Hallands Väderö: Naturfortællinger i øjenhøjde

By Jette Varmer

HALLANDS VÄDERÖ ligger en times kørsel fra Helsingborg og er et oplagt udflugtsmål for alle, der vil opleve den nordiske natur, når den er bedst. Jette Varmer har besøgt øen på alle tider af året og tager os med på en række personlige naturvandringer, hvor hun fortæller om øens gamle skove, ellesumpe og rå klippekyster, hvor mere end 1000 sæler boltrer sig. Undervejs hører vi om dagliglivet for de skovvogtere og fyrfolk, der levede på øen - og om de mange folkesagn, der knytter sig til stedet. Bagest i bogen findes et kort med henvisning til øens seværdigheder.

Bogen er andet bind i serien 'Nordiske Naturfortællinger'.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 31, 2018
• ISBN: 9788743006718

Jette Varmer

Jette Varmer (f. 1963) er mest kendt for sine skandinaviske natur- og rejsebeskrivelser, bl.a. 'Fugleperspektiv' - Naturfortællinger i øjenhøjde' og 'Hallands Väderö - Naturfortællinger i øjenhøjde'.

Book preview

Indhold

Forord

Sagnet om Sankt Thora

Mulens landskab

Træer med historie

Eg, bøg, el og lind

Aprilsnar

Bønder og bohemer

Dronning Dagmars Kapel

Sild i trængsel

Essensen af foråret

Importerede fejltrin

Slettelandet

Naturens pigtråd

Hälledammens kraft

Fodtur langs vestkysten

Øens fugleliv

Blomsternes tid

Sælsafari fra land

Et stykke fyrhistorie

Dagligliv og arbejde

Livet på Fyrpladsen

Lærerindens kærlighed

En driftig kaffesøster

Ulvegabets magi

Et sommergensyn

Blus på bavnehøjen

Efterårsbesøg

Ild og enebær

Der var engang

Vinterbesøg i sus og dus

Jagten på kæmpeegen

Den evige længsel

Vejviser og fakta

Stikordsregister

Kort over Hallands Väderö

Forord

Luk øjnene og tænk på Sverige…

Nok er jeg ikke tankelæser, men mon ikke et billede af røde træhuse, lyse birkelunde og ufremkommelige nåleskove toner frem hos de fleste? Rejser man ofte i Sverige, vil man genkalde sig erindringen om en blank skovsø, horder af myg og uudholdelige mitter og måske et sjældent møde med en elg. De fleste af os tænker nok på Sverige som et skovland, men den svenske natur rummer også uendelige vidder uden spor af menneskelig aktivitet, vide moseområder og rå klippekyster.

Som mange andre ’naturtosser’ drages jeg mod den svenske natur, hvor klippegrunden sætter dagsordenen, så snart man bevæger sig nord for Kullen. Og det er netop hér, vi skal hen i denne bog; få mil nordøst for Kullaberg, hvor Hallands Väderö ligger som et mini-Sverige, der rummer en stor del af den natur, mange af os drømmer om. Elgen og mitterne undtaget.

Den svenske musiker, forfatter og billedkunstner, Ulf Lundell, ramte den hjemlige folkesjæl på kornet, da han skrev en sangtekst, som mange svenskere kan spejle sig i – og som vi danskere har taget til os som en hyldest til den nordiske natur:

Jag trivs bäst i öppna landskap, nära havet vill jag bo,

några månader om året, så att själen kan få ro.

Jag trivs bäst i öppna landskap, där vindarna får fart.

Där lärkorna slår högt i skyn, och sjunger underbart.

Det åbne landskab er fornemt repræsenteret langs øens kyster, men går vi ind i øens dunkelgrønne gammelskove og mærkelige ellesumpe, befinder vi os med ét i en skyggeverden, der er langt fra lysets land. Det er hér de gamle træer, de frodige mosser og myggene huserer – indtil vi atter træder ud på de flade strandenge, hvor den forrevne kyst åbenbarer sig i det flimrende modlys, øjet finder hvile, vindene får fart, og Ulf Lundells kærlighedserklæring til det åbne landskab giver mening.

