Felven og den magiske dis

By Ulla Schejbel Nielsen

Felven bor sammen med en lille syvsover i en gammel træstub i udkanten af feernes eng. En dag banker en fepige på hendes dør, og Felven forstår hurtigt, at noget er helt galt. Endnu en gang må Felven og syvsoveren gøre alt, hvad de kan, for at redde feerne og elverne. Det bliver en svær og farlig opgave, for hverken elverkongen eller den ældste af feerne kan fortælle dem præcis, hvad de skal gøre.

"Felven og den magiske dis" er en efterfølger til Felven og syvsoveren.
Bøgerne kan både læses i forlængelse af hinanden og hver for sig.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 25, 2020
• ISBN: 9788743064985

Ulla Schejbel Nielsen

Da Ulla Schejbel Nielsen fik sat studenterhuen på hovedet på Sankt Annæ Gymnasium, var hun sikker på to ting: Hun ville skrive tekster, og hun ville arbejde med musik. Da hun samtidig var glad for at undervise, førte det i første omgang til en læreruddannelse på Holbæk Seminarium. Efter en kort periode som børnehavepædagog og aftenskolelærer gik turen videre til RUC, hvor hun blev færdiguddannet som cand. comm. i 2000. Siden da har hun arbejdet med kommunikation, undervisning og musik - og gennem årene har utallige børn lagt ører til hendes sange og fortællinger. Ulla har tidligere udgivet tre sangbøger med rytmikideer og sange for mindre børn.

Book preview

Indholdsfortegnelse

En bange fe

Gammel og klog

Elverkongen

En hemmelighed

Spejlet

Fepigen

Skoven

Budbringeren

En næse mod ruden

Jagten på hjertet

Vandet

Vandløbet

Søen

Håb

Syvsoverens suppe

Årstider

Syvsoverens ide

Træet med de store blade

Dyret fra trætoppen

Egernreglen

Uventet hjælp

Sejlturen

Slanger

Klipperne

Grotten

Otte uhyggelige øjne

Det dyrebare spind

Spinderindens hjælp

Turen mod toppen

Syvsoverens styrt

Rebet

Et smeltende hjerte

Hjælp fra himlen

Flyveturen

Solhverv

Fepigens gave

Den korteste nat

Eliksiren

Den magiske dis

En uventet gæst

Stjernerne

En bange fe

Vågn op!

En lille snude puffede til Felvens hånd.

Vågn op, nu!

Felven satte sig op og kiggede ind i de to store øjne, som hun kendte så godt.

Er der noget galt?

Hun så overrasket på sin ven syvsoveren. Det var sjældent den, der vækkede Felven.

Det banker på døren, og jeg tør ikke åbne, sagde syvsoveren med en meget lille stemme.

Felven lyttede. Det var ikke så tit, det bankede på døren ind til træstubben, som var hendes hjem i udkanten af engen. Nu kunne hun også høre de forsigtige små bank. Hun skyndte sig hen og åbnede døren på klem.

Du må ikke blive vred.

Felven så ned.

Stemmen kom fra en lille fepige i en orange kjole.

Jeg tør ikke sige noget til de andre, men jeg tror, at jeg har brug for din hjælp.

Felven åbnede døren helt og bød fepigen indenfor.

Feen trådte forsigtigt ind i den lille stue og kiggede rundt. Hun havde aldrig været i Felvens hjem før. Det runde bord, de to stole og det farverige tæppe på gulvet foran sengen. Det hele var stort i forhold til den lille fe.

Felven fandt et krus saft frem og hjalp hende op på en af de to stole.

Du skal altså ikke være bange, du må altid komme og besøge mig, forsøgte Felven.

Selvom Felven ikke ret tit talte med feerne, kunne hun kende den lille fepige. Hun havde engang hjulpet hende, da hendes fod var fanget under en gren ude på engen.

Du må ikke blive vred, men jeg ved ikke, hvem jeg ellers skal tale med. Feen kiggede ned i bordet.

Felven sagde ingenting. Hun undrede sig over, hvad en så ung fepige lavede hos hende så tidligt. Fuglene sov stadig, og kun et svagt lys fortalte, at morgenen var på vej.

Syvsoveren lagde sig på det farverige tæppe og kiggede med venlige øjne på fepigen.

Måske var et par venlige øjne fra en syvsover lige det, feen havde brug for, for hun begyndte forsigtigt at fortælle.

Du må altså love, at du ikke siger det til nogen!

Hun så for første gang direkte ind i Felvens blågrønne øjne.

På æresord, jeg siger intet!

Felven forstod, at det måtte være noget vigtigt, den lille fe ville fortælle hende.

Der er noget galt med mig.

Fepigen så igen ned i bordet.

Jeg synes da, at du ser helt fin ud, sagde Felven med et opmuntrende smil. Hvad skulle der dog være galt med dig?

Jeg kan ikke flyve!

Feens stemme var lille og alvorlig.

Felven prøvede at undertrykke et gisp.

