Studier i ledelse og business coaching: Metoder, findings og filosofiske refleksioner

By Kim Gørtz

Denne bog indeholder en lang række artikler, tanker og metodiske udkast samt findings i mit unge forsker-liv i perioden 2006-2012. Læseren vil kunne læse om coaching, ledelse og filosofiske refleksioner og derved blive indført i dette brydningsfelt mellem abstrakt tænkning og konkret praktisk overvejende i en strategisk kontekst.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 24, 2019
• ISBN: 9788743035282

Kim Gørtz

Kim Gørtz er en produktiv forfatter, og har omtrent over 50 udgivelser bag sig. Han begyndte at udgive bøger fra 2003, og har siden da trukket sig selv i retning af egne udgivelser af hensyn til opretholdelsen af de sproglige adspredelser mulighed og betydning. Men han kan stadig findes på mere etablerede forlag... Kim Gørtz er uddannet i filosofi fra Københavns Universitet.

Book preview

COACHING I EN STRATEGISK KONTEKST

Udviklingen af en eksistentiel pragmatik i en organisatorisk forandringsproces

Udkast til metode

Indfrielsen & længslen

Disse studier udgør på en og samme tid både en karriere, en mulighed og et konkurrencevilkår. Det er samtidig den nødvendighed, der skaber den kommende tilstand. Det udtrykker derudover en filosofisk præstation i tilspidset form og i integration med en af de typisk set største bastioner i finanssektoren, nemlig Nordea Bank A/S¹. I denne livsform formår tanken imidlertid stadig at hæve sig udover den gængse variant og fra et nærmest indstuderet metaperspektiv opfatte vilkårene for sin egen eksistens. Og erfarer intet andet end, at det vigtigste af alt er oplevelsen af stadig at være med. Og få lov. Konstruktionen af dette felt og placeringen i selv samme konstruktion har muliggjort en medskabende karakter og funktion. Og så kan man nok så meget kalde det medfødt begavelse, opøvet kompetencer, kvalifikationer, særlige evner for læring, held, sans for muligheden, skarpsindighed, charme, m.m. Dramaet og spillet i selv samme drama kan kun lade sig gøre så snart og så længe det lykkes at placere sig indenfor en endnu unavngiven funktion; indenfor en position der på forhånd hverken er dogmatisk, stigmatiseret eller anerkendt endsige bortvist. Det er nærmest relationelt, processuelt; en bevægelse i et liv med den rivende tiltro til at det man gør, har mening, med de sejre og fald det må indebære.

Denne spænding er det vilkår som er os alle påkrævet i det mindste så længe vi hver især fascineres og tiltrækkes af muligheden for at udvikle os selv og andre mennesker. Frem på beatet – ind i strømmenes og dynamikkens kærtegn og skånselsløse bjergtag. Gør dig til, vær varsom og opmærksom, gør dig gældende, spil det slemme spil, vær i det mindste med. Tro på dog selv – se dit liv i øjnene. Lad vær med at trække dig ud. Det er nærværende agenda for vedkommende forskningsprojekt. Det er drivkraften i et felt som selv samme afhandling involverer sig i. At finde det sted, hvor det er muligt at udvikle sit eget mod som via handling gør en i stand til at blive en anden, en ny. Det er den sproglige grænse for aktionsforskningens virkekreds. Gør noget andet – til en forandring. Gør noget i det mindste; også forskningen; også banken; også filosofien; også erhvervslivet. Stil skarpt på, hvad formålet med livet skal være – eller bør være. Find din stil og form; det fokus og formål som giver mening og understøtter evnerne der er til rådighed. Og det er der vel intet galt i med mindre man som vanligt ikke anerkender muligheden for at kunne forandre sig eller blot slår på det selv samme begreb om forandring som en hul skal og oven i købet vælger at opbygge en forretning herpå.

Det er os, for det meste i vor del af verden, velkomment bekendtgjort at vi eksisterer og oplever os selv indenfor en refleksionskategori hvis karakteristika går under betegnelser som værende stresset, havende for lidt tid til både det ene og det andet; familien; vores børn, kæreste, venner og kollegaer – os selv. Vi har alle lyst til mere og samtidig mindre. Mere tid, flere penge, mere materialitet, mere udvikling, mere kendskab til hvad der også er muligt. Mindre stress og (u)nødvendigt arbejde, mindre brok og tunge sager; mere livsglæde, ja, listerne er uendelige – og uendeligt forskellige, netop fordi forskellighederne på et vist niveau trives i bedste velgående. I det mindste omtalerne heraf. Men på det jordnære niveau – er det daglige praktiske liv ret meget det samme. Og det er klart at spørgsmålene om hvad det er der holder os fast er ligeså mangfoldigt som hvad der er tilladeligt indenfor den kommunikationsagenda der fremherskende tilvirker og skaber os selv, hinanden og vores verden. Er vi frit stillet eller tvunget, når vi vælger os selv?

