvittighed, der gør sig selv værdig til straf. Håbet og trykket på det system er ikke blot mekanisk betinget, men selve selvbevidstheden er en tænkende automat, en fremmed magt i en endnu større vanskelighed, nemlig alle de tomme pladser, dynamisk ensartede, som kunne have vovet det spring, der kunne have fuldført en undren.

At gå til værks med større åbenhed

Der eksisterer et uundgåeligt skin og en advarende kritik, hvis bedrageriske modstrid udgør den mest velgørende fejltagelse, som en nøgle, der kan åbne en udsigt i den labyrint vi alle befinder os i. En vejledning til at søge det begreb, hvori man må sætte det højeste gode, og den adfærd, hvorved man kan erhverve det. Lede sig selv til lykken, den inderligste glæde, det stadigt glade hjerte.

Fejl i tænkemåde, sjælero som optisk bedrag, en indre virkning af dannelse og selvtilfredshed, hvor intet mangler i tomrummets byrde og medlidenhed med sin egen person. Selvtilstrækkelighedens og loyalitetens primat. Vanviddets forvaltning af et udefra kommende territorialt aflukke.

Drømmerier opløftet i højeste potens

Fravær af al indskrænkning i et tidsrum er en tilvækst i en autoritativ afgørelse, en kategorial fanatisme der, som en hvilken som helst anden tom tankeform, kender ’min adfærd helt ind til mit sindelags inderste’ nærmest som en magisk lanterne for et gøglebillede. Her vakler valget som en frygtindgydende, yderst dunkel, stedmoderlig oplysning.

Her sværmer karakterbilleder af mægtighed, punktlighed, vedholdenhed og modtagelighed. En hang til et spil med den blotte vane. En skyldighed, ukrænkelighed, uvante spændinger, tilstande af mathed og lydighed.

Her behersker sanseligheden en skønhed, som befrier og letter hjertet til muligheden af at være sig selv nok. Her råder selvagtelsen som den eneste vogter over det usynlige selv; over den personlighed der rækker ud i det uendelige, og som forlader de geniale udskejelser ved frihedens snævre port.

At udviske og forvanske grænserne

Al tænkning beskæftiger sig med sig selv og sin form, og sidder herved uvægerligt fast i en afhængighed af blot at erfare det vi selv tænker ind i tingene. Vi må derfor fremstille en traktat om ekspansion, som aldrig blot stiller sig tilfreds med noget tidsligt, og dermed være en eksklusiv forvalter af en overvindelse af en latterlig despoti som konstant stiller en kritik af tænkningens egen kapacitet.

Skandalen udgøres af tankefrihedens moderigtige og genialske larm. Hvad er det der skaber begrebet om forandring? Al fornyelse kommer ubelejligt.

Den døde due i det lufttomme rum

Hvad er det virkelig, der er på færde? Ikke noget ståsted, tænkningens tomme rum, og ekspansionens grænseløse område; rene arkitektoniske skitser over potentielle smagsformer, fornemmelser og konstante bevægelser, der udforsker evnen til at gøre begrebernes spontanitet til genstand for tanken.

Ligesom det fjollede svar, hvor en mand malker en ged, mens hans ven holder en si nedenunder, vil en forvrøvlet hyper-fysik udgøre et umuligt påhit, hvilket dermed må klæbe evnen til tænkning til begrebernes fødested. Funderet i fantasien og i almindelig miskredit må tænkningens rapsodi og som oftest ublide medfart herved søge tilflugt i syntesernes funktionalitet. En artig og kummerlig dynamik må med andre ord skamferes af en intensiv modstand i tænkningen.

Troværdighedsgaranti

Conceptus communis. En vis dignitet over for forestillingernes spil opretholdes hver gang at en transcendental syntese sammenkæder den konsekvente identitet, og derved udgør en produktiv intelligens som kan danne begreber og kategorial form gennem at forbinde opmærksomhedshandlinger med gådernes løsninger. En kritisk agtpågivenhed og ukrænkelig tilsnigelse må dog markeres via fremhævelsen af et uhæmmet nexus, som fx får røg til at veje på helt afvekslende manér: ’Vilkår er omstændigheder, mennesket fastlægger ved sin vilje’. En uskyldig defekt i temperamentet?

