Sælsomme fortællinger II

By Lilli Lund Christensen

Lilli Lund Christensen er science fiction-forfatter med bøgerne ’Længslernes Nat’ og Øerne i Tågen’ plus noveller i flere sf-antologier.
Hun skriver også fantasy og eventyr. I 2022 udkom novellesamlingen ’I troldenes Land’. Det er mytiske fortællinger fra Nordskandinavien. Og der optræder trolde, elver og andre naturvæsener.
En rejsebog er det også blevet til. ’Ti år som trækfugle’ handler om de ti år, hvor hun og hendes ven hver sommer sejlede rundt i Middelhavet.
I 2022 udkom bogen ’Sælsomme Fortællinger’. Der kan man hygge sig med spøgelser og mærkelige begivenheder. Her er så efterfølgeren: ’Sælsomme Fortællinger II – med horror-afdeling’. Her kan læseren igen sætte sig godt til rette i lænestolen og nyde et lille gys, mens det stormer og regner uden for.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 1, 2024
• ISBN: 9788743086499

Lilli Lund Christensen

Lilli Lund Christensen har i mange år skrevet noveller. Hun interesserer sig bl.a. for science fiction og har fået udgivet to bøger inden for den genre, "Længslernes Nat" og "Øerne i Tågen".

Book preview

INDHOLDSFORTEGNELSE

DE ILDRØDE FUNKER

UHYRET I SØEN

DE BLÅ KATTE

EN DUFT AF HYBENROSER

NISSEFÆLDEN

DEN LYSENDE KUGLE

KONG KUKUR

DE FORANDREDE

HØG OVER HØG

PICNIC I DET GRØNNE

KLUMPEN

HVIS BRUD JEG SKAL VÆRE

ENGLENE PÅ BAKKEBO

THE THREE FLOWER WITCHES

HORROR-AFDELINGEN

I KLOAKKERNE

STØVLERNE

AMBASSADØREN

SØLVLÆNKEN

NÅR MAGIEN VIRKER

OVERRASK DIN MAND

DE ILDRØDE FUNKER

Nu herskede der stilhed. På den lille drabant omkring den klare stjerne hørtes ikke mere den tidligere rumsteren, snøften, kroppes bløde sammenstød i halvmørket i hulerne og små lyde af rislende vand. Algerne havde raslet eller givet en smattet lyd fra sig, når de plumpe huledyr havde trykket deres korpus imod dem og havde gnavet i dem, havde spist af dem.

Sådan havde moderkloden haft det, så længe hun kunne huske. Hun havde kaldt sine kære væsener for simrerne, mere eller mindre ubevidst, for klare tanker tænkte hun ikke, det kom mere i følelsesstød, men lyden af væsenerne var som en simren, en puslen, en gliden.

Engang for længe siden var hun kommet her forbi og var blevet fanget ind af den klare stjernes tyngdefelt. Det havde vist sig at være et stort held for hende, for her kunne hun glide og dreje rundt og rundt uden fare for sorte huller eller supernova-eksplosioner. Her var hun tilfreds, uden at hun dog formulerede det. Simrerne havde været med hende, de havde altid været med hende, så langt tilbage hun kunne huske, beskyttet og gemt i hendes folder og gange.

Så var forandringen kommet. Der var kommet noget nyt til hende udefra, og det var ikke bare et par meteor-stenslag eller isklumper. Der var kommet en sort bold, som havde lagt sig på moderklodens overflade. Først havde moderkloden ikke tænkt nærmere over det, for der kom altid nedslag, somme tider mange, somme tider kun ganske få. Bare det ikke var for store elementer, så gjorde det ikke noget, det var sådan, at hverdagen var.

Men denne her sorte bold, den var anderledes. Den åbnede sig, og ud fløj en meget stor sværm af ildrøde prikker eller gnister, eller hvad det nu var. De fløj som en flok rundt på moderkloden, som om de var på opdagelse. Som en flok bier eller hvepse, kunne moderkloden have sagt, hvis hun havde vidst, hvad det var.

Prikkerne fløj ind i moderklodens folder og revner, som ville de udforske dette her nye sted, hvor de nu var landet. Overalt trængte de ind, lydløst, men alligevel irriterende. Moderkloden vidste ikke altid, hvor de var, og det fandt hun på sin ordløse måde irriterende. Simrerne, derimod, vidste hun altid, hvor var. Dem kunne hun mærke. Prikkerne kunne hun ikke mærke på samme måde. Så var de der, så var de der ikke, så fløj de forbi i en samlet sværm, og i næste nu delte de sig og fløj rundt enkeltvis over et stort areal. Med tiden lærte hun dog bedre at fornemme, hvor de var.

Prikkerne fandt simrerne. Hvad der egentlig skete, gik aldrig op for moderkloden. Men tiden gik, og en dag formulerede hun uklart for sig selv, at hun syntes, at simrerne simrede for lidt. Deres lyde var blevet færre eller også svagere. Det var meget mærkeligt, for sådan havde hun aldrig før oplevet det.

En dag manglede lyden af simrerne helt. Det varede dog en vis tid, før moderkloden blev sig det bevidst. Det var ikke anderledes for hende end for mange andre væsener, at de hurtigere lagde mærke til noget nyt, der kom til, end de lagde mærke til, at noget manglede.

Men en dag kom det til hende, og hun begyndte aktivt at lytte efter sine kære væsener.

Men der var blevet så stille.

Hun lyttede og lyttede.

Det varede faktisk mange år, som alting gjorde for hende, men efter de mange års lytten kom erkendelsen: Det simrede ikke mere i hendes folder og gange. Hendes væsener bevægede sig ikke mere. Det var det første skridt i erkendelsen. Deres lyde manglede virkelig. Næste skridt i den smertelige erkendelse var: de simrede og bevægede sig ikke mere, fordi de ikke kunne. De var døde. De var alle døde. Hun havde mistet dem. Og hun kunne aldrig mere få dem igen, for hun vidste ikke, hvordan de var kommet eller hvorfra.

Hvis hun havde kunnet græde, så havde hun gjort det. Men hendes smertelige erkendelsesstige var endnu ikke slut. Langsomt kombinerede hun. Hendes væseners simren var begyndt at blive langsommere, efter at de røde prikker var kommet. Havde de nytilkomne noget med det at gøre? Kunne denne ulykke have en sammenhæng med deres ankomst? Hvad lavede de egentlig? Hvad levede de af? Spiste de alger, som simrerne havde gjort? Eller spiste de ... andre væsener? ... som ... ja, det var smerte over alle smerter at konkretisere tanken ... spiste de simrere? Havde de noget at gøre med deres død? Eller måske spiste de dem ikke ligefrem, men tog noget fra dem, så de ikke kunne leve mere? Hvis simrernes kroppe lå døde rundt om i hendes folder, så ville algerne spise dem. Som de altid havde gjort. Det var kun naturens orden. Algerne fik næring fra døde simrere og fra den stråling og det stof, som ramte moderkloden fra rummet. Sådan havde det altid været, en god balance. Nu var balancen ødelagt. Algerne ville nok brede sig uhæmmet, men alligevel kun til en vis grad, afhængigt af, hvor megen næring, de fik. Der ville komme en ny balance. Hvor passede de røde prikker ind i den? Ville de også ødelægge den?

Moderkloden vred sig som i pine. Hendes uklare tanker blev stadig klarere. Hvis prikkerne var væk, denne ukendte og måske farlige størrelse, så ville der måske kunne komme en ny balance, mellem hende og algerne, for simrerne kunne jo ikke komme tilbage.

Da den sorte bold landede på moderkloden, var Ro-folket meget spændt. Måske var dette her en god klode for dem, måske var der næring at hente. Deres dronning havde givet dem håb, for hun havde fornemmet, at der måske var en smule atmosfære på denne her klode. Måske var der også vand og dermed en chance for liv, for væsener, som de kunne suge kraft fra. De var vandrere i rummet og sejlede i en slags dvaletilstand af sted i årevis, i årtusinder. Deres dronning, eller dronninger, var de eneste, som ikke var i komplet dvale, men befandt sig i en slags halvvågen tilstand under rejsen og holdt øje med, om der var liv i nærheden, væsener, som kunne give dem kraft.