Dramatikken i livet skærpes imidlertid hver gang, vi ikke længere kan eller vil forblive den samme. Hver gang vi erfarer og gennemlever at vi lykkes; hver gang vi har et gennembrud, en succes, er livet nemlig ikke længere blot en drøm, et forvirret hype, en frustrerende trend, men noget der slår igennem på vores egen historie, der i så fald ikke længere kan være sandfærdig, fordi den er blevet en anden. Formentlig foregøgles vi det indtryk at vi er kommet nærmere os selv og dermed det indtryk at vores historie eller i det mindste opfattelsen af den, er blevet mere sandfærdig. Men det viser sig ved næste gennembrud, at det bare er en løgn. For vores historie bliver også en anden. Vort liv bliver anderledes. Vi forandrer os. Noget kommer os ved. Den faktiske tilværelse. Et liv i succes kan derfor i strengeste forstand betegnes som den rene væren; transcendens. Overskridelsen af vort eget liv – i det mindste overskridelsen af vores mere eller mindre fastgroede opfattelse af vores liv – er dét vi alle på besnærende vis både ønsker og undgår. Med sandheden, os selv og vort eget liv som gidsel – og vidne.

Imidlertid trives den allestedsnærværende konkurrence som altid i bedste velgående. Vi mennesker kastes rundt i magtens spil og de økonomiske krav og er samtidig underlagt vanedannelser, begrebslig kapacitet samt kommunikationskanalernes egenrådige prægning og vilkår. Vi tilstår og angrer nærmest stadig i mindre moralske rum, fri fra sociopolitiske indflydelser og alligevel er vi altid muligvis udsat for alliancernes spin og egeninteressens evne til at slå selv den bedste ud af spillet. Vi ved intet med sikkerhed. I et liv med påkrævet gennemsigtighed i oplysningens og læringens navn; i et samfund med skærpet behov for videndeling må vi samtidig kræve mod og tillid – i det mindste fra sig selv. I en verden der både hyldes for og skæmmes af sin grad af kompleksitet og muligheder, eksisterer immanensens strukturelle krav og nødvendige tvang på lige fod og niveau med transcendensens befriende bevægelser. Til tider – og nogle gange i lange tider – synes den iboende formålstjenestelighed at være den overvejende dikterende part i livets spil; som et sted at kunne være sig selv. Via tilbuddet om et sted at stå på – bygge sit liv i – tvinger immanensens egen logik os på nærmest inciterende vis til at placere os på sikker grund. Vi sænker os selv ned på bunden og lister en mening frem bag om ryggen på os selv for derved at gøre vort liv overkommeligt og forståeligt. Måske står valget derfor mellem transcendens eller immanens; måske befinder al dynamik og udvikling sig mellem succes og fiasko; måske består al spænding og forandring mellem gennembrud og inerti.

Spørgsmålet er derfor ikke så meget om vi selv kan vælge, hvad vi vil. Til en vis udstrækning må vi nok stadig fastholde denne antagelse, at vi hver især har en chance for at præge vort eget liv ellers bliver tanken og håbet om ansvaret absurd; forestillingen om vores egen autonomi – som al vestlig kultur og politik bygger sin praksis på – vil møde en gruopvækkende og nærmest uoprettelig udfordring og ikke mindst marginaliseres selve ideen om friheden, hvilket vil afstedkomme en seriøs gentænkning af baggrunden for et hvilket som helst træk i alle livets menneskelige sfærer og råderum. Spørgsmålet er imidlertid snarere, hvordan vi hver især kan udvikle os indenfor felter og kontekster som aldrig er de samme; ofte er uoverskuelige og overraskende; altid er bestemt af noget andet end os selv? Vil vi noget, står valget derfor mellem at finde sig selv på den formende konteksts præmisser eller præge og endda sågar være eller decideret tilstræbe at ændre den formgivende kontekst. Her ligger samtidig frigørelsens ide. Imidlertid er også denne ide blevet kapitaliseret og derved blevet et centralt issue på verdensmarkedet. Vi kan alle hver især vælge at finde os selv i det nødvendige, men vi kan også give køb på det nødvendige og selv skabe den kontekst som gør vort liv værdigt at leve. Spørgsmålet er derfor hvordan vi kan skabe vort eget liv samt hvilke færdigheder og kompetencer der skal være udviklet for at reelle gennembrud af denne livgivende karakter faktisk kan forekomme?

Graden af storhed for og indflydelse fra hver enkelt kontekst, spilleplade, felt eller situation kan parallelt indikeres via forskellige begrebers omfangslogik. Fx kan ’kapitalens’ råderum og virkefelt anskues som det mest omfattende, så snart og så længe det ikke er muligt at bestemme et felt udenfor ’kapitalen’. Opgaven består herved i at få fastlagt et vektorielt, dynamisk, mobilt og relationelt felt og samtidig indskrive den grænse som i selv samme bevægelse bestemmer grænsen og dermed feltets – eller i dette tilfælde ’kapitalens’ – yderside. Men selv indenfor ’kapitalen’ er der sektorer og segmenteringer, ja, endda territoriale markiser som sikrer en orden i al den usikre og uforudsigelige acceleration. Der findes institutioner, historier, faglige og videnskabelige discipliner, paragraffer, grundlove, kulturer, sprog, m.m. der ligesom sigter ’kapitalens’ udtryk, bevægelse og retning; der ligesom filtrerer ’kapitalens’ muligheder for at opdyrke nye markeder. Kanaler og strukturer som samtidig præger det menneskelige liv førend det ved af det. Systemtanken er af samme grund fascinerende fordi den vedkender sig systemers krav og operationelle logik som aldrig levner plads til tanken om frihed, ansvar og medbestemmelse. Men social kybernetik har altid lydt hæsligt i humanismens ører.

