Serberen med pistolen: Historier fra en cykelrejse fra Danmark til Makedonien

By Søren Olsen

"Serberen med pistolen" er rejseberetningen om Søren Olsens cykelrejse fra de trygge rammer i Danmark til Makedonien. Bogen tager læseren med på en rejse igennem ti lande. Cykelrejsen bød blandt andet på lange dage på Tysklands landeveje, overnatning blandt vildsvin i Slovenien, biljagt i Bosnien og madforgiftning i Kosovo.

Nervepirrende oplevelser blev altid afløst af fantastiske oplevelser. Bogen fokuserer mere på mødet med mennesker frem for kilometerantal. Eksempler på gode oplevelser med lokale kan være en gratis bustur igennem Bosnien, eller en spontan invitation til en bosnisk fødselsdagsfest i byen Sokolac.

"Serberen med pistolen" er også en bog, som handler om Søren Olsens rejselyst, som blev ved med at vokse på de lange skoledage i gymnasiet, og hvordan det var, at efterlade en mor med tårer i øjnene i indkørslen inden rejsen begyndte.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 18, 2019
• ISBN: 9788743007951

Søren Olsen

Søren Olsen (født 27. august 1999) Er eventyrer og rejsebogsforfatter. Små eventyr i de unge teenageår, og succes oplevelser med disse resulterede i, at Søren Olsen i 2018 cyklede på tværs af Europa fra Danmark til Makedonien.

Book preview

Følg de små veje, som kan have deres ve

Så vil du den anden side se

Rejs langsomt og gå imod de gængse strømme

Indhent dine drømme

Indholdsfortegnelse

En cykelrejses begyndelse

Drengen med kirsebærrene

Lukket klapbro og venlige nordmænd

Motionscyklen

Turens første styrt

Drengen i Göttingen

Cykelreparation i høj sol

Tillid og tysk byliv

Da vejret vendte

FDF lejren

Ind i Slovenien

Vildsvin

Hunden Maks

Massakren i Kozarac

Det er for sent at rejse alene nu

8.372

Serberen med pistolen

En bosnisk specialitet

Rakija Rakija, tradition tradition

Den hvide golf

Hvis en muslim dræbte din bror

Vi er ikke i Skandinavien

Snegleområde

Coladiæt og motorvejscykling

Good for stomach

En cykelrejses afslutning

En cykelrejses begyndelse

At rejse er at lære angsten at kende – Troels Kløvedal

Jeg vågnede 6:45. Det var den 26/6 2018. Dette var dagen, jeg havde set frem til i månedsvis. Det var tid til mit livs største eventyr, og det bedste afbræk fra skolebænken, jeg kunne give mig selv. Før eventyret kunne begynde, skulle jeg op i en engelsk årsprøve som afslutning på 2.g på Rybners gymnasium i Esbjerg. Det er ikke et sted, jeg er glad for at være. Der har været talrige morgener, hvor det har været en kamp at komme ud af sengen. Jeg tænker tit over, hvorfor det burde være nødvendigt at befinde sig på en uddannelse, man ikke bryder sig om i et land, hvor mulighederne synes uendelige. Men det var mine forældres beslutning. Ikke desto mindre var jeg nu to tredjedele igennem forløbet.

Jeg lå i sengen under den varme dyne, og tænkte på alt det, der ventede. Mit blik faldt på min bogreol, som efterhånden var af en pæn størrelse. Langt de fleste af mine bøger er rejseberetninger. Hver gang jeg færdiggør en bog, tænker jeg: fantastisk. Enkelte gange kysser jeg endda bogen, fordi de virkelig fanger mig. Disse bøger har fået min rejselyst til at vokse fra et relativt lavt niveau til et niveau, hvor jeg bare måtte gøre noget.

I løbet af 2.g led jeg af en forfærdelig udlængsel. Jeg stirrede konstant ud ad vinduet i klasselokalet, som fængslede mig i op til syv timer om dagen. Ofte tænkte jeg på min vandretur i

Norge i sommeren 2017, og vidste, at i sommeren 2018, ville jeg udrette noget ekstraordinært. Noget som kunne give mig et afbræk, og måske en motivation til at yde lidt ekstra i gymnasiet i 3.g. Det resulterede i, at jeg i påsken 2018 købte en cykel til formålet, og udrustede den med cykeltasker. Bøgerne har fortalt mig, at verden ikke er lige så farlig, som venner, familie og medier har en tendens til at udtrykke. Bøgerne har fortalt mig, at ting som regel ordner sig, selvom alt ser sort ud. Det havde inspireret mig til at rejse uden anden planlægning end min rute og overnatning undervejs ved couchsurfing og warm-showers værter, hvis dette var muligt. Couchsurfing og warmshowers er to internetsider, hvor man kan anmode om gratis overnatning ved mennesker, som har registreret sig som værter. Der er ingen grund til at lave detaljeret planlægning på sådan en rejse. Det ville bare være en spændetrøje. En del af eventyret for mig er også, at man ikke ved, hvad der venter forude. Efter refleksionen over alle de oplevelser, der ventede den næste halvanden måned, måtte jeg tage mig sammen, og stå op.