At overleve flere seriøse livstruende sygdomme

Når din mor er død og din talefejl og spænding til din far gør dig rebelsk, må du blive til nogen først og fremmest inden for fysik og matematik. Som den gamle og noget klumpede danser, med fuldt styr på alle klassiske syllogistiske regler, holder du følelserne for dig selv, og samtidig uden for dine dagbøger.

Du bliver en alvorlig fætter og går ikke desto mindre imod den tørre og abstrakte tænkning; du vil lære af erfaringen, af livet, aktiviteten. En oplysende dannelse. En folkets lærer med religiøs bevidsthed og fuld tillid til at du kan mestre ethvert emne. Sammen med dine venner former du en politisk klub, en frihedens triade.

En filosofisk revolution – som en dans og som den verdens tanke, der iagttager den konkrete situation og derfra påtager sig det ansvar at vælge den handling som situationen kræver. Denne samvittighed, der kræver en handling, kan både være god eller dårlig, og hvad du derfra fremfører, er dét standpunkt, at samvittigheden indebærer en vilkårlighed.

Når samvittigheden grundlæggende er uden regler, må den hvile på et gehør for en indre stemme, som i sig selv og fra sig selv ved hvad der er ret og pligt. Således får du fremført den pointe at det sociale livs ethos til tider kræver at mennesker søger indad mod en indre harmoni som er mistet i det ydre.

Fra dette indre bliver samvittighedens opgave at træffe valg mellem pligter som gensidigt står i konflikt med hinanden. Anerkendelsestanken kan således kun begribes inden for en dialektisk tankeform. Anerkendelse er både noget givet og noget, der er brudt, den kompromisløse kamp på liv og død, en genoprettelse af en ødelagt funktion. Frihed er anerkendelsens gave.

PARALYSE

Begrebets genese

Al vekselvirkning er identisk med begrebet, som er det konkrete. Brugeren heraf stiller sig overfor alle andre og udelukker sig selv fra dem, og havner derved i en sprogets tomgang, uden et sammenligningsgrundlag, men med en gensidig afhængighed, et konstant identitetsforhold. Og da begreber bestemmer virkelighedens struktur, og da virkeligheden er en selvaktualiserende helhed, og ideen, dvs. udviklingsplanen for alt eksisterende, handler om den systematiske helheds kategoriale udviklingsstruktur, er der en nødvendig sammenhæng mellem ethvert aktualiseret aspekt i og af tilværelsen og begrebernes tilblivelse.

Tag bare ’bevidsthed’, der blev skabt fra ’samvittighed, eller ’Gud’, som værende verdens logiske struktur og ligefrem verden selv, denne selvbevidsthed og frihed handler grundlæggende om at overvinde ’det Andet’. Og når man associerer ’identitet’ med ’forståelse’ indtræffer en ’forskel’, som både faktisk gør en forskel, og samtidig udgør resultatet af en selvdifferentierende proces. En selvudviklende identitet i forskellen… Negation er vejen frem.

Tankens bevægelse

Sproget manifesterer nye territorier for tænkningen, som en anden rummets ekspansion; impulser som søger at overvinde den viden, der vides, de meninger, der menes, gennem tidens magt i form af det rene begrebs ophævelse af det bevidstgjorte selv, som altid er omfattet af de erfaringsbevægelser som selvbevidstheden gennemløber.

At blive til som absolut hvileløs er på en og samme tid at være en ren negativitet og uendelig bekræftelse. Åndens udkast består i den konstante undergående erfaring af sig selv, som den maksimale erkendelse i erfaringsbevægelsen. Selverkendelsen er viljens aktualitet i ophævelsens øjeblikke.

Og at træde ind i disse stunder er at betræde det væsentlige, som former en oprigtig konfrontation med den materielle nødvendighed. Den uendelige udstilling….

Absolut tvivl

Lad væren spontant bevæge sig og iagttag denne bevægelse. Herved vil der fremtræde en helhed gennem denne bevægelse. Tankens form fordyber sig i bevægelsens liv og sporer dens specielle iboende udvikling, og viljen til at imødekomme konkrete begreber, lader os derved opfange bevidsthedsformer – og forstå dem. Studiet af tankeprocesser handler om at fatte hvad det vil sige at tænke rigtigt og ordentligt, og dermed erkende værens sande karakter.

