Sturlunga saga 3

By Kristian Kålund

Sturlunga saga skildrer den voldsomme periode, som kaldes Sturlungetiden og de begivenheder, som bringer Island på randen af borgerkrig. Sagaerne dækker perioden 1117-1262, hvor landet mister sin selvstændighed. Bind 3 indeholder: Tord Kakales saga, Svinfellinga saga, Gissurs saga og Torgils skardes saga.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 6, 2021
• ISBN: 9788743065364

Kristian Kålund

Kristian Kålund (1844-1919): dansk filolog, som var tilknyttet det Arnamagnæ-anske Institut i København. Ud over sin oversættelse af Sturlunga saga udgav Kålund bl.a. tekstkritiske udgaver af flere af sagaerne, en historisk-topografisk be-skrivelse af Island og et et omfattende katalog over tekster i håndskriftsamlingen.

Book preview

Indhold

Udgiverens forord

Tord kakales saga

Svinfellinge saga

Gissurs saga

Torgils skardes saga

Kort

Slægtstavler

Udgiverens forord

Da Kristian Kålund i 1904 udgav sin to-binds oversættelse af Sturlunga saga, var det første gang denne samling af samtidssagaer blev oversat til dansk. For udgivelsen stod Det kongelige nordiske Oldskriftselskab, hvor Kålund selv sad som sekretær. Mere end et hundrede år er gået siden og alligevel har Sturlunga saga hverken været genoversat eller genudgivet i Kålunds oversættelse.

Den nærværende udgave indeholder hele Kålunds oversættelse inklusive hans værdifulde indledning, fyldige noteapparat, oversigter og kort. Kun navneregisteret er udeladt. Enkelte åbenlyse småfejl i teksten er rettet uden kommentarer. Desuden er sagaerne i denne udgave fordelt over tre bind.

Carsten Lyngdrup Madsen

Heimskringla Reprint

Tord kakales saga

¹

Da der var gået en vinter efter Snorre Sturlasons død, indtraf forskellige tildragelser, som senere hen affødte mange begivenheder. Fra sydlandet rejste Gissur Torvaldsson bort og fra Øfjorden foregik Urøkjas afrejse Denne høst ankom fra udlandet til Gåsar Tord Sighvatsson tillige med Jon Sturlason, som den gang endnu var i barnealderen, her landede også hans moder Solveig og hendes døtre²; på dette skib var Jon lindeås styresmand. På denne tid var Kolbein unge den mægtigste hövding på nordlandet og havde underlagt sig den störste del af landet. Da Gissur forlod landet, havde han sat sin frænde Hjalte i sit sted, og han og Kolbein skulde hjælpe hinanden, hvis der skete et angreb enten på sydlændingerne eller nordlændingerne³. Af Dufgussönnerne blev også Svarthövde og Kolbein jagede i landflygtighed; Björn skulde sværge Kolbein ed på aldrig at være imod ham, hvem han end havde at göre med⁴. Sturla Tordsson blev voldelig greben sammen med Urøkja ved Bro og skulde enten forlade landet eller skaffe 11 af de bedste mænd i Vestfjordinge-fjærdingen med sig; de skulde sværge Kolbein tylvtered på, at hverken Sturla eller nogen af dem vilde være Kolbeins modstander, selv om Tord ankom eller nogen ellers rejste ufred imod ham. Præsten Povl Hallsson rejste da til nordlandet og ligeledes præsten Ketil Torleiksson, Gunnstein Hallsson og hans sön Vigfus, Torodd præst samt alle de anseteste mænd fra de bygder Sturla styrede, hvorefter Sturla og disse mænd i forening med ham svor ed, og derpå red han hjem.

