Stilhedens mirakel: - en rejse i det indre liv

By Lisbeth Schneider

Denne bog fortæller om rejsen fra mørke mod lys, fra støj til stilhedens mirakel. Den beskriver, hvordan vi kan komme ud af vores normale oplevelse, der på så mange måder er kendetegnet af stress, anstrengelse og utilfredshed og ind i en fredfyldt værenstilstand. Der er virkelig en verden af venlighed og glæde, men den skal findes i én selv, før man kan opleve den i verden omkring én.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 30, 2014
• ISBN: 9788771451818

Lisbeth Schneider

Lisbeth Schneider (f.1958) er mag. art. i nordisk litteratur med speciale i dybdepsykologi. Interessen for det enkelte menneskets indsigt og udvikling startede tidligt under litteraturstudiet og blev anledningen til en spændende søgen efter svar på de eksistentielle spørgsmål, som livet er så fuld af. Svarene fandt hun hos psykologerne, filosofferne og mystikerne. Bøgerne ”Tomhedens fylde” og "Stilhedens mirakel" bringer denne ofte svært forståelige viden om vores dybe natur videre på en klar og enkel måde.

Book preview

fred

Indledning

Jeg tror roligt, jeg kan sige, at de fleste af os har taget fejl i det, vi opfatter som livets mening. Når jeg kan sige det så sikkert, så skyldes det et enkelt blik på den verden, vi lever i. Køn er den ikke, mening giver den heller ikke og tilsyneladende bliver vi ikke klogere, men fortsætter blot med at skændes og give hinanden skylden for tingenes tilstand og vores egen evindelige følelse af utilfredshed.

At være utilfreds i den verden, vi har fået skabt for os selv, ligger lige for. Hvordan kan man være andet? Problemet er, at vi hele tiden oplever det som en fejlreaktion eller fejlfortolkning. Vi tænker, at der må være noget galt med os, når vi føler os ensomme og triste, og så kæmper vi for at få det bedre.

Det må og skal lykkes at overbevise os selv og andre om, at vi er lykkelige. Men hvis vi tør være ærlige bare et øjeblik, så må vi jo indrømme, at vi ikke er det. Vi tror, at vi kan blive det, hvis vi bare anstrenger os lidt mere og gør os umage med at løbe væk fra den væmmelige følelse, at vi inderst inde ikke er glade. Vi vil bare ikke i nærheden af den følelse for alvor. Vi ved godt, at den er der, men vi fornægter den og anstrenger os for at tage os sammen og gøre noget, så vi kan glemme den.

Og sådan går dagene og årene. Vi er aldrig rigtig glade, i hvert fald ikke ret længe ad gangen, men vi tør ikke nærme os denne sandhed.

På et eller andet tidspunkt kan man ikke længere løbe fra, at man ikke har det godt, og at man tilsyneladende ikke kan gøre noget ved det. Al ens stræben og masen flytter ikke et komma. Forhåbentlig er man, når denne kendsgerning indtræffer, vågen nok til at tænke den tanke, at man må gøre et eller andet fundamentalt forkert, siden ingenting vil lykkes lige meget, hvor hårdt man kæmper. Så i stedet for at fortvivle fatter man mod til at ransage sig selv.

Jeg skriver denne bog for at hjælpe andre til at turde åbne sig for en anden måde at leve på. Der mangler rent ud sagt oplysning om, hvad stilhedens mirakel er for en størrelse. Det er jo ikke noget, man støder på til daglig eller rettere sagt, det gør man, men man ved det ikke, og man lægger derfor ikke mærke til det. Hver dag, hvert eneste minut, har vi mulighed for at vælge miraklet, men vi er ikke bevidste om det og forpasser derfor øjeblikket. Men det er virkelig sandt, at vi hvert eneste øjeblik kan vælge mellem to verdner. Enten den gammelkendte med al dens selvoptagede virksomhed, tung af negativitet og mørk af utilfredshed. Eller den nye og ukendte: En tilstand af ren, fredfyldt væren, hvor alt det, der før plagede en, er gennemskuet som blot og bar illusion.

