Discover millions of ebooks, audiobooks, and so much more with a free trial

Only $11.99/month after trial. Cancel anytime.

Erkenderen: mellem agnosticisme og misantropi
Erkenderen: mellem agnosticisme og misantropi
Erkenderen: mellem agnosticisme og misantropi
Ebook875 pages14 hours

Erkenderen: mellem agnosticisme og misantropi

Rating: 0 out of 5 stars

()

Read preview

About this ebook

Vor verden behøver fornyelse, vi gør det selv. Fra hver en krog dukker vidnesbyrd op om den afvigende kurs, alle bliver ofre for. Enhver tager udgangspunkt i sit speciale, i sin personlighed og natur.

Jeg kommer ind fra bundlinien med en dybt personlig beretning om at finde et ståsted, når udgangspunktet i kristendommen blev til en færd henover den fjerde vej til Vedanta og siden retur. Hvis ærlighed skal føre os og sandhed verificere hvert et skridt, kan færden blive møjsommelig. Miljøet betinger dog bortfald af betænkeligheder, det er tid til at sige tingene ligeud. Vi er alle ganske enkelt for langt ude - i egocentrisk opførsel, magtiver og et ustyrligt forbrug. Vi skal vende på en tallerken. Vi kan det kun, hvis vi tager udgangspunktet i det eneste enhver af os kan bekræfte: JEG ER, men hvem, hvad, hvorfor og hvordan det ved vi ikke nok om. Som automater går den ikke længere, jeg anbefaler derfor et dybsindigt blik på den, man tror man er, og derefter en regulær metanoia eller fornyelse ad endnu ukendte veje. Som nazisterne angreb jøderne, angriber Corona-hysteriet os nu.

Pas på der ikke bliver knust dyrebart krystal - i Danmark.


Pesten er over 0s
Festen er forbi
Næsten er død
Af mangel på sympati

Ånden har forladt os
Staten har magten
Vi kun foragten
Den holder takten

Aber es geht alles vorüber
Es geht alles vorbei
Nach jedem Dezember
Kommt wieder ein Mai
LanguageDansk
Release dateFeb 17, 2022
ISBN9788743020103
Erkenderen: mellem agnosticisme og misantropi

Related to Erkenderen

Related ebooks

Related articles

Reviews for Erkenderen

Rating: 0 out of 5 stars
0 ratings

0 ratings0 reviews

What did you think?

Tap to rate

Review must be at least 10 words

    Book preview

    Erkenderen - F. le Fevre

    Af samme forfatter

    I debutant-analogi: EN SÆSON i HELVEDE. 1965

    ASKOKINNS – Arkanum II. 1967

    NÆSEGRUS – rejse mod virkeligheden. 2009

    APPENDIKS I – virkeligheden. 2014

    APPENDIKS II – hjemrejsen. 2014

    KRADSULD – omkring de sidste spørgsmål. 2015

    ONKALO – eller Re-information 2016

    RĚVŎCO – Udsigt fra Via Negativa 2017

    REVL OG KRAT – Adnotata 2018

    I BUND OG GRUND – 2019

    REMISSION – 2020

    NEIMANN - protokollen 2021

    Eh, Gogo, Gogo! Forty-five years you have worked, suffered and laboured incessantly, and not once did you decide for yourself or know how to work so that, if only for a few months, the desire of your mind should become the desire of your heart. If you had been able to attain this, you would not now in your old age be in such solitude as you are!

    "Yes, father... I only know that now I am empty within and I well know that I need not have been so empty if it had not been, as you say, for my inner enemy, and if, instead of wasting my time in being curious about what went on outside of me, I had struggled with this enemy.

    Yes ...now it is already too late!"

    No, perhaps it is not yet too late. If you feel with all your being that you really are empty, then I advise you to try once more. If you quite clearly feel and recognize without any doubt that everything for which you have striven until now has been a mirage, and if you agree to one condition, I will try to help you. And this condition is that you consciously die to the life you have led until now, that is to say, break away at once from all the automatically established practices of your external life and go where I shall indicate. (33.p.158-9)

    Her med tilegnes denne beretning Prins Yuri Lubovedsky

    i taknemmelighed til St George. Cairo jan. 1966.

    1.

    Disse notater stilles til rådighed for dem, der uden at lukke deres øjne for fremtidens uafvendeligt sande prognoser, ønsker sig selv frigjort fra Verdensprocessen (2.p.156), mens de af al magt samtidigt, uden identifikation og akkumulering af personlige særhensyn, oparbejder de energier, der også kan beskytte sagesløse mennesker, hvis vilje og evne til radikalt at bremse deres egne destruktive kurser er udeblivende, dem, der vil komme i klemme mellem håb og faktum, og gøre dette uden at belemre deres dagligdag med både begrundet og ubegrundet frygt for sygdomme, katastrofer og voldelige antidemokratiske tiltag.

    "Netop I, ved at læse mine fortvivlede forsøg og dermed se jeres egne i bakspejlet, skulle grundigt betænke de krav Naturen stiller til de frihedssøgende, der ud over deres egen fuldbyrdede skæbne inderligt vil yde de hjælpeløst stillede den støtte enhver celle og konglomerat af celler – væsener, der er ankommet til denne planet fortjener. Faktisk er det, efter min mening, det sidste og eneste, man med rette kan forlange af et frigjort fuldt realiseret sandt menneske, der ønsker at være til nytte, før det selv opnår det ønskede..."

    Det her er – et sidste kvæk, før natten falder på, alle udsagn er midlertidige, personlige og kan modtages af en læser – bekræftende, benægtende eller med ligegyldighed, det er ikke mit håb, at det jeg fandt så interessant, frastødende eller ligefrem idiotisk skal glide hverken agtet eller upåagtet ind i et andet tilsvarende, voksende eller svindende menneskes bevidsthedsarsenal, men udelukkende tjene som gødning til eftertanke. Mit mål, en fredelig menneskelig verden hele vejen igennem for alle, er ikke indenfor rækkevidde, men når det kommer til det at skulle at tage afstand fra alting, kan det måske nytte at læse en forgængers beretning?

    Tvivl på det jeg havde fået med i rygsækken af tro, tillid og mening fik mig til med tiden at protestere, og da ingen lyttede så at nedskrive samme protester efterfulgt af forsøg på at foreslå mig selv at en finde en helt ny forklaring. Jeg fik ikke et enkelt forhold til min samtid, men til min krop og dennes forhold til lignende fysiske manifestationer ude i den virkelige verden. Selvfølelsens yderpunkter tegnedes smukt op af nydelsen og rædselsfuldt op af smerten, i begge tilfælde måtte jeg ved maksimal påvirkning opgive mig selv, så at sige efterlade mig selv i det ukendte, jeg er derfor ved fuld bevidsthed om mm egen lidenhed, mine begrænsninger og min betydning, der i en større sammenhæng er nihil.

    Det var skuffende at konstatere, at det ikke var et selvindlysende ønske blandt alle mennesker i hele verden, det, at skabe en ensartet og for alle forståelig rettesnor for de rammer, hvorunder vi alle af hensyn til hinandens velbefindende må leve. Det var ligeledes skuffende at konstatere, at vores medbragte forestillinger så grundigt skulle kuldsejle efter Hiroshima og Auschwitz. Vi mennesker var ikke det, vi ønskede at være, og vi ved stadigvæk ikke, hvordan vi kan blive det. I mellemtiden accelererer de faktorer, der komplicerer vores forsøg på at rette skuden op, og efter alle solemærker at dømme vil vi ende i et kaos af vanvittig selvtægt fuldstændigt uden nogen respekt hverken for livet eller døden...

