Politihunde i statens tjeneste: Et godt hundeliv

By Claus Sørensen

Denne bog handler om en politimands arbejde, opgaver og oplevelser i Dansk Politi. Et arbejde med politiets tjenestehunde i næsten 30 år, både som patruljehundefører med schæferhund/patruljehunde og senere som specialhundefører med labrador som sprængstofhunde.

Jeg håber, at læ¦seren får en fornemmelse af arbejdet i politiet og specielt i tjenestehundeafdelingen, der fortsat er meget vigtig for dansk politi.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 25, 2019
• ISBN: 9788743008156

Claus Sørensen

Stikord om forfatter Claus Sørensen, som var ansat ved Århus Politi - nu Østjyllands Politi som hundefører fra 1985 til 2014: Politimandens arbejde, opgaver og oplevelser i Dansk Politi. Et arbejde med politiets tjenestehunde i næsten 30 år. Patruljehundefører med schæferhund/patruljehunde og senere som specialhundefører med labrador som sprængstofhund. Instruktør på Nationalt Hundecenter "Kildegården" Hundeskolen i Farum. Uddannet som dommer i alle klasser i Dansk Politihundeforening.

Book preview

Sørensen

Et godt hundeliv både for hundene og føreren

En skildring omkring det at arbejde med hunde/tjenestehunde ved politiet

igennem næsten 30 år.

Jeg blev født i Odder, på en rigtig varm sommerdag, den 25. juni 1953, og boede i Odder de første tolv år af mit liv.

Mine forældre var opdrættere af schæferhunde og jeg har altid været omgivet af disse prægtige dyr. Vores nabo var politibetjent, og jeg så virkelig op til ham. Han hjalp folk og gjorde en god gerning hver dag.

Min far havde en murermesterforretning i Odder og var med i et anpartsselskab, der både indeholdt en arkitekt, en blikkenslager, en vvs mand, og en tømrermester.

De besluttede, at de ville bygge huse i Spanien på sol kysten ved Malaga, og min far skulle stå for projektet. De fik købt et større areal syd for Malaga og startede projektet. De fik anlagt det meste, da der viste sig en amerikansk ejer af samme område. Det blev til en retssag og min fars firma tabte sagen. Vi flyttede tilbage til Danmark, og min far havde fået kontakt til en murermester i Randers. Der var muligheder for familien igen, så vi flyttede til Randers.

Min far ville gerne tilbage til Spanien, så vi forsøgte endnu engang at tage til solkysten, men denne gang gik det også galt. Mine forældre blev skilt og jeg fik muligheden for at tage med tilbage til Danmark og gøre min skolegang færdig.

Det valgte jeg heldigvis og kom i lære som mekaniker ved Himmer & Madsen i Randers.

Allerede på det tidspunkt fik jeg min første schæferhund, Jomfruløkkens Amon. Jeg syntes dog ikke om navnet, så jeg kaldte ham Cæsar. Han kom fra en kennel, som avlede gode hunde. Jeg gik til træning i Schæferhundeklubben i Randers, og Cæsar bestod sine brugshundeprøver. Samtidig gik vi til træning ved Civilforsvaret, hvor han blev trænet som redningshund. Han var faktisk redningshund nummer fem i Danmark, hvor han bestod sin prøve i Civilforsvarets træningscenter i Tinglev.

Efter min uddannelse som mekaniker – var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være politimand og arbejde med hunde.

Jeg fik en stor mulighed i så ung en alder – blev afdelingsleder og senere driftsleder på et større væveri, hvor jeg kunne bruge min erfaring som mekaniker ved maskinerne, og jeg havde tilsyneladende flair for at omgås folk.

Men jeg havde både villa, Volvo og vovhund - og jeg kedede mig.

Havde faet hustru og barn, men de var villige til at tage med til København, for at jeg kunne udleve min drøm. Vores schæferhund Cæsar tog vi med, men rækkehuset vi havde købt, egnede sig ikke til at have så stor en hund, og jeg manglede også tid til ham. Nogle af vores gode venner ville gerne overtage ham, så det blev beslutningen.

