Sturlunga saga 1

By Kristian Kålund

Sturlunga saga skildrer den voldsomme periode, som kaldes Sturlungetiden og de begivenheder, som bringer Island på randen af borgerkrig. Sagaerne dækker perioden 1117-1262, hvor landet mister sin selvstændighed. Bind 1 indeholder: Fortællingen om Geirmund Helskind, Torgils og Havlides saga, Hvam-Sturlas saga, Sagaerne om Gudmund den Gode som præst og Gudmund Dyre.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 27, 2021
• ISBN: 9788743038276

Kristian Kålund

Kristian Kålund (1844-1919): dansk filolog, som var tilknyttet det Arnamagnæ-anske Institut i København. Ud over sin oversættelse af Sturlunga saga udgav Kålund bl.a. tekstkritiske udgaver af flere af sagaerne, en historisk-topografisk be-skrivelse af Island og et et omfattende katalog over tekster i håndskriftsamlingen.

Book preview

Indhold

Udgiverens forord

Forord

Fortællingen om Geirmund Helskind

Torgils og Havlides saga

Hvam-Sturlas saga

Sagaerne om Gudmund den Gode som præst og Gudmund Dyre

Kort

Slægtstavler

Udgiverens forord

Da Kristian Kålund i 1904 udgav sin to-binds oversættelse af Sturlunga saga, var det første gang denne samling af samtidssagaer blev oversat til dansk. For udgivelsen stod Det kongelige nordiske Oldskriftselskab, hvor Kålund selv sad som sekretær. Mere end et hundrede år er gået siden og alligevel har Sturlunga saga hverken været genoversat eller genudgivet i Kålunds oversættelse.

Den nærværende udgave indeholder hele Kålunds oversættelse inklusive hans værdifulde indledning, fyldige noteapparat, oversigter og kort. Kun navneregisteret er udeladt. Enkelte åbenlyse småfejl i teksten er rettet uden kommentarer. Desuden er sagaerne i denne udgave fordelt over tre bind.

Carsten Lyngdrup Madsen

Heimskringla Reprint

Forord

OMKRING år 1300 levede i det vestlige Island på sin fædrene gård Skard i det nuværende Dala syssel lagmand Tord Narveson, hvis fader var en fætter til den år 1284 afdøde lagmand Sturla Tordssons hustru, og som ved venskab havde været knyttet til denne som historisk forfatter og skjald höjt ansete mand. Man antager med god grund, at han har istandbragt det vidtløftige kildeskrift til Islands historie i fristatens sidste tid, som senere efter den slægt, der giver tidsrummet sit præg, er bleven kaldt Sturlunga (d.v.s. Sturlungernes) saga. Det er i hvert fald af indre grunde så godt som sikkert, at bearbejdelsen er foregået på Skard ved denne tid af et medlem af Narvesönnernes slægt.

