Den Danske Flåde 1850-1943: som fotograferne så den

By Søren Nørby and Jakob Seerup

Øjebliksbilleder fra flådens historie
Med en kystlinje på mere end 7300 km har Danmark naturligt nok altid været søfartsnation, og den danske flådes historie er derfor også en væsentlig del af vores fælles danmarkshistorie. Med kameraets opfindelse i midten af 1800-tallet kunne historien dokumenteres på en helt ny måde og i et omfang, som ikke tidligere var set. Og forevigelsen var ikke kun de smukke fregatters og korvetters knejsende master eller de højtdekorerede officerer forundt. Også livet om bord, arbejderne og det menige mandskab blev nu afbilledet i en dagligdag, som maleriet kun vanskelig kunne fange, men som kameraet kunne gengive med en hidtil uset realisme.
Fra de tidligste fotografier i 1850’erne og frem til flådens sænkning i 1943 fortælles om en af de vigtigste perioder i den danske flådes historie. Om en rivende teknologisk udvikling, fra de træbyggede sejlskibe gennem dampskibenes tidsalder til de moderne skrueskibe. Om mandskabet, deres uddannelse og hverdagen om bord på flådens skibe. Om arbejderne på Holmen og i Nyboder. Om de kongeliges tætte tilknytning til flåden. Om overgangen fra kolonimagt til lilleputnation. Om våben og taktikker og om en flåde og en nation i krig.
150 fotografier præsenteres her for første gang i bogform. Motiverne er humoristiske, dramatiske og i visse tilfælde tragiske. De er øjebliksbilleder fra en næsten 100-årig periode i en stolt dansk flåde – og tilsammen et stykke helt unik danmarkshistorie.

Bogen er skrevet af de to marinehistorikere Søren Nørby og Jakob Seerup.

• Language: Dansk
• Publisher: Søren Nørby
• Release date: Mar 10, 2014
• ISBN: 9781311970350

Søren Nørby

Marinehistoriker med en forkærlighed for fotografier.

Book preview

Den danske flådes udvikling i tidsrummet 1850-1943 er uden tvivl en af de mest spændende perioder i søværnets samlede historie. Perioden var på mange måder en problematisk tid for flåden, som gennem årene gennemgik utallige ændringer og langt hen ad vejen blev mindre og mindre, for til sidst – d. 29. august 1943 – faktisk at ophøre med at eksistere. Alligevel, eller måske netop derfor, er perioden særdeles interessant.

Det var især den meget store teknologiske udvikling, der i disse år kendetegnede flåden. Indførelsen af riflede bagladekanoner, dampmaskinen samt mange andre nyskabelser prægede flåden og flådens personel i såvel krig som fred. Det er derfor en meget velvalgt periode, der beskrives i denne bog, hvor ikke kun flådens generelle historie fortælles, men hvor også flådens ansigter, våben, øvelser og meget andet beskrives. Ikke mindst omtalen og billederne af Holmen som flådens base gennem alle årene må begejstre alle med interesse for og relationer til flåden og søværnet. For en nutidig sømand er det en sand fornøjelse at læse denne bog – og ikke mindst se de mange billeder og fotografier – om flådens historie i en periode, hvor grundstenene til den flåde, vi kender i dag, blev lagt.

God fornøjelse

Tim Sloth Jørgensen, viceadmiral.

Korvetten Dagmar affyrer salut i Københavns Havn i juni 1899 i anledning af det franske kadetskib Iphigenis’ besøg. Det tog sig festligt ud, når et sejlskib flagede over toppene, som Dagmar gør her. Salutering sker i dag stadig som en festlig markering af større begivenheder, men det er i virkeligheden et gammelt signal med en alvorlig baggrund. Ved at salutere demonstrerede man, at kanonerne ikke var ladt, og at andre skibe ikke havde noget at frygte. Tilbage i tiden før radiotelegrafien var kanonskud og horn- og flagsignaler de eneste måder, man kunne meddele sig fra skib til skib. (J. Danielsen/Orlogsmuseet)

***

Forfatternes indledning

Årene 1850-1940 var præget af en rivende teknisk udvikling. Det gjaldt ikke mindst i den danske flåde, hvor århundreders erfaringer i løbet af få år blev forældet. Egetræsbyggede linjeskibe bevæbnet med glatløbede forladekanoner og bemandet med hundreder af matroser var snart kun et fjernt minde; sejlskibenes tidsalder blev afløst af dampmaskinens århundrede. Skibene ændrede udseende i takt med udviklingen af nye materialer og teknologi. Hvor de før var kendetegnet ved deres masters knejsende rejsning, var det nu de dampende skorstene, som på lang afstand varslede, at et skib var på vej.