Januar 1979 startede jeg som politiaspirant på Politiskolen på Amager. Stod betuttet i gymnastiksalen og blev budt velkommen. Det var spændende, og jeg var klar til nye udfordringer. Jeg blev efter første modul (kaldet PG.l – Politiets Grunduddannelse 1), der tog 1 år på skolen, stationeret i Frederikssund Politikreds, hvor min læringsperiode var fantastisk. Nu hed det PG.2. som varede i endnu et år.

Vi nye og unge kollegaer fik mulighed for at køre patrulje sammen efter 3 måneder. Nu skulle der fanges forbrydere.

Jeg havde en super god vejleder i Torben, der gav mig mange udfordringer og altid var villig til at give en hjælpende hånd, når der var behov for dette.

En episode fra min tid i Frederikssund erindrer jeg meget tydeligt. Vi kørte natpatrulje i det sydlige af kredsen og fra Frederikssundsvej kunne vi se et kæmpe lysskær i Stenløse by. Vi fik rekvireret brandvæsenet og kørte efter lysskæret, det viste sig at være en to etagers villa, der var omspændt af flammer. Vi kunne oplyse redningskorpset adressen, og de ankom med flere brandbiler og ambulance.

Hele villaen var omspændt af flammer, og vores opgave var nu at finde ud af, om der var personer i huset. Ved afhøringer i området fik vi oplyst, at kvinden og hendes barn havde været alene hjemme, men muligvis opholdt sig hos nogle naboer. Det viste sig, at kvinden og barnet var gået hjem til sig selv og formentlig var i ejendommen.

Under redningsarbejdet ankom kvindens mand til stedet, og han var naturligvis meget chokeret. Under min afhøring af ham havde jeg det mærkeligt. Der var noget, som ikke stemte med hans forklaring.

Desværre blev der fundet to lig i brandtomten – kvinden og barnet, der begge var indebrændt.

Da vi kom tilbage til Frederikssund Politistation og skulle aflægge rapport, kunne jeg ikke lade være med at nævne min mistænksomhed omkring forklaringen fra kvindens mand. Det blev naturligvis skrevet i rapporten, som jeg afleverede til videre efterforskning.

Historien endte med, at manden blev sigtet og dømt for mordbrand på sin hustru og deres fællesbarn.

Det var en grim oplevelse, for mig som ny betjent under uddannelse, da jeg havde hustru og et barn hjemme på samme alder, som det indebrændte barn.

Den episode glemmer jeg aldrig.

Efter denne gode oplæring – skulle jeg tilbage til skolen, hvor PG 3 (Politiets Grunduddannelse nummer 3) skulle afvikles. Også en periode på næsten et år, og efter eksamenen videre til Beredskabet i København og flere vagter i lufthavnen. Jeg var kun 3 måneder i København, så skulle jeg videre til Århus.

Hele uddannelsen og forløbet tog tre år.

Allerede efter to dage gik det galt: Vores klasselærer krævede, at vi skulle stå ved vores stole, og vi måtte ikke sætte os, før end han havde givet tilladelse.

Her stod jeg af.

Vi var voksne mennesker, der det sidste år havde været på gaden og udøvet politiarbejde, så jeg tænkte, Det her må vi tale om.

Alle i klassen var enige i min holdning, men ak – hvem stod som tåben, der brokkede sig. MIG

Jeg blev bedt om at følge med op til skoledirektøren, hvor jeg fik valget: Hvis j eg ikke kunne lide lugten i bageriet, så måtte jeg forlade det.

Jeg traf gudskelov den rigtige beslutning og fortsatte min uddannelse – aldrig et ondt ord mellem min klasselærer og mig, der havde været uartig.

Efter at have været på sidste modul PG.3. i tre måneder – tog jeg ud til hundeafdelingen i København for at orientere mig om mulighederne for at blive hundefører.