Dronningen havde fornemmet rigtigt. Men ved selve landingen på kloden var der dog ikke noget, som tydede på, hvilken rig næringskilde, de her ville finde. Overfladen var sort; sort som obsidian, men ikke hård. Den var underlig foldet, og konsistensen var i hvert fald ikke som størknet glas, men mere som, ja, ruskind måske, selv om Ro-folket ikke kendte dette stof. Den sorte bold landede i en lille fordybning mellem to halvstore folder, eller skulle de måske betegnes som små bjerge. Bolden lå lidt og sundede sig. Dronningen anstrengte alle sine sanser. Hun sporede ikke noget ondt for sit folk. Forsigtigt åbnede bolden sig lidt i den ene side, og de første røde funker eller prikker fløj ud. Små ildrøde dimser, der svirrede lydløst rundt og udforskede. Intet ondt at spore. Landskabet var sort og mærkeligt forvredet. For et menneskeligt øje kunne der anes små og store underlige figurer overalt, som var levende væsener forstenet i et nu, ramt af et trolddomsblik Men det var ikke figurer, og dannelserne havde aldrig været levende væsener. Det var alt sammen moderklodens overflade, hendes foldede og knudrede overflade, enhver menneskelig kunstners drøm.

De små røde funker søgte og fandt. De fandt, at der var atmosfære tæt ved klodens overflade. At denne atmosfære var at finde i hulrummene mellem folderne, bjergene kunne de måske kaldes, og i alle de mange kringlede gange og underjordiske små og store huler.

De fandt også noget andet.

De fandt to ting:

At der voksede nogle gråbrune planter op af alle lodrette flader, og at der mellem dem gled nogle snegleagtige halvstore mørke dyr rundt. Disse dyr åd af planterne.

Der blev stor glæde i Ro-kuglen, da udsendingene vendte tilbage med denne rapport. Atmosfære i alle hulrummene! Levende væsener, som kunne tjene som føde for dem! Kuglen, hvis yderside bestod af tusindvis af Ro-funker, som havde dannet en sort flade mod ydersiden og på denne måde havde været et levende skjold for deres slægtninge og dronningen, som var indeni, denne kugle opløste sig nu i de mange små ildrøde væsener, som den bestod af. En sværm dannede sig og fløj efter dronningen. Hun fandt et godt sted dybt nede i en slugt, under et udhæng, hvis der nu skulle komme regn eller uvejr på dette fremmede sted. Det så det nu ikke umiddelbart ud til, men man kunne aldrig vide. Altid finde et sikkert sted var dronningens regel nummer et. Nummer to regel, som var ens for hende og for resten af folket, var: Fortsæt slægten. Det var det eneste, som betød noget.

For at fortsætte slægten, det ville sige, at funkerne kunne dele sig vegetativt, måtte de have næring. Når de var mange nok, kunne en flok drage af sted fra moderkolonien, danne en ny dronning og fortsætte slægten et andet sted. Det var så enkelt. Det eneste, de behøvede, var næring. De kunne klare sig uden i årtusinder, men i den tid kunne de ikke dele sig, formere sig. Det gav flokken en vis sørgmodighed, for i den tid kunne de ikke efterleve det andet og vigtigste bud for deres race: Fortsæt slægten.

Her på denne mærkeligt foldede klode var der næring. De mørke langsomt vimsende væsener i undergrunden var perfekte næringskilder. De røde funker fløj hen til dem og satte sig på dem. Der kunne måske sidde en hundrede stykker af de røde prikker på et af de vimrende væsener. Dette blev langsommere i sine bevægelser, mens de sad der, og holdt op med at tygge på algerne. Når alle funkerne så, som på et samlet signal, fløj væk igen, begyndte sneglevæsenet på ny at bevæge sig. Begyndte at gumle igen. Men langsommere end før. Når det over tid havde haft mange besøg af de røde gæster, bevægede det sig ikke mere. Der var ikke noget blod eller noget sår at se. Hvad funkerne tog fra det, vidste kun de selv. Hvad det var, som var næring for dem, og som ikke var kød eller blod. Måske var det livets essens.

