Island i fristatstiden

By Valtyr Gudmundsson

ISLAND i fristatstiden handler om forholdene på Island fra landets opdagelse omkring 870 over sagatiden og frem til fristatens undergang i 1260'erne. Gennem syv kapitler skildrer forfatteren den tidlige historie og beskriver bl.a. landets naturforhold, styreform og lovgivning, hverdagsliv og fest, familielivet fra vugge til grav, spændinger mellem hedenskab og kristendom, udviklingen af kirke, skole og den stærke litterære tradition, som den kom til udtryk i skjaldedigtning og sagaskrivning.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 3, 2021
• ISBN: 9788743018964

Valtyr Gudmundsson

Valtýr Guðmundsson (1860-1928) var islandsk filolog. Efter at have fået sin doktorgrad med afhandlingen »Privatboligen på Island i sagatiden samt delvis i det øvrige Norden« blev han docent ved Københavns Universitet, hvor han underviste i islandsk historie og litteratur. Guðmundsson havde altid særligt fokus på de kulturhistoriske forhold i oldtiden.

Book preview

Indhold

Forord

Fortegnelse over Billederne

Opdagelse og Bebyggelse

1. Ingen forhistorisk Oldtid

2. Den irske Opdagelse

3. Den nordiske Opdagelse

4. Islands første Bebyggelse

5-6. Islands Naturforhold

7. Hvad der trak Folk til Island

8. Landnamsmændenes Nationalitet

9. Landnamsmændenes Religion og Gudsdyrkelse

10. Tilegnelsen af Land

11. Befolkningsmængde og Næringsdrift

Statslivet

12. Retstilstanden i Landnamstiden

13. Fristatens Oprettelse og dens Forfatning

14-15. Ulfljotsloven

16-17. Gellesloven

18-20. Njalsloven

21. Holmgang

22. Tingforsamlinger

23-25. Stænder

26. Kommunalvæsenet

Det daglige Liv

27-32. Boligen

33-37. Klædedragten

38-39. Tidens Inddeling

40. Værdiberegning

41. Fester og Gæstebud

42. Forlystelser

Familielivet

43-45. Opdragelse og Ungdomsliv

46-48. Frieri og Ægteskab

49-50. Samliv og Skilsmisse

51. Familie og Ætforhold

52. Begravelse og Begravelsesskikke

Kristendommens Indførelse

53-55. Missionsvirksomhed paa Island før Kristendommens Antagelse

56. Kristendommen lovtaget paa Altinget

57. Olaf den Helliges Missionsvirksomhed og Angreb paa Islands Frihed

Kirkeordningen og Sagaskrivningen

58-60. Kirkens Organisation

61-66. Skoler og Sagaskrivning

Fristatens Undergang

67-70. Opløsning og indre Kampe

71-75. Fremmed Indblanding og Underkastelse

76. Litteraturen

Register

Kort

Forord

Det er Hensigten, at den her foreliggende Bog, som er skrevet paa Opfordring af »Udvalget for Folkeoplysnings Fremme«, skulde kunne tjene til Afløsning af afdøde Dr. C. Rosenbergs kendte Skrift: »Træk af Livet paa Island i Fristats-Tiden« (1871, »Folkelæsning« Nr. 41). Det var jo for sin Tid en fortræffelig Bog, mens den nu efter et halvt Hundrede Aars Forløb ganske naturligt er blevet i høj Grad forældet. Men da en fornøden grundig Omarbejdelse vilde have berøvet den sit ejendommelige Forfatterpræg, maatte man foretrække at skrive en helt ny Bog.

Da imidlertid Udvalget har ønsket, at denne Bog skulde have en lignende Karakter som Rosenbergs Skrift, har jeg været en Del bundet i Valget af dens Indhold og ikke kunnet gøre den saa omfattende, som jeg havde ønsket og oprindelig havde foreslaaet Udvalget. Jeg har dog søgt at give de vigtigste Træk af Fristatens Historie og ganske særlig af de islandske Kulturforhold i denne Periode, skønt jeg til min store Beklagelse her har været nødt til at udelade adskilligt, som jeg kunde have ønsket at medtage, f. Eks. Skildring af de islandske Næringsveje (Kvægavl, Agerdyrkning, Skibsfart, Fiskeri, Haandværk o. s. v.), som jeg kun har strejfet i § 11. Jeg kunde ogsaa have ønsket at give en noget udførligere Skildring af Klædedragten, Forlystelser, Idrætslivet (f. Eks. Boldspil, Hestekampe o. s. v.) samt af visse Sider af Aandslivet (forskellige hedenske Forestillinger, Overtro, Litteraturen, navnlig Digtningen o. s. v.). Men her maatte jeg af Hensyn til den mig forud tilmaalte Plads indskrænke mig til det mindst mulige. Alligevel trøster jeg mig med, at Bogen paa flere Felter vil give noget mere, end man hidtil har haft Adgang til paa Dansk.