Nede under det hele; under disse mere eller mindre systemiske og operationelle filtreringsprocesser befinder der sig – i det mindste i tanken herom – drivkræfter, behov, ressourcer, potentiale, som via tankens behandling vækker interesse for at gøre noget. Spørgsmålet er blot om denne interesse er skabt på ’kapitalens’ grundlag, dvs. affødt af den altid nærværende mulighed for at være formet af og dybt begravet i en markedslogik der præger og kræver den mentale handlingsorientering. Er dette tilfældet omsættes hver enkelt ressource af kapitalens egen logik og mennesket er hermed nødvendiggjort som den immanente filtreringsfunktion det er, at øge den økonomiske vækst og opdyrke nye markeder. Men er der i så fald et alternativ – et udenfor? Skal der være det? Kan det overhovedet lade sig gøre at eksistere på et grundlag udenfor kapitalens virkefelt? Hvis ikke; hvordan kan tanken om sit eget liv og sin egen udvikling bevare en nærmest hellig immunitet så snart og så længe stående betegnelser som genetisk arv, kulturel prægning, historisk forudsætning, social interaktion, sproglig indlejring, relationelle variationer, økonomiske incitamenter, etc. fortsat figurerer som de markører på baggrund af hvilke vi alle hver især forstår og tænker, handler og taler? Hvordan kan udvikling af kompetencer give mening på et fritstående subjektivt og autonomt grundlag? Er tanken om at udvikle sig selv på egne præmisser fuldkomment prisgivet?

Lykkes det at fastholde denne tankens prisgivelse og herved slå sig selv igennem en herskende universitær kontekst og finde orden, funktion og tillid i nordens største bank, bevæger spillet sig straks ad andre linjer og ind i en anden type kontekst. Denne nye kontekst kan dog ikke indskrænkes til at gælde selve banken og for den sags skyld finansverdenen alene. Der er altid også andre strukturelle vilkår som både undviger og begunstiger muligheden for succes og gennembrud. Ikke bare er der et forskningsmæssigt miljø der kræver sin ret til at forblive overholdt og indfriet; ikke nok er der en branche der på delte vilkår tilsigter nærmest en bøn om at få legitimeret sin ret til at blive taget alvorligt og anerkendt som profession samtidig med at den skærper presset som følge af den stigende lyst til ikke at blive afsløret som intet andet end endnu en gang øregas; ikke bare er der et finanssprog som dediceret forlanger seriøsitet, effektivitet og benefit. Men der er også en filosofisk undertrykkelse der i kraft af denne repression i al hastighed presser sig frem til overfladen med den ambition om at kunne gøre sig gældende på lige vilkår med andre fagligheder. En filosofisk faglighed i en forskningsmæssig forklædning i finansverden. Absurd? Men sandt. En vaskeægte postmoderne hybrid.

En sandhed der skaber flere udfordringer bl.a. den meget konkrete at udvikle en sproglighed og handlingskompetence udover det sædvanlige – som både presser det filosofiske vokabularium ad uvante stier og tonearter og samtidig tilvirker at investeringer og gæld – ophobning og indskydelser – opnår en størrelsesorden og mangfoldighed, der maksimalt kan betegnes som komplekst og minimalt tilskrives en særegen følelse af skyld samt oplevelse af vidunderlighed. Håbet i en sådan konstellation er i det mindste at spekulationen, som Hegel forstod det, revitaliseres, eller at syntesen, synergien, det integrative momentum, får skabt rum for en tænkning som kan drive udviklingen videre ad veje der formår at udnytte den altid herskende spænding og dynamik mellem økonomien og mennesket.

Indtil videre er forklaringsrammens grundlæggende begreber og samtidig forskel bekendtgjort, nemlig transcendens/immanens med de beslægtede konnotationer som ovenfor indikeret. Dernæst er det grundlæggende felt blevet delt i to – endda formentlig i ikke to lige store halvdele, nemlig ’økonomien’ og ’mennesket’. Hverken når det gælder en kapitalmonisme, en dikotomisk forklaringslogik eller et dualistisk konstrueret grundfelt kan der herske nogen tvivl om hvad der indikerer, nemlig forskellen. I sådanne felter af differentieret begrebslighed ved man sjældent, hvad der er tilladeligt at tænke – andet end, hvad der kommer til syne i og som følge af forskellens opkomst. Det vidner om en tilstand der præcis er karakteristisk ved den skabende funktion og nye konstellation; ingen forbilleder; ingen fodspor at træde rundt i. Intet der i og for sig kan kopieres. Det er snarere omvendt et spørgsmål om at opløse de alt for hyppigt forekommende stagnationer og segmenteringer af sproglighed og vanedannelser i det praktiske og mentale fordomsfulde liv. Vilkåret ved at være en first timer er samtidig at blive udsat for at være en prime mover. En udfordring der i samme bevægelse kræver en længere metodisk bemærkning animeret af følgende spørgsmål; hvordan undgår jeg at blive mit eget genstandsfelt?²