Den gode chef derude tog pænt imod mig og spurgte, om jeg havde motorcykelkørekort.

Det måtte jeg desværre sige nej til, men undrede mig lidt over spørgsmålet, idet min hund vel ikke skulle køre på motorcykel?

Det kunne han ikke se det sjove i.

Jeg havde hele tiden under min uddannelse vidst, at jeg skulle stationeres ved Århus politi – P42. også kaldet politikreds 42. Alle landets politikredse var opdelt i numre, så de havde hvert sit nummer. Når man skrev en rapport, skulle der altid for vores vedkommende stå 42 forrest i journalnummeret.

Århus Politigård

Jeg mødte ind på Århus Politigård, som jeg havde problemer med at finde frem til, men til sidst lykkedes det, og jeg blev budt velkommen.

Den første tid gik på hold 4 i beredskabet, hvor jeg befandt mig særdeles godt med gode kollegaer og gode vagthavende.

Politikredsen var i beredskabet opdelt i flere afdelinger, så der var både hold 1, hold 2, hold 3 og hold 4. Der var formiddagshold, eftermiddagshold og nathold. Det sidste hold havde mulighed for at holde fri eller lave sagsbehandling i formiddagstimerne.

Kvinde i nød

Jeg havde naturligvis mange opgaver sammen med mine kollegaer, og en speciel hændelse husker jeg tydeligt

Vi blev bedt om at køre til Skovvangsvej i Århus, hvor en kvinde ønskede politiets hjælp.

Det viste sig, at vagtlægen havde været på stedet forinden vores ankomst. Han havde erklæret kvindens barn for dødt og var kørt igen fra stedet.

Kvinden forstod ingenting og ønskede, at der blev sendt bud efter en ambulance til at køre hendes syge barn på sygehuset.

Vi fik kontakt til vores leder på stationen og forklarede ham situationen. Vi ønskede at få en ambulance frem til lejligheden, og at redderne skulle agere, som om barnet fortsat var i live. Vores leder (vagthavende) var forstående og kontaktede Falck, der sendte en ambulance. Kvinden og barnet blev kørt med udrykning til hospitalet og undervejs forklarede redderne, at barnets liv ikke var til at redde, og barnet var afgået ved døden.

Efterfølgende fik Århus politi et brev fra den ulykkelige moder, hvor hun takkede for vores indsats og hjælp på dagen. Det var rigtig dejligt at blive værdsat for sin indsats.

Ny hund

Efter at have fundet et dejligt hus i Hinnerup var jeg klar til ny hund. Vi var på besøg hos nogle gode venner ved Randers. De havde tilfældigvis en dejlig hanhund på 31/2 måned, Heidums Ingo, men han var ikke til salg.

Vores to børn var med på besøget, og da de skulle i seng, fulgte Ingo med dem i soveværelset. Da Christian og Lisbet så hunden i sengen, fik vi lov til at få ham med hjem.

Jeg stak en føler ud for at finde nøglen til hundeafdelingen. Chefen i hundeafdelingen oplyste mig om, at jeg først skulle lære kredsen bedre at kende og have erfaring fra gaden, før jeg kunne søge en stilling i hundeafdelingen.

Der blev mulighed for at få en turnus i kriminalpolitiet for et år, så det søgte jeg og fik en turnus stilling i område Vest.

Det var et super godt år, hvor jeg tilegnede mig mere viden omkring politiarbejdet og lærte kredsen bedre at kende.

Hundeafdelingen

Den 24. februar 1986 fik jeg endelig en stilling som patruljehundefører, og min lykke var gjort.

Jeg mødte op med en udstillingshund, Heidums Ingo, der nu skulle være politihund. Det var ikke helt velset, at en ny hundefører mødte op med egen hund, og at den så samtidig var en udstillingshund. Det kunne næsten kun gå galt.

