Contractors - Opus: Part 1

By Lee Shye

Hun er én af verdens dygtigste snigskytter og hun er til salg.
Hendes liv har i årtier drejet sig om, at slå ihjel og hun har oparbejdet et ry og rygte, der gør hende til en legende indenfor den militære verden.
Men hvem er mennesket bag dette kikkertsigte? Hvad er det, der får hende til at slå ihjel for os? Er det lyst? Er det antallet af nuller på checken eller er det bare fordi, at hun kan?
For at forstå, hvad der får mennesker som hende til at vælge et liv, i et af verdens mest voldelige og skyggefulde parallelsamfund, bliver du inviteret indenfor i et ellers total lukket miljø, hvor kun meget få udefrakommende personer er velkomne.

Man får et unikt indblik i, hvilket stof de mennesker, hvis jobbeskrivelse inkluderer mord, nedslagtninger, afstraffelser og henrettelser, er gjort af og man kommer til at forstå, hvordan de trods en konstant skepsis og mistillid overfor alt og alle, formår at bygger venskaber og kærlighedsbånd imellem sig.
Som historien udfolder sig, bliver vi vidne til en barsk og grufuld fortælling og det er vigtigt for mig at understrege, at har man sarte nerver og/eller er man under 18 år, så vil jeg fraråde, at man læser denne bog. Det er nemlig IKKE en "Feel Good" bog – tværtimod.
Men hvis du ønsker at få et unikt glimt fra én både hadet og beundret subkultur i vores samfund, så vær forberedt på, at du om lidt træder ind i et univers af vold, mord, hævn og hård sadistisk og masochistisk sex, hvor et menneskeliv både er alt og intet værd.
Velkommen til en verden af "Contrators"!

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 13, 2017
• ISBN: 9788771880205

Book preview

Tak til alle, der har hjulpet til med at redigere, editere samt verificere fakta og data til bogen.

Denne bog er dedikeret til Camille.

Uden hendes hjælp havde den aldrig set dagens lys.

Indholdsfortegnelse

FORORD

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

Kapitel 13

Kapitel 14

Kapitel 15

Kapitel 16

Kapitel 17

Kapitel 18

Kapitel 19

Kapitel 20

Kapitel 21

Kapitel 22

Kapitel 23

Kapitel 24

Kapitel 25

Kapitel 26

Kapitel 27

Kapitel 28

Kapitel 30

Kapitel 31

Kapitel 32

Kapitel 33

Kapitel 34

Kapitel 35

Kapitel 36

Epilog

FORORD

Tilblivelsen af denne bog har været en fantastisk rejse ind i en - for mig - fuldstændig ukendt verden og at det lige blev den militære, som bogen kom til at skildre, er faktisk et tilfælde. At hovedpersonen skulle være en kvindelig contractor var heller ikke givet på forhånd, men som mine fingre dansede hen over tastaturet på min bærbare computer, så dukkede hun op.

I takt med at bogen tog form, blev jeg ledt ind i denne kvindes fysiske og psykiske univers, og snart var jeg som tryllebundet af hende. Hun viste mig sider af sig selv, som jeg i min vildeste fantasi ikke havde forestillet mig fandtes, og hun fik mig til at forstå hende og hendes valg, hvor barske, kyniske og opofrende de end måtte være.

I begyndelsen forekom hun mig meget faktuel i sin beskrivelse af sit liv og de mennesker og begivenheder, der udspillede sig i og omkring hende, og det gik først op for mig, da jeg gennemlæste bogen, hvilken utrolig udvikling hun havde gennemgået i løbet af sin fortælling. Udviklingen var så synlig, at i takt med at hun ændrede sig som menneske, så blev hendes sprog også anderledes, hvilket ses tydeligt igennem hele bogen.

Fra at være næsten stenografisk faktuel i den måde hun skildrede sine oplevelser på i begyndelsen af historien, så endte hun med at være en beskrivende fortæller, der lagde stor vægt på detaljer. For at understrege den menneskelige og personlige udvikling, som hun gennemlever, så har jeg valgt at lade hendes egen stemme komme til udtryk, og det gælder også i sproget.

I forbindelse med at hendes personlige udvikling tager fart, så ændrer hendes seksualitet sig også og der kan derfor trækkes en direkte parallel imellem hendes indre forandring og den måde, hun udlever sin seksualitet på. Derfor vil man som læser opleve, at jo mere hendes personlighed nærmer sig normaliteten, jo mere perverteret bliver hendes seksuelle præferencer.

Det eneste fællestræk, der er imellem de to paralleller er, at de på hver deres måde får hende til at søge grænser, og som historien udfolder sig, bliver samspillet imellem dem mere og mere åbenlyst.

Men hvor langt kan et menneske gå i sin søgen efter grænser?

Og er der i det hele taget en grænse, når det kommer til kærlighed og kynisme?

Dette er blot nogle af de spørgsmål, som bogen stiller, men når det så er sagt, så er bogen IKKE en feel good bog.

Den er hård, brutal og meget barsk og lægger ikke fingrene imellem på noget tidspunkt. Den viser en verden, der er rå og drevet af ligegyldighed og begær, og hvor medmenneskelighed og empati tolkes ud fra et helt anderledes normsæt.

Bogen giver et unikt indblik i en ellers totalt lukket verden set ud fra den kvindelige contractors synsvinkel. For at illustrere konsekvenserne af de handlinger, som contractors bliver sat til at udføre, følger man hele gruppen af contractors, dog med den kvindelige hovedperson som omdrejningspunktet.

For at give historien troværdighed er alle steder, medicinske og lægelige udsagn samt facts om våben og udførelse af krigshandlinger korrekte og verificeret af fagfolk indenfor de respektive områder.

Så vær forberedt på at træde ind i en verden af vold, mord, hævn og hård sadistisk og masochistisk sex, hvor et menneskeliv både er alt og intet værd.

Kapitel 1

Kender du det, at man pludselig en dag slår øjnene op og den første tanke, der popper ind i hovedet på én, er Hvordan fanden er jeg endt her?

Well, sådan har jeg det nu.

Af alle steder i hele verden, så befinder jeg mig på et koldt betongulv i en tom lagerbygning i Bosnien. Der skal et trænet øjet til at se mig, for camouflagetøjets farver falder perfekt ind i de grå og hvide cementkollager af murbrokker og armeringsjern, der udgør det for at være rummets inventar. Det er efterår eller jeg skulle måske hellere sige i starten af vinteren, for jeg tror nok, at vi skriver slut-november, men jeg er ikke sikker. Det er lang tid siden, at jeg har hængt mig i så basale detaljer som, hvilken måned vi er i.

Faktisk er dét med detaljerne noget af det første som forsvinder. I starten lagde jeg ikke mærke til det, for alting gik så stærkt. Der var så meget nyt at lære, og min måde at se og forstå verden på blev dag for dag anderledes. Min moral og etik blev i den grad sat på prøve. Om jeg bestod, det er svært at sige. Jeg føler i hvert fald ikke nu, som jeg gjorde engang. Min empati er næsten helt væk eller rettere, den er undertrykt for, at jeg kan overleve. Det lyder kynisk, men ikke desto mindre er det tilfældet, så hvorfor fanden pakke det ind?

Her er faktisk skide koldt. Min krop er næsten helt følelsesløs. Jeg bliver nødt til at finde en jakke og et par sko inden alt for længe, ellers går det galt.

Der er faktisk intet i rummet, hvor jeg er, ud over gamle murbrokker, armeringsjern og oceaner af hvidt betonstøv, der er kommet fra skudhullerne samt de sammenstyrtede vægge. Nogle steder er ydermuren sprængt i stykker og det er ikke noget, der er sket for nylig - det er helt sikkert. Umiddelbart vil jeg gætte på, at det er noget, der skete under borgerkrigen i starten af 90’erne, men det er egentlig også ligegyldigt. Det vigtigste er, at der er mulighed for at få cover i tilfælde af, at jeg bliver angrebet.

Jeg må hellere lige tjekke, om det er muligt at komme ud herfra, for hvis det ikke er, så ser scenariet helt anderledes ud for mig, men der er heldigvis stille overalt. Ingen menneskestemmer eller motorlyde fra biler eller tanks, ingen lyde fra skud eller mortérgranat nedslag, ingen tegn på fysisk aktivitet nogen steder.

Måske er det alligevel ikke så dårligt et sted at vågne op, men jeg kan bare ikke blive her. Det er for usikkert og derudover ikke særligt produktivt. Min erfaring siger mig, at jeg skal se at komme afsted og den bliver godt flankeret af min intuition, der skriger, at jeg skal væk nu. Og hvem lytter ikke til sin intuition? Jeg gør, for den har reddet mig flere gange.

Heldigvis har jeg gemt OPUS. Du tror nok, at jeg er tosset, men det kalder jeg min riffel. Vi har alle givet vores rifler navne. Det blev vi opfordret til den første dag i træningslejren. Nogle kalder deres for deres bedste ven - så langt vil jeg dog ikke gå - men uden OPUS er jeg blot et jaget dyr og ikke jægeren. Jeg ved, at den ligger under nogle murbrokker bag ved mig. Jeg har min hånd på skaftet. Det er koldt og rillet, men at røre ved OPUS giver mig varme. Tryghed.

At min riffels navn også skulle gå hen og blive mit kaldenavn, var ikke noget jeg havde planlagt. Det var faktisk min første sergent, der pludselig en dag begyndte på det og så hang det ved. På mange måder var det meget belejligt, at det gjorde, for i min branche bruger man ikke sit eget navn. Man har derimod et kaldenavn og ofte bliver dette så stor en del af ens identitet, at det gamle navn tiltider helt forsvinder. Faktisk kan det være en fordel, at det gør, for de ting, som jeg til tider foretager mig, ligger milevidt fra, hvad man forestiller sig en stille kostskolepige kunne finde på.

Nu tænker du nok …. Åh nej, endnu en barnekriger, en patriot, en fanatiker, der i ly af sin nye identitet render rundt og skyder uskyldige mennesker, men det kunne ikke være længere væk fra sandheden. Jeg er ingen af delene.

Jeg er en professionel soldat. En snigskytte, der er trænet til at dræbe uden at stille spørgsmål. Jeg er til leje for den højestbydende, uanset hvilken side og hvilken konflikt, der er tale om. Jeg er upartisk og tager aldrig stilling til, om målet er rigtigt eller forkert at eliminere. Jeg arbejder systematisk til opgaven er løst, og så er jeg væk igen. Ingen sentimentalitet eller anger. Et clean cut, når jobbet er udført og så videre til det næste.

Måske undrer du dig over, at jeg kan være så kold, men sådan er det. Ingen følelser, blot et kryds for enden af kikkertsigtet. Det er, hvad mit target er. Et kryds. En markør.

Skræmmende?? Egentlig ikke. Praktisk er nok nærmere ordet. Praktisk? … Ja og på mere end én front. Så slipper jeg nemlig for at tage stilling til f.eks. markøren. Det interesserer mig ikke, hvem eller hvad markøren er eller om vedkommende har familie, venner, børn og ej heller om der bliver tale om et savn, når markøren er væk. Det er ligegyldigt for mig.

Hvis du tror, at denne ligegyldighed er noget, som er kommet gradvist, så er det ikke tilfældet. Den har altid været der. De, der ikke besidder den, de holder ikke i branchen og som oftest bliver de selv markører. Det er ikke usandsynligt, at man får opgaven at udrydde én af sine egne, men indenfor de sidste par år er denne opgave dog blevet udført af specielle eliteenheder. Jeg kender til dem, men er ikke i kontakt med dem. Faktisk har jeg det sidste års tid ikke været i kontakt med særlig mange andre soldater end dem, jeg har været nødt til at nedkæmpe for enten at eliminere min markør eller for at overleve selv, men det var jeg før i tiden. Nogle af dem, som jeg i tidens løb har arbejdet sammen med, vil jeg ikke engang kalde soldater. De er nærmere bare krigere – warriors with a cause.

Når jeg er ude i felten, har jeg som regel base i eller ved en militærlejr og rygtet om min tilstedeværelse er altid gået som en steppebrand. De erfarne soldater i området lader mig være i fred og hvis vi mødes, kigger og nikker de blot til mig, hvilket jeg tolker som anerkendelse, men for at være helt ærlig, så er jeg faktisk ligeglad med denne anerkendelse. De yngre soldater udviser alt lige fra usikkerhed til at være kæphøje. Deres væremåder registrerer jeg og filer dem under punktet uinteressant.

Jeg holder mig som regel for mig selv. Det har jeg det bedst med. Faktisk så har jeg det bedst i mit eget selskab. Så er jeg nemlig fri for at knytte følelsesmæssige bånd, for det kan nemlig koste mig livet, hvis jeg mister fokus og INGEN er mit eget liv værd. I hvert fald ikke på det personlige plan.

For selvom andres liv ikke har værdi for mig, så værdsætter jeg mit eget. Jeg værdsætter faktisk alt ved det. Fra vinden i træerne til solens første stråler … Ja, selv det kolde betongulv her fordrer en vis mental livskraft hos mig.

Det er rart, at her er så stille. Det har jeg faktisk savnet.

Flængerne på mine hænder og arme er heldigvis kun lettere overfladiske skrammer, og som jeg sidder her kommer gårsdagens kamp frem i glimt på mine nethinder, som en gammel sort/hvid spillefilm. Der var dog ingen, der skreg cut eller take 2 på settet. Det var en hurtig nærkamp, der endte med to skud placeret i brystet på min modstander. Egentlig var det lidt sløset af mig at bruge to skud, men jeg var ikke sikker på, at det første var dødbringende så .... Nogle ville betegne det, der skete, som en regulær henrettelse, mens andre ville kalde det en definitiv tilintetgørelse af en markør. Jeg ser det ikke som andet end en sikkerhed for, at markøren bliver nede. Med andre ord som en praktisk foranstaltning, der sikrer min egen overlevelse.

Det kan godt være, at jeg ikke er helt sikker på, hvad måned jeg er i, men at min seneste kontrakt udløber i dag, det er jeg ikke i tvivl om, så jeg må hellere se at finde en sikker base, hvor jeg har tid til at downloade min næste opgave. Jeg får den via mail over min telefon og den indeholder som regel både et tidspunkt, et sted, en dato og et navn. Nogle gange sker det dog, at jeg kun får opgivet et navn og så må jeg selv planlægge resten - det varierer lidt, men netop denne variation nyder jeg.