Bearbejderen har rimeligvis haft for sig en af Sturla efterladt saga om hvad der på Island havde tildraget sig fra c. 1200—1242 (eller længer), for så vidt begivenhederne angik hans egen slægt eller den snart efter sin død som helgen ansete biskop Gudmund på Holar, for hvem Sturla i sin faders hus havde lært ærbødighed. Dette værk, som af Sturlunga-bearbejderen benævnes Islændinge saga, blev nu kærnen for en langt mere omfattende Islandshistorie, idet der heri indarbejdedes udtog af forskellige samtidige sagaer og som indledning og fortsættelse tilföjedes allerede foreliggende sagaer fra den nærmest foregående eller efterfølgende tid. Som første indledning benyttede bearbejderen en til Skard knyttet beretning om den stedlige landnamsmand Geirmund Helskind, og gennem nogle tilföjede slægtregistre danner han overgangen til den derefter følgende fortælling om Torgils og Havlide, en saga, der med Dala syssel som delvis skueplads foregår i begyndelsen af 12. årh. og behandler hovedbegivenheden i Islands historie ved denne tid. Den næste fortælling, sagaen om Hvam-Sturla, med Dala syssel som hovedskueplads, fortsætter den foregående ved at berette om Torgils' sönner, men hovedpersonen, efter hvem sagaen tager navn, er Sturlunge-slægtens stamfader, og således danner denne saga den naturlige indledning til Sturlunga sagas midtparti, den af Hvam-Sturlas sönnesön Sturla Tordsson forfattede Islændinge saga, hvad også bearbejderen antyder ved at forudskikke vidtløftige, for Hvam-Sturlas saga og de følgende afsnit fælles slægtregistre. Selve Islændinge saga har bearbejderen på forskellig måde udfyldt. Først har han sammenarbejdet en nordlandsk saga om hövdingen Gudmund dyre, som til hovedgenstand har den skæbnesvangreste begivenhed fra 12. århundredes slutning (en stor mordbrand), med beretningerne om biskop Gudmunds ungdomsår, som belyser, hvad der senere fortælles om denne mand; dernæst har han blandt begivenhederne ved 13. årh.s begyndelse indskudt sidste halvdel af en andensteds fra kendt saga om biskop Gudmunds ven, den vestfjordske hövding Ravn Sveinbjörnsson, da drabet på ham sætter spor langt ned i den efterfølgende tid. Som fortsættelse af Sturlas Islændinge saga benytter bearbejderen en saga om Sturlungeslægtens ved midten af 13. årh. mest fremtrædende medlem, Sturlas fætter Tord kakale, til hvis livshistorie knyttes den lille Svinfellinge saga på grund af Tords forhold til denne østlandske hövdingeslægt. Sandsynligvis har ligeledes om Sturlungernes dødsfjende, den senere jarl Gissur Torvaldsson, foreligget en selvstændig saga, af hvis begyndelse partier er indskudte i Islændinge saga, medens dens fortsættelse er anvendt parallelt med Tords saga indtil tiden for Islands underkastelse 1262—64. Men i 14. årh.s 1. halvdel har yderligere en ny bearbejder i det af ham redigerede håndskrift indskudt store stykker af en saga om Sturlungeslægtens yngste hövding, Sturlas brodersön, den med Tord og Gissur samtidige Torgils skarde, og tilföjet beretningerne om Sturla Tordssons senere år.

Til overblik af det brogede stof vil det være tjænligt at fremdrage enkelte hovedpunkter. Med Torgils og Havlides saga slutter det fredelige hundredår (1030—1130), som ligger mellem den bevægede sagatid på overgangen mellem hedenskab og kristendom, og fristatstidens sidste stormfulde afsnit. Varetagelsen af uværdige klienters anliggender bevirker en så stærk spænding mellem de to hövdinger, at Torgils på altinget 1120 sårer Havlide og dömmes fredløs; ikke desmindre vil han næste år tiltvinge sig adgang til tinget, hvor udsigten da er til almindelig kamp, men det lykkes den ansete gejstlige, den senere biskop Kløng, ved sine forestillinger at bilægge striden, et vidnesbyrd om, at tiden dog endnu præges af en sagtmodigere ånd end den i det følgende tidsrum rådende. Hvam-Sturlas saga giver i sagaens hovedperson en repræsentant for den nye tid, en mand, der ved selvisk, men klog og behersket beregning fra en forholdsvis ringe begyndelse under vekslende forhold når frem til magt og indflydelse, med bidende vid og stærk hævnsyge. Over sin medbejler Einar Torgilsson får han efter en række tvistigheder overtaget ved Hedekampen 1171, men i den indviklede Deildartunge-proces spænder han buen for stærkt og må 1181 overfor den tids mægtigste hövding Jon Loftsson give efter. Hvam-Sturlas saga er som nævnt skilt fra Sturla Tordssons Islændinge-saga ved de ind i hinanden flettede sagaer om den senere biskop Gudmund Areson den gode og hövdingen Gudmund dyre. Gudmund godes saga omfatter hans præstetid og tidligere år; den fremtræder i en underlig ubehjælpsom form, idet den er annalistisk fortalt, og der til hvert år desuden er föjet opregning af en række ganske uvedkommende begivenheder. Født 1161 var Gudmund som barn af en heftig og stivsindet natur, men omtrent samtidig med at han 1185 præsteviedes, gennemgik han en religiøs vækkelse, hvortil spiren var lagt under et smerteligt sygeleje, da han 1180 ved et skibbrud havde fået det ene ben knust, og som kom fuldstændig til gennembrud ved sorgen over en vens nu påfølgende død, så at han ofrede sig helt for sit kald, som han opfattede som en bogstavelig efterlevelse af oldkirkens fromhedskrav, særlig en yderliggående og aldeles kritikløs udøvelse af kristelig godgörenhed og omsorg for de fattige, og hvormed han forbandt en mystisk tro på sin ævne til at indvie sundhedskilder og besværge onde ånder. I Gudmund dyres saga foranlediger gensidig skinsyge fortsatte rivninger mellem Gudmund dyre og hans nabo Önund Torkelsson, indtil den i øvrigt ret sympatetisk skildrede Gudmund ved at indebrænde Önund på hans gård 1197 gör en brat ende på deres mellemværende, men lægger spiren til ny ufred (Forligsbrud, Drabene i Lauvås 1198), indtil han endelig 1199 står som ubestridt sejrherre.

