Fugleperspektiv: Naturfortællinger i øjenhøjde

By Jette Varmer

I "Fugleperspektiv" inviterer bogens forfatter os med på en række fugle- og naturoplevelser i Danmark, Sverige, Norge og på Færøerne. Jette Varmer betragter sig selv som en glad amatør på det ornitologiske område. Hun er i øjenhøjde med sine læsere og væver et humoristisk islæt ind i sine personlige forællinger om fugle, natur og fuglefolk. Hendes underholdende historier er krydret med sagn, myter, folketro og fakta.

Uanset om Jette Varmer beretter om svimlende fjeldsider på Færøerne eller stiller skarpt på vores hjemlige arter ved foderbrættet, bringer hun os en lille smule tættere på vores vingede medskabninger. Alt sammen fortalt enkelt og vedkommende, og naturligvis i fugleperspektiv.

Bogen er første bind i serien 'Nordiske Naturfortællinger'.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 22, 2018
• ISBN: 9788743006398

Jette Varmer

Jette Varmer (f. 1963) er mest kendt for sine skandinaviske natur- og rejsebeskrivelser, bl.a. 'Fugleperspektiv' - Naturfortællinger i øjenhøjde' og 'Hallands Väderö - Naturfortællinger i øjenhøjde'.

Book preview

Indhold

Lære for livet

Sortebær og syverfugl

Barndommens blå æg

Svanefløjter og kongejagt

Hemmelige hybrider

Dykænder med mælk

Pind-i-røv-fuglen

Miraklet på Ertholmene

Grimme og smukke børn

Gåseliv

Termo, oh termo

Den stærkeste overlever

Jæger med borgmesterkæde

Min private nationalfugl

Dansk Vandrelaug, go home

Horisontens hvide sejl

De stakkels terner

Skyd ikke en skovdue

Himlens krumsabel

Tommelises redningsmand

Den blå time

En lærkes lidelser

Kyndelmisse slår sin knude

Strofer fra min baghave

Stamgæster

Melodisk løvspring

Mejsetog og slipsedyr

Skaden og skovtelegrafen

Tilbage til Stenalderen

Markens mørke habitter

Himmeldansen

På jagt efter basilisken

Tranedans for begyndere

Et sted derude

Til fods i Lundeland

Muskelkraft på fjeldheden

Elastikspring uden elastik

Mølledammens blå juvel

Talte dage

Lære for livet

En novices bekendelser

Indgangsreplikken er mange gange den samme, når to fuglekiggere møder hinanden i felten. Hvad har du haft, spørger de i et indforstået tonefald, der antyder, at de er på hjemmebane. Ordvekslingen har altid undret mig. Så vidt jeg ved, kan man ikke have himlens fugle.

Hvor vi end vender os, er der fugle. Sådan har det været i al den tid, menneskene har betrådt denne klode. I gamle dage tog man varsler af fuglenes adfærd, i dag interesserer de os, fordi vi er fascinerede af deres levevis eller sjældne besøg, eller fordi vi er godt underholdt, når vi fodrer havens fugle om vinteren.

Forårets første svale får os til at lægge nakken tilbage, mens spurvene kvidrer i hækken, som om vinteren var en ligegyldig parentes i deres korte liv. Mågerne skider på havnemolerne fra Gedser til Skagen, solsorten synger solen i seng og trækfuglene søger mod nordlige breddegrader for at sætte unger i verden.

Gråænderne går bersærk af forårets hormoner; drukner deres udkårne i voldsomme slåskampe og blander gener, halvt tamme, halvt vilde, uden tanke på næste generationers sære mutationer. Så er der anderledes kurmageri på strandengene, hvor gæs og vadefugle lever det uforfalskede fugleliv, godt beskyttet af flokken, men altid på vagt overfor ræven, måren og falken.

For nogle mennesker er fuglene der bare, uden at de rigtig lægger mærke til dem. For mig er de vingede væsener en del af den natur, jeg glæder mig over og er nysgerrig overfor. De giver landskabet liv, og er altid ét eller andet sted i mit synsfelt, hvad enten jeg færdes i byen eller på landet. En verden uden fuglenes uforudsigelige indslag ville være en kedelig verden. Alligevel kan min fugleinteresse på ingen måde sammenlignes med den, der får ornitologer til at pløje landet tyndt i jagten på nye arter. For mig drejer det sig om glæden ved fuglene og den fordybelse, det giver mig. Om jeg har en smuk naturoplevelse ved at se samspillet i en gåsefamilie eller en vildfaren, ornitologisk kuriositet fra den anden ende af jordkloden, er mig ganske ligegyldigt. Det er magien, der trækker, ikke antallet af sjældenheder, der rammer mit kikkertfelt.

