Mejser, Måger og Mager jord: Naturindtryk fra en gård i Sønderjylland

By Martin Brink

Bogen er en hyldest til den nære natur, på en lille gård på 21 hektar ved Løgumkloster i Sønderjylland, halvdelen med skov, og den anden halvdel med eng og marker. Og så egnen omkring den. Det er en beskrivelse af de uvurderlige oplevelser der venter, hvis man åbner op for de indtryk, der kommer til en, når man følger naturens gang på samme sted over længere tid, og henover årstider. Det er samtidigt en bog om hverdag, familieudflugter og arbejdet i skoven. Og måske en påmindelse om, at man ikke nødvendigvis skal gå nye veje, eller tage nye steder hen, for at få nye oplevelser. Her udpluk fra en tilfældig dag i april;
"Efter seks dage med nattefrost, så venter næste fase af foråret på at vinden skifter, at der kommer lavtryk fra sydvest og temperaturen stiger. Nede ved den nye sø har en flok tornirisker holdt til i en uges tid. Jeg nyder bare at observere dem, når de pendler frem og tilbage mellem mark og søbred, og så den tilstødende Fyrrelund og det levende hegn. Deres fine trille lyder hele tiden, lidt som en baggrundslyd af fjerne klokker."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 9, 2021
• ISBN: 9788743084136

Martin Brink

f. 1976. Sønderjyde, gårdejer, familiefar, uddannet landskabsforvalter. Med naturen inde på livet fra barnsben. Vendt tilbage til fødegården i 2016 efter atten år I København.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Forord

Januar

Februar

Marts

April

Maj

Juni

Juli

August

September

Oktober

November

December

Efterskrift

Forord

Kimen til denne dagbog blev lagt for år tilbage, først uden at jeg selv var bevidst om det, og senere bare afventende at tiden var til det. Det var tiden så nogle år efter at min hustru og jeg fik mulighed for at overtage min fødegård.

Beskrivelserne i bogen tager afsæt i udvalgte dage henover året, de dage hvor tiden og notesbogen var med mig. Fortællingen bygger ikke op til et klimaks, eller sigter på at ændre holdninger. Det er heller ikke hverken en videnskabelig afhandling, endda så langt fra, men heller ikke en gåtur uden formål. Oplevelserne derude får som regel bare lov til at fortælle sig selv, leve deres eget liv i nutid. Dog tilsat en del undren og tankemæssige afstikkere undervejs.

Bogen er ment som en hyldest til den nære natur, for mit vedkommende vores lille gård på 21 hektar ved Løgumkloster, halvdelen med skov, og den anden halvdel med eng og marker. Og så den egn vi er en del af. Det er en beskrivelse af de uvurderlige oplevelser der venter, hvis man åbner op for de indtryk, der kommer til en, når man følger naturens gang på samme sted over længere tid, og henover årstider. Det er samtidigt en bog om hverdag, familieudflugter og arbejdet i skoven. Og måske en påmindelse om, at man ikke nødvendigvis skal gå nye veje, eller tage nye steder hen, for at få nye oplevelser.

Hvis bogen samtidigt kan inspirere andre til at skrive lignende naturhistoriske beretninger fra deres gård eller egn, så vil det berige mig og forhåbentligt andre med.

Bogen er tilegnet min hustru Elise, mine børn Anders, Sofie, Gro og Ejvind, og ikke mindst mine forældre, Edith og Jonny.

Martin Brink, oktober 2021

Januar

5.1 lørdag

8 grader og svag vind. Meget mildt vejr for årstiden. Jeg står ude foran gården, og ser en enlig sjagger flyve fra gården over til en udsigtspost i det levende hegn ind til naboen. Her sidder den og kalder, en rigtig efterårslyd, som jeg ikke hører så ofte her om vinteren. Snart kommer den lokale tårnfalk og overtager dens plads, så sjaggeren finder en ny post i en nøgen ahorn længere nede i hegnet. Mågerne er på vej henover himlen med retning mod øst fra deres overnatningspladser ude ved Vadehavet. Det er mest små flokke af sølvmåger, som passerer forbi i dag.