Der er en forskel på højavl og brugshundelinjer indenfor schæferhundeverdenen. Min hund var fra højavlen, og jeg skulle jo ikke komme med en hund, der kun havde været udstillet og fået præmier for udseende. Det skal dog tilføjes, at min hund havde bestået en brugshundeprøve i Schæferhundeklubben forinden dens ankomst i hundeafdelingen. Det var noget af en udfordring – hunden skulle bevise sit værd og have evner til at blive politihund.

Det var en helt speciel oplevelse at komme i hundeafdelingen. Jeg var nu elev igen og skulle rette ind til højre. Fik udleveret en stofline til min hund – der blev kun uddelt læderliner til hunde, der var godkendt til tjenestebrug.

Det nye udstyr, såsom kompas, lygte mv., skulle der nu søges om at få udleveret.

En af de første dage til hundetræning blev jeg bedt af vores chef, Vagn, om at følge med over i skoven. Jeg skulle ikke have hund med, da det var mig, der skulle være elev. Jeg skulle synge (han måtte være tosset), men fulgte med.

Jeg skulle lære at rose min hund med stemmen –jeg skulle ikke sige dygtig på en hård og kontant måde, men synge dyyyyygtiiiiiiiiii, så hunden virkelig følte, at jeg mente det. Denne form for sang blev videreført af mig, når jeg fik en ny hundefører som makker.

Den gang gik hundeførerne i spidsbukser og havde ridestøvler på ved almindelig patruljetjeneste.

Endnu en pudsig oplevelse: Jeg fik anbefalet en skomager i Viborg – Clemmensen.

En erfaren hundefører tog med til Viborg, hvor jeg nøje blev vurderet af skomageren. Ville han lave støvler til mig?

Det gik og der blev taget mål til støvlerne. Efterfølgende blev vi budt på en citronvand, og jeg var inde i varmen.

Der var mulighed for at få udleveret støvler via udrustningskontoret, (politiets udlevering af tjenestelig uniformering), men de støvler var efter hundeførernes opfattelse ikke gode nok, så støvler fra Clemmensen skulle man have. Det var for egen regning –betale af egen lomme.

Hvad gør man ikke for sit job?

Ingo var endnu ikke kåret som politihund, så vi var i laveste gruppe og fortsat kun elever.

For at det ikke skulle være løgn, blev jeg kort tid efter min ansættelse i afdelingen, bedt om at underskrive en fælles beslutning omkring vores hundeførertillæg: Der var for lidt i lønningsposen, og hundeførerne ville opsige deres stillinger.

Jeg var solidarisk med afdelingen og de fleste hundeførere i hele landet.

Det gik heldigvis ikke så galt, Politiforbundet fik forhandlet en aftale på plads, så vi alle kunne fortsætte i hundeafdelingerne rundt om i landet.

Det er et stort arbejde at forme en politihund. Der var mange træningstimer på arbejdet, og når man så kom hjem til familien, skulle der fortsat både trænes og luftes hund. Omkostningerne omkring det at have en tjenestehund var større end hvis man havde en familiehund. Der skulle bygges hundegård med fliser med adgang til hundehus eller som hos os adgang til vores murstensbyggede skur, hvor der kunne laves boks til Ingo. Når man har en schæferhund, kræver det også, at den er i form, så det blev til mange cykelture rundt i fædrelandet.

Godkendelse

Hunden levede op til forventningerne og blev kåret i gruppe 3. Klar til patruljeopgaver.

Gruppe 3 betød, at jeg nu måtte bruge min tjenestehund til arbejdsbrug – herunder almindelig patruljetjeneste –pågribelse af gerningsmand og opgaver i forbindelse med oprettelse af ro og orden, samt forsvar af mig selv ved et angreb.

Den første gang, hvor der var mulighed for at bruge min tjenestehund, var midt om natten ved et indbrud i Føtex, Guldsmedegade i Århus.

