Asha af Sania

By Johanne Würtz Hundevad

Prinsessen Asha har i næsten 7 år levet med sin bror Anthonys had. Hun er blevet slået, skubbet, sparket og kostet rundt med hver dag, og hun kan ikke sige fra eller slå igen.
Det hele bliver værre, da forældrene vælger at skrive Ashas navn i testamentet. Anthony nægter at dele noget med sin ubetydelige søster, og han skræmmer Asha ud i Den Store Skov.
Her må hun, som aldrig har været alene i naturen, stå model til både almindelig overlevelse, ulve og ikke mindst Skovfolket, som nedstammer fra De Samvittighedsløse.
Aldrig er Asha blevet testet så meget, men kan hun nu lære at slå igen, eller vil hun fortsat være den stille og konfliktsky prinsesse af Sania?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 28, 2018
• ISBN: 9788743004745

Johanne Würtz Hundevad

Forfatteren Johanne W. Hundevad er født d. 4. april 2000 og er opvokset i Midtjylland. Interessen for bøger startede allerede i en tidlig alder, hvor hun brugte oceaner af tid på at læse - især bøger om parallelle universer, magi og overnaturlige væsner. Senere kom idéen om at skrive sin egen bog, og der var ikke langt fra tanke til handling og den unge forfatter satte sig til tasterne og skrev begyndelsen på den første bog i serien om Asha af Sania. I 2014, 2015 samt 2016 deltog Johanne i begivenheden National Novel Writing Month, som handler om at skrive 50.000 - svarende til en lille roman - på blot 30 dage.

Book preview

nogensinde.

Kapitel 1

Mine hastige skridt genlød i den tomme gang. Jeg vidste, at han hvert øjeblik kunne dukke frem af mørket. Inderst inde håbede jeg, at han allerede var nået frem til balsalen, så hans opmærksomhed lå på de kønne adelspiger i stedet for mig.

Så heldig var jeg ikke. En svag latter fik mig til at stoppe brat op, og jeg mærkede mit blod fryse til is i mine årer. Jeg kiggede ned af mig selv, og forestillede mig, at det bare var en tjener, som var på vej til balsalen, selvom jeg vidste, at det ikke var sandt.

Anthony trådte frem fra sit skjul bag en søjle og smilede til mig. Hans mørke hår var sat på en elegant måde, der mere fik ham til at ligne en pæn adelsmand, end en voldelig bror. Han var iført en lys skjorte, guld vest og mørke bukser. Hvis ikke jeg havde været ved at besvime af skræk, ville jeg have rost ham for sin flotte fremtræden.

Kære søster, hans stemme var i det sædvanlige kølige toneleje, du er ved at komme for sent til ballet for vores ære. Vil du ikke fejre dine 16 år sammen med mig? jeg turde ikke svare, fordi jeg ikke vidste hvilket svar, han ville have.

Svar mig, Asha! han hævede stemmen ganske lidt, men det var alligevel nok til at få mig til at krympe mig. Jeg løftede hænderne en lille smule - en umiddelbar refleks til at hæve paraderne. Jeg indså, at han ikke havde tænkt sig at slå mig. Endnu. Jeg lagde mærke til de små rynker ved hans yderste øjenkroge - han var i godt humør, smilet var ikke falsk.

Det var ellers sjældent, Anthony var glad. Eller også nød han blot at se mig vride mig af angst. Der var normalt ikke langt imellem hans raserianfald og de medfølgende slag. Jeg gjorde altid et eller andet forkert, som irriterede ham. Jeg var de seneste år blevet vant til konstant at skulle hele brækkede knogler på mig selv. Jeg kunne tydeligt mærke, at han blev stærkere for hver dag der gik, mens hans riddertræning blev hårdere.

Jeg var på vej, fik jeg fremstammet og tørrede en tåre væk, før den trillede ned af kinden. Det irriterede mig, at der skulle så lidt til, før jeg begyndte at græde.

Men jeg havde åbenbart givet Anthony det svar, han ville have, for han blødte op. Smilet blev bredere.

Jamen, så skal jeg da eskortere dig, svarede han galant og rakte armen frem, så jeg kunne tage den. Jeg tog tøvende imod den og fulgte ham.

Imens tænkte jeg, som jeg så tit gjorde, over hvorfor han var sådan. Det var helt sikkert noget, jeg havde gjort forkert.