    Jeg havde ventet, at Gud ville gribe ind, men Gud er virkelig efter mm mening en Gud for alle, så uanset hvad man foretager sig, er man under Guds Vilje og Nåde, og Gud vil ikke gribe ind dér, hvor ansvaret er vort eget. Min opfattelse er, at Gud accepterer alle og dømmer ingen, så for de aktiviteter vi hos hinanden finder frastødende, plagsomme og uønskede, har vi kun vores egen toleranceevne at gyde på de oprørte vande Vi har dog straffeloven, og vi burde respektere de internationale love, men vi har dem kun til pynt. FN er en idealistisk institution, men når det kommer til stykket ikke fuldstændigt respekteret af de enkelte nationer. Af alle moralske og etiske bestræbelser kan jeg kun finde en, alle burde kunne indse meningen med at respektere: Vi må ikke gøre hinanden fysisk fortræd, men selv dér kan jeg ikke finde det faste fodslag mennesker, dyr og planter imellem. Vi er håbløst følelseskolde ja til tider onde, ja rent ud sagt sataniske i vores opfindsomhed, når det gælder om at skade andre. At vi sætter os selv så højt og andre så lavt vil føre os til vore egne endestationer...

    Nu kommer så de tider, hvor vi kan lægge kortene på bordet sammen i en stak, vore indre nederdrægtigheder vil blive synlige for enhver, jeg lægger mine egne uvilligt frem til beskuelse, for jeg kommer fra den nederste hylde, og bør derfor gøre det. Man vil måske censurere mine tekster af hensyn til det billede, man har af mig, men jeg behøver ingen beskyttelse, jeg er gennemsigtig hele vejen igennem og kun ren/uren forside. Mit eget liv er forbi og Gud Ske Lov for det, der er meget, jeg kan sige TAK for, men ikke nok til, at jeg ønsker at gæste denne her menneskehed på jorden igen. Så længe torturkamrene verden over kører på fuld tryk, fængsler fyldes og kilometre af pigtråd rulles ud mellem de privilegerede og de uønskede, vil jeg sige nej tak til en ny visit. Som andre der har modsagt sig en negativ bedømmelse af den grund, vil jeg fastholde mig budskabet i 92 salme vers 11. Jeg forstår, at Gud tager ligeligt imod enhver, der ønsker sig Hans Opmærksomhed, for ingen af os har skabt den vilje, der skulle selvstændiggøre os, vi aner ikke, i hvilket vor pligtfølelse burde udfolde sig. Vi køber biler, hvor livet netop ønsker, at vi ville gå, og vi farer rundt som gale, hvor livet netop ønsker sig lokalt nærvær og har tilbudt os jorden i pant. Vi larmer, hvor stilheden er ønsket. Særlig grelt er det forhold, at man har opløst fællesskabet – det gamle, hvori vi alle var fælles om levevilkår, arbejdet og fritiden. Når man så Holder de af Østers i fjernsynet, så mange mennesker det samtidigt, de kunne tale sammen om det på deres arbejdspladser. Nu streamer man det, man vil se, når man har tid, ellers klapper man høretelefonerne ned, maser sig frem på fortovene med øjnene fikseret på mobilen, man gør det samme på cykelstien og ofte – har jeg selv set, på vejene.

    Det er OPLØSNING, selvfølgelig med forsæt, for en sådan befolkning kan ikke blive enige om ret meget, end ikke når det drejer sig om indlysende forhold.

    Det er dualitetens ubønhørlige betingelser; er nogen for noget, vil andre være imod og andre igen være revnende ligeglade. Når det kommer til spørgsmålet om den fremtid, vi alle ønsker at leve i, hører disse betingelser ikke op, man kan derfor ikke foretage sig store hurtige forandringer, for uanset om folk står i vand til halsen og lokummet er brændt af for længst, vil man ikke kunne blive enig med sin nabo om ret meget. Vi er derfor i en yderst speciel situation, hvor ingen af de kendte veje eller – ellers effektive systemer, kan udbredes til at virke i folkefællesskabet.

    Måske er det klogeste blot det, at lade tingene gå deres egen skæve gang? Hvad kan vi andet end at regulere på nogle bagateller, som hurtigt vil vise sig blot at komplicere det i forvejen uløselige? Har vi vilje? Indsigt i Harremoes’ det vi ikke ved, vi ikke ved? Nej, vi kan kun lidt, og med det må Naturen slå sig til tåls, og vi med den... At vi kan sende en mand til Månen er blot et tegn på vores mentale kortsynethed, Månen er i os selv, sagde de, der i sin tid var klogere end jeg er, og det er den, ingen kan styre uden et stort indre arbejde (8.p.l02).

    Så igen, jeg skriver ikke for at vække menneskeheden, men for at fortælle den, at den sover... Selvom det lykkes vil et resultat deraf alligevel udeblive, for om man er vågen eller ej, vil de næste skridt desværre ligge ufatteligt langt fra hinanden. Blot for at tage ét enkelt skridt, må vi vide og forstå, hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvad der skal blive af os, når selvfølelsen kollapser... Kniber det med at forstå dette, så kik tilbage, arterne har vekslet, vores har fejlet og hvad så? Et par hundredtusinde års pause og kontinentale omvæltninger vil klargøre Jorden for et nyt forsøg...

    Jeg har ærligt lagt mine observationer frem, jeg kan ikke sige, at deres videre skæbneforløb interesserer mig, alle har ret til at kombinere alfabetets 28 bogstaver i en uendelighed, men jeg kan forsikre enhver om, at mine observationer er nøjagtige, om end de nu under tidernes endeligt netop er blevet ligegyldige: Adiaforia.

    (28.2 2021) Jeg kan stadigvæk blive voldsomt influeret af det, jeg kalder for felter. Et felt er for mig en begivenhedsstorm af enten emotionel og/eller intellektuel karakter, der fuldkommen oversvømmer det levende og ellers velfungerende stadiet af unconscious competance og samtidigt indsnævres den personlige fokuserings evne på en ufrivillig og uønsket måde, der får en til at handle impulsivt og reagere spontant – om end måske, i et givent tilfælde adækvat men dog oftest alligevel overilet.

    Dette sker med jævne mellemrum for mig, skønt hele mit resterende tidsrum burde gå med at finde vejen til det sted, hvor fred, fordragelighed og mening kan gå op i en højere enhed uden at krænke fornuften – og så for alvor selv nå frem til dette sted, frem til denne overbevisende faste holdning, der kan muliggøre et permanent ophold for mig i Fredens Verden. Man kan derfor roligt sige, at disse felter sinker mig, afsporer mig, måske alternativt hindrer mig i at nå frem? Felterne vokser op, når min opmærksomhed forlader sin latente ufokuserede opholdsplads i centrum, alting er derfor følgende imod det, jeg burde gøre i stedet for...

    Så længe disse overvældende dybt fascinerende fremmede bevidsthedsbesættelser – kunne man måske kalde visse felters tyranniske tropestormslignende ankomster og periodiske ophold for, finder sted, så længe må jeg skrive mine forløb og forsøg på at undslippe dem ned. Derfor denne svulmende indledning til forhåbentligt de afsnit, det hele drejer sig om?

    Lad os sige, at jeg leder efter nøglen for alvor nu. Jeg kunne ønske at standse den vanvittige færd – på alle områder. Jeg har lige indset, at verden ikke er endeløs, men begrænset af en, i karakter, labynntisk form i en ejendommelig cirkulær rotation, man drager ud, og undrer sig – hvis man er ihærdig nok, over, at man udkørt også kommer tilbage til begyndelsen igen. Desværre uden at have fundet udgangen og uden at være blevet klogere? Jeg er sikker, for jeg kan se, at det er de samme ting, jeg bikser med, de går igen i mine bøger, jeg har dog nu fattet, at det forhold der skaber fornemmelsen af rotation, er de chokpunkter på oktaven, hvor man på det ene sted – mi-fa, lader afstandstagen og søgen efter nyt fylde chokpunktet op, og på det andet – si-do, lader glemselen eller døden tage overhånd. Forbliver man derimod ved det, man tilsyneladende befærder – går uden at komme nogen vegne hen, har man ikke brug for at tage afstand men for at deltage, iværksætte og holde det meste ved lige, hvilket ligeledes overflødiggør døden...