Jeg tænker på den variation i vejret, som de første fem dage i det nye år allerede har budt på. Efter nytår startede det med kraftig blæst, som derefter gik over i koldt og klart vejr. Et vejr, som sætter naturen i bero, i frossen tilstand, men samtidigt sætter det skarpeste lys på landskabet. Ingen varmeflimmer, som om sommeren, ingen blade på træerne til at forhindre udsynet, ingen høje afgrøder på markerne, og ikke så mange andre aktiviteter til at forstyrre indtrykket. Og så i dag mildning og stille vejr.

Er på vej ned i skoven. En stor rå springer foran mig, og skovskaden advarer skoven om min ankomst. Ved overdrevet i Hallandskoven har råen fået følgeskab af endnu et rådyr, nok et rålam fra sidste år, og de gør sig klar til at flygte, mens de tydeligvis følger mine bevægelser. Jeg går stille videre. Bogfinker og solsorte er talrige i skoven, også om vinteren, og de har startet dagens fødesøgning. Fuglene udgør det meste af livet i skoven om vinteren, og det gør mig virkeligt glad at nogle fugle holder stand her. I toppen af rødgranerne i Damskoven er fuglekongerne i fuld gang med fødesøgningen. Det foregår under højlydte fine kald fra skovens mindste fugl. Vores lille skov huser en fin bestand af de små fugle, hvilket minder mig om at granerne har stor værdi for mange fugle, så længe de ikke bliver dominerende og mørklægger skoven.

På vej langs Den gamle skov flyver flere ringduer støjende op, og en gærdesmutte flyver rundt mellem visne stængler af hindbær fra sidste sommer. Måske det nærmest forårsmilde vejr er grunden til at jeg hører en sangstrofe fra en fuglekonge over mig. En flok grågæs passerer hen over skoven. De flyver rundt på egnen for at finde et passende sted at slå sig ned, ofte en halvvåd mark med spildkorn eller -majs. Som overalt i landet er grågæssene også blevet mere almindelige her omkring de senere år, men de yngler ikke her på gården.

Ved udsigtspunktet vest for Engskoven ser jeg seks gråænder lette fra åen, som var de efterstræbt på livet. Hvilket de jo også har været mange steder ind til årsskiftet. I Engskoven er der helt stille. Kun mine egne skridt i belægningen af egeløv fra efterårets løvfald giver lyd fra sig. En fin lyd synes jeg. En lyd som man godt kan have barnlig lyst til at forstærke ved at sparke til bladene på vej igennem skoven. På vej tilbage mod gården kommer helt uventet en havørn flyvende ind over skoven med hastige vingeslag. En sjældenhed her. Jeg når kun lige at få den i kikkerten, før træerne skjuler dens videre færd. En fantastisk fugl, og en af de fuglearter, som er returneret fra afgrunden. En fin oplevelse at starte dagen på.

Senere på dagen går jeg ned i skoven for at arbejde. Rødhals, topmejse og en spurvehøg gør mig selskab. Dagen slutter med at jeg står helt stille i skumringen ved vores seksten meter høje udsigtspunkt ved Engskoven og skuer over mod randen af Toftlund bakkeø, som rejser sig op til halvtreds meter over hedesletten. En betragtelig højdeforskel i et fladt landskab, hvor få meters højdeforskel kan erkendes, når man har frit udsyn. Bakkeøen har et naturligt udtryk, beklædt med græs og løvskov udgør den en flot baggrund for blikket mod nordvest. Her til eftermiddag iklædt de flotteste gule-rødligt-lilla farver fra den nedgående sol. Mod sydvest løber åen Lobæk ind mod Løgumgårde, omkranset af grønne engarealer, videre ud mod Ballum sluse, hvor den løber ud i Vadehavet. Når slusen ved Ballum altså er åben. Mod syd er landet fladt, et landbrugsland med spredte bevoksninger af skov. Her rager Løgumkloster kirke op som et monument på egnen. Et fast ankerpunkt hos os, og en lille tråd til egnens historie og det at tro på noget.