Jeg vidste, at Anthony fik hjælp til at styre sit temperament, men en gang i mellem, mistede han fatningen. Størstedelen af tiden var jeg tilfældigvis i nærheden.

Jeg havde tit overvejet at sige det til nogen, men havde altid talt mig selv fra det. Det var bedst, hvis ingen vidste, at Anthony behandlede mig, som han gjorde. Han var tronarving, og hvis jeg beklagede mig, kunne det betyde en kort regeringstid for ham. Jeg ønskede ikke at se min bror blive dolket i ryggen af hans eget folk. Hvis han døde, ville Sania for første gang i næsten 500 hundrede år stå uden tronfølger. Jeg havde lyttet nok med i historie til at vide, at det med stor sandsynlighed ville medføre borgerkrig.

Herolden ved døren til balsalen meldte vores ankomst, og sammen gik vi ned af trapperne til gæsterne, der klappede af deres royale tvillingpar. En flok adelspiger kom os i møde, mens de fnes og pludrede indbyrdes. Jeg selv havde ikke samme evner indenfor fnisen, som de havde. De andre piger havde længe set frem til midvinterfesten, hvor min fødselsdag tilfældigvis blev fejret. Selv så jeg mere frem til i morgen, hvor det værste var overstået, og jeg kun behøvede at møde op til aftensbanketten.

En lyshåret spinkel pige, som jeg genkendte som prinsesse Mira af Acamar, Sanias nordlige nabo, faldt omgående i snak med Anthony, og jeg bemærkede måden hun blinkede forførende til ham. Hun var et år yngre end os, og jeg huskede, hvordan vi sidste år sneg os ud i stalden og red tur under stjernerne. Det virkede ikke som om, hun havde lyst til noget lignede i år.

Langsomt trak jeg mig væk fra mængden, og satte mig i en vinduesniche, beregnet til pagerne, når de ikke løb ærinder for hoffet.

Fra min nye udkigspost, kunne jeg se resten af hoffet danse rundt i takt til musikken, mens de unge riddere og deres væbnere flirtede med ugifte adelspiger.

Men jeg ville langt hellere nyde udsigten af Sanias landskaber under mig. Herfra kunne jeg se markerne, der på denne tid af året var sået til med vinterhvede. Det var dog skoven bag disse marker, der fascinerede mig mest. Den Store Skov.

Dette var en langt bedre udsigt end fra mit værelse, hvor jeg blot kunne se ud over engen og Kongeskoven. Det her vindue var det tætteste, jeg kom på at udforske Den Store Skov. For selvom andre havde lov til at være derinde, ligeså meget de havde lyst til, var den forbudt område for mig. Først og fremmest var der ulvene, som var en del større end ulvene fra Kongeskoven.

Det var midlertidigt ikke ulvene mine forældre var bange for. Man havde givet Skovfolket skylden for hundredevis af mennesker, der var forsvundet i Den Store Skov. Om man skulle tro på, at et sådant folk fandtes, var der ikke rigtigt nogen, som kunne bedømme. De, der kom gennem skoven i live, havde ikke stødt på folket, og de der forsvandt… Så man aldrig igen. Hårene på mine arme rejste sig, og jeg begyndte at fryse ved tanken om de mysterier, skoven gemte. Mine forældre havde nok ret i, at Den Store Skov ikke var et sted for en prinsesse som mig. Desuden havde jeg ikke lyst til at ende mine dage på den kolde skovbund med en fjendtlig pil i ryggen.

Ikke i selskabshumør, Deres Højhed? Jeg fór sammen ved lyden af den let hæse stemme og kiggede op. Og op, og op. Ind i et par drillende grønne øjne. Kay af Grean. Min høje ven med de kulsorte lokker, var i aften klædt i 3. års væbnernes uniform, som bestod af hvid skjorte og grøn vest, og jeg måtte indrømme, at den klædte ham. En skam, at han snart blev 4. års væbner, og at det så var tid til at skifte over til deres mørkeblå uniform.

Kay! Du forskrækkede mig, hvæsede jeg og nejede for ham.

Jeg troede ikke vi var dus, prinsesse, drillede han og bukkede let for mig. Selvom han var noget af det tætteste, jeg kom på en rigtig ven, var vi nødt til at overholde etikettebogens regler, når vi befandt os i formelle sammenhænge. Jeg rullede bare med øjnene af hans kommentar, mens han grinede af mig.

Må jeg byde Dem på en dans, frøken? han rakte hånden frem mod mig og ventede på, at jeg skulle tage den.

