Historiefortællinger 2

By Thomas Rud Jensen

Bogen indeholder 17 små og inspirerende historier fra mit forfatterværksted. Historierne er skrevet som traditionelle short stories og handler om lidt af hvert mellem liv og død, mellem himmel og hav. Der er fabler, beretninger af egne oplevelser og læringstrin i forfatterskabet. Samtidig er historierne min måde at få et par budskaber ud som ligger mig på sinde. Læs f.eks. om hvorfor den ældre mand bestiger et bjerg med sin rygsæk, der indeholder minder, eller hvordan man er sky. Du kan også finde ud af, hvordan livet går i timeglasset, eller hvorfor den vilde natur er så skøn. Der er nogle historier om livets skyggesider på baggrund af det levede liv. I en af historierne har jeg ladet ordsprogene flyde, mens jeg i en anden historie opfinder en tur til månen, den gule ost. Som du kan se, er bogen fuld af gode læseoplevelser og skøn underholdning.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 31, 2022
• ISBN: 9788743038665

Thomas Rud Jensen

Thomas Rud Jensen debuterer med Kongeklenodiet 1 - en historisk spændingsroman. Thomas har efterfølgende flere udgivelser på cv'et inden for genrerne krimi, sci-fi og fantasy. Desuden skriver Thomas små noveller, der kan læses i bøgerne Historiefortællinger 1, 2 og 3. Thomas er uddannet civilingeniør med speciale i trafikplanlægning og skriver foruden forfatterskabet på en blog om trafikplanlægning, trafiksikkerhed og tilgængelighed, der kan findes på www.thomasrud.dk. Læs mere om Thomas Rud Jensens forfatterskab på hjemmesiden www.thomasrudjensen.dk

Book preview

Indholdsfortegnelse

FORORD

MYREN OG BÆNKEBIDEREN

RYGSÆKKEN

AT VÆRE SKY

DEN GAMLE BIOGRAF

EN GEDEHYRDES TALEMÅDER

TIMEGLASSET

OPFINDEREN OG VERDENS BEDSTE VEN

SKRALDEREN

DEN VILDE NATUR

EN MINDEVÆRDIG GÆST

BRØDRENE

GIV TIDEN TID

VIOLINISTEN

DET SVENSKE SOMMERHUS

ROSEN

SKYGGER

BLOMSTEN

FORORD

Historiefortællinger 2 er en samling af 17 små historier fra mit forfatterværksted. Alle historierne i denne udgivelse er fortalt ud fra fri fantasi. Først som en tanke fra mig, et ønske om at lære at skrive, en udfordring, et læringstrin frem mod at blive en rigtig levedygtig forfatter. Siden som en kort historie, der gerne skal få dig til at tænke, undre dig, more dig, grine højt, gruble, tænke videre, fortsætte historien i tankerne, fortælle den videre, fortælle den højt, læse for din kære, for dine børn eller dine forældre eller bare for en fremmed, som du gerne vil underholde, læse igen, lægge til side og vende tilbage til i tankerne, eller bare til din egen underholdning, når du har tid. Dermed sagt. Du må læse mine historier, lige når du vil, og for hvem du vil, og i alle slags humører. Så længe du læser, er jeg glad.

Historierne er korte og hurtigt læst. Lette lige at tage frem inden sengetid eller i frokostpausen, eller når din hjerne trænger til hvile, men alligevel hungrer efter et univers at dykke ind i. Jeg er forhåbentlig leveringsdygtig i det med mine små historier.

Kort sagt.

God fornøjelse med mine små historiefortællinger.

MYREN OG BÆNKEBIDEREN

Myren skuede ud over sit terræn. Sin hjemmebane. Skoven. Fra toppen af tuen var der en fremragende udsigt til undersåtterne. De moslende små væsner var fuldt optaget. D vimsede rundt og forsøgte på bedste vis at tjene til dagen og vejen og føden og i øvrigt berige skovens små tandhjul i at glide. Men fra sit udgangspunkt øverst over mylderet, så myren kun det store billede. Han så det store velfungerende system, som han selv mente at have en stor aktie i at starte og vedligeholde gennem mange års tro tjeneste. Skoven var så absolut blevet et meget bedre sted at leve sit liv, mens han havde fungeret som daglig leder af områdets skraldemænd, driftsholdet, skribenterne bag skovens love og anbefalede adfærdspolitikker. Og det var alt sammen opstået i slipvinden af hans indflydelse. Hans regelrytteri. Der ville bestemt have hersket kaos og anarki, havde han ikke ledet med rank ryg, rigid regelrethed og beslutsomhed uden at vurdere konsekvenserne af alle hans fejltagelser. Han så dem ikke. Så sig ikke tilbage. Evaluerede ikke. Så kun fremad. Mod målet. Hans selvbestaltede kongerige funderet på noget, der lignede bestemmelserne i Jyske lov. I hvert fald årstalsmæssigt. Selvom han blot var hverdagens bannerfører, der stod med en simpel vimpel, der vajede svagt i brisen.

