Dronningens tale: Et essay om at være skjult stammer

By Rikke Schubart

Rikke Schubarts bog giver et blændende indblik i hvordan stammen, og især forsøget på at skjule den kan have meget store personlige konsekvenser. Bogen giver også et indblik i, hvad det kan give af nye muligheder at begynde at arbejde med sin stammen. Bogen er et stærkt forsvar for retten til at stamme uden samfundets stigmatisering, og at retten til at stamme for nogle vejer tungere end at overvinde stammen. Rikkes vej gennem nedbrud og erkendelse tager os med ind til stammens inderste væsen, og hendes store research giver os logopæder ny viden.

Vi kan varmt anbefale denne bog til alle, der måtte have den mindste interesse i kommunikationshandikap, og den måtte gerne blive obligatorisk læsning for logopæder.

Lise Reitz og Inge Brink Hansen
Logopæder på CSV, København

• Language: Dansk
• Publisher: Playwithfear
• Release date: Apr 21, 2024
• ISBN: 9788771968194

Book preview

Dronningens tale

Dronningens tale - Et essay om at være skjult stammer

Rikke Schubart

Forfatter: Rikke Schubart

Dækdesigner: playwithfear

ISBN:9788771968194

© Rikke Schubart

Tak til

Lise, Inge og Sigrid

&

Peter Risby Hansen og

Ebbe Villadsen

Forord

Du sidder med en vigtig bog i hånden. For Dronningens tale tager dig med ind til den inderste kerne af et for mange mennesker invaliderende kommunikationshandicap: Stammen. Bogen viser, hvad stammen betyder, og hvordan den påvirker dig som menneske. Hvordan den gør ondt og skaber usikkerhed. Hvordan den er med til at definere dig som person. Og aldrig for det gode.

Som stammer kan man føle sig alene i verden. Kun få mennesker forstår, hvad det er man kæmper med, og der er ikke tvivl om, at det er en medvirkende årsag til, at vores handicap er sørgeligt fraværende på de fleste politikeres og forvaltningers dagsorden. Dette fravær er også en årsag til, at undervisningsmulighederne for os, der lider af stammen og løbsk tale, med årene er blevet stadig ringere. Vi bliver simpelthen ikke taget alvorligt.

Med det som afsæt stiftede vi i 2022 Dansk Stammeforum. Målsætningen er at sikre, at vores talehandicap får den opmærksomhed, det fortjener. De menneskelige omkostninger er simpelthen for store til ikke at gøre noget – ikke mindst fordi vi ved, at undervisning virker. Og at det i sidste ende faktisk ikke er særlig meget, der skal til. Bare mere end det næsten ingenting, som mange bliver spist af med i dag.

Rikke Schubarts bog bidrager til vores fortælling. For hun formår at tage os med ned til ondets rod. Hendes bog viser, hvad stammen betyder, og hvordan den påfører stammeren smerte og usikkerhed. Hvordan den gør ondt og skaber usikkerhed. Hvordan den ender med at definere dig som person. Og ikke mindst, hvordan stammen som lidelse kan forhindre dig i at indgå på lige fod med andre i samfundslivet.

Det kan undre, at kendskabet til stammen er så begrænset, for den findes hos op mod en procent af den voksne befolkning. I Danmark alene er der i nærheden af 55.000, der stammer, hvortil kommer næsten lige så mange, der lider af løbsk tale, en beslægtet talelidelse.

En af grundene er klart, at mange der stammer holder sig fra talerstole og ølkasser. Det er simpelthen for voldsomt både at skulle kæmpe med sig selv og andres fordomme. Læg dertil, at når vi en sjælden gang ser – eller rettere hører – stammen og løbsk tale, ja, så er det som regel i en kreativ sammenhæng, hvor de anvendes til at illustrere noget morsomt, usikkert eller ligefrem skurkagtigt, Tænk blot på Jeremy Irons, der spiller stammende terrorist i Die Hard – Mega Hard.

Denne todimensionelle forestilling tager Rikke Schubart i sin bog livtag med, når hun indgående, hudløst ærligt og malerisk fortæller om de udfordringer, man som stammer kæmper med – følelser af tab, ensomhed og desperation – og samtidig kommer fint omkring mange facetter og aspekter af stammen.

Hendes fortælling bringer os et stort og vigtigt skridt videre mod en større accept af og forståelse for vores handicap, så stammen bliver taget mere alvorligt end tilfældet er i dag. Det er mit håb, at Rikke Schubarts bog må blive læst af rigtig mange mennesker – og ikke mindst de, der sidder på pengekasserne rundt om i landets kommuner.

Adam Estrup, Forperson Dansk Stammeforum

Erindringer

Pytknappen

Dette kaldes erkendelse af tingenes natur.

Det blide og svage overvinder

det hårde og stærke.

Lao-tse, Visdommens bog

– Du kunne sige ja til interviewet og se, hvad der skete, siger Lise.

Lise er min talepædagog. Jeg er i et gruppemøde med voksne stammere i Københavns kommune. Hver anden uge har jeg individuelle samtaler med Lise, og hver anden uge deltager jeg med andre stammere på aftenmøder, der varer tre en halv time, og hvor vi spiser vores medbragte mad i en pause. Den sidste gang i foråret tog vi kage og frugt og vin med for at takke Lise og Inge, holdets anden talepædagog. Nogle mennesker gør verden til et bedre sted, og Lise og Inge og Sigrid, de tre talepædagoger på CSV, Center for Specialundervisning for Voksne i København, hører til dem.

Fællesmøderne føles som AA møder, jeg kender fra amerikanske film. Alcoholics Anonymous. Jeg er ikke alkoholiker og har ikke erfaring med virkelige AA møder, så jeg kan tage fejl. I hvert fald begynder vores møder med en kort meditation efterfulgt af en siden-sidst runde, hvor vi deler med hinanden, hvordan det er gået med vores stammen, siden vi sidst sås. Da det er min tur i januar 2022, deler jeg, at jeg igen har sagt nej til et interview, og at jeg i et halvt år – nej, skal jeg være ærlig er det et helt år – har sagt nej til at deltage i direkte radio og tv og holde foredrag. Jeg er filmforsker og har indtil for nylig givet interviews om emner, der ligger indenfor mit felt, og som jeg brænder for. Jeg forsker i gyserfilm, actionfilm, krigsfilm og fantasy, og jeg er nok den eneste kvinde i Danmark, der har set samtlige En mand ser rødt film med Charles Bronson og som hepper, når Rambo siger don’t push it or I’ll give you a war you won’t believe.

Her tænker du måske, at jeg har hård hud på sjælen, fordi jeg forsker i den slags, og at det er ironisk, jeg stammer, fordi stammere er usikre og ængstelige. Men nej, jeg har ikke hård hud på sjælen, og nej, stammere er ikke mere usikre og ængstelige end alle andre, og ja, set udefra er det ironisk at forske i den slags og at skamme sig over at stamme.

– Ville det gøre noget, hvis du stammede? spørger Lise igen. Jeg ser, hvad hun er i færd med. Hun udfordrer mit tankesæt.

Hvad ville der ske? Ville det gøre noget?

Tidligere, før jeg blev sygemeldt med stress og endte hos Lise på CSV, skjulte jeg min stammen. Jeg er, hvad man kalder for en skjult stammer, og jeg taler for det meste flydende. Eller, talte for det meste flydende. Hvis der er optrap til hakken, bruger jeg tricks. Man kan bytte ord, tøve, miste den røde tråd, bede om at få stillet spørgsmålet igen, der er uendeligt mange muligheder for at skjule, at jeg befinder mig i et sprogligt minefelt, hvor et forkert ord kan udløse en eksplosion. Hvis min tale bliver for usammenhængende, spørger journalisterne gerne, om jeg kan gentage mit svar, så de kan tage optagelsen om. Jeg tror, de tænker, at det er typisk for os forskere, at vi ikke ved, hvordan almindelige folk taler. Hvis interviewet bliver sendt forskudt, kan man redigere mine hakkende svar. Men hvis det er direkte, fanger bordet. Ingen redigering, øjeblikkelig eksplosion, kropsdele over det hele. Mine kropsdele.

