Dodekalitten: Drømmen om Lolerne

By Gunner Møller Pedersen

Denne bog er skrevet til alle, der har savnet en samlet fremstilling af projekt "Dodekalitten" på Lolland, som i disse dage har været i gang i 7 år.
Det er en subjektiv men også omhyggelig skildring af begivenhederne oplevet af idémanden bag det hele, forfatteren af fortællingen om Lolerne og alle tekster i og om projektet, og ikke mindst komponisten til den musik, som i mere end to år har fortryllet de besøgende på marken ved Glentehøj.

Drømmen om Lolerne giver baggrunden for projektet og samler tekster og digte om Lolerne, så de er tilgængelige for alle. Derudover følger vi udviklingen fra idéfasen frem til indvielsen i sommeren 2014, og derefter den splittelse, som nu truer projektets sjæl, meningen med det hele.
Første 5 år på video, med både levende billeder og musik, der kan ses på www.vimeo.com , suppleres i bogen af såvel poesi som tekster og dokumentation af alt, hvad der er forgået undervejs i forløbet.
Og efter denne optur følger vi i bogen med stigende undren, hvordan alt det positive, som projektet skulle samle og udtrykke, bliver forvansket og vendt på hovedet.
Læs og døm selv.

Gunner Møller Pedersen, Løjtofte den 9/9 2016.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 26, 2017
• ISBN: 9788771889062

Gunner Møller Pedersen

Forfatter, komponist Gunner Møller Pedersen Jeg er født i Århus, 1943, og som dreng spillede jeg klaver, harmonika og trompet. Efter et år som militærmusiker uddannede jeg mig ved Det Jyske Musikkonservatorium, og i 1970 flyttede jeg til København med et treårigt legat fra Statens Kunstfond for at blive freelance komponist. Her oprettede jeg mit eget Octopus Studio, lavede filmmusik og teatermusik og ikke mindst rumlig elektroakustisk musik, bl.a. MUSIKZAG sammen med Fuzzy i 1972. Det foregik i Ny Carlsberg Glyptotek, som siden blev min faste base, først med projektet Live Electronic Octophonic PANOPTICONCERT i 1974, og fra 1976 og derefter 23 år frem, Elektronmusik i Vinterhaven, hvortil jeg skabte mit hovedværk: ET LYDÅR (A SOUND YEAR) 1977- 1982. www.dacapo-records.dk Efter 12 år i København flyttede jeg med min familie til den gamle skole i Løjtofte på Lolland, og herfra har jeg i mere end 30 år skabt mange mindeværdige musikbegivenheder, elektroakustisk musik og kammermusik ved Halmiaden Holeby 1991, og Svanesang på Bogø-diget ved Langø 1996. Til kunstfestivalen Lys over Lolland: Havfruer 1998, operaen Die Rättin / Rottesken 2000 med tekst af Günter Grass, og balletten Taurini / Sommerfugle 2001. I 1997 blev jeg tildelt den Livsvarige Hædersydelse af Statens Kunstfond.

Book preview

2016.

SAGNET OM DODEKALITTEN PÅ LOLLAND

LOLERNE

Om Lolerne ved vi ikke meget med sikkerhed, hverken hvorfra de kom, eller hvornår de kom, og om de alle senere drog videre, eller om nogle blev og blandede sig med de lokale stammer.

Efter sidste istid, ved begyndelsen af den Atlantiske tid, steg verdenshavet omkring 30 meter på grund af issmeltning.

I dag ved vi, at sagnet om syndfloden skyldes, at havet for 7.500 år siden brød igennem landtangen ved Bosporus og oversvømmede de første store landbrugskulturer omkring Sortehavet, der før var en stor sø, som lå 170 meter under havets overflade.

Her i landet steg havet i perioder over 2 meter pr. 100 år, et scenario, der, i forhåbentlig mindre målestok, er på vej til at gentage sig med de nuværende menneskeskabte klimaforandringer.

Kom Lolerne vandrende fra Sortehavets kyster, - kom de allerede dengang 5.500 år før vor tidsregning, og fortsatte de måske 1000 år senere deres store stenbyggerier i Bretagne, England og Irland, eller var det andre og eventuelt beslægtede folkeslag?