Funkerne begyndte at formere sig. Nu havde de energien til det. De blev til mange, og det lod ikke til, at der var nogen af dem, som døde af alderdom. De blev bare flere og flere. Moderkloden mærkede, at hendes elskede sneglevæsener bevægede sig stadig mere trægt. Men hendes tanker var langsomme. Til sammenligning var de røde funker lynhurtige. Da moderkloden endelig forstod, at hendes væsener ikke mere bevægede sig, var det vel for sent. Men hun reagerede. Med et had, dybt og umenneskeligt, forsøgte hun at hævne sig på de røde. For at det var dem, som var skyld i det skete, var hun ikke i tvivl om. De var det nye, som var kommet. Før de var kommet, havde alt været i orden.

Hun lavede fælder for dem. Mange af dem lykkedes det hende at få indespærret i sine folder, som hun så lukkede, så de ikke kunne komme ud. Der fløj de rundt og fortvivlede. Dog kendte de et trick, som moderkloden ikke havde regnet med. De kunne smelte huller i hendes folder og på den måde komme ud. Men da hun opdagede det, satte hun ind med modforholdsregler. Hun lod asbest sive ind i sin struktur rundt om de ’bure’, hvor hun havde fanget nogle funker. De på deres side skulle bruge nogen tid på at smelte sig vej ud og opdagede nu, at det ikke mere var muligt. Der blev en desperation uden lige. Her, indelukket, kunne de ikke mere komme i kontakt med deres dronning og øvrige familie. De var også afskåret fra at få føde. Til sidst kapslede de sig ind og gik i dvale, som når de var på rumvandring. Noget af den livsessens, som de havde suget ud af sneglevæsenerne, forlod dem igen og flød rundt i stenlommerne på må og få.

Uden for gjorde moderkloden også livet surt for funkerne. De røde væsener, som hun ikke kunne fange og lukke inde, fratog hun deres skjulesteder ved at lukke sine porer. Langsomt, men nådesløst blev hendes overflade glat. De mærkelige figurer, som i virkeligheden ikke forestillede noget, men som ville give et menneske mareridtagtige associationer, de blev stående, men udglattedes, så der ikke mere var små hulrum, som nogen kunne gemme sig i. Var der et par funker, der alligevel havde fundet et af de sidste skjulesteder, så lukkede det sig sammen om dem, og de blev fanget i et asbestfængsel.

Dronningen mærkede katastrofen. Til sidst var der kun ét for hende at gøre. Samle resten af sit folk og forlade denne sorte og nu for dem golde klode. Algerne kunne de ikke leve af, for de havde ikke det stof i sig, som funkerne behøvede. Og nu var planterne i øvrigt også væk, lukket inde i planetens undergrund, uden for rækkevidde.

En dag forlod en sort kugle den lige så sorte planet. Af sted gik det, ud i det vidtstrakte ukendte. Af sted mod nye horisonter og jagtmarker.

Tilbage var moderkloden. Hun roterede som før om den klare stjerne, mens stilheden herskede i hendes skjulte gange, og årene gik. For algerne havde hun lukket op for atmosfæren, der, hvor der ingen indelukkede funker var, og de trivedes som før. De døde simrere lå, hvor de var faldet, nærmest mumificerede, men atmosfæren var omkring dem.

Nogle af dem så ud som den dag, de var faldet. Der var faktisk to slags faldne simrere: De mumificerede og så nogle andre, som bare så ud, som om de sov. Måske som bjørnedyr, parate til en rumrejse. De fleste lå sammen med algerne, nogle alene. En dag mærkede moderkloden bevægelser i undergrunden.

Der gik et stød af ophidselse igennem hende.

Det sås ude fra på den måde, at et par sorte toppe faldt af og ramlede ned i slugten under dem. Der blev de straks grebet af strukturen og sad nu fast på deres nye sted.

Var det virkelig sandt?

Kunne det virkelig tænkes? Og det så lang tid efter?

De var jo alle døde, hendes kære simrere, var de ikke? Hvordan kunne det gå til?

Var der virkelig én eller to tilbage, som havde overlevet de ildrøde funkers angreb?