Indtil for kort tid siden var jeg mester i at skjule min stammen. Gennem årene har jeg lært stadig flere tricks, jeg er blevet et Stealthfly, der kan gå under radaren, når det er nødvendigt. Med tiden har det imidlertid krævet stadig flere kræfter at skjule min stammen og med et stigende pres for at arbejde mere og præstere forskning på internationalt niveau – ja, jeg lever ligesom alle andre i præstations– og perfekthedskulturen – måtte jeg til sidst smide håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke mere.

Et år inden jeg blev sygemeldt, sagde jeg til mig selv at pyt, det gør ikke noget, du stammer. Jeg begyndte at stamme i min undervisning og i mit arbejde. Jeg trykkede hele tiden på pytknappen. Den virkede bare ikke. Jeg ved ikke, hvordan andre har det med at sige pyt, men selvom jeg sagde pyt helt utrolig mange gange, befandt jeg mig stadig i minefeltet, der nu var blevet synligt og hørbart for andre, der på sidelinjen kunne følge min færd gennem det farlige terræn.

Jeg sagde ja til at blive interviewet, men mærkede journalistens forvirring og desperation, da han mødte min stammen og forstod, at han ikke kunne bede mig gentage svaret uden at stamme. Jeg stammede jo! Bagefter så en ven interviewet på tv og spurgte, om der var noget galt med optagelsen. Det lød, som om jeg stammede.

– Jeg er faktisk stammer, sagde jeg.

Han havde aldrig hørt mig stamme.

Selvfølgelig ikke. Jeg var jo mester i at skjule min stammen.

På arbejde bemærkede kolleger, at jeg stammede. De havde heller ikke hørt mig stamme og spurgte, om jeg var stresset? Ja, jeg var stresset, og stress er sandsynligvis årsagen til, at jeg ikke længere er skjult stammer. Typisk for os stammere er, at vores stammen bliver værre, når vi er pressede. I evalueringen af min undervisning kommenterede de studerende min tale. Rikke stammer så meget, at det er umuligt at følge hendes undervisning, skrev én. Jeg blev indkaldt til møde med studieleder og institutleder, der mente, at den slags bemærkninger var under bæltestedet, men alligevel var bekymrede for, om jeg kunne varetage min undervisning. Jeg havde inviteret fællestillidsrepræsentanten med til mødet, og vi blev enige om, at jeg kunne varetage min undervisning. På det tidspunkt blev der ikke kommenteret mere på min stammen.

I et helt år blev jeg ved at fortælle mig selv at pyt, det gør ikke noget, du stammer. Vi skal alle være her, de lamme og blinde og tykke og tynde og os, der stammer. Men pyt hjalp hverken på mit helbred eller min præstation, og pyt fik heller ikke andre omkring mig til at sige pyt. Hverken venner, kolleger, studerende eller journalister. Mine voksne børn foreslog, at jeg meldte mig syg på arbejde. De så nedsmeltningen komme, før jeg selv mærkede, at kræfterne var brugt op.

Lise spørger igen, om det vil gøre noget, at jeg stammer? Vi er tilbage til min tøven med at give interview. Det korte svar er at ja, det gør noget, og lige nu har jeg ikke overskud til at sige pyt og være ligeglad med, hvad andre tænker.

Til den næste individuelle samtale vender Lise og jeg tilbage til mine interviews. I starten af mit terapiforløb udfyldte jeg et skema med mine mål for behandlingen. Det er en neoliberal tilgang, hvor du selv bestemmer, hvad du vil opnå med din terapi. Jeg bruger ikke termen neoliberal for at være negativ, det er for at understrege, at du selv skal tage roret. Tanken er, at min terapi virker bedst, hvis jeg tager ansvar for mine valg.

På mit første møde på CSV skrev jeg, at jeg ønskede at være ægte, at være nærværende, og at være mig selv, uanset hvilken situation jeg er i. At være ægte vil sige at tale med min stemme. At stamme, når jeg stammer, og tale flydende, når jeg er flydende, hvilket jeg er det meste af tiden. At være nærværende vil sige ikke at tænke på at komme væk fra samtalen. Ikke at lade angsten fylde det hele. At være mig selv vil sige … ja, hvad vil det egentlig sige? Det er et stort og eksistentielt spørgsmål, jeg nu er begyndt at lede efter svaret på.

Jeg fortæller Lise, at jeg overvejer