Mange steder på Lolland, havde isen efterladt en mængde, ofte meget store sten, som det den dag i dag kan ses f.eks. i området Skejten ved Fuglsang. De lå frit tilgængelige på marken og ventede på at blive brugt, når tiden var moden, når Lolerne kom for at udbrede deres kultur.

DODEKALITTEN

Uanset hvornår de kom, fandt Lolerne her 12 meget store sten til LOLERRINGEN, deres monument over forfædrene, de 12 høvdinge og shamaner eller bare bemærkelsesværdige personligheder, der sang godt, både kvinder og mænd.

De 12 stenstøtter blev rejst i en fuldendt cirkel med en diameter på godt 16 loliske favne. (ca. 38 meter)

Stenstøtterne var, ligesom forfædrene, forskellige, idet de viste hver enkelts karakteristiske ansigtstræk.

Lolerne var høje, kraftige men slanke folk, mænd på over 2m. var ikke usædvanlige.

Stenstøtterne i LOLERRINGEN var 3 - 4 loliske favne høje (ca. 7 – 9 meter), og afstanden imellem dem var nogenlunde den samme. De vendte alle ansigterne ind mod midten, som var de forsamlede til rådslagning, ting eller korsang. For det hævdes, at de jævnligt sang sammen, ofte stille og mumlende, men også mere fuldtonende, og at de ved særlige lejligheder sang ud over landskabet, en smuk og dragende korsang, som fortryllede, men også skræmte de lokale stammefolk, der ikke var vant til sådanne lyde.

Ved midsommer, fortælles det, var sangen særlig kraftfuld, og enkelte modige lokale, der midsommernat vovede sig nær nok, har berettet om svævende kvinder, der dansede rundt om og inde i selve stenkredsen, mens både de, mændene og stenstøtterne sang. Færre er beretningerne om den lange nat ved midvinter. Men det hævdes, at Lolernes sang her var så koncentreret, at den fik DODEKALITTEN, en tolvsidet lysende sten, til for en kort stund at hæve sig op af og op over jorden i midten af stenkredsen. DODEKALITTEN oplyste forfædrenes ansigter og indgav dem kraft til endnu et års rådslagning, meditation og sang.

Lolerne nåede, i hvert fald delvist, deres mål med at højne kulturen her, for landbruget blev efterhånden indført overalt.

Vi ved ikke, om de blev, eller om de opgav at vente på flere af deres stammefællers ankomst. Formodentlig rejste de videre til Bretagne, England og Irland, og måske kom de tilbage i bronzealderen og fortsatte deres kulturopbygning på Lolland, som øen og landene omkring den efterhånden kom til at hedde længe før, der var noget, der hed Danmark.

Om de store stenstøtter med portrætter af forfædrene blev flyttet eller væltet omkuld og genbrugt til de lokales storstilede gravbyggerier, ved vi intet med sikkerhed.

Men langt op i middelalderen, hvor man næsten havde glemt, hvorfor landet hed Lolland, gik der sagn om den store syngende stenkreds og om den lysende svævende sten DODEKALITTEN

Nogle mente, at dette monument måtte have været de 12 apostle, der vogtede den Hellige Gral, og de begrundede det med, at de 12 stenstøtter havde sunget så smukt. Andre, der var mere skeptiske overfor alt, der var kommet til udefra, mente, at der var tale om rent djævelskab, og at stenstøtterne var sunket i jorden af skam, da Kristus blev født. Hertil svarede de mest fromme, at DODEKALITTEN i kraft af apostlenes bønner og sang endelig havde hævet sig så højt over jorden, at den blev set som stjernen over Betlehem, en smuk, men næppe helt sandsynlig historie.

Korsangen må dog have efterladt sig varige spor i landskabet, for fuglene videreførte traditionen i en sådan grad, at en af de hovedgårde, der langt senere blev bygget, blev kaldt Fuglsang.

Og netop dér blev musikken omdrejningspunktet for livet helt op imod vor egen tid.

I årene omkring 2000 efter Kristus kom nogle af Lolernes arvtagere tilbage til øen Lolland, hvor de til fælles glæde fandt lokale efterkommere af Lolerne.