Myren hed Per, og bag hans ryg blev der sladret. Alle vidste, at Per selv troede, at han var en fandens karl. En flittig myre af højeste karat, der gavnede almenheden og underbyggede sin egen enevælde og uforklarlige imperium. Men sandheden var nok, at de fleste faktisk havde ondt af Per. De lod ham hundse med sig, men gjorde i princippet ofte det modsatte af, hvad der blev befalet fra toppen af myretuen, fordi det var det smarteste at gøre, det mest praktiske, det klogeste og tja, blot det bedste for skoven. Per så kun sin egen ordre, og at skoven fungerede. Det simple regnestykke var, at det var hans ordre og veludført arbejde, der førte til resultatet. Det var dog de øvrige flittige arbejdskræfter og selvstændige og selvtænkende væsner, der sikrede succesen, men det så han ikke.

Det skete dog af og til, at Per opdagede slinger i valsen. At hans ordre ikke blev udført som befalet. At der var sprækker i ordrens udførelse, som var for tydelige. At enkeltindivider havde udfordret ordren eller simpelthen snakkede dårligt eller blot for fagligt om den velfungerende skov. Det gjorde Per sur. Voldsom sur. Han kunne have noget så ondt i røven over andres viden og kundskaber, mens han blot selv kunne sidde og gøre sig ubehjælpelig bemærket med hovedløse beslutninger. Men han så dem ikke. Han så kun ulydigheden. Han fandt sig ikke i sådan noget pis. Derfor gik Per også under øgenavnet, Pismyren Per blandt de særligt rapkæftede ænder og skrålende krager i rotunden. Han var blot en lille, ubetydelig og lalleglad pismyre med en latterlig tynd og træls stemme, der troede han var i familie med elefanten, og dermed havde samme magt. Sådan blev der virkelig sagt rundt omkring i krogene og lysningerne. Og det bredte sig til spætterederne øverst i granerne og jordhullerne nederst i mulden. Selv hen over sø, over land og defilerede opad til først mejserne, så mågerne og siden ørnene. Det var ikke så godt.

Det resulterede helt åbenlyst i, at de fleste ofte svarede Per med enstavelsesord og helst ikke uddybede deres dispositioner i nærheden af Per. De svarede kun Per på de spørgsmål, han stillede og ikke en tøddel mere. Oftest var spørgsmålene af meget enkeltstrenget karakter og nogle tilmed decideret ubegavede. Det gavnede selvsagt ikke Pers position i hierarkiet, og det var indlysende ikke optimalt, men det var det mest fornuftige at gøre for de dyr som Per mødte på sin vej og havde i sin omgangskreds. Set i det brede perspektiv. Alt andet ville blot give for meget vrøvl og tænde op under Pers pis. Konkret blev Pers viden om skoven og mekanismerne i skoven blot mindre og mindre. For hver dag der gik, blev han dummere og dummere på skovens virke, og hvordan skoven udviklede sig. Per bemærkede det dog ikke i sin egen tro på egne evner og indsigt. Hans magtliderlighed var i højeste potens og havde nået et for nogen, bekymrende niveau. Det var blevet et problem. Et stort problem.

Per havde en tro væbner 'in crime'. Bænkebideren Pia. Nok var Per rigid og selvoptaget, men det var intet i forhold til Pia. Hun kunne bare ved sit blik og fremtoning få selv en flot og skøn sommerfugl til at krympe og finde ind i sin puppe igen. Få et pindsvin til at vende sine pigge indad. Få en myg til af egen fri vilje at flyve lavt hen over søen og blot vente på krusningerne i overfladen, så skumsprøjtet og siden snappet fra neden. Få uglerne til at forstumme med deres uh uh. Når hun først havde bidt sig fast, så løsnede hun ikke grebet før gongongen lød, og en ny potentiel udvikling var sat i stå og idéen eller indfaldet var faldet uden kamp. Hendes væsentligste princip var, at viden bedst holdes for sig selv, som om deling af viden kun ville føre til udvanding af begreber og selvstændige tanker hos andre. Det kunne jo føre de værste ulyksaligheder med sig. Var der kommafejl i teksten eller blot et valg af en skæv fagterm, så var Pia der som en høg. Pia lå ofte på sin briks i tuen og terpede lovbekendtgørelser. Ikke for at blive klogere, men for at finde fejl i den hverdag, hun omgav sig med. Den var begrænset. Og hvis hun så fandt fejl eller blot noget, der ikke passede hendes kram, så faldt hammeren. Hårdt og præcis, men alligevel med en undertone af, at hendes livsopfattelse ikke havde ændret sig blot en brøkdel siden midten af forrige årtusinde. Hun fremstod asketisk, og hvis det kunne klares med et truckerbad med en billig parfume, så var det, hvad der blev gjort. Tuen emmede tungt af hendes dårlige personlige hygiejne og manglende indsigt i andre end sig selv og måske til nød Per.

