Historien om Griseoksen

By Johan Frej Heldbjerg and Grethe Heldbjerg

Med "Historien om Griseoksen" befinder vi os overvejende i et univers af natteliv, som det udfolder sig for vores hovedfigur, nemlig Griseoksen.

Griseoksen er et klovdyr, som i århundreder har formået at undgå opdagelse. Zoologer har ikke opdaget den, heller ikke selv om den ret ofte lever i forholdsvis tær befolkede områder, da den er god til at skjule sig. Griseoksen har seks maver, fordi den både spiser planter og kød. Den er drøvtygger, og ud over de fire af maverne, der har samme funktion som andre oksers, har den også en stege- og en kogemave til at behandle kødet i.

Trods navnet føder Griseoksen ikke levende unger, men lægger æg. Hvis den vil, lægger den mellem 11 og 20 æg om foråret, lige efter forårsjævndøgn. Æggene lægges i de underjordiske huler, hvor griseokserne bor. Æggene udruges ved hjælp af en kombination af varmen fra de store trærødder, der danner hulens tag og vægge, og varmen fra begge forældres horn. I yngletiden bliver forældrenes horn i stand til at gløde, så de kan bruges til at varme trærødderne op med. Det må griseokserne gøre mellem seks og otte gange i døgnet. Trods det relativt store antal æg, klækkes der normalt kun én til to og højst tre unger. Udrugningen begynder, når det første æg er lagt, og rugetiden er på 50 døgn med klækning i sidste halvdel af maj måned.

Det er her om foråret, vi møder vores egen griseoksefamilie, hvor tre nye griseokseunger sætter fut i nattelivet, og kræver en masse mad og opmærksomhed. Vi kommer med på nogle af deres oplevelser, og hører om, hvordan griseokserne lærer at begå sig uden for hulen. Da griseokser er glade for at synge og høre historier, sætter de stor pris på at møde andre som kan fortælle en god historie, synge en sang og levere rim og remser; og de digter også gerne løs selv, både til hverdag og fest.

Griseoksen er udbredt over det meste af verden; dog ikke i de arktiske områder. Den kan leve i såvel tempererede, subtropiske og tropiske klimabælter, hvor der er adgang til drikkevand, grisekød, fjerkræ, bær, rodfrugter og andre spiselige planter. Kendte fjender: Bønder, lyseokser, ræve, ugler og - i nogle områder - ulve. Kendte venner: Muldvarpe, spætter, musvåger, kaniner, og måske andre, for eksempel mindre menneskebørn.
Som helhed kan bogen beskrives som fabulerende over såvel fakta som fiktion. Med afsæt i griseoksernes univers og "historier i historien", kommer vi på besøg i andre dyr og væseners universer.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 23, 2021
• ISBN: 9788743065234

Johan Frej Heldbjerg

Johan Frej Heldbjerg, født 2010, er skoleelev, og er sin medforfatters barnebarn.

Book preview

Kapitel 1: Hvor vi finder ud af, hvad en Griseokse er

Griseoksen er ikke et dyr, som ret mange kender til. Det skyldes nok, at den bor langt inde i skoven, og kun kommer op af sin hule om natten; men også at den er ret god til at gemme sig. Griseoksen kan for eksempel lynhurtigt folde og rulle sig sammen, så den bare ligner en stor sten. Når den desuden samtidig er god til lige at trille ind under et træ, en busk, eller ind i et buskads, og ligge bomstille og se stenagtig ud; er det svært for andre at få øje på den – også selv om de lige mente, at de så et eller andet dyr bevæge sig. Her i historien om griseoksen får du derfor først noget mere at vide om, hvad for den slags dyr, den er, og om hvordan den lever og bor.

Griseoksen er ret forskellig fra andre okser, og har fået sit navn, fordi den elsker at spise grise. Den spiser både råt, kogt og stegt grisekød; men den spiser også alt muligt andet. Som regel er griseokser sorte, mens de er unger; men de kan også være næsten lysebrune. Den mest farvestrålende griseokse, der kendes til, er sort med en lang, rød hale, et nærmest okkerfarvet hoved med plettede aftegninger på toppen. Ørerne er også plettede og meget store; og den har stærke, stirrende og skarpe blå øjne. Det har den for at kunne høre og se godt, når den er ude for at jage grise om natten. Lige som andre okser har den klove, som den bruger til at sparke i jorden med; men klovene er så specielle, at de også egner sig til at klatre med; for griseoksen er vældig god til at klatre i træer. Desuden kan den skyde den bagerste tå på de to forreste klove ud, så den kan bruges som skovl eller spade, når der skal graves huler eller andre ting ud. Alle voksne griseokser har horn; men somme tider afhorner de hinanden. Det gør de for ikke at komme til at skade hinanden, hvis de har for lidt plads i deres huler. Hornene vokser ret hurtigt ud igen, for som du vil se og høre, kan de ikke undvære dem. Griseoksen føder ikke levende unger; den lægger æg. Hvordan de bliver ruget ud, kommer vi til, når vi om lidt har fået styr på, hvad griseoksen lever af; og hvor og hvordan den bor. Griseokseunger og griseoksehunner har fire ben; men den voksne hangriseokse har fem ben. Det femte ben sidder lige bag ved forbenene, og ender i en sugekop, som griseoksen blandt andet bruger til at suge grise til sig med.

