Fru Pustesen og andre hemmeligheder

By Tove Toft

"I en lille by i Jylland boede der engang for længe siden to piger som hed Lone og Louise. Lone var 9 år, og Louise var 6 år. De boede alene med deres mor, for deres far var død ...

Det er indledningen til fortællingen om hvordan Louise fra Snække og Maj fra København kommer i kontakt med hinanden og bliver tegnevenner. Begge piger har hemmeligheder som de gerne vil dele med nogen men også gerne have for sig selv. Læs om hvordan de bærer sig ad.

Bogen henvender sig til børn mellem ca. 6-9 år og er velegnet til højtlæsning.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 31, 2014
• ISBN: 9788771458879

Tove Toft

Forfatteren er født i 1941 og opvokset i Himmerland. Et dødsfald i familien og observationer af børns adfærd og reaktioner på dette dødsfald gav inspiration og blev udgangspunkt for fortællingen. Historien er skrevet i 80'erne.

Book preview

Hemmelighederne

I en lille by

I en lille by i Jylland boede der engang for længe siden to piger som hed Lone og Louise. Lone var 9 år, og Louise var 6 år. De boede alene med deres mor, for deres far var død.

Byen de boede i, hed Snække, og der boede ikke ret mange mennesker i den. Næsten alle i byen kendte hinanden. Det var både godt og skidt. Godt fordi folk hjalp hinanden når nogen var syge eller kede af det. Skidt fordi alle vidste alt om hinanden, for det betød at det var svært at have hemmeligheder.

En dag i begyndelsen af december måned stod Lone og Louise ved vinduet og kiggede ud. Det var en fredag aften, og de ventede på at deres mor skulle komme hjem fra arbejde. Det var begyndt at blive mørkt. Louise skubbede en bænk hen foran vinduet og kravlede op på den, så hun bedre kunne se ud. I samme øjeblik kom der en bil, og hun råbte højt: -Der er hun.

Hun kom til at skubbe et billede ned fra vindueskarmen, men lagde slet ikke mærke til det fordi hun ville holde øje med bilerne.

-Du rakte billedet ned fra vinduet, din torsk, sagde Lone, tænk nu hvis det er gået i stykker.

Louise kravlede ned for at samle billedet op og så at der ikke var sket noget med det. Det var taget juleaften sidste år hvor de begge sad på skødet af deres far. Alle tre så glade ud, og man kunne se juletræet bag ved dem. Lone og Louise kiggede på hinanden og så på billedet, og de tænkte på den dag i januar hvor det stormede og sneede, og hvor deres far ikke havde hentet Louise i børnehaven som han plejede. Deres mor var gået ned til værkstedet hvor han arbejdede, og her havde hun fundet ham på gulvet. Han kunne ikke kende hende, og lidt efter kom der en ambulance i fuld fart og kørte ham på hospitalet. Der døde han, og efter nogle dage blev han begravet.

Lone kiggede ud af vinduet. Månen var næsten rund, og der var mange stjerner på himmelen.

-Skal vi ikke gå en tur Louise, sagde hun, det er jo fredag, og måske har mor haft mange patienter at holde styr på i dag. Måske køber hun også ind på hjemvejen, det sagde hun noget om i morges.

Lone og Louises mor arbejdede ikke i Snække, hun kørte hver dag 10 kilometer ind til en større by der hed Gladborg. Der arbejdede hun hos en tandlæge som var meget flink og dygtig. Det var der mange mennesker der havde fundet ud af, og derfor havde tandlægen mange patienter og meget at lave. Louises mor førte regnskab og skrev til folk når de skulle komme og få lavet deres tænder, og hun passede telefon og hjalp tandlægen med at holde styr på alle de instrumenter han skulle bruge når han skulle rense, bore og trække tænder ud på folk.

Lone og Louise tog halstørklæde, hue, vanter og varme sokker på. Der lå sne på gaderne, og det blæste lidt, og så vidste de at det kunne være koldt. Lone skrev en seddel til deres mor hvor der stod: ’Du skal ik’ vær’ nævøs, vi er bare gået en tur’. De slukkede for lyset inde i huset, men lod havelampen være tændt, så deres mor kunne finde ind ad havegangen når hun kom.

Spadsereturen

Lone og Louise havde kun gået et lille stykke da de kom til kirken.

-Vi ku’ da godt lige gå ind på kirkegården og se til fars grav, sagde Lone, det er lige der ovre, og der er masser af lamper tændt.

-Jamen, vi har jo ingen blomster med, sagde Louise, det kan jeg bedst lide at have med.

-Pyt med det, vi tager lidt af de grangrene der ligger på stierne. Hvis vi tager to og skubber de andre lidt sammen, er der ingen der kan se det, og jeg synes ikke det er at stjæle, for grenene kommer jo bare til at ligge et andet sted på kirkegården. Du kender da også far, han vil ligeså gerne have grangrene som blomster.

-Nu synes jeg sørme du er træls at høre på; han kan da ikke se det er gran når han er død.

-Nå nej, sagde Lone, men så kan han da heller ikke se om det er blomster; så behøver du ikke ærgre dig over det. Gå nu over og læg grenene foran gravstenen.

Louise kravlede over den lave hæk som lige var plantet. Jorden var fugtig, og aftrykket af hendes fod kunne ses så snart hun havde taget det første skridt.

-Er du tosset, sagde Lone, du træder lige der hvor kisten er nedenunder, det kan jeg ikke lide, du må gå helt ud til siden af hækken og så hen til stenen.

-Okej, sagde Louise, så gør jeg dét selv om mine støvler bliver helt pladret til. Jeg synes det er noget pjat at jeg skal gå hele den omvej. Der er