Jeg cyklede ind på skolen, og brugte det meste af forberedelsestiden på at kigge ned på de ny udklækkede studenter, og tænkte på, at jeg også kunne have været færdig med dette forfærdelige gymnasieforløb, hvis mine forældre ikke også havde sendt mig i tiende klasse. De var også store modstandere af denne cykeltur. De var faktisk overbeviste over, at jeg ikke ville komme helskindet igennem eventyret. En god ting ved den store modstand fra hemmefronten var, at jeg lærte at stå alene med et projekt uden støtte fra de mennesker, som stod mig nærmest. Det gjorde mig stærkere.

Tiden var gået, og jeg blev kaldt ind til årsprøven. Det var ikke en prøve, der havde nogen særlig betydning, fordi jeg først afsluttede faget i 3.g. Jeg var derfor ikke bekymret over udfaldet. Faktisk brugte jeg aftenen forinden på at søge efter overnatningsmuligheder i det nordlige Tyskland. Derfor var overnatning i Husum, tæt på Hamburg og tæt på Hannover, faldet på plads. Eksamen sluttede, og jeg fik et firetal. Veltilfreds gik jeg ud ad lokalet, og snakkede lidt med nogle af mine klassekammerater. De ønskede mig god tur, og jeg frydede mig over at være fri fra gymnasiet i halvanden måned.

Da jeg kom hjem, fik jeg gjort de sidste ting klar. Jeg printede blandt andet min flybillet hjem fra Makedonien. Den var nemlig allerede bestilt. Jeg måtte sikre mig, at jeg kunne komme med et ledigt fly, fordi jeg var nødt til at nå tilbage til Danmark inden 3.g skulle begynde.

Jeg havde aldrig været på et lignende eventyr, så det var et kæmpe sats at sidde mere end tre tusind kilometer fra destinationen, og bestille billetten tilbage til Danmarks trygge rammer.

Cyklen blev pakket, mine forældre tog billeder af mig, og smilet var stort. Samtidig kunne jeg mærke en klump i halsen. Min far sagde: pas på dig selv, og vær forsigtig. Min mor kunne næsten ikke sige noget, og jeg kunne se hendes øjne blive blanke, da jeg satte mig på cyklen, og gav hende det sidste knus. Jeg kørte ud ad indkørslen, og kiggede halvtreds meter tilbage. Mine forældre vinkede til mig indtil vejen drejede, og de forsvandt bag træerne langs vejen. Mine forældre og mit hjem i næsten nitten år, var ude af syne. Jeg fik en klump i halsen, og var ved at græde. Mon jeg nogensinde ville se mine forældre igen? Alle havde jo fortalt, at verden var farlig. Lige bortset fra de forfattere hvis bøger, jeg havde læst. Jeg vidste også, at folk, der selv havde rejst ud, og berettet om deres oplevelser, var mere troværdige end mennesker fyldt med fordomme. Ambivalente følelser ramte hver eneste afkrog af min krop og mit sind.

Eventyret var begyndt.

Drengen med kirsebærrene

Jeg var ti minutter inde i mit eventyr, og indhentede to cyklister, som også cyklede på cykler med fuld oppakning. Det var et kærestepar fra Schweiz. Jeg fortalte, at jeg var på vej til Makedonien. De spurgte straks, hvor jeg startede. Da jeg sagde, at jeg startede for ti minutter siden fra et hus, de højest sandsynligt var kørt forbi for få minutter siden, var de ved at falde af cyklerne af grin. De troede nok ikke helt på mig. Vi cyklede ad den samme rute imod Tyskland, men mit energiniveau var noget højere, fordi jeg lige var startet dagens etape.