De organiserede sig i små grupper og søgte at genrejse såvel de gamle traditioner for musik og billedkunst som selve LOLERRINGEN, det store syngende monument med de 12 forfædre i sten, som fra nu af blev kaldt DODEKALITTEN.

Der blev bygget et nyt kunstmuseum side om side med den gamle hovedgård, hvor musikken holdt til, men i lang tid søgte Lolernes arvtagere forgæves efter spor af den syngende stenkreds i området på det gamle Midtlolland, hvor man mente, at den oprindeligt skulle have stået.

Var der tale om fjendskab fra de lokale, eller var LOLERRINGEN langsomt sunket i det, der nu er Bredningen i Guldborgsund, da landet sænkede sig, og Lolland og Falster, det gamle Østlolland, blev adskilt af vandet? Eller var det lykkedes de gamle Lolere at redde stenstøtterne op på tørt land enten i nærheden eller måske længere væk?

Havde DODEKALITTEN faktisk aldrig stået dér, men på et mindre oversvømmelsestruet sted?

Havde de gamle Lolere virkelig slæbt og flådet forfædrenes enorme stenstøtter til sikrere og mere gæstfrie egne og derefter opført eller genopført DODEKALITTEN ved den højtliggende nordkyst, senere omgivet af elleve høje og med udsigt over øhavet og solopgangen ved midsommer?

Spørgsmålene var mange, der måtte findes svar.

To af Lolernes arvtagere fortsatte med at søge efter stedet, hvor DODEKALITTEN, den syngende tolv - sten, kunne genrejses, og de viede sig selv til denne opgave.

De grundlagde et broderskab, LOLERRINGEN, og omkring denne kerne samlede de en række interesserede og kompetente hjælpere i en organisation, som fik navnet LOLERKREDSEN.

De indviede håbede på, at selve DODEKALITTEN / GRALEN atter en gang ville vise sig og hæve sig lysende over jorden en nat ved midvinter eller måske endda ved midsommer, mens korsangen steg mod himlen.

Det kunne dog først ske, når alle 12 stenstøtter igen var rejst på det rette sted og havde fået kraft nok til at synge sammen.

Stenmesteren Broder Thomnir påtog sig ansvaret for at finde, hugge og rejse de tolv store sten i DODEKALITTEN, et kunstnerisk arbejde, som det ville tage ham mindst 12 år at udføre.

Og jeg, Skjald og Syngemester, Broder Gunhirdur, påtog mig at genskabe den oprindelige fortælling samt musik og korsang, så landskabet og menneskene her på Lolland atter vil kunne blive fortryllet.

Lolland den niende dag i den niende måned i det

niende år, to tusinde år efter Kristi fødsel.

Broder Gunhirdur den Yngre

Broder Thomnir er billedhuggeren Thomas Kadziola. Han besluttede allerede som syvårig at blive kunstner.

Født i 1962, selvlært, står der i hans korte biografi, men det var påvirkninger fra mange store kunstnere, der førte ham frem til debut som billedhugger på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1989.

Skulpturen var af granit, som er Thomases foretrukne materiale sammen med jern.

I 1991 deltog han atter i KE med en 3m høj svejset jernfigur af en nøgen olding. Siden har han vekslet mellem jern og granit, og han er kendt langt udenfor landets grænser for især sine store udtryksfulde stenhoveder.

Et af de største står i Aswan i Egypten, men hans værker findes også i Tyskland, Polen, Belgien, Frankrig og Kina.

Han har fra begyndelsen i 1997 været en af de mest markante bidragydere til kunstfestivalen Lys Over Lolland, og der findes grupper af hans stenhoveder flere steder i landet, i Borup og Vordingborg, det nye Anemarken ved Søllestedgaard, 6 på Dronninglund Kunstcenter, 4 + 2 i Nykøbing Falster og 3 på havnefronten i Nakskov.

Thomas er født i Tårnby på Amager, men i 1988 flyttede han til Lolland, først til Højmøllegaard nord for Horslunde, og i 2011 til Ellemosegaard ved Herritslev.

På marken foran denne skal han i løbet af de næste mange år hugge de ni resterende figurer til DODEKALITTEN.

Broder Gunhirdur den Yngre er skjald og komponist Gunner Møller Pedersen, som skriver denne bog.