Faktisk så er hele det kontraktmæssige setup ganske simpelt, for jeg kører efter en fast tarif. Det gør, at jeg er fri for at spekulere på at skulle forhandle med de enkelte klienter om det finansielle, og selve udførelsen af opgaven bestemmer jeg selv. Derudover har hver opgave sit eget kontonummer, og når en opgave er afsluttet og afregnet, får jeg et nyt kontonummer tilsendt, som jeg videregiver til den næste kunde. Det er nemt, enkelt og svært at spore.

Alene i år har jeg åbnet og lukket 19 konti.

Betonvæggen bag mig giver en behagelig støtte til min ryg og nakke. Jeg kunne faktisk godt sove et par timer, men det er uhensigtsmæssigt – i hvert fald som situationen er lige nu.

Fuck, hvis bare du vidste .....

Kapitel 2

Måske skulle jeg have taget en anden vej og fulgt min drøm om at blive ingeniør. Det havde været enkelt og det var faktisk planen, men først skulle jeg lige en tur i militæret til, hvad der i min familie var, den obligatoriske afsoning af værnepligten og dernæst videre på MIT. Det var så ligetil. Alt var planlagt, men så fik jeg en riffel i hånden og der var noget, der blev vækket i mig.

Det skal ikke forstås, som om jeg blev skydegal eller besat af at ramme mål, hvad enten de var stationære eller i bevægelse. Det var nok nærmere det konkurrenceelement, der lå i det. I starten var det meget elementært – at få flest registrerede simulerede kills – men efterhånden blev selve materiellets betydning en anden og meget væsentlig del af det. Det gik nemlig op for mig, hvor meget jeg kunne optimere mine kill-situationer ved at bruge det korrekte våben og vel at mærke det korrekte våben for mig i den givende situation. For det materiel, der kunne være rigtigt for mig, var ikke nødvendigvis dét, der var rigtigt for andre snigskytter.

Min medfødte nysgerrighed og mit konkurrencegen, som mine lærere allerede blev bekendt med i de første år på kostskolen, gik da heller ikke ubemærket forbi mine instruktører, og min træfsikkerhed kombineret med hastighed blev hurtigt fremelsket hos mig. Jeg havde et naturtalent for de enkelte opgaveløsninger, og da jeg samtidig kunne arbejde både i teams og som individuel operatør, var jeg et særdeles attraktivt asset. Jeg blev konstant fremhævet og har ikke tal på, hvor mange gange mine løsninger på taktisk krigsførelse blev rost til skyerne.

I starten var det fedt at få den anerkendelse. Den gav respekt blandt mine medindsatte, men jeg har dog aldrig rigtig forstået dét at få respekt for at tage liv. Det klinger stadigt hult i mine ører. Slå et andet menneske ihjel og du er fantastisk. Skyd en hel armé ned og du er en helt. De høje herrer klapper og tiljubler én, giver skulderklap og positive verbale udsagn. Ja, i nogle tilfælde næsten lovpriser de mine gerninger, men i bund og grund ser jeg ingen grund til, at de gør det. Fra min skoletid har jeg lært, at det til tider godt kan betale sig at holde gode miner til slet spil, og det er præcis, hvad jeg gør i sådanne situationer. Jeg lader dem altid stråle sig i mediesolen, mens jeg langsomt og ubemærket forsvinder i skyggen af den forblændede mængde.

Det var egentlig denne glorificering, der fik mig til at træffe min beslutning om at forlade institutionen og forsvinde. Allerhelst ville jeg bare være gået i glemmebogen, men én med mine evner går ikke ledig længe og jeg blev hurtigt kontaktet af forskellige bureauer, der gerne ville tegne kontrakter med mig. Jeg takkede nej, men så blev jeg opsøgt af en udenlandsk efterretningstjeneste, og ja, det lød meget interessant. 48 timer senere sad jeg i et fly på vej til et mellemøstligt land med et nyt navn og pas. Og ansøgningen til MIT? Ja, den brændte jeg lige inden, jeg steg ombord på flyet.

De første 24 måneder var jeg i en træningslejr – eller det kaldte de dét i hvert fald. Personligt syntes jeg mere, at det var helvedes forgård. Den træning, jeg indtil nu havde modtaget, var det, som jeg senere måtte betegne som basistræning. For de fleste andre ville den have været noget af det hårdeste, de ville opleve i deres karriere, hvad enten denne blev ved militæret eller ej, men for mig var dette blot begyndelsen.

Jeg blev trænet i udholdenhed som f.eks. hvordan man, på trods af ikke at have sovet i 72 timer, stadig kan holde stand både fysisk og mentalt, samt hvordan man uden mad og drikke og under ekstreme vejrforhold stadig kan udføre sine opgaver. Jeg lærte forhørsteknikker. Ja, det er dét, de kalder det. Ikke tortur, men forhørsteknikker. Jeg lærte hurtigt, at grænsen her er hårfin og varierer meget, afhængig af hvilken person, der tolker og udfører dem. Det at kunne modstå sådanne forhørsteknikker var også en del af det. En af de ting, som de kvindelige soldater blev tilbudt, var derfor at få fjernet livmoderen. Dette var for at minimere smerte og risici for graviditet efter eventuelle voldtægter ved tilfangetagelser. Som én af de få takkede jeg ja til det, og om jeg har fortrudt handlingen; dét er et spørgsmål, som aldrig vil blive besvaret.

Derudover så lærte jeg at ignorere den smerte, der blev påført mig under forhør og endda i en sådan grad, at jeg, som tilsyneladende den eneste soldat indenfor de sidste mange år, ikke knækkede under et fem dage langt forhør.

Et andet grundelement i uddannelsen var nærkamp-øvelser. De kunne i princippet ligeså godt have kaldt det for 1001 måde at lære at slå et menneske ihjel på, når man er inden for en radius af en meter. Jeg lærte både at håndtere knive, stave, reb, snører og kæder. Jeg lærte, hvordan man strangulerer et menneske på al verdens forskellige måder, og hvordan man hurtigst og mest lydløst knuser et strubehoved f.eks. ved et spark eller med et redskab. Egentlig havde jeg ikke regnet med, at jeg nogen sinde ville få brug for det, men som tiden er gået, så må jeg erkende, at jeg faktisk har benyttet mig af teknikkerne adskillige gange. Så var der de forskellige kampteknikker. Jeg lærte både shidokan muay thai – en selvforsvars- og afværgeteknik - karate til brug for direkte nærkamp samt kickboksning, som egentlig bare var for at opbygge råstyrke.

Fuck, jeg kunne sgu godt bruge lidt af den råstyrke nu, så min krop kan komme i omdrejninger, men på den anden side .... måske skulle jeg tage og benytte dette lille hvil til at planlægge min videre fremfærd?

