Det menneskeskabte objekt

By Peter Ejlerskov

"Det menneskeskabte objekt" er en rejse ind i kunstbegrebet. Peter Ejlerskov gør sig overvejelser om kunstens rolle og betydning i et samfund, som konstant stiller spørgsmål om, hvad god kunst er, men ikke så ofte stiller spørgsmål om, hvad kunst er i det hele taget. Der argumenteres for, at kunst og den religiøse følelse har noget til fælles som er vigtigere end det, der skiller dem. Både kunst og religion er nemlig i bedste Kierkegaardsk forstand absurd og kan ikke begribes rationelt, hvilket dog ikke betyder, at de ikke har nogen værdi. Indsigtsfuld læsning for alle, der elsker kunst og som ønsker at forstå kunstens væsen bedre.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 23, 2015
• ISBN: 9788771708066

Peter Ejlerskov

Peter Ejlerskov har en baggrund i grafisk design og har desuden arbejdet som udøvende kunstner i en årrække med udsmykninger i kirker og virksomheder, udstillinger på museer, kunstcentre og gallerier i, og udenfor Danmark. Har illustreret flere bøger, blandt andre Ved en Grav, som er en genudgivelse af Søren Kierkegaards tekst fra 1845, (Forlaget Siesta 2014). Har tidligere udgivet bogen Dans en farve (Forlaget Momentum 2013) som er en indføring i helhedsorienteret kommunikation.

Book preview

Sidst

FØRST

Det menneskeskabte objekt er et eksperiment. Bogen rummer en række tekster, som alle udspringer af ønsket om at komme tættere på en forståelse af kunstens væsen og evne til at gribe os som mennesker. Det der i særlig grad har optaget mig, er at begribe forholdet imellem kunst forstået som værk og kunst forstået som begreb. Der er en almen opfattelse af kunstværket som noget, der er uden for beskueren eller lytteren, og som dermed vurderes på linje med alle de andre objekter, man omgiver sig med til dagligt, men ved nærmere eftertanke vil de fleste erfare, at dette ikke er hele sandheden, ikke kun når det gælder kunst, men i det hele taget. Kunst er ikke kun et ydre fænomen, som vi udelukkende kan vurdere med vores sanseapparat, men i lige så høj grad en indre bevægelse, som fortæller noget om vores egne præferencer og følelser. Ser man på et træ i skoven eller en ko på marken, så er det oplagt, at vi ser noget i det såkaldte ydre, som vi får repræsenteret for vores indre. Vi balancerer imellem ønsket om at basere vores liv på det konkrete i virkeligheden, men samtidig ønsker vi at farve vores liv med forestillinger og fantasier som udelukkende tilhører os selv. Livet består derfor af meget andet end blot kolde kendsgerninger om virkeligheden, vi bearbejder konstant disse kendsgerninger med personlige vinkler. Når det gælder vores erkendelse af kunst er forholdet endnu mere kompliceret, fordi vi ikke kun får mulighed for at vurdere en repræsentation af det ydre, men samtidig får mulighed for, at spejle os i vores egne helt igennem personlige forestillinger, som et andet menneske har sat i svingninger.

Det er disse forhold, som gør netop kunst til noget særligt interessant. Holdninger og forestillinger i al almindelighed, og om kunst i særdeleshed, er ikke automatisk noget man er i besiddelse af, men kræver, at der foregår en kontinuerlig dialog med andre og refleksion over den erhvervede indsigt det kan give. Den offentlige debat om kunst og kultur har det med at blive ensidig, fordi debattører har tendens til at vinkle deres argumenter for skarpt og for skråsikkert, og man ender nemt i den fælde at have en bestemt og skråsikker mening om emner, der i virkeligheden er mere komplekse end et one-liner-argument kan rumme. Selvom kunst ofte behandles som noget almindeligt og hverdagsagtigt, så er målet med denne bog ikke at følge dette spor, men i stedet forsøge, efter bedste evne, at være så ultimativ og konsekvent i beskrivelsen af begrebet kunst, at det måske kan blive en anelse vidtløftigt hen ad vejen. Fred med det. Emnet kan nemlig lede hen imod noget af det, der giver selve tilværelsen mening og det bliver aldrig hverdagsagtigt, udjævnende eller kompromissøgende. Så snart man forsøger at tænke relativt om tilværelsens dybere mening, så er man jo allerede i færd med at tale sig væk fra selve kernen. Eksperimentet i Det Menneskeskabte Objekt består i, at jeg naturligvis har ladet bogens overordnede spørgsmål, om kunstbegrebets betydning, være retningsgivende for de temaer jeg har valgt at bearbejde, men har ikke tilrettet teksterne i takt med, at ny indsigt eller nye spørgsmål opstod, med mindre det har været decideret misvisende for helheden. Man kan se bogen som en dialog, hvor jeg er den ene samtalepartner, der stiller mig spørgende overfor bestemte konventioner eller idéer og derefter forsøger at finde en forklaring. Den anden samtalepartner er dels de mange mennesker, jeg igennem de sidste år har talt med om de behandlede emner – og forhåbentligt du som bogens læser.

