Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle Flådens Flagskibe under Den Kolde Krig

By Søren Nørby

I over 25 år udgjorde de danske fregatter Peder Skram og Herluf Trolle rygraden i søværnets koldkrigsforsvar mod truslen fra øst. På linie med søværnets andre enheder håndhævede de dansk suverænitet og danske interesser både i hjemlige og internationale farvande og var forrest i feltet, når det drejede sig om deltagelse i øvelser med Danmarks allierede.
Med udgangspunkt i historien om Den kolde Krig 1945-1989 fortæller historikerne Søren Nørby & Steen Schøn her historien om projekteringen og bygningen af fregatterne, samt de funktioner skibene havde i den hjemlige flåde og i alliancesammenhænge. Bogen er således både en indføring i Danmarkshistorien 1945-1990 og et stykke marinehistorie om to af den danske flådes største fartøjer. Derudover beskriver bogen, hvordan det var at leve og arbejde om bord på de to fregatter.
Forfatterne har gennemgået forsvarets og andre relevante arkiver samt pressens dækning og indhentet vidnesbyrd fra et stort antal tidligere besætningsmedlemmer. Bogen er illustreret med over 100 fotos og har forord af fhv. viceadmiral Jørgen F. Bork.

• Language: Dansk
• Publisher: Søren Nørby
• Release date: Feb 16, 2013
• ISBN: 9781310636370

Søren Nørby

Marinehistoriker med en forkærlighed for fotografier.

Book preview

Da jeg den 1. oktober 1984 - for nu snart 22 år siden - tiltrådte stillingen som chef for Søværnets Operative Kommando sendte jeg et signal til alle mine operative styrker - med kopi til det øvrige forsvar og Ritzaus Bureau -, hvor jeg blandt andet skrev: Med oprigtig glæde og store forventninger til samarbejdet med alt personel i Flåden og de operative anlæg i land ser jeg frem til, at vi i fællesskab vil løse de opgaver, der pålægges os.

Daværende kommandørkaptajn Jørgen F. Bork på broen af Peder Skram på vej hjem fra New York i 1976. I baggrunden ses det britiske hangarskib Ark Royal. Jørgen F. Bork (f. 1927) meldte sig til søværnet i 1945. I løbet af sine 45 år i søværnets tjeneste kom han både til at gøre tjeneste som chef for Torpedobådseskadren (1978-80), for Fregateskadren (1980-84) og for Søværnets Operative Kommando (1984-88). Karrieren afsluttedes med to år som Danmarks repræsentant ved NATOs Militærkomite i Bruxelles. Her nåede Bork at blive udnævnt til midlertidig viceadmiral, inden han den 1. august 1990 gik på pension.

Jeg skrev også: "I den parole, som cheferne oplæste for besætningerne i de enheder, der sidste år deltog i paraden i anledning af 40 års dagen for den 29. august 1943 udtalte jeg blandt andet: I dag - 40 år senere - hvor vi lever og virker i et frit land, der af egen vilje tilsluttede sig og fortsat bekender sig til den vestlige verdens store forsvarsalliance, kan vi fornemme og dele den glæde, danskerne dengang følte.

For 40 år siden lagdes hjørnestenen til den nye danske flåde, som vi kender den i dag.

På baggrund af en bred tilslutning i Folketinget og en udstrakt grad af forsvarsvilje i Danmark har vi i dag en flåde, som nok er talmæssigt uhyre beskeden, og som vi bestemt kunne ønske større, men som alligevel i kraft af moderne teknologi og dansk skibsbygningskunst besidder en kampkraft og en evne til indsats, som vi ikke har oplevet magen til i nyere tid. Og fordi den ånd og beredvillige indstilling, der prægede flådens besætninger hin 29. august 1943 stadig lever og præger vort virke i dagens flåde, og fordi vi har en kongelig forholdsordre, som vi alle er fuldt fortrolige med, ved vi, at vi aldrig vil komme i en situation som den for 40 år siden."

Og jeg fortsatte hin 1. oktober 1984 med at sige: På denne baggrund er det forstemmende i dag at måtte konstatere, at vi nu i de kommende år skal leve under en ny forsvarsordning, der i ganske særlig grad vil berøve Flåden en væsentlig del af dens kampkraft og evne til øjeblikkelig indsats. Og det er mere end beklageligt, at de politiske afgørelser vedrørende Flådens fremtidige sammensætning og virke så åbenbart er baserede på fejlagtige fortolkninger af såvel de senere års krigserfaringer som den moderne teknologis muligheder - og dermed på manglende indsigt i moderne søkrigsførelse på et realistisk operativt grundlag.

Hvad jeg her hentydede til, var det ildevarslende oplæg til forsvarsordningen for 1985-87, som indvarslede kommandostrygning i fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle - og det uanset at der i den politiske aftale om forsvarsordningen var anført, at en vurdering af den sikkerhedspolitiske situation tilsiger ikke ændringer i den nuværende krigsstyrke.

Striden om fregatterne fandt sted i Fodnote-perioden - den skammelige periode i 1980'erne, hvor en henrykt ansvarsløs opposition tvang regeringen til i NATO at aflevere 27 fodnoter, som undsagde NATO's strategi og solidaritet, og som i øvrigt også så manglende bevillinger til forsvaret.

Den 4. januar 1988 blev kommandoen for sidste gang strøget i vore to store fregatter efter kun ca. 20 års levetid i Flåden. En æra var forbi.

Det var Den kolde Krig imidlertid ikke, og uanset initiativer til aftaler om gensidigt afbalancerede styrkereduktioner foretog Sovjetunionen og Warszawapagten i Østersøområdet en markant kvalitativ forbedring af deres styrker - og fortsatte i øvrigt med krænkelserne af vort neutrale broderland Sverige. Og ingen - absolut ingen - havde den fjerneste ide om Berlinmurens fald små to år senere.

Selv om fregatternes levetid blev kort vil de gå over i historien,

• fordi de ved deres fremkomst blev et teknologisk gennembrud for dansk skibsbygning derved, at Peder Skram var det første skib i verden med et helt specielt maskineri med hidtil usete accelerations- og fartegenskaber,

• fordi de med deres store sødygtighed, udholdenhed og overlegne kampkraft blev rygraden i Flådens løsning af samtlige pålagte opgaver, og

• fordi de skabte betydelig respekt hos vore allierede om den danske flådes høje professionelle stade og evne til at være en militært troværdig partner.

En sådan historie skal fortælles, og det er, hvad Søren Nørby og Steen Schøn gør med denne levende og spændende beretning om fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle i rammen af Den kolde Krig, og om de besætninger, der gennem årene bemandede disse prægtige skibe.

Som bogens titel indikerer, er fregatternes historie, og behovet for at have sådanne enheder i en alsidigt sammensat flåde, uløseligt knyttet til Den kolde Krigs historie, og dermed til den bastante trussel mod vort område.

Efter aftale med forfatterne har jeg bidraget til denne bog med afsnittet om truslen og den hermed forbundne operative koncept for den danske flåde i 1970'erne og 1980'erne - med tilhørende vægtning af fregatterne.

Avanceret teknologi kan være vanskeligt tilgængeligt stof for ikke indviede, men det er på forbilledlig måde lykkedes forfatterne at levendegøre dette område, og isprængt alle både alvorlige og muntre episