Den ældre Edda: Olaf Hansen

By Olaf Hansen

Den ældre Edda er sammen med Snorres Edda den primære kilde til vor viden om nordisk mytologi og dermed den vigtigste kilde til forståelsen af den religiøse tankegang i det førkristne Norden.

Denne oversættelse indeholder samtlige digte i Eddaen og er forsynet med en generel indledning til Eddadigtningen og en kort indledning til hver af de to dele - gudesangene og heltesangene. Desuden har hver afdeling et kapitel med anmærkninger og noter til de enkelte kvad.

Olaf Hansen udgav sin oversættelse i 1911 og var påvirket af den tids forskning og forsøget på at finde ind til digtenes oprindelige form. Dette fremgår både af hans disposition og af noteapparatet.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 13, 2019
• ISBN: 9788743017448

Olaf Hansen

Olaf Hansen (1870-1932), som har oversat denne udgave af Eddaen, var forfatter og digter, hvilket vil fremgå af det levende og lyriske sprog i oversættelsen. Olaf Hansen udgav en række digtsamlinger, skrev skuespil og udgav to fagbøger om islandsk digtning og oversatte nyere islandsk lyrik.

Book preview

Indhold

Indledning:

Gudesange

Indledning til Gudesangene

Vølvens Spaadom

Den Højes Tale

Odin og Vaftrudner

Grimner hos Geirrød

Skirners Rejse

Sangen om Harbard

Kvadet om Hymer

Loketrætten

Kvadet om Trym

Tor og Alvis

Balders Drømme

Beretningen om Rig

Sangen om Hyndla

Den korte Vølvespaadom

Kvadet om Vølund

Grottesangen

Groas Tryllesange

Svipdag og Menglad

Noter, Anmærkninger og Tilføjelser til Gudesangene

Heltesange

Indledning til Heltesangene

Kvadet om Helge Hundingsbane og Hødbrodd

Om Helge Hjørvardssøn

Det gamle Kvad om Vølsungerne

Sinfjøtles Død (Prosastykke)

Gripers Spaadom

Regin og Sigurd

Sigurd og Fafner

Sigurd og Sigdrifa

Brudstykket af det lange kvad om Sigurd

Sigurds Død (Prosastykke)

Det første Kvad om Gudrun

Det korte Kvad om Sigurd

Brynhilds Helridt

Drabet paa Niflungerne (Prosastykke)

Det gamle Kvad om Gudrun

Det tredje Kvad om Gudrun

Oddruns Klage

Kvadet om Atle

Det grønlandske Kvad om Atle

Gudrun ægger til Hævn

Hamder og Sørle

Noter, Anmærkninger og Tilføjelser til Heltesangene

Indledning

Efterat den ivrige Samler, Brynjúlfr Sveinsson, Biskop paa Hólar, i Aaret 1643 havde erhvervet den kostelige codex regius, Hovedhaandskriftet af den ældre Edda, lod han tage en Afskrift deraf, og paa Ryggen af denne Afskrift satte han: Edda Sæmundi multiscii - Sæmund den frodes Edda.

Men Skæbnen har ikke været ham naadig ved denne Navngivning. For skønt Samlingen langt ned i Tiden er blevet kaldt, som den da blev kaldt, har man dog længe vidst, at der ingen Hjemmel havde været for at sætte den sagnberømte Islænder i Forbindelse med den - Biskop Brynjúlfr havde ikke vidst noget om, fra hvem Digtene stammede, og havde heller ikke fulgt nogen Tradition; men han havde grebet det eneste Navn, som han syntes kunde passe. Der var altsaa ingen Grund til at kalde Samlingen Sæmunds, og der var heller ingen Grund til at kalde den Edda. Edda kendtes fra gammel Tid som Navn paa en Bog af Snorre, de norske Kongesagaers Forfatter, og er et Værk, hvori der fortælles en Del Myter og gives Regler af forskellig Art for Digtekunst - og denne sidste Del af Indholdet har givet Bogen Navn. Men det Haandskrift, Brynjúlfr fandt, er ikke et saadant Værk og kan derfor ikke kaldes saaledes - det er en Samling Digte af dels mytisk, dels heroisk Indhold. Navnet Edda har imidlertid været brugt saa længe, at det alligevel har vundet Hævd.