Hvert kapitel tager afsæt i en bestemt idé eller et spørgsmål, som jeg prøver at optrevle i løbet af kapitlet. Derfor er hvert kapitel som et lille essay med sin egen midlertidige afslutning. Som det var tradition med filosofiske idéer i det antikke Grækenland, vil jeg også fremsætte et postulat og afprøve det fra flere vinkler – så må argumentet stå sin prøve. Og på samme måde som et argument ikke kun var (og er) holdbart ud fra et videnskabeligt synspunkt, men også skulle rumme det, som ikke kunne måles og vejes, vil jeg i mine overvejelser også søge en helhedsvurdering igennem denne dialektiske proces. Helheden vil således være opbygget af de enkeltdele, jeg har fundet undervejs.

Til trods for at Det Menneskeskabte Objekt tilstræber dialog med læseren, så er det samtidig en enmandsdiskussion om kunst som begreb, fordi der ikke er andre til at modsige mine tanker end de personer, jeg selv inviterer indenfor. Bogen beskriver ikke kunst i et historisk perspektiv, kunstscenen, bestemte kunstretninger eller kunstnere, selvom jeg omvendt ikke undlader at omtale disse. Den er heller ikke tænkt som et indlæg i debatten om, hvad god kunst er i det hele taget, men er udelukkende et forsøg på at indsnævre begrebet som sådan. Jeg har ligeledes bestræbt mig på, at lade det være tydeligt hvornår jeg ytrer min uforbeholdne holdning og hvornår jeg er i marken, for at afdække en bestemt tanke eller forstå betydningen af et bestemt begreb. For hvis vi ikke blot engang imellem gør os den umage, og forsøger at være præcise i vores brug af begreber, bliver det mere og mere vanskeligt for os at tale sammen og dermed udtrykke os overfor hinanden. Hvis den ene definition om kunst er lige så god som den anden, så bliver begreber hurtigt noget man benytter til at sprede røgslør over, hvad man egentlig mener – eller værre endnu; hvis man benytter ord man ikke kender den fulde betydning af, men gør det så trendy og overbevisende, at ingen tør sætte spørgsmålstegn ved meningen.

Der er skrevet meget om dette emne og mit bidrag skal heller ikke ses som et forsøg på at forkaste andres tanker om kunstbegrebet, men udelukkende et forsøg på at indkredse en mening, jeg med overbevisning kan sige er min egen. Håbet er naturligvis også at give stof til eftertanke hos andre, der som jeg heller ikke er belastet af kunstfaglig viden, men blot er interesseret i kunst og den omkringliggende verden. På samme måde som en kunstner kan skabe fantastiske værker, som dog ikke nødvendigvis bliver en ny målestok for verdenskunsten og måske oven i købet er set mange gange før, er hensigten med denne bog, at opsamle idéer og tanker om emnet, uden at det dermed behøver at være nytænkende. Kunst behøver ikke at være ny, men gerne indsigtsfuld, fordi det vigtige ikke er nyhedsværdien i værket, men sandhedsværdien. Dette skal også være overskriften på denne bog.

AT GRIBE KUNSTENS VÆSEN

I det følgende kapitel vil jeg indkredse nogle emner, som efter min mening har betydning for forståelsen af kunstbegrebet og som vil blive forsøgt besvaret i bogens øvrige kapitler.