Det er virkelig utroligt: Vi plager os selv til ingen verdens nytte. Vi slider og slæber, lider og brokker os, og det er alt sammen noget, vi gør ved os selv, fordi vi ikke ved bedre. Vi tror, at sådan er livet. Det er det også, men vel at mærke det liv, vi selv har skabt. Hvis vi bare et øjeblik kunne se bort fra alt det, vi selv har stablet sammen i vores tro på, at sådan forholder det sig, så ville vi med det samme se den rigtige virkelighed i al sin lysende enkelhed. Men vi ved det ikke, fordi vi bliver ved med at bygge videre på vores egen forestilling. At give slip på alt det, vi selv har kæmpet os til, virker fuldstændig tåbeligt, så vi holder fast i det, vi kender som os selv. Men det lukker os selvfølgelig inde i det, vi kender. Det er en ond cirkel, som vi hjertens gerne vil ud af, men vi tør ikke.

Derfor er det vigtigt, at de, der har taget de første skridt for at finde en anden måde at leve på, fortæller åbent om den. Der er virkelig en verden af fred og venlighed, men den skal findes i en selv, før man kan opleve den i verden omkring en. Det er som med et fikserbillede: Man kan først se den skjulte figur, når man ved, at den må være der. Ellers ser man bare et billede og ved ikke, at det rummer en hemmelighed. På samme måde ser vi kun et overfladisk billede af verden. Vi ser ikke de skjulte tegn, simpelthen fordi vi ikke ved, at de er der. Vi tror, at vi ser alt, men vi ser kun det, vi tror, er der. Og det indskrænker unægtelig perspektivet.

De, der er kommet frem til sand erkendelse, siger, at verden i virkeligheden består af lys, og at vi alle sammen er ren kærlighed. Noget af en modsætning til den triste version, vi andre trasker rundt i. Så det er nok værd at gøre forsøget og prøve at give slip på det, man selv har forstået.

Men denne søgen har selvfølgelig sin pris. Man støder på nogle temmelig ubehagelige sandheder undervejs, og der er mange nødvendige selvopgør at tage. Kedelige måder at være på og opføre sig på, som man bare må se i øjnene og se at få gjort op med hellere i dag end i morgen. Denne selvransagelse er uundgåelig. Ingen kan sige sig fri for at have skuffen fuld af tåbeligheder, så ingen har noget at lade den anden høre. De barske selvopgør er det middel, der igen og igen bringer én videre. Så det skal man være indstillet på og turde have med at gøre. Ellers skal man vente. Uden mod til at konfrontere sin måde at være på og uden vilje til at slippe sine gamle måder at gøre tingene på, kommer man ingen vegne. For selvudvikling er en selvafviklingsproces, hvor man lidt efter lidt slipper alle sine kendte forestillinger for til sidst at åbne sig for en hel ny måde at leve på.

Det er svært at forklare og beskrive, hvad dette egentlig betyder og indebærer. Det er ikke, fordi folk ikke er interesserede i selvudvikling, men når de erfarer, at det ikke handler om at blive bedre til alting, men tværtimod om at slippe alle indbildte forestillinger, al tro på at have forstået noget som helst, så blegner interessen. Hvorfor er det så pokkers svært at forstå, at livet ikke er det, vi selv kan udrette, men derimod villigheden til at være så stille, at det er muligt at opdage det virkelige liv, som intet som helst har at gøre med det, vi selv har fundet på at være optagede af.

Hvis det, vi er så optagede af, så bare kunne give os en oplevelse af lykke, men det kan det jo ikke. Lige meget hvor meget vi stresser, og hvor meget vi udretter, så er der hele tiden denne nagende følelse af utilfredshed og længsel efter det, der er mere og bedre. Det er aldrig godt nok, men vi håber, at det bliver bedre i morgen eller næste år, når vi har fået udrettet eller opnået noget mere. Vi ved godt, at det ikke passer. Følelsen af uforløsthed bliver ved med at være der.