Islændinge saga med dens indskud giver en kronologisk velordnet fremstilling af tildragelserne på Island i 13. århundredes 1ste halvdel (indtil 1242); men dens anlæg som en lands-historie vanskeliggör overblikket over begivenhedernes gang. Ved århundredets begyndelse stod blandt hövdingeslægterne på Island nogle få i første række. I den sydlige del af landet var Odde-slægten den vigtigste, benævnt efter gården Odde i Rangarvalla syssel og nedstammende fra Jon Loftsson. Slægtens overhoved var Sæmund Jonsson, men han havde en mængde uægte søskende; han var selv ikke nogen fremragende mand og efterlod sig kun uægte afkom, så at slægtens anseelse efterhånden tabte sig. Ved siden af den ragede Haukdølerne frem, som nedstammede fra den første biskop i Skålaholt (Skalholt) og tog navn efter den noget nordligere liggende gård Haukadal. Slægtens vigtigste mand var Torvald Gissursson, fader til den senere så bekendte Gissur jarl. På vestlandet var i rask fremgang Sturlungerne, d. v. s. Hvam-Sturlas vidt forgrenede æt (over hvis vigtigste medlemmer medfølgende stamtavle giver en oversigt), særlig hans tre sønner Tord, Sighvat og Snorre; det var en hensynsløs slægt, som ved sit magtbegær har en stor del af ansvaret for samtidens politiske forholds uheldige udvikling. Medens Tord holdt sig i de hjemlige egne, bosatte Snorre sig snart i Reykjaholt på grænsen af syd- og vestlandet, hvorimod Sighvat overflyttede til nordlandet (det nuv. Øfjord syssel). På nordlandet var Skagafjord hjemsted for den anseteste slægt, blandt hvis medlemmer Kolbein Tumeson, broderen Arnor og dennes sön Kolbein (K. unge) især er fremtrædende; senere tilfalder herredömmet for en kort tid Brand Kolbeinsson, som tilhørte en sidelinje. Østlandet inddroges kun sjælden i Sturlungetidens fejder, og her træder egenlig blot Svinfellingerne, benævnte efter gården Svinafell i det sydøstlige Island, frem i første række.

Den vigtigste begivenhed ved den tid fortællingen tager sin begyndelse, er Gudmund Aresons valg 1201 til biskop over det nordlandet omfattende bispedömme Holar. Hans snart paafølgende uenighed med høvdingen Kolbein Tumeson, fordi biskoppen mod landsloven vilde gennemføre den kanoniske rets fordring om gejstlighedens uafhængighed af den verdslige magt, medførte Kolbeins fald og affødte en strid med de verdslige hövdinger, særlig Kolbeins slægt og den med denne besvogrede Sighvat Sturlason og sönnen Sturla, der varede til biskoppens død 1237 og gjorde hans liv til et martyrium, under hvilket han fordreven fra sin stol flakkede om, levede nødtvungent udenlands eller befandt sig i sine fjenders vold; 1220 kom det på Helgastad til åben kamp mellem biskoppens mænd og modstanderne, og atter 1222 på Grimsø, efter at biskopsmændene forud ved et overfald på Holar havde dræbt en af Sighvats sønner. 1213 fandt den ædle Ravn Sveinbjörnsson døden ved et skammeligt overfald af en nabohövding Torvald fra Vatnsfjord; Ravns sönner må senere søge tilflugt hos Sturla Sighvatsson, og efter at de 1228 har brændt deres faders drabsmand inde, opstår et fjendskab mellem Sturla og Torvalds sönner, som ender med disses drab 1232. Til Sturlunge-slægten knyttes overhovedet de skiftende optrin, eller den er selv midtpunktet for disse, og ofte står dennes enkelte medlemmer fjendtlig overfor hinanden, navnlig brødrene Snorre og Tord (som dog var af et forholdsvis fredeligt sind) imod Sighvat og dennes sön Sturla; megen forstyrrelse forårsages 1233 og følgende år af Snorres uægte sön Urøkja, som gör Vatnsfjord til en røverrede, efter at faderen — hvis svigersön Torvald ved sin død var — havde fået ham anbragt her.