Jeg er født i Århus, 1943, og som dreng spillede jeg klaver, harmonika og trompet.

Efter et år som militærmusiker uddannede jeg mig ved Det Jyske Musikkonservatorium, og i 1970 flyttede jeg til København med et treårigt legat fra Statens Kunstfond for at blive freelance komponist.

Her oprettede jeg mit eget Octopus Studio, lavede filmmusik og teatermusik og ikke mindst rumlig elektroakustisk musik, bl.a. MUSIKZAG sammen med Fuzzy i 1972.

Det foregik i Ny Carlsberg Glyptotek, som siden blev min faste base, først med projektet Live Electronic Octophonic PANOPTICONCERT i 1974, og fra 1976 og derefter 23 år frem, Elektronmusik i Vinterhaven, hvortil jeg skabte mit hovedværk: ET LYDÅR

(A SOUND YEAR) 1977- 1982.

www.dacapo-records.dk

Efter 12 år i København flyttede jeg med min familie til den gamle skole i Løjtofte på Lolland, og herfra har jeg i mere end 30 år skabt mange mindeværdige musikbegivenheder, elektroakustisk musik og kammermusik ved Halmiaden Holeby 1991, og Svanesang på Bogø-diget ved Langø 1996.

Til kunstfestivalen Lys over Lolland: Havfruer 1998, operaen Rottesken 2000 med tekst af Günter Grass, og balletten Taurini/ Sommerfugle 2001.

I 1997 blev jeg tildelt den Livsvarige Hædersydelse af Statens Kunstfond.

Min næste store opgave skulle være musikken til DODEKALITTEN.

Thomnir med tilnavnet Den Gæve og Gunhirdur var altså brødre som Lolere, og vi gik i gang med at realisere både drømmen om Lolerne og selve den syngende tolvsten, DODEKALITTEN, der skulle rejses på marken med udsigt over vandet et passende sted på Lolland. Selvom Thomas stadig var skeptisk, lykkedes det faktisk at komme i gang.

Den følgende tekst skrev jeg godt 5 år senere som oplæg til en musik- og debataften i Lolerkredsen den 15. nov. 2014, knapt 5 måneder efter indvielsen af projektets første del.

Her skulle journalist Torben Steno udfordre Thomas og mig som ophavsmænd til projektet.

Torben Steno havde på det tidspunkt dels lavet en række TV-udsendelser om monumenter i Danmark, dels været på en tourné med det samme emne til en række byer og monumenter i samarbejde med KØS - Museum for kunst i det offentlige rum.

Lolerkredsens arrangement forløb ikke helt som planlagt, idet Thomas ikke deltog, men derom senere.

HVORFOR DODEKALITTEN?

Skal man forklare et projekt som DODEKALITTEN på Lolland kan man jo starte med de sædvanlige spørgsmål:

Hvem? Hvad? Hvor? Hvornår? Hvorfor?

og først derefter: Hvordan?

De første 5 spørgsmål hænger sammen, så lad os starte med begyndelsen:

Hvem?

En komponist, Gunner Møller Pedersen (f.1943) og siden 1982 bosat på Lolland oplever i 2006 et land art værk Anemarken ved Søllestedgaard af billedhugger Thomas Kadziola (f.1962), der ligeledes har boet mange år på Lolland.

Hvad?

Komponisten oplever en særlig energi i korncirklen med de 3 stenfigurer. Han kender billedhuggeren og ved, at han kan arbejde i store formater, og han forslår ham at lave en ny version af Anemarken men nu i fuld skala, en DODEKALIT, 12 stenfigurer i en cirkel på størrelse med Stonehenge i England.

Hvor?

På en mark et eller andet spektakulært sted på øen Lolland.

Billedhuggeren afviser i første omgang projektet som totalt urealistisk, men hverken han eller komponisten kan slippe tanken. I de følgende 3 år bliver mange mere eller mindre luftige planer om mulige placeringer vendt:

Flintinge Å ved Fuglsang, Høvænge på sydkysten, Albuen, Langø og Hellenæs i Nakskov fjord, Korsnakke ved Frederiksdal, Ravnsholt Strand, Ravnsby Bakker og Blans på nordkysten.

Hvornår?