    Jeg indser undervejs, at som mit navn angiver, er jeg en slags smed. Jeg arbejder med ild, mine emner er dog ikke jern, men stoffer, der evaporerer og transcenderer DO 96, de skjuler sig i følelser og tanker, og krystalliserer sig i buffere, engrammer og almindelig psykopati. Deres henfaldstider kan være af helt op til planetens levetid, hvilket er det samme som evige her på jorden. De udøver fra deres skjul både positive og negative indflydelser, men neutraliserer også muligheden for at skabe fornyelse, forandring og som det ønskes nu – forbedring.

    Jeg er ikke indkaldt eller udvalgt til at foretage mig dette arbejde, jeg er absolut nær det ringeste eksemplar, man kunne have fisket op af skraldespanden til at skulle foretage sådan en Odyssé, men jeg var dér på tidspunktet, hvor man søgte en arbejder til dette område – villig, ledig og med tiden blev jeg også flittig. Nu er min egen skæbne forbundet med de overordnedes motiverende ønsker, jeg skal fremstille et produkt, der kan modstå al forandring, skønt tanken derom forfærder mig. Det drejer sig om på mit felt i første omgang, om at kunne beskrive menneskelivet, anslå en kollektiv vej til overlevelse for alle – hvilket vil være det samme som at gå tilbage på alle områder, samt pege på de holdninger al etik må hvile på: Det kompromisløse faste holdepunkt den enkelte kun kan finde i sig selv, og ja kun i det, der kommer til vedkommende selv (vedkommendes Selv) indefra.

    De sidste udsagn er måske nok det mærkeligste, man har bedt mig om at forholde sig til, for i mere end fyrre år bad man mig kun om at samle vidnesbyrd fra forgængernes værksteder? Den store sum af løst knyttede data skabte parallelt med industrisamfundets revolutionære ekspansioner en ufattelig atomisering af tankens muligheder, alt kunne siges og gøres anderledes hvert minut, så frem for at dække behov, skabte man dem. Nu er målet fyldt til bristepunktet, kapaciteten kan ikke længere udvides endsige overskrides, og så skal der ud af hele herligheden smedes en ramme for en ny verden. I den kan kun det, den enkelte kan finde i sig selv, nytte.

    Der vil ikke være nogen autoriteter at læne sig op ad, hvad der ikke øjeblikkeligt, spontant og af sig selv tilstedes en situation i det givne aktuelle øjeblik, vil komme for sent og blot skabe nye ophobninger af potentielt gærende masser, der før eller siden skal destrueres... De enkelte vil komme til at eje et gran af objektiv fornuft eller miste dem selv af syne. En klassisk samvittighed vil på grund af sine referencer og tilknytning til uverificerbare data ikke længere nytte, og det samme vil gælde den på alle områder velkendte grådighed. Vi vil skulle befærde og krydse et historisk set sjældent forekommende vadested eller forsvinde, og vi vil om muligt gøre det med nyt værktøj, for vi vil vide, hvem vi er.

    Selv som et gammelt sludrechatol, en klodset kludremikkel, en kronisk smertefyldt gigtplaget person fra samfundets nederste hylde, tænker jeg kun på at få det hele overstået, men – stående overfor JEG ER med den verden for øje, som jeg faktisk har i kikkerten, vil jeg ikke svigte dem, der trods alt står under mig i levevilkår, betingelser og eftertankemuligheder. For det er kun i et demokratisk land, der er og kan være en forsøgsvis overensstemmelse med FN og Menneskerettighedernes konventioner, og kun i dem at tanken om fornyelse kan udvikle sig fra bunden af – og op efter. De samfund der fra bunden af vil dirigere alting efter deres eget for godt befindende forbliver ofte på samme bund...

    Jeg skal derfor forsøgsvis prøve på at forklare mig, om end jeg ikke har andre muligheder end at pakke det ene ind i alt for meget andet. Jeg har dog gjort det gennem mange år, for jeg har kun denne ene mulighed for at bringe verden det, den skriger efter, men ikke ved, hvor findes. For det findes kun inde i os selv, kan man ikke finde det der, så prøv igen...

    Og nu til denne sagas ADVARSEL, hvori forfatteren begrunder, hvorfor han må skrive det, han får besked på at skrive:

    Angående privatliv og personlige oplysninger. Jeg skriver af Karsken Bælg – lige ud og ser først, når det skrevne står på skærmen, hvad der står. Jeg checker selvfølgelig, at det stemmer nogenlunde overens med det, jeg selv mener, jeg mener – uden dog at tænke over, hvad andre kunne mene. I dag, for enden af denne bog, hvor jeg indsætter denne advarsel her til de, der vil spilde deres tid ved at prøve på at læse mine betragtninger, erhverve sig dårligt humør eller ligefrem blive skuffede eller vrede på mig, vil jeg sige: De skal ikke læse en sådan bog, hvori et indestængt og presset menneske giver luft for sine forbehold, for det er det, der sker her. Jeg skriver dog i overensstemmelse med min fars absolutte bud: "Du må ikke lyve", men hensigten er en anden end blot den at bringe kontroversielle vidnesbyrd frem, uanset hvilken kanal de end kan komme fra:

    Fra bevidsthedens mangfoldige tilløb, siden fra bevidsthedens modstykkes koagulerede og kaotisk betingede hengemte, gærende og til tider med forsæt og engrammatisk præcision, med låse og professionelt bufferudstyr afspærrede områder, lukket for enhver efterforsker, som netop med formål ellers søger sandheden til praktisk brug og ikke jagter den som et klenodie, de kun kan tjente deres penge på.

    Målet er at skabe en kommunikation mellem hjerte og hjerne...

    Noget af det kan derfor være ubehageligt, det var det da for mig, men af den grund ikke nødvendigvis sårende? Det er ikke min agt, at skrive for at skade, kommer jeg til det alligevel, er det med inderlig beklagelse, at jeg undskylder og forvisser en eventuel harmdirrende læser om, at det jeg skriver, skrives i en anden hensigt, og inden for almindelige anstændige begrænsninger må man også personligt kunne omtale både Gud, Fanden, sex og verdensøkonomien? At jeg derudover anslår en til tider grovere tone har ikke sin årsag i, at jeg derved kan opnå nogen fortjeneste eller i vor tid anerkendelse ved det, men ene og alene fordi jeg selv er rystet og rædselslagen ved synet af vores fælles fremtid, som jeg var det ved synet om vores fortid...

    Vi kan vist alle nu blive enige om, at Naturen viser os vintervejen: Oversvømmelser, brande, jordskælv, afsmeltningen af polerne, jo, vi er på vej ud i noget uforudsigeligt skræmmende – og det er selvforskyldt. Det er måske lige det sidste, der kan giver mig en vis form for kredit for mine skriverier, for hvem er de, der lader sig forarge af dem?

    Jeg ser mig derfor ikke i stand til at reducere – retouchere, mere i forsøget på at please dem, der af den ene eller anden grund skuffes over mine skriverier, at de er at finde blandt mine nærmeste, er især bedrøveligt for mig, fordi jeg har uddeleligeret min tilstedeværelse til dem, og lovet dem, at jeg med absolut troskab og inderlig opbakning og omhu vil stå inde for deres – skal vi kalde det: Sjælelige habitus? Jeg elsker af natur den ganske hele menneskehed, men foragter dens systematiske unuancerede selvdestruktion.

    Endelig: Hvad angår min persons omdømme, ja, jeg har boet på en første sal i den ejendom, mine forældre anbragte mig i – i 1941, altså for 80 år siden. Mange har set mig lige fra at være en savlende baby til nu at være en knortet gammel mand. De sidste 40 år har jeg tilbragt på første salen i en opgang, hvor køkkenet var alles opholdssted. ALT er foregået i dette køkken og altid højrøstet. ALLE emner er drøftet i den tro, at man med forvisningen om, at det man sagde i sit eget hus ikke kunne gentages, som var det blevet sagt til en anden udenfor døren, men så lydhør var vores bolig, at intet i realiteten kunne skjules, men i min tid bar næsten alle ganske pænt over med hinanden, folk var jo som de var... Ergo enhver som ikke alene færdedes på trappen, men så sandelig også befandt sig både på etagen over og under, tillige i gården neden for det næsten altid åbne vindue, kunne høre ALLE emner – bekendelser og stridigheder med, luftet og omtalt både overfladisk og grundigt og uden skamfølelse. Sådan var vore livsbetingelser. ALLE kunne vide ALT om os, for det kom frisk og ucensureret fra et køkken, hvor op til 14 mennesker kunne opholde sig og højt diskutere ALT mellem Himmel og jord. Det jeg har skrevet siden hen er efter min mening nydeligt blevet ferniseret af hensyn til de, der ikke er bekendt med en sådan original eller idiots livslange ophold på Østerbro i København. Derfor for restens vedkommende: Jeg nærer ingen betænkeligheder ved at skrive og udgive det, jeg har følt, jeg burde skrive om. Det ekstraordinære faktum, at kun få vil læse mine bøger fra A til Å, giver mig et ekstra spillerum at trække mig tilbage i, vil man kaste sig over en sætning, så hvorfor ikke over et ord også? Og er ordet illegitimt, hvorfor så ikke hænge sig i brugen af et bestemt bogstav – eller måske et tal, for er denne mand ikke temmelig ofte ude med syvtallet?

    Endelig de bøger, jeg ikke ville udgive, blev skrevet og igen, efter en tid, destrueret under voldsomme indre bataljer, hvor selv jeg kunne indse, at det ikke ville nytte noget at sprede dem i verdenen.

    Og så kaster jeg terningerne i al enfold, dog ikke på Christian K. F. Molbechs tavlebræt, for trods de stærke ord, jeg bruger, er jeg uden vold og vilje til at gøre andre ondt...

    Derfor først som sidst: Det er min egen bog, løst og fast om alt og intet, men jeg kan ikke ofre mere tid på at gøre den forståelig for andre, den kan være indlysende eller vanvittig, alt efter den, der læser dens behag. At bryde ud af labyrinten eller sindef som en kylling ud af sin æggeskal, er for den rette en åbenbaring eller for forfærdede andre en umulighed...

    28.12 2020. Kampen mod felter: Mod identifikation med dem, vil det indebære begyndelsen på noget nyt. Det nye bliver fremover for mig selv det, at jeg F. le Fevre til fulde har erkendt, at jeg ikke kan lave om på verdenen, så den kommer til at ligne det, jeg kunne ønske mig, den skal være. Jeg har ikke ansvar for verdenen, og den afviser at have det for mig, vi er uforenelige. Menneske bliver jeg derfor aldrig, verden følgende ikke for mig et sympatisk sted...

    Jeg skal derfor nu med skam og i alles påsyn – hvis jeg overhovedet kan det, demontere hele den pseudoverden af for mig normalt vederkvægende opfordringer til positive forandringer, jeg i forventning om noget nyt har etableret i bestræbelserne på at gøre verdenens menneskemasser opmærksom på, at de lever katastrofalt håbløse, og både for dem selv og alle andre med, betydningsløse, om ikke direkte indbyrdes skadelige liv, helt i modsætning til de vejledninger, der i mange former og udgaver stadig står på mine reoler, og om hvem det siges, at de kommer fra Det Højeste i hele Universet, men nu under tidens kategoriske materialisme, vil være og forblive ubrugelige. Hvor de før kun var svært anvendelige, om end for det meste af tiden uanvendelige for andre end mig selv, som på baggrund af stærke indre tilskyndelser, fik skabt den fantasiverden – den fantastiske verden eller mondæne fantasi, jeg gerne havde udbredt og delt med alle andre, skal jeg nu i stedet for makulere de fleste og trække det hele tilbage...

    Men sig mig præcist hvorfor – og hen ad vejen også gerne hvordan?

    Stædig og formodentligt uegnet til at opnå den højeste indsigt, som jeg var og vel stadig er, stillede jeg mig, i min tutor gennem mange år – Bugene de Sala’s ånd, udenfor dem alle men indtog deres budskaber med forbehold og med måde, men dog, skjult for enhver, med intens nysgerrighed og dyb respekt for forgængernes bestræbelser. Med mængden af udsagn blev det nødvendigt at anbringe dem i kategorier, disse adskilte sig både i det små og i det store fra hinanden, derved fik jeg lejlighed til at ræsonnere over, hvilken grad af sandhed de forskellige kategorier kunne rumme. Måden gjorde mm færd umådelig langsom, jeg nærmest slæbte mig hen over jordsmonnet. Mm far sagde: Ingen kan se hvor længe du har været om det, men de kan se, hvad du har frembragt. Ja, da alle for længst havde passeret mig og opnået det, de var kommet her for, trøstede jeg mig med det galgenhumoristiske udsagn: At kun den hurtigste har råd til at være den sidste. Underforstået forvandle maksimale handicaps til en fordel.

    Jeg forstår ikke, du besvarede ikke mit spørgsmål?

    Godt, skønt jeg ikke nåede langt, opnåede omfanget af mit materiale det niveau, hvor jeg fornemmede, at – skønt vejen var længere og nye ting kunne komme til og dermed måske forandre alting, så havde jeg alligevel samlet nok til at kunne indse, at ingen af vejene ville bringe mig det ønskede fornødne, de ville efterlade mig på forskellige plateauer på Åndens Bjerg, så jeg kunne lige så godt skippe dem alle og begynde for mig selv, for jeg måtte huske på, at det ikke var ved at gå frem, man kunne komme ud, man måtte gå baglæns tilbage til den dør, man var kommet indad i sin tid. Det svarer nogenlunde til at ville løbe et maraton og så standse op efter 10 kilometer og sige til sig selv, at uanset om jeg så gennemfører løbet ville resultatet være meningsløst – blot en fjer i hatten, en der en skønne dag alligevel ville blæse af, det var derfor efterfølgende nødvendigt at reformulere sine mål, for der var noget, der skulle fernes fra ens person, langt mere end noget nyt skulle tilføjes.

    Du kom derfor i konflikt med dine vejledere?

    Ja. En af hovedindfaldsvejene til mine energidepoter gik ind over det, at få adgang til min frygt for, hvad krige kunne bibringe mig, jeg havde jo set, hvad de kunne bibringe andre? Som barn var jeg konstant grebet af frygt, senere kulminerede de ved to lejligheder, en der forløb i det samme tidsrum som en langvarig sygdom og svækkelse var ankommet og havde efterladt mig som en muselmand i, og en, der med sine groteske indtryk og dokumentation sporede min eksamensiver af kort før det grønklædte bord.

    Og så er det, du spørger den første af dine vejledere – Gurdjieff og fik et chokerende svar?

    Ja, krige kunne stoppes, de var ganske vist et produkt af planetariske indflydelser, så mennesker kunne egentlig ikke gøres skyldige for dem, men som de slaver de var og stadigvæk er, kunne de ikke fri sig fra Naturens appetit på drab. Så menneskene var ansvarlige for den slavetilstand, de befandt sig mekanisk og passivt i, men ikke ansvarlige for de planetariske indflydelser, der fremtvang deres afskyelige handlinger (9.p.23,103,143). Det blev samtidigt antydet, at om planeten havde været i besiddelse af bare 200 helt bevidste mennesker, kunne de selv have valgt, om de ville åbne for de destruktive sluser eller ej. At der samtidigt var tale om held i forbindelse med muligheden for at overleve i en krig, gjorde den enkelte til et atom i et molekyle af en krop, han ikke kunne undslippe fra (9.p.361) – hvis a general law herskede over denne krop. Hvis retfærdighed indgik i ens forestillingskreds, ville man blive hårdt skuffet...