Hvis jeg må træde Dem over tæerne, væbner, svarede jeg grinende.

Mens Kay førte mig ud på dansegulvet, spottede jeg Anthony blandt adelspigerne. Uvilkårligt tog jeg fastere om Kays arm, og han klappede mig beroligende på hånden.

Kay var og havde altid været en god danser. Jeg behøvede ikke at tænke, kun at lade ham føre an og så bare følge med.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Anthony ikke længere var sammen med adelspigerne, hvilket fik mig til at gyse. Kay rynkede brynene og havde tilsyneladende lagt mærke til mit humørskift.

Hej Asha, lød en velkendt stemme bag mig. En stemme der fik nakkehårene til at rejse sig og gav mig en klam følelse af hjælpeløshed. Anthony trådte op ved siden af mig og lagde en arm om min skulder. Han kiggede køligt op i Kays grønne øjne, åbenbart ligeglad med at min ven var et hoved højere end ham.

Kay af Grean han bukkede let, og fik et tilbage. På trods af at Kay var en årgang over Anthony, kendte de udmærket hinanden. I Kays nærvær var jeg ikke nær bange for Anthony. Kay var både højere og stærkere end ham, og Anthony plagede mig kun, når der ikke var andre til stede.

Kay, vil du ikke følge mig op på mit værelse? bad jeg i håb om at slippe væk fra Anthonys greb.

Går du allerede? De andre er på vej ud mod Stjernepavillonen. Anthony gjorde et hovedkast mod gæsterne, der ganske rigtigt var i færd med at forlade balsalen.

Jeg har lidt ondt i hovedet, løj jeg, mens jeg krydsede fingre bag min ryg.

Anthony skulede op til Kay, men smilede så.

Okay, Anthonys stemme var i det sædvanlige kølige toneleje. Hans blik flakkede rundt i salen og landede på Mira, som han vinkede hen. Hun bevægede sig med yndefulde skridt, der fik hendes lysebrune lokker til at hoppe i takt med, at hun kom tættere på.

Deres Højhed? spurgte hun med sin melodiøse stemme.

Mira, vil De ikke være sød at følge med min søster op på hendes værelser? han gav hende et tandsmil, som kun den hårdeste forbryder ville kunne sige nej til. Mira var ikke en undtagelse.

Jo selvfølgelig, Deres Højhed, hun mødte mit blik, og jeg spekulerede på om hun huskede stjerneridtet lige så tydeligt som jeg. Hun greb med en rask bevægelse min hånd og trak mig med sig mod mit værelse. Vi efterlod Kay tilbage i Anthonys selvskab.

Da vi stod foran døren til mit soveværelse, lagde Mira en hånd på min skulder.

Du ved, at du altid kan komme til mig, ikke? jeg blev helt overrasket over alvoren i Miras stemme og smilede vagt til hende.

Selvfølgelig, vi prinsesser må jo holde sammen, Mira nikkede langsomt.

Så vendte hun pludselig om på hælen, og efterlod mig tilbage ved mit værelse. Jeg stod lidt med hånden på håndtaget, inden jeg tog mig sammen til at åbne døren.

Inde på værelset sad den yngste af mine kammerpiger og strikkede. Hun havde tydeligvis ikke forventet, at jeg ville være tilbage så tideligt.

Frøken? spurgte hun forvirret og rejste sig så hurtigt, at garnet faldt på gulvet, og trillede ind under mit skrivebord. Jeg rystede bare på hovedet, hvilket fik hende til at fare hen til mig for at hjælpe med at klæde mig af.

Da hun med stort besvær fik snøret korsettet op, tog jeg den lange kjole af, og hang den på min skærm. Min kammerpige fik med få hurtige bevægelser pillet nålene ud af mit hår, så det faldt blødt ned på mine skuldre.

Først da jeg havde overbevist hende om, at jeg godt kunne klare mig selv, forsvandt hun ind på det lille værelse ved siden af mit. Et dybt suk forlod mine læber, da jeg kastede mig ned i den store bløde himmelseng.

Der gik ikke længe, før jeg faldt i en dyb drømmeløs søvn.

Kapitel 2

Jeg overlevede den næste aftens banket, uden at komme i videre karambolage med Anthony, men jeg befandt mig også hele tiden i nærheden af gæsterne, der opholdte sig på slottet. Vores forældre var travlt optagede af lange møder med Acamars ambassadører og hertugskab, så de havde ikke tid til at holde mig med selvskab. Jeg sprang over både den fælles morgenmad og frokost, for at slippe for at være sammen med min bror.

