Indhentet af fortiden

By Carlos Alinkson

En tidligere soldat får en dag en opringning. Nogen har hans søn. Han bliver nød til at vende tilbage, tilbage til en verden han havde forladt ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 31, 2016
• ISBN: 9788771709834

Carlos Alinkson

Forfatteren har tidligere været udsendt for danmark og været i fremmed legionen i Frankrig. I dag bor han langt ude i bjergene i Spanien med sine hunde. Han er diagnostiseret skizofren, paranoid, stærkt karakter afvigende og har ptsd. Men isoleret ude i bjergene, finder han roen.

Book preview

27

Kapitel 1.

Sidder på min terrasse med min dejlige kone. Vi har kun kendt hinanden i 1 år, men gik i skole sammen for 24 år siden og var gode venner dengang. Vi blev unge og fik hver vores liv, men skæbnen ville at vi fandt hinanden igen på internet efter alle disse år. Vi har begge fortid, spændende fortid og er begge åbne. Hun er meget åben og er glad for at jeg er lige så åben.

Men en dag ringer fortiden, og jeg har et problem. Jeg har været ærlig overfor Luna, men jeg havde da trods alt ikke fortalt alt. Det var jo ikke alt der var vigtigt i forholdet og for forholdet mente jeg. Men jeg tog fejl. Opkaldet fra fortiden betød at jeg måtte tage af sted dagen efter, til trods for at vi sjældent var hver for sig. Så en ny udfordring. Hvad skulle jeg sige? Vi havde jo ikke kendt hinanden længe og var stadigvæk nyforelskede, men kunne høre da manden sagde: Kom til Hilton i Malaga i morgen klokken 21.00 og sig du skal møde Hansen på værelse 201.

At jeg skulle komme var der ingen tvivl om, men hvad det handlede om vidste jeg ikke. Stemmen lød formel, så det kunne tyde på at det havde noget med myndighederne i Danmark at gøre, men intet var sikkert. Indtil videre havde jeg rodet med P.E.T, NATO, fremmedlegion, motorcykelklubber og nogle private organisationer og et par enkelte private opgaver af forskellig art, så der har været rig mulighed for at skaffe forbindelser af den ene og den anden slags og både venner og fjender. Tingene er jo ikke personlige, men bevares, hvis det er den samme person man støder ind i gang efter gang kan det godt blive lidt personligt.

Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, hvad ville han? Hvordan fandt han mig?

Jeg var flyttet til Rumænien da grænsen blev åbnet, havde skiftet navn, var flyttet videre til en lille by i Rusland, havde skiftet navn igen. Derfra var jeg taget til Afrika og op til Marokko og derfra blev jeg smuglet ind i Spanien. Hvem er det som holder øje med mig, og hvad fanden skal jeg finde på af historie til konen? Den historie jeg fortalte hende da vi mødtes, med at jeg var førtidspensionist på grund af dårlig ryg, begyndte at smuldre lidt.

Klokken var kun 13.00, og det var 5 minutter siden jeg havde fået opkaldet. Luna var heldigvis lige gået ud for at lufte vores hund, som vi kaldte Hund, så jeg havde lidt tid til at samle tankerne, troede jeg, men nu kom hun op på terrassen igen. Det havde været en hurtig tur. Hvem ringede skat? spurgte hun, Bare en ven fra København. Der er noget, der har drillet ham, du ved ham med blomsterbutikken, som havde erfaring fra glarmestervirksomheden som havde en søster der engang boede i Dragør, men….

Ja så skulle jeg ikke sige mere, det vidste jeg, hun hadede når jeg kom med lange historier. Hun kendte jo ikke de personer jeg nævnte, desuden nævnte jeg ikke de samme navne, så det er klart at hun blev forvirret og lukkede af, men så kunne jeg tænke så længe. Hun var bange for at jeg startede en ordstrøm om gamle dage som brolægger med dårlig ryg.

Jeg fik tænkt lidt over sagen, og om aftenen da vi sad og grillede på taget, sagde jeg til hende: Min ven i Danmark har et seriøst problem og skal snakke med mig. Jeg skal mødes med ham i morgen, og jeg tager af sted klokken 22.30 i aften. Hun gloede på mig, som om jeg lige var faldet ned fra månen, jeg var sikker på at hun kunne aflæse på min stemme og mit kropssprog at, dette var noget der ikke kunne diskuteres. Men spørgsmålene pressede sig på, så jeg kunne lige så godt starte, inden hun fik tænkt for meget over det. Nu skal du høre, sagde jeg: Vi er nogle venner som har lovet hinanden at vi altid vil være der for hinanden, og det er et løfte jeg ikke vil bryde for nogen pris. Hvad det handler om lige nu ved jeg ikke, men manden har brug for at snakke og jeg er der for ham. Jeg regner med at være hjemme om en dag eller to, men jeg skal nok ringe og holde dig orienteret.