Min dagsetape var lige begyndt, og de havde højest sandsynligt været i gang hele dagen. Vi skiltedes derfor efter et par kilometer. Min dagsdistance var også meget lang. Der var et hundrede og seksoghalvtreds kilometer til Husum, hvor jeg havde en aftale med en vært fra couchsurfing. En meget lang distance at lægge ud med, men jeg havde en deadline i Østrig den ottende juli. Jeg skulle nemlig deltage på en FDF-lejr for min landsdel, som dækkede over det meste af Jylland fra Ringkøbing til grænsen mellem Tyskland og Danmark. Derfor tænkte jeg, at jeg burde lægge ud med lange etaper i det flade Nordtyskland for at få mere tid til det bakkede Sydtyskland og Alperne, inden jeg nåede til Østrig.

Min mor havde givet mig et bredt udvalg af nødder, og otte dåser makrel med til første del af turen. Jeg trådte til i pedalerne, og holdte den første pause efter fyrre kilometer. Det foregik på en bænk i vejkanten. Det var meget varmt i Danmark. En udsædvanlig varm sommer. Tidligere vejrstatistikker havde fortalt mig, at det som tommelfingerregel var ti grader varmere på Balkan end på Danmark. Der var tredive grader varmt i Danmark på dette tidspunkt, så jeg var lidt nervøs for, hvordan det skulle gå, men den tid den sorg. Bilerne susede forbi på den travle landevej. En dame kørte forbi på cykel og smilte til mig. Jeg havde monteret et dansk flag på min bagagebærer, men det virkede meningsløst, at benytte det i Danmark, men måske tolkede forbipasserende det som om, at min rejse gik udenfor landets grænser? Det var også lige præcis det, den gjorde.

Med dagens lange distance, og det sene afgangs-tidspunkt, måtte jeg være meget disciplineret med hensyn til mængden og længden af de pauser, jeg holdte.

Jeg kørte igennem Møgeltønder. En smuk by, og gaden jeg kørte på, var belagt med brosten. En lille dreng på fire-fem år havde transformeret en meter af havens stakit til en bod med kirsebær fra haven, som blev solgt i plastikkrus for fem kroner. Jeg smilte til ham, og kørte videre. Jeg fortrød, at jeg ikke købte et krus. Det bragte nemlig minder frem fra min egen bod ved indkørslen til mit hjem i Hjerting lidt udenfor Esbjerg. Da jeg var på drengens alder, solgte jeg selv friskplukkede jordbær til femogtyve kroner per bakke. Mine forældre kørte med ud til en mark i nærheden, hvor man kunne plukke jordbær selv, og købe dem på vægt. Mine forældre betalte alle udgifterne, så det gav en pæn slat lomme-penge dengang.

Udenfor Møgeltønder satte jeg mig ved et busstoppested, og lavede endnu en mad med makrel. Det var noget snask. Jeg spildte tomatsovs på bænken og jorden. Jeg skrev til min vært i Husum, at jeg blev en times tid forsinket.

Kort efter krydsede jeg den dansk-tyske grænse, og fejrede det med en håndfuld nødder fra styrtasken. Jeg kiggede op på skiltet, og sagde: farvel Danmark. Vi ses om halvanden måned.

Det var ikke helt ukendt område. Jeg havde cyklet meget i det nordlige Tyskland med min far og mine brødre, da jeg var yngre. På en forberedelsestur til Münster nogle uger forinden, genkendte jeg endda steder fra vores fælles ture for år tilbage.

Kort efter ledte min GPS mig ud på diget langs vestkysten. Jeg er ikke glad for at cykle der. Der er mange fåreluger, man skal passere. Man kan dermed ikke holde en konstant fart, og det kan være hårdt hele tiden at bremse for derefter at accelerere igen inden man når til næste fåreluge. Derfor lagde jeg også ruten fra Hjerting til Grænsen om således, at den, så vidt muligt, gik væk fra diget. På den måde undgik jeg at cykle langs det danske dige. Det var på en måde ærgerligt, fordi det uden tvivl er den smukkeste måde at komme til den tyske grænse fra Esbjerg på. Den strækning tog jeg dog på min cykeltur til Münster, og havde ikke behov for at gøre det igen denne dag, hvor jeg endnu havde mange kilometer foran mig. Jeg havde faktisk stadig cirka halvfjers kilometer til Husum, selvom klokken nærmede sig seks om aftenen.

Jeg fik øje på tre sorte får, som stod midt på vejen og stirrede på mig. Bjørnebanden havde ændret sig til fårebanden. Jeg satte mig på en bænk, og nød den smukke udsigt over vadehavet. På trods af min øde placering, kom en kvinde alligevel gående med sin hund. Kort efter blev jeg heldigvis ledt væk fra diget igen. Vejen på diget var også spærret på grund af dige arbejde. Et arbejde jeg også mødte på min tur til Münster. Det var bare ikke færdiggjort endnu.