Griseoksen spiser ikke kun grise, men også fjerkræ – dog ikke ugler – plus alle de ting, som andre okser også æder løs af i en fart, når de kan komme af sted med det. Altså er griseoksen også drøvtygger som andre okser; men den kan ikke klare sig med fire maver som de kan, fordi den også spiser kød. Griseoksen har således seks maver. Inden vi fortæller om dem, begynder vi lige med at beskrive en almindelig drøvtyggers fire maver. På billedtegningen på næste side kan du se en almindelig okse- eller komave, og hvordan den er placeret inde i oksens krop. For god ordens skyld fortæller vi også, hvor vi har oplysningerne fra, hvis du skulle få lyst til selv at kigge efter, og selv læse mere.

Billede 1: Drøvtyggermave og dens placering i drøvtyggerens krop

Kilde: Egen tilvirkning med reference til Gads Lille Leksikon

(1995, p. 245).

De fire maver hos den almindelige okse eller ko er: 1. Vommen, hvor alting starter med at blive fyldt ned i en vis fart; 2. Netmaven, hvor de ting, der er tygget lidt drøv på, glider hen. Fra både vommen og netmaven kan oksen gylpe – eller bøvse – maden op igen, når der er fred og ro til at tygge den ordentligt. Når oksen har tygget færdig, og er tilfreds med det, synker den maden, som nu kommer ned i 3. Bladmaven, hvor den blandes med vand, og fortsætter til 4. Løben, som også kaldes Kallunet, hvor maden blandes med syre og løbe (det sidste er det, der også bruges til at lave ost med), hvorefter det hele fortsætter ud i resten af fordøjelsessystemet, dvs. tarmene.

Så vender vi tilbage til griseoksen og dens seks maver. Her har vi også en billedtegning med, så der er helt styr på, hvordan maverne er placeret, og hvordan drøvtyggeriet foregår hos griseoksen.

Billede 2: Griseoksemave

Kilde: Egen tilvirkning med reference til Gads Lille Leksikon

(1995, p. 245).

Griseoksen begynder også med at fylde i 1. Vommen, og kan også lade gå videre til 2a. Netmaven, når den gylper op første gang; men her har den to maver mere at vælge imellem, nemlig 2b. Kogemaven, og 2c. Stegemaven, som begge bruges til at lave kødmad færdig i, før den gylper det stegte eller kogte op og serverer det i munden igen, når den er klar til at nyde maden. Nogle gange henter den også lige lidt groft grøntfoder fra vommen og en finttygget grønsagsbolle fra netmaven op som tilbehør til kødet. Når den har tygget færdig, synker den maden, som så fortsætter ned i 3. Bladmaven, 4. Løben og tarmene, som hos de andre okser. For resten er tarmkanalen hos både en almindelig okse og en griseokse lige så lang som Rundetårn er højt, dvs. 35 meter. Griseokser elsker at drikke mælk til maden; men da det er svært for dem at få fat i mælken fra de andre slags okser, må de som regel nøjes med vand.

Griseoksen har ikke ret mange fjender, faktisk kun uglen, ja, og så bønder, plus til dels ræven. Det med uglen lyder måske mærkeligt, så det må hellere komme med her med det samme: Både uglen og griseoksen er vågne og jager om natten; og da griseoksen har meget store ører, som den ikke kan lukke, er det forfærdeligt for den at høre på uglens tuden. Hvis det kun var alt det tuderi, kunne griseoksen såmænd nok leve med det; men det varsler også om andet, der er farligt for griseoksen. For det første sidder griseoksen fast, hvis den træder i uglegylp, og skal have en anden griseokse til at komme og tisse på det, før den kan slippe fri igen. For det andet er griseokseungerne i fare, allerede mens de ligger i æggene, for selv om æggeskallen er for tyk til, at uglen kan hakke den i stykker, så dør griseokseungen af skræk, bare uglen pikker på skallen med sit næb. Ræven kan derimod godt få hul på æggene; men da griseoksen ikke er bange for ræven, sker der sjældent noget; for griseoksen er hurtig til enten at jage ræven væk, eller suge ræven til sig med det femte ben, hvorefter den svinger med benet og slipper suget, så ræven får sig en flyvetur, og ryger langt væk. Når ræven først har prøvet det én gang, holder den sig for altid på lang afstand af griseokseæg, hvis de ligger i skoven. Æggene er nu heller ikke så nemme at få øje på, selv om de er ret store, for de er lysebrune med lidt grønt på, og ser ud på en måde, som falder ret godt sammen med farverne i de skove, hvor griseoksen lever. Desuden har griseoksen en god lugtesans – bedre end rævens – ja, den er ikke bare god, men nærmest fænomenal. Den kan lugte ræven på flere kilometers afstand, hvis vinden bærer fra ræven og hen mod griseoksen.