Samme sommer red Einar Torvaldsson og Tordis Snorredatter ledsagede af de anseteste bønder fra Isafjord til Kolbein på nordlandet; de fik her en hæderlig modtagelse og gode gaver⁵, og ved afskeden med ham gik de ind på alt hvad Kolbein ønskede eller forlangte. Einar Jonsson, Einar byrde og ialt 6 af Kolbeins følgesvende red med dem til vestlandet, og da de kom til Stad i Steingrimsfjord, sendte de bud til Asgrim Bergtorsson på Kalladarnæs. Han begav sig da til dem og bandt sig ved ed til troskab mod Kolbein, skönt han i begyndelsen var uvillig⁶. Men da det blev bekendt, at enten skulde alle mænd i Vestfjordene aflægge ed til Kolbein eller lide overlast, gik det ham som andre, da der ikke var nogen udvej, at han holdt ikke andet for tilrådeligt end at göre hvad der forlangtes. Derefter red de vestpå til Isafjord og stævnede bønderne til et møde, hvor de forebragte eds-sagen. Her var, som man kunde vænte, ingen vanskeligheder; ti mange af de betydeligere bønder var Kolbeins venner, og desuden ønskede alle at være Einar og Tordis til vilje. Således svor alle bønderne Kolbein ed. Derefter drog de og Tordis til Bardastrand og holdt møde med hövdingerne; de stævnede Gisle fra Sand til sig og forkyndte Kolbeins budskab, at Gisle skulde sværge ed eller være udsat for så meget mere fjendskab af Kolbein som han havde deltaget i flere fjendtligheder mod ham end andre mænd⁷. Gisle svarede, at han aldrig vilde aflægge ed til Kolbein, og det kom nu til trusler og fjendskab fra bægge sider. Der var til stede præsten Eyvind Torarinsson, en brav og höjættet mand, som sædvanligvis plejede at stifte fred mellem Gisle og andre mænd, hvor det behøvedes; der var også Eyvinds søstersön Torarin Kolleson. De kaldte Gisle til en samtale og bad ham betænke, hvor farlig stillingen var, og at nu havde han hverken Sighvat eller Sturla til at hjælpe sig, eller nogen anden af dem, som havde været hans bedste støtter. Gisle svarede, at Kolbein og de mænd, som havde voldet Sighvats og Sturlas død, fortjænte noget andet end at han svor dem troskab. Eyvind sagde da, at han måtte tage hensyn til ikke at handle således, at han selv led overlast og bygden ramtes af ufred, som alle vilde anse ham for at være skyld i. Gisle erklærede dog aldrig at ville sværge Kolbein Arnorsson ed, hvad det så end skulde koste. Eyvind tav nu en stund og sagde da: »sværg du da Kolbein unge eden; jeg har en sön, som hedder Kolbein og er opkaldt efter Kolbein Sighvatsson, og din ed kan da blive ret, når du ved med dig selv, at du tænker på at sværge til ham«. Gisle svarede, at det vilde han efter deres råd göre Med denne plan opsøgte de da Einar og nordlændingerne, og Eyvind sagde, at Gisle vilde give efter for hans og sine andre venners bönner. Einar Jonsson forelagde Gisle eden, og han svor på den måde, som Eyvind præst og han havde aftalt, uden at nogen mand gennemskuede dette. På dette møde aflagde derefter alle de bønder ed, som var opfordrede hertil, og dernæst skiltes man ikke bedre venner end da man mødtes. Derefter drog Einar og hans følge nordefter i fjordene, hvor alle de betydeligste bønder, med undtagelse af nogle få, aflagde ed; Sande-Bård og nogle andre vilde ikke sværge. Efter dette rejste Kolbeins mænd tilbage, og Kolbein fik nu på den måde, som her er fortalt, herredömmet over Vestfjordene.

Samme høst drev modvind Torfinn tilbage i Hrutafjord; på det skib var Dufgus-sönnerne ombord og mange andre islandske mænd, de red hjem til Hjardarholt⁸. Björn klods ledsaget af Torstein Hjalmsson begav sig da til nordlandet for at træffe Kolbein; de skulde søge at udvirke fred for de to brødre hos Kolbein. Da de var komne op på halsen ved Svinavatn, kom en mand ridende dem imøde, som hed Jon og kaldtes krigsmand. Torstein spurgte ham om nyt. Han fortalte dem, at der var landet et skib ved Gåsar og at der var ombord Tord Sighvatsson og flere andre islandske mænd. Torstein spurgte, hvor Jon skulde hen. »Jeg skal rejse til Vestfjordene«, svarede han, »for at træffe dig og de andre storbønder«. Torstein spurgte hvad ærendet var. Jon svarede: »Kolbein har sendt bud om, at hvis Tord viser sig nogetsteds her, skulde man gribe ham og føre ham til Kolbein«. Torstein bad ham opsøge de andre bønder, »men vi«, sagde han, »vil ride til Kolbein«. Dermed skiltes de; Jon red vestpå og Torstein og Björn fortsatte vejen, men da de og Jon ikke længer kunde se hinanden, sagde Björn til Torstein: »nu har jeg spurgt sådanne tidender, at jeg vil vende om og ikke ride længere«. »Hvorfor mener du det«? spurgte Torstein. Björn svarede: »jeg ved, at mine brødre vil begive sig til Tord så hurtig de kan, hvad jeg end lover Kolbein, og dem vil jeg følge«. Torstein blev ilde til mode herved, men sagde, at han skulde have sin vilje. Dette foregik ved dagmåls-tid⁹. Björn vendte nu tilbage og red fra nordlandet uden at besøge nogen mand; han kom hjem til Hjardarholt lidt ud på natten og vækkede sine brødre, hvem han fortalte disse tidender. De blev glade herover og syntes han havde båret sig godt ad; de sad nu hjemme en tid.