Allerede som barn oplevede jeg, at det var en speciel oplevelse at gå i skoven med folk, der vidste, hvad der rørte sig i trækronerne. Hjemme havde vi en kikkert stående, men den blev aldrig brugt til at tage om halsen, når familien gik i skoven. Den havde sin faste plads i vindueskarmen, så vi kunne se på havens fugle, som vi fodrede flittigt.

I min familie gik man tur. Vist samlede vi kogler og kantareller i skoven om efteråret, men det primære formål var at komme ud at gå. Få luft, som det hed. Først langt senere opdagede jeg, at en travetur kan indeholde meget andet; at varm kakao på skovturen i december får én til at stoppe op og lytte til stilheden, ligesom et siddeunderlag og en madkurv får én til at slå sig ned og fornemme blæsten, høre skriget af en musvåge og mærke, at naturen lever – fra de mindste byttedyr, der pusler i skovbunden, til de store vingefang, der udfolder deres overlegne luftakrobatik over trækronerne.

Med en lidt udvandet frase har jeg ofte sagt, at jeg er født nysgerrig. Møder jeg fugle eller planter, der fortæller en anderledes historie, har jeg til alle tider ejet en videbegærlighed, der har sendt mig længere ind i naturens verden – ofte ad kringlede omveje, der kan spænde fra netartikler til bedagede håndbøger.

Børn og unge på tur, arrangeret af DOF UNG. DOF står for Dansk Ornitologisk Forening.

Fugleinteressen kan dyrkes på mange planer. Af og til frister det vandrette.

Som voksen kan man gå i skoven for at nyde naturen og få motion, men har man børn med, er der stor sandsynlighed for, at poderne keder sig jammerligt. Er man på jagt efter svampe, rovfuglefjer eller dyrespor, får turen straks en anden karakter. Dyrespor er ikke kun noget, man finder, når man kigger ned i skovbunden. Dyrespor kan lige så vel være afsløringen af spættens værksted, hvor afpillede grankogler ligger hulter til bulter under et stort fyrretræ.

Er man heldig, får man øje på spætten. Særlig forudseende er den ikke, når den kiler en kogle ind i en sprække, så den kan få fat i de olieholdige frø. Så snart den er færdig med sit måltid, flyver den ud efter en ny kogle. Men hovsa; når spætten vender tilbage til sit værksted, sidder den gamle grankogle stadig i sprækken. Så må fuglen klemme sin nye kogle fast mellem træstamme og bryst, mens den vrikker den gamle fri. Det er ikke hjernekapacitet på højeste plan, men det fungerer – og det er sjovt at fortælle sine børn, når man har fundet et spætteværksted. Lægger man nakken tilbage og kigger godt efter, kan man tydeligt se den afpillede kogle et stykke oppe ad stammen.

Det stod ikke skrevet på min dåbsattest, at jeg skulle være dus med himlens fugle. Det var mere tilfældighedernes spil, der gjorde, at min skæbnetråd blev viklet ind i en mere ornitologisk én af slagsen. Som barn havde jeg oplevet at gå i skoven med en ven af familien, der vidste utrolig meget om fugle. Han kunne opspore de små fjerklumper, lang tid før vi andre nåede at reagere. Det var min første oplevelse af, at nogle mennesker ikke kun ser fuglene, men også lytter efter dem. Den slags hårdt angrebne fuglekiggere har jeg for længst døbt ornitopater. De holder øje, og de gør det hele tiden; når de kører i bil eller på cykel, når de glaner ud ad vinduet under det langtrukne møde, eller venter på DSB. Fugle er der altid at se eller lytte til.

Jeg kan ikke komme uden om dét med skæbnetråden. Ikke alene er jeg smittet af passionen, jeg er også gift med en af de angrebne. Samtidig har det vist sig, at de ornitologiske krøller, der er på min mands DNA, for længst er givet videre til næste generation.