Tankefulde betragtninger og begribelsen af hver tanke i sin fulde præcision er en analytisk proces, som optages af ideen, og lader den bevæge sig ad egne veje samtidig med at bevægelsen og udviklingen passivt iagttages. At bevise tingenes absolutte nødvendighed gennem en ren og fri tanke som omfatter sig selv er en konkret tænkning.

En metafysisk overfrakke

Afsløringsscenen og forsoningshensigten består i en vis respekt for den abstrakte tænkning, fordi den står for højt – som noget særligt. En kanalje, der helt igennem er farvet af en bestemt fastholdelse af at verden er revet i stykker.

Fortvivlelsens vej: en negativ bevægelse og en bestemt negation. Tankeløs træghed: metodisk modsigelse. Prøvelsen beror på den forskel som allerede og som altid er til stede. Erfaringens forløb foregår bag bevidsthedens ryg, og forbliver derved som noget fremmed, indtil det punkt, hvor tilsynekomsten er identisk med væsenet.

At fatte sit væsen

Anerkendt. Anderledes væren. Den enes værk. Den dobbelte betydning. Bevægelse er altid en dobbelt bevægelse. Kræfternes spil. Nu i bevidstheden. Det er kun ved at sætte livet på spil at friheden bekræftes. Lænken bearbejder nydelsen. Uselvstændig. Angst. Alt bestående bliver flydende. Arbejdet danner ind i bestandighedens element; bliver til en egen mening…

Sagen er udtømt i sin udførelse

Tilblivelse og forskellen er sagens grænse; dannelsens egen kraft. Begrebets alvor og form, elementet i eksistensen; tanken og beruselsens bærme. At undertrykke det begreb, der sætter forskelle. Opbyggelighed, ekstasen. Begejstring. Den beklumrede konfusion i den nærværende erfaring. Den smule, ånden lader sig nøje med, er et mål for, hvor meget den har mistet. Hvem der alene indhyller sin tankes mangfoldighed i tåger må se, hvor han kan finde den.

Begrebet, refleksion, mangfoldighed; den kraft, der kan holde sammen, en intensitet, en kraft uden ekspansion, en ren overflade. Tøjlesløs gæring. En formløs gentagelse. En monokrom formalisme, denne nat, hvor alle køer er sorte. Erkendelsens tomhed. Den træge simpelhed. Sin bliven en anden –i flov smagløshed. En bliven til noget andet. Rædsel. Dets kraft til at bevæge; det virkelige er kun det samme som sit begreb.

Denne uro er selvet. Det virkelige er selvbevægelsen. Negativ aktivitet. Skyggerids. Den passive indifference. Overfladen; at skelne er den absolutte magt, en uafhængig frihed. Det negatives uhyre magt. Tankens energi. Ånden vinder kun sin sandhed, hvis den genfinder sig selv i absolut sønderdeling.

Trolddomskraft

At gøre faste tanker flydende er et aspekt af dannelsen. Tankerne bliver flydende i og med at den rene tænkning erkender sig selv som moment. Ved denne bevægelse bliver de rene tanker omdannet til begreber, og først dermed er de, hvad de i sandhed er: selvbevægende, kredse, det samme som deres substans, åndelige væsenheder.

Den bevægelse, der gør sig til en anden, er forskellen. Spaltningen, tankens forsvinden i begrebets bevægelse. Konstruktionens nødvendighed beherskes af et ydre formål. Et defekt stof i rummet. Det er begrebet, der deler rummet. Tiden er uro og den absolutte forskel i livet. En død positivitet i spankulerende klædepragt.

Triadeformer og livløse skemaer

Sagens levende væsen er blevet fjernet eller skjult. Det gælder derfor fremover om at organisere sig ved begrebets eget liv, dvs. i sin væren, at være sit eget begreb, en rytme, spekulativ, og ophævende sig til logisk form og dermed være i sin væsentlighed.

Formen er den iboende tilblivelse, frihed, at tage begrebets anstrengelse på sig. En materiel tænkning, som er nedsænket i stoffet. Forfængelighed: at gøre sig fri af sin egen indgriben i begrebernes immanente rytme.

Tanken udsættes for et kontrastød – den uafhængige masse. Tænkningen standses. Den svævende midte. En tom form.