13.1 lørdag

6 graders varme og en kraftig blæst fra vest. Det er anden dag med gråvejr og støvregn. Meget trist når man ser på det indefra, men heldigvis væsentligt bedre når man først er kommet ud. Sådan er det i øvrigt for det meste. Hørte for nyligt i radioen, at det naturlige lys indenfor er omkring en tiendedel af lysstyrken uden for. Tankevækkende. Og et forhold, som i øvrigt bliver endnu ringere, hvis man har de nyeste og mest energivenlige termoruder i, hvilket jeg er glad for at vi ikke har.

På vej fra gården ned mod den nye sø ved Fyrrelunden følges jeg af fire musvitter, som flyver nogle meter af gangen, inde i det levende hegn. De ser kornfede ud, sandsynligvis af vores vinterfodring i haven. Det ser ud som om de nyder det milde vejr i nogenlunde læ for vinden. Jeg er meget optaget af at skabe gode forhold for mejser i skoven. Det startede med den flotte svenske bog Stora Mesboken af Stefan Casta og Staffan Ullström, som på en forunderlig måde beskriver og i akvarel gengiver alle mejserne i Norden. De små livlige og flotte mejser er så dejligt håndgribelige at hjælpe, og deres tilstedeværelse hele året giver turen i skoven en ekstra dimension. For nogle dage siden ramte jeg en dag, hvor mejserne rigtigt viste sig frem, fem ud af seks mulige arter, som her i skoven indbefatter musvit, blåmejse, sortmejse, fyrremejse, topmejse og halemejse. Kun blåmejsen manglede. Sumpmejsen har jeg endnu aldrig set på gården.

Efter vi sidste år fik råderetten tilbage over den lille mark nord for gården, så har vi udlagt en tre meter udyrket bræmme langs med det levende hegn. Allerede i samme sæson viste effekten sig i form af stærkt blomstrende tjørn, og en fredelig uforstyrret biotop i den udyrkede bræmme. Det samme har vi gjort nede ved Engskoven, men dernede i tredive meters bredde. Det er harer, mus og fugle rigtigt glade for. Alle levende hegn og skovbryn burde have en udyrket bræmme op mod sig, hvis man ønsker at fremme naturhensyn. Ellers er betegnelsen læhegn måske bedre end levende hegn.

Desværre er normalen, også her på egnen, at de fleste levende hegn med jævne mellemrum klippes hårdt, helt ind til stammen af træer og buske, og op i tre meters højde, så de ikke tager plads fra landbrugsjorden, eller den vej de støder op til. Ellers ryger lidt af udbyttet på marken, og en bid af landbrugsstøtten. Det som tidligere var en meget arbejdskrævende proces, er nu et almindeligt brugt klippeaggregat spændt bag på en traktor. Langs de kommunale veje er det kommunen, som sørger for at de levende hegn ikke kommer i nærheden af vejen. Uanset, så ligner det en massakre, lige når det er gjort. Grenene er delvist skåret over og delvist revet af. Det gør lidt ondt på mig hver gang jeg ser det.

De en-rækkede tjørnehegn kan klippes, så de ikke engang fylder en meter i bredden. Her på egnen er mange levende hegn tre-rækkede løvtræshegn plantet af Hedeselskabet i løbet af de sidste fyrre år. De kan holdes på to til tre meters bredde, når de klippes ind med et par års mellemrum. I kombination med at hegnene ofte ikke er blevet udtyndet ordentligt, eller slet ikke, så kommer disse hegn til at ligne en tæt række af træer, en meget smal skov, hvor de blomstrende buske skygges væg ovenfra eller skæres væk ud mod marken. Men selv med hårdhændet beskæring er vedplanterne forbavsende ukuelige, og de levende hegn giver fortsat læ, en variation i landskabet, og stadigvæk et vist udbud af føde, særligt i form af bær sensommer og efterår. Jeg tror naturen ville vinde stort hvis der var halvt så mange levende hegn, men de tilbageværende havde tre gange så meget plads, at der var lys til blomstrende buske, og kun få solitære træer som rygrad.