Jeg har inddelt Bogen i Paragraffer, hvad der har vist sig at være en meget praktisk Foranstaltning. Thi netop herved har jeg kunnet spare mig for en Mængde Forklaringer og Anmærkninger, idet jeg blot ved i Parentes at anføre et Paragraftal har kunnet henvise til det Sted i Bogen, hvor den fornødne Forklaring findes.

Med Hensyn til Behandlingen af Egennavne har jeg maaske ikke altid været helt konsekvent. Men man har her ogsaa betydelige Vanskeligheder at kæmpe med. Jeg har dog her gennemgaaende fulgt bestemte Principer. At bruge de islandske Former i et populært dansk Skrift har jeg fundet ugørligt, idet dette kun vilde føre til en forkert Udtale af Navnene og besværliggøre Læsningen. Jeg har derfor, saa vidt muligt, søgt at give Navnene en dansk Form, dels ved at bruge de danske Former, naar samme Navn findes i begge Sprog, enten som Egennavn eller som Fællesnavn (f. Eks. Hrafn = Ravn, Mörðr = Maar), dels ved at ændre lidt paa den islandske Form, saa den fik et mere dansk Udseende og blev i bedre Overensstemmelse med danske Sproglove (f. Eks. Skagafjörðr = Skagefjord, Gellir = Gelle). Jeg har dog ment at burde beholde f (i Stedet for v) i Navne som Olaf, Osvifsdatter o. s. v.), da f jo i saadanne Tilfælde udtales som v, saa der i den Henseende ingen Forskel bliver, hvad enten man skriver det ene eller det andet, medens Navnene dog bedre genkendes i Islandsk, naar man skriver f. Jeg har ogsaa beholdt -son som sidste Sammensætningsled i Fadernavne, f. Eks. Olafsson (ikke Olafssøn), som jeg ikke mener kan volde nogen Ulempe, da -son er saa velkendt, saa vel fra Svensk og Engelsk som endog i mange danske Navne.

Med Hensyn til første Led i Fadernavne har jeg fulgt den Regel at udelukke alle Bøjningsformer med Omlyd og bruge Nævneformen med Tilføjelse af -s af alle Navne med stærk Bøjning (f. Eks. Olafs-son, Høngs-son, Tords-son), medens Navne med svag Bøjning sammensættes med Nævneformen uforandret (f. Eks. Gelle-son, Sturla-son), hvad der bedst stemmer med dansk Sprogbrug (f. Eks. Arne-sen, isl. Árna-son).

I enkelte Stednavne har jeg ombyttet -bæ-r med Biformen -by (f. Eks. Kirkeby = Kirkjubær) og i andre Tilfælde ligefrem oversat dem, navnlig hvor enten en korrekt Udtale af den islandske Form vilde falde vanskelig, eller hvor Betydningen af Navnet spillede nogen Rolle for Sammenhængen (Høgedal = Haukadalr, Helligfjæld = Helgafell), medens jeg dog i saa Tilfælde ved kendte Navne har tilføjet den islandske Form i Parentes. Jeg har her fulgt den samme Metode, som Islænderne selv plejer at anvende i deres Behandling af fremmede Navne. De skriver jo ikke København, Malmø, La Manche (Kanalen), United States, men derimod: Kaupmannahöfn, Málmey, Ermarsund, Bandaríki.

Hvad der for mig har været Hovedsagen, er at Bogen kunde baade give et lille Indblik i Islands ældre Historie og Kulturliv og tjene som Hjælpemiddel ved Læsningen af de islandske Sagaer og andre Oldskrifter. I den Hensigt har jeg forsynet Bogen med et udførligt Realregister, hvor interesserede Læsere vil kunne finde de islandske Navne og Former, idet de her i de fleste Tilfælde er tilføjet i Parentes.

Det var oprindelig Tanken, at Bogen, ligesom Rosenbergs Skrift, skulde indeholde en Del Sagastykker, hvilket vilde have givet den et mere populært Præg og kunnet virke ansporende til at gøre sig bekendt med Fristatens Bogskat. Dette er imidlertid af forskellige Grunde — i hvert Fald foreløbig — opgivet. Men herpaa vil der forhaabentlig senere blive raadet Bod.