Tord kakales farefulde stilling

Da Tord landede i Øfjord, var der nogle af Kolbein unges tjænestekarle til stede; de red i hast til Skagafjord og opsøgte Kolbein, hvem de fortalte, at Tord var ankommen til landet. Tord kom i land sidste lördag för den senere Marie-messe¹⁰, som indtraf på en mandag. Ved købstævnet dêr var mange af de betydeligere bønder, som havde været hans faders trofaste venner. Hans moder Halldora og hans andre frænder kom til ham, og alle blev i førstningen glade over ham, men da de overvejede, hvor stor Kolbein unges magt var bleven, forekom det dem næsten, at Tord allerede var død, og de sorger, som Halldora havde lidt, vækkedes på ny¹¹; ingen af hans frænder trøstede sig til at hjælpe ham, og menigmand var så ræd, at ingen turde tale andet med ham end hvad der hørtes af alle; mange var desuden indviklede i tvistigheder med Tord, de nemlig, som havde overtaget ejendomme, som hans fader og brødre havde besiddet. Da Tord så, hvorledes alle var skræmte til modstand mod ham ved Kolbeins magt, så at enhver mente at sætte liv eller ejendom på spil, hvis han gjorde ham noget godt, skaffede han sig heste og red ind i herredet. Han red først til Grund. Der, på hans fædrenearv, boede da Styrme Toreson og Sigrid Sighvatsdatter; de havde to börn, en sön Teit og en datter Halla, Teit var da ikke hjemme, men var rejst ud til Grimsø. Da Sighvat og Sturla var døde, havde Kolbein ladet afholde skifteret efter Sighvat og erklærede ham formueløs. I denne sag indviklede han alle de anseteste bønder i Øfjord enten ved at lade dem göre krav på gods, som de påstod tilkom dem hos Sighvat og hans sönner, eller lade dem med eller mod deres vilje købe disses ejendomme og give deres eget frie gods derfor, så at hele befolkningen des mere kunde være tvungen til modstand mod Tord, hvis han kom til Island. Han lod også, som han købte noget af gården Grund af Halldora og Tume, og gav dem til gengæld ejendomme i Skagafjord, hvor hun og hendes sön da boede på Tværå. Kolbein antog, at Tume her vanskeligere kunde rejse nogen modstand, da han var omgivet af fjender. Styrme og Sigrid Sighvatsdatter forjog han til Øfjord, medens de hidtil havde bot i Bjarnastadahlid. Han frygtede for, at de her skulde sidde som spejdere, og sagde, at Sigrid havde ytret, at det var passende, at hun indtog sin faders sæde. Sigrid sagde, at Kolbein kunde fordrive hende fra hendes gård, »men aldrig ansér jeg mig for at eje Grund, selv om jeg bosætter mig der«; dog måtte dette, så vel som andet, forblive som Kolbein vilde det. Da Tord ankom til Grund, kom abbed Arne og Gudmund Gilsson til ham og bad ham skynde sig bort så hurtig som muligt, da Kolbein vilde sende folk ud efter ham, så snart han erfarede hans ankomst. De fleste forestillede Tord, at hans svoger Halvdan¹² var den han med störst sandsynlighed kunde vænte nogen bistand af på grund af hans midler og hans æt, og da desuden Tords søster Steinvör var en meget kraftig kvinde, som vistnok vilde drive sin mand Halvdan frem. Tord fattede da den beslutning at ride til sydlandet. Han havde denne gang ikke större følge med sig fra Øfjord end to mænd, Snorre Toralvsson, som havde ledsaget ham til Island, og en mand ved navn Håmund Torsteinsson som kaldtes öje, og som var deres vejviser. De red nordefter over Vadlahede og så op på Sand ad den nordre vej.

Tord søger bistand hos sin svoger Halvdan Sæmundsson

Da Kolbein unge erfarede Tords ankomst til landet, sendte han straks 30 mand nordpå til Øfjord; det var hans huskarle. Da de kom til Gåsar, gennemsøgte de alle boder med våben i hånd, men fandt, som vænteligt var, ikke Tord. Derover var de ilde tilfreds med deres færd og greb Leiv østmand, som senere kaldtes Knarre-Leiv der havde været Tords ven og fælle; ham lod de til at ville fodhugge og tog alle de våben, som tilhørte købmændene. Alle købmændene blandede sig i sagen og erklærede Leiv for sagesløs; de slap da Leiv løs, men røvede fra to islandske mænd, Styrkår Einarsson og Torbjörn skak, til en værdi af 30 hundreder. Derefter vendte de tilbage og berettede Kolbein, at Tord var redet op på Sand. Kolbein sendte straks bud til Hjalte biskopssön og bad ham tage sig i agt og at udsætte vagter, han mente det vilde være nyttigst. Hjalte var hjemme og forøgede sit mandskab noget. Tord fortsatte sin vej, til han kom til Keldur, hvor Halvdan og Steinvör tog godt imod ham. Da Tord havde været få nætter på Keldur, bad han sin svoger Halvdan og sin søster Steinvör om en samtale. Han sagde, at det vilde være dem bekendt, hvilken stor skade han havde lidt ved faders og brødres død, »og», tilföjede han, »ligeledes er alle vore ejendomme tagne, og selv har jeg ingensteds fred«. Han fortsatte: »nu er jeg kommen hid, svoger, til eder, for at bede dig om nogen hjælp, og prøve, om gud giver den stund, at vi på en eller anden måde kunde få oprejsning. Af ingen mand mener jeg med så megen rimelighed at kunne vænte hjælp som af dig, dels på grund af slægtskab, dels fordi du ved velstand og anden styrke har bedre vilkår end nogen anden af mine pårørende; I to er også de, af hvem jeg vænter det bedste i denne sag«. Steinvör gav herpå et godt svar og sagde, at det var selvfølgeligt for Halvdan at vise hvad han duede til og hjælpe Tord af al magt, skönt han hidtil havde skyet ufred; »jeg har hidtil«, sagde hun, »ikke ægget ham til at blande sig i farlige sager, men nu vil jeg forkynde, at det vil stå dårlig til med vor enighed, hvis du ikke hjælper min broder Tord; i så fald vil det ske, som er imod skik og orden, at jeg tager våbnene og forsøger, om nogen folk vil følge mig, men dig vil jeg da overgive fadeburs-nøglerne«. Steinvör fortsatte en tid sin heftige tale, men Halvdan lyttede til i tavshed. Da Steinvör tav, tog Halvdan til orde: »jeg tror, at her vil behøves mere end heftighed alene, dersom denne sag, som Tord nu begynder, skal gennemføres. Jeg ved bedst selv, hvad slags mand jeg er, storstrid egner jeg mig ikke for, og jeg er temlig til års; altid har jeg været uvillig til at blande mig i vidtløftige sager, og det forekommer mig, at de, som slutter sig til denne sag, vil få næsten alle landets folk mod sig. Jeg vil først vide, hvilken styrke Tord får andensteds, der hvor hans frænder og venner er. Hvis Tord kommer her nogenlunde mandstærk, vil jeg senere forene mig med ham«. Steinvör tilskyndede stærkt hertil. De blev alle tre enige om, at Tord skulde begive sig til Vestfjordene og forsøge, hvilke mænd der vilde hjælpe ham; Halvdan sagde, at dêr var mange mænd, som havde sorger at hævne på Kolbein og sydlændingerne, og at de desuden var ivrigre efter ufred end han og hans mænd.