Vågner op fra mine tanker, da to fasaner letter højlydt fra Fyrrelunden. Jeg kan se den ene fugl lande umiddelbart øst for hvor jeg står, i min nabos lille mose. Jeg går den modsatte vej, ned mod skoven, og tager en lille skjult sti ind til overdrevet i Løvskoven. Jeg kæmper årligt med træerne om retten til den lille sti, men når jeg går på den, tænker jeg at det er bøvlet værd. Her er helt læ fra vinden. Vindens baggrundslyde er dog stadig allestedsnærværende. Kun muldvarpen ser ud til at være aktiv ude på overdrevet. Lidt flot at kalde det et overdrev måske, måske det mere er et tørt sandareal, hvor der tages høslæt hvert år. Men overdrev lyder af mere, og jeg vil gerne at det bliver til mere. Kontrasten til livet om sommeren er slående. Måske netop kontrasten gør det til så stor en oplevelse, både det hektiske liv om sommeren og livløsheden om vinteren.

Jeg går på tværs af skoven til det næste overdrev i Hallandskoven, her står de unge bøge med brune blade på den nederste halvdel. Det er som en dekoreret væg. Jeg noterer mig et par lindetræer, som der skal tyndes for engang her til vinter. På mange ture i skoven indgår der vurderinger af hvad der kan gøres og hvad ikke. Og der skal gerne en del vurderinger til før der rent faktisk sker noget. Den østlige del af Hallandskoven er ved at udvikle sig fra en plantage med nobilis klippegrønt til selvvokset kratskov, bestående mest af tjørn og seljepil, samt et markant indslag af den invasive californisk gedeblad, som har spredt sig uhæmmet på gården de sidste 20 år, efter Hedeselskabet introducerede den ved plantning af de levende hegn her på gården for omkring femogtredive år siden. En virkelig potent voksende busk fra USA, som lig andre spændende indplantningsforsøg ikke kan styres på nogen måde. Så jeg øver mig i at komme til at holde af den, og forsøger at holde den fra bestemte områder, og fra at dominere over de hjemmehørende vedplanter, som er på vej op.

Om det er muligt at styre udviklingen afhænger af de timer jeg lægger i det. Og det er en del. Det ligner at de fleste private småskove på egnen kun besøges med års mellemrum, nåleskovene af en skovningsmaskine, som gør et stort indgreb og forsvinder igen, og de små løvskove af brænde sankere i ny og næ. Så er der ellers ro i de små skove, på nær lidt jagt om efteråret. Roen fremmer forholdene for de store pattedyr, som ikke vil have for meget menneskelig aktivitet, men kan være skidt nyt for andre arter, som fremmes af de løbende små indgreb, som kan skabe variation på en lille skala. Også for den lysåbne natur gælder det. Sammenlignet med gamle dage er der næsten ingen arbejdende mennesker i landskabet mere, og de fleste af de som kommer, sidder bag ruden på en traktor. Jeg husker tydeligt min gamle læremester i skov- og landskabshistorie, Bo Fritzbøger, som sagde, at det biler og andre køretøjer har bidraget med i kvantitet, det har de taget fra os i kvalitet. Som med andre sandheder, så kan der godt gå en rum tid fra man lærer dem til de synker helt ind. Den her er forankret.

En musvåge letter fra Damskoven, og finder balancen i den kraftige blæst omkring fem meter over skoven. Herfra spejder den ned omkring dammen, og de muserige græsarealer, som omgiver den. Det er et studie i balancekunst at følge vågens konstante regulering af vingestilling for at blive på samme sted i luftrummet. Kun i højden forskyder den sig ind imellem nogle meter. Efter en rum tid opgiver den og flyver ud over engen. På østsiden af Den gamle skov er der helt stille. Kun en ravn kalder med sin dybe gennemtrængende vinterstemme, på vej videre.