Hun lyttede opmærksomt. Der var to, ville hun mene. TO! Det var så fantastisk, så utroligt! Hun ville aldrig få at vide, hvordan det var gået til. Men den smule livsessens, som de indelukkede funker havde frigivet, den var sivet rundt i moderklodens materiale, havde samlet sig og havde fundet et par af dens tidligere værter.

Mange af dem var virkelig døde, så der hjalp ingen livsånde.

Men et par var stadig beboelige for livsessensen. Den gled ind i dem og langsomt, langsomt vågnede simrernes lammede kroppe. Langsomt kom der bevægelse.

Der gik et par år med det. Men en dag rejste den ene simrer hovedet og tog en bid af en af algerne. Langsomt gumlede den på maden.

Den anden simrer, som havde været igennem den samme proces, gumlede ligeledes. Svagt og trægt, men dog med stigende kraft.

Moderkloden jublede.

Dog glemte hun i sin overvældende glæde ikke at fastholde de stadig indelukkede funker, for hvem det ikke var lykkedes at undslippe hende. De måtte aldrig slippe ud. Det skulle hun nok sørge for. Nu kendte hun dem og vidste, hvad de kunne anrette. Og skulle der en dag komme en ny sort bold, så vidste hun lige, hvad hun skulle gøre med den.

Ja.

Og hun havde fået sine elskede simrere tilbage. To, ikke mange, men de ville blive flere. Tiden arbejdede for dem, og nu, hvor funkerne var væk, havde de tid nok. De ville formere sig ved deling, det kunne de, og når der en dag var hanner og hunner nok, så ville de også få en kønnet formering. Moderkloden var lykkelig. Hendes klare stjerne strålede. Alt var godt.

Et sted i verdensrummet susede den sorte bold af sted. Måske huskede den den sorte klode, måske ikke. Den var bare på vej. På vej efter føde, efter liv.

En dag, måske tusind år senere, fandt Ro-folkets dronning tilfældigt en blå planet. Planeten var blå, fordi der var så meget vand på den. Bolden nærmede sig den, fuld af forhåbning. Hvor der var vand, var der gode chancer for liv.

Det var en dejlig lørdag morgen sidst i april. Foråret var for alvor i gang. Den måske sidste aprilbyge var netop draget over landet, og nu skinnede solen, og der duftede af muld alle vegne.

Elleveårige Tim traskede af sted på skovstien i den lille plantage bag deres hus, som lå i udkanten af en provinsby på Sjælland.

Den tynde og lyse dreng var blevet sendt af sted med Luna, deres godmodige sorte labrador, fordi far og mor ville have fred og ro denne lørdag morgen.

Tims lige så lyse lillesøster Emely (med ægte krøller) forstyrrede ikke. Hun sad dybt koncentreret i pyjamas og byggede på sit Friends dukkehus, mens hun legede med de små figurer. Men Tim og Luna var uromagerne. De listede omkring i huset uden at vide, hvad de egentlig ville, og ja, listede var vel så meget sagt, for far og mor hørte dem tydeligere og tydeligere, mens de masede rundt i sofaen, stødte ind i sofabordet og ramlede ned på gulvet.

Tim! brølede far. Tag tøj på og gå en lille tur med Luna! Vi spiser alligevel ikke morgenmad før om en times tid!

Da sønnen og vovse endelig havde fået skramlet sig uden for, listede far en arm rundt om mor. Vi har vist en time, har vi ikke?

Ude i plantagen var der skønt. Det var Danmark, når det var dejligst. Sol, lys og dufte. Der var kommet små gule blomster nede i græsset, og insekterne var begyndt at svirre. Luna for rundt, forrettede sin nødtørft, snusede og vimsede. Tim sang den sidste nye sang, som han havde lært i skolen. Han havde faktisk en god stemme og ramte også tonerne rigtigt. Mor var meget stolt af ham.

De så begge de røde prikker samtidigt. Tim, der lige havde sat sig på en lille skråning og opdaget, at han derved blev våd bagi, så Luna snuse til de små gule blomster.

Der var også nogle bittesmå røde blomster.