Tord begiver sig til vestlandet

Tume Sighvatsson boede den gang i Arnarbøle. Han kom straks til Keldur, da han hørte, at Tord var kommen, og de to brødre glædede sig meget ved at mødes. Tume og nogle mænd med ham sluttede sig til Tords vesterridt. Der var en mand ved navn Nikolaus Oddsson, hvis fader Odd stammede fra Østfjordene; hans moder Herdis var en datter af Börk på Baugsstad. Nikolaus var Halvdans følgemand; han var en stor, stærk og forstandig mand; ham fik Steinvör og Halvdan til at ledsage Tord. En mand ved navn Börk Gudmundsson sluttede sig ligeledes til færden med Tord. Brødrene Tord og Tume var i alt henved 20 mand, da de red fra Keldur. De red vestpå over Tjorså og drog gennem herredet, uden at Hjalte biskopssön blev dem vâr. De red da vestefter til Borgarfjord og videre til Dalene. En mand ved navn Sverting Torleivsson boede dengang i Hvam¹³. Tume drog did og var der, medens Tord rejste til Vestfjordene. Efter at Urøkja var dreven i landflygtighed, spredtes den flok viden om, som havde fulgt ham. Men da de hørte, at Tord var kommen til Dalene, anså de ham for den, som snarest kunde rejse sig mod hans fjender, og de strömmede næsten alle til ham; han modtog de fleste af dem vel. De ypperste i denne flok var hans frænder Dufgus-sönnerne Björn køgil og Kolbein grane, Dufgussönnernes fædrene søskendebarn Torgeir Rodbjartsson, som kaldtes stavsende, Gudmund Jonsson, som kaldtes mulm og var en sön af Svein Sturlasons datter Tordis, Asgrim kofod og flere andre, som vi ikke her nævner alle. Tord red vestpå til Saurbø; Sturla Tordsson boede da på Stadarhol, og Tord fik der en god modtagelse. Da han havde været der en nat, havde Tord og Sturla en samtale. Tord sagde, at det var blevet ham fortalt, at Sturla var den betydeligste og forstandigste mand i de egne af hans frænder; »jeg har også hørt«, fortsatte han, »at du har taget dig den skade nær som vi led på Örlygstad, du har altid siden hjulpet de af mine frænder, som havde oprejsning at søge og jeg håber, at du også vil handle således mod mig. Man har fortalt mig, at din og Urøkjas skilsmisse var dig så meget imod, at du kunde være til sinds at hjælpe den, som vilde hævne dette«. Sturla svarede, at han var i en vanskelig stilling, »I vil have spurgt«, sagde han, at jeg har svoret Kolbein unge ed, og at ved den ed er alle de bedste mænd i min bygd forpligtede«. Tord sagde, at de eder alle havde været aftvungne. Sturla erklærede, at han vilde støtte ham så meget han formåede, og at han skulde være rede med den hjælp, som han vilde yde, når Tord kom vestfra.