Krav til mandskab og håndværkere ændrede sig også. Kendskab til sejlføring i al slags vejr mistede sin betydning, og efterhånden voksede den erkendelse frem, at en god søofficer eller styrmand også skulle være en god tekniker med indsigt i maskineri, elektronik, radioteknologi, meteorologi og mange andre specialiserede områder.

Flåden var en institution, som var særlig afhængig af ny teknologi. Sådan havde det altid været, og selv om det moderne menneske i dag nok vil opfatte de gamle sejlskibe som noget nostalgisk, er det værd at erindre, at et sejlførende linjeskib i 1700-tallet ikke bare var kønt at se på, men også og måske især repræsenterede sin samtids ypperste teknologi.

Linieskibet Dannebrog under bygning på Orlogsværftet i 1849. Det ældste kendte fotografi (daguerreotypi) af et dansk orlogsskib. Billedet er anonymt, og der er heller ingen årstal på. Men den ældste daguerreotypi i Danmark er fra 1841, og metoden anvendtes herhjemme til slutningen af 1850erne. På nogle papirer vedlagt protokollen står der: Hvis man ser nøje efter, vil man kunne ane skibets galionsfigur, en stående kvindeskikkelse med flaget i højre hånd og den venstre pegende op mod himlen, hvorfra flaget jo er kommet. Figuren er i dag opstillet på Holmen. Udsmykningen var noget af det sidste, man tilførte et skib, og for Dannebrogs vedkommende er ornaments-tegningen dateret december 1849. Skibet er så at sige klar til søsætning - med agterende forrest. Der er således al mulig grund til at antage, at daguerreotypiet er taget umiddelbart forinden. (Københavns Bymuseum)

Det var da også på flådens værft i København, at Danmarks første dampmaskine stod. Den blev opstillet allerede i 1790 og drev den store damphammer, der blev brugt til at smede de kraftige ankre til orlogsskibene, indtil den desværre brændte sammen med store dele af byen ved Københavns brand i 1795.

Kongefamilien med kong Christian 10. i spidsen ankommer med kongeskibet Dannebrog til Århus i 1912. Alle bærer sorg over den afdøde kong Frederik 8. Bemærk, at fotografen har fanget en anden fotograf, der på nærmeste hold forsøger at forevige begivenheden for eftertiden. Billedet er bevaret, da det efterfølgende blev solgt som postkort. Dette kort blev sendt til »Højvelbaarne Hrr. General, Kammerherre Arendrup, Kommandør af Dannebroge, Dannebrogsmand p.p., Vejrupgaard, Marslev St., Fyen«. Adressering var en mere formel affære dengang. (Orlogsmuseet)

Blandt de mange nyskabelser, som 1800-tallet frembragte, skal her særlig fremhæves fotografiet, der med ét gjorde det muligt at fastholde øjeblikke på papir. Pionererne inden for dansk fotografi brugte deres apparater til både at afbilde den virkelighed, man var ved at sige farvel til – eksempelvis de sidste linjeskibe – og den moderne virkelighed, som fotografiet selv var en del af.

Fotograferne viste ofte i deres valg af motiver en begejstring for den nye tids teknologiske frembringelser. Nye skibe, nye våben og industrielle anlæg var alle oplagte motiver for 1800-tallets fotografer. I fotografiets barndom var den nye tids mænd og kvinder dog det hyppigste motiv, og fotograferede portrætter blev hurtigt meget populære. Også flådens folk lod sig afbilde på denne vis. Flest officerer, men af og til også menige matroser og andre blev fotograferet. Billederne repræsenterede derved reelt en social revolution. Før fotografiets opfindelse havde det været nærmest utænkeligt, at en kunstner skulle afbilde en gruppe almindelige søfolk. Dette ændrede fotografiet, og nu kunne også menige afbildes, enten alene eller sammen med deres officerer.