I stedet forsvandt jeg ned i stalden, hvor jeg fik en bid brød sammen med staldpersonalet. Jeg holdt min veninde Nathalie med selvskab, mens hun var i færd med at pleje en skadet hoppe for en hertuginde fra det vestlige Sania. Hun rensede med kyndige hænder såret fra et sammenstød med et hegn. Jeg sad på en skævbenet skammel på den modsatte side, for ikke at skulle se det blødende sår fyldt med træsplinter.

Under maven på den brune hoppe kunne jeg lige skimte Nathalies virvar af røde krøller, der omkransede hendes fregnede ansigt. Sommetider blev jeg helt forgabt i hendes arbejde, og jeg elskede at forsvinde ind i min egen verden, hvor tid ikke fandt sted.

Derfor fløj jeg op med et forskrækket hvin, der fik hoppen til at danse uroligt, da en stor hånd blev lagt på min skulder, og jeg blev hevet ud af min tankestrøm.

Staldmesteren Rafael var ikke til at bringe ud af fatning og ventede tålmodigt på, at jeg skulle falde til ro igen. Han var langt større end jeg og var medtaget efter de mange år i stalden, der havde givet ham grå hår. Men mine forældre kunne ikke få ham til at stoppe med arbejdet i stalden. Han elskede hestene højere end mennesker og kunne til tider være ubehageligt selvskab, men hestene kunne aldrig gøre ham vred.

Hans Majestæt, venter Dem i hans arbejdsværelse om 10 minutter, Deres Højhed, fortalte han med et buk. Jeg kiggede ned af mig selv og blegnede. Jeg kunne ikke møde op på min fars værelse iført den knælange grønne kjole og håret fyldt af halm. Men jeg havde ikke tid til at skifte, så jeg sagde hurtigt farvel til Nathalie og satte kursen mod slottet.

Mens jeg småløb hen ad stien til slottet, måtte jeg pille det værste halm ud af håret og ryste kjolen fri for støv.

Far burde være i møde med Acamar. Hvorfor ville han tale med mig nu?

Jeg måtte tage en dyb indånding, inden jeg stille bankede på døren til min fars arbejdsværelse. Den gav en hul lyd fra sig, og jeg bed mig i læben af nervøsitet. Der gik adskillige pinefulde minutter uden svar. Var det en spøg? Eller havde jeg hørt forkert, at det ikke var på min fars arbejdsværelse? Flere mulige tanker fløj gennem mit hoved, inden døren åbnede, og jeg stod ansigt til ansigt med Anthony.

Hans hår var svedigt, og han var stadig iført det tøj han trænede i, når han øvede kamp og våbenbrug. Ikke at jeg havde særlig meget forstand på det område. Hans gennemborende blik, fik mig til at se ned på mine fødder, inden han trak mig med indenfor.

Arbejdsværelset blev brugt til at udføre papirarbejde og holde styr på en masse information. Hvilke riddere der var udsendt hvor, hvem der beskyttede grænsen til Gallipoli, og hvem der blev hjemme og fejrede midvinter. Høsten, handlen og kontrakter med nabolandende Acamar, Etnom og Gira. Alt sammen skrevet ned i store bøger, der stod på hylderne i værelset.

Vores forældre sad ved et af bordene og ventede på, at vi skulle sætte os. Bagerst i lokalet fik jeg øje på slotskommandanten og en min fars rådgivere, hertug Elias af Masio, og blev med et klar over, at det ikke var for hyggens skyld vores forældre havde sendt bud efter os.

Du har opdaget, at vi ikke er her for at hyggesnakke, ikke sandt Asha? forhørte mor, da hun lagde mærke til min panderynke. Hendes sorte hår var sat op i en indviklet frisure med perler og guldtråd. Det var i disse øjeblikke, at jeg ikke kunne forstå, når folk sagde, at jeg lignede min mor meget. Selvom hun ligesom jeg havde fine træk, en smal næse, fyldige læber og mørkebrune øjne, udstrålede hun så meget mere ynde, end jeg nogensinde kunne gøre mig forhåbninger om at gøre.

En af mine lærer havde engang sagt, at Sania aldrig havde haft en smukkere dronning. Derefter havde han leet og klappet mig på skulderen, men jeg havde aldrig forstået, hvad det sjove ved det var.