Da vi ankom til stedet, kunne min makker Torben og jeg konstatere, at der var knust en rude til kældersektionen i forretningen, hvor gerningsmanden havde mulighed for at skaffe sig adgang til lokalerne.

Min makker og hans hund blev sat af ved indbrudsstedet og jeg forblev udenfor.

Pludselig hørte jeg, at der blev knust endnu en rude i forretningen og gerningsmanden sprang ud af den nye ituslåede rude, der var i gadeplan. Han flygtede ned af gaden og væk fra stedet.

Jeg besluttede mig for, at han skulle fanges, så jeg kørte efter ham ned til Kloster Torv, hvor han blev råbt an med kommandoen stop, det er politiet - stop, eller jeg slipper hunden.

Han valgte den forkerte løsning – stoppede ikke, hvorfor min nye tjenestehund blev sendt efter manden og fangede ham.

Ingo gjorde, som jeg ønskede. Gerningsmanden blev bragt til standsning ved et bid i armen og efterfølgende anholdt.

Jeg havde fået en super god hund og var en glad hundefører.

Lidt pral skal der også være plads til: En vagtmand havde overværet episoden og kom hen til mig og udtalte: Det er en god hund, du har der.

Under en nattevagt blev min makker og jeg af vagthavende sendt til Trige. hvor der var indløbet en anmeldelse om mistænkelig adfærd.

Ved vores ankomst traf vi vores anmelder, der kort oplyste, at han havde set en person i det nærliggende skovområde. Det virkede som om, pågældende stod og lurede på anmelderens ejendom.

Ingo blev taget ud af bilen og vi startede en eftersøgning op i håb om at finde personen. Skovområdet var ca. 100 x 100 meter.

Efter kort tids rundering var der hundeglam, der fortalte mig, at min hund havde fundet noget.

Det viste sig, at det var en person, som var påvirket af spiritus, og han var blevet træt og havde lagt sig til at sove. Han havde tilsyneladende ikke kriminelle hensigter, og vi besluttede at køre ham til hans bopæl uden yderligere konsekvenser for ham.

En opgave, som jeg aldrig glemmer

Anmeldelse til Randers politi:

Jeg kan ikke finde min søn og I skal hjælpe mig.

Lørdag morgen på Randers politigård var Per på vagt og som vagthavende modtog han anmeldelsen. Et barn var forsvundet, og politiet blev anmodet om hjælp.

Det drejede sig om en ung dreng, der var på sin første tur til Elmars bageri på Infanterivej i Randers, hvor han skulle købe morgenbrød til familien.

Efterfølgende havde ingen set drengen Joachim, og han skulle derfor efterlyses.

Alle patruljer blev orienteret. Der blev startet eftersøgning op med patruljehunde, og helikoptere blev sat i luften – uden resultat.

Efterforskerne arbejdede også på højtryk. Der var mange personer, der skulle afhøres, og mange rapporter blev nedfældet. På et tidspunkt var der kommet oplysninger frem om et bestemt område ved Fladbro, der skulle nærsøges.

Vi i hundepatruljen var naturligvis opsatte på at gøre vores arbejde, og hele området omkring Fladbro – skovområde og omkringliggende marker blev afsøgt.

Der var eftersøgning alle dage frem til onsdag d. 12. septemberl986 kl. 10.15, hvor en god kollega Jens af vores chef Vagn blev sendt med sin tjenestehund ud i et åbent markområde med spredt bevoksning.

Efter at have afsøgt flere af de åbne læbælter, kunne Jens melde tilbage, at hans hund havde fundet et barn, der formodentlig var søgte person. Barnet var desværre dødt, og det blev senere konstateret, at han var knivdræbt med 22 knivstik og lemlæstet på det groveste.

Gerningsmanden blev heldigvis fundet og erkendte drabet på barnet.

Han blev idømt livstid d. 25.september 1990.

Et godt resultat af vores hunde, men med en trist afslutning.