Jamen, hvad var nu det? De små røde blomster fløj op og svirrede som ildrøde prikker omkring labradorens hoved. Hvad var nu det for noget?

Røde fluer?

Sådan nogle havde Tim da aldrig set.

Fluerne fløj rundt og rundt i en sværm om hunden. Nu så Tim, at de fløj ind og gemte sig i dens pels.

Ej, det måtte de da ikke?

Hvis det nu var hvepse, så kunne de jo stikke hans gode ven. Han rejste sig og gik hen for at vifte dem væk. Men de var helt væk. Han kunne ikke se dem mere. Det var da mærkeligt. Måske var det bedst, hvis de gik hjem. Måske ville fluerne så forsvinde på vejen.

Tim og Luna traskede hjem igen. Af og til skævede drengen til hunden for at se, om der kom nogle røde fluer ud af dens pels. Men han kunne ikke se nogen.

Luna var ikke så oplagt som på udturen. Hun gik meget roligt, nærmest langsomt, ved siden af Tim.

Drengens blik gled ufokuseret rundt. Nu var de ved udkanten af plantagen. Deres hus lå kun to små veje væk. Han kendte de fleste af de folk, som boede i husene. Han havde boet her, siden han blev født.

I soveværelset i det lille gule murstenshus, hvor far og mor var kommet hinanden meget nær i dobbeltsengen, blev døren, som stod på klem, pludselig åbnet på vid gab. Emelys lille klare stemme lød: Mor, far, jeg kan ikke finde den lille kat, som hører til mit hus. Ved I, hvor den er?

Mor kom til at fnise. Nej, lille skat, det ved vi ikke. Men prøv at lede i jeres slagbænk. Der er så mange ting i. Måske er den lille kat kommet helt ned på bunden.

Ja, mor. Emely trissede ud igen og lod døren stå åben efter sig. Far nev mor blidt i armen. Det var ikke helt sødt af dig. Nu skal hun igennem alt det rod, de har i slagbænken.

Mor smilede og kyssede far. Lad os nyde den tid, som vi har købt os ....

To villaveje væk kom Tim og Luna luntende. Tim gik stadig og tænkte på ingenting, men samtidig også på de røde prikker, som han endelig måtte fortælle far og mor om. Han så ikke, at de selvsamme prikker forlod Luna i en lille sværm og samlet fløj tilbage i retning mod plantagen.

Da de ankom til hjemmet var der ét stort rod i hans og Emelys værelse. Lillesøsteren havde væltet alle tingene fra slagbænken ud på gulvet og så ud, som om hun ledte efter noget.

Ej, hvad laver du! Tim så ærgerligt på Emely. Du ved, at vi selv kommer til at rydde det op!

Så kommer vi det da bare tilbage igen. Jeg leder efter den lille kat, som hører til mit hus.

Nå, den. Tim var en godmodig fyr, og hans ærgrelse forsvandt. Den tror jeg faktisk, jeg har set et sted.

Hvor? Kan du finde den?

Måske. Tim begyndte at rode i tingene. Luna, der havde været ude i køkkenet og drikke vand, kom til. Den lagde sig på gulvet og iagttog interesseret de to børns gøren og laden. Et øjeblik efter sov den. I soveværelset var forældrene også slumret ind efter deres morgenaktivitet.

I den lille provinsby gik livet fredeligt videre. Indtil der en dag midt i højsommeren kom en overskrift i den lokale avis. Mistænkelige dødsfald i Græsing. Alle i Græsing læste artiklen med stor interesse. Også hjemme hos Tim og Emely. De boede jo i Græsing.

Det er jo lige her i nærheden, sagde far. Nu, hvor han stod op i deres køkken, kunne man tydeligt se ligheden med hans søn. For mors vedkommende sås noget krøl i håret, som hun var meget stolt af og ikke mindst af, at det var gået i arv til Emely. Hun var lige ved at skifte vandet i Lunas vandskål.

Denne logrede glad og så frisk ud.

Den mærkelige træthed, som lørdag morgen havde overmandet den, var væk. De mærkelige røde fluer, som den havde haft i pelsen, dem havde Tim glemt at fortælle om.