For dét at kunne tænke strategisk og kreativt er ligesom en del af det hele. Nogle af de kill-opgaver jeg fik, indebar at jeg skulle tænke alternativt ved valg af den metode, som jeg skulle benytte for at kunne fuldføre den med mindst eller mest muligt tab. Tabet kunne være alt fra menneskeliv til et regulært tidstab. I dag virker det helt surrealistisk, at jeg lærte at dræbe på tid, og som årene skred frem, blev tiden da også af mindre afgørende betydning. Det enkelte drab og eksekveringen af det blev det primære. Indimellem har jeg sagt ja til opgaver, der krævedes udført indenfor en meget smal tidsramme, men det er som regel kun for at få noget afveksling i setuppet …. Og så for at holde mig selv lidt på mærkerne.

Der, hvor jeg egentlig havde det bedst, var under våbentræningen. Jeg havde tydeligt en enorm flair for det. Targetskydning var min foretrukne disciplin og gerne targets, hvor markøren var i bevægelse. For mig lå udfordringen i at ramme markøren med ét rent og dødeligt skud. Jeg trænede til bevidstløshed og under alle former for tænkelige vejrforhold og med alle mulige forskellige våben. Pistol, semiautomatisk og automatvåben og ikke mindst riffel, som blev den, som jeg foretrak. Jeg startede med en enkel model af et amerikansk mærke, men senere fik jeg både russiske, svenske og israelske modeller mellem hænderne. En enkelt tysker blev det også til, men den var alt for dårlig, så den blev kasseret efter 1. prøveskydning.

Der er ingen tvivl om, at mine evner gjorde, at jeg allerede i slutningen af mit træningsforløb, blev sendt ud på missioner – naturligvis sammen med andre militærenheder – og min første opgave var en markør, der skulle elimineres, når denne kom ud fra en beboelsesejendom. Opgaven var ligetil og blev løst hurtigt, enkelt og uden problematik. Jeg lå på toppen af en hvid betonbygning – meget lig den, som jeg befinder mig i nu – med en afstand på ca. 350 meter til markøren og da denne kom til syne, fandt jeg hurtigt og effektivt vedkommende i mit kikkertsigte. Den dag i dag husker markørens ansigt og hvordan mit hjerte galoperede afsted. Alle lyde var væk. Kun lyden af min egen puls var den eneste i mine ører. I mit kikkertsigte fandt jeg hurtigt spottet midt imellem markørens øjne, og da det røde kryds i sigtet faldt perfekt på det sted, trykkede jeg på aftrækkeren. Jeg så markøren falde til jorden, hvorefter jeg dukkede mig ned og rullede om på ryggen. Der lå jeg helt stille og fladt med OPUS tværs over min brystkasse og fik min puls og mit åndedræt under kontrol. Hurtigt og effektivt skilte jeg riflen ad og sneg mig ned og ud af bygningen. Min get away bil holdt i nærheden, og lige så ubemærket som jeg var kommet ind i området, forsvandt jeg ud af det igen. Det hele var meget enkelt, clean og lige til.

Selve turen tilbage til lejren krævede to skift og da jeg var tilbage, blev jeg kaldt ind til min overordnede for at aflægge rapport. Efter dette gik jeg tilbage til min barak, hvor et par af de andre soldater var inde på sovesalen. De kiggede på mig, da jeg trådte ind og én af dem prøvede endda at tale med mig, men jeg afviste ham høfligt - naturligvis. Det var ikke fordi, at jeg ikke ville tale med ham, men fordi at han øjensynligt troede, at jeg havde et behov for at verbalisere mine følelser efter min mission. Men hvad kunne jeg sige? At jeg ingen følelser havde for dét, jeg lige havde gjort? Ingen tvivl. Ingen anger. Hvordan ville det ikke få mig til at fremstå? For sandheden var, at jeg virkelig ingenting følte. Jeg kunne lige så godt have været gået til købmanden efter en liter mælk. Sådan havde jeg det. Og nej, det var ikke en psykologisk forsvarsmekanisme, der gjorde det. Det var mine ærlige og redelige følelser, der var sådanne. Eller rettere mangel på samme – ville nogle måske sige. Og faktisk var det dét, der var det værste for mig. Ikke at føle noget for mine gerninger.

Faktisk så plagede det mig temmelig længe. Til tider prøvede jeg at fremtvinge følelserne, men på det punkt er jeg nok ikke så anderledes end så mange andre, for jeg kan ikke foregive at føle noget, som jeg ikke gør. Den falskhed og uærlighed, der ligger i at kunne gøre det, er ikke et persontræk, der appellerer til mig og jeg undgår helst sådanne mennesker. Men hvorfor følte jeg intet? Hvordan kunne jeg uden bekymring tage et andet menneskes liv?

Jeg vidste, at mange af mine soldaterkammerater satte spørgsmålstegn ved dét, som de gjorde, men ikke jeg. Jeg havde ikke nogle spørgsmål til det. For mig var det helt okay og jeg så det som just another day at the office. Du må gerne synes, at det er koldt og kynisk at have det sådan, men det ændrer ikke det faktum, at det var sådan, at jeg havde det.

Efter min første opgave gik det hurtigt. Træningen på banen blev kombineret med praktisk udførelse af opgaver på faktuelle missioner. De første var assasin-kill opgaver, dvs. regulære snigmord, men jeg lærte hurtigt, at også her var der gradueringer. For et snigmord kan også være et toksisk-kill, dvs. med gift, eller et nærkamps-kill, dvs. hvor jeg eliminerer markøren ved direkte kontakt, og sidst men ikke mindst var der regulære likvideringer med frontal-, tindings- eller nakkeskud. Jeg opererede altid - i en eller anden form - sammen med et team bestående af en spotter, en taktisk kampsoldat og minimum én combat soldier, og det var ikke altid de samme soldater, som jeg blev sat sammen med. Vi kendte sjældent vores missioner før få timer inden afgang og blev ofte briefet på vej hen til opgavens udgangspunkt. Det kunne til tider være svært, at vi ikke altid fik mere forberedelsestid, men det var også meget lærerigt.

Da de 24 måneder var overstået, blev jeg tilknyttet en specialstyrke i et års tid - primært for at få erfaring - og dernæst blev jeg rekrutteret til en eliteenhed. Denne enhed fandtes ikke officielt. Vi var tre snigskytter og en militærenhed på otte mand, der udelukkende opererede oversøisk. Vi fik ordrer fra specielle Kommando OPS og opgaverne var meget varierende. Det var alt fra meget specifikke targets til deciderede nedslagtninger af hele sektorer. Og nedslagtninger dét var det. Det var voldeligt, blodigt og absolut ikke kønt. Vi slog både mænd og kvinder ihjel. Nogle gange på dusinet og ofte var der også børn imellem. Vi skelnede ikke. Vi parerede bare ordrer. Ingen tvivl om, at sådanne missioner var de værste og når vi var færdige med dem, så var det kutyme, at alle os, der havde deltaget i dem, samledes bagefter. Det var en form for terapi i et lukket forum, hvor kun de indviede havde adgang. Det skal ikke forstås som, at vi talte sammen om dét, vi lige havde gjort. Næh nærmere at vi afreagerede ved at kaste med ting, slå ting i stykker, sparke til genstande, råbe, skrige og græde.