Drømmerier

At følge med tiden og udviklingen. I slåbrok. Tankens kraft – begrebets arbejde. Eftersom den almindelige indsigt i dag er på højere niveau, og eftersom folk er mere nysgerrige og deres dømmekraft mere prompte, høres allerede ved døren trin af dem, der skal bære én ud. Altså gør den enkelte vel i at glemme sig selv. Enhver skal naturligvis gøre og blive, hvad han nu evner og formår.

Skybanker af fejltagelser

Den absurde ængstelighed udgør den knastørre kraft i den virkelige erkendelse af, hvad der i sandhed er. Hvad skal vi forstå ved en erkendelse? Sproget sidder inde med sandheden. Kraften og troværdigheden; et forhold, som ingen forskel kan trænge ind i.

Anvisningen; denne mangfoldige andetværen i det praktiske er den hemmelige essens i den fortvivlede intethed; … i fuld vished om tingenes intethed går de uden videre til biddet og fortærer dem … de talte om en ting, der ikke var der… Det uudsigelige; tager jeg det i agt?

Det uvæsentlige moment

Genstanden er det væsentlige. Iagttagelsen, et bestemt intet. Ophævelsen er på en og samme tid en negerende opbevaren. Tingen er de mange materiers også. Hvilken erfaring gør bevidstheden så i sin virkelige iagttagelse? Intet andet end kontinuitet – slet og ret. ’Min mening’; trukket ind i dette kredsløb, der til stadighed ophæver sig selv i hvert af sine momenter og i sin helhed.

Bevidstheden er i selve opfattelsen reflekteret ud af sandheden og tilbage i sig. En tilbagevenden, der ændrer sandheden. Bevidstheden trænges tilbage i sig selv, og; erkender, at den usandhed, der forekommeri iagttagelsen, falder i den selv. Alle forskellene har vi fra os selv. Ansvaret som fri materie;

- en ligegyldig forskel

- en væsentlig forskel

- en virkelig forskel

- en absolut forskel

- en nødvendig forskel

Det eksklusivt uvæsentlige indtræder først i forstandens rige, gennem en sofistisk iagttagelseslogik, når den sunde menneskeforstands spil drives rundt i manegen.

Én refleksion

Når bevidstheden begriber sig selv som begreb bliver det en begribende bevidsthed. Som passivitet, porøsitet og egentlig kraft spalter den bestående midte sig i de selv samme ekstremer, hvis bevægelse og aspekter i sig selv udgør en selvstændighed og forskelliggjort, reflekteret kraft.

Alene tanken, den indre midte, er kraftens udviklede væren som forsvinden. Slutningen, tomrummet og det indres væsen befinder sig uden for formens og indholdets forskel. Forskellen mellem dem falder sammen. Uden kraft.

Forskellen er kraftens lov og lovens indre nødvendighed er et dobbeltvæsen, hvis positivitet er forskellen fra sig selv som rummets afstand og tidens hastighed. De frastødte forskelle er det modsatte af det modsatte. Sin egen modsætning, den anden i sig; at blive sig selv lig er samtidig at blive spaltet. Selvbevidstheden; den absolutte uro.

Begær

Liv, noget levende; den rene aksedrejende bevægelse. Forskellenes fluiditet består i den rene selvbevægelse, der, som en trægt differentierende skikkelsesdannelse, er det hele, der i al simpelhed udvikler sig, som opløser sin udvikling, og som opretholder sig selv i denne bevægelse.

Anerkendt uendelighed; en fordoblet handling, et forsvindende moment. Den, der vover livet og har været gennem striden erfarer overlevelsen af sin egen ophævelse. Syntetiseret. Magten over væren. Nydelsen. Moment af anerkendelse. Angst for hele sit væsen. Opløst i denne frygt. Rystet og bævet.

Arbejdet er hæmmet begær. Det danner – sin egen betydning. En forfængelig selvcentreret betydning. En skikkelighed, der er trængt tilbage i sig selv. En bevidsthed, der tænker, at et jeg, der, når det tænker, er fri, samtidig også er prisgivet.