    Din anden vejleder så ikke mindre sort på det?

    Han svarede nogenlunde på samme måde, der havde været et antal avatarer på jorden, de var igen gået deres vej. Havde de ændret noget (l.p.42)? Åbenbart nej. Frygtelige nyheder fra hele verden når mig hver dag... Så...

    Så du befinder dig ikke i en normal verden, hvor du, om blot du følger de fleste henstillinger, kan undgå at komme i helvede – både periodisk og måske for al resterende tid?

    Nej. Samtidigt siges det, at al denne lidelse fremkaldes af menneskene selv, og at it is within man’s power to put an end to them. Endelig tilføjer samme vejleder: "God helps by facing man with the result of his actions and demanding that the balance should be restored. Karma is the law that works for righteousness; it is the healing hand of God."

    Hvordan tror du ærlig talt det lyder i ørerne på den, der hørte for eksempel om 2. SS Panzer Division Das Reich’s færd i Frankrig på vej til kanalen og før denne: I Serbien Vojvodina, i Rusland Minsk, i Frankrig Tulle og Oradour-sur-Glane?

    I den naturlige forventning om, at (en) Gud ville tage en æske tændstikker fra nogle børn i en fyldt lade, såredes jeg over, at Han ligefrem opfordrede dem til at stryge dem!?

    Sådan har du da ikke hørt Gud tale?

    Hvis du ikke på den religiøse vej for kristne, typisk befærdet af munke, nonner, vejledere med blandede motiver og godtroende tosser ikke ekskluderer det Gamle Testamente i dine bestræbelser på at finde den rette form, så er det dig, der er en tosse; for Gud har ikke gjort indsigelser på de steder, hvor jeg havde forventet, at han havde gjort det?

    Du mener altså, at mennesket er ilde stedt?

    De svarede mig på spørgsmålet om, hvad gør jeg så, med et udsagn som det følgende:

    I look at it through the eyes of God and find that all is well. (6.p.24).

    Du forstår vel, at for mig må en vejleder blandt mennesker have en sådan standart, at absolut ikke en eneste bagatel kan divergere fra helhedsindtrykket, en vejleder kan ikke være et vilkårligt, håbefuldt eller troende menneske, end ikke ét, hvis grad af overbevisning (conviction) har nået en sådan styrke, at alle indsigelser preller af på vedkommende. Han er nødt til at være et direkte sendebud fra Det Højeste, ellers vil det han siger blot pervertere de uvidendes forståelsesrammer. Derfor kan der ikke siges ret meget om sandheden til brug i livet, og ideologier kan da slet ikke opstå? Derfor er jeg ikke nået ret langt, for siger du:

    "Du må ikke dræbe eller pine noget levende og åndende væsen. Du må ikke stjæle – og det er at stjæle, selv det, at manipulere med sine pligter overfor fællesskabet. Du må ikke svigte dine løfter, hverken de store eller de små, hverken dem du har aflagt overfor dig selv, eller dem du har lovet andre at holde, og du skal i ét og alt bestræbe dig på at respektere, fremvælge og muliggøre virkeliggørelsen af Menneskerettighederne – siger jeg dette, så har jeg bare bedt dig om tre ting, hvis udbredelse og rækkevidde vil optage al ens tid, og så behøver vi ikke snakke om Gud, om livet efter døden, nu gælder det kun disse få ting først..."

    Og så har du pludselig ingen guruer, mestre eller åndelige vejledere længere, al din tid går med at gøre vuggekanten i en farlig verden højere, indse at det ikke kan lade sig gøre og så fortvivle over det, du dermed kommer til at betragte som et personligt nederlag?

    Jeg har kendskab til fremsatte udsagn, der, selv i denne formørkede tidsalder, kalkulerer med chancer for frigørelse og derfor opfordrer til personlige indsatser, for, som det ellers normalt fungerer, så ønsker ingen at hjælpe et menneske, der vil søge sandheden (9.p.58), og selv om de gjorde det, ville de ikke kunne. Kun de der kan betjene, udvikle og distribuere hanbledzoin (5.p.569, 151.p.82) kan kortvarigt skabe nye tilstande i et menneske, ved at transmittere energi fra sig selv til et andet menneske, en oplevelse, der kan give dette menneske mulighed for i et glimt at forstå – selv se, retningen i hvilken han derefter selv må gå (151.p.82, 9.p.262, 96.p.115).

    På – eller fra den anden side hævder en guru, at JEG ikke kan lide, fordi dette jeg (Jeg er) ikke er i besiddelse af noget instrument med hvilket det kunne sanse noget (233.p.86).

    Må man på sin vej acceptere eller lukke øjnene for et sådant udsagn, bare for at række ud og få fat i noget mere givende, så er man efter min mening ude på at bedrage sig selv, for jeg kan godt føle smerte, sanse smerte, og med den tænke mig frem til at forstå fremmedes smerte, ja jeg kan endda consider Gud, og dermed er jeg ovre i en anden boldgade, for hos Gurdjieff er Gud den længst lidende af os alle. Alle hans skabninger med tre hjerner har historisk set efterladt deres lidelser i Guds Hjerte på den vej dér!

    Nu er du vel så ikke længere i tvivl om vejen?

    Nej, men jeg er ikke på nogen anerkendt vej, med mindre vi kan blive enige om, at jeg er på min egen og derfor på dette sene tidspunkt i mit liv må rydde op blandt alle disse forundersøgelser, der alle har vist, at de, der ville give mennesker noget til gavn for os alle, har fejlet, nøjagtig som Gurdjieff i øvrigt selv sagde det i AE (5.p.1188), og dermed må jeg kunne retfærdiggøre min egen langsommelighed, men måske ikke min påstand om, at der virkelig er en Gud, og at netop denne Gud skulle være, som min farfar fik skrevet på sin gravsten: God. Det har jeg ingen mulighed for at kunne bevise?

    Mennesker er, som jeg er det: Små, deres individuelle bestræbelser små og personligt centrerede, forekommer de en selv at være større, så er det fjer, man ser, og dem de pågældende ønsker man skal se dem med. Fra høne, fasan, tjur, struds til påfugl, måske endda en med en ørns eller en kondors? Usædvanligt? Nej, det kan ske, at man står overfor et usædvanligt menneske, men så er der sjældent tid til at få en samtale. Under bjerget er der et urfjeld af ubesvarede spørgsmål, man foretrækker at kalde store indsatser True Grif, men de er måske kun udslag af dumhed, i hvert fald går det ofte helt galt.

    Hvor står du lige nu?

    Jeg er i samme forfatning som Gud er det, jeg skal udføre én ting, Han ikke kan udføre, og Han skal udføre en, Han hidtil har ignoreret...

    For Guds vedkommende da hvilken?

    Jeg vil have krig og den udbredte anvendelse af tortur ud af menneskelivet. Jeg vil også have vold og tvang ud, for der er vold bag lovene, og den jeg viser dig om lidt, er så voldelig, at den kun kan skade. Der er vold i psykiatrien og vold alle steder, både i anvendelse for at opnå noget og simpelthen også for underholdende tidsfordriv: Tyrefægtninger og hanekampe med mere...

    Så for Gud må jeg gøre det, der ubegribeligt nok for Ham er en umulighed (9.p.255), og for mig og alle andre, må Gud træde til og etablere det "200 mand store Råd", der kan lægge en dæmper på stridslysten blandt mennesker (9.p.310). Dertil er det kommet.