København, i Marts, 1924. Valtýr Guðmundsson

Fortegnelse over billeder:

1. Islands Rigsvaaben (med Landvætterne) s. →

2. Tomt af et islandsk Gudehov s. →

3. Altingsstedet ved Tingvoldsøen s. →

4. Tværsnit over Altingsstedet s. →

5. Almindingskløften s. →

6. Økseaafossen s. →

7. Kort over Altingsstedet s. →

8. Altinget s. →

9. Grundplan af en Gaard s. →

10. Snit gennem Stuen s. →

11. Snit gennem Stuen med Højsædessulerne s. →

12. Grundplan af en Stue s. →

13. Midtpartiet af en Stue i Perspektiv s. →

14. Det indre af en finsk Badstue s. →

15. Klædedragter fra vikingetiden s. →

16. Normannisk Krigerdragt fra omtr. 1066 s. →

17. Dansk Turbanfold fra 12. Aarh s. →

18. Islandsk Krogfold s. →

19. Fold med Hovedguld s. →

20. Ugift Pige med Pandebaand fra omtr. 1240 s. →

21. Dagsmærker s. →

22. En Kvinde opvarter sin Mand med Drikke, fra omtr. 1500 s. →

23. Islandsk Hestekamp s. →

24. Torlaks kapel ved Skálholt kirke s. →

25. Snorri Sturluson s. →

26. Vinteraften i en islandsk Badstue (Folkestue) s. →

27. Kort over Island (bag i Bogen).

Dele af billedmaterialet er fornyet i denne udgave.

I.

Opdagelse

og Bebyggelse

1. Ingen forhistorisk Oldtid

Medens omtrent alle Landes Historie begynder med en Oldtid, der er indhyllet i et næsten uigennemtrængeligt Mørke, er dette ikke Tilfældet med Island. Dets Opdagelse og første Bebyggelse falder indenfor den historiske Tidsgrænse, i en Tid, for hvilken vi har paalidelige skriftlige Optegnelser, virkelig historiske Dokumenter. Paa Island findes der ikke, som i det øvrige Norden, nogen som helst Spor til en Sten- eller Bronzealder. Landet har i Aartusinder ligget ubeboet hen, ukendt af noget Menneske. Mange har ganske vist antaget, at det af forskellige klassiske Forfattere nævnte ultima Thule maatte forstaas om Island, og af denne Mening var blandt andre de ældste nordiske Historieskrivere, saa vel Islænderen Are Frode ( : den lærde) som Danskeren Sakse Grammatikus, den tyske Prælat Adam af Bremen og den irske Munk Dicuilus. Men at dette er en Fejltagelse, er allerede forlængst blevet bevist med saa gode Grunde, at det nu kan betragtes som en ubestridelig Kendsgerning, at »ultima Thule« har intet som helst med Island at gøre.

2. Den irske Opdagelse

Indtil henimod Slutningen af det 8. Aarhundrede synes Island ikke at have været betraadt af nogen menneskelig Fod. Men ved denne Tid blev det opdaget og besøgt af nogle Kelter, som dengang boede paa Øerne ved Nord- og Vestkysten af Skotland. Herfra var enkelte Eneboere allerede tidligere naaet til Shetland og Færøerne, hvor de havde nedsat sig og boet i omtrent hundrede Aar, indtil de her blev fortrængt af nordiske Vikinger. Omtrent ved samme Tid, som de blev fortrængt fra Færøerne, ses de at have søgt længere mod Nord og at have opdaget Island. Beretningen herom findes i et Skrift af den irske Munk Dicuilus: De mensura orbis terræ (Om Jordklodens Størrelse), der er skrevet omkr. 825. Her siger Dicuilus (K. 7), at nogle Gejstlige, som han kendte, har for 30 Aar siden (795) fortalt ham, at de havde besøgt en Ø, som han selv antager for de klassiske Forfatteres »ultima Thule«. Disse Gejstlige havde opholdt sig paa Øen fra 1. Februar til 1. August, og de fortalte, at ikke alene ved selve Sommersolhverv, men ogsaa baade før og efter, var det, som om Solen kun skjulte sig bag en lav Bakke, naar den gik ned om Aftenen, saa at det aldrig blev mørkt. Man kunde derfor foretage sig hvad som helst, man ønskede, om det saa var at pille Lus af sin Skjorte (!), ligesom Solen hele Tiden stod paa Himlen. Og hvis man havde staaet oppe paa de høje Fjælde, vilde man maaske have set Solen hele Natten. Saa vel denne Bemærkning som adskillige andre angaaende Dagens Længde og Havets Temperatur synes at gøre det utvivlsomt, at det Land, de har besøgt, har været Island. Om nu netop disse Gejstlige, som fortalte Dicuilus herom, har været de første, der besøgte Island, er derimod ikke sikkert. Maaske har de her truffet enkelte Standsfæller, som allerede tidligere var kommet derhen, og som havde opholdt sig der i kortere eller længere Tid. Herpaa synes det at tyde, at Dicuilus Hjemmelsmænd er fuldstændig klare over, at Island er en Ø, skønt det næppe er sandsynligt, at de ved en Omsejling af Landet har kunnet forvisse sig herom. De har derfor sandsynligvis faaet deres Kundskab herom af andre, der ved et længere Ophold havde overbevist sig derom.