Så var der endnu en opgave på natpatrulje sammen med min makker Finn, hvor det blev oplyst via radiotjenesten, at der var indbrud i øjeblikket i en smørrebrødsforretning på Langenæs.

Der er forskel på en anmeldelse om tyverialarm eller indbrud i øjeblikket. Hvis det er en tyverialarm, kan det være en fejl, men ved anmeldelse om indbrud i øjeblikket, er der en anmelder, som kan se tyveknægtene enten forsøge at bryde ind på gerningsstedet eller at have haft held af deres foretagende og nu flygter fra stedet med tyvekoster.

Ankommet til stedet tog vi hundene ud og jeg løb om på bagsiden af forretningen, hvor der var en opbrudt dør. Lige som jeg kom om i baggården, kom der to personer ud fra forretningen med tyvekoster i hænderne. De blev behørigt anråbt: Det er politiet! Stop eller jeg slipper hunden! .

De efterkom min ordre, og vi kunne foretage anholdelse. De fik lov til at overnatte i arresten, da der var flere forhold på dem, der skulle efterforskes.

Det viser, at alene tilstedeværelsen af hundene har en betydning.

På en natpatrulje sammen med min makker Finn blev det oplyst, at der var en tyverialarm i den Integrerede Børneinstitution i Tranbjerg.

Vi satte det lange ben foran, og ved vores ankomst kunne vi konstatere, at der var knust en rude. Samtidig bemærkede vi på stisystemet tre unge mennesker, der straks satte i løb væk fra os.

Jeg hentede min hund og vi begyndte eftersøgning efter personerne. På grund af frisk luftfært fra personerne tog det ikke lang tid at lokalisere dem. Det viste sig, at de havde delt sig, og min hund havde fundet èn af personerne. Personen forsøgte at gemme sig i noget tæt bevoksning og læhegn. Ved efterfølgende søg blev de to øvrige personer desværre ikke fundet, men ved søgning af flugtruten fandt vi to plastikposer med en båndoptager og en radio i.

Nytårsnat kl. 22.45 kørte min makker Kjeld og jeg patrulje i det indre Århus. I Nørre Allè bemærkede vi en personbil, som vi ville lave en rutinemæssig kontrol af. Det viste sig, at føreren af bilen absolut ikke ønskede at tale med politiet, så han forsøgte at undvige, og han kørte over for rødt lys flere steder. Imidlertid mistede han herredømmet over bilen og ramte en flaskecontainer, der var opstillet ved Paradisgade. Han sprang ud af bilen og fortsatte sin flugt til fods.

Nu var det på tide, at få Benja (Kjelds hund) ud og få personen standset. Han blev behørigt anråbt, hvilket han ikke efterkom, så hunden blev sendt på stop.

Århus arrest blev hans opholdssted nytårsnat, da det viste sig, at bilen var stjålet, men endnu ikke efterlyst.

Nyt år 1987 stod for døren

På en aftenvagt blev min kollega Åge og jeg sendt til assistance for en patruljevogn fra beredskabet.

Meldingen lød på to undløbne gerningsmænd fra en brugsstjålet bil tæt på Risskov.

Ved vores ankomst fik vi oplyst, at to gerningsmænd var undløbet ved Søbadet Den Permanente i retning mod skoven.

Vi tog begge vores tjenestehunde ud og påbegyndte afsøgning af skoven. Efter kort tids søgen begyndte Åge's hund at gø kraftigt

(kaldet halsgivning) og tilkendegav, at den havde fundet noget. Det var gerningsmand nummer èt.

Efter ti minutters afsøgning gav Ingo også kraftig halsgivning, og han havde fundet gerningsmand nummer to.

De erkendte begge brugstyveri af bilen og blev kørt på stationen for yderligere afhøring.

Det var to gode resultater lige inden fyraften.

Min tjenestehund var rykket op fra Gruppe 3 til Gruppe 2, hvor den nu også måtte bruges til humanitære eftersøgninger.

