Junglens Hjerte

By Dagmar Grene Thygesen

Da Ainy bliver sendt til en anden verden, bliver hun kastet ud i et hæsblæsende eventyr.
Hun møder mange mystiske væsner og bliver hurtigt venner med humfkillingen Humphy. Gennem eventyret lærer Ainy sandheden om sig selv at kende og snart hviler ansvaret for både Ainys og Humphys verden på hendes skuldre.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 29, 2022
• ISBN: 9788743049821

Dagmar Grene Thygesen

Jeg er en pige på 11 år, der går i 5. Klasse. Jeg har en drøm om at blive forfatter og dette er min anden bog, jeg har udgivet. Af samme forfatter: Ulvehyl (2021)

Book preview

Junglens Hjerte

Junglens Hjerte

Forfatterens tak

1. Postyr

2 Farlige skygger og en gnist af magi

3. En stjerne mere

4. En visnet plet

5. Luna, var det en portal?

6. Måneblodsringen

7. Delte dimensioner

8. I natten

9. William

10. Forræder

11. Hvem redder fjenden?

12. Flugten fra Medur

13. Der er sandhed i sladder

14. Soldelen

15. Susanias harpe

16. Junglens hjerte

17. Humfernes slag

Kolofon

Junglens Hjerte

Forfatterens tak

Jeg vil gerne sige tak til Ingrid Hundevad Pedersen, Laura Sofia Basse Lundgaard og Caroline Poulsen Melin for inspiration til karaktererne og handlingen fra den leg, vi legede i over tre uger i starten af i 4. klasse. Tak for visheden om, at I godt kan lide mine bøger. Tusind tak!

1. Postyr

Humphy undrede sig over, at hendes hamrende hjerte ikke vækkede morwoodexen. Det føltes som om, det bankede 200 km i timen. Langsomt og varsomt trådte den lille humfkilling op i reden til woodexen og hendes æg. De farverige æg var omtrent lige så store som Humphy selv. Cirka en halv meter høje. Woodexer var meget sjældne, især her midt på foråret i æglægningstiden. Den lille sorte humf tog fat i et æg med sine små poter og fik det ud af dets mors favn. Mens Humphy sad i sine egne tanker, opdagede hun ikke den bløde hale, der strejfede woodexens korte, orange næb. Med et advarende nys slog den nu lysvågne fugl ud med sine enorme slyngplantedækkede vinger og gav et hjerteskærende skrig fra sig. Vingeslaget lavede et vindpust så kraftigt, at Humphy blev blæst ud af reden. Hun fløj gennem luften, og med ægget knuget ind til sig, lykkedes det hende at gribe en gren med sin pelsdækkede, muskuløse hale. Hun slyngede sig rundt om grenen og greb den med sin frie forpote.

Til Humphys held var hun lige ved siden af en blomstrende manorinoblomst, som hun kravlede ned i. Hendes pels blev splattet til i knaldlyserød nektar. Kun marinobierne kunne tåle det, men Humphy fik det heldigvis ikke i munden. Ægget landede også i blomsten og var næsten ikke til at genkende. Det var sølet til i lyserød nektar og mørkegult glimmer. Ha ha, grinede Humphy, da hun tørrede noget af det væk, så ægget atter var til at genkende. Så du var ikke et glittemotusedderkoppeæg.

Men et vingesus advarede hende om at tie stille. Et øjeblik senere var den fuldvoksne Woodex’ grønne hoved så tæt på åbningen af blomsten, at Humphy troede, hun blev set. Men så opdagede hun, at hun var helt lyserød af nektar og dermed kamufleret, når hun ikke bevægede sig. Morwoodexen fløj nu op til reden igen. Puha, sukkede Humphy og hoppede ned på jorden. Så vaskede hun sig selv og ægget og begyndte at gå hjem til Humpebakken.

Ikke ret lang tid efter, gik hun op ad et højdedrag mod en lille træhytte. Måske vil hr. Ramgard fortælle mig en historie, tænkte Humphy glad. Hendes forældre døde i junglen for fire år siden. Nu var hun ni år og boede hos hr. Ramgard. Humpebakken var bogstaveligt talt skyllet op fra junglen, af Pupfloden, der endte i Puplehavet.

Men hr. Ramgard var ikke ligefrem i historiehumør. Hvor i junglens hjerte har du været henne, frøken?, buldrede hr. Ramgards dybe stemme. Undskyld, sagde Humphy. Men jeg skal vise dig noget helt fantastisk. Jeg har et woodexæg. Så viste hun ham det strålende, farverige æg. Hr. Ramgard stod bare og stirrede. Han kunne ikke finde ord. Han lagde sig i græsset, så skyen på himlen formede sig til et æg og noget, der lignede en fugl. Fuglen forsvandt, men ægget blev. Han rynkede panden. Men det var jo bare en sky.

Pludselig lød en knæklyd. Ægget var ved at klække. De skyndte sig ind i huset og nåede lige at sætte ægget ind i et bur, før den lille sorte revne snoede sig hele vejen rundt om ægget, og skallen faldt af. Woodexer kunne nemlig flyve med det samme, så man skulle sætte ægget i bur, før det klækkede, hvis den ikke skulle flyve væk. Det første Humphy så, var et mørkegrønt hoved og to blanke brune øjne, splattet til i en mærkelig suppedas, som måtte være det, den havde levet af inde i ægget.

Woodexungen fløj rundt inde i buret. Humphy mødte dens skinnende blik, og de delte en tavs glæde under øjenkontakten. Som en fin sytråd mellem de to unger. Humphy vidste, at woodexungen var hendes. Hendes! Hun kiggede ind gennem burets tremmer og mærkede det kolde metal fra låsen mod sin hud. Da mærkede hun, at buret ikke var låst. Men det var for sent! Fugleungen, som Humphy havde givet navnet Greens, fløj hen mod Humphy og åbnede buret. Greens fløj 10-12 omgange rundt i stuen og ud ad det åbne vindue. Før Humphy eller hr. Ramgard kunne nå at stoppe den flyvende fugleunge, var den fløjet dybt ind i junglen. Greens havde knap nok været ude af ægget i fem minutter, før han var fløjet væk.

Humphy var målløs. Hun var både ked af det og trist, for intet hang sammen. Greens var jo hendes, og hun var