Selv fik jeg ikke næb og kløer ind med modermælken, men er blevet skolet ad den hårde vej, da jeg gik i kærlighedsfælden. Første lektion gik ud på at lære, at fugle har mange andre måder at udtrykke sig på end ved deres sang. De fleste fugle har også et kald, en slags her-er-jeg, hvor-er-du snak, der gør opmærksom på fjerbolden, selv om den ikke altid er synlig. Kaldet er ikke nogen skønsang. For eksempel har solsorten en høj, pibende lyd, som den bruger meget om efteråret, når den gemmer sig i et krat. Den lyder nærmest som et hængsel, der trænger til en tur med oliekanden.

Som begyndende fuglekigger blev jeg langsomt klogere på de skjulte genveje, der lå i lydbilledet. Det var altså hér, hemmeligheden lå begravet. Den lyd havde jeg hørt masser af gange, jeg havde bare aldrig vidst, hvilken fugl der lavede den. Næste lektion gik ud på at kende fuglens jizz (udtales djis). Er fuglen tavs, kan den trænede fuglekigger genkende den på jizz’et. Fuglens jizz er en sammensætning af flere ting. Det er måden, den bevæger sig på, dens silhuet og de små nuancer, der gør den forskellig fra andre fugle.

Man lærer ikke jizz’et at kende som nybegynder, men man kan blive overrasket over, hvor hurtigt man lærer at genkende de fugle, man er mest fortrolig med. Langt de fleste er ikke i tvivl, hvis de ser en solsort forsvinde ind under hækken – eller en blishøne, der pisker hen over vandoverfladen. De så måske ikke solsortens gulerodsfarvede næb eller blishønens hvide blis i panden, men de kunne alligevel genkende den på jizz’et.

Som lystsejler lærte jeg mange havfugle at kende i min nye tilværelse som debuterende fuglekigger. Da jeg mødte Sven Erik, som foreslog et halvt års sørejse op i Østersøen, var jeg solgt. Kongstanken var at slå følge med trækfuglene op langs kysten i den østsvenske skærgård. Det blev til mange store oplevelser med skærgårdens karakterfugle som hav- og fiskeørne, ugler og støjende grønspætter, men naturligvis også med fuglene på havet.

Da vi vendte hjem i slutningen af oktober, lå vi nogle uger i Skanör Havn ved Falsterbohalvøen. Selv om vi kunne se til København, havde ingen af os travlt med at sejle de sidste sømil hjem. Derfor blev vi liggende i havnen og fortsatte tilværelsen på det sparebudget, der havde kendetegnet husholdningen de seneste seks måneder, mens vi nød de ornitologiske oplevelser, der trak ud over Sundet hver eneste dag.

Det var i Skanör, jeg for første gang mødte de rigtige fuglekiggere. Ikke de glade amatører som jeg selv, der begejstres over forårets første svale, men de hardcore, der kom gående med det dyre udstyr, det dyre tøj og den dyrebare tid, de ikke havde ret meget af. Jeg følte mig som en fattigrøv, en meget privilegeret fattigrøv, vel at mærke. Hvor forsamlingen af dyrt udrustede ornitologer skulle hjem ved solnedgang, kunne vi tage en uge mere – måske to, hvis vejret artede sig og vi havde mod på flere oplevelser.

’Ornitopater’ på slap line: Min højskoleven, Jørn, og min mand, Sven Erik. Papirservietten mellem dem afslører, at fuglekiggeri nemt kan kombineres med fornuftige ting – f.eks. udryddelse af vaffelis, som her på Christiansø.

Man kan formes på mange måder. Jeg er sikker på, at jeg var blød som ler, men at vi samtidig blev formet som par. Sven Erik var ikke en af de selvhøjtidelige, der gik i felten med en kikkert, der havde kostet en halv årsløn. Alligevel opdagede jeg hurtigt, at han så de samme fugle som de dyre drenge; mange gange flere, fordi han var vant til at være ude. Ingen af os er udstyret med dét konkurrencegen, der får mange ornitologer til at styrte landet rundt, fordi der er set en sibirisk lårhøne i Skagen. At se en fugl, der er kategoriseret som en stor sjældenhed, giver mig ikke en større naturoplevelse. Så vil jeg lige så gerne stå i læ ved Fyrlunden i Falsterbo og opleve suset, når tredivetusind ringduer flyver ind over mit hoved på få minutter.

I dag føler jeg, at der skal være plads til begge dele. Kikkerten om min hals er ikke længere pudset i leverpostej og den personlige komfort er også blevet bedre med årene. Det ændrer dog ikke ved, at man skal ud og af sted, hvis man vil have nogle anderledes oplevelser.