Langs klippekysten, vidner istidens skurestriber om en tid, hvor isbjørne betrådte højlandet i denne del af Sverige, mens øen befandt sig mange meter under iskappen. Siden den første bonde satte ploven i den svenske muld, har det været grundfjeldet, der satte grænser for udfoldelserne. Netop dén kendsgerning har bevaret Sverige som et skovland, men har også levnet plads til vidtstrakte græsningsskove i de urentable landskaber.

Både Nörre- og Söndre Skog på Hallands Väderö er fornemme eksempler på den slags ældgamle kulturskove. Her finder man den landskabstype, svenskerne kalder mulens landskab; altså et landskab, der er formet af græssende kvæg. At man har opfedet svin på øen i generationer, er en lige så vigtig del af historien, selv om vi nok kan blive enige om, at trynens landskab lyder knap så romantisk.

Hallands Väderö omtales første gang i Snorre Sturlasons kongesagaer, men er også nævnt i Kong Valdemars Jordebog. Samme konge, Valdemar Sejr, skænkede øen til den lokale helgeninde, Sankt Thora, i 1209 og dermed til kirken i Torekov. Ejerskabet står ved magt den dag i dag, hvor kirken forvalter natur- og kulturarven, så vi alle kan få del i de natur- og kulturoplevelser, der findes på øens 3,1 kvadratkilometer.

Selv har jeg oplevet Hallands Väderö på alle tider af året, og kan varmt anbefale et besøg udenfor sæsonen, da hver årstid har sit eget udtryk. Mange vil mene, at øen er smukkest i det tidlige forår, hvor løvsangeren slår sine triller over et tæppe af livskraftige anemoner. Få uger senere myldrer strandengene af liv, når edderfugle, gæs og vadefugle forbereder sommerens yngelpleje – for ikke at tale om mågerne og de mange småfugle langs kysten. I takt med at sommeren bider sig fast, sejler den ombyggede trawler Nanny og katamaranfærgen Sund i pendulfart med éndagsgæster, der tiltrækkes af badestranden og caféen ved anløbsbroen, mens de mere entusiastiske snører vandrestøvlerne og går øen rundt.

Hvert år besøges øen af forskere, studiegrupper og de særligt engagerede, der går på jagt efter geologiske sjældenheder, fugle og rødlistede mosser, svampe, græsser, laver, blomster og insekter. Andre fascineres af stemningen ved fyret, hvor lodser og fyrfolk satte livet på spil, mens kvinderne var beskæftiget med børneflok og brændekomfur; altid med et øje på de dalende forsyninger i spisekammeret.

Hallands Väderös historie fører os tilbage til en svunden tid, hvor hårdt arbejde hørte til dagens orden, men hvor hverken stress, telefonen eller det elektriske lys var opfundet. Vil man tage tidsrejsen selv, er det muligt at overnatte i den gamle skovvogtergård, der er indrettet som vandrerhjem.

Ønsker man at bo på øen over flere dage, er en uge i de gamle fyrboliger at foretrække. Et ophold på Fyrpladsen er på mange måder en rejse tilbage til en tid, hvor brændekomfuret, vandpumpen og udedasset var en del af dagligdagen – men også til en næsten glemt virkelighed, hvor Öamannen, Fyrgasten og andre dødninge skræmte livet af både børn og voksne.

Ethvert besøg på Hallands Väderö indledes med en halv times sejlads, og som oftest er det Nanny, der tager tørnen. Alt efter årstid og vejrlig afspejler overfarten det lod, der er trukket op af den meteorologiske lykkepose dén dag; nogle gange en solbeskinnet fornøjelse på et lyseblåt hav – andre gange en kølig oplevelse med brodsøer og røgvand om stævnen.

I Sandhamn, hvor turbåden, lægger til, bliver den besøgende budt velkommen af plancher, der fortæller om øens natur, tilsat et par enkle færdselsregler:

Jeg kunne tænke mig at tilføje: Det er tilladt at medbringe kikkert. Det er en vigtig detalje, hvis man vil opleve sælerne på nært hold.