Eller … altså, den lille fe tøvede et øjeblik, jeg kan godt flyve lidt, men så er det, som om mine vinger ikke vil. Jeg vælter rundt i luften. I går aftes faldt jeg direkte ned i græsset og kunne ikke mere. Jeg har ligget vågen hele natten, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. En fe skal jo kunne flyve, og du …

Fepigen stoppede op.

Jeg kan ikke flyve. Så du tænkte, at du ville spørge mig, hvad det betyder? Felven kiggede på feen, der nikkede forsigtigt.

Et øjeblik var der helt stille i den lille stue, selv syvsoveren holdt vejret og undlod at snorke.

Tror du, jeg bliver ligesom dig?

Ordene kom som en bange hvisken fra feen.

Felven smilede og rystede på hovedet.

Du må lære mig, hvordan jeg skal klare mig, hvis jeg ikke længere kan flyve. Jeg aner ikke, hvordan man gør.

Klare tårer trillede ned ad den lille fepiges kind.

Hvis de andre finder ud af, at jeg slet ikke er en rigtig fe mere, så …

Den lille fe var løbet tør for ord.

Felven tænkte sig om. Hun vidste alt om, hvordan det var ikke at ligne de andre. Hun havde tidligere drømt om at kunne flyve yndefuldt som dagens smukke feer eller danse elegant som nattens elvere, men ingen af delene kunne hun. Hun var mindre end elverne og større end feerne. Hendes hud var bleg, og det ustyrlige lange hår var mørkt. Hendes alt for små vinger kunne slet ikke bruges til at flyve med. Det måtte være derfor, den lille fe havde valgt at gå til hende.

Måske skal du prøve at tale med den ældste af feerne. Hun er gammel og klog, og hun plejer at kunne hjælpe, forsøgte Felven.

Det tør jeg ikke. Tænk, hvis hun sender mig bort.

Fepigens gråd var stoppet. Hun så bleg og lille ud, som hun sad der i sin orange kjole på den alt for store stol.

Måske kunne jeg prøve at tale med hende.

Ordene kom ud af Felvens mund, inden hun havde nået at tænke sig om.

Den lille fe lyste op i et smil.

Vil du det, vil du gøre det for mig?

Felven nikkede.

Men så bliver jeg jo nødt til at fortælle, at du ikke kan flyve.

Smilet stivnede hos den lille fe.

Hmm, hmm, syvsoveren rømmede sig og kiggede op fra sin plads på tæppet foran Felvens seng.

Måske kunne du bare tale med den ældste fe uden at sige … syvsoverens øjne var lukkede igen.

Felven var efterhånden så vant til, at syvsoveren altid faldt i søvn, imens den var ved at sige noget vigtigt, at hun uden tøven kunne færdiggøre sætningen.

… uden at sige, hvem der ikke kan flyve!

Felven smilede til den sovende syvsover.

Det er det, vi skal gøre, sagde hun opmuntrende til fepigen.

I det samme skinnede solens første stråler ind gennem det grønne vindue i den lille stue.

Jeg må tilbage, inden de andre feer vågner.

Fepigen kiggede ud ad vinduet.

Felven nikkede, hun var godt klar over, at den lille fe måtte være stukket af hjemmefra. At gå på besøg hos Felven var ikke noget, de små feer fik lov til af deres mødre.

Skynd dig, sagde hun. Men kom tilbage i morgen, hvis du kan. Jeg skal nok prøve at hjælpe dig.

Feen skyndte sig afsted.

I døren til det lille hus i træstubben stod Felven og kiggede efter hende.

Orange som et flagrende efterårsblad i vinden tumlede feen hen over engen. Der var ikke noget elegant over den måde, hun fløj på. Til sidst drattede hun ned i græsset. Hun rejste sig og vinkede til Felven, inden hun hurtigt løb ind mellem feernes små huse på sine bare tæer.

De første fugle startede deres morgensang.

Hvad har du nu rodet os ud i?

Syvsoveren var vågnet og kiggede med et bekymret blik op på Felven.

Gammel og

klog

Felven så på syvsoveren.

Jeg ved godt, hvad du tænker, sagde hun med et smil. Men den lille fe var så trist. Vi bliver da nødt til at gøre noget!

Syvsoveren nikkede og kiggede ud over engen.

Sidste gang vi hjalp feerne, var det nær gået helt galt, sagde den.

Felven vidste godt, hvad syvsoveren talte om. Det var ikke så længe siden, den ældste fe og elverkongen havde sendt dem ud på en farefuld rejse. Dengang skulle de bringe et offer fra feerne og elverne til de underjordiske. Deres mission var lykkedes. De havde reddet feerne, elverne og alle de sarteste væsner. Men det var kun med nød og næppe, at de selv var sluppet med livet i behold.

Jeg lover, at jeg passer på, sagde Felven og kiggede på syvsoveren.

Den hørte ikke, hvad hun sagde, men havde rullet sig sammen og snorkede højlydt i solen foran døren til det lille hus i træstubben.

Felven kiggede ud over engen, hun måtte besøge den ældste af feerne inden frokost. Hun var meget gammel, så hvis man kom for sent på dagen, risikerede man, at hun sov. Når man bad den kloge gamle fe