Som aktivt medskabende, dvs. tagende det embede på sig at det ikke længere er muligt – endda en foregøglet illusion – at fæstne sin tiltro til muligheden for at kunne forblive nøgternt upåvirket og iagttagende begivenhedernes rasende og tumultariske brusen; i dette felt bliver denne afhandling til. I denne kontekst hvoraf konturerne højst kan forblive konturer i kraft af den hastige mobilitet og acceleration, hvori afhandlingen indskriver sig, bliver denne afhandling til – og med den også mig. Det er et liv som bliver levet – ikke ved siden af et forskningsprojekt; ikke ved siden af mit liv som sådan. Det er et liv der gambler med de mange kasketter; et liv som faktisk forsøger at leve – og ikke bare at overleve. Hvor går grænsen for lødigheden i et liv, hvor viden og liv kan være kostbar på et marked med høj konkurrence? Er det et spørgsmål om etik? Hvis hverken filosofien, filosoffen, forskningen er det tilflugtssted hvor man længere kan få den rene – og etisk set velfunderede – vare, hvor går vi så hen, når vi skal høre om, hvordan det virkelig forholder sig?

Må denne afhandling på en og samme tid derfor forblive en ydmyg repræsentant for den mængde af ressourcer og de potentialer som altid forbliver undertrykt og uudviklet og samtidig forbigå tidens rasende jag som et monumentalt eksempel på at det stadig kan lade sig gøre at tro på realiseringen af en værdig fremtid for alle mennesker på tværs af religiøse, kulturelle, organisatoriske og faglige rammer…

Indledning

Erhvervsfolk er i de sidste år blevet vidne til en fremherskende tendens indenfor den blødere del af det erhvervsøkonomiske felt, nemlig den stigende interesse i at kunne mestre evnen i og samtidig indfri behovet for at kunne stille de rigtige spørgsmål i de rette sammenhænge. Denne stigende tendens har udviklet sig til en specifik branche, der går under navnet coaching³. Alle kender efterhånden denne term, men langt fra de fleste ved, hvad termen egentlig dækker over – selv ikke praktiserende coaches er enige heri⁴. Endnu færre ved og er enige om, hvordan man bliver en god coach. Imidlertid skal alle i dag coaches. Alle kan samtidig, uden at rynke brynet, sige, at de coacher eller coaches. Titlen er ubeskyttet. Praktikken er upræcis og effekten heraf sjældent veldokumenteret.

Endvidere gennemgår mange virksomheder for tiden coachbaserede ledelsesudviklingsprocesser og kompetenceprogrammer, men ingen ved rigtigt, hvad det er for noget de gennemgår eller skal til at gennemgå. Værre endnu er det formentlig, at den pågældende ansvarshavende leder og virksomhed ikke ved og kender kriterierne for, hvordan man finder den rette coach til sit forehavende⁵. Selvom der tilbydes alskens typer af coachuddannelser på markedet og selvom der findes et utal af forskellige typer af coaches og coaching at vælge imellem, udtrykker branchen dog samlet set det samme, nemlig at det handler om at kunne udvikle organisationens, lederens og/eller menneskets fulde og sågar sande potentiale gennem at opøve evnen til at kunne stille de rette spørgsmål, m.m.⁶.

Det handler også her om læring, forandring og udvikling samt endda decideret transformation. Det handler også her om ressourceudvikling, endda på en mere effektiv og på samme tid mere human måde. De fleste er endda samtidig enige om at coaching faktisk har en positiv effekt på bundlinjen, selvom det er svært at måle og direkte spore⁷.

Bestræbelsen på at professionalisere kunsten i at stille spørgsmål på den rigtige måde, er imidlertid ikke uden vanskeligheder så snart og så længe coach-titlen for det første ikke er beskyttet, dernæst; at branchen ikke også har positioneret sig negativt (dvs. i forhold til hvad den ikke indeholder), samt endelig; endnu ikke har en forskningsmæssig forankring og således validering af sit foretagende⁸. Det er her forskningsdimensionen kan og måske endda bør spille en afgørende rolle for legitimeringen og/eller kritikken af denne branche i vækst. Interessant er det derfor at notere sig, at der faktisk ikke forekommer nogen reel forskning i coaching på dansk grund – og til dels på nordisk grund. Vi skal til England, Tyskland, USA og Australien for at finde en decideret forskningsmæssig aktivitet og forankring omkring coaching, som dog overvejende fokuserer på, hvordan man kan måle effekten af coaching og typisk med psykologiske forklaringsmodeller som underlag for forståelsen af effekterne⁹. Der findes med andre ord endnu ingen gennemgående systematisk og tilstrækkelig metodisk gennemtænkt og bearbejdet viden om coaching.