Sæmund frode døde 1133, og codex regius stammer fra sidste Halvdel af det 13. Aarhundrede. Men den er en Afskrift, ingen Original. Originalen antages at stamme fra Tiden mellem 1150 og 1200. Der har dengang eksisteret flere lignende Samlinger - et Brudstykke af en enkelt er bevaret - og Optegnerne har nedskrevet Versene efter deres egen eller andres Hukommelse. For Eddadigtningens Periode var dengang forbi, den havde strakt sig fra c. 850 til c. 1050 - nu lød der kun en lærd Efterklang deraf. (Den korte Vølvespaadom, Gripers Spaadom).

Samlerne kan derfor ikke have hørt disse Digte, saaledes som de fra først af var gaaet over Forfatternes Munde. Inden de naaede til dem, var Vers og Versdele gaaet tabt, nyt var blevet indsat for at bøde derpaa, Ord og Linier var blevet uforstaaelige, Kvad havde laant af Kvad. Til dette kom saa senere de Fejl, Afskriverne begik. Kvadene i codex regius og de andetsteds fremdragne Eddakvad, hvormed Samlingen kompleteres, har da lidt meget. Kyndige Hænder har i Tidens Løb fjærnet mangen Tilsætning og skarpe Øjne set mangen Sammenhæng. Men trods det er der endnu meget uklart og usikkert tilbage.

Eddaforskeren befinder sig overhovedet hyppig paa usikker Grund - saaledes naar han vil afgøre, hvor Digtene er blevet til. De er ganske vist fostrede paa Island, men derfor behøver de ikke at være født der - Islænderne har opbevaret adskilligt, som ikke er af islandsk Herkomst. Det eneste, der hersker ubetinget Enighed om, er vel nok, at det grønlandske Kvad om Atle er fra Grønland. Forfatternavnet kan ikke hjælpe paa Sporet, for der er intet Forfatternavn opbevaret. Professor Finnur Jonsson mener, at Hovedmassen er norske, 4 eller 5 - foruden det grønlandske Kvad om Atle Brynhilds Helridt, Kvadet om Helge Hundingsbane, Oddruns Klagesang, Gudrun ægger til Hævn og maaske Groas Tryllesange - grønlandske, og 2 - den korte Vølvespaadom og Gripers Spaadom - islandske. Andre har væsentligt villet hævde dem for Island, andre for de norske Kolonier paa de vestlige Øer.

Spørgsmaalet om Eddakvadenes Hjemstavn hænger for en Del sammen med Spørgsmaalet om deres kulturelle Betydning. Vigtigere er Spørgsmaalet om deres Værdi i sig selv. Og det vil da næppe kunne nægtes, at de bedste af dem vejer til mellem det lødigste i nordisk Poesi, lige saa lidt som det vil kunne bestrides, at det er smaat med Vægtfylde i de ringeste. Hvis Samleren havde samlet af blot æstetisk Interesse, kunde han være gaaet adskilligt forbi.

For at indlede og forbinde har Samleren tit indskudt Prosastykker - og disse og Kvadene kan just ikke altid kaldes samstemte Toner; men paa sine Steder gør de dog deres Nytte. De Vers, de sammenknytter, deles efter deres Form væsentlig i to Slags, fornyrðislag og ljóðaháttr. Begge er stavrimede. Fornyrðislag findes f. Eks. i Vølvens Spaadom og Kvadet om Hymer, ljóðaháttr f. Eks. i Odin og Vaftrudner.

I nogle faa Digte - f. Eks. i det grønlandske Kvad om Atle - bruges málaháttr. Fornyrðislag og málaháttr har 8 Linier i Verset, Ljóðaháttr 6.