Ofte var jeg bare tilskuer til de andres udbrud og reaktioner. Jeg holdt mig for mig selv og foretog mine egne ritualer, hvilke var at skille min riffel ad, rengøre den og samle den igen, så den var klar, hvorefter jeg gik i bad. Bagefter drak jeg altid en kop kaffe og gik derpå en tur for at bearbejde dagens begivenheder. Det var mine ritualer – på de gode dage. De dage, hvor vi havde haft de rigtig svære opgaver, dvs. særligt grufulde nedslagtninger, dér var mit reaktionsmønster meget uforudsigeligt og afhang af, hvor bestialske vores handlinger havde været.

Jeg husker specielt en dag, hvor hele teamet havde været ude på en nedslagtning og den havde været grim. 42 døde, deriblandt to børn. Vi kom tilbage til militærlejren og gik som altid i samlet flok – tavse og tomme – igennem den og ned til vores telt. Der var ingen tvivl om, at det allerede var rygtedes i lejren, hvad det var, vi havde gjort, for som vi gik der, kiggede alle dem, vi passerede, på os med blikke, der afspejlede en blanding af frygt og afsky. Med ét var der én af de unge officerer, der sagde barnemordere, idet vi passerede ham. Normalt var der ingen der kommenterede, når vi havde været ude på en opgave, for alle vidste, at det ikke var de almindelige opgaver, som vores team fik, men denne eftermiddag var anderledes og det anderledes lå i kommentaren.

Hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, aner jeg ikke. Måske var det teamånden, der kom over mig eller måske var det simpelthen dråben, der fik bægret til at flyde over, men jeg drejede rundt på hælene, gik hen til officeren, trak min pistol, afsikrede den og satte mundstykket mod hans pande. Jeg stirrede ham i øjnene og kunne se panikken i hans. Jeg kunne lugte hans frygt. Det er en meget genkendelig svag men harsk lugt, der i det her tilfælde langsomt også blev blandet med lugten fra urin. I det sekund var det som om, at vi var de to eneste mennesker i verden. Jeg kunne høre fjerne stemmer, men de ramte mig ikke og gav derfor ingen mening. De var nærmest bare som en summen, der langsomt blev til en mumlen. Jeg kan huske, at jeg pludselig registrerede en hånd på min skulder og med ét var jeg igen tilbage i nuet. Stemmen, der talte til mig, kom fra en teamkammerat. Han talte roligt, og langsomt gik det op for mig, hvad jeg lavede. Jeg sikrede pistolen og sænkede den, dog uden at fjerne blikket fra officeren, og i hvad der føltes som en slags slow-motion, drejede jeg mig om mod de andre. Det syn, der mødte mig her, var fantastisk. Mine teamkammerater havde dannet en halvcirkel rundt om os og stod med deres våben rettet mod alle de omkringværende soldater for at holde dem væk fra os. Uden at se på min teamkammerat, der stod ved siden af mig, rakte jeg ham min pistol, men han afslog uden ord og jeg hylstrede den, og sammen gik vi – flankeret af vores teamkammerater, der stadig havde deres våben rettet mod de andre soldater – ned til vores telt.

Efter denne episode var der ingen, der turde nærme sig os, så helt forgæves havde den ikke været. Rygtet i lejren lød, at officeren, som jeg havde haft under gun-point, havde været så stiv af skræk, at han havde urineret ned af sig selv, da jeg stod der med pistolen for panden af ham. Han sagde senere, at han aldrig havde set så kolde og følelsesløse øjne som mine.

Episoden blev aldrig rapporteret, og officeren så vi ikke igen. Vi var videre til næste opgave og næste lejr fire dage senere.

Det var et godt team, som jeg var i dér. Vi arbejdede godt sammen og respekterede hinandens små særheder. Vi talte aldrig sammen om opgaverne, når de var udført, dvs. kun hvis det havde en militær relevans, men aldrig om vores følelser, hvilket passede mig fint. For i bund og grund, hvad var der også at sige?

Efter 18 måneder blev vores enhed splittet op og jeg fik tilbuddet om at komme over i et andet team, men takkede nej. Jeg var forinden blevet kontaktet af et fransk sikkerhedsfirma og de havde tilbudt mig en position, hvor jeg ville få medindflydelse på de opgaver, som jeg fik tildelt. Det passede mig fint, at jeg kunne lægge nedslagtninger fra mig, så jeg fik endnu engang nyt navn og pas.

Den efterfølgende tid er nok den tid, jeg har brugt mest på at hele, hvis man da kan tale om en healing, for jeg arbejdede meget. Det var solitær-opgaver, dvs. opgaver som jeg var alene om, og det var primært snigmord, hvilket passede mig fint.

Det var ikke så mentalt hårdt, men opgaverne krævede mere forarbejde i form af strategisk planlægning før eksekvering, og det passede mig glimrende, for så fik jeg genopfrisket den del af min træning. Jeg fløj rundt i hele verden og hver opgave fordrede et nyt pas og dermed et nyt navn. Jeg havde faste opsamlingssteder for mine informationer og der var altid sørget for clearance af mine våben, når jeg skulle gennem security i lufthavnene, så alt i alt var det en tid, hvor jeg bare skulle fokusere på mine opgaver og dermed fik jeg fortidens gerninger lidt på afstand.

Hvor underligt det end må lyde, så var det i dette job, at jeg for alvor udviklede evnen til lukke alt ude. Den smule empati jeg havde haft forsvandt gradvist, men sikkert - og tilbage var en rungende ligegyldighed med alt. Jeg handlede uden omtanke for nogen eller noget, og det var dejligt med denne indvendige tomhed. Det var faktisk ekstremt befriende.

Jeg havde været i dette job i en tre års tid og var egentlig meget godt tilfreds, men så én dag, i en af Bangkok’s smalle gyder, stødte jeg ind i en af mine tidligere teamkolleger. Han kendte til en eliteenhed, der stod og manglede sådan én som mig, og med det rygte jeg havde oparbejdet, ville jeg passe perfekt ind i det. Tidspunktet kunne ikke have været mere velvalgt fra hans side, for efter at have opereret solo meget længe havde jeg faktisk det sidste stykke tid gået og overvejet lidt forandring, og at arbejde i et team forekom som værende det rigtige at vende tilbage til.

Så dét gjorde jeg og det var på denne måde, at jeg mødte Jackson.

Kapitel 3

Det er uundgåeligt, at der ikke bliver udviklet følelser mellem os i enheden, når vi er sammen døgnet rundt. Følelserne behøver absolut ikke at være af romantisk karakter. Faktisk så er det noget, som man helst undgår, da det kan besværliggøre vores arbejde som gruppe. Det er okay at føle ansvarlighed, loyalitet og næstekærlighed, men at udvikle dybere kærlighedsmæssige forbindelser kan komplicere vores indbyrdes forhold i gruppen og vanskeliggøre udførelsen af vores missioner. Vi er 100% afhængig af hinanden og skal fungere som en enhed både før, under og efter vores missioner, så derfor er kærlighedsaffærer mellem de enkelte teammedlemmer noget, der kan skabe utryghed hos de andre i teamet, og det må helst ikke ske. Der må aldrig være tvivl eller uløste problemstillinger, når vi er på missioner, for dér afhænger vores liv af hinanden. Troskab, loyalitet og tillid er dét, der gør, at vi alle kommer hjem i live.

