Klatring i Peru: På udfordrende tinder i Andesbjergene

By Bo Belvedere Christensen

Andeskæden i Sydamerika går gennem hele Peru fra nord til syd. En af de mest koncentrerede bjergområder er Cordillera Blanca, hvor Perus højeste Nevado Huascaran og mange andre udfordrende og svært bestegne tinder findes.

Dette bjergområde samt det sydfor liggende Cordillera Huayhuash besøgte en lille dansk ekspedition for at udfordre nogle af de smukke, store bjerge. Det blev til både succes og drama og en masse lærdom om de belastninger højder op til næsten 7000 meter giver den menneskelige fysik.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 28, 2017
• ISBN: 9788771887150

Bo Belvedere Christensen

The author is a mountaineer, climber guide, and photographer who has spent more than 45 years climbing in the Himalayas, Africa, The Alps, The Andes and many other places. He has summited 3 peaks above 8000 meter, 3 above 7000 meter and more than 20 above 6000 meter. He guides both mountaineering expeditions and trekking trips. Beeing a keen and capable photographer he always documents his trips in both images and video and have so far published 20 books on climbing, trekking and mountaineering and had all his larger movie projects shown on national television.

Book preview

Universitet.

LIMA TIL HUARAZ

Bl. a. pga. mit forudgående kendskab til Lima fra en 3 måneders rejse i Peru i 1981, kom vi hurtigt gennem denne heksekedel. Mindre end et døgn efter ankomsten til Lima sad vi i bussen på vej til Huaraz. Som sig hør og bør i Peru var den selvfølgelig forsinket, selv om det med den fine turistbus kun var ganske kort tid.

På turen ud af Lima så vi mere og mere deprimerende omgivelser. Husene blev ringere og der blev mere og mere affald langs vejen. I starten var bebyggelsen pæne murstenshuse, færdiggjorte og malet indenfor de seneste år. Så begyndte halvfærdige murstenshuse at dukke op med deres strittende metalstænger, der antydede at en etage mere var planlagt. Disse gik over i huse bygget af tørrede lersten, der ikke var brændt, så fulgte de første skelethuse. Det vil sige huse bygget på et træskelet, i starten med bliktag og vægge – blikket var formentlig opskårne tønder. Dernæst var skeletterne beklædt med sivmåtter som både væg og tag og til sidst dukkede de mest usle hytter op, hvor opsprættede papkasser udgjorde beklædningen.

Det værste slum fulgte herefter, beboelser udelukkende af papkasser, ikke sat på skelet og skåret op, men simpelt hen bare en eller flere papkasser på jorden.

Inde i Lima tænkte vi ikke over hvilket ørkenklima byen befinder sig i, men jo længere vi nåede ud jo mindre kunstvanding var der. Ørkenen lå der mellem de enkelte papkassehuse og gjorde det hele mere elendigt. Men den positive side var jo, at det formentlig ville være umuligt at bo i en papkasse, hvis klimaet var mere fugtigt.

Bortset fra Limaslummen var busturen til Huaraz en smuk afvekslende oplevelse. I starten kørte vi op langs Stillehavet langs stejle klippeskråninger, ofte højt oppe over havet med udsigt ned over de store Stillehavsdønninger, der uafbrudt ruller ind mod kysten og gnaver klipperne væk, så der undertiden sker vældige skred. Et par steder var vejarbejdere gang med at rydde op efter sådanne udskridninger.

Så fulgte et fladere ørkenstræk, hvor afvekslingen bestod iaflange oaser i floddalene, der afvander de snedækkede bjerge længere inde i landet. I disse floddale dyrkes et væld af nytteplanter og pga. varmt klima hele året og rigeligt vand vha. vandingskanaler fra floderne, kan der høstes mange gange om året. Vi så 3 generationer af majs samt 3 af sukkerrør. Disse var de dominerende planter, dernæst fulgte avocado, nogle i kæmpeudgaver vi ikke kender fra butikkerne i Danmark. Deres frugter kan blive over 1 kg. tunge.

At peruanerne overholder deres spisetider punktligt erindrede jeg fra sidste besøg, de skuffede da heller ikke, men holdt ind næsten præcis kl. 12 ved et lille spisested langs kysten. Maden var parat, så der tydeligvis en aftale mellem busselskabet og restauranten om at have maden færdig til vi kom. Langs vejene ligger der mange små restauranter, der ernærer sig af at lave mad til de mange passagerer på busserne. Peruanerne virker som et rejselystent og – i forhold til deres størrelse – sultent folkefærd, så restauranterne sælger godt.