Fokusfelt

Dette erhvervs-Ph.D.-projekt undersøger overordnet set hvilken funktion coaching har i en organisatorisk og strategisk kontekst med særligt fokus på den studerendes værtsvirksomhed; Nordea Bank A/S. Mere specifikt fokuserer forskningsprojektet på, hvordan coaching, som integreret ledelsespraksis, kan fremme engagement blandt medarbejdere og kollegaer¹⁰. Imidlertid sigter studiet også efter at få udtrykt de centrale aspekter som indgår i udfoldelsen af en organisatorisk udviklingsproces i bestræbelsen på, at komme frem til en organisatorisk kultur, hvor det såkaldte coachende aspekt er det herskende tilfælde. Hensigten med den empiriske dataindsamling og projektets analyser er derfor at komme frem til en vurdering af, hvilke konsekvenser coaching har på personlige, relationelle, organisatoriske og forretningsmæssige anliggender. Resultaterne af analysen danner samtidig basis for en diskussion af, hvilken funktion coaching kan have i forhold til at integrere organisatoriske værdier i forbindelse med de daglige arbejdsopgaver, samt i hvilken udstrækning coaching evt. kan understøtte evnen til at fremme personlige, relationelle og organisatoriske innovationsprocesser.

Forskningsværdien af denne afhandling er primært en skærpet indsigt i og opøvet forståelse for de komplekse processer som en koncern som Nordea Bank A/S gennemgår i forbindelse med sit coachbaserede ledelsesudviklingsprojekt:

En primær målsætning er udviklingen af en metodologi som tillader og muliggør en afdækning og en analyse af de processer som foregår på forskellige niveauer og sektorer af samarbejde, formelt og uformelt, direkte og indirekte i en virksomhed som tilsigter at anvende coaching som et aktivt element i den ledelsesmæssige praksis, organisering og kultur.

En anden målsætning består i at undersøge hvordan coaching influerer på engagement gennem en analyse af de højt varierede og spredte ledelsesmæssige og organisatoriske processer. Herved finder afhandlingen sin relevans i forhold til behovet for refleksioner over implikationerne af coaching i en organisatorisk og strategisk kontekst.

En tredje målsætning er at identificere mulige problemkomplekser i forholdet mellem coaching, ledelse og magt, dvs. på et mere teoretisk niveau, at kunne udpege de styrker og svagheder der opstår som følge af, hvordan disse begreber og temaer opfattes og anvendes i en ledelsesbaseret coachpraksis.

Problemformulering

Som udgangspunkt for afhandlingen er grundpræmissen, at der er et stående behov for at undersøge, hvordan coaching foregår i en forretningsmæssig og resultatorienteret kontekst og derved nærmere bestemt undersøge, hvordan og hvorvidt et ledelsesudviklingsprojekt – med særligt fokus på coaching – kan øge engagementet blandt ledere og medarbejdere samt evt. fremme innovation i Nordea Bank. Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan det kan lade sig gøre at få medarbejdere (og kollegaer) til selv at skabe ny erkendelse og tage ansvar for sig selv, hinanden, virksomheden og sin arbejdsopgaver via coaching, og samtidig som coachende leder ikke tage styringen i en strategisk og økonomisk kontekst, der overvejende er præget af konkurrence, status og høj hastighed? På baggrund heraf kan afhandlingens problemstilling (og dertil knyttede metoder) præciseres omkring følgende tre hovedspørgsmål:

Hvordan og hvorvidt udgør coaching en central funktion i en organisatorisk og strategisk kontekst?

Hvordan kan effekten af coaching måles og vurderes i forhold til engagement på flere organisatoriske niveauer og indenfor forskellige segmenter (såsom det personlige, relationelle, organisatoriske og forretningsmæssige)?

Hvordan og hvorvidt hæmmer og/eller fremmer en coachende ledelsespraksis de formelle og uformelle magtrelationer udi koncernen i forhold til opøvelsen af evnen til innovation?

Problemformuleringens hvordan: en transversal hybrid som diagonal mobilitet

Man antager, at man mellem alle hændelserne i et veldefineret rumligt og tidsligt område, mellem alle de fænomener, som man har fundet nogle spor af, bør kunne etablere et system af homogene relationer: et kausalitetsnetværk, der gør det muligt at aflede hver enkelt af dem; nogle analogiforbindelser, der viser hvordan de symboliserer hinanden, eller hvordan de alle udtrykker en og samme centrale kerne; man antager på den anden side, at en og samme historicitetsform medfører de økonomiske strukturer, de sociale konstanter, mentaliteternes inerti, de tekniske sædvaner, den politiske adfærd og underkaster alle sammen den samme transformationstype; man antager endelig, at selve historien kan opdeles i nogle store enheder – stadier eller faser – som i sig selv besidder deres kohæsionsprincip. Det er disse postulater, som den nye historie drager i tvivl… Foucault