Men trods det, så sker det engang imellem, at vi udvikler dybere følelser for hinanden – for når alt kommer til alt, så er vi jo kun mennesker og ikke kolde og døde ting – selvom nogle opfatter os sådan.

Jeg har også haft et forhold til én i mit team. Han hed Jackson – JAC – og var en 2 meter høj, muskuløs, mørkhåret sprængstofekspert. Vi havde i starten gået og kigget lidt på hinanden, men udover korte dialoger, så havde vi aldrig rigtigt talt sammen. En gang imellem havde vi sendt et lille smil, men ikke ét, der kunne tolkes som værende udfordrende eller flirtende. Det afspejlede nærmere en gensidig venlighed og forståelse for hinanden. JAC var franskcanadier og måske var det én af grundene til, at det udviklede sig til mere, for jeg har altid haft et blødt punkt for det franske ……

Vores forhold begyndte at ændre sig en aften, før én af vores missioner, hvor vi sad i vores telt. Washington, Knox og Abe spillede kort, Wizard var gået i messen, Snake var i bad og jeg lå på min seng med lukkede øjne og hørte et arabisk sprogkursus på min iPod. Det var gået op for mig, at den bedste måde, jeg kunne forberede mig inden en mission, var ved at fokusere på andre ting som f.eks. at lære et andet sprog. På denne måde fik jeg ikke blot tankerne væk fra det, der skulle ske, men koncentrationen, som indlæring af et nyt sprog kræver, skærpede min hjerne og dermed også mine sanser.

Når jeg sådan - med lukkede øjne og høretelefoner på - var helt væk i min egen lille verden, så gjorde man klogt i ikke at vække mig pludseligt, for det kunne få fatale konsekvenser. En gang havde det medført en regulær nærkamp mellem mig og et teammedlem, der af vanvare var kommet til at prikke mig på skulderen. Det havde ikke været hans mening at trigge noget i mig, men det gjorde det, og efter dét vidste alle, at man skulle røre mig på mit ene skinneben, hvis man ville i kontakt med mig, når jeg lå med høretelefoner på. Derfor var det også med den yderste forsigtighed, at JAC den aften rørte mig på mit højre skinneben.

Jeg satte mig op på albuerne og tog hørepropperne ud, mens JAC kiggede på mig. Som sædvanlig var han formel, da han sagde, at han gerne ville tale med mig udenfor, og vi gik derfor ud af teltet og ned gennem lejren. Først troede jeg, at han ville tale om den forestående mission, men nej. Han begyndte at tale om sig selv, om hvor han kom fra og hvordan han var endt her.

JAC var tilsyneladende født og opvokset i Montreal i en rigtig lille kernefamilie. Han var den ældste af to, og da han var 16 år, omkom først hans far i en bilulykke og senere samme år døde hans lillebror. Ingen i familien havde nogensinde været religiøse før, men efter broderens død, begyndte moderen - på opfordring fra en krisepsykolog - at gå i en sorg-gruppe specielt for kvinder og her havde hun mødt Elliene. Elliene kom en del i en kristen kirke og inden længe, var JAC’s mor dybt involveret i selv samme kirke. Lige så langsomt havde JAC set sin mor forsvinde ind i det kristne trossamfund og trods dét, at han havde prøvet at få hende ud af det, så havde han ikke været i stand til det. Moderen forsvandt længere og længere ind i miljøet og sammen med hende forsvandt også alle de penge, som familien havde sparet sammen samt hele den erstatning og ulykkesforsikring, som de havde fået udbetalt efter faderens død. En del af pengene havde været båndlagt til JAC og hans uddannelse, men moderen havde været indsat som værge for dem, så da tiden kom, hvor han kunne have haft dem udbetalt, så var også de forsvundet. JAC havde til sidst stået helt alene tilbage uden økonomiske midler og uden familie og da hans mor samtidig valgte, på opfordring fra kirkens præst, at sælge deres hus og flytte i en lille lejlighed, hvor der ikke rigtigt var plads til JAC, ja så havde han heller ikke haft tag over hovedet.

Det var i dette moment, at hans afmagt havde ført til et indædt had, og det der havde stået nærmest at hade var det kristne trossamfund. I JAC’s øjne havde det nemlig udelukkende været ude efter deres penge - hvilket jo til en hvis grad også var rigtigt - men som tiden var gået, havde han fået et lidt anderledes syn på det. Hvor han i starten bebrejdede kirken for at udnytte hans mors sorg og manglende ståsted efter at have mistet halvdelen af sin familie, så var denne bebrejdelse langsomt gået over i en anerkendelse af, at kirken på nogle områder faktisk havde givet hende noget, nemlig en grund til at leve. For som JAC så filosofisk sagde, så var han tilsyneladende ikke grund nok for hende til at gøre det.

Om det var denne erkendelse, der førte til, at han en overgang hadede Gud – og generel al form for tro – det troede jeg – for et faktum var, at JAC havde følt, at Gud havde taget alt fra ham. Først i form af hans far og lillebror og så ved at lade hans mor forsvinde ind i en kristen sekt. Han sagde, at han havde Gud mistænkt for at ville have taget ham med i sekten, fordi at HAN havde regnet med, at han ikke kunne klare sig uden hverken tag over hovedet eller økonomiske midler, men så let skulle Gud ikke slippe. Så JAC havde meldte sig til hæren for, som han havde konkluderet, hvis det var sjæle Gud ville have, så skulle han kraftedeme skaffe ham sjæle.

Det var en helt uvant situation for mig at få sådan noget at vide fra en kollega, men jeg kunne mærke på ham, at det var vigtigt for ham, at jeg vidste alle disse ting og det var egentlig også meget rart. Det gjorde hele vores tilgang til hinanden lidt mere personligt.

Faktisk udviklede det sig til at blive lidt af et ritual for både ham og jeg, at vi - aftenen før en mission - gik en tur. I begyndelsen var det kun ham, der talte, men som tiden gik, blev det til en dialog, og for første gang fik jeg sat ord på nogle ting, der gjorde, at jeg følte bare en lille smule af min egen menneskelighed komme op til overfladen. Det var meget uvant og jeg sagde det også til JAC, men han mente, at det var dét, der gjorde os i stand til at overleve dét, som vi gjorde – at vi netop var menneskelige. Faktisk så havde JAC mange filosofiske betragtninger omkring, hvorfor vi gjorde, hvad vi gjorde og hvad det gjorde ved os.

Hvor underligt det end lyder, så havde JAC’s grund til at slå ihjel i mange år været for at hævne sig på Gud, og i et til tider så ekstremt gudsforladt miljø som vores engang imellem var, så virkede dette helt absurd, men måske var det én af de få plausible grunde til egentlig at være her.