Før opfindelsen af fotografiet havde det været overladt til malerkunsten at afbilde skibene og livet til søs. Den måske bedst kendte danske marinemaler er C.W. Eckersberg (1783-1853), der igennem sin karriere producerede et utal af malerier med gengivelser af danske og udenlandske skibe. Han yndede særligt at male orlogsskibe og var tydeligvis fascineret af de perspektiviske muligheder i at gengive de komplicerede mønstre, som tovværket i skibenes rigning tegnede mod himlen. Kun sjældent vendte han blikket fra skibenes silhuet mod himlen og afbildede situationer på dækket.

Omkring år 1830 tegnede C.W. Eckersberg en skitse af en korvet, klar til afløbning på Holmen.

Bataljemaleriet var en genre, som havde ældre rødder end Eckersbergs forfinede marinemalerier fra guldalderen. Skildringer af kampe til søs havde opnået stor popularitet allerede i 1600-tallet, hvor de hyppige krige mod svenskerne havde givet rig lejlighed for den slags kunstnerisk udfoldelse. De ofte meget store malerier tjente som pralende udsmykninger på kongelige slotte, hvilket man stadig kan se på bl.a. Frederiksborg slot, hvor Møinichens dramatiske skildringer af de skånske kriges søslag er bevaret som loftudsmykning. Maleriernes og gobelinernes fornemste formål var imidlertid at imponere og ikke at dokumentere slagenes egentlige gang. Malerne havde ofte ikke selv været til stede ved slagene, men støttede sig til mere løse beretninger om slagets gang eller lod deres egen fantasi påvirke motiverne. Malerierne kan derfor ikke betragtes som objektive dokumentationer for de afbildede begivenheder.

Fra 1800-tallets begyndelse optræder dog en anden type billeder. De var ikke lavet som kongeligt pral, men var mere en slags reportagebilleder, hvor landets borgere, som ikke selv havde været til stede, kunne studere, hvordan slaget var gået for sig.

Et af de bedst kendte eksempler er C.A. Lorenzens maleri af Slaget på Reden den 2. april 1801. Billedet er specielt, da Lorenzen ikke kun var øjenvidne til slaget. Fra toppen af Vor Frelsers Kirkes spir på Christianshavn foretog han sine første skitser, mens slaget stod på. Siden inviterede Lorenzen også de overlevende danske officerer på besøg i sit atelier, hvor de blev opfordret til at påpege de fejl, som de fandt ved skitserne. Dette var en omstændelig proces, men nødvendig, da Lorenzen ønskede at vise et korrekt vue af slaget. Det lykkedes, og der er i dag enighed om, at Lorenzens maleri med stor nøjagtighed viser slaget, som det gik for sig kort før kl. 13.00 den 2. april 1801.

J.F. Clemens’ stik af Slaget på Reden. Selv om hensigten med billedet var at gengive slaget så nøjagtigt som muligt, tilstræbte kunstneren ikke fotografisk nøjagtighed. Således er bygningerne på Holmen noget skematisk gengivet, og flere er ganske enkelt fjernet for at få klemt motivet så meget sammen, at der blev bedre plads til slagscenen i midten. Kronprins Frederik købte i december 1801 maleriet for 1000 rigsdaler, og stik af maleriet blev solgt landet rundt for fem rigsdaler. Selv viceadmiral Nelson, der havde stået i spidsen for den engelske styrke under slaget, bestilte et stik af maleriet, der imidlertid ikke nåede at blive leveret, før Nelson faldt under Slaget ved Trafalgar den 23. oktober 1805.

Lorentzens maleri blev derefter stukket i kobber af J.F. Clemens, og dette kobberstik blev straks solgt i stort antal. I en tidsalder hvor man ikke havde fjernsyn eller andre billedmedier, var denne type stik den eneste mulighed for visuelt at kommunikere nyhedsbegivenheder til en større del af befolkningen. Den langsommelige kobberstikningsteknik blev i løbet af 1800-tallet erstattet af det mere præcise stålstik, som lettere lod sig reproducere i de aviser og tidsskrifter, som udkom i stadig større tal i århundredets løb.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår den danske flåde første gang blev set gennem en kameralinse, men vi ved, at Danmarks første daguerreotypier blev optaget i København