De to, Per og Pia, havde tilsammen udmøntet og udvidet deres regime i årtier, mens der omkring dem bredte sig en udtalt underkuethed. Men der var røre i søen, der brød Per og Pias middelalderlige fæstningsværk af dårlige og afstumpede beslutninger og smuldrede begrundelsernes værdi hos de nærmeste. Der var nye tider på vej og nye dynamiske energier, der snart ville overtage ruinerne af alderdommens stædighed og stupiditet, der hærgede statsskoven, hvor det enkelte træ visnede i takt med at skovens fylde samlede sig om autoriteten frem for funktionaliteten og videndelingen.

På dagen i dag ville Per tage på en rundtur blandt folket og kontrollere arbejdet. Det havde han besluttet, og sådan blev det. Pia blev i tuen og piftede gammelengelsk rosenduft under armene, mens endnu et blad i skovloven blev vendt. Per kom til et nyt afsnit af skoven, som han ikke havde set før. Det var nok en naturlig del af den seneste ordre om at udbygge skovens beboelige areal i klassisk stil til glæde for de nye arter, der naturligvis flyttede til for at nyde godt af skovens gaver. Men det lignede ikke noget Per havde sagt god for. Her var bebyggelsen simpelthen blevet for moderne. Per kiggede op, og så de glade arbejdere i gang med at lægge nye tværripper ud til ny bebyggelse. Han besluttede sig for at ville småsnakke lidt og sætte en stopper for moderniseringen.

'Hej du!' kaldte Per mod arbejdsmanden. Der skete intet. 'Hej!' råbte Per lidt højere. Det fik arbejdsmanden til at dreje hovedet og kigge ned. 'What!' blev der svaret deroppefra. Åh nej, tænkte Per. Ikke flere af de der udenlandske arbejdere. Han talte så dårligt engelsk. 'Hey', forsøgte han sig og skiftede tonefald til en tyk amerikanske accent. 'What is you doing?' 'What?' blev der igen svaret. Han kunne se arbejdsmanden vende hovedet mod sin kammerat og tale. 'Who is that?' hørte han arbejdsmanden beklage sig drevent. 'An ant?' Arbejdsmanden drejede hovedet igen og så ned på Per. 'Hey', svarede han ligegyldigt, og vendte tilbage til sit arbejde. Per lod sig ikke slå ud. 'My name is Per. What is you doing?' Arbejdsmanden kiggede igen ned på Per. 'What?' Per blev irriteret. 'What… is… you… doing…?' 'Working, goddammit', svarede arbejdsmanden surt. Nej, det var for galt. Per blev sur. Pisset kogte. Han skulle nok få stoppet byggeriet. 'Stop working', råbte Per med en snert af cæsarisk autokratisme og holdt fire arme ud foran sig. Arbejdsmanden vendte sig igen om og slog ud med hånden mod ham. 'Who the fuck are you, ant?' Svaret var den røde klud, som Per behøvede for at nå sin maksimale ydeevne i ophidselse. 'STOP WORKING!' skældte Per. 'You is doing it rong'. Per svang brystkassen frem og satte bestemt hænderne i siden. 'Listen, you little fuck', kaldte arbejdsmanden. 'This is our forrest. Get that, stupid'. Per forstod ikke et muk. 'What!' kaldte han op til arbejdsmanden. 'Fuuuck', hørte han arbejdsmanden stønne. Han talte kortvarigt med sin kammerat og vendte sig igen ned mod Per. 'This… is… our… forrest'. Han kiggede igen på kammeraten og vendte sig atter. 'Vor… skov! Fuck off!' Per forstod det sidste og hoppede febrilsk på stedet. Sådan talte man ikke til ham. Han drejede hastigt rundt på hælen og stilede mod tuen. Han ville have fat på Pia, og finde en paragraf, der kunne få smidt disse udenlandske fjolser ud af hans skov. Han fandt Pia i færd med at ruske op i den gammelengelske rosenduft med et pift mangosent fra Dior. Han fortalte kort historien videre om sin opdagelse i træerne i nybyggerkvarteret. Pia tog straks affære og udrustede Per med væsentlige argumenter og håndfaste lovbestemmelser.

Per vendte tilbage til nybyggeriet og fandt igen arbejdsmanden i færd med jobbet. 'Hey, you!' råbte han stædigt. 'What the fuck', hørte han arbejdsmanden vrisse. 'You must lay down you tool and get out of my forrest'. Per var selv stolt af sin engelske formuleringsevne og udtale. Arbejdsmanden betragtede Per fra oven og kiggede sig omkring. 'Listen, ant. Per is it? You have no authority here. So remove youself from my property'. Per forstod ikke et kvæk, men kunne høre på tonefaldet, at hans ordre ikke var sivet ind. 'Now listen', startede han belæringen og fandt Pias noter frem, men han blev barskt afbrudt af arbejdsmanden, der råbte højere end før. 'Fuck