Men hvordan det end maatte forholde sig hermed, saa er det i hvert Fald sikkert, at irske Munke eller Eneboere i Løbet af det 9. Aarh. har taget fast Ophold paa Island, og at de befandt sig der, da Landet blev opdaget af Nordboerne. Thi herom berettes der i forskellige islandske Kilder. Saaledes skriver Islands ældste Historieskriver Are Frode (§ 63): »Dengang var her kristne Folk, som Nordmændene kaldte Paper, men som senere fortrak, fordi de ikke vilde bo her sammen med Hedninger. Men de efterlod sig irske Bøger og Bjælder og Krumstave, hvoraf man kunde slutte, at det var irske Folk.«

Minder om Papernes Bosættelse findes ogsaa endnu i det sydøstlige Island (i det nuværende Øster- og Vester-Skaftafellssyssel) i forskellige Stednavne som Papefjord, Papø, Papos, Paperbo (Pappýli) og Irerbakke (Írskihóll), hvor der ogsaa findes enkelte Ruiner af Papernes Bygninger. Navnet Paperbo findes dog ikke mere, men synes at have været Navn paa en hel Egn, hvis Midtpunkt har været Gaarden Kirkeby (Kirkjubær), hvor Paperne synes at have bygget en Kirke. Thi der fortælles, at de først boede her og at der siden hvilede saa stor Hellighed over denne Gaard, at ingen Hedning kunde bo eller trives der. Den blev derfor ogsaa efter Papernes Bortrejse taget i Besiddelse af en kristen Landnamsmand, og den synes hele Tiden at have været beboet af kristne Mennesker lige indtil den almindelige Indførelse af Kristendommen i Aaret 1000. Og senere blev der her, i Aaret 1186, oprettet et Nonnekloster, af Benediktinerordenen, hvortil den almindelige Tro paa Stedets Hellighed sikkert har været medvirkende.

3. Den nordiske Opdagelse

Uden at have nogen som helst Anelse om Islands tidligere Opdagelse ved Irerne blev det for anden Gang, i Aarene 860-865, opdaget af tre nordiske Vikinger, hver især uafhængig af de andre. Og først denne Opdagelse blev af blivende Betydning.Den første af disse Opdagere var en sjællandsk Bonde, Gardar Svavarsson¹. Han var Svensker af Fødsel, men havde bosat sig paa Sjælland, hvor han besad flere Jordejendomme. Han blev paa en Rejse til Syderøerne (Hebriderne) drevet ud af sin Kurs og kom til Østkysten af Island. Han omsejlede derefter Landet, hvorved han fik Vished for, at det var en Ø, og han gav det Navnet Gardarsholm. Han opholdt sig en Vinter paa Islands Nordkyst og byggede der et Par Huse, hvorefter Stedet fik Navnet Husavik (det nuværende Handelssted af samme Navn). Men den næste Sommer sejlede han tilbage til Norge. Gardars Rejse maa have fundet Sted omkr. 860.

Omtrent ved samme Tid blev Island ogsaa opdaget af en norsk Viking, Naddod, som dengang var bosat paa Færøerne. Han blev paa en Rejse fra Norge til Færøerne af en voldsom Storm drevet langt mod Nordvest og kom til Østkysten af Island. Her besteg han et højt Bjærg for at se, om han kunde øjne Røg eller andre Tegn paa, at Landet var beboet. Men da han intet saadant kunde opdage, forlod han Landet og sejlede allerede det samme Efteraar tilbage til Færøerne. Da han sejlede bort, faldt der megen Sne paa Fjældene, og dette gav Anledning til, at han kaldte Landet Sneland.

Islands tredje Opdager var