Han stod op af stolen

Meget talende. Klaveret. Blussende. Glad og cigaretrygende. Højtravende. Talestrøm. Udeblev. Forholdets vrang. Trist. ’Kunne vi blot danse lidt på et bal’. Tårer i øjnene. Længselsfuld. Uanstændig. Pandekager og syltetøj. Utilpas og stærk hovedpine. Kys. Fornøjelse. Urimelig. Blodet i spyttet ved skrivepulten. Ringen. Bitter. Besvimelse. Omsorg. Jalousi. Frihed. Gråd. Skurken uden medlidenhed. Vemod. At bedrage sine omgivelser…

SINGULÆR REALISME PART 1-4

Singulær realisme, Part 1

I ENS (HELT) EGET SELV-SKAB

Dette måtte jo komme. En bog i og med sit eget selv-skab, ikke som selskab, men som en betoning af og en forhåbning om en art selv-skabelse gennem en sprogliggørelse, hvor det kunne blive muligt og til(for)ladeligt at indskrive sig i og udskrive sig af de linjer som løbende blev nedfældet.

Simpelthen lade sig skrive af og i en bog hvor alt hvad der var og kunne komme til orde, måtte komme til orde, uden nogle former for censur og filtrering i form af redaktionelt arbejde og retorisk formidlingsmæssig fastage, eller sågar strategiske og forretningsmæssige overvejelser omkring positionering, salg, målgruppe og budskaber samt moraler.

En bog hvor det kunne være muligt at dyrke umiddelbarheden gennem skriftligheden, og iklæde disse en synliggjort eksistentiel psykologi, en æstetisk retorik samt en politisk sandhedsværdi inden for rammen af en art etisk pomp og pragt. Så vidt så gjort… Næsten helt…

INDHOLDSFORTEGNELSE

- Introduktion: Ufiltreret grublerier i et erkendelsespraktisk kvadratur

- Livets boksekampe

- Op på hesten igen

- Vadestedet

- Hjemkomsten

- Familiære kortslutninger og nye forbindelser

- Kosmisk kapitalisme og mismodig lyst

INTRODUKTION

UFILTRERET GRUBLERIER I ET ERKENDELSESPRAKTISK KVADRATUR

Denne bog er skrevet med henblik på at underbygge og udfolde en art erkendelsespraktisk gå-sted, som kan færdes under betegnelsen: singulær realisme. Et udtryk der går direkte mod flere former for bevægelser, som er oppe i tiden, hvoraf den sociale konstruktionisme nok er den tydeligste modsætning, og dermed anti-tese.

Herved er ideen med bogen klargjort, nemlig at slå et slag for realismen og ikke konstruktionernes æra, slippe det sociale tag i os, og gå durk i retning af det subjektive erfaringsrum, hvor den enestående oplevelse er en handling, endda det eneste, som er, når alt kommer til alt.

At tilstræbe at knuse ideen om at det sociale har primat og at der ikke findes noget virkelig virkeligt, er nok snarere en hæderssag end en faglig disput, for hvem vinder, og hvorfor skal dette diskuteres overhovedet? Er det mon ikke lige meget? Langt de fleste vil nok sige nej.

Men lad os sige det sådan, at jeg er overbevist om at der findes noget virkeligt, at aktualiteten er der, at livet er faktuelt, at der findes facts, og ikke bare som fysiske kendsgerninger, eller i form af dokumentationer udi en art statistisk, signifikant empiri. Fakticitetens råstof er et realia på tværs af materialitet og åndelige affærer. Kunne man dog bare skrive fænomenologisk positivisme…

Alt er virkeligt, alt er en realitet, og alt foregår usædvanligt, dvs. helt og aldeles unikt, lige nu og her, engang for altid og aldrig mere. Hele tiden anderledes, så hvorfor ikke dyrke dette erkendelsespraktiske gå-sted, hvor tingene sker som singulære bevægelser og virkeligt liv?

Velkommen til iklædningen af nogle i og for sig ganske enkle passager, episoder og opholdssteder i den menneskelige umiddelbarhed, og velkommen til at lade det blive iklædt sprogliggørelsen fra æstetiske idealer som skønhed og hæslighed, fra de retoriske idealer som sandhed og løgnagtighed, fra de politiske idealer som retfærdighed og urimelighed, og fra de etiske idealer som godhed og ondskab, og lade os hele vejen igennem blive indfanget af sådanne reflekterende fortolkningsrum via en art semi-konsistent psyko-filosofisk membran og elektromagnetisk resonans-bølge, der både kan virke udadtil og indadtil.