Tord drog derfra vestpå over Bredefjord til Bardastrand. Der boede i Hage præsten Eyvind Ragnheidsson, således som för er fortalt. Han var gift med Torunn Gelledatter; hvis moder var Vigdis Sturladatter. Gisle Markusson boede på Raudesand; han var gift med Torunns søster Tordis Gelledatter og således besvogret med Tord. Han var den mægtigste bonde vest for Arnarfjord, men var da meget til års. Han havde hele sit liv været på tog, først med Sighvat og dernæst med Sturla, da denne kom til Dalene; ingen mand havde været en oprigtigere tilhænger af Sturlungerne under alle stridighederne end han, men han havde også hos dem sin hele støtte og behøvede ofte deres hjælp, da han var en meget voldsom mand. Gisles ægtefødte sönner var endnu langtfra voksne, men han havde mange uægtefødte sönner, som havde nåt den voksne alder. Da Tord kom til Hage, sendte han bud efter Gisle og stævnede til sig alle de bønder, som havde nogen forstand på sagen. Tord forebragte da sit ærende, først for Gisle og dernæst for hele forsamlingen; han bad Gisle om at drage til sydlandet for at støde til Halvdan, og ligeledes alle andre, som vilde øge hans flok. Han opregnede sine genvordigheder, som var mange, og sagde, at hans skade og almuens i disse bygder faldt sammen, og at det sömmede sig vel, at han var lederen i disse sager, men at de fulgte ham efter. »Da vil et af to snart ske«, sagde han, »at vi vil få oprejsning eller falde ved vore frænders fødder, og bægge vilkår er gode, hvilket der end times os«. Gisle svarede, at han nu var for gammel til at gå i strid, og at det var tid for ham at høre op, skönt nødvendigheden krævede, at alle tog sig sammen og ydede Tord hjælp. »Den ed jeg har svoret Kolbein«, sagde han, »er således at jeg desuagtet godt kan være hans modstander. Jeg vil give dig fire af mine sönner til følge, Tord! og ægge menigmand, så vidt som jeg kan få folk i tale, og jeg antager det vil blive en god hjælp«. Tord optog dette temlig køligt og sagde, at han aldrig havde trot, at han selv vilde holde sig tilbage. Tord drog herfra nordpå til Øre i Arnarfjord. Da boede på Øre Steinunn, en datter af Ravn, sön af Sveinbjörn, hvis fader var Bård den sorte; hendes moder var Hallkatla, datter af Einar Grimsson, hvis forfædre var Ingjald, Grim larmer og Torgils arbêns-stesönnen. Steinunn havde 6 börn, to døtre og fire sönner¹⁴. Ravn hed hendes ældste sön, den anden hed Gudlaug, den tredje Olav, den fjærde Odd. Hendes ældste datter, som hed Herdis, var gift med en mand, som vi tidligere har nævnt, nemlig Tords frænde Svarthövde Dufgusson; Svarthövde opholdt sig på Øre hos Steinunn. Hendes anden datter hed Halla.

Tord vinder sine første tilhængere

Da Tord kom til Øre, traf det sig således, at Ravn og Svarthövde ikke var, hjemme; de var rejste nordpå til et bryllup i Hjardardal i Dyrafjord. Det var aftenen för Mikkelsmesse. Straks samme nat sendte Tord en mand til Hjardardal med bud om, at Ravn og Svarthövde skulde møde ham på Sandar. Bård Torkelsson, som kaldtes Sande-Bård, boede den gang på Sandar, han var gift med Cecilia, en datter af Gudmund Sigridsson. Da de fik Tords budskab, rejste de til møde med ham på Sandar. Tord bad om en samtale med Ravn, Svarthövde og Bård, sagde hvad hans plan var og at han først og fremmest væntede sig noget godt af sin frænde Svarthövde. Svarthövde svarede: »jeg tænkte, da din broder Sturla blev dræbt for os og alle vi mishandlede og beskæmmede, at vi vilde være glade, om nogen vilde hævne dette; du skal heller ikke behøve at bede om den hjælp, som vi kan yde dig«. Bård sagde, at han vilde tage samme beslutning som folkene fra Øre — »det har længe vist sig godt for mig«. Bård var Ravns landsæde. Tord spurgte: »hvem er den unge mand dêr? hvorfor siger du ikke din mening«? Denne svarede, at han hed Ravn og var en sön af Odd. Tord sagde, at han havde hørt ham omtale og spurgte: »vil du slå følge med os«? Ravn sagde, at han var ung og lidet egnet til at gå på tog; »jeg har hidtil kun lidet deltaget i hövdingefærd«, sagde han, og han vidste ikke om han var tilstrækkelig hærdet, da han næsten endnu var et barn. Ravn var 16 år på den tid Tord kom til Vestfjordene. Tord mindede om, at Ravn havde tvingende årsag til at være Kolbeins modstander på grund af hans morbrødres drab; »med undtagelse af min fader Sighvat og hans sönner omkom der ingen så höjbyrdige mænd som Sveinbjörn og Kråk«, sagde han. Ravn svarede hertil: »det skal heller ikke ske, at jeg både kun lidet kan hjælpe dig og uvillig yder dig den hjælp jeg formår«. Tord takkede ham hjærtelig og sagde, at Ravns bistand vilde være ham af stor betydning ved de mægtige frænder, som han havde.