Jeg blev med et nærværende og så hende ind i hendes brune øjne, for at finde svar på, hvorfor vi var her. Men de afslørede intet.

Jo… svarede jeg og skævede nervøst til Anthony, for at se om han vidste noget. Men også han så skiftevis på vores forældre med sammenknebne øjne og en lettere panderynken.

Så lad os komme til sagen, begyndte vores far og bredte et kort ud på bordet. Sania er et stærkt rige. Vi har de seneste år været allieret med Acamar, i forsøget på at nedkæmpe Gallipoli Imperiet. Uden held, fra historieundervisningen havde jeg allerede hørt om utallige krige, de sidste 500 år. Sanias konger havde altid kæmpet for fred. Gallipoli ville derimod gerne have magten over Sania og landets gode jord. Det var kun med nød og næppe, vi kunne holde grænsen, og det takket være Den Store Skov. Det var så godt som umuligt at komme gennem skoven i live, så der var ikke nogen, der endnu havde fået noget ud af, at tage chancen og sende deres hær gennem den. Men grænsen mod nord, var ikke beskyttet af skov, og var derfor udsat. To af mine grandfætre var døde i kampen om at holde Gallipoli ude af Sania.

Vi har ikke fundet en løsning, og det gør vi heller ikke foreløbig, men vi kan prøve at mindske skaderne, far glattede kortet med sin store hånd. Min panderynke blev dybere for hvert ord, og jeg blev mere og mere forvirret. Hvad havde skaderne med os at gøre? Eller i hvert fald med mig at gøre?

Ashas healende kræfter vokser dag for dag. Hun er speciel, med et slog det mig, hvad det næste ville blive, og jeg rystede på hovedet for at stoppe far, der var ved at begå en stor fejltagelse. På sin datters bekostning. "Asha. Vi har valgt at skrive dig ind i testamentet. I dag har jeg kommandoen over hospitalet i Neyer. Men når min regeringstid er ovre, vil du overtage den post.

Vi har brug for en dygtig læge til at lede hospitalet og uddanne kommende generationer af læger."

Anthony snappede efter vejret. Han gloede olmt på mig med lynende øjne, der fortalte, at jeg ikke skulle tage i mod.

Hvor havde de fået den åndsvage idé fra? Jeg vidste, at mor tænkte på en anden måde end de fleste Sanianere, men ligefrem at skrive mig ind i testamentet? Hvornår var det faldet hende ind?

Og far? Han kunne ikke overtales det noget, der brød de gamle skikke. Hvordan havde mor fået ham overtalt til det her? Det var det største brud på vores traditioner nogensinde.

Jeg ved ikke, begyndte jeg usikkert. Jeg var rørt over at mine forældre gav mig en del også, men jeg var bange. Hvilke midler ville Anthony anvende, for at overbevise mig om, at jeg ikke duede til posten? Hvor langt ville han gå, for at få mig til at bakke ud?

Asha, tænk på de liv, du vil kunne redde. Hvor mange du kan hjælpe. Din far har haft svært ved at gøre meget, fordi han ikke er i besiddelse af dine kræfter, mor tog mine hænder i sine, og hypnotiserede mig med sin bløde stemme og overbevisende argumenter. Jeg kunne hjælpe folk i nød. Jeg kunne redde soldaterne, der var blevet såret i kampen mod Gallipoli. Jeg kunne hjælpe unge ligesom mine fætre med at overleve.

Og pludselig var jeg ikke så i tvivl længere. Jeg kunne måske gøre en forskel.

Det kunne vel aldrig skade at prøve at uddanne sig som læge, svarede jeg med et forsigtigt smil og et træk på skuldrene. Min mor nikkede anerkendende til mig.

"Men hun er en pige! råbte Anthony og bankede en knyttet næve ned i bordet, så et blækhus væltede og plettede kortet. Jeg blinkede forskrækket, havde helt glemt, at han var til stede. Hun kan ikke arve noget som helst" inderst inde var jeg i vildrede. Jeg var bange for min bror, men jeg var også fornærmet, over det han sagde. Blodårerne på hans hånd var fremskudte og knoerne ligblege.

Hvorfor, Anthony? forlangte mor at vide.

Fordi hun er en pige! spruttede han med væmmelse i stemmen.

Sania er ikke, som det var engang… begyndte far i sit fredsmæglende toneleje. Han begyndte selv at ryste på stemmebåndet.