På en af vores gå-ture fortalte han, at han, på foranledning af en delingsfører, som han en gang havde haft, en dag havde kontaktet sin mor. Det havde da været 11 år siden, at de sidst havde talt sammen og det skulle vise sig, at denne samtale blev den sidste imellem dem. JAC havde fortalt hende om hans hævntogt i Guds navn og da han var færdig med at tale, så takkede hun ham og lovpriste ham for hans gerninger. Hun mente nemlig helt bestemt, at han via sine handlinger netop beviste, at han var blevet Guds instrument og ifølge hende kunne han ikke være blevet noget større og bedre. Han var Guds kriger, for han slog jo ihjel for Gud. JAC blev så skræmt af det, at han brød al kontakt med hende - og fra den dag af, slog han ikke ihjel for at hævne sig på Gud, men for ikke at lade Gud slå ham ihjel. Det var dog ikke fordi, at han gik fra at hade Gud til at frygte ham. Jo, måske i starten, men ikke mere. Nu ønskede han bare, at alle inklusiv Gud ville lade ham være i fred, så han kunne gøre det han var god til, nemlig at rydde folk af vejen.

Efterhånden som tiden gik, så var disse aftenlige samtaler med JAC noget af det, som jeg så frem til ved missionerne. Der var ikke noget seksuelt iblandet vores venskab, men som tiden gik, udviklede vi følelser for hinanden. På nogle af turene gik vi ind i messen og satte os i et hjørne for at tale. Der var ingen af de andre soldater – hverken fra vores eget eller andre teams – der blandede sig, når de så os sammen, og selvom at vi aldrig fysisk rørte ved hinanden, så var vi mentalt hver især, helt inde under hinandens hud.

En dag, hvor jeg havde været sendt ud på en assasin opgave, blev jeg hentet af Snake ved helikopteren, da jeg kom tilbage. Han bad mig om at skynde mig med til teltet, for den var gal med JAC. Jeg løb alt hvad jeg kunne gennem lejren og ind i teltet, blot for at se at JAC lå på sin seng og stirrede op i loftet. Wizard og Washington stod over ham og prøvede at få kontakt med ham, men nej. Han reagerede ikke. Abe og Knox stod lidt væk fra sengen og det var tydeligt, at de var rådvilde over hele situationen.

Jeg gav Snake OPUS og smed min oppakning på gulvet, inden jeg gik over og satte mig på JAC’s seng. Stille og roligt begyndte jeg at tale til ham, mens jeg forsigtigt lod min hånd køre hen over hans ene kind. Han vendte øjnene mod mig og pludseligt rejste han halvt op af sengen og krammede mig. Han holdt så ufatteligt hårdt om mig, at jeg i et kort øjeblik troede, at jeg skulle besvime, men jeg ville ikke skubbe ham væk. Vi sad længe og bare holdt om hinanden akkompagneret af den alt overdøvende stilhed, der var i teltet.

Efter et stykke tid kunne jeg mærke, at JAC’s greb om mig løsnedes, og efter at han havde givet helt slip, sad vi bare og kiggede på hinanden. Uden at tage blikket fra hans, bad jeg de andre om at gå ud og de forlod alle teltet uden et ord. Der havde været helt stille i teltet – faktisk lidt som den stilhed der er her nu. Måske er det derfor, at jeg husker det så tydeligt. Det havde været rart, at være alene med ham inde i teltet og jeg tror, at han følte det samme, for han havde lige så forsigtigt strøget sin ene hånd gennem mit skulderlange mørke hår. Vi lagde os stille ned på hans seng, og mens vi lå der, fuldt påklædte og tæt omslynget af hinanden, rørte vi ved hinandens hår og ansigter. Jeg spurgte ham om, hvad der var sket, og han fortalte dét i korte, næsten stenografiske vendinger.

De var blevet sendt ud for at sprænge en bygning i luftet, men ingen havde imidlertid fortalt ham, at det var en skole, som han skulle jævne med jorden – og så midt i en skoletime, hvor den var fyldt med elever. Han havde den dag dræbt 427 børn og deres lærere. Lærerne var egentlige ligegyldige, men børnene. Mens han fortalte det, trillede tårerne stille ned af hans kinder. Børnene var blevet sprængt i stumper og stykker og der havde været rester af dem overalt. Efter at bragene fra bomben og bygningernes kollaps havde lagt sig, havde man kunne høre enkelte børneskrig, men de var heldigvis hurtigt døet hen. Men farven ... farven fra børnenes røde blod på resterne af de søndersprængte hvide betonvægge .... det havde næsten været det værste. Han begravede sit ansigt i min camouflagejakke, mens han klamrede sig til mig og vi lå sådan, indtil han faldt i søvn.

Da jeg var sikker på, at han sov, rejste jeg mig forsigtigt fra sengen og gik udenfor. De andre fra teamet sad ude foran teltet og røg og drak cola, men en egentlig samtale imellem dem var der ikke. Jeg kiggede over på Snake og rakte ud efter OPUS, som han gav mig med det samme. Lidt i vildrede begyndte jeg at gå rundt foran teltet med OPUS i hænderne, for som den eneste af os alle sammen, vidste jeg nemlig, hvorfor JAC reagerede, som han gjorde. Hans bror var blevet dræbt ved et skoleskyderi, og JAC havde været vidne til det. Broderen var blot 13 år gammel og var blevet skudt, da han i et frikvarter havde rendt og spillet basketball i skolegården. JAC havde dengang stået 25 meter fra ham og havde set ham falde til jorden, men trods det, at han var styrtet hen til ham og forsøgte at redde ham, så døde han i armene på ham, inden ambulancen nåede frem. JAC havde fortalt mig dette i dybeste fortrolighed på en af vores aftenture. Selvom det ville have kastet lys over hans reaktionsmønster i dag, så havde jeg ingen intentioner om at fortælle de andre i teamet om det. Det ville være at miskreditere hans og mit forhold og det var det sidste, jeg ønskede.

Efter at have pacet lidt rundt satte jeg mig til sidst ned ved siden af de andre. De sagde ikke noget, men deres blikke fortalte, at de var dybt berørte over situationen. JAC var én af de stærkeste og den, som de mindst havde forventet, ville knække.

Mit eneste svar til dette var, at han ikke var knækket. Han skulle blot hvile sig lidt og så var han tilbage igen.

Den nat byttede jeg seng med Abe, så jeg kom til at sove ved siden af JAC. Hvornår han vågnede i løbet af natten, det ved jeg ikke, men jeg blev vækket ved, at han med blid stemme hviskede TAK i mit øre. Jeg drejede mig rundt i sengen og så på ham. Han smilede til mig på en uvant varm og kærlig måde. Jeg satte mig op i sengen, svingede benene ud af den og sagde KOM til ham. Sammen gik vi udenfor i den næsten tropiske nat. Lejren var temmelig oplyst, så vi gik lidt afsides og den aften var første aften, vi havde sex.

Om hvorvidt de andre i teamet vidste, at JAC og jeg havde noget kørende, det ved jeg ikke, men de var ikke i tvivl om, at vi havde et specielt bånd. Vi sov aldrig sammen og vi viste ikke følelser overfor hinanden, når andre var i nærheden. En gang imellem rørte vi kort og næsten flygtigt ved hinanden, f.eks. når vi passerede hinanden, men ikke noget, der kunne virke mistænkeligt på de andre. Vi benyttede vores aftenture til at dyrke sex og ingen i teamet fandt det derfor usædvanligt, at vi var væk. Det blev efterhånden mere reglen end undtagelsen.