Det er den fordømte nisse, som bliver ved med at flytte med lige meget, hvor meget vi anstrenger os. Men vi erkender det ikke, og vi fortæller det heller ikke til nogen. Vi vil så gerne være lykkelige, så derfor bilder vi os selv og hinanden ind, at vi er det. Hvis vi bare turde gøre indrømmelsen og være ærlige og sige, at vi ikke er spor lykkelige, så ville vi opdage, at det er de andre heller ikke. De lader også bare som om. Det er Kejserens nye klæder om igen. Vi ved alle sammen, hvad der egentlig foregår, men vi tør ikke sige det højt, for ingen vil afsløre sig selv.

Derfor er det nødvendigt, at nogen tør sige tingene ligeud. Jeg kan stadig huske overraskelsen, ja nærmest chokket, jeg selv oplevede, da jeg første gang læste en af de såkaldt oplyste filosoffer og konstaterede, at hvis det, den mand sagde, var rigtigt, så var alt, hvad jeg gjorde, forkert. Overvældet lagde jeg bogen væk. Faktisk åbnede jeg den ikke igen, før der var gået to år. Men jeg vidste i mellemtiden, at jeg ville vende tilbage til den, det var bare et spørgsmål om, hvornår jeg var parat til bid for bid at give slip på min egen forståelse og tage de selvopgør, der var nødvendige.

Så det, jeg kan beskrive og give videre, har bund i min egen oplevelse. Jeg har selv gennemlevet de niveauer, jeg beskriver, fra de mest negative og fastlåste til de åbne og fredfyldte. De er skridt på den vej, jeg selv har gået. Stadier på en rejse fra mørke mod lys, fra støj til stilhedens mirakel.

Mørke

Kampen for at lykkes

I menneskenes verden er man optaget af at tænke på sig selv og sit og sine. Hvad kan man få mest ud af, og hvad er mest opportunt for en selv? Livet går med at arbejde på at forbedre ens egen situation, så man kan føle sig tryg og heldig. Hver dag og hvert minut er man optaget af sig selv og sin egen oplevelse. Den skal helst føles rar og behagelig, så derfor bliver det, der forstyrrer idyllen, sorteret fra.

Og hvad kommer der så ud af det? Mærkeligt nok er det ikke en afslappet, venlig atmosfære, der opstår i den fælles bestræbelse på at have det godt. Tværtimod præges alt af en endeløs jagt på lykken og af den frustration, der opstår, når det ikke går, som man havde håbet. I stedet indtræder oplevelsen af at føle sig snydt og måske ligefrem svigtet, og man holder sig blot i gang, fordi man ikke ved, hvad man ellers skal gøre. Man går på arbejde hver dag og passer de vante rutiner, og så går man hjem igen og går rundt i sine små velkendte cirkler. Tænker det samme, føler det samme, siger det samme og skændes om det samme.

Vi klamrer os til vores hverdag og vores bestræbelser på at få den til at hænge sammen, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre. Vi identificerer os bare med det, vi tror, er vores liv og erkender ikke, at det kun er en midlertidig oplevelse og ikke virkeligheden. Den form, vi er så identiske med, vil forsvinde igen. Det er mærkeligt, at denne sandhed ikke får os til at vågne op og begynde at interessere os for, hvad der ligger bag eller under vores såkaldte virkelighed. Vi fortsætter blot med at være optagede af os selv og vores egen opfattelse af tingene.

Men livets mening er ikke en kamp for at nå det hele og få bragt alt i orden til egen fordel. Det er bare noget, vi selv har fundet på. Men så længe vi er optagede af vores egen forestilling og ide om livet, så længe bliver vi ved med at mase på for at få den til at lykkes. Og det kræver så meget energi og opmærksomhed, at vi slet ikke opdager, at vores forståelse af livet er helt forfejlet. Vi tror vitterligt, at vi opnår noget af værdi, når vi maser på. Men som alle ved, fører det bare til mere af det samme. Vi kan så beklage os og brokke os over tilværelsen, men alligevel fortsætter vi med at tage os sammen og stresser videre for at opnå alt det, vi i vores egen indbildning mener, er