***

Diget langs Sydvest Jyllands kystlinje:

Vadehavet starter ved Ho bugt. Tæt på Hjerting, hvor jeg bor. Mange tror, at det slutter ved den dansk-tyske grænse, men det slutter faktisk først ved den Hollandske by Den Helder. Hvis man færdes langs digerne i Tyskland og ser tidevandet skifte, forstår man også, at vadehavet ikke kun hører til i Danmark.

Befolkningen langs vadehavet har altid været meget eksponerede for stormfloder. Dette forårsagede massive oversvømmelser langs kystlinjerne før diget blev bygget. I Danmark var der i 1362 og 1634 store over-svømmelser, som både forårsagede massive øde-læggelser, men disse oversvømmelser tog også livet af mange mennesker.

Man begyndte allerede dengang at bygge diger, men de nuværende digers historie er nyere. Selvom digerne står stærkt, er det stadig umuligt at kæmpe imod naturens vilje. Under en heftig storm i 1976 blev cirka tyve tusind mennesker evakueret fra Tønder- og Ribe marsken. Derudover var der en storm i 1981, som forårsagede oversvømmelser på halvdelen af Mandø. Den store orkan i 1999 ramte heldigvis ved lavvande, og forårsagede derfor ikke lige så store skader, som den potentielt kunne. På trods af dette steg vandstanden alligevel med fem meter imens orkanen hærgede. Vandstanden var under orkanen kun tredive centimeter fra Ribedigets top. Hvis det ikke var for digerne, var denne del af Danmark slet ikke beboelig.

***

Efter en lang dag i sadlen kørte jeg igennem Husum. Min vært havde sendt sin adresse, og jeg nåede frem til et gult lejlighedskompleks. Det så lovende ud. Klokken halv ti om aftenen ringede jeg på døren. Ud kom Hajo Verner. Han havde kort tyndt hår, briller, iført gul T-shirt og løse shorts. Han gav mig hånden. Jeg undskyldte for mit sene fremmøde, men det var intet problem, sagde han. Jeg afmonterede cykeltaskerne, og vi låste min cykel inde i et tilstødende skur.

Oppe i lejligheden var han i gang med at forberede en sommerlejr for tyske unge. Han åbnede en øl til mig. Der var fodbold i fjernsynet. Han spurgte, om jeg var sulten. Jeg nikkede. Vi gik ud i køkkenet, og lavede røræg. Jeg fik et bad, og vi satte os ved bordet og snakkede over endnu en øl. Jeg kunne se på hans profil på couchsurfing, at han interesserede sig for træklatring ligesom mig. Jeg er selv uddannet klatreinstruktør, men han brugte træklatring på en anden måde. Han var nemlig ivrig Geo cacher, og jagtede caches i trætoppene. Omkring juletid havde jeg været i kontakt med en rumæner, som cyklede rundt i Europa i jagten på caches. Hajo havde også haft ham boende en måneds tid forinden.

Det var ved at være sent. Hajo skulle tidligt på arbejde næste morgen, og viste mig gæsteværelset. Han gav mig nøglen til lejligheden. Jeg kunne bare sove så længe jeg ville, og smide nøglen i postkassen på vej ud. En fantastisk gæstfrihed og tillid.

Jeg gik ind i gæsteværelset, lagde mig til rette, skrev dagbog og bloggede om første etape.

Hvilken fantastisk start på min rejse igennem Europa.

Lukket klapbro og venlige

nordmænd

Jeg vågnede klokken halv ni hos Hajo. Han var taget på arbejde, så jeg havde lejligheden for mig selv. Nu gjaldt det om at efterlade alt i skønneste orden. Jeg skulle jo gerne gøre mig fortjent til hans tillid.

Han havde stillet morgenmad frem til mig i køkkenet. Der var brød, smør og marmelade. Jeg gik udenfor, og pakkede cyklen. Det var allerede stegende hedt i den nordtyske sommer. Klokken halv elleve kørte jeg afsted mod nye eventyr.

Jeg valgte at holde den samme disciplin med hensyn til pauser som dagen forinden. Dagens distance var også på cirka et hundrede og halvtres kilometer. Næste vært boede nemlig i nærheden af Hamburg. Jeg holdte derfor den første pause efter fyrre kilometer. Maden bestod endnu en gang af makrelmadder, og det smagte jo herligt. Jeg har efterhånden nydt en makrelmad i mange forskellige sammenhænge i løbet af mit korte liv.

