Mirosa: En fabel baseret på virkelige begivenheder

By Gitte Ahrenkiel

Bikini, burka og blue jeans. Maskeforbud, elefanthuer og sombreros.

Alle er stikord til en beretning, der baserer sig på lige dele fakta og fiktion.

"Gendarmen huggede til, før nogen rigtigt nåede at fatte det.

Kniven skar igennem Chuscos lange kappe og Chusco gav et spjæt fra sig. Et øjeblik troede alle, han havde fået kniven i sig. Chusco troede det også selv, indtil han til sin forbløffelse – og lettelse! – opdagede, at det var kappen, som gendarmen havde travlt med at file i.

Det forreste stykke af kappen var allerede skåret af, så kanten, der før havde været få centimeter over jorden, nu i stedet flugtede med Chuscos hofteben.

Gendarmen filede hidsigt videre. Chusco var en stor mand og kappen var det også. Der lå mange meter tætvævet uld forude og gendarmen svedte, så det sprøjtede.

Chusco stod musestille. Kniven var hele tiden faretruende nær og han havde bestemt ikke lyst til at se sin mandfolke-stolthed perforeret.

Lacayo havde imidlertid fået nok. Han vendte sig mod den af gendarmerne, der så mest tilforladelig ud – og bad om at få en forklaring. Det fik han.

’I strid med loven. Min kappe ?’ gryntede Chusco og så ned ad sig. Gendarmen var nået hele vejen rundt og det, der var tilbage af kappen – ville med garanti have givet Chuscos østrigske skrædder et slagtilfælde."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 18, 2014
• ISBN: 9788771459180

Gitte Ahrenkiel

Journalist og forfatter, der udgiver trykte samt elektroniske bøger hhv. på bod.dk, amazon.com og createspace.com. Dette sker via eget forlag "gahrgalleri.dk".

Book preview

1.

INDGANGSREPLIK TIL KONFLIKT

Månen hang hvidt i mørket. En opfordring til at fortsætte. Men hun kunne ikke. Han spærrede vejen for hende, massivt ved sin krop og endnu mere ved hendes egen viden om hans formidable evner.

Hans kappe var mørk som natten og bredte sig uden overgange over det, der var hendes rute. Som en klippe. Som var den evigheden selv. Et øjeblik troede hun faktisk på det. At han havde boret sig ned i undergrunden i forsøget på at stoppe hende.

Men så blev hun opmærksom på hans hår. Det hang løst i viltre krøller. Og så blåhvidt at ligheden med fossende vand næsten fik hende til at række hånden frem.

Men også kun næsten. For denne gang – måske fordi hun blev klar over hans svaghed eller simpelt hen det komiske ved det hele – fik hun i tide lukket af for magien og begyndte omsider sin flugt. Hendes fødder rørte knapt jorden og hendes skørt fjernede hvert et spor.

Han stod med ansigtet løftet mod natten, hans ørering lynede i sølv og hans blik var fikseret på broen. Der var en pludselig agtpågivenhed, et glimt af usikkerhed i hans smukke brune øjne.

Men så blev hans læber smalle i et smil af vished. ’Jeg kan mærke dig, Mirosa. Du kan ikke flygte,’ advarede han.

Hun svarede ikke. Hun havde allerede passeret ham.

******

De havde valgt de frie fugles liv. De havde givet afkald på deres formue og alligevel ikke helt. Den var sikret i de østrigske bjerge og bevogtet af folk, der ikke interesserede sig en døjt for guld, når bare der var rigeligt med mad. Hvad angik deres landejendomme, havde familien taget over – brødrene mere end tilfredse med arrangementet.

Fra tid til anden – især efter en hård nats druk og dårlig vin – kunne det ske, at de talte om at vende tilbage. Bare for at tjekke op på deres formue og landejendomme. For så vidt var det deres pligt, forsøgte de udmattede at overbevise hinanden.

De var trods alt arvinger osv. osv. Og var tømrermændene særligt barske og hamrede løs på deres selvmedlidenhed, kunne de endda finde på at pine sig selv med de forskrækkeligheder, der helt sikkert ventede dem: Fallit, misrøgt og tyveri!

’Hvad skal der dog blive af os?’ ville Yerro den unge – med sikker garanti – himle op.