Da vi havde spist og slappet lidt af, gik jeg en tur med Hund, ganske som jeg plejede, jeg havde det godt med rutiner, og min kone Luna, som er gammel hippie og selvbestaltet heks, ordner så køkkenet. Da jeg så kom hjem efter 3 timer stod den selvbestaltede heks med sin kost og kagerulle i døren. Og det var ikke glæde hendes kost svingede med.

Normalt tager gåturen 16 minutter. men i dagens anledning havde den taget lidt over tre timer, så nervøs var hun jo, den heks. Hvad hun ikke vidste, var at jeg havde en garage i den anden ende af byen, under et andet navn, hvor jeg havde mine meget personlige ting opbevaret, det var så personligt, at så vidt jeg vidste, var jeg den eneste som vidste hvad der var i det rum.

Og ikke mange vidste hvem som ejede det, jo jeg vidste det. Det var Søren Hansen fra Tåstrup. Søren Hansen er en rigtig rar person, han er min helgen, han har lært mig alt og nogen gange frister han mig, men skal jeg lave noget som ikke vedkommer andre er det altid Søren Hansen som får skylden. Men bevares han passer på mig og jeg passer på ham. Og hernede i Spanien er der mange udlændinge så navnet undre ikke nogen. Det var nødvendigt for mig at komme i garagen.

Da jeg var gået forbi garagen en enkelt gang, og hunden havde lagt den mest lugtende og flydende lort på gaden udenfor, fik jeg samtidigt konstateret at alt var roligt derinde, og at låsen var intakt.

Jeg må huske at give hunden bacon når jeg kommer hjem. Perfekt skalkeskjul, man kan jo ikke andet end at stoppe og kigge rundt når Hund skider. Jeg har seriøst ondt af hunde generelt, hvad hvis jeg skulle sidde og skide på en gågade? Ja alle folk griner, så ville jeg da også lave sjov og sidde på en underlig måde.

Jeg gik om bagved, der havde jeg et vindue med gitter siddende. Folk bliver afskrækket af gitteret og gider ikke bøvlet, men jeg vidste at et lille træk og slip, så ville den glide op. Jeg kravlede ind ad vinduet, solen var gået ned og ingen havde set mig gå ind. Jeg havde sat spejlplast på vinduerne, så ingen udefra kunne se når jeg var der.

Jeg kom ind i et rum hvor jeg opbevarede normale værkstedsting, et par tænger og lidt olie og benzin, mere skal der ikke til for at have et legalt værksted i Spanien, og desuden er de ligeglade, så længe der ikke er nogen aktivitet i bygningen. Jeg kom op ad et par trin og kiggede på værkstedet, tjekkede linen, jeg havde sat ved porten og døren, for at se om nogen havde været der, men der var intet. Jeg gik over og åbnede førersædet på min Boogie, som jeg havde stående dér. Under førersædet lå nogle pistoler. Jeg tog en Neuhausen 9mm, den havde altid en i kammeret. Da jeg havde pistolen godt liggende i min højre hånd, følte jeg mig straks bedre tilpas, samtidig med at jeg hadede den situation, jeg lige nu var tvunget til at finde ud af. Jeg anede ikke, hvad det gik ud på, men jeg turde ikke andet end at gøre mig klar, men klar til hvad? Jeg vidste det ikke. Men jeg vidste at når Søren eller Hansen blev nævnt, var det ikke normalt.

Neuhausen er for stor en pistol til at bære offentligt i Danmark, men den er effektiv og laver nogle fine huller. Her er ro i området, med hensyn til alt stort set, så politiet render ikke rundt og stopper folk for sjov. Så det eneste jeg skal have er min pistol, skulderholder, og min nødtaske.

Nødtasken henter jeg når jeg er gået hjemmefra, pistolen bringer jeg med mig, de har mit nummer og må jo så vide hvor jeg bor, og jeg har brug for en god nats søvn, men jeg vil kun kunne føle mig tryg, hvis jeg kan få pistolen med hjem.

Selv om Lune var noget oprevet, da jeg kom hjem, var køkkenet stadigvæk ordnet perfekt. Jeg kunne mærke, hun havde en masse på hjerte og hendes øjne var våde. Rikon, hvad sker der? Er du ikke sød at fortælle det? Jeg ville så gerne fortælle hende det, men kunne kun være ærlig og sige, at det vidste jeg ikke, men når jeg vidste det, ville hun være den første til at få det at vide. Hvilket formentlig ikke var sandt, men det jeg havde mindst brug for lige nu var en hysterisk heks. Jeg havde ikke tid til at forklare en masse nu, og jeg ville ikke risikere, at hun puttede urter i min the for at holde mig hjemme.