Ved siden af den indre kiv og strid præges tiden af den norske konge Håkon Håkonssöns forsøg på at vinde herredømmet over Island ved at tage ansete Islændere i sin tjæneste med dette formål for öje. Den første anledning frembød straks efter kongens tronbestigelse Sæmund Jonssons overgreb mod nogle norske købmænd 1217—18. Den offenlige mening i Norge ophidsedes stærkt mod Islænderne, og for at fri landet for videre ulæmper lovede Snorre Sturlason, som den gang opholdt sig i Norge, at bevæge Islænderne til underkastelse. Dette løfte kom dog ikke til udførelse, og først adskillige år senere, da Sturla Sighvatsson 1233—35 befandt sig på en udenlandsrejse, indledede kongen — som det især fremgår af Sturla Tordssons fremstilling i den af ham forfattede saga om kong Håkon — påny forhandlinger om sagen og traf denne gang bestemt aftale med Sturla, om at han skulde vinde Island for kongen ved at drive de genstridige ud af landet. Sturla gik efter sin tilbagekomst meget voldsomt til værks, mishandlede sin fætter Urøkja Snorreson og fordrev ham fra landet, besejrede sine slægtninge Torleiv fra Gardar og Snorre Sturlason i slaget på Bø 1237, hvorefter de også måtte forlade landet, fangede i det følgende år ved svig Gissur Torvaldsson, som hidtil havde holdt sig udenfor alle stridigheder, og traf også foranstaltninger til at sende ham ud af landet. Men Gissur undveg og forenede sig med Kolbein unge i Skagafjord, og da nu Sturla gjorde et indfald i dette landskab, tabte han 1238 det afgørende slag på Örlygstad, som kostede ham, hans fader og tre brødre livet og gjorde Kolbein enerådende på nordlandet. Året efter vendte Snorre Sturlason tilbage til Island, men havde under sit ophold i Norge indladt sig i mistænkelig forbindelse med kongens misfornöjede svigerfader hertug Skule, og havde med hertugens billigelse, men mod kongens forbud forladt Norge, hvad kongen stemplede som höjforræderi, da Snorre stod i hans tjæneste som håndgangen mand (lensmand). Kongen overdrog da Gissur Torvaldsson at tage hævn over Snorre, hvorefter Gissur overfaldt og dræbte ham på Reykjaholt 1241. Det følgende år lod Gissur og Kolbein gribe Urøkja Snorreson og fætteren Sturla Tordsson, der var optrådte som Snorres hævnere, og Urøkja sendtes ud af landet; Kolbeins og Gissurs herredömme ansås nu for sikret, og Gissur selv begav sig ligeledes til Norge.

Hvad der i de nærmest følgende år skete på Island erfares af den til Islændinge saga knyttede Tord kakales saga. Tord kakale var tillige med broderen Tume de eneste genlevende af Sighvat Sturlasons mange sönner og den eneste, som ikke havde deltaget i slaget på Örlygstad, da han siden 1237 havde opholdt sig i Norge. 1242 vender han tilbage til Island for at få hævn over sine ved Örlygstad faldne frænder og oprejsning for den slægten her tilföjede tort. Hans mod og udholdenhed skaffede ham fodfæste i Vestfjordene trods Kolbein unges overmagt, 1243 kan han foretage flere indfald på det fjendtlige område, 1244 lykkedes det vel Kolbein at overfalde og dræbe Tume Sighvatsson, men et stort søslag i Floe-bugten mellem Kolbein og Tord bragte ingen afgörelse, og 1245 indrömmede den syge Kolbein umiddelbart för sin død Tord nordlandet øst for Skagafjord, imod at resten af denne landsdel tilfaldt Kolbeins slægtning Brand. Tord påførte dog allerede 1246 Brand krig og dræbte ham i slaget på Haugsnæs. Den fra Norge 1244 hjemvendte Gissur, som ikke var nåt at komme Brand til hjælp, rustede sig til hævn, men Tord og Gissur enedes om at henskyde deres hele mellemværende under kong Håkons voldgift. Kongen afgjorde da 1247, under påvirkning af Tord velsindede prælater, at Tord sendtes til Island for på kongens vegne at underlægge sig landet. Han arbejdede dog kun for sig selv og kom snart i uenighed med den norskfødte biskop Henrik på Holar, med hvem han skulde samvirke til kongens bedste, og kaldtes til Norge 1250 for at stå til ansvar. Under Tords ophold på Island 1247—50 opstod den spænding indenfor Svinfellinge-slægten, som førte til drabet på Orm Jonssons sönner Sæmund og Gudmund, således som det udførlig berettes i den med Tords saga forbundne Svinfellinge saga.