Der er ikke så meget at vente på. De er derude, de vingede medskabninger – lige til at hente ind i kikkert og hjertekammer. Og løber man sur i arterne, er der masser af hjælp hos andre fugleinteresserede og i Dansk Ornitologisk Forening, der bistår såvel begynderen som den øvede med guidede ture, apps og en fremragende hjemmeside. Tilbage er kun at ønske god tur. I den virkelige verden og i denne bog.

Sortebær og syverfugl

Sommerlandets lydkulisse

Der er nogle dufte, som sender mig direkte tilbage til barndomslandet. Det kan være den krydrede buket af blåklokker og gul snerre, jeg plukker på stranden ved Sankt Hans, eller det kan være den ozontunge duft af regnvåd asfalt efter en tordenbyge. På samme måde er der lyde, som bringer mig lige lukt tilbage til rækken af uendelige sommerdage i førskolealderen. En af dem er lyden af en syngende gulspurv.

Min mormor og morfar var de lykkelige ejere af et renoveret hønsehus i udkanten af landsbyen Lumsås, der ligger ved Sjællands Odde. Huset lå ikke i sommerhusområdet langs Sejerøbugten, men på en stor grund ved Lumsås Mølle. Det var i dette landlige paradis, jeg blev begavet med en solid håndfuld naturog fugleoplevelser, som hænger ved den dag i dag.

De nuttede bronzespurve, som prydede flere af gravstenene ved Lumsås Kirke, blev genstand for min første beundring. Jeg elskede den skyggefulde kirkegård for dens tunge duft af taks og enebær, det knasende perlegrus og velholdte gravsteder, der var omkranset af stramt klippede buksbomhække. Kun én ting var bedre end turen over kirkegården, der lørdag formiddag endte hos bageren, hvor vi købte lørdagsslik; nemlig at tage den store tur til stranden, som vi kaldte det.

Nok var sommerhuset gammelt og enkelt indrettet, men der manglede ikke hjerterum, hvad sengepladser angik. Når der var fuldt hus i sommerferien, talte flokken mormor og morfar, morbror og tante, mine to kusiner, min far og mor samt storebror og jeg. Gik turen til stranden, fandt hele banden plads i morfars Renault 4, inklusive et broget udvalg af sandskovle, badedyr og pvc-duftende køletasker. Færdselspolitiet glimrede ved sit fravær i Lumsås, så det gik forholdsvis smertefrit at anbringe to voksne foran, to voksne og alle strandtaskerne på bagsædet og fire unger i bagagerummet, der var åbent ind mod kabinen.

Mormor og morfar blev hjemme, ellers havde Renault’en nok også haft behov for nye fjedre. Hensynet til bilens ve og vel var ganske velkomment. Det gav plads for morfars middagslur under kirsebærtræerne, ligesom det gavnede mormors tætpakkede sylteprogram. Når morfar ikke hakkede ukrudt i den store køkkenhave, hjalp han med at plukke bær til mormors umættelige syltegryder i takt med, at rabarber, jordbær, hindbær, kirsebær, ribs, solbær, stikkelsbær, blommer, ærter, asier og meget andet modnedes. De gamle havde nok at se til. At de samtidig har trængt til at hvile ørerne et par timer, er først senere faldet mig ind.

Badeturen var noget nær en heldagsudflugt. Vi unger var ellevilde, når turen ikke bare gik ned til den lokale strand, men til den ’rigtige’ badestrand med høje klitter og hestehuller. Opskriften var den samme hver gang, når den tungt lastede bil hostede sig forbi byens olieduftende mekanikerværksted, ned forbi jættestuerne i Stenstrup og ind på de små sommerhusveje, hvor vi tålmodigt gled ind i geleddet af overfyldte biler, der hang lige så slemt i fjedrene som vores. Det sidste stykke vej mod Gudmindrup Lyng blev tilbagelagt i første gear, mens kortegen af 60’er familier bevægede sig ned mod badestrandens tæt pakkede parkeringsplads. Selv om der var trangt og varmt i bagagerummet, var der også godt at være med den helt specielle lyd, der opstod, når man kørte langsomt gennem sommerlandet for nedrullede vinduer. Jeg elsker stadig den lyd, selv om den nok lød anderledes, hørt fra bunden af Renault’en.

Vi børn var lykkeligt fri for at tage beslutninger, så vi overlod kampen om parkeringspladserne til vores forældre. Jeg husker det ikke tydeligt, men kan nemt forestille mig, at det var hér, de voksne blev lige så pirrelige som vi børn blev utålmodige. Alle trængsler var dog glemt, så snart bagagerummet blev åbnet, og vi kunne rette vores stive lemmer ud.