En dag blev vores team beriget med nyt medlem. Det var en ung fyr, der var nærkamps-ekspert og det var tydeligt, at han ikke havde arbejdet i en specialenhed før, for han var vant til den gængse omgangstone, som herskede i den øvrige del af militærlejren. Han talte ufattelig meget og var meget støjende, hvilket jeg fandt vanvittig irriterende, så for at undgå en eventuel konfrontation med ham, lukkede jeg ham mentalt ude. De andre i teamet havde godt lagt mærke til det, men lod til at acceptere det og tog sig i stedet af ham.

En dag tog hans åben- og kådhed dog lidt overhånd, da han med et skævt smil på læben kom hen til min seng, mens jeg sad og finjusterede OPUS.

Hva’, har du aldrig haft lyst til lidt ungt kød? spurgte han flabet og tog sig til skridtet.

Der blev helt stille i teltet og alles øjne var rettet mod os. Mine øjne var de eneste, der ikke veg fra OPUS og jeg fortsatte med at arbejde på den uden overhovedet at kommentere det, han lige havde sagt.

Da han ikke fik en respons, sparkede han til min seng.

Hallo, babe? råbte han. Gider du at svare?

Svaret kom bagfra, da JAC satte sin jagtkniv for struben af ham og hviskede noget til ham. Herefter slap JAC sit greb og fyren trak sig. JAC kiggede på mig, nikkede svagt og gik så tilbage til sin seng.

Senere samme aften, efter at have siddet udenfor med nogle af de andre, kom fyren ind i teltet og hans øjne viste en blanding af frygt og nervøsitet. Han gik direkte hen til mig, der sad og spillede skak med Abe. Uden at sige noget blev han stående ved siden af os og stirrede på mig. Det var tydeligt, at han var bange for at forstyrre og i særdeleshed mig. Til sidst kiggede jeg op på ham og signalerede, om han ville noget.

Undskyld, for det jeg gjorde tidligere i dag. Jeg anede ikke, at du var OPUS.

Jeg kommenterede det ikke, men smilede blot til ham og vendte så tilbage til spillet. JAC kom i det samme ind i teltet. Han gik forbi fyren og hen til mig og det blik, JAC sendte fyren, var ikke til at tage fejl af. Blikket sagde PAS PÅ og for ikke at optrappe en potentiel konflikt, lod jeg min konge falde på brættet. Stille og roligt rejste mig og signalerede til den unge fyr, at han kunne få min plads og så gik jeg udenfor. Som forventet kom JAC ud kort tid efter og vi gik.

JAC fortalte senere, at de andre i teamet havde fortalt den nye, hvad jeg havde gennemgået for overhovedet at være kvalificeret til at være i teamet, og det havde skræmt ham, men det var først, da de havde nævnt mit navn, at han var blevet tavs og havde skyndt sig ind for at undskylde. Åbenbart gik jeg for at være ufattelig kontrolleret og følelseskold uden nogle evne for at vise empati og medmenneskelighed. Det grinede vi meget af den aften.

Der er ingen tvivl om, at alle i teamet gjorde et ihærdigt forsøg på at få den nye fyr til at løsne op, for han havde tilsyneladende en umådelig ærefrygt over for mig. Det var faktisk temmelig ubehageligt, for han turde næsten ikke at være i nærheden af mig og specielt ikke, hvis vi var alene.

En glohed eftermiddag blev den militærlejr, vi var i, udsat for et voldsom angreb. JAC, Wizard og Snake var på en mission, men jeg, den unge fyr – som vi havde døbt The Kid - samt Knox, Abe og Washington var hjemme. Det meste af formiddagen var gået med at løfte vægte i lejrens udendørs træningscenter og som sædvanlig havde Knox og jeg været sparringspartnere. Knox var en stille fyr, der kom fra USA, og som oprindeligt var uddannet US Special Force. Jeg havde altid syntes godt om ham, uden at der dog skulle lægges mere i det, men det var som om, at der var en indre ro hos ham, som smittede af på dem, der var i hans nærhed og det gjaldt naturligvis også for mig. Knox og jeg havde faktisk mange fællestræk. Vi mediterede begge og læste mange bøger, omend genrerne var forskellige. Knox var til Sci-fi og Fantasy, hvor jeg altid har haft en forkærlighed for de gamle klassikere som Homer’s Odyssé og La Fontaine. Denne dag skulle dog vise sig ikke at blive en af dem i bøgernes tegn for omkring klokken 15 brød helvede løs.

Vi sad og drak kaffe inde i vores telt, da de første mortérnedslag lød. Vi greb naturligvis vores våben og med fulde magasiner i dem, løb vi ud. Her befandt vi os pludselig i en sand regn af granater og skud, der fløj om ørerne på os, og der herskede et totalt kaos overalt. Folk løb rundt mellem hinanden og havde man ikke vist bedre, så virkede det som om, at alt var i opløsning.

The Kid og jeg endte sammen bag en vold af sandsække, hvorfra jeg lagde an og skød et par fjendtlige med OPUS. Pludselig sprang et par fjendtlige soldater hen over den sandsækkevold, som vi lå bag, og angreb os. Vi nåede ikke engang at trække vores Glocks – så hurtigt gik det – så vi måtte kæmpe med de bare næver og kæmpe, det gjorde vi. Vi sloges som sindssyge. Jeg havde smidt OPUS og i stedet trukket min kniv, ligesom The Kid havde, men han var hurtigere og bedre til det end jeg og nedlagde de fjendtlige soldater effektivt med beundringsværdig præcision. På et tidspunkt, hvor jeg lå og sloges med én, overfaldt The Kid ham bagfra, hvilket lige præcis gav mig tid nok til at trække min Glock og skyde den fjendtlige soldat gennem hans venstre øje. Kuglen gik direkte igennem hans kranie, og blod, kraniefragmenter og lidt hjernemasse fra ham ramte The Kid i ansigtet. Det var tydeligt, at han ikke havde ventet det, for hans ansigtsudtryk viste forbavselse og overraskelse i takt med, at han slap liget af soldaten. Jeg nikkede kort til ham og han nikkede igen og så fortsatte vi med at kæmpe.

Faktisk så kunne jeg godt forstå hans forbløffelse, for der var jo egentlig tale om en direkte henrettelse af soldaten. For mig var det ikke nyt, men for The Kid var det tilsyneladende, i hvert fald at være så tæt på én, at han decideret fik noget af soldaten på sig. Den dag dræbte jeg 16. To af dem var i regulær nærkamp, de andre var med skud. Ni af dem var fra lang afstand for at redde mine teamkammerater og nogle andre soldater i lejren.

Senere samme aften, da angrebet var stilnet af og lejren var tilbage til normalen, kom The Kid hen til mig, mens jeg sad i messen og spiste og han satte sig overfor mig. Vores øjne mødtes kort, inden han hurtigt vendte blikket mod min bakke, hvor min mad stod på. Egentlig havde jeg ikke den store lyst til at tale, men omvendt så kunne det, vi havde oplevet sammen i dag, være icebreakeren mellem os.

The Kid lagde ud med at sige, at han var glad for, at jeg var på hans side, og at han håbede, at jeg ville betragte ham som