Når Nanny lægger op for vinteren og lavtrykkene puster sig op fra vest, er oplevelserne langtfra slut. Et vinterbesøg er i dén grad værd at gå efter, hvis man vil opleve landskabets markante konturer uden træernes tætte løv. I vintermånederne ligger oplevelsen i at pakke sig godt ind i vindtæt tøj, betragte bølgernes nærkamp med klipperne, mærke saltsprøjtet mod sit ansigt og rette kikkerten mod de tillidsfulde sæler, der søger læ for vestenvinden på de lave skær i Sandhamn. I tilgift kan man være sikker på at have både øen og oplevelsen for sig selv.

Snedækkede kyster er en sjældenhed på grund af det lune havvand, men hvorfor ikke gøre forsøget? En god anledning er den årlige julevandring, der løber af stablen 2. juledag. Her bliver Nanny purret af sin vintersøvn og sejler mange Torekovboere og øvrige gæster ud til den traditionelle julevandring, som trækker mange naturinteresserede til.

Hallands Väderö er ikke stor, men er alligevel stor nok til, at man kan gå sig træt på de smalle stier, der godt kan udfordre lægmusklerne. Fra nord til syd måler øen 3,3 kilometer, mens den kun er 600 meter på det smalleste sted. Det højeste punkt finder man på øens gamle bavnehøj, Kallskärslid, der er 23,8 m.

Kortet bagest i bogen guider dig sikkert rundt på øens etablerede skovstier og mindre trampestier. Hvor der er sumpet, går turen ofte over udlagte gangbrædder. På klippekysten, hvor det ikke altid er let at se, hvilken vej man skal gå, er ruten markeret med lave pæle i terrænet. I ydersæsonen og efter store regnskyl er det en god idé at tage gummistøvler på, da stierne kan være meget mudrede og selv gangbrædderne kan stå under vand.

Tilbage er kun at smøre madpakken, slukke mobiltelefonen, åbne sindet og lukke Hallands Väderö ind i sit hjerte.

Sagnet om Sankt Thora

Miraklet i Torekov

Som besøgende kommer man ikke uden om Sankt Thora, der har holdt hånden over Hallands Väderö i mere end 800 år. Flere overleveringer knytter sig til øen, men det er legenden om den lokale helgeninde, som har været bestemmende for øens forvaltning fra højmiddelalderen til vor tid.

Et gammelt sagn fortæller om et norsk kongepar, der havde tre børn, Arild, Gille og Thora. Dronningen døde i en ung alder, og kongen giftede sig snart med en ondsindet kvinde. Uden kongens vidende tvang hun en fisker til at tage sine stedbørn med til søs. Da båden var langt til havs, dræbte han de forsvarsløse børn og smed deres lig i havet, som dronningen havde befalet. Arild blev skyllet i land på Kullen ved det, der kom til at hedde Arildsläge, Gille havnede i Gilleleje og Thora drev i land, hvor Torekov ligger i dag.

Frenne, en blind fisker, kom gående langs stranden med sin søn, da drengen pludselig stoppede op.

Hvad sker der, spurgte Frenne, hvorfor standser vi?

Der ligger en ung jomfru i sandet, hviskede sønnen. Hun er skyllet i land ved den store sten, der ligger på stranden.

Er du sikker? Er hun er død?

Ja far, jeg er ganske sikker. Hun er død, men hun ligner ikke noget almindeligt menneske. Hendes særk lyser blegt i måneskinnet, det er næsten som et syn, for over hendes legeme svæver et billede af en ung pige. Jeg kan tydeligt se hende. Hun står ganske stille med et tællelys i hænderne. Det ser næsten ud, som om hun er fordybet i bøn. Kom far, det er nok bedst at gå tilbage. Der er overnaturlige kræfter på spil – måske er det farligt?

Stakkels barn, mumlede den gamle, før mig hen til hende – vi må gøre noget.

Da de nåede hen til liget, faldt Frenne på knæ. Han pressede pigens hænder mod sine øjne, mens han begræd hendes tragiske død. I samme øjeblik, hendes kolde hånd strejfede hans øjne, skete miraklet. Den gamle glippede med øjnene og kom forskrækket på benene. Han kunne tydeligt se liget af den unge pige i sandet; han var ikke længere blind!