Det er således, at hundene starter i Gruppe 3 og indenfor et år skal hunden kunne mønstres i Gruppe 2, hvor kravene til hunden er blevet skærpet.

I Gruppe 3 skal hunden kunne følge et frisk spor og finde udlagte objekter forenden af sporet. Den må fange tyveknægte og forsvare sin fører.

I Gruppe 2 skal hunden nu kunne finde genstande på et spor, der er udlagt af en fremmed og der kan være flere udlagte genstande, som skal findes. Samtidig skal hunden nu kunne finde genstande, udlagt på en eftersøgningsbane, og forblive ved det fundne, indtil hundeføreren kommer frem til stedet. Det er hundens kraftige gøen, der viser vej frem til stedet. Efterfølgende finde genstande ved det fundne og markere ved disse. Markeringen er i form af, at hunden lægger sig ned med det fundne mellem forbenene.

Hunden må nu også bruges til humanitære eftersøgninger. Det vil sige, at vi kan søge efter for eksempel en bortgået fra plejehjem eller lignende.

Det fik jeg heldigvis bevis for kort efter.

LILLE LENE

Under en aftenvagt sammen med Åge blev vi af vagthavende sendt til en adresse i Lillering, hvor en landbofamilie savnede deres to og halvt år gamle pige, Lene.

Ved ankomst til stedet fik vi oplyst, at hun sidst var set kl. 19.50 i haven. Hun legede da med sine søskende på ti og otte år. Forældrene havde siden dette tidspunkt ledt mange steder. Tyve personer fra landsbyen havde hjulpet med eftersøgningen.

Åge og jeg kunne nu se, at det krævede flere hunde, idet Lillering skov er en større skov med mange små vandhuller. Vores chef blev orienteret og han mødte frem sammen med fem friske hundeførere.

Vi blev delt op i to hold og foretog kæderundering; det vil sige, at vi stillede op på en lang række med ca. 75 meter mellem hundeførerne og kunne så dække et stort område.

Vores chef fik organiseret en manuel afsøgning af samtlige huse og bygninger i landsbyen. Der var ca. 75 voksne mennesker til at hjælpe og alle ydede en fremragende indsats. Vores chef Vagn sagde på et tidspunkt forinden eftersøgningen, at hvis vi fandt lille Lene i god behold, ville han slå flikflak foran hele forsamlingen.

Lillering skov er beliggende ca. 200 meter fra gårdens have og på den strækning var der et større vandhul, der var bundløst. Kl.00.20 blev det besluttet, at Falck skulle foretage afsøgning dèr.

Kl. 00.48 meddelte vores chef, at vi nok var ude på det yderste af, hvad den lille pige havde kunnet gå.

Kl. 00.50 kunne jeg høre min hund give hals. Ikke den normale halsgivning, men lidt mere pibet. Jeg løb straks frem til hunden, der stod og slikkede Lene i ansigtet. Hun var tilsyneladende faldet i søvn og blev vækket af Ingo, da han begyndte at gø.

Det var det største øjeblik for en hundefører, at kunne give meldingen om, at pigen var fundet i god behold, og at vi var på vej tilbage til forældrene.

Hun var noget kold, da det var tæt på frostgrader, så Åge tog sin jakke og lagde den om hende.

Historien slutter ikke her, da pigen gjorde os opmærksom på, at hun ikke var blevet væk – det var hendes far, der var væk.

Det viste sig, at Lene havde set faderen gå ind i skoven, og åbenbart gerne ville have været med, og derfor var hun fulgt efter ham.

Det hele endte lykkeligt, og alle deltagende hundeførere var glade og tilfredse med et godt stykke arbejde.

Alle deltagende civile blev kaldt sammen og takket af vores chef, der slog flikflak foran alle

Efter 10 år fik vi ved Århus politi et brev med ønske fra Lene om at besøge Ingo, men jeg måtte så fortælle Lene, at Ingo ikke var blandt os længere, men hun måtte gerne komme på stationen for at besøge min nye tjenestehund. Lene mødtes med os på stationen, hvor hun samtidig fik en rundvisning.