Lad os blive fængslet af livets boksekampe, finde ud af hvordan vi kommer op på hesten igen, og i det hele taget kommer ud af vadestedet og finder hjem. Lade os blive mødt i og med hjemkomsten, træffe kortslutningen, og blive truffet af familiens apopleksi, den inciterende kapitalisme og finde ind til mismodighedens væsen, og som de kosmiske forpligtelser og de dybereliggende lystigheder, danse den fandango, som disse bærer med sig.

Og alt sammen uden ekspliciterede referencer, litteraturliste og fortolkningsmæssighed som typisk beror på et refleksivt apparatur, der fremfører en diakron og synkron berøringsflade og legitimitetsplatform.

Vinklernes og perspektivernes grublende kvadratur og tankemæssighed udgør følgende tegnregimer og kodning:

- Poetikkens forløsningsprojekt

- Politikkens magtprojekt

- Retorikkens overbevisningsprojekt

- Etikkens ordentlighedsprojekt

Disse krinkelkroge indlejres i et spektrum og udfoldes gennem et intrikat kompleks, der samlet set bærer betegnelsen: En art værens karakterologi.

Således har vi i denne bog at gøre med ufiltrerede treklange i form af følgende singulære realismer:

1) arenaen

2) vinklerne

3) konstateringerne, hvor sidstnævnte er opdelt som den filosofiske perlerækkes præmie;

- appetitten.

- substansen.

- kontemplationen.

- vidunderet.

LIVETS BOKSEKAMPE

Arenaen

Man kan i og for sig godt sammenligne livet med en boksekamp. Og hvis man vælger at gøre dette, kan det indebære følgende aspekter, som i form af analogiens og metaforikkens tegnsætninger og betydningslag kan fremdrage en række bestemte typer af erkendelser, som ellers kunne være gået bort, forblevet hengemt eller for den sags skyld være blevet kaldt noget andet.

Lad det være sagt med det samme; jeg har aldrig været i en reel boksekamp, dvs. aldrig været i en boksering. Men jeg har set boksekampe, primært i TV i form af fx Fight Night. Faktisk mindes jeg ikke at jeg på noget tidspunkt har været til nogen form for boksestævne, sådan for real. Men jeg kan godt forestille mig stemningen, duftene, lydene, råbene, slagene. Sveden…

Dog må det siges at jeg har fået nogle slag. Har fået tæv, som man nok ville kalde det. Jeg har aldrig slået med knytnæve på nogen. Højst givet en lussing. Skubbet lidt. Og formentlig også sparket ud efter nogen, og ramt nogen. Men som nævnt har jeg fået nogle hug, dels i hovedet og dels forskellige steder på kroppen. Og man ville nok ikke kalde mig for en slagsbror. I hvert fald ikke når det kommer til korporlig kamp. Men en tand eller to har jeg dog mistet…

Men livet som en boksekamp vil kunne blive en spændende prøvelse i forhold til at anskueliggøre hvad der kan siges og opleves at ske i mødet med en modstander, dels imellem de to kombattanter, og dels i en selv samt i den anden. Hvordan ville en sådan proces udforme sig, således som en boksekamp sådan formmæssigt er blevet til at skulle bedrives?

Fx hele introduktionen fra omklædningsrummet og ind gennem salen og op i ringen. Og her må vi se bort fra hele den vej som består i at overhovedet komme til omklædningsrummet, dvs. alle de træningsaftener, weekender, hele det scenarie som består i at træne med boksebolden, makkeren, løbeturene, vægttræning, sjippe, jo, vi har vel alle set eller hørt om Rockyfilmene, og egentlig handler denne manøvre ikke om at genkalde sig disse lidelser, disse kampe, denne intensitet og opdyrkelse af muskler, kondition, smerte og kontrol.