Hvorfor er diskussioner om kunst altid så svære? Og hvorfor ender de ofte med en konsensus om, at vi er enige om at være uenige? Det lader til at kunst i en helt særlig grad, er underlagt idéen om, at det ene er lige så godt som det andet, og at den ene mening er lige så god som den anden. Det betyder lidt polemisk, at alle kan blive kunstnere og at alt er kunst, blot man beslutter sig for det. Sådan er det måske også. Mit ærinde er ikke at selvudnævne mig til overdommer over god eller dårlig kunst, men jeg mener en god del af debatten om kunst i virkeligheden skjuler, at vi ikke taler om det samme, at vi ikke benytter samme definitioner af ordet kunst og at de uskrevne kunstnormer opfattes individuelt, selvom formålet med normer er det modsatte. Bruger vi kunsten og dennes begreber til at italesætte alt muligt andet i tilværelsen med end kunst, så bliver det fælles sprog, vi har til at beskrive kunst, uklart og dermed i praksis ubrugeligt. De flestes dagligdag er fyldt med sanseindtryk og oplevelser – og i det offentlige rum er der konstant bud efter vores opmærksomhed. I dette minefelt af indtryk skal kunsten forsøge at hævde sin ret, men når det sprog vi bruger, til at beskrive vores kunstneriske oplevelser er optaget til også at beskrive andre ting, er der risiko for, at kunstdebatten bliver afsporet. Jo oftere vi benytter ordet kunst til at fortælle om noget, der ikke er kunst, jo sværere bliver det med andre ord at kommunikere intelligent om kunst i det hele taget. På den måde undermineres den sproglige forståelse af ord, som virker genkendelige, men som langsomt bliver tømt for indhold. En anden måde at underminere begrebet kunst på, er ved at benytte videnskabelig sprogbrug eller kategoriseringer, som virker overbevisende, men som ikke siger noget reelt om et bestemt værk. Et værk kan være avantgardistisk eller repræsentativt, men der er kun sagt noget helt overfladisk om værkets egentlige væsen. Kunst som begreb kan ikke erobres ved en empirisk gennemgang af bevismaterialet og efterfølgende udledes en konklusion af de enkelte stykker, men man må nødvendigvis undersøge og efterprøve begrebet fra mange vinkler. For at kunne påberåbe blot en lille grad af sandhedsværdi, skal emnet altså fordøjes, behandles og konkretiseres. Det skal fordøjes og behandles følelsesmæssigt og konkretiseres med intellektet.

Selve tanken om, at sandheden om et bestemt emne kan findes, kræver at man først accepterer, at der er noget, man kan kalde sandhed i det hele taget. Dette peger på en af mine pointer med at skrive denne bog, som handler om at hvor kunsten er til stede, der er det mest grundlæggende vi mennesker kender tilstede samtidigt, nemlig vores følelse af at være forbundet med universet og andre mennesker. Der er altså noget helt fundamentalt på færde, når vi taler om kunst. Den kan beskrive noget essentielt om mennesket og derfor er den alt for vigtig til at tage som en selvfølge. Samfundet er i konstant forandring og derfor er vores definitioner af kunst også i forandring. Det behøver ikke at være negativt, men hvis lysten til forandring mest er udtryk for mangel på refleksion og blot er en automatisk samfundsbevægelse, som sættes i gang af udefrakommende faktorer som økonomi og politik, så er der behov for konstant at diskutere og afklare kunstens væsen.

Som udøvende kunstner har jeg haft mange samtaler med interesserede kunstelskere og andre udøvende kunstnere om kunst og om hvad det indebærer at bruge ordet. En god ven stiller mig ofte det retoriske spørgsmål om, hvorfor jeg kalder mig kunstner i det hele taget. Selvom jeg blot er en middelmådig kunstner, så mener jeg dog, at det er min ret og pligt at være ultimativ i min stræben efter at lave god kunst. Dette kræver at jeg definerer mig som kunstner, når jeg arbejder med kunst.

Men er det ikke ligegyldigt for kunsten og kunstneren om begreberne flagrer lidt, bare der kommer kunst ud af det? Betyder det i virkeligheden så meget hvordan vi tænker på kunst – der må da være vigtigere ting i tilværelsen? Svaret er klart og enkelt: Nej, det er der ikke. Det skyldes ikke, at det enkelte kunstværk i sig selv betyder så meget, men fordi vi som individer potentielt set alle er i stand til at skabe kunst, må der ligge en vigtig betydning, som rækker udover kunstværket. En del mennesker vil muligvis påstå, at de ikke er i stand til at udøve kunst, men min holdning er, at de i det mindste har potentialet til at blive kunstnere, simpelthen fordi de tilhører den menneskelige race.