I 2009 er ideen om at skabe et lollandsk Stonehenge modnet så vidt, at Thomas Kadziola begynder at regne: Han er på det tidspunkt 47 år gammel, og han skønner, at det vil tage ham ca. et år at hugge en 7m granitstele med hoved. Hvis han begynder nu og fortsætter uafbrudt, vil han altså være omkring de 60, inden han er færdig, "og kan jeg mon efter en sådan indsats overhovedet løfte armene? ", spurgte han.

Vi talte om det, og resultatet af overvejelserne blev, at vi var enige om, at hvis projektet nogensinde skulle have en chance, måtte vi se at komme i gang. Ud over selve arbejdet med at hugge, var der jo mange andre ting, der skulle forberedes og gøres.

Hvorfor?

Man kan sige, at spørgsmålet kommer lidt sent i forhold til de andre, og det må i øvrigt deles op i flere faser.

For det første, hvorfor vil vi overhovedet lave et sådant monument? Og svaret er såre enkelt: Fordi vi har idéen, og fordi vi kan! Vi har en billedhugger, der både kan og vil, og vi ved fra Anemarken, at der opstår energi i korncirklen mellem figurerne.

Vi regner med at kunne mangedoble denne energi ved at lave et monument i stor skala, i verdensformat. Det er i sig selv værd at gøre.

Men bortset fra idéen om en stencirkel med 12 figurer, er det stadig ikke helt klart, Hvad? det egentlig er, vi har gang i, kun at vi vil kunne skabe energi. Først da billedhuggeren accepterer at bruge 12 - 14 år af sit liv på projektet og for dette forlanger, at idémanden og komponisten skal yde en tilsvarende indsats og også lave musik til værket, begynder perspektiverne at folde sig ud.

Jeg måtte som komponist reflektere over, hvordan lyden kom ind i billedet som en naturlig del af helheden, og det indebar, at jeg måtte finde ud af, hvem figurerne på marken var, og: Hvad lavede de egentlig dér?

Lolerne.

Svaret kom til mig som en inspiration. Dagen var 09.09.09 kl. 9 om morgenen, hvor jeg pludselig satte mig og begyndte at skrive fortællingen: Sagnet om DODEKALITTEN på Lolland.

Med fortællingen om Lolerne, der kom hertil for mange år siden, vidste vi omsider, hvem det var, der stod på marken, og at forfædrenes ånder var flyttet ind i stenene for fortsat at kunne kaste skygge på jorden og for, selv som ånder, at kunne synge sammen. Dette sagn udfoldede jeg i den følgende tid til en stor fortælling, om det at være menneske, og om at vi alle overalt i verden oprindeligt er indvandrere, som bringer noget med os, noget værdifuldt.

Hvordan?

Et projekt af denne størrelsesorden kunne umuligt etableres af to kunstnere alene. Dets almene karakter kaldte på en institution, som kunne rumme det, og da der ikke fandtes en sådan, hvor vi så at sige kunne afsætte det, ja så måtte vi selv samle en kreds af interesserede og kompetente mennesker.

Det følgende halve år undersøgte vi placeringsmuligheder og talte med mange mennesker, som på forskellig vis havde erfaringer med organisation af kunst og kultur.

Den 28/2 2010 samlede vi en nøje udvalgt gruppe af dem til det første møde, hvor hele projektet blev gennemdrøftet.

Ud af denne inviterede kreds sammensatte vi en bestyrelse, som mødtes første gang d. 30/3 2010, og hvor Godsejer Jon Krabbe, der havde tilbudt at påtage sig hvervet, blev valgt som formand.

Hvordan vi fik fundet og købt den første sten, eftersøgning og fastlæggelse af den endelige placering, o.s.v. og om oprettelse af fonden DODEKALITTEN, udvidelse af bestyrelsen, køb og bearbejdning af grund, fredningssag, præsentation af projektet på Lys Over Lolland og senere i København, og om oprettelse af venneforeningen Lolerkredsen, kan man læse om andetsteds.

Ved midsommer d. 21. juni 2014, knapt 5 år after, at billedhuggeren og komponisten blev enige om at gå i gang, kunne vi indvie første del af projekt DODEKALITTEN med 2 færdige figurer og 2 halvrå sten på marken ved Glentehøj i Ravnsby Bakker.