På min fødselsdag havde jeg nattevagt, og der var kl. 02.40 indløbet en anmeldelse til vagthavende om, at en senildement havde forladt sin bopæl i vrede. Det viste sig, at der havde været diskussion om opvasken. Han havde givet udtryk for, at nu kunne det være lige meget, og han ville ikke mere.

Hustruen havde været ude at lede efter ham uden resultat.

Der blev tilkaldt flere hundeførere og afsøgningen blev påbegyndt. Vi arbejdede os ud fra bopælen og ville afsøge ca. 1000 meter i diameter.

Da vi havde søgt i ca. en time og samledes for at udvide området, blev det oplyst over politiradioen, at der var fundet en druknet person ved Gjerrild Nordstrand. Pågældende var identisk med vores eftersøgte.

På en sen efterårsnattevagt sammen med min makker Poul blev vi af vagthavende sendt til parkeringspladsen ved Fjældevænget i Århus. Der skulle der være nogle unge, som forsøgte at stjæle biler.

Ankommet til stedet bemærkede vi 3-4 unge mennesker, der straks satte i løb langs èn af boligblokkene, da de så patruljevognen. Min makker Poul tog sin tjenestehund ud af bilen og kort efter var gerningsmand nummer èt fanget af Pouls hund.

Samtidig tog jeg Ingo ud af bilen, og efter kort tids rundering/afsøgning gav han hals, som indikerede, at han havde fundet noget. Gerningsmand nummer to var nu fanget.

Tredje gerningsmand blev anholdt af kolleger fra vagtholdet. Han havde gemt sig i den brugsstjålne bil.

Senere på måneden igen på en nattevagt blev min makker Kjeld og jeg via politiradioen oplyst om, at der havde været indbrud i en radioforretning i Hammel, der dengang hørte til Silkeborg Politikreds.

Vi besluttede at holde på hug i Sabro ved krydset Viborgvej og Stillingvej. Vi håbede på, at gerningsmændene ville komme ad Viborgvej fra Hammel.

Efter kort tids venten kom der en personbil med 3 personer i, og da de så patruljevognen, svingede de til højre ad Stillingvej og øgede hastigheden.

Vi meddelte via radioen, at vi eftersatte (kørte efter) en personbil, der kunne være identisk med bilen fra indbruddet i Hammel. Føreren af bilen valgte på et tidspunkt at dreje fra den store vej og fortsatte nu ad mindre veje, hvor han ikke kunne komme fra os.

Han valgte så på et tidspunkt at køre ud på en mark, hvor bilen satte sig fast. To mænd sprang ud af bilen og forsvandt ud i området. Gerningsmand nummer tre blev anholdt i bilen, da han ikke kunne komme ud for alle tyvekosterne på bagsædet.

Ingo måtte igen på arbejde. De flygtende blev behørigt råbt an, men fortsatte deres flugt, hvorfor tjenestehunden blev sendt på stop. Ca. 200 meter ude på marken havde Ingo stoppet den ene gerningsmand ved at bide sig fast i hans højre arm og fastholde ham til min ankomst.

Nu manglede vi kun èn, men ham fandt vi ikke. Derimod var der kommet yderligere en hundebil til stedet, og de påbegyndte eftersøgningen. Efter ca. halvanden time fik Bents hund lugten i næsen af noget fremmed i området, og gerningsmand numm er tre var fanget. Han havde gemt sig i åløbet og var gennemblødt.

På en lørdags nattevagt blev min makker Per og jeg sendt til assistance for kolleger i Århus midtby. Der havde været alvorlige husspektakler og trusler på livet.

Vi fik kort oplyst af kollegerne på stedet, at manden havde været meget voldelig og truende. Han skulle have smidt hustruens effekter ud af vinduet, men nu manglede de et sølvarmbånd og et