Har Tekstens Vers mindre end 8 eller 6 Linier, vil det sige, at noget er tabt. Har de mere, er der indskudt noget eller der er foregaaet Sammenfald af Vers.

Udenfor alle Regler ligger Sangen om Harbard.

Gudesange

Indledning til Gudesangene

Medens Eddaens Samler tydeligt har haft et bestemt Maal for Øje ved Ordningen af Heltesangene, kan man ikke se nogen fast Plan i hans Gruppering af Gudesangene. Derfor kan han i og for sig godt have haft en; muligvis har han fulgt en mytologisk-kronologisk Tradition. Men en sammenhængende Gudesaga har han ikke givet, sikkert fordi han ikke har haft tilstrækkeligt Stof. Der er noget, der tyder paa, han har villet.

Man kunde vente, at disse Kvad om Guder vilde føre os ind til Nordboernes dulgteste religiøse Forestillinger. Men vi fornemmer intet til Suset i de hellige Lunde, intet til Forsamlingens Tysthed overfor Træbilledeti Hovrundingen og Ilden og den hellige Ring, intet Gys over Ofrenes Gispen ved Midvinterblotet. Vølvens Spaadom er dog en Undtagelse fra de øvrige - den er baaret af et hedensk-religiøst Storsyn, der dog ikke har været Mængdens, men var den enkeltes. For Eddasangene digtedes jo paa et Tidspunkt, da selv de ældste Guder stod i Begreb med at følge Balder til det evige Hel og nye Tiders Syner begyndte at flimre i Syd og Vest. Vel var mange endnu Hedninger - vi ved jo, at det ikke gik saa ganske let med at indføre Kristendommen i Norge - men mange troede kun paa deres egen Kraft og Styrke.

Det er umuligt at afgøre, hvor meget der i Kvadene støtter sig til almindelige folkelige Forestillinger og hvor meget der er frit skabt af Digteres Fantasi. Men vi kan se, at de forskellige Kvad tænker sig de samme Ting paa forskellig Maade. Hvor uens har man ikke beskrevet Skabelsen! Vaftrudner fortæller minutiøst, hvorledes alt i Verden dannedes af hver sin Del af Ymers Legeme, men Vølven lægger al Vægten paa Jordens Stigen af Hav - ved Bors Sønners Magt. Det kan være en Tids- eller Stedsforskel, der her gør sig gældende, og det kan være en rent intelluktuel. Kvadene viser heller ingen Enhedsopfattelse af Gudernes Væsen. Den Odin, der i sin Strid med Jætten viser sig at vide alt om Asernes Undergang og Menneskelivets Genfødelse, er en helt anden end den, der maa opvække de tre Tursers Moder for at komme til Klarhed over, hvad Balders Drømme varsler. Den, der skrev om Mjølnersvingeren hos Trym, har haft en anden Opfattelse af Tor end den der lod ham spotte af Harbard, som om der ingen Hammer var til. Vi synes overalt at staa overfor Guder, som Digteren har skabt efter sit Behov for at faa det frem, han vilde. En har haft Trang til at delagtiggøre andre i sin Livsvisdom og har lagt denne i Munden paa Storguden selv, en har villet spidde Folks kritikløse Sædvanetro paa Aserne og lader derfor disse staa som ynkelige Figurer omkring den mægtige Loke, ham, der kun viger for det Argument, som nok kan slaa, men ikke gendrive.

Kvadene fører os da ind i en Gudeverden, der ikke har haft stort med Virkeligheden at gøre. I dem er Odin trængt frem til at være den øverste As og Menneskehedens Fader og Gudernes Gud. Men rundt omkring i Norden viede man Gravmindesmerkerne med Hamrens tunge Tegn. Da Kong Olaf kom ind i Hovet paa Møre, sad Tor der og var mest hædret af alle Guderne, pyntet med Guld og Sølv. I al Fald i Norge og i de norske Kolonier er der kun faa Steder, der er opkaldt efter Odin, mens mange Navne vidner om en udbredt Torsdyrkelse. Et Indblik i en Strid mellem Odins- og Torstilhængere har vi efter manges Mening i Sangen om Harbard, hvor den paa Vikingetog i Vesterlandene vundne Kultur og finere Dannelse stilles ligeoverfor Hjemmets uslebne Mænd med de grove Sæder og tarveligere Livsvaner.