    Så må du jo begynde med dit eget, og se om Gud føler sig fristet til at tage sin opgave op?

    Ja, men jeg/vi kan ikke få støtte fra religioner eller filosofier, de er for gamle, uanvendelige og først og fremmest kan de ikke stå for en videnskabelig undersøgelse, alt dette vil jeg beskrive på den anden side af denne frygteligt omstændelige indledning. Det er ikke meningen, at man skal deponere sin fornuft for at få del i herlighederne...

    Vent lidt med det. Det opgør må du tage senere... Faktum er, at hvis du skal lægge et ord ind for denne forandring, må du lægge det ind på det rigtige sted, og set fra min synsvinkel er du stadigvæk sølet ind i forestillinger, der modsiger hinanden, og du foregiver stadigvæk at være interesseret i andres forestillinger og bidrag skønt du dybest set ikke er det? Du må simpelthen træde ud af enhver sammenhæng netop som din kone også længe har sagt, du skulle gøre det, og selv henvende dig på det eneste sted, du mener, der kan befinde sig nogen, der vil høre på det, du siger. Prøv lige at beskrive for mig hvem du er?

    Jeg er typisk set et ganske almindeligt normalt menneske – en dreng fra gården. På et tidspunkt kom det til at stå klart, at jeg ikke kunne dele almindeligheden med alle, men instinktivt søgte det skjulte og usædvanlige.

    Hvorfor?

    Igen det samme i en lille målestok: Drenge! Vi talte jo ikke meget om en sådan latent forekommende indre uro, vi kastede med knive, havde pusterør, flitsbuer, kæppe, stokke, skjold og sværd, vi var drenge, vi legede, vi grinede, og vi gik på opdagelse på militærets område i Ryvangen lige efter krigen, og ned i de beskyttelsesrum, vi overalt havde siddet i som børn, vi kravlede ned i tønder, fik tjære på tøjet og blev straffet. Vi cyklede om kap, hentede barnevogns hjulaksler i Likør Stræde Vognmandsmarkens klunserkvarter og lavede så selv legevogne, fik også løbehjul, skøjter og rulleskøjter og skottede til pigerne, der hinkede, sjippede og tegnede lejligheder på cementen med kridt, som de legede i... Men da de sprængte atombomben blev der stille i gården, drengene satte sig ned på kantstenene og talte sagte indbyrdes, de var blege, de var bange... Lige efter krigen havde vi fået fingre i gasmasker, hylstre til dem, signallygter med 3 farver, stålhjelme og en kort overgang havde nogle af drengene Husqvarna-maskinpistoler med nede i gården, det var voldsomt legetøj, og det varede kun kort. Der var dog også helt chokerende efterladenskaber smidt i skraldebøtterne... Blodige flossede gummiknipler med blyindsats stikkende ud af enderne og mere end det... Så legetiden var allerede fra begyndelsen af intimideret af frygt...

    Men så?

    Ja der var et eller andet derude i bevidsthedens periferi, der ødelagde fornøjelsen ved at være barn... Nogle drenge var også for store og stærke, de kunne finde på at slå en hårdt, der opstod en rang-orden. Der var de kloge og stille drenge, man ikke så så meget til, der var de stærke larmende drenge, der udvalgte de piger, de drømte om var deres kærester, og så var der relationerne til de voksne, der bestemte over resten. Vi havde gården, de havde hjemmet. Da skolen begyndte, blev gården mindre, legene færre, og nu begyndte pigerne at deltage i dem. I skolen var drenge og piger totalt adskilte, i gården ikke længere.

    De vedvarende konflikter, både blandt voksne og børn, og følgende afstraffelser i hjemmet og i skolen fik ledsagelse af de personlige opvisninger af vovemod, der endte med at fremkalde ulykker. Hudafskrabninger, buler og slag og en dag en stor hjernerystelse. Så måtte man til at passe på, for der var noget at passe på, man tålte ikke flere tæv. Man begyndte at få en fornemmelse for sine grænser. Der var en orden, man måtte respektere. Forældre, skolelærere, præster og kammerater trak den op. Mobning blev en følge, alle plagede hinanden enten venskabeligt eller direkte ondskabsfuldt. Læs Skoletæsk (324) – børn blev mishandlet i skolerne.

    Ret tidligt i barndommen dukkede nu kendskab til de voksnes egne helveder op, og så blegnede en drengs forestillingsverden, der var noget fuldkommen galt fat med menneskelivet på jorden. Da først spørgsmålet var opstået om betimeligheden af de voksnes tiltag for at undgå deres egne helveder og siden uundgåeligt nok indføre os i deres og dermed for os skabe nye, så var barndommen forbi. Man skulle så tro, at der var nogen derude, et eller andet sted, der vidste, hvad der var galt, og som ville gøre noget ved det, men først måtte man udforske det mentale rums størrelse, hvor stor var bevidsthedens eget rum egentligt?

    Det tog faktisk mange år at undersøge bare dette ene spørgsmål, fordi det blev sagt, at der skulle tages hensyn eller forbehold overfor det faktum, at skønt bevidstheden omfattede alt, så var stoffet i sig selv noget, bevidstheden ikke kunne nå ud til eller gennemtrænge? (2.p.156). For at nå længere ud end bevidstheden formåede, opstillede man matematiske hypoteser, der indenfor den menneskelige rækkevidde ynglede og fik efterkommere i form af nye hypoteser. Fysikkens rum blev udvidet, da atomet begyndte at optræde, men hvad angår udsigten til en forklaring på, hvorfor mennesket ikke modsatte sig enhver form for voldsanvendelse, så hjalp disse undersøgelser ikke. Først og fremmest kunne man ikke blive enige om, hvilken karakter bevidstheden havde, fordi det var denne energi, der skabte vores selvfølelse: The sense of being, consciousness is the only capital that a sentient being is born with and Manifested consciousness is time-bound inasmuch as it disappears as soon as the physical construct it inhabits comes to an end. Nevertheless, according to Maharaj, it is the only capital a sentient being is born with. And manifested consciousness being his only connection with the Absolute, it becomes the only instrument by which the sentient being can hope to get an illusory liberation from the individual he believes himself to be. By being one with his consciousness and treating it as his Atmā, his God, he can hope to attain what he thinks as the unattainable." (233.p.3.4).

    Så kom der flere boller på suppen?

    Ja nu fik forklaringen den drejning, at det var det, jeg opfattede mig selv som at være, der var årsag til de ting, jeg støtte panden imod. Fra andre formodninger dukkede begreber som karma og reinkarnation op, slæbte man noget med fra et tidligere liv, så startede man det nye med visse handicaps, det var forståeligt, og nysgerrig som jeg var, borede jeg i dette område og fik stof til nogle års eftertanke, men så blegnede dette også. Hvad angik opholdet som et jeg i bevidstheden, så nægtede jeg at være bevidsthed, jeg var ved bevidsthed men ikke bevidstheden selv. Bevidsthed var og er en energiform stillet til rådighed af Den, der også har skabt jorden. Bennett beskriver den som den nederste kosmiske energiform, overgået af den skabende energiform, den forenende og til sidst den transcendente energi. (23.p.21-22). Jeg vender gang på gang tilbage til dette emne, fordi denne energi – bevidstheden, kun giver os adgang til det opdelte eller todelte selv (4.p.111).

    J.G.B. beskriver problematikken i dette Selv og lægger ud med historien om magikeren der ejede en stor flok får (menneskeheden) som han for nemheds skyld hypnotiserede og bilde ind, at de var udødelige, usårlige og at de kunne styre deres egne skæbneforløb. Magikeren vedligeholdt hypnosen ved at slå fårene en lille smule hver dag, hvilket J.G.B. udlægger som forklaringen på, hvorfor vi forbliver i The Reactional Self, som forhindrer en egentlig opvågning af bevidstheden som kun kan finde sted, når den sensitive livsenergi kan adskilles fra bevidsthedens energi.