Hele træningen i at mestre teknikkerne er i sig selv fascinerende, at kunne give slagene, ramme rigtigt, rent og præcist, at parere, at få slag, at få et slag ind, en knockout, at rejse sig igen, hele benarbejdet, venstrefodsbokser eller højrefodsbokser…

Kunne jeg på nogen måde komme ind i en sal, med hætte på og boksehandsker, klar til kamp, svinge mig op i ringen, finde mit hjørne, gå rundt i ringen, kigge ud, løfte armene, sætte mig klar på min skammel, og se min modstander træde ind i ringen, lytte til min træner, sætte tandbeskytterne på plads? Næppe…

Og hvordan ville jeg trække vejret, hvordan ville jeg mærke fødderne i mine boksestøvler, og gulvet under mig, og dommeren ville gøre klar, måske endda ville en speaker introducere os, eller havde allerede gjort det, og en ung kvinde ville gå rundt i ringen med et skilt på, hvor der stod 1. Runde! Hvor ville det være bizart…

Hvad ville jeg tænke mon? Knap så meget. Formentlig mærke adrenalinen pumpe, føle mig klar, mentalt velforberedt, og når klokken lød, rejse mig, og være tæt på min modstander, og han på mig, og vi ville kigge på hinanden, paraderne oppe, i bevægelse, tjatte lidt, et slag ind, eller to, ramme hårdt, slå lidt med venstre, og ramme dybt, hele tiden i bevægelse, mærke pusten, ned i maven, op med torso, arbejde fleksibelt, jabbe afsted, måske ind og mærke, helt tæt, og væk igen…

Og sådan kunne jeg åbenbart forestille mig en boksekamp i beskrivelsernes tegnsætninger, sådan drømme lidt og forestille mig nederlag og sejre, endog heftige slag på kæben, begge veje, i maverne, på armene, skuldre, brystkasser, meget bevægelse rundt i ringen, larm omkring ringen fra publikum, mærke ringen i ryggen, og måske endda gulvet, ligge dér, sløret, og tilbage på skamlen, måske smage lidt blod, hele tiden tilstræbe fokus, pulsen oppe…

Hele billedet af boksekampen, her angivet i relativt sparsommelige termer, kan selvsagt iklædes refleksions-rammer som kan være af æstetisk art, eksistentiel kaliber, psykologisk eller retorisk beskaffenhed, m.m.

Og således kan boksekampen, lige såvel som så mange andre former for kampe, som fx brydekampen, fodboldkampen, tennis-kampen, indskrives som et sindbillede på en menneskelig tilværelse, hvor koder som skønhed, sproglig slagkraft eller sjælelig indsigt kan være de dominerende.

Og i forhold til at få noget ud af et sådant fortolknings-projekt, hvor de typiske erkendelsesinteresser som regel er markeret gennem forklaringsprocesser og forståelses-former, handler det derfor fremefter om, at indskrive en platform som værende synonym med arenaen, indstifte billeder af aktørerne, bevægelserne og andre former for tegn som nu end måtte fremtræde … skjult såvel som åbenlyst…

Lad os prøve at tydeliggøre projektet: boksekamp og beslutte os for i første omgang at gøre den funderet i et æstetisk plan, dvs. hvor grundkoden kredser om skønheds-værdien i bokseringen. Dette er knapt så overraskende sket mange gange før, og fortsætter gennem kommentatorernes måder at hæfte sig ved boksernes udtryk, bevægelser, snilde og behændighed. I det hele taget deres måder at bevæge sig elegant rundt i ringen, hvor grove de kan være, hvorved en etisk anskuelse kan spores at strejfe oplevelses-rummet og beskrivelsen heraf.

Men vi kan også kigge lidt på det eksistentielle anlæg og iklæde hele hallen, og menneskenes fokus på hvad der foregår deroppe i ringen mellem to mennesker, en mere fundamental tilværelsesmæssig forklaringsmodus. Vi kan med andre ord angive et symbolunivers som vidner om den menneskelig kamp mod hinanden og sig selv inden for rammen af et konkurrence-scenarie, hvor smerten, kontrollen, nederlaget, sejrene, de slag man får ind hos hinanden, nydes og dyrkes af offentligheden.

Egentlig forekommer dette mere at vidne om et politisk slag, og dermed også en form for retorisk ramme og grund for forståelsen af hvad en ’boksekamp’ kan udtrykke og vidne om, når den fx foregår i og via medierne. Her handler det om sproget, taktikken og de strategiske indslag, hvor publikum er seerne og lytterne, og egentlig grundlæggende set en del af kampen, men blot i en mere pacificeret forstand.

Og det må stå klart at det psykologiske spor og