Efter Tords tilbagekaldelse tilfaldt den opgave at vinde Island for kong Håkon Tords unge slægtning Torgils skarde og Gissur Torvaldsson, som bægge ankom fra Norge 1252. Torgils, som fra sin tidlige ungdom havde stået i kong Håkons tjæneste, følte sig fuldt ud som kongens håndgangne mand, hvis sag han var oprigtig hengiven, og optrådte uden betænkelighed på hans vegne mod de mænd, som endnu vilde støtte Tord kakales sag. Gissur viste sig i denne henseende mindre virksom og optoges snart ganske af sine egne anliggender. Det voldsomme had, som han fra Sturlungeslægtens tilhængere var genstand for, gav sig udslag i mordbranden på Flugumyre 1253, som kostede hans hustru og börn livet; med biskop Henrik blev også han uenig, og 1254 kaldtes han til Norge. 1255 fældedes den unge Odd Torarinsson af Svinfellingernes slægt, hvem Gissur havde overdraget sit herredömme, og samme år stod det afgörende slag på Tværå-ører, hvor Odds broder Torvard i forbund med Torgils skarde og flere andre slog Odds drabsmænd. 1257 nåede Torgils' magt sit højdepunkt, men 1258 falder han som offer for Torvard Torarinssons skinsyge. Samme år sendtes Gissur som kongelig jarl til Island med det hverv at få indbyggerne til at betale skat — Tord kakale var 1256 død i Norge — ; tiden gik dog uden afgørelse, og først den kongelige udsending Hallvard guldskos ankomst fremtvang Gissurs afgørende optræden for kongens sag på altinget 1262. Som kongemagtens tilhænger optrådte nu også Ravn Oddsson, der — som dattersön af Ravn Sveinbjörnsson — havde været en ivrig tilhænger af Tord kakale og fjende af Gissur. En anden tilhænger af Tord kakale og modstander af kongemagtens omsiggriben på Island, Sturla Tordsson, lykkedes det først under hans påfølgende tvungne ophold i Norge at besejre hoffets uvilje. Snart efter blev han kongelig historiograf; de i hans Håkons saga og det bevarede brudstykke af Magnus’ lagabøters saga indflettede efterretninger om de samtidige islandske begivenheder giver i flere henseender fyldigere oplysninger om de afsluttende forhandlinger för underkastelsen end Sturlunga saga, ligesom også årsagssammenhængen klarere fremhæves i de i Håkons saga indeholdte korte oversigter over begivenhederne på Island end på de tilsvarende steder i Sturlunga saga.