    Det ville være fair om du uddybede dette lidt mere?

    Jeg er bange for at tabe tråden, jeg ønsker ikke andet end at forblive en simpel dreng, eller faktisk vende tilbage til ham, jeg engang var, åben overfor hele verden, men selvfølgelig ikke tilfreds med det jeg ser. For jeg så denne grusomme vold og oplevede den også selv i mit liv. Nu skal jeg begive mig indviklede karmiske og dermed fortidige forhold i vold på den ene vej og på den anden vej drage ind i indviklede forklaringer på mentale forhold: Energier, bevidsthedsformer, identitetskategorier, selv af flere slags, når man kun behøver ét til at være barn med?

    Jeg forstår godt, du føler det på den måde, men prøv alligevel at fortælle mig om det, andre har fundet var eller kunne være – og som blev grundlaget for efterforskning af nye adfærdsformer, for alle, der har virket udover bare det jævne, har jo alle forsøgt sig med at skabe en ny og bedre verden, skønt du kun ser din i dystre farver, men prøv!

    OK!

    "So long as we sleep in this way, we are prevented from seeing our real situation. So long as we are hypnotized by our own reactions, our likes and dislikes, our prejudices, our beliefs and habits of thought and all the rest of it, we are protected from seeing what Gurdjieff called, in telling of the legominism of Ashiata Shiemash in Beelzebub’s Tales (5A.p.607), The Terror of the Situation.

    What we mean by the separation of consciousness from sensitivity is being set free from the hypnotism of the reactional self. Then we can begin to see what it means to be dominated by the lower selves. A real struggle can begin, a struggle between the conflicting pulls of our higher and lower natures. The real property of the divided self is that it is drawn to live in two different worlds. This is due to the conscious energy which can make connections beyond the limits of the sensitivity. On the one side, we are drawn out into the world and this reaching out is the foundation of what we ordinarily call desire. On the other, we are drawn within ourselves towards our higher invisible nature and we can call this, as Gurdjieff did, non-desire. The very seat of desire and non-desire is the divided self. That is why it is said that in every man there is a devil and an angel.

    It is important to realize that the energy of the divided self is not in itself wise or good. It is the power behind the deepest urges that we have – consciousness..."(4.p.l05).

    Beskriver dette et overblik for dig?

    Nu skal jeg fortælle dig noget, jeg ikke er specielt stolt af: Jeg færdes i universet – i rummet, for mig er sådanne udsagn inviterende paradeopstillinger, hvis formål er at tilfredsstille udsagnenes bagmænd, men jeg mener noget andet...

    Kan du forklare dette nærmere?

    Ja jeg er jeg – kun jeg, i det tomme rum usynlig, i voksende gravitationsfelter synliggøres jeg ved stoffets mellemkomst, i galakser manifesterer jeg efter min natur orden og/eller uorden, i planeter, de dér levendes vilkår. Jeg kan kun være jeg, ikke det mindste andet, og sådan har jeg altid været, altid i et nu (2.p.43), men i de forløb, hvor selvrefleksion eller beskuelse af andre har været aktuel, kan vi tale om et tidsforløb. Nogle planeter er en maksimal udfordring, menneskelivet på jorden en fuldkommen kosmisk enestående måske uløselig gådefuld katastrofe, der altid har tiltrukket kosmiske rejsende. Man besøgte jorden, rodede lidt op i de dér brændende bål, men tabte så igen interessen for dem og forlod planeten med en hovedrysten. De mennesker der levede dér på jorden havde foruden andre problemer et egentligt identitetsproblem, de vidste og vidste ikke, hvem de selv var. Det hændte der var kontakt mellem kosmiske og jordiske væsener og samtaler kunne forekomme. Hver gang et svar blev givet på et spørgsmål –i øvrigt gældende for begge veje, var det som om ordene blev vendt i luften og optrådte spejlvendte og knuste, der var aldrig tale om en egentlig grundlæggende udveksling af forståelse, vi forstod ikke dem, de ikke os. Ihærdige og dybt seriøse mennesker forsøgte sig flere gange med at gøre os begribeligt, at de behøvede hjælp, vi kunne ikke forstå hjælp til hvad? Alt hvad de skulle var jo bare at være til, men der var mere i det for dem end det... Planeten Jorden havde også en foresat, de selv kaldte for Naturen – i den ene udgave af deres forklaringer, i den anden kaldte de det samme for Gud – og utroligt nok, denne Gud havde en modpol, der hed Satan og så vidste vi ikke længere, hvad det var, de talte om. Når vi atter kom på afstand blegnede interessen for udsagnene og deres lokale problemer, og vi vendte tilbage til det urokkelige, prædikatfrie Ingenting, som er jegets bolig. Det hændte dog en dag at en medrejsende højlydt undrede sig over, hvorfor disse mennesker ikke blot skabte for dem selv den ideal-verden, de selv var et notorisk spejlbillede af? De var jo ligesom os, men så blev det nævnt, at de ikke var frie, ikke kunne blive det, ja, at livet på jorden om end det ikke var et direkte uundgåeligt helvede, så var det dog et galehus, ingen normal ville kunne udholde i længden. Hvorfor de var sådan? Jo, det var jo end ikke deres skyld, der var andre, der havde ansvaret. Ok, der var blevet gjort forsøg på at restaurere billedet, men selv et nyferrnseret krakelerede i jordens bageovn, der var øjensynligt virkelig intet at gøre??

    Du spurgte mig ud om vejene før, og hørte om mine problemer med at finde vej. Mine problemer kom sig af, at jeg gik helt op i rollen som dreng i en familie i et land, der allerede var i gang med at destruere sig selv under den anden verdenskrig, for ret og vrang var dengang som i dag noget myndighederne ville bestemme over. Med hiv og sving og på gummihjul aflagde jeg adskillige ønsker om at leve efter jungleloven, være beredt til at respektere spejderloven, bekræfte ved min konfirmation min tro på de daværendes opfattelse af Gud, noget jeg dengang ikke mente, at jeg skulle stille spørgsmålstegn ved, så, om jeg havde været nok så tidløs en kosmisk rejsende, så var jeg nu forankret i et liv, der hurtigt blev uforståeligt for mig. Jeg havde dog for en tid en rask drengs overmod og selvrespekt, men det var der midler imod, for man kunne ikke bruge autonome børn eller unge, vi og de skulle bankes på plads, hvilket betød, at vi skulle forvandles til krybende underdanige skravl, kun som udhulede skrog og nedbøjede svæklinge kunne man fylde alt det skoleævl ind i vores hjemer. Det næste var en uddannelse, militærtjeneste og ægteskab.

    Automaten fik ben at gå på, begær og grådighed smurte gummer og bentøj. Så længe det hele gled i olie eller gelé, vovede de færreste at råbe op, men nogen gled i fedtstofferne og endte med at glide helt ud af billedet.

    De kunne vel så erindre dem deres kosmiske natur og vende tilbage til deres egne rumskibe – så at sige?

    Nej de kunne ikke, de var skadede helt ind i marven af deres liv som mennesker, og derfor samlede de sig omkring de såkaldte lærere, mestre og guruer, der havde kæmpestore plastre at lægge om deres skuldre. Under dem kunne de så måske heale lidt op, men så var der jo spørgsmålet om, hvordan de atter kunne få plastret af? De var sluppet fri af selve produktionsmaskinenef – jorden er en fabrik, der producerer bestemte energier til trans-planetariske formål – frie, fordi de for dette apparats virke var værdiløse som individer, men de var stadigvæk ikke selvstændige, og nu var de havnet i en ny kategori – de blev betragtet som affald, lunart pus, og de var det vel også så længe, som de bar rundt på doktriner og komplicerede forklaringer på alt, de kom i nærheden af...