Indledning

Ifølge nudansk ordbog udgør forskning en grundig undersøgelse af et bestemt emne, for at finde frem til ny viden om det. Emnet i nærværende afhandling er gennemgående coaching og den grundige undersøgelse består i den aktivitet og de metoder hvormed den aktivitet har udfoldet sig i forskningsprojektets forgangne tre år. Produktionen af den nye viden, for så vidt den bliver ny, afhænger netop i høj grad af metoder, hvormed der er blevet opereret igennem forløbet. I dette metodeafsnit er det derfor på sin plads – så nuanceret som det vel kan gøres – at fremstille og forholde sig til problemformuleringens hvordan, dvs. de undersøgelsesmåder som er blevet anvendt i forbindelse med tilvirkningen af vidensproduktionsprocessen. Som det fremgår af indholdsfortegnelsen falder dette afsnit i tre mindre dele som først og fremmest fortjener en indledning. I al sin enkelhed ser forskningsprocessen ud som nedenstående model – som udgør en dynamisk illustration af fire væsentlige hjernestene:

Imidlertid kræver denne indledning en nærmere bekendtgørelse og refleksion omkring udtrykket metode. Det kommer oprindeligt fra det græske sprog via Meta Hodos, hvor Hodos henviser til vej eller rejse – og Meta til at være hinsides eller udover. Metode har således grundlæggende noget at gøre med både at være på vejen (i processen = det praktiske felt) og samtidig (og til dels bagefter) at befinde sig udenfor rejsen (i refleksionen = teorien). Som følge af at problemformuleringens hvordan, der sigter efter at forklare hvorfor og begrunde hvordan problemformuleringen bliver besvaret/belyst udgør metodiske refleksioner ifølge græsk stil en række tanker over og om den erkendelsesvej som er blevet betrådt i dette tilfælde i tre år. I mere moderne udtryk kan metode betegnes som en art refleksiv praksis. Dette afsnit falder derfor i tre former som henholdsvis vedrører; (1) erkendelsesvejen og fremgangsmåder i konkret forstand; (2) den refleksive praksis og undersøgelsesformerne i abstrakt forstand (hvad angår produktionen af ny viden); (3) en redegørelse og argumentation for undersøgelsesmåden i forbindelse med konstruktionen og anvendelsen af det teoretiske behandlingsapparatur.

Således udgør metodeafsnittet som helhed betragtet henholdsvis; et beskrivende og informativt niveau (dvs. hvad der er blevet/bliver gjort); et forklarende og forstående niveau (dvs. hvordan der er blevet/bliver gjort); et refleksivt, kritisk og argumenterende niveau (dvs. hvorfor der er blevet/bliver gjort). Herved en simpel logisk form: P gør A (= basal information) gennem B & C (=forklarende & forstående) fordi X, Y & Z (= refleksion, kritik & meta-teoretisk). Endvidere vil metodeafsnittet kredse om følgende væsentlige spørgsmål – som tilsammen repræsenterer og reflekterer de forskellige niveauer: (1) hvordan besvares problemformuleringen; (2) hvordan anvendes teorien i analysen; (3) hvilken type undersøgelse foretages der; (4) hvorfor er de pågældende teorier blevet valgt (dvs. hvad tjener de til); (5) hvilke konsekvenser har disse valg fået for afhandlingen som helhed? Disse typiske spørgsmål er dog ikke struktureringsparametre for selve den nedenstående tekst.

Hvad angår (1) indsniger der sig allerede den første mulighed for en løgn, da dette svar sjældent kan besvares entydigt førend hele vejen er gået. I forbindelse med at besvare dette spørgsmål kræver det en længere reflekteret gennemgang af projektet som helhed betragtet (hvilket vil være tilfældet i dette metodeafsnit længere fremme). Herved præsenteres samtidig både projektets og afhandlingens rammer og ydre struktur – samt det man kan betegne som den indre logik, dvs. den teoretisk indholdsbestemmende faktor (se længere fremme). Her ligger således indlejret en tæt forbindelse med fokusfeltet henover problemformuleringen og udtrykker implicit følgende form: I denne afhandling besvares, belyses eller analyseres problemformuleringen, gennem at inddrage… og/eller: Grunden til at … inddrages … er, fordi… Her sigtes der efter at finde mindst to grunde til hvert teoretisk motiv/bevæggrund/valg. Før metodeafsnittet imidlertid når så langt må det gennemgå en lang række andre beskrivelser og forklaringer som stort set følger nedenstående model:

Således gennemgår metodeafsnittets del 1 i så varieret form som muligt de metoder der er blevet anvendt i det konkrete – i praksis. Her ligger fokus primært på arbejdsbetingelser, tilrettelæggelse af undersøgelsens forløb og afgrænsning af empirisk felt. Det vil nemlig vise sig at disse faktorer ikke har været så snore lige og fastholdt som man måske kunne håbe. Dette forhold spiller selvfølgelig også ind på den fortløbende reformulering af undersøgelsens formål og ændringerne af teoretisk perspektiv og modeller (som metodeafsnittets del 2 endelig fastlægger og gennemgår). Fx har det været en stor opgave at få fastlagt og fastholdt noget der minder om et socialt system eller at få adgang i mere tillidsfuld forstand, osv. – og dermed også at kunne fortløbende operere med relativt stabile informanter. Nedenstående model favner meget godt de aspekter der har været gældende i forhold til afhandlingens metode i det konkrete –i praksis (hvilket vil blive nærmere berørt i metodeafsnittets del 1):