Mor sagde: Det lyder lidt mystisk. Måske er det en and.

Det kan det ikke være, svarede far og holdt hænderne let samlede foran sig som en taler. Det er sandt. Man ved da med bestemthed, om nogen er død eller ej. Det, som man synes er mærkeligt, er, at der pludselig er så mange døde lige her i vores kvarter. Og man ved ikke, hvad de er døde af.

Så er det jo uhyggeligt. Mor plejede at tage let på tingene, og man kunne aldrig helt vide med hende, om hun mente noget ironisk eller ej. Måske mente hun i virkeligheden stadig, at det nok var en avisand, der var slået uhyggeligt op.

Far var også i tvivl, om hun virkelig troede på det. Se her, sagde han. Har du læst det rigtigt?

Næh.

Vil du så ikke gøre mig den tjeneste at gøre det? Og jeg vil tegne på et kort over vores kvarter, hvor de døde boede. Det, som jeg synes er uhyggeligt, er, at man ikke ved, hvad de er døde af. De er bare blevet fundet – lå og var døde – bare sådan.

Mor sagde: Så siger man jo altid, at det var et hjerteanfald.

Det siger man ikke her. Der er syv døde over en periode på tre måneder.

Mor tog sig nu sammen og læste artiklen grundigt. Bagefter så hun undrende på far. Hvis det stemmer, det, som står her, så er det i hvert fald mærkeligt.

Nu var far ikke længere i tvivl om, at hans kone troede på det.

Et par dage senere havde han fået indtegnet de døde på et kort over deres kvarter. Det havde ikke været let for ham, for der var ingen navne nævnt i avisen. Men han var gået den lige vej til graveren ved kirken.

Hvem er alle de døde, hvor man ikke ved, hvad de er døde af?

Det har jeg allerede fortalt politiet, svarede graveren. Han var en kraftig mand med ærlige øjne. Men det er ikke nogen hemmelighed. De sidste grave kan du jo se på kirkegården.

Far sagde: Du ved lige som jeg, at man ikke ved, hvad de er døde af. Jeg vil gerne vide, om de boede lige i nærheden af mig og min familie. Jeg vil tegne det ind på et kort.

Graveren så på far og syntes som ham. Egentlig var det et godt forslag, manden kom med. Graveren selv boede ikke langt fra kirken, men i den lille provinsby boede ingen langt fra noget, og graveren havde også tænkt nogle dystre tanker. Hvad, hvis det var en sygdom?

Jeg vil gerne hjælpe dig med et kort. Jeg vil også tegne navnene ind på et kort til mig selv, for jeg har også tænkt lidt over det. Så vidt jeg ved, så afventer politiet, om der kommer nye dødsfald. Hvis der gør, skal de døde obduceres. Det har præsten fortalt mig. Graveren inviterede far ind på sit kontor og satte kaffe over, og de to gik nu i gang med at sætte navnene på de syv afdøde personer på to kort, et til dem hver. Hvorfor gør politiet ikke også sådan her? mumlede far, mens han skrev: Jørgen Mogensen. Denne Mogensen havde boet fem huse væk fra ham selv.

Det gør de måske også, sagde graveren, mens han skrev Jørgen Mogensen på sit eget kort. Men de fortæller jo ikke alting.

Da kortene var færdige, sad de med hver deres kaffekop og studerede de kryds, de havde sat. Er der noget, der springer i øjnene? spurgte far. Ja, faktisk, svarede graveren. Se her. Jeg har prøvet at forbinde mine kryds med en streg. Og den streg ligner en bue.

Sørme, ja, sagde far.

Det samme havde de fundet ud af hos politiet. Mens de stadig grundede over, hvad den bue kunne betyde, kom det næste dødsfald. Men det lagde sig ikke smukt i en forlængelse af buen. Det var en yngre kvinde, som boede i den anden ende af kvarteret, bag supermarkedet. På grund af den manglende dødsårsag blev hun obduceret. Man fandt ikke noget. Hendes hjerte var godt. I det hele taget var hun i særdeles god fysisk form. Hendes mand sagde: "Ja, hun trænede meget. Hun joggede ofte oppe i plantagen. Men