Lige som uglen er griseoksen et skovdyr; og da de begge jager om natten, kan det godt give problemer. Det betyder, at selv om griseoksen er vældig god til at klatre i træer, så foretrækker den at bo i en hule under jorden, hvor den ikke kan høre uglens tuden. Griseoksens hule ligger altid nede under nogle meget store træer med lange og tykke rødder. Hvis det kan lade sig gøre, kan den godt lide at have indgang til hulen under nogle meget store klippestykker; da det så er lettere at få indgangen gjort lydisoleret med en lem, der kan slutte til og sidde helt tæt og fast i åbningen til hulen. Lige uden for hulen vil griseoksen også gerne have, at der står nogle æbletræer; for æbler er gode at få hurtig energi af, hvis griseoksen af en eller anden grund pludselig skulle føle sig lidt mat i koderne. Nede i hulen kan den have en stald til grise, og den har altid et lager til andre ting, så den ikke behøver at gå på jagt hele tiden og hver nat. Grisene kan den ikke selv opdrætte, da de ikke kan leve så længe i mørket under jorden. Desuden ville griseoksen også få et farligt mas med at skaffe alt det, grisene så skulle have at spise, og at skaffe sig af med alt grisemøget bagefter. Derfor er det meget sjældent, at griseoksen opbevarer levende grise nede i den underjordiske hule.

Det betyder, at griseoksen er nødt til enten at jage vildsvin, eller forsøge at fange bøndernes grise. Da der ikke så tit er vildsvin i de skove, griseoksen bor i, er bøndernes grise det bytte, den går efter. Det er farligt, for bønderne har ikke ret tit deres grise til at gå ude om natten; og så må griseoksen gå helt tæt på grisehusene og forsøge at suge grise ud gennem et vindue eller en dør, som de brækker op med deres horn, eller smadrer med deres klove. Det samme gælder, hvis de vil have fat i noget komælk. Det farlige ved det, selv om griseoksen både er stærk og hurtig til at løbe, er, at hvis griseoksen bliver opdaget og set af en bonde, så skal griseoksen dø, sådan er reglerne. Hvis den bliver set, er den fortabt og færdig på stedet. Især om sommeren, hvor det er længe lyst, og natten er kort, dør der en del griseokser, fordi de tit løber en risiko, og bliver ude for længe, så de rammes af lyset fra solen, inden de når tilbage og ned i hulen igen. For hvis en griseokse kommer til at stå i solen, så falder den i søvn i ti dage; og så er den jo nem at få fat i for en bonde. Bønderne elsker nemlig griseoksekød; især til gule ærter, biksemad, frikadeller og spegepølse. Undertiden, når en griseokse falder i søvn i solen, kan den nå at komme til at ligne en stor sten, inden den falder i søvn. Næste nat lugter nogle af de andre griseokser sig så frem til den, og får slæbt den sovende griseokse med hjem i hulen igen, hvor den så sover den solskinsrus ud, den har fået. Når den vågner igen, er den noget slap i koderne og mat i skindet, indtil den får spist og drukket sig frisk igen – helst i grisekød, æbler og komælk – men en enkelt høne, et par gråkrager og et par spande vand hjælper også på det!

Men møder den lyseoksen, er den fortabt! Vi var lige ved at glemme en sjælden, men slem fjende her, nemlig en anden slags okse, der hedder lyseoksen. Selv om lyseoksen kun er ude om dagen, er den farlig for griseoksen, hvis den er faldet i søvn, fordi den har fået sollys. Ser lyseoksen det, er det ude med griseoksen, så sover den ikke kun i ti dage, men dør for evigt! Lyseoksen, som er skinnende gul, og glimter, har nemlig et så stærkt, skærende og nærmest hvidgult lys i sine øjne, at dens blik kan virke som laserstråler, når den får øje på griseoksen. Ser lyseoksen en sovende griseokse, bruger den først sine øjne som röntgenblik for at finde ud af, om griseoksen har grisekød, der er færdigtilberedt, i enten kogemaven eller stegemaven. Har griseoksen det, går lyseoksen videre, og stiller øjnene om til laserstråleblik, som den kan skære gennem næsten alt med¹. Lyseoksens laserstråleblik skærer lige ind til griseoksens seks maver, og tømmer dem for indhold. Lyseoksen har nemlig kun tre maver lige som en kamel, og kan derfor ikke selv fordøje eller tilberede råt kød; og da den er ret vild med kogt og stegt kød, er den nødt til at bære sig ad på den her måde, for at få fat i det. Da lyseoksen kun er ude om dagen, er det nemlig næsten umuligt for den at komme ind i menneskehuse og tage kogt og stegt kød der, uden at den bliver opdaget og fanget; for dens øjne virker ikke på mennesker og andre dyr, kun på andre okser. Alle de andre okser er lyseoksen jo så ikke interesseret i; da de ikke spiser kød.

Når det er så vigtigt for griseoksen at have en hule nede under et område med meget store træer med lange og tykke rødder, hænger det sammen med, at griseoksen ikke føder levende unger, men lægger æg, som skal ruges ud. Udrugningen sker mellem træernes rødder. Trærødderne i sig selv giver ikke varme nok; men når