I forbindelse med (2) sigtes der på at klargøre nærmere med hvad der fokuseres og behandles. I tredje del i metodeafsnittet vil det derfor blive tydeliggjort, med hvad der fokuseres i behandlingen af data og bearbejdningen af empirien. 1. del gennemgår snarere hvad der fokuseres på og 2. del udtrykker i abstrakt form den alt gennemgående metodologi, der samtidig udfordrer den horisontale linje mellem empiri og teori i ovenstående model. Ambitionen er dog i metodeafsnittets del 3 at gå mere i detaljer gennem at beskrive nøglebegreber fra de teorier, der bliver brugt (hvilket til dels også er tilfældet i del 2). Der præsenteres derfor en tematisk, teoretisk skematik med henblik på at klargøre, hvorfor der bliver gjort det der bliver gjort i analysen. Dette udgør samtidig forholdet mellem teorien og det empiriske felt, hvorved det tilsigtes at synliggøre hvad teorierne indeholder helt konkret og hvordan dele af teorierne grundlæggende forholder sig til sit teoretiske tilhørsforhold. Endvidere sigter dette niveau også efter at undersøge hvordan de anvendte teorier forholder sig generelt og specifikt til det empiriske felt. Den generelle relation åbner således op for en kritisk refleksion omkring validitet i forbindelse med omfanget af teoriernes anvendelighed og den specifikke relation åbner for en kritisk refleksion omkring gyldighed af data. Er data sandt? Et relevant spørgsmål at stille – hvilket resten af metodeafsnittet vil kredse om.

Herved befinder vi også i domænet for definitionsvaliditet og reliabilitet, hvor en vægtig del af metodeafsnittet tilsigter en art operationalisering, dvs. søger overensstemmelse mellem teoretiske begreber og de empiriske variabler. Velvidende at gyldighed siger noget om den generelle overensstemmelse mellem den teoretiske og empiriske begrebsplan; at relevans siger noget om, hvor relevant det empiriske variabeludvalg er for problemstillingen, og; at reliabiliteten angiver i hvor høj grad resultaterne fra en målemetode (eller flere) påvirkes af tilfældigheder, arbejder metodeafsnittet netop på at udvikle en metode til at bearbejde og strukturere udvalgte data og observationer (informationer) til viden på en sådan måde at den indsamlede data (empirien) indgår i et samdrægtigt og balanceret forhold med mere eller mindre underbygget viden (teorier). Her er begrebsapparatet, hvor relationerne imellem de enkelte begreber er klart angivet (modellen/modeller – jf. metodeafsnittets del 3) helt afgørende, for både at sikre maksimal reliabilitet og produktion af ny viden. Nedenstående model illustrerer det forhold:

I den sammenhæng skal gives et eksempel; i begyndelsen af 2006 udsender jeg et omfattende spørgeskema til samtlige medarbejdere i Nordea Liv & Pension som kredser om engagement. Et af spørgsmålene i spørgeskemaet går på, hvad de forstå ved ’engagement’ – hvor de skal finde tre andre ord for det samme. For at øge definitionsvaliditeten fremad i den gennemgående undersøgelse omkring forholdet mellem coaching og engagement optegner jeg derpå en top ti liste over et såkaldt empirisk begreb om engagement, hvilket bliver anvendt videre frem i undersøgelserne rundt i koncernen¹¹. Det er således et eksempel på, hvordan der tegnes et strukturerende felt for hvad der typisk forstås som engagement, hvilket bliver helt afgørende, når jeg fremefter anvender de ti ord for engagement som vurderings- og undersøgelsesparametre udi andre specifikke og generelle undersøgelser i værtsvirksomheden (se mere herom i metodeafsnittets del 1).

Hvad angår (3), dvs. hvilken type undersøgelse foretages der egentlig må det bekendes allerede her, at den er filosofisk og sjældent hverken psykologisk, sociologisk eller ledelsesog/eller organisationsteoretisk i sin gennemgående fundering (mere herom i resten af metodeafsnittet). Men det er en empirisk orienteret undersøgelse (jf. metodeafsnittets del 1) og den har i sit filosofiske grundlag en hybrid form som involverer både en fænomenologisk, hermeneutisk og diskursteoretisk tilgang (mere herom i metodeafsnittets del 1, 2 og 3). Samtidig er afhandlingens metode i det konkrete – i praksis grundlæggende orienteret efter at indsamle data i form af kvalitative og kvantitative processer (mere herom i metodeafsnittets del 1). Imidlertid udgør argumenterne for og klargøringen af, hvorfor og

hvori betegnelsen for undersøgelsen består i tæt forbindelse med valget af de pågældende teorier (4). Der vil således blive argumenteret for (og til dels sandsynliggjort og retfærdiggjort), hvorfor de pågældende teorier er relevante, dvs. i form af hvad de muliggør og hvad de tjener til – kort sagt deres funktion. Det vil selvfølgelig blive holdt op imod selve problemfeltet generelt og problemformuleringen mere specifikt (se metodeafsnittets del 3). Endelig vil metodeafsnittets afrunde med (5), dvs. hvilke konsekvenser valgene har fået for projektet som helhed. Herved tilstræbes det at klargøre selve afhandlingens omfangslogik – både teoretisk og empirisk. Med andre ord; gennem selvkritikkens beskæftigelse udleveres projektets grænse på baggrund af den gennemgående indre teoretiske og logiske struktur i afhandlingen.