For os var maden meget billig disse steder, men tilsyneladende galdt det samme de indfødte, der heller ikke holdt sig tilbage. Maden var ikke den store kulinariske oplevelse, men det var bastant mad, lavet for at mætte. Som regel fik vi 2 retter på landevejskroerne; suppe oftest med nudler og/eller kartofler i og dernæst en af flere mulige kødretter hvortil altid enten ris eller pomme fritter.

Efter frokost drejede vi ind imod bjergene, fulgte en floddal, der som en grøn streng, frodigt bevokset slyngede sig opad gennem de knastørre bakker langs siderne. Vi spejdede ud ad vinduerne, der kunne jo ligge en slange på en sten og sole sig. Og slanger har altid fascineret mig, kombinationen mellem farlighed og nysgerrig tiltrækning.

I noget større højde dukkede enkelte kaktusser op, for selv disse kan ikke klare sig i de kystnære ørkenegne. Men jo længere vi nåede ind mod bjergene og Amazonas på den anden side af disse, des mere regn faldt der tydeligvis. Der begyndte at komme sparsomt, stridt græs, former med et meget hårdt ydre hudlag, vel ment som beskyttelse mod udtørring. Snart kom også småtræer, men kun en kort overgang, for derefter var vi allerede oppe ved skovgrænsen.

Vejen snoede sig rundt de sidste gange, rettede sig ud igen og førte os op på tærskelen til Andesbjergverdenen. I passet på godt 4000 meters højde dukkede de sneklædte bjerge op for første gang; Cordillera Blanca og den sydfor liggende Cordillera Huayhuash. Vi kom ned på en højslette, hvor store fladvandede søer ligger med fiskeliv i form af ørreder, hvorfor alle de små restauranter i pasbyen Conococha sælger Truchas fritas, stegte ørreder. Fortsætter man ud over sletten ad en lille snoet grusvej ender man i Chiquian, en lille by med et kraftigt indiansk islæt. I stedet kørte vi ned i en i starten meget lidt udpræget dal, som senere skar sig dybere ned og blev V-formet. Efter godt n time kørsel nedad fra passet gennem dalen bredte den sig ud i ca. 3050 meters højde og en by med lave bebyggelser dukkede op, Huaraz.

HUARAZ

Byen er for størstedelen bygget efter 1970, hvor den blev ødelagt af et større jordskælv, der væltede utallige huse. Jordskælvet satte islaviner i skred på mange af de nærliggende bjerge. En af disse skyllede opblandet med vand, mudder o sten helt ned i bunden af dalen lidt nord for Huaraz. Her udslettedes 2 mindre byer næsten totalt. Kun få af beboerne overlevede denne katastrofe, nogle af disse havde søgt tilflugt ved kirken, der lå på en høj, på begge sider af hvilken malstrømmen skyllede, men henover højen gik den ikke. I alt 16000 mennesker omkom og langt flere blev hjemløse.

Allerede flere gange inden har Huaraz været udsat for lignende voldsomme episoder. I 1941 udløste den særlig nedbørsrige regntid således en anden katastrofe. En sø langt oppe i bunden af en dal brød gennem den moræne, der opdæmmede den, vandet skyllede ned gennem dalen ned i endnu en sø, der ligeledes brød gennem sin naturlige opdæmning. Blandingen af mudder, sand, grus, sten og vand fortsatte i alt 21 kilometer fra oprindelsespunktet før det nåede Huaraz, hvor 5000 mennesker omkom og halvdelen af byens huse blev ødelagt.

Af hensyn til fremtidige jordskælv er næsten alle huse nu kun bygget i et plan. Huaraz fylder ikke kun dalbunden ud, men vokser også op ad dalsiderne. I dag bor 50000 mennesker her i hovedbyen i departementet Ancash. Mange kommer til for at sælge deres varer på markedet, som starter ved solopgang, men endog inden vrimler det med mennesker i gaderne, busserne mellem byerne i Rio Santa dalen kører fra klokken 5, og drengene, der skaffer passagerer hænger ud ad døren og råber syngende; Cara - Cara - Caraz. Caraz 2 timer væk er endestationen for de små busser med plads til 21 siddende passagerer og til tider lige så mange stående. På gadehjørnerne tager brødsælgerne med deres kurve, så store som badekar, opstilling. Brødet er horn, firkantstykker, flade rundstykker og er for størstedelen lavet af hvedemel. For få år siden var overvægten på majsmelsbrød, som fører en skyggetilværelse nu. På store 3 hjulede ladcykler kommer der frisk brød et par gange i løbet af dagen. Ved siden af tager avissælgerne opstilling. Det er som regel drenge på 6 til 12 år, nogle med en gevaldig udråberstemme. De lægger aviserne ud på fortovet og placerer en sten ovenpå hver stavl aviser. Op ad