Hjem til Århus & andre små historier

By Tove Toft

Bogen indeholder korte, let læselige noveller, forskellige i stil, både socialrealistiske og med fokus på psykologiske forhold og personlige relationer. Bogen henvender sig til læsere der kan lide små bidder med forskellig smag.

Forfatteren er født i 1941 og uddannet som socialrådgiver i 1981. Hun har arbejdet i kommunalt regi gennem mange år. Dels som sagsbehandler i en socialforvaltning, dels som socialrådgiver i lokalt tværfagligt samarbejde mellem skoler og institutioner, og det har givet inspiration til mange af novellerne.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 15, 2014
• ISBN: 9788776917364

Tove Toft

Forfatteren er født i 1941 og opvokset i Himmerland. Et dødsfald i familien og observationer af børns adfærd og reaktioner på dette dødsfald gav inspiration og blev udgangspunkt for fortællingen. Historien er skrevet i 80'erne.

Book preview

2014

Tik-tak snak

Tik: Jeg har lyst til at skrive en bog.

Tak: Nå, hvad skulle der stå i den?

Tik: Noget om det jeg har oplevet og erfaret i mit liv. blandet sandhed og løgn, godt rørt rundt som en god fars og serveret som små historier.

Tak: Det lyder som om Pærevælling kunne være en god titel. Helt ærligt Tik, har du noget at fortælle der ikke ér fortalt?

Tik: Ja, på en måde.

Tak: På en måde, det kommer du ikke langt med.

Tik: Nej, og alligevel, jeg er jo noget for mig selv.

Tak: Ja, vorherre bevares.

Tik: Jamen, jeg mener, alle er jo noget for sig selv. Hvert menneske har sit eget udtryk.

Tak: Tænk! - hvor mange mennesker er vi egentlig på kloden?

Tik: Vi har vist lige rundet 7 milliarder.

Tak: 7 milliarder – der er noget for sig selv. Hvor skulle alle de bøger være?

Tik: Sådan kan du da ikke ræsonnere, det er vel ikke alle der har lyst til at skrive en bog.

Tak: Ser man det. Er det noget du har ræsonneret dig til?

Tik: Ja, der er jo nogen der på forhånd godt kan udelukkes, børn f. eks.

Tak: Børn, nu må du styre dig, skal du komme her og fortælle en pædagog at børn skal udelukkes, det er sgu for meget, følger du ikke med, ved du ikke at børn er meget mere intelligente end voksne?

Tik: Jeg tænkte på helt små børn som ikke har lært at skrive endnu, og jeg tænkte også på alle de folk på kloden der ikke har overskud til det.

Tak: Overskud, hvem har overskud? I hvert fald ikke mig.

Tik: Nej, men hvad med dem der har nok at gøre med at få tag over hovedet og noget at spise, hvor skulle de få overskud til at skrive fra?

Tak: Hvor der er vilje, er der vej, sagde mor altid.

Tik: Ja, men jeg synes ikke hun har ikke ret.

Tak: Har hun ikke ret, har mor ikke ret? Du må være fra forstanden, og du vil skrive en bog, det er jo til at græmme sig over.

Tik: Så er der dem der er syge og afkræftede, de kan også udelades.

Tak: Snak, folk de lægger sig syge for et godt ord, lidt snot mig her og lidt av mig der, så ligger de der. Nej, det er bare med at få lapperne op over dynen og så komme i gang. Far han klapper med kistelåget. Kan du høre ham?

Tik: Ja, men jeg er ikke enig med ham.

Tak: Går du imod far?

Tik: Ja, han er død.

Tak: Vel er han ej, han er sprællevende, det ved du vist godt lille Tik, meget kan man sige om dig, men dine ører fejler ikke noget.

Tik: Nej, men jeg kan jo lukke dem.

Tak: Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig.

Tik: Nej, men du er ikke mig.

Tak: Åh nej! – og du er noget for dig selv, det er jo også rigtigt.

Tik: Så er der også mange gamle der kan udelukkes. Realistisk set er det en meget lille procentdel af verdens befolkning der kommer til at skrive en bog. Men ærlig talt, er vi ikke ved at løbe af sporet?

Tak: Nej, præcis nu synes jeg vi er ved at komme på det.

Tik: Den her snak fører ingen steder hen.

Tak: Jo! Det er lige hvad den gør.

Tik: Hvorhen?

Tak: Lige lukt ind på Gammelsporet, der hvor dig og alle de andre gamle der kan udelukkes, befinder sig.

Tik: Jeg sagde mange gamle, ikke alle.

Tak: Hvorfor sukker du, du ér gal. Du kunne godt ligne én der lige er sluppet ud fra Sct. Gaks Hospital. Er du ved at opgive ævred?

Tik: Slet ikke, jeg har fået en ide. Jeg vil kontakte en ven, der har et syn som et fyrs.

Tak: Et fyrs?

Tik: Ja, det kaster lys ud, fra mange vinkler.

Tak: Aha! Du er sur på mig nu. Du føler dig ramt!

Tik: Tværtimod, du har været en hjælp. Du skal have tak, Tak. Jeg har stadig lyst til at skrive den bog.

Fyr og Flamme

Fyr: Velkommen, det er dejligt at se dig.

Flamme: Tak i lige måde. Jeg er glad for at du kunne få tid til at snakke med mig. Jeg er i gang med at skrive noget som jeg godt kunne tænkte mig at formidle til andre, men af og til er der noget der blokerer mig. Så kom jeg i tanke om dig. Du har altid været i baggrunden som en stabil støtte, og du er så god til at sætte spot på det der ligger i mørke.

Fyr: Det er jeg glad for at høre, jeg hjælper dig gerne videre hvis jeg kan.

Flamme: Da mit arbejdsliv sluttede, gik jeg altså i gang.

Fyr: Ja, og hvad eller hvem er det så der forhindrer dig i at gøre det du gerne vil?

Flamme: Mig selv. Indre personlige dele af mig selv.

Fyr: Hvilke dele er det?

Flamme: Kritikeren og dommeren er slemme, men det sårede barn er det værste, det forventer at blive fejet af bordet før det får åbnet munden.

Fyr: Ja, de dele er sejlivede, og de holder sig på skinner der tidligt er lagt og kørt til. Det kræver noget krudt at møde dem face to face.

Flamme: Apropros krudt. Intentionen om at skrive indtraf i et kort glimt for 30 år siden. Den har ligget der lige siden som en lunte der hviler og venter i sit eget brændstof og sin lyst til at tænde.

Fyr: Det er en ret speciel lunte, usædvanlig lang, synes jeg.

Flamme: Ja, nogen har en lang, andre en kort. Måske er der lige så mange slags lunter som der er mennesker.

Fyr: Det kan da godt være. Men du tændte altså ikke din - dengang.

Flamme: Nej, det var som om at det ikke skulle være dengang. Bare engang. Noget skulde fyldes på og lagres. Jeg har tænkt på om jeg lagde en ubevidst strategi, det er der vist noget der hedder.

Fyr: Ja, det er der noget der hedder. I ubevidstheden ligger tit en gylden nøgle gemt.

Flamme: Det lyder spændende, næsten lige som i eventyr. Måske har jeg dengang, uden at ane det, givet min gyldne nøgle kompetencen til at åbne lågen til mit inderste lagerrum, og lukke dét ind som jeg senere ville få brug for. Lyder det tosset?

Fyr: Overhovedet ikke. I hvert fald ikke for mig.

Flamme: Åh! Jeg ved ikke noget bedre end at blive forstået.

Fyr: Jeg er glad for at kunne bidrage. Måske skulle vi vende tilbage til det sårede barn?

Flamme: Lad os bare det. Det opgiver jo sjældent håbet, bliver ved med at rejse sig op, børste sig af og tørre tårer væk til det allersidste.

Fyr: Ja, det har du ret