’Yerro, ikke så højt,’ ville svaret – lige så garanteret – lyde fra Lacayo og Chusco, mens de holdt om deres smertende hoveder. Og dernæst stilhed og sekunder efter søvn – flere alen dyb, sund og helende.

Timer senere – nu kun med en tør mund at bekymre sig om – strakte Lacayo sine lange ben og gav sig til at vrikke med tæerne i den lette morgenbrise. Fri fugl!? Ja det var lige, hvad han var. Og ligesom hans to kammerater, der stadig lå og sov den ud i græsset, havde han alle intentioner om at forblive fri. Pligt, eller hvad man kalder den slags, var nu helt og aldeles glemt.

******

I Madrid vendte Kongen sig i forbløffelse.

’Det er ikke dit alvor?’ sagde han til Ministeren for Interne Anliggender.

’Hvis jeg skal etablere lov og orden, er visse foranstaltninger påkrævet,’ bed Ministeren igen.

Kongen løftede afværgende hænderne. ’Meget vel, Squillaci,’ sukkede han. ’Men hvordan med folket. Hvordan vil det reagere?’

Ministeren – nu lutter smil – skubbede sin paryk tilbage. ’Det er forår. Luften er varm. De vil ikke bemærke forskellen.’

******

Tæt ved det kongelige palads havde en gruppe jesuitter samlet sig i et større konferencelokale. En ovenud distingveret jesuit – så tydeligt den øverstbefalende – konkluderede: ’Henrettelsen bliver effektueret i morgen.’

’Og hun er af jødisk herkomst?’

’Det er hun – og tilmed overbevist heks. Hun har tilstået.’

’Riberra! Er der fare for? Kan vi blive anklaget for meddelagtighed,’ lød det nervøst fra en af de omkringstående.

Distingveret Riberra rynkede irriteret panden. ’Jeg kan forsikre jer. De sorte brødre bærer alene ansvaret.’

2.

ROUSSEAU'S FODSPOR

Tidligere et højt civiliseret kulturprodukt. Nu godt i gang med at forvandle sig til et dyr styret af instinkter – eller som den gamle mand ville have foretrukket – et Naturbarn tro mod Moder Natur. Mirosa kunne ikke lade være med at smile. Det var tilmed som trak hendes gamle mentor vejret sammen med hende.

Skoven omkring hende havde travlt med at formere sig. Hun – derimod – trængte til en svalende dukkert i søen. Derfor lod hun skoven bag sig. Og nej, hun så ham ikke. Han så – for øvrigt - heller ikke hende. Han var på sin vej gennem sivene, fornuftigt nok mere optaget af at få snøret bukserne og stampet hælene helt ned i støvlerne.

Så hun fik IKKE set hans ansigt. Kun hans glinsende ryg, da han fortsatte op ad skrænten, hvor hans venner stadig lå og sov. Men ryggen sagde også alt. Eller i det mindste nok til at Mirosa kunne diagnosticere: Mand i starten af 30erne. Stærk, veltrænet krop. Langt, glat hår. Herefter gjaldt det hans simple og alligevel gedigne tøj. Og endelig måden han gik på. Så afgjort en vandringsmand. Og efter alt at dømme en udlænding, der – i hvert fald her i Spanien – ikke længere var slave af konventionerne. Slægt og venner var langt væk. Ingen kunne bebrejde ham noget som helst. Han var fri og helt sin egen.

Med andre ord, de havde meget til fælles. Burde have det! Og alligevel følte hun sig total novice og til hendes egen store skuffelse blev hun grebet af panik og flygtede forskræmt tilbage til skoven.

Beskyttet i skovens rum måtte hun vredt erkende, at reaktionerne var de samme. Hun var stadig pigen fra de gyldne saloner.

Hvis dette fortsatte, ville hun med stor sandsynlighed også være bange for at sove i det fri, bange for at bestige bjerge, angst for at fiske i floderne – kort sagt, bange for at færdes på egen hånd.

Og netop som var hun ved at give op, ramte en smuk sang hende. Den kom fra oven, fra skovens grønne tag. Hun så op. En gul kanariefugl – som hun – undsluppet et gyldent bur. Fjerene på dens strube dirrede, da en ny og højere tone fødtes og i et crescendo gjaldede gennem skoven. Styrken i tonen var så overvældende, at hun, der stod nedenfor, følte håbet stige.