Fra lovgivningens ordning efter indvandringens afslutning indtil landets underkastelse under den norske konge i 13. århundredes 2. halvdel havde Island som bekendt selvstyre, men var som fristat af en ganske ejendommelig art, hvor der hverken fandtes central-administration, udøvende magt eller statsindtægter; den eneste landsembedsmand var den for 3 år valgte lovsigemand, der dog ikke havde nogen forvaltnings-myndighed og ikke kan betragtes som fristatens overhoved. Hans vigtigste hverv var på altinget at foredrage den gældende lov; men efter at loven i 12. årh. var bleven nedskrevet, har hans virksomhed formentlig hovedsagelig indskrænket sig til ledelse af altings-forhandlingerne. Forfatningens tyngdepunkt afgav de 39 goder, som var indehavere af den lovgivende magt, og i hvis hænder også domstolenes sammensætning hvilede. Deres myndighed over de undergivne (tingmændene), som efter lovens ord frit kunde vælge, hvilken gode de vilde tilhøre, var nærmest af patriarkalsk natur. Uheldigvis kunde imidlertid godeværdigheden afhændes, og dette bevirkede, at godedömmerne i 12. og 13. årh. samledes på nogle få hænder, hvad i og for sig måtte føre til forfatningens opløsning. Dennes undergang fremskyndedes ved landets ejendommelige stilling til Norge. Overfor Island havde de norske konger lagt an på et velvilligt patronat, som allerede ved de islandske hövdingers jævnlige indtræden i den norske hird og visse af Islænderne vedtagne forpligtelser overfor den norske konge kunde få udseende af et halvundersåtligt forhold; men denne afhængighed forøgedes i höj grad ved de kirkelige forholds udvikling. Fra 1152 var den norske ærkebiskop de islandske biskoppers overhoved; kirkens og samfundets mangfoldige brøst måtte nødvendiggöre en idelig indgriben fra hans side, og det måtte da ligge nær for kongen også ved den verdslige magt at støtte hans bestræbelser. Da domkapitler aldrig var bleven indrettede på Island, tog ærkebiskoppen med domkapitlet i Trondhjem fra 1237 udnævnelsen af de islandske biskopper i sin hånd, og herved fremmedes den norske indflydelse yderligere. Endvidere lå det i tidens ånd, at et kongeløst statssamfund ansås for en utilbørlighed, så at endog en i Norge 1247 tilstedeværende pavelig legat fandt sig beföjet til at opfordre Islænderne til som alle andre kristne at underkaste sig en konge. Mere og mere fæstnede sig også den opfattelse, at den norske konges krav på rådighed over islandske anliggender gennem de mange hövdinger, der ved at gå i hans tjæneste underkastede sig den norske hirdret, ikke helt lod sig afvise. Brød de islandske håndgangne mænd deres troskab mod lensherren, kunde han påstå sig berettiget til at inddrage deres ejendom og godedömmer; dræbtes hans hirdmænd i islandske fejder, kunde han med en vis ret kræve bod.

Af disse forviklede forhold benyttede den norske konge Håkon Håkonssön den gamle (1217—63) sig med stor snildhed, og allerede för Islands formelle underkastelse var kongen vistnok i besiddelse af landets fleste godedömmer. Der er næppe tvivl om, at kong Håkon under sit ivrige arbejde for at vinde herredømmet over Island ansporedes ved overbevisningen om at virke for en god sag, og at Norge under kongelig styrelse var nåt videre i ordnede samfundsforhold, landefred og sædelig vandel end Island, hvor et myndigt overordnet tilsyn i höj grad havde manglet. Heri var den islandske gejstligheds stilling for en stor del skyld. De islandske præster var ganske afhængige af de verdslige stormænd. Nogle var oplærte til deres stilling af kirkeejeren og som følge heraf ved lov bundne til den pågældende kirke, de andre lejedes af kirkeejeren til at besørge gudstjænesten hos ham; i bægge tilfælde levede de vistnok i almindelighed i hans husstand blandt de andre tjænestefolk eller drev selv på bondevis jordbrug. Endelig havde en stor mængde af høvdingerne en eller anden gejstlig grad for at nyde de med standen forbundne fordele, men som regel vistnok uden at forrette gudstjæneste, og blandt disse valgtes sædvanlig biskopperne, så længe valget foregik på Island af øens stormænd. Mange af landets store gårde var kirkeejendom, men giverens slægt havde bevaret besiddelsesretten, så at de sædvanlig beboedes af en eller anden verdslig høvding, mod at han lod gudstjænesten besørge. At den kirkelige myndighed under disse omstændigheder blev svag, er en selvfølge; og at usædelighed, utæmmet hævnsyge i brutal form, svig og uordholdenhed greb foruroligende om sig, fremgår så vel af begivenhederne selv som af ærkebiskoppernes formaningsskrivelser. Men, — de samme forhold, som virkede hæmmende på fremgang i kirkelig moral, fremmede de litterære interesser på national grund. Mellem gejstligheden og den øvrige befolkning var ingen kløft, cølibatet var ikke trængt igennem, romerkirkens ånd og den strængt kirkelige dannelse var vistnok kun lidet udbredt, men boglig kundskab, navnlig læsning og skrivning langt almindeligere end andensteds, og af Sturlunga saga fremgår, at de fleste mere ansete mænd på den tid har kunnet læse og skrive, og adskillige breve er her bevarede. Denne læse- og skrivefærdighed fik en ganske særlig anvendelse ved syslen med det righoldige sagastof, og om den interesse, hvormed denne litteratur omfattedes, og de dybe rødder historisk fortælling og versdigtning havde slået, findes i Sturlunga saga talrige vidnesbyrd. Særlig opmærksomhed fortjæner nidviserne og efterretningerne om danseviser, ligeså de mange drömmeviser, der afspejler menigmands stemning.