    Nu bliver det uhyggeligt at høre på dig mener du ikke viden kan nytte?

    That any apperception of the Truth is valid only when the apperception itself disappears, that is to say, only when the seeker himself disappears as an entity.(233.p.VIII).

    That, which you do not know and cannot know is your true state...(233.p.164).

    Der var ingen muligheder for at slippe udenom, vi kunne kun være ikke-vidende, og netop dette skulle blive grundlaget for det største oprør i universets historie, for ingen ville bare være, de ville også vide, hvorfor de skulle være til?

    Det lyder da klart, men hvorfor centraliserede alle bestræbelser sig så om at erhverve en viden, der hele tiden krævede fornyelser uden at efterlade beviser på, at denne ophobning af viden undervejs medførte dog blot beskedne forbedringer i retning af en humanisering af menneskelivet? Havde de før været barbarer, skindklædte jægere, så var de nu bare barbarer i habit og spidse sko?

    Ja resultatet var dårligt, det gjorde for ondt at være til? Og mere ondt hvis man skulle lyde en andens samvittighed, sjældent havde man jo en selv? Samtidigt med det, var der selvfølgelig ting, der gjorde godt, men for det meste var de udenfor rækkevidde – bare gulerødder rakt frem på en lang lang lang stang foran en. Grundlæggende gjorde det hele ondt, kun et fond af medbragt robusthed kunne trække erkendelsen af virkeligheden et stykke vej, men der var taget hånd om det også, før eller senere ville mørket indfinde sig, men så igen, hvorfor skulle det altid og systematisk ende sådan, når bevidstheden forlod et menneske? Der var tilsyneladende kun en ting at gøre, man måtte vende tilbage til I dont know-tilstanden, og dermed forlade det delte selv’s verden til fordel for det sande Selves, men det ville muligvis indebære en nødvendig kontrol over den kreative energi, som er dette selv’s varemærke, man ville dermed komme til at stå i og for UNITY (4.p.111), hvilket nogenlunde kunne beskrives som at stå alene foran Intetheden og ikke miste modet – tværtimod.

    Vil du fortælle mig mere om dette?

    Ikke særlig gerne, men jeg husker, hvad der blev sagt midt i a busy life i La Jolla i Californien en dag:

    "The preoccupation with finding, describing, changing and reaching this deep self that we have is just a movement away from staying with what is. Everything we do is very cunningly designed to avoid staying with exactly what is. Even if I put on my most sincere behavior, wishing to chance because I am sort of lousy and rotten, it is still a trick, part of the movement to avoid what is. The hardest thing is just to rest in front of what I am, not to do, to make a functional effort, but just to look and observe. And if somehow it comes about, then there is some truth in the saying that the beginning is the end, there is no process. A process is always a movement in time, which is a moving away from what is."(17.p.l91).

    Det er vel det bedste svar jeg længe har fået, men livet er jo ikke en stilstand, der skal bevægelse til?

    Ja, men egentlig vil de fleste helst være i ro, som ældre helst vil forblive i ro. Der er arbejde, der skal gøres, men kan det ikke udføres på stedet, skal man så flyve og fare rundt for at udføre det, man forventes at skulle stå for? Landsbyen – TAO eller de moderne fartglade nomader, der tyranniserer vejene, dræber dyr og dem selv med i hobetal, sviner i luften og af og til også på andre planeter i solsystemet, er det en grad af væren, der er mening i?

    Du siger jo selv, at det er Månen, der kræver det?

    Ja og vi prøvede for små 50 år siden i Jylland at lave et forsøg, hvor vi omsatte det lunare krav til en form for personlig fysisk trækkraft, forstået på den måde, at vi ville se og føle, hvad det ville mærkes som, hvis vi med en snor skulle trække en bestemt vægt forenden af snoren i en cirkel fri af jorden, der svarede til Månens krav til et menneske. Det var knapt muligt at få vægten til at lette fra jorden og den kom aldrig i fri cirkulation. C. S. Nott skrev:

    But we cannot begin to grow until we have formed the growing point, the moon, in ourselves. Our center of gravity, along with that of the earth, is in the astronomical moon, so we lack the counterpart in ourselves – since we must contain of everything one representing world. The forming of the moon in us comes from the balancing of centers, from Being-Parktdolgduty, conscious labour and voluntary suffering, and the Five Strivings of Objective Morality.(27.p.227).

    I dette eksempel fremstår problematikken klart og det harmoniserende aspekt virkeliggøres ved en afbalancering af centrenes virke. Dog var der det rigtigt i vores forsøg, at det faktisk viste, hvad man bør yde fysisk, emotionelt og intellektuelt, hvis en balance skal opnås, men hvorvidt de fysiske anstrengelser kunne konverteres eller afbetales på anden vis, så var det dog mit indtryk, at Notts lærer: Gurdjieff krævede umådelige anstrengelser af sine elever, og den vægt vi fiflede med ikke var for tung. På overdrivelsernes front optræder mange sportsmænd og også mennesker der i nød udfører ufattelige bedrifter, men en gang eller i en periode udført, hvordan så bagefter komme i balance? I forvejen så det jo ret sort ud:

    Ninety-six per cent of our civilization is concerned with the instinctive-moving centre, the planetary body; three per cent with real culture, the emotions; one per cent with WHY?, the real mind. The instinctive-moving centre, which should be the passive part, has, in our civilization, become the active, the positive. We are the inverted man crucified upside-down (27.p.145).

    Og på den vej dér, har man altså fået sig nogle stærke begreber snøret godt rundt om halsen? Hvordan komme videre?

    Vi har talt om skolegang og uddannelse, om det der kan få en ingenting til at blive til noget, ingen taler om hvordan denne spradebasse, når trætheden indfinder sig, atter formår at vende tilbage til det ingenting, han jo dog er det meste af tiden, ja endda udenfor den? Jeg sagde imidlertid, at det eneste sted at være er i nuet, prøv engang at tænke over, hvad det vil indebære?

    Ja du må nu for nu registrere præcist hvad der er i det og forholde dig enten passivt eller aktivt til dette...Alt efter hvad du føler dig forpligtet til at reagere med – igen indenfor den ramme din tanke angiver dig, men skal du ud og lede efter forudgåendes reaktionsmønstre på baggrund af gamle afprøvede vanemønstre, så er det mere en kolonne, du ønsker dig optaget i, end friheden der trækker...

    Ja du har ret, ved et ulykkeligt sammenfald af omstændigheder blev det min tur til at iføre mig kødet, og, om end med modvilje, beklæde dette kød med en facade af tilbudte egenskaber, alt sammen smeltet dag for dag – med magikerens mange små slag, og så drage ud i en verden, der ingen helle og hvilesteder havde, i det kun øjeblikket blev stillet til rådighed for mig – et jeg, der ulykkeligvis hurtigt blev grebet af en uafviselig profileringstrang, der kunne gøre mig til mere i mine egne og andres øjne end det fornødne mere, der var blevet afkrævet mig, men hvorfor egentlig? Intetheden burde jeg ikke have forrådt:

    Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.(10.Matt. 8.20). Jesus havde det ikke, og vi andre har det heller ikke. Men i fald og greb rager vi så meget juks til os, at vi kan hvile på et bjerg af isenkram, alt sammen en svag trøst for det faktum at den fritstående, sande og levende kan stå på en tå eller en finger med i en brandstorm, om blot han kunne huske sig selv.

    Det sidste betvivler jeg, men jeg forstår, at det var ikke meningen vi skulle udvikle en så abnorm civilisation, en der smadrer vilkårene for alt andet levende og mishandler millioner af dyr for sit forsatte udkommendes skyld – ja, og for sit eget vedkommende endda angriber sin egen stamme med kannibalistisk fråde om munden... Det

    Enjoying the preview?
    Page 1 of 1