Jo, hun havde lært lektien. Nøjagtig som fuglen deroppe. Overlevelse – det var dét, det handlede om. Roussau havde skrevet om det eller rettere antydet en sammenhæng men heller ikke mere end det. For den berømte naturfilosof foretrak, når alt kom til alt, den mere romantiske tolkning. Hans naturvandringer, som havde lagt grunden til en ny revolutionerende bevægelse, fandt da også sted langs menneskeskabte veje og ryddede landarealer. Mirosa var derimod klar til at gå skridtet videre. Alt hvad hun behøvede var et tegn.

Den gule kanariefugl satte af. Dens lille eksistens af så stort format, at den fik Mirosa til at følge sig.

******

Chusco vågnede til synet af den gule kanariefugl. ’Nå, er det dig igen,’ gryntede han og kradsede sig på kinden.

Fuglen bekræftede hans hilsen ved at trække en orm op af jorden. Hvorefter den spredte sine vinger og fløj op for at sætte sig på en gren i et mandeltræ tæt ved.

’Er det mon hekseri?’ lød det bekymret fra Yerro, der med strithår og lette dun på hagen sad og skuttede sig i morgenkulden. Han havde været længe nok i Spanien til at have ladet sig påvirke af de lokales overtro. En overtro, som den kongelige hofmaler Goya i øvrigt også var påvirket af og fik udtrykt i rædsler og gruopvækkende billeder. Så Yerro var ikke alene om at frygte dæmonerne, der lurede i mørket – eller antog skikkelse af dyr. ’Den opfører sig da mærkeligt. Gør den ikke?’

Lacayo skævede op på fuglen. ’Den lille fyr er sikkert ensom,’ sagde han og spændte rygsækken fast. Så rettede han sig op og lod uvilkårligt blikket glide fra søens blanke spejl til vejen, der zigzaggede sig gennem landskabet. ’Sorte brødre.’

’Hvor?’ brølede Chusco og var hurtigt på benene. Hans store næver var allerede knyttede.

’De skal til det igen,’ lød det lavmælt fra Yerro, mens han iagttog processionen i det fjerne.

’Lad os komme væk,’ afgjorde Lacayo.

Senere på eftermiddagen standsede Chusco for at fjerne en lille sten fra sin sko. Han måtte sætte sig ned i det stride græs. Hans tunge korpus gjorde det svært at holde balancen på ét ben.

’Åh,’ sagde han, da han med tykke fingre fik fat i stenen. ’Den føltes som et bjerg.’

Yerro gned sveden af sit ansigt og dumpede ned i græsset ved siden af Chusco. Chusco gav god skygge. ’I guder, hvor er det varmt. Skal vi ikke holde et hvil.’

Chusco hev skoen på og rejste sig. ’Jeg er sulten,’ sagde han og studerede et øjeblik de lange rækker oliventræer, som omgav dem. ’Vi må snart være der.’

Yerro strøg sig igen over ansigtet. ’Bare vi får noget at drikke, så er jeg tilfreds.’ Han så over på Lacayo, der stod nogle få meter fra dem. ’Hvad er der galt med dig?’

Lacayo svarede ikke. Blev blot ved med at kigge på vejen og træerne bag dem. Heden fik luften til at flimre.

’Hvis det er de sorte sataner, der bekymrer dig – så slap af. De skulle i en helt anden retning.’

’Det ved jeg.’

’Hvad er det så?’

Lacayo trak på skuldrene. ’I hvert fald ikke noget, vi skal spilde tid på. Lad os fortsætte.’

Yerro blev stædigt siddende i grøftekanten. Trodsig dreng. Og træt. ’Sig det så!’

Lacayo begyndte at gå. Det samme gjorde Chusco. Ingen af dem så sig tilbage. De var også trætte.

’Sig det så!’ blev der råbt efter dem.

Lacayo forbarmede sig. Orkede ikke flere diskussioner. Så hellere få det overstået. ’Der er nogen, der følger efter os. En, der forstår at holde sig skjult og alligevel er så tæt på, at jeg har set bladene og græsset bevæge sig.’