Jeg elsker ravnen, som om vinteren skaber en helt særlig stemning, og minder mig om langt koldere egne, hvor den holder ud i denne tid. Jeg mindes vores tur på langrend i de norske fjelde, og husker helt tydeligt, hvordan ravnen oftest var den eneste fugl i de øde fjelde omkring Mysuseter. I min barndom var ravnen sjælden, men den er heldigvis blevet mere almindelig, om end fåtallig, her i det vestlige Sønderjylland. På vores ejendom kommer ravnen ofte. Nogle i små flokke på vej videre, og nogle som par med et mere hævdende udtryk, som for at signalere, at gården ligger inden for deres revir. Som regel kommer der et par i februar-marts, de kredser længe over skoven, prøver velegnede redetræer, og undersøger forholdene for at yngle i skoven, men måske konkluderer de, at der er for meget menneskelig aktivitet. De vælger en af de andre private skove, hvor der kun er aktivitet under bukkejagten i maj og nogle dage om efteråret.

Først et stykke inde i Den gamle skov hører jeg fuglekongerne. Det er som om de kalder for at holde den lille flok nogenlunde samlet. Lyden er dog spæd i forhold til vinden, som udnytter luften mellem granerne til at skabe sit eget lydbillede. Egentligt ret fascinerende. Omkring tredive bogfinker søger føde på den nyharvede mark ovenfor Engskoven. De flyver op med jævne mellemrum, som for at teste flugtplanerne i tilfælde af et angreb fra oven. Regnen tager til og jeg sætter tempoet op for at komme hjem. På vejen tilbage kan jeg ikke undgå at bemærke to store sten på den nyharvede mark. To store flotte flintesten viser det sig. Jeg tænker på hvor flinten kommer fra i dette område, er de mon aflejret under afsmeltning af isen fra forrige istid, hvor området var dækket af is. Egentligt fascinerende, at der på uforudsigelig vis stiger nye former op fra undergrunden, alt imens man går og kigger opad. Stenene kommer med hjem til børnene.

Senere, ude på vores i øjeblikket næsten daglige familietur til skoven, min hustru og jeg og de to små, ser jeg på hvordan min datter Gro udforsker naturen. Med det tiltagende lys er der lidt mere tid om eftermiddagen til at hun kan komme op af bære rygsækken og gå sine egne veje. Hun er fuldstændig befriet for vi skal videre tankegangen som er helt indgroet i os voksne, der kan se frem mod en hel del praktiske gøremål derhjemme inden dagen er omme. Det er til stor inspiration, og til tider irritation, at se hende pille ukurante kogleskæl af en stor rødgran kogle, en af hundreder på skovbunden herinde. Naturen oplever hun nedefra, og den lille skov virker sandsynligvis uendelig for hende, som hundredemeterskoven for Peter Plys. Ingen tvivl om, at hvis man ser på naturen som et barn, så giver det mulighed for at komme helt tæt på den.

18.1 torsdag

4 grader og let vind fra vest. Jeg er en tur i marsken i dag. Nærmere bestemt i Margrethe kog helt mod sydvest, godt en halv time fra gården. En kog, som opstod mellem det gamle Højer dige og Det Fremskudte dige, efter det stod færdigt omkring 1980. Anledningen til det nye dige var en stormflod i 1976, som truede Tønder by, og hvor en del af beboerne i Tønder blev evakueret. Det er en historie, som min mor har fortalt gentagne gange, måske for at skabe lidt drama omkring min ankomst til verden i 1976 på Tønder sygehus, ikke lang tid efter stormen.

Det er en mild grå dag i marsken og der er masser af fugle på de grønne enge. Tusinder af bramgæs står i tætte grupper adskillige steder i kogen. De har luret, at der er fred her, ingen jagt overhovedet. På mange andre arealer uden for reservatet drives jagt på bramgæs, regulering kaldes det, men for fuglene er det vist det samme. Det er intet problem for antallet af fugle, men jeg ser at det påvirker deres adfærd. De bliver mere agtpågivende, flyver