Metoden i det konkrete –i praksis

Menneskenes diskurs er evigt og altid undergravet indefra af modsigelsen mellem deres ønsker, de indflydelser, de er påvirket af, eller nogle betingelser, de lever under. Foucault

Et spørgsmål om funktion

Fra begyndelsen af har det gennemgående og relativt åbne forskningsspørgsmål i denne afhandlingsproces været følgende: Hvilken funktion har coaching i en organisatorisk kontekst? Med dette spørgsmål ligger den metodiske tyngde på udtrykket funktion, hvilket måske mærkeligt nok rammer ind i nerven af det fænomenologiske projekt fra Husserl, Heidegger og frem – og netop ikke tilsigter at signalere nogen form for funktionalisme (hverken i form af den funktionalisme som ligger indenfor den funktionelle psykologi fra Spencer og frem eller den funktionalisme som ligger indenfor funktionalistisk sociologi fra Parson og frem), men snarere tager udtrykkets oprindelige betydning til indtægt. Spørgsmålet rejser – til forskel fra et fokus på mentale operationer og medieringen mellem omgivelser og organismens behov eller for den sags skyld; til forskel fra aktører, funktionelle imperativer og personlighedssystemer – et fokus- og sprogfelt, som drives frem af semantikken beliggende i udtrykkene udrette, præstere og fuldende. På enkel nudansk facon stilles forskningsspørgsmålets hensigt således i form af at undersøge, hvilken opgave coaching har eller får og hvad coaching skal udføre i en bestemt sammenhæng, nemlig i en organisatorisk kontekst.

Spørgsmålet om funktionalitet skal derfor i denne afhandling forstås som udretning, hvis betydningsindhold spalter sig i to semantiske orienteringer, først og fremmest i form af et øget fokus på processen og dernæst i form af et øget fokus på formålet. Hvad angår fokus på processen stiller spørgsmålet sig åbent for at undersøge, hvordan og hvad coaching tjener på det tidspunkt (eller den række af tidspunkter), hvori coaching finder sted, dvs. at fokus rettes mod, hvad der sker (og hvordan det sker) med de involverede parter i den faktiske coachproces. Hvad angår fokus på formålet stiller spørgsmålet sig åbent for at undersøge, hvordan og hvad coaching tjener til indenfor den organisatoriske kontekst (hvilket igen deler sig i tre lag, nemlig i forhold til det personlige, relationelle og på selve det organisatoriske niveau). Det overordnede relativt åbne og bærende forskningsspørgsmål skaber således en linje (der forgrener sig), som går fra selve den direkte involvering i coachprocessen frem til fuldendelsen af selv samme proces. Med andre ord; afhandlingens grundlæggende ledespørgsmål skaber et rum for både at kunne beskrive og reflektere over den foregående coachpraksis i den organisatoriske kontekst – og; spørgsmålet skaber samtidig mulighed for at vurdere effekterne af denne coachpraksis – endda på flere niveauer.

Hvad angår tjenesten i forbindelse med coaching og ikke mindst konsekvensen af coaching, kræver det nogle flere indledende metodiske bemærkninger, der samtidig afslører de prædisponerede forståelser, der både har befundet sig latent i afhandlingsprocessen fra begyndelsen og som er vokset frem gennem den direkte, konkrete og nærmest daglige interaktion med genstandsfeltet. Herved kommer eksplikationen af den fænomenologiske nerve til sin fulde ret – og bevidner samtidig at den kommende tekst i afhandlingen sjældent kan siges at være decideret teoretisk styrende genstandsfeltet, men at vi snarere omvendt må tilstå – og med rette – at et spørgsmål af denne karakter som ovenstående, maksimerer empirien til at være sig selv i sin egen ontologiske og dynamiske vegetation. Selvom en vis ophobning (af viden og læringsprocesser) og mulig ekspertise (kompetence og indsigt) har fundet sted gennem forløbet, har det gennemgående været en central dyd i forskningsprocessen, at stille sig åben og relativt uvidende – og dermed minimal fordomsfuld og foregribende –i mødet med de faktisk foregående coachprocesser i den organisatoriske kontekst.

Genstandsfeltets omfang og paradoks: At tilstræbe objektivitet via spredt sporing

Gennem en optælling af samtlige mapper, hvori jeg i de forgangne tre år har nedfældet mine observationer, er jeg kommet frem til at de tilsammen udgør omtrent 25 stk. og i alt ca. 1600 sider. Dertil kommer det væld af spredte papirer som har tonet sig op til 10 bunker i en ½ meters højde hver. Når jeg gennemtæller mine mailkorrespondancer udgør de rundt regnet tusindvis, der således fylder godt i mine dertil indrettede virtuelle mapper på koncernens vdrev. I printet form ligger der omtrent 500 besvarede spørgeskemaer og yderligere foreligger der omtrent 25 diktafonbånd med interviews af såkaldte nøgleaktører i genstandsfeltet. Dertil kommer de uendeligt mange formelle