Det gav et gib i Yerro. ’Fuglen,’ udbrød han forskrækket og fik travlt med at indhente sine venner.

******

Regnen piskede mod tårnet, da den gamle mand med besvær fik kæmpet sig op ad trapperne. Flere trin var fugtige af regnen, og fra skydeskårene ramte dråberne som is. Men op kom han. Det sidste stykke støttet til den kolde væg og med et krampagtigt greb om rebet, der fæstnet i jernringe gjorde det ud for gelænder.

Fortjenesten lå i biblioteket, som var indrettet i tårnets loftsrum. Her var alt tørt, og duften af bøger det rene eliksir. Bare ikke i dag.

’Hvorfor kan du ikke lade mig være i fred?’

’Så nærtagende. Og allerede fra morgenstunden, gamle ven. Det lover ikke godt,’ lød det sarkastisk fra Don Aspero.

’Det var ellers mit indtryk, at du ville bruge døgnets timer til at jagte pigen,’ sagde den gamle mand og begyndte tøvende at nærme sig bibliotekets lille ildsted. Han måtte foretage sig et eller andet. Bare for at slippe for de brune øjne, der glødede i halvmørket.

’Ingen ild. Du ved, at jeg ikke kan udstå skarpt lys på denne tid af døgnet.’

Den gamle sukkede og satte sig i stedet ved skrivebordet. Don Aspero blev stående i halvmørket ved reolerne. Han bar stadig sin kappe og på støvlerne hang der græs og grene fra sporerne.

Den gamle mand så spørgende op på ham.

’Ja, jeg havde redet hele natten,’ indrømmede Don Aspero træt og strøg sig om hagen. Skyggerne lå skarpt i hans markerede ansigt. Både ved de høje kindben, ved tindingerne og ved mundvigene. Kun gløden i de brune øjnene brændte med uformindsket styrket.

’Og nej, jeg fandt hende ikke,’ sagde Don Aspero og havde tydeligt svært ved at skjule sin frustration. Beviset lå i hændernes greb om kappens dobbeltlagte kant. Knoerne lyste hvidt. ’Jeg har brug for at vide,’ hviskede han og grebet om kappen blev en symbolsk strangulation.

Den gamle mand følte tørheden brede sig i munden. ’Hvis det er muligt. Ja, så gør jeg det naturligvis. Men..’

’Du skal,’ tordnede stemmen fra halvmørket. Fortvivlelsen så intens, at den gamle mand bemærkede den – uden at føle den mindste glæde. Hvad ellers havde været nærliggende. Situationen taget i betragtning.

Den gamle sukkede. ’Som du ved, eksisterer hun ikke længere i bogen. Hvert ord har hun slettet.’

Don Aspero nikkede. ’Min fejl. Det er erkender jeg. Jeg burde ikke have tilladt hende at studere. Det gjorde hende fri og selvstændig. Alt for selvstændig,’ sagde han eftertænksomt, mens et smil langsomt vandt indpas.

Den gamle genkendte smilet – fra de utallige gange, hvor Mirosa og Don’en havde udfordret hinanden på intellekt og viden. En kamp med så mange over- og undertoner, at tredjeparten – som oftest den gamle - uvægerligt endte med at stå udenfor.

Så optaget var han af minderne, at det var lyden af sporerne mod trægulvet, der brat rev den gamle tilbage til nuet. Foran ham stod Don’en.

’Tag bogen. Og ikke flere kneb, gamle ven,’ sagde han og lagde en stor, læderindbunden bog på skrivebordet. ’HUN er udelukket. Men de FOLK, hun kontakter, er til at finde.’

Den gamle følte varmen fra bogen og måtte synke et par gange, før han med dirrende hænder fik åbnet det første af bogens to gyldne hængsler. Læderet føltes som levende hud, varmt og åndende mod hans egen tørre håndflade. Selv bladguldet, der var indlagt i border og bogstaver, syntes at bevæge sig. I flammende linier, cirkler og skrift.

Den gamle så bønfaldende på Don Aspero. Men mødte kun kold foragt.

’Du gjorde det i efteråret. Med hestetyvene. Og du fik dem sporet.’

Den gamle nikkede. Han