De störste bønder i fjordene, da Tord ankom, var disse: Jon Torkelsson boede på Alvtamyre og var gift med Gudrun, en datter af Tomas i Selådal; hendes moder var Tord Sturlasons datter Halla. På Lokinhamrar boede Guttorm, en sön af Helge Sveinsson; hans moder hed Turid, en datter af Ravn Sveinbjörnsson; Guttorm havde på Örlygstad mistet sin fader og to morbrødre. På Myrar boede Bjarne Brandsson, som var en anset bonde; på Holt i Önundarfjord boede præsten Steindor Steindorsson, på Kirkebol boede Gudmund Sigridsson. I Isafjord boede følgende bønder: Sigmund Gunnarsson boede i Sudavik og havde til hustru Herdis Ravnsdatter, som først havde været gift med Eyjulv Kårsson og med ham havde en sön ved navn Eyjulv. Einar Torvaldsson var endnu ung af alder, og hans moder Tordis boede sammen med ham i Vatnsfjord. Den foregående sommer var Illuge Torvaldsson bleven dræbt; over dette drab blev bønderne i Isafjord så fjendske mod Urøkja, at de vilde anfalde ham. Hovedmanden herfor var Povl Bårdsson fra Öger, hvis moder var Valgerd Snorredatter; han var et mødrene søskendebarn til Illuge. Da Urøkja opdagede dette, flygtede nogle af dem, som havde deltaget heri, og deriblandt Povl, til Kolbein på nordlandet og blev hans fortrolige venner, som för er sagt. I Tærnevik boede Tormod Hjalmsson; Aron, en sön af Halldor Ragnheidsson, boede i Öger; Tord Henriksson boede i Reykjarfjord; Atle Hjalmsson boede i Grunnavik.

Tord Sighvatsson rejste nordefter til Hjardardal og ankom hertil, för folk var draget bort fra brylluppet. Der var alle de anseteste mænd vest for Isafjord. Tord holdt der en lang tale. Han begyndte med at kræve af alle mænd dêr hjælp og så hurtigt opbrud, at alle skulde være komne i Saurbø alle helgens messe¹⁵. Da Tord havde endt sin tale, syntes folk at mærke, at han vilde være en forstandig mand, dersom han kunde beherske sin heftighed; det forekom dog folk, at han talte noget tungt i begyndelsen, men desto dristigere og mere veltalende blev han, jo længere han havde talt og jo flere folk der var til stede. Først svarede de mænd, som høsten forud havde forpligtet sig med ed til Kolbein; de sagde, at det ikke sömmede sig for dem at anfalde Kolbein, så længe han ikke forbrød sig overfor dem; det kunde ikke nytte at stræbe efter, at de skulde rejse sig med Tord, men i øvrigt vilde de være hans venner. Tord svarede, at han skulde göre den ende på sine vanskeligheder, at beboerne af Vestfjordene skulde blive nødte til enten at være med ham eller imod ham, »og så meget har jeg foresat mig, når jeg kommer tilbage fra denne færd, at jeg skal straffe de af eder efter fortjæneste, som nu opfører sig værst«. Bønderne svarede, at der var flere end nok, som han havde ondt at gengælde, selv om han ikke brugte trusler mod dem. Tord sagde hertil, at de ikke behøvede at minde ham om hans sorger. Det kom til gensidige trusler, og bønderne sagde, at dette ikke skulde få dem til at give efter. Hermed skiltes de. Tord drog om aftenen til Sandar; næste dag tilbød Bård ham sin hele husholdning, og denne overtog Tord. Dette ansås for overmåde höjsindet.

Tord rejser mandskab i Vestfjordene

Kort efter sendte Tord sine mænd ud i fjordene for at kalde folk til opbrud, medens han selv begav sig nordpå til Önundarfjord; han fik her nogle få folk. Derfra drog han ind til Isafjord, hvor han næsten ingen mænd fik, men Isfjordingerne, Kolbeins venner, sendte denne underretning herom. Tord rejste videre nordpå til Steingrimsfjord; her boede Asgrim Bergtorsson i Kalladarnæs, som vi för berettede. De to frænder mødtes, og Tord opfordrede ham til at følge med og sagde, at det mindst kunde sömme sig for ham ikke at slutte sig til færden, »først«, fremhævede han, »på grund af slægtskabet, dernæst fordi min broder Sturla så meget hjalp dig frem, og endelig ved det indtryk, som du har modtaget af mishandlingerne på Örlygstad, hvor du så dine frænders død og de mænds, som du aldrig vil glemme«. Asgrim undslog sig på mange måder og snildt, og anførte lovsteder derimod, ti han var meget klog; først undskyldte han sig med de eder han havde svoret Kolbein, derhos sagde han, som sandt var, at han sad temlig nær ved nordlændingerne til at være i fjendskab med dem. Tilsidst trak han sig således tilbage, at han erklærede intetsteds at ville drage med. Derpå talte Tord med de andre bønder, men de undslog sig alle, da de fik at vide, at Asgrim vilde sidde hjemme.

Der var en mand ved navn Asbjörn, sön af Gudmund smed Salomonsson; han var en ugift mand, rask, men af ringe æt. Han gik frem for Tord og sagde: »hvad skal det betyde, at du ingen andre mænd opbyder til denne færd end bønder¹⁶? vil du ikke bruge andre? Jeg vil tilbyde at følge dig og tror at kunne nytte dig langt mere end en eller anden bonde. Overlad mig en flok mænd, og jeg vil da forsøge at opbyde bønderne, det passer sig bedst, at vi får med hverandre at göre, ingen af parterne fortjæner skånsel«. Tord syntes godt om dette og gik ind herpå. Næste morgen overlod Tord Asbjörn ni mand, som han alle tilsammen kaldte gæster¹⁷. Asbjörn drog da ud langs Steingrimsfjord; de fleste af bønderne var borte fra deres gårde og havde skjult sig, da de havde hørt et rygte om denne plan den foregående aften; men de, som var hjemme, måtte alle følge med. Asbjörn fortsatte vejen, indtil han kom til Husavik. Der boede en bonde ved navn Högne. Han var borte, men Asbjörn tog hans kone og førte hende med sig; han mente, at bønderne da vilde ride efter ham, så at man kunde mødes med dem. Husets folk lod Högne vide, at hans kone var bortført. Högne satte da efter Asbjörn og hans mænd selv fjortende. De mødtes ved en høgård. Högne forlangte, at Asbjörn skulde slippe hans kone, Asbjörn svarede, at hvis de vilde følge med ham, kunde hans kone drage hjem. Bønderne vilde ikke dette og sagde, at han havde fortjænt andet for sådanne gærninger, og det kom til trusler mellem dem. Asbjörn æggede bønderne til et anfald, men uden nogen virkning; da slyngede han et spyd og sagde, at han skulde göre dem kede af at forfølge Tords mænd en anden gang. Spydet ramte Högne i lysken og løb ned i låret; det var et stort og livsfarligt sår, og det var den første legemsbeskadigelse, som Tords mænd tilföjede. Da sluttede nogle bønder sig til dem, men andre bragte Högne hjem.

Tord red fra Steingrimsfjord sydpå til Saurbø; der mødtes hans flok og de, der kom længere vestfra, det var aftenen för alle helgens messe. Her traf Tord og Sturla hinanden. Tord spurgte nu, om Sturla var rede til at følge ham. Sturla svarede, at han ikke kunde bekvemme sig til under disse forhold at bryde sine eder og de mange mænds som havde svoret sammen med ham »men«, sagde han, »det vil vare kort, för nordlændingerne bryder deres ord til mig, og da skal man ikke behøve at søge mig bagest; dog vil jeg nu ride med dig sydpå til Borgarfjord, hvis du ønsker det«. Tord var utilfreds med svaret og sagde, at han vidste ikke, hvad nytte han kunde have heraf. Tord red syd over heden til Hvamsfjord og Sturla ledsagede ham. Der mødte hans broder Tume ham, og Tords søstersön Teit Styrmeson var da kommen fra nordlandet selv syvende. Tord red så med hele flokken sydefter til Dalene og sammenkaldte her alle de anseteste mænd og overlagde med dem, hvorhen man skulde vende sig. Man undersøgte nu, hvor meget mandskab man havde, og der var henved 2 hundred mand; den styrke ansås ikke for tilstækkelig til med den at ride nordefter. De fleste foreslog, at Tord skulde vende sig mod syd; man mente, at forsvaret der vilde være svagere, og at der dog var grunde nok til fjendtlighed. Folkene var kun dårlig bevæbnede, og mange rådede da til, at man skulde søge derhen, hvor der var våben at få. Tord spurgte, hvor det var. Man fortalte ham da, at Loft biskopssön havde mange skjolde og et stort forråd af andre våben. Tord sagde, at han i höjeste grad fortjænte at lide nogen skam af ham, »han har længe stået os frænder imod, han var også den ivrigste i foretagendet mod min fader og broder«. Det tilrådede alle, og man fattede den beslutning at ride sydpå til Hitardal.

Tord plyndrer i Hitardal og hjemsøger Gissurs moder

På Husafell i Hitardal boede den gang Loft biskopssön. Da Tord kom op på heden fra Svinbjugsdal, kaldte han Telt Styrmeson til sig og bad ham ride forud til Hitardal og gribe Loft biskopssön, dog uden at göre ham noget, og ikke lade nogen slippe bort fra gården. Teit red forud med 15 mand; de omringede gården, men Loft var ikke hjemme, han var redet bort tidligere på dagen ned til gården under Hraun. Under Hraun boede Skule Torsteinsson. Loft blev advaret om aftenen, han red da ned til stranden og fik sig et fartöj, hvormed han satte over fjorden sydpå til Gardar; der boede den gang Torleiv Tordsson, og hos, ham var Loft en tid. Tord tilbragte natten i Hitardal. Næste morgen lod han alle heste drive sammen og ligeledes tage alle de våben, som man fandt, skjoldene blev bårne ud af kirken. Derfra drog Tord til Søndre Reykjardal; her kom til ham Tord Björnssön, som boede i Eskeholt og var gift med Margret, en datter af Tordis Sveinbjörnsdatter. Tord og Sturla mødtes den dag Tord drog fra Hitardal, og havde en samtale, hvorpå Sturla vendte tilbage; der tildrog sig da intet. Tord red videre sydefter over heden ad Skard-vejen til Laugardal og indtil han kom til Gissurs gård Tunge. Der var Gissurs moder Tora Gudmundsdatter til stede. Alt var båret ind i kirken, så at ingen som helst fødevarer fandtes i huset undtagen et kar fløter¹⁸. Tords mænd vilde slagte kvæget, men Tord forbød det og sagde, at man ikke måtte opholde sig med dette, og at krigere måtte nöjes med den mad de kunde få. Tord fik nu nys om, at Hjalte havde trukket flokke sammen nede i Floe, og bød alle mand at sadle hestene. Dette skete, og man drog afsted. Tord opfordrede de mænd, som kendte vej, til at ride foran ned i Floen. Hans broder Tume erklærede sig bestemt herimod; »alle de, som vil følge mig«, sagde han, »skal ride østpå over åerne«, og folkene skilte sig da i to partier. Man søgte nu at bevæge Tord til hellere at ride østpå over åerne og fremhævede, at der kunde man vænte sig hjælp. Tord gav efter for folks bönner og red om natten østpå til Keldur, hvor han havde en samtale med sin svoger Halvdan og bad ham om bistand. Halvdan var meget utilböjelig og sagde, at der var ingen hjælp i at han rejste sig. Tord bad ham da overlade sig mænd, som kunde hjælpe ham, selv om han for sit vedkommende vil sidde hjemme; Halvdan svarede, at han vilde spörge sine brødre til råds. Hans hustru Steinvör var meget utilfreds, men hermed red Tord bort.

Biskop Sigvard mægler forlig

Orm hed en mand, en sön af Torvald Gissurssons sön Björn, og brodersön til Gissur Torvaldsson; han boede den gang på Bredebolstad i Fljotshlid. Han var indehaver af et godedömme og havde haft megen del i Snorre Sturlasons drab¹⁹. Tord red østpå til Bredebolstad, og Orm flygtede østefter til Ver, men Tord sad på gården Bredebolstad en tid. Samme nat Tord var ankommen til bygden og så snart Hjalte spurgte, at han var her med sin skare, besluttede han sig til at ride til nordlandet for at opsøge Kolbein Arnorsson; han opfordrede bønderne til at samle sig så mandstærke som muligt i Skålaholt, og bad biskoppen bringe Tord forligstilbud og drage forhandlingerne ud, til Kolbein kunde nå at komme fra nordlandet. Biskop Sigvard red nu efter Hjaltes ønske til Bredebolstad for at træffe Tord og forhandlede om forlig på bøndernes vegne, Steinvör kom også til stede sammen med biskoppen; han arbejdede ivrigt på forlig, men Tord var meget uvillig. Biskoppen tilbød på bøndernes vegne, at 6 mænd fra hver side skulde bestemme vilkårene; dette afslog Tord, men tilbød, at Steinvör og Halvdan skulde afgöre alt uden betingelser. Hertil svarede biskoppen, at dette kunde han på bøndernes vegne hverken afslå eller indrömme, för end de selv havde truffet bestemmelse. Biskoppen drog da hjem til Skålaholt for at mødes med bønderne; han skulde så hurtig som muligt sende en mand til Tord med bud, om bønderne ønskede forlig eller ej, og tiden, da sendebudet skulde vende tilbage, blev bestemt. På denne tid gik der bud mellem Tord og Björn Sæmundsson for at forhøre, om Tord vilde anerkende det forlig, som Tume på bægges vegne havde sluttet med Björn, fordi denne havde deltaget i kampen på Örlygstad. Tord opfordrede Björn til under lejde at ride til ham, for at de selv kunde tale sammen. Björn red til Tord og traf ham på Bredebolstad. Tume trængte stærkt ind på sin broder Tord og fremhævede, at der ikke var så mange, som havde givet ham nogen oprejsning i denne sag, og at han fandt det rimeligt, at han overholdt dette forlig. Tord svarede, at Björn selv rådede mest for, om han vilde være hans ven eller uven; »men jeg vil ikke«, sagde han, »tilsikre Björn fred, för end jeg ved, hvad slags mand han vil være«. Björn sagde, at det vilde han straks vise ham, og gav Tord ærefulde gaver. Disse modtog Tord, og de skiltes venskabelig.

To dage senere end det var bestemt, kom den mand, som biskoppen sendte til Tord, og han sagde, at bønderne afslog det forlig, som Tord forlangte. Tord red da straks med sin flok til Keldur; Halvdan var redet ned til Odde, men Steinvör var hjemme. Tord sendte Dufgussönnerne Kolbein og Björn efter Halvdan, men Steinvör sammenkaldte alle bønderne²⁰ og bød dem holde sig rede til at ride samme vej som Tord og Halvdan. Kolbein og hans broder traf Halvdan og mældte ham Tords og Steinvörs budskab. Halvdan svarede, at det ikke var rådeligt at ride mod det hellige sæde efter nogle bønder, som ikke havde nogen betydning; »jeg vil ikke sætte mig i bevægelse og ingen af mine mænd«, sagde han, »Tord kan på anden måde med tiden få oprejsning overfor bønderne«; og han sendte bud til bønderne¹ og bad dem drage hjem. Da Kolbein og hans broder kom tilbage og forkyndte Tord Halvdans ord, blev han meget vred og sagde, at han vilde ride imod bønderne og se, hvorledes det vilde gå. Han vidste rigtig besked med deres styrke, at de var henved 6 hundred og havde indrettet sig på