Som alle andre unger sendte vi længselsfulde blikke efter ishuset, hvor der altid var alenlang kø. De voksne havde en fabelagtig evne til at overse ishuset. Vi sukkede og vidste, at den mødrene del af selskabet stod klar til at skridte klitlandskabet af med noget, jeg mente måtte være syvmilestøvler.

Vi gider ikke ligge i den kødrand, var den faste indgangsreplik, hvorefter hele familien blev bugseret laaaangt hen ad stien, der løb bag de fristende klitter. Det var på denne forhaling mod den tyndt befolkede del af stranden – dog aldrig så langt at vi havnede helt ude ved nudisterne – at jeg lærte gulspurven at kende. Fuglen talte én-to-tre-fir’-fem-seks-syyyyv fra sin sangpost i den nærmeste busk, og vi talte med, mens vi plukkede sortebær, trådte varsomt af skræk for hugorme og mindede de voksne om, at vi skulle nå en ordentlig tur i vandet, inden der blev lukket op for køletasken.

Halvanden time senere sad vi der; på det sandfyldte vattæppe, rystende af kulde efter vandgangen, med en klapsammen i den ene hånd og et hårdkogt æg i den anden – et æg, som det var en tilbagevendende udfordring at pille med våde fingre, uden at det endte i sandet.

En fuldvoksen gulspurvehan – hans mage er mere diskret i farven.

Gulspurvens strofer nåede sjældent ud på ydersiden af de høje klitter. Havde den vovet sig ud over klitrækken, var den hurtigt blevet overdøvet af hujende unger, ikke mindst vores egen lille skare, der var af den overbevisning, at den halve fornøjelse ved en strandtur er at skrige over det iskolde vand og hoppe ti-tyvetredive.

De voksne drømte sikkert om en tiltrængt middagslur med den lune sommervind strygende over rygstykkerne, men den slags luksus måtte de skiftes til, for der var jo lige det med fralandsvinden. Og strømmen, for slet ikke at tale om hestehullerne. At de farlige huller lå og lurede langs anden og tredje revle, var vi ikke i tvivl om. Flere gange i løbet af min barndom fulgte min onkel os hen til kanten af de farlige huller. Én for én fik vi lov til at stikke en fod ned i den iskolde understrøm. Det var en udmærket lære. Hestehuller var virkelig noget, vi fik respekt for.

Den fælles frokost var dagens højdepunkt, hvilket derimod ikke gjaldt ventetiden, som uvægerligt fulgte i kølvandet af håndmadder og majdrik. Der blev holdt nidkært øje med minutterne. Landet over måtte børn kæmpe mod tidens udstukne baderegler, der blev efterlevet med en punktlighed, som gjorde sommerlandets børneflokke ulidelige at være i nærheden af.

Minimum tredive minutter – så lang tid havde frokosten til at dumpe på plads i danske barnemaver anno 1969. Så længe nedtællingen varede, kunne vi bygge sandslotte, soppe og samle vandmænd, men fik under ingen omstændigheder grønt lys til en forsigtig tur i bølgerne. Det var livsfarligt, fik vi at vide. Den, der badede på fuld mave kunne falde om af chok. Eller krampe. Det faktum, at min farfar var omkommet i en drukneulykke, da min far var lille, gjorde ikke respekten for havet mindre. I dag vil jeg tillade mig at konkludere, at der er ringe sammenhæng mellem indtagelsen af en æggemad og en hjerneblødning. Dén side af sagen faldt det os aldrig ind at sætte spørgsmålstegn ved.

Som regel var strandturen forbi ved firetiden. På det tidspunkt var mindst én af os ved at dø af tørst, én var skoldet og resten havde bare fået nok. Når vi returnerede langs klitten, må jeg indrømme, at det ikke var fuglelivet, men ishuset, der fyldte mine tanker. Alligevel havde vi knap rundet klitten, før den lagde beslag på min opmærksomhed igen, den ihærdige gulspurv.

Af og til fik jeg øje på syverfuglen i toppen af en busk, men ofte var lyden nok til at fylde mig med en særegen oplevelse. Dengang vidste jeg ikke, at de troløse gulspurvehunner er lige så besatte af den gule farve, som jeg var ved tanken om den lovede Københavnerstang – og at de utro hunner gerne parrer sig med fremmede hanner, hvis de er mere gule end deres egen mage. Jeg