Det, der rører sig i disse Eddasange, er da ikke Guders følelser for Mennesker eller Menneskers for Guder. Men de giver Genspejlinger af denne Verdens Hændelser: Odin er faderligt bekymret for sin Søn og holdes for Nar af en Kvinde, Freyr sidder ensom og sørger, knuget af den Kærlighed, han anser for haabløs, Tor benytter en Fisketur til at vise hele sit Vovemod - og til alt dette slutter der sig ældet Viden om Verden, Ragnarokssyner og Fornyelsestrang.

Vølvens Spaadom

1. Hør mig, alle

hellige Slægter,

Sønner af Heimdal,

høje, lave!

Valfader vil,

I af Vølven skal høre

Folkenes Fjærnsagn,

de første, hun ved.

2. Jeg kan huske

Jætternes ældste;

blandt dem jeg fordum

fostredes op.

Ni Verdner jeg mindes,

(ni Verdensaldre),

det knejsende Krontræ

som Kim i Mulde.

3. En Urtid var der,

da Ymer leved -

ingen Sand, ingen Sø,

ingen svale Bølger.

Ej Jord der var,

ej Hvalv derover,

kun et tystnende Tomsvælg,

ingen Tue med græs,

4. til Bors Børn løfted

Landene op -

de høje, der skabte

den herlige Midgaard.

Fra Syd faldt der Sol

paa Søbundens Sten;

da groed Græsset

grønt af Jorden.

5. Aserne mødtes

paa Idasletten,

højt de Hørg og

Hove tømred.

Esser blev rejst -

Ringe de smeded,

formed Tænger,

fik sig Værktøj.

6. De lo, og Tavl

paa Tun de spilled

- aldrig mærked de

Mangel paa Guld -

til trende meget

mægtige kom,

jættefødte Mø’r

fra Jotunheim.

7. Der udbrød Krig

i den unge Verden,

da man paa Spydspids

spidded Guldveig,

og i den Højes

Hal hun brændtes.

Tre Gange født

blev hun tre Gange brændt.

8. Heid blev hun kaldt,

hvor hun kom til en Gaard,

Sandsigervølven;

Vilddyr hun tæmmed,

sejded, hvor hun kunde,

sejded Galskab,

vented med Fryd

af hver ond kvinde.

9. Alle Skaberne gik

til Skæbnens Stole,

hver højhellig Gud,

og holdt saa Raad,

om Aserne skulde

skatte til Fjenden

eller Ofret deles

af alle Guder.

10. Men Odin skød,

skød ind i Skaren

- atter var der Krig

i den unge Verden.

Brudt blev Træværket

trindt om Asgaard.

Vanerne drog

over Vang til Slag.

11. Alle Skaberne gik

til Skæbnens Stole,

hver højhellig Gud,

og holdt saa Raad:

Hvem havde gydt dem

Ve i Luften

og solgt en Jættes

Søn Ods Hustru?

12. Kun Tor slog til,

tindrende gram;

sjældent han sidder,

naar sligt kommer ud.

Eder brødes,

Ord og Løfter,

alt dyrt og svart

de svor hinanden.

13. Hun ved, Heimdals

Horn man gemte

under det himmelhøje

hellige Træ.

Fra Valfaders Pant,

den vældende Fos,

øses det over.

Ser I alt eller ej?

14. Ene sad hun ude,

den ældegraa kom;

hin As, der gør angst,

saa i Øjet mig ind.

"Spørg! jeg svarer.