Det var meget varmt, så jeg var desværre nødt til at holde to ekstra småpauser for at få lidt skygge.

Det blev tid til første færgeoverfart. En lille flod tredivefyrre kilometer fra Elben skulle nemlig passeres. Den var gratis, så det var intet problem. Overfarten betød endda en kort pause til mig. Jeg huskede tydeligt strækningen fra denne færge til færgen over Elben. På turen til Münster var det tyve demotiverende kilometer på både asfalt og ujævne fliser. Det var det samme tilfælde på denne rejse. En forfærdelig strækning, hvor cirka otte af kilometerne var på forfærdeligt ujævne fliser. Det var hårdt for både cykel og bagdel. Min cykel havde nemlig ingen affjedring. Den var generelt opbygget så simpelt som muligt. Ingen affjedring og ingen skrivebremser. Fælgbremser er ikke nær så komfortable som skivebremser, men meget nemmere at reparere, og endnu nemmere at skaffe reservedele til i forhold til skivebremser. Derudover var stellet på min cykel lavet af stål. Hvis stellet uheldigvis skulle knække, ville det være muligt at gå ind til en hvilken som helst smed, og få det fikset. Hvis det samme skete på en karboncykel, ville turen være slut.

Efter et par kilometer langs diget, fandt jeg en bænk. Energiniveauet var i bund. Jeg forstod det ikke. Jeg havde jo kun cyklet firs kilometer denne dag. Derudover følte jeg en begyndende hovedpine. Min mor havde givet mig en hel pose kanelgifler med, og den blev sat til livs uden problemer. Derudover opløste jeg en omgang pulversaftevand i en liter vand, og drak det hele på ingen tid. Det hjalp lidt.

Endelig nåede jeg til færgen over Elben. Jeg købte en billet, og cyklede ombord på færgen. Der var fire motorcykelister med fuld oppakning, men jeg havde simpelthen ikke overskud til at snakke med dem. Jeg satte mig ned, og slappede af. Det var virkelig en hård dag i det varme Tyskland.

Da færgen lagde til, steg jeg på min cykel. Jeg svingede mit højre ben for lavt over sadlen, og knækkede flagstangen af træ på min bagagebærer. Der var en lille café ved færgeindsejlingen, hvor jeg kunne udbedre skaden. Jeg ville gerne bestille en omgang currywurst, men køkkenet var lukket. Nu var caféen lavet om til et bodega fuld af skæve eksistenser.

Jeg fandt en rulle tape frem fra min lille taske med reservedele og værktøj. Tre meter fra mig sad tre halvsnuskede mænd, og snakkede om mig på tysk. Jeg forstod hvert eneste ord. De drøftede, hvor jeg mon var fra. Den ene mente bestemt at det var Norge, men de to andre sagde, at Norge havde et anderledes flag. Mit flag var et dansk flag, konkluderede de. Jeg nikkede høfligt til mændene, og kørte videre. Klokken var ti minutter over syv om aftenen.

Jeg kørte ud ad landevejen, men kunne konstatere, at jeg havde misset et sving til venstre. Jeg kørte halvtreds meter tilbage, og spottede en klapbro. Den var klappet op, så jeg ventede tålmodigt på at den skulle klappe ned, så jeg kunne passere. Efter et par minutter tjekkede jeg åbningstiderne. Broen lukkede klokken syv. Hvis jeg ikke havde brugt et kvarter på at reparere min flagstang, var jeg nået over i tide, men jeg kendte ikke åbningstiderne i forvejen. Jeg kiggede på min GPS, og konstaterede, at jeg ville ankomme til min vært meget sent, hvis jeg kørte en omvej udenom broen. Jeg ringede derfor til ham, men han tog ikke telefonen. Jeg lagde en telefonsvarer, hvor jeg forklarede min situation.

Ved siden ad broen var der en gratis campingplads for autocampere. Jeg spurgte de første, jeg mødte på tysk, om jeg kunne slå teltet op. De svarede ja, og spurgte ind til min tur på norsk. Uden at svare gik jeg ud foran autocamperen, og kiggede på nummerpladen. Jeg havde overset, at autocamperen var udstyret med norske nummerplader.

Teltet blev slået op, og jeg så egentlig frem til en nat i telt. Min tyske internetudbyder havde dog svigtet mig, så jeg havde ikke internet til at søge nye værter. Jeg vidste derfor, at næste stabile internetkilde ville være hos min vært i Hannover den følgende