Sturlunga sagas brogede stof, som — foruden sagnet om Geirmund Helskind — omfatter tiden c. 1100—1300, er efter anlæg og forfatter-ejendommelighed forskelligartet: bygdesagaer, sagaer af mere biografisk karakter eller forsøg til en landshistorie. Men i visse henseender danner de dog alle en modsætning til den ældre saga-litteratur; stoffet er ikke ved mundtlig genfortælling fra slægt til slægt blevet sigtet, men giver öjenvidners beretning, hvor det uvæsenlige ikke er udskilt og navnlig en mangfoldighed af bipersoner beholdt. Dette gælder i höjeste grad den egenlige Sturlungetid, fra c. 1200. Men mangler end fjærnsyn og den tilstrækkelige forskel på småt og stort og sporer man end kun sjælden hos de optrædende personer höjere formål, får man netop på grund af de mange enkeltheder et omfattende materiale til belysning af alle sider af tidens kulturliv, og som udprægede fortrin må fremhæves de fortrinlig gennemførte samtaler, hvorigennem personerne karakteriseres, og en rigdom af livlig fortalte og spændende optrin. Ikke mindst fængslende er de bidrag man her får til indblik i tidens trosliv: med gentagne overtrædelser af de simpleste pligtbud, samtidig med at troen på kirkelærdommen forblev aldeles urokket og man forretningsmæssig gik ud fra, at en forseelse regelmæssig lod sig udslette ved en passende bodsydelse, og ved siden heraf enkelte glimt af virkelig syndsbevidsthed.

Ejendommeligt for Sturlas værk, som jo hovedsagelig behandler hans egen slægt (Islændinge saga i dens oprindelige form), er, at han ligesom føler sig tynget af sit forhold til disse personer. Han står dem for nær til at få et virkeligt overblik over dem. Derfor mangler i en så påfaldende grad karakteristik så vel som ydre beskrivelse af de her optrædende Sturlunger, og omhyggelig undgår han enhver endog indirekte dom over disse mænd. Dette gælder også den som forfatter af den yngre Edda og Heimskringla berömte Snorre Sturlason; men skal han uden hensyn til sit forfatterskab værdsættes efter hvad der i sagaen foreligger om ham, kan dommen ikke blive gunstig, og på en mærkelig måde har hans handlinger helt igennem skæbnesvangre og beklagelige følger. Det helt forskellige indtryk man modtager af hans politiske personlighed og den i hans værker rådende ånd, lader sig måske bedst forlige ved i ham at se en æstetisk anlagt natur, hvis karakter ikke stod på höjde med hans begavelse, og som tillige synes at have manglet det personlige mod, som fandtes hos de fleste andre af tidens fremtrædende mænd. — Er Islændinge saga tilsyneladende skrevet uden tendens, gælder det modsatte om Tord kakales saga, der fordeler lys og skygge meget ulige mellem Tord og hans modstander Kolbein unge, som i virkeligheden synes at have været en af Islands hæderligste og selvstændigste høvdinger. Både om ham og Gissur Torvaldsson gælder det, at de kun modstræbende droges ind i partistriden, og særlig for Gissur var et vist behersket mådehold ejendommeligt, om han end på en uhyggelig måde tilsidesatte ethvert hensyn, også tro og love, overfor modstandere, hvis handlinger havde vist ham, at han fremtidig ikke kunde tro dem. Betegnende for disse to mænds stilling er den kærlighed, hvormed de undergivne (tingmændene) i det nedarvede herredömme har omfattet dem, medens de øvrige hövdinger væsenlig kun stod i nært forhold til en större eller mindre flok partigængere.

Tord kakales optræden sætter skel i Islands historie. Stormændene optræder nu som høvdinger efter norsk mønster, omgiver sig med hird og tilstræber fyrstelig magt; man fører krig, som var man hersker over et rige, betragter og behandler fremmede områder som et fjendtligt land osv. Men også nye æresbegreber trænger sig ind fra det norske hirdliv: grundsætningen om kirke- og kvindefred, troskab mod hirdfæller og herre m.