Det var en lidt underlig aften, ingen sex, bare nærhed. Jeg bryder mig ikke om sex før jeg skal ud og være obs. på ting. Jeg mener at det skærper mine sanser ikke at have haft udløsning. Jeg tog min håndtaske og sagde: Jeg ringer snart, og smed min lille rygsæk på ryggen med min pistol og magasiner og en fornuftig kniv.

Kapitel 2

Autocamperen, som jeg havde set holde stille i 2 uger, og som så helt ubeboet ud, holdt der stadigvæk og så stadigvæk tom ud. Det var meget heldigt, for om aftenen havde jeg været ude at kigge efter et uskyldigt køretøj at trille i, og den her var fin og startede som en mis.

Kortslutning af en gammel autocamper er ikke den store videnskab, så der gik ikke lang tid før jeg var kørende. Min plan var at stoppe lidt uden for Malaga og tomle den ind i centrum, så jeg var sikker på ikke at blive overvåget. Turen tog cirka 50 min. og jeg fandt et roligt sted i nærheden af den store vej, hvor jeg kunne sætte bilen. Efter jeg kom ud til vejen igen, gik der ikke fem minutter, så stoppede en bil og jeg sagde centro que? sikkert ikke en skid. Havde jeg sagt Hilton havde han forstået alt og sagt at det kostede 10 eu. Nu fik jeg turen gratis, desuden havde jeg ikke lyst til at blive forbundet med Hilton lige nu.

Jeg havde kun taget en gammel mobiltelefon med. Det var en ældre årgang uden GPS, for en GPS kan spores, og den stod i et helt andet navn. Al anden elektronik havde jeg ladet ligge hjemme. Mine venner havde min rigtige telefon og et taletidskort på 10 euro. Så kunne de bruge den i lokalområdet, mens jeg selv var et helt andet sted og ikke kunne spores.

Det varede ikke længe før jeg fandt ud af, at min forkælede generation måske bare skulle åbne øjnene og se sig om i stedet for at glo på en gps. Her stod jeg midt i Malaga og troede ikke at jeg kunne finde Hotel Hilton, fordi jeg ikke havde den gps, men her, lige for næsen af mig, var der et stor skilt, hvorpå der stod HOTEL HILTON. Så havde jeg da fundet stedet!

Jeg fandt et hyggeligt Hostel overfor med udsigt til hovedindgangen på Hotel Hilton. Måske kunne jeg genkende nogen af dem der kom og gik. Lige nu var det den eneste chance jeg havde. Jeg vidste virkelig ikke hvad det her gik ud på, og troede at jeg var færdig, for gammel og sløv. Var det her bare enden på et langt liv i luksus og komfort og stilhed?

Klokken var 23.59, da jeg kom til værelset. Jeg kontrollerede alt. Jeg kontrollerede vinduer, hængsler og nødudgange. Dem er der mange af hernede i Spanien. Man kan hoppe fra hustag til hustag. Jeg havde 9 timer til BT (bulls time) jeg skulle have hvile, men skulle stadigvæk holde øje med hvad der skete på hotellet. Hvem ved, måske ville jeg få kontraordre. Det var som om den person i telefonen var meget seriøs.

Jeg sad og holdt øje med hotellet men fandt intet unormalt. På den anden side, hvis det nu var seriøse mennesker der havde kontaktet mig, kunne de bestemt ikke være fra Danmark. Men manden talte tydeligt og klart dansk. Syntes måske mere og mere at det lugtede af noget privat. P.E.T kunne det heller ikke være, for de drøner rundt med så meget udstyr og et stort flag i hånden hvor der står JEG ER P.E.T. AGENT. JEG ER USYNLIG!.

De offentlige danske organisationer, er egentlig bare til for at holde folk i gang!

Jeg havde lavet et par enkelte opgaver for den danske regering, hvorfor ved jeg egentlig ikke, men hvis de kan få likvideret en mand et eller andet sted i verden, føler de sig alle sammen vigtige og alle er glade. Jeg gider dem ikke mere, de tilbyder og tilbyder, men deres penge er intet værd, og deres løfter er af samme værdi.

Grunden til min opgave er ikke mit bord. Jeg skal bare have at vide hvad der skal ske, ikke andet. Sidste gang jeg arbejdede for dem snakkede de til mig, som var jeg en skoledreng, gav mig alt for mange facts som jeg slet ikke havde brug for at vide, som om de undskyldte over for mig at de havde kontaktet mig. Til sidst endte det med