Hvorfor findes der mennesker, altså kunstnerne, som sætter alt i tilværelsen på spil for at kunne beskæftige sig med noget så udefinérbart som kunst og stræbe efter at skabe et resultat, som ingen efterspørger? Mange kunstnere frasiger sig stræben efter materiel standard og samfundets generelle accept som nyttige borgere i forsøget på at skabe en tilværelse, hvor kunst er den drivende kraft. Når man nu ikke kan sige, at der er en særlig kunstens nødvendighed, et ydre formål, som den skabende kunstner kan indfri med sit værk, hvorfor investeres der så alligevel så mange menneskelige ressourcer i at frembringe kunst? Efter min ydmyge mening har kunstneren en helt særlig betydning og besidder en helt særlig evne, ikke fordi kunsten de producerer nødvendigvis er interessant i sig selv, men fordi de har besluttet sig for at gøre det modsatte af det, som samfundet foreskriver som rigtigt; at tænke empirisk eller nytteorienteret på alle frembringelser. Kunstneren gør pr. definition det modsatte, i det øjeblik kunsten frembringes, fordi kunst er en slags illusion eller mental forestilling konkretiseret i en værkform. Altså en mental konstruktion som modpol til det materialistiske samfund. Til trods for manglende efterspørgsel på det frembragte produkt synes kunstneren tilsyneladende at mene, at det er aldeles vigtigt at frembringe det. Det må betyde, at der ligger noget gemt i selve definitionen af begrebet kunstner, som kan sige noget om begrebet kunst. Er resultatet for eksempel kunst, hvis kunstneren bevidst tænker kommercielt i selve skabelsen og kunstnerisk bevæger sig i den retning, han eller hun ved, der er omsætning i? Hvornår bliver en frembringelse til dekoration?

At beskæftige sig med kunst er som at forsøge at finde et grundstof – et stof der kan sige noget om andet end sig selv. Den oldgræske grundtanke var, at gud og menneske er adskilt i henholdsvis idéernes verden og de ydre fænomener – og det er netop i kunsten, at disse to modpoler kan forenes. Lige siden har filosoffer og tænkere forsøgt at forfine, ændre eller forkaste denne tanke, simpelthen fordi der er en sammenhæng imellem kunst, stræben efter sandhed og det at være menneske. Den tyske filosof Friedrich Wilhelm Schelling ophævede to tusinde år senere den oldgræske modsætning imellem ånd og natur eller ydre eksistens og gjorde kunsten til tilværelsens højeste forklaring. Kunsten blev nu til noget, som var et svar eller en forståelsesmodel på tilværelsen fremfor et spørgsmål. En velkendt definition på kunst fra det tyvende århundrede er en anden tysk filosof Martin Heideggers definition, som siger, at kunst er sandhedens sætten-sig-i-værk. Denne enkle beskrivelse siger alt om, at der er noget fundamentalt på spil, så snart begrebet skal overvejes, fordi man ikke kan tale om kunst, uden samtidig at tage stilling til det allerstørste begreb mennesket kender, nemlig sandheden. I tidligere tider var gudsbegrebet en måde at forstå denne sandhedens sætten-sig-i-værk, men i en tilsyneladende gudløs epoke i menneskets historie, må vi nærme os sandheden på en anden måde, nemlig ved at erkende sandheden igennem det falske – eller sagt på en mere jordnær måde; vi skal erfare det ukendte igennem det kendte. Kunsten kan tilvejebringe et sprog og være et medie til den mentale tilstand, der åbner en lille sprække imellem to erkendelser, imellem det veldefinerede, velkendte, trygge og noget andet, som hidtil har været skjult og derfor uerfaret. Er det uerfaret eller i det mindste uerkendt, så er det samtidigt overraskende og vil sætte sig som en erfaring, som har gjort en lille forskel for modtagerens selvforståelse og syn på verden.

FRIEDRICH WILHELM JOSEPH VON SCHELLING (1775 – 1854) Tysk filosof. Schelling var en del af den tyske idealisme.

MARTIN HEIDEGGER (1889 – 1976) var en af det 20. århundredes største tyske filosoffer og eksistentielle fænomenologer.

Vil man bruge store ord og definere kunst som sandhed, må det nødvendigvis kræve, at det er sandt hele tiden og til alle tider – sandhed kan ikke være 90%, så er det automatisk usandt. I daglig tale kan det måske godt gå an og give mening med halve sandheder, men ultimativt set kan noget kun være helt igennem sandt eller helt falsk. Sandhed kan måske beskrives som det eneste modsætningsløse vi kan erfare, til trods for at vi bruger sproglige begreber, hvor det modsatte af sandt er falsk. Så snart noget er sandt er det uden indre eller ydre modsætninger, fordi det har hævet sig op over den modsætningsfyldte menneskelige tænkemåde. Man kan sige, at sandhed ikke kan defineres og ikke kan bedømmes, men kan udelukkende være sandt for den enkelte og dermed være et begreb til efterfølgelse.

På den måde er sandhed ikke noget man kan være enig eller uenig i, men simpelthen gælde ultimativt for den enkelte. Skal man definere nogle forudsætninger for kunst, må det på samme måde kræve, at definitionen konsekvent gælder alle former for kunst. Det nytter ikke, at finde en definition, som rummer den abstrakte kunst, men ikke kan rumme musikken, performancekunsten eller filmen som kunstform. På den anden side kan man godt finde en