Men kvinder skal ikke sidde på vigtige poster! blev Anthony ved rød i hovedet af raseri.

Du bør ændre den indstilling. Tiderne er ændret, Anthony, og det skal du som tronfølger acceptere, hvislede mor koldt, ellers bliver dit liv som konge meget kort.

Jeg måbede. Det var ikke en hemmelighed, at Sanias dronning kunne være kold, over for folk hun ikke kunne lide. Men jeg havde aldrig før hørt hende bruge det toneleje over for Anthony. Både mor og far forgudede ham. Anthonys kæbemuskler spændtes, og jeg gættede på, at han bed tænderne sammen for ikke at komme til at sige noget, han ville fortryde senere. På en måde følte jeg med ham. Han havde brugt hele sit liv på at forberede sig på at blive konge, og nu ville hans forfærdelige tvillingsøster tage noget af æren.

Jamen, så er det vel afgjort, skumlede Anthony sammenbidt. Han rejste sig så hurtigt, at stolen væltede bag ham, men han ænsede det ikke og fortsatte bare ud af værelset.

Den dreng må snart lære at styre sit temperament, mumlede Elias, som havde forholdt sig tavs under hele samtalen. Slotskommandanten nikkede langsomt.

Asha, vi vil gerne bede dig om ikke at fortælle nogen om det her, tilføjede Elias, Hans majestæt William, vil fortælle det til hele hoffet i aften, og derefter vil vi sende kurere afsted med nyheden til vores vestlige naboer Etnom og Gira. Vi vil helst ikke have, at der når at blive spredt for mange rygter inden da.

Jeg nikkede forstående.

Min far gav tegn til, at jeg måtte gå. Inden jeg trådte ud af værelset vendte jeg mig om mod mine forældre. De anede sikkert ikke engang, hvor meget det her betød for mig. Eller hvor mange problemer, der ville opstå på baggrund af beslutningen.

Tak, var det eneste jeg kunne sige, men jeg følte på ingen måde, at det kunne forklare mine følelser. Jeg vidste, at Anthony ikke ville glemme det her foreløbig, men lige i dette øjeblik var jeg ligeglad, fordi jeg for en gangs skyld følte, at jeg også betød noget for verden.

Da jeg var på vej tilbage mod stalden, så jeg Anthony på en af træningspladserne. Han lod midlertidigt sin vrede gå ud over en skydeskive. Jeg havde set ham skyde med bue og pil før, men alligevel overraskede det mig lidt, at den midterste plet på skiven var fyldt med pile. Han ramte næsten hver gang. Kun enkelte pile sad i de to næste ringe, og en enkelt en var fløjet forbi målskiven og plantet sig i jorden bag den.

Jeg bevægede mig hen mod den store staldbygning, uden at slippe ham af syne. Lige inden jeg forsvandt ind gennem porten til stalden, mødtes vores øjne et splitsekund. Så han… opgivende ud? Nej. Det måtte være ren indbildning. Jeg rystede på hovedet af mig selv, over at have så livlig en fantasi. Jeg - af alle mennesker - burde vide, at Anthony ikke gav op. Jeg burde virkelig tage mig sammen.

Kapitel 3

Min skimlede hoppe, Tequila, pustede mig varmt i øret, mens jeg stod og snakkede med hende. Hendes mørke øjne beroligede mig, mens jeg indåndede hendes duft. Uden at tænke nærmere over det, fandt mine fingre lædertrensen på boksdøren og jeg gav den på og førte hende ud på ridebanen, hvor nogle af pagerne var i gang med at træne deres heste. For selvom midvinterfesten gav dem fri fra alt undervisning, havde de stadig pligt til at passe og motionere deres dyr.

Med lidt hjælp fra en skammel svingede jeg mig op på Tequilas bare ryg og red ud mod engen. Jeg gøs lidt ved tanken om den skæld ud, mine forældre ville give mig, hvis de opdagede det, men den friske vind klarede mine tanker, og jeg satte Tequila i raskt trav ud over græsmarken. Vi havde det seneste år lavet en sti gennem græsset, der ikke var særlig højt på denne tid af året. Hendes lette trav fik det til at føles, som om vi fløj, og jeg rystede med hovedet, for at få håret væk fra øjnene, så jeg kunne nyde udsigten af den store eng og Kongeskoven bag den.

De høje træer rejste sig truende op mod den skyfri himmel, og jeg spekulerede på, hvornår jeg