Af taknemmelighed lovede Frenne at begrave pigen i indviet jord. Sammen med sin søn fik han fat i en båre, men lige meget hvor mange mænd, der forsøgte at bære den spinkle jomfru mod den nærmeste kirke, blev de tvunget til at sætte hende fra sig. Båren føltes tungere for hvert skridt, mændene bevægede sig op mod kirken, hvorimod det gik meget lettere, hver gang de tog et skridt tilbage mod stranden. Det var tydeligt, at de skulle gå tilbage, men hvordan skulle Frenne holde sit løfte om en begravelse i indviet jord, hvis de begravede den døde ved stranden?

Kan det være et tegn om, at vi skal bygge et kapel, hvor vi fandt hende? mumlede han.

Sankt Thora er afbildet på et segl fra 1524. Selv om hun var særdeles populær blandt barslende kvinder og fiskere, lykkedes det aldrig at få hende kanoniseret som helgen. Hun er det, man kalder en lokal helgen, men det har ikke mindsket hendes popularitet gennem tiderne.

En nutidig statue af Sankt Thora står på den plads i Torekov, hvor den gamle kirke lå. Sankt Thoras Sten ligger på stranden ved Torekov.

Mændene nikkede bifaldende, og på den måde holdt Frenne sit løfte, mens det ubetydelige fiskerleje fik sin egen helgeninde og en helgenkilde, der sprang, så snart den døde fik fred i sin grav. Rygtet gik om det helbredende vand, der kunne kurere både øjen- og hudsygdomme, og snart valfartede folk til Sankt Thoras grav i håb om helbredelse. Kirken i Torekov har været genopført flere gange, men det rokker ikke ved, at den ikke er, som landsbykirker er flest. Trods fiskerlejets beskedenhed kan tårnet ses langt til havs. Det skyldes, at taknemmelige mennesker skænkede penge, jordlodder og hele bondegårde til den Thorakult, der opstod i og omkring Torekov.

Selv om kirken modtog kostbare donationer og nød godt af sin status som valfartskirke, hævdes det, at de protestantiske præster forsøgte at kvæle Thorakulten ved at fylde Sankt Thoras Kilde op. Kilden findes ikke mere, men præsternes håb om, at persondyrkelsen ville ophøre, gik ikke i opfyldelse. Langt ind i 1800-tallet bad både mænd og kvinder Sankt Thora om at gå i forbøn for sig, når de skulle på søen eller lå i barselsseng; ikke kun i Sverige, men også i Danmark.

Indbyggerne i Torekov har meget at takke Sankt Thora for; især de særlige privilegier, der fulgte med, da Valdemar Sejrs hustru, Dronning Dagmar, var i barselsnød og bønfaldt den populære helgeninde. Historien fortæller, at dronningen lå i barselsseng på Riberhus Slot, overvældet af fødselsveer. Timerne gik, og den unge dronning mærkede alt for tydeligt, at hendes kræfter var ved at ebbe ud. Da bønfaldt hun Sankt Thora og lovede hende en pragtfuld gave, hvis fødslen fik en lykkelig udgang.

Dronningen glemte ikke sit løfte, da hun endelig blev forløst, og arvefølgen var sikret med en velskabt søn. Der er næppe gået mange dage, før den unge dronning har gjort sin mand opmærksom på, at hun havde et udestående med de højere magter. Hvad der blev sagt husbond og frue imellem, kan vi kun gisne om, men det lader til, at Valdemar Sejr har forstået, at det var vigtigt for Dronning Dagmar at holde ord.

Dagmars forløsning og kongehusets efterfølgende donation lagde grundstenen til en række privilegier for Torekovs indbyggere. Det er denne del af historien, vi har håndgribelige beviser på i Kong Valdemars Jordebog. Kort efter sønnens fødsel skænkede Kong Valdemar Hallands Väderö til kirken i Torekov. Det var en gestus, der fik stor betydning for beboerne i Torekov, der fik tilladelse til at samle vindfældet træ på øen. Byboerne fik samtidig tilsagn om fri græsning til deres hjemmefødte husdyr – en bestemmelse, som skulle få afgørende betydning for det kulturlandskab, Hallands Väderö senere blev berømt for.

Mulens landskab

Fra stenalderen til vor tid

Kirken i Torekov har ejet Hallands Väderö i mere end 800 år. Ejerskabet bevidnes første gang i et privilegiebrev af 1344, der fastslår, at indbyggerne i