Spar din Prøve!

*

15. Alt ved jeg, Odin!

Dit Øje er skjult

i Mimers Væld

det vidtberømte."

*

16. Hærfader rakte

Ringe og Smykker,

jeg ejed viss Viden

og Varselstave.

*

Saa vidt, mer end vidt

ind i hver Tidsalder.

17. Saa fjærnt fra komme

Valkyriemø’r;

til Godtjod at ride

rede de holdt.

*

18. Saa den Lod, der

lured paa Balder,

Odins Barn,

den blodige Gud.

Slank den op fra

Sletten voksed,

Misteltenen,

saa tynd, saa skøn.

19. Af det Træ blev,

saa tynd det saa ud,

en døvende Dødspil;

med den skød Hød.

Men Frigg græd

i Fensale

over Asernes Tab.

Ser I alt eller ej?

20. Under Hveralund

en lænket hun saa;

den lumske Loke

ligned den bundne.

Dér sidder Sigyn,

ser ham pines,

ynkes derover.

Ser I alt eller ej?

21. Fra Øst staar en Aa

gennem Edderdale,

sværdfyldt, knivfyldt;

Slid er dens Navn.

22. En Sal jeg saa,

den var Solen fjærn;

paa Nastrond med Dør

mod Nord den stod.

Der falder Edderdryp

ind gennem Lyren;

Slanger snor sig

i Slyng om Væggen.

23. Saa der i stride

Strømme vade

de Folk, der svor falsk,

den fule Morder,

den, der røver en anden

hans unge Viv.

24. Der suger Nidhug

døde Mænds Kroppe.

En Ulv flænger Aadsler.

Ser I alt eller ej!

25. I Jærnskoven øster

den ældgamle sad.

Fenrers Afkom

fostred hun op.

En af al den Yngel

raner Solen,

trukken i

Troldeham.

26. Den mæsker sig

paa Menneskelig,

sprøjter Gudernes Bo

bloddryppende rødt.

Solstraaler sortner;

Somre efter

strør Uvejr ondt.

Ser I alt eller ej?

27. Paa en Høj han sad,

en Harpe han slog,

Gygens Vagt,

den glade Egder.

Over ham galed

(ud fra Hjald)

en fagerrød Hane,

Fjalar kaldet.

28. I Asgaard galed

Gyldenkammen;

den vækker oppe

hos Alts Fader.

En anden galed

under Jorden,

en sodrød Hane

i Helheims Sale.

29. Nu gør Garm højt

ved Gnipehulen;

Lænken rives over,

Ulven løber.

Alt sket ved jeg,

vidt frem ser jer,

Ragnaroks Mulm,

Magternes Fald.

30. Broder slaas med Broder,

til begge segner;

Søskendebørn

bliver bitre Fjender.

Hadskhed, Haardhed,

Hor overalt,

Spærtid, Spydtid,

sprængte Skjolde,

Uvejrstid, Ulvetid -

Undergangen kommer.

Ingen yder

en anden Skaansel.

31. Mims Sønner leger.

Om Mødets Stund

varsler det gamle

Gjallerhorn.

Højt blæser Heimdal,

Hornet er løftet,

Odin mæler

med Mims Hoved.

32. Yggdrasil ryster

i sin ældgamle Rod;

det bruser i dens Løv -

saa løsnes Jætten.

De ræddes hist

paa Hels Veje,

til slugt af Surts

Slægtning den er.

33. Nu gør Garm højt

ved Gnipehulen,

Lænken rives over,

Ulven løber.

Alt sket ved jeg,

vidt frem ser jeg,

Ragnaroks Mulm,

Magternes Fald.

34. Hrym ager østfra,

hans Arm bær' Skjold,

Jørmungand har rejst sig

i jættevrede.

Ormen pisker Vandet,

Ørnen skriger,

river natgraa i Lig,

Naglfar letter.

35. Skibet kommer nordfra.

Skaren, Muspel

leder, staar mod Land,

Loke styrer.

Vildmandsflokke

følger Ulven -

dem gaar Byleists

Broder med.

36. Surt kommer sydfra

med stikkende flammer;

Stridsguders Sol

straaler fra Sværdet,

Graabjærge gjalder,

Gyger falder,

(Hels Mænd kommer)

Himlen revner.

37. Nu lider Hlin

sit livs anden Sorg:

Ud mod Ulven

Odin drager,

og Beles lyse

Bane mod Surt;

da falder Friggs

Fryd i Kampen.

38. Nu kommer Hlodyns

lovpriste Barn

*

Odins Søn

gaar Ulven i Møde.

39.Vredt hugger Midgaards

Vogter til den

- (alle Helboer

hærger Verden) -

Fjørgyns Søn naar

kun ni Skridt, vandrer

dødsens fra Dyret,

men Daaden lever.

40. Solen sortner,

Land synker i Hav,

de klare Stjærner

styrter fra Himlen;

Ilden raser,

Ild og Luer;

højt slaar Heden

mod Himlen selv.

41. Nu gør Garm højt

ved Gnipehulen;

Lænken rives over,

Ulven løber.

Alt sket ved jeg,

vidt frem ser jeg,

Ragnaroks Mulm,

Magternes Fald.

42. Atter, ser hun,

op af Havet

Landene løftes,

lysegrønne.

Fosse falder

- der flyver en Ørn

over, til Fangst

af Fisk paa Fjæld.

43. Aserne mødes

paa Idesletten,

taler om den mægtige

Muldomsnoer

og mindes alt

det uhørt skete

og Storgudens

gamle Runer

44. Der skal atter

underfulde

gyldne Brikker

i Græsset findes,

Urtidsejet,

Ætten misted.

Ingen saar,

men Sæden vokser,

det bedste vinder,

Balder kommer.

46. En Sal jeg ser,

ej er Solen saa skøn,

tækket med Guld,

paa Gimle den staar.

Glade skal der

de gode bo

i evig Fryd

uendeligt.

47. Den stærke kommer

til den store Dom,

han, hvis Vælde

hver maa lyde.

____

Indskudte vers

Mellem 5 og 6.

1. Søndenfra

greb Solen, Maanens

Fælle, med sin Højre

om Himlens Rand.

Solen vidste ikke,

hvor dens Sale stod,

Maanen ikke,

hvad Magt den havde,

Stjærnerne ikke

Stjærnernes Plads.

2. Alle Skaberne gik

til Skæbnens Stole,

hver højhellig Gud,

og holdt saa Raad.

*

3. De gav Nat og Ny

Navn og desuden

Morgen, Middag,

Midaften, Aften -

at tælle Aarene

op med dem.

Mellem 6 og 7.

4. Alle Skaberne gik

til Skæbnens Stole,

hver højhellig Gud,

og holdt saa Raad,

om Dværgenes Skarer

som skabes til Liv

af Brimers Blod,

af Blains Ben.

5. Størst mellem dem

Modsogner var,

men Durin blev

Dværgenes næste.

Mange de danned

med Mennesketræk

i Dværgenes Jord,

som Durin sagde.

_____

6. Nye, Nide,

Nordre, Sudre,

Austre, Vestre,

Altjof, Dvalin,

Nar og Nain,

Niping, Dain,

Bivar, Bavar,

Bambor, Nore,

An og Anar,

Ae, Modvitner.

7. Veig og Gandalf,

Vindalf, Torin,

Tekk og Train

Tror, Vit, Lit,

Nar og Regin,

Nyrad, Radvid -

dér er alle

Dværgene nævnt.

8. File, Kile,

Funden, Naale,

Hepte, Vile,

Hannar, Svior,

Billing, Brune,

Bild og Bure,

Frar, Hornbore,

Fræg og Lone,

Aurvang, Jare,

Eikenskjalde.

_____

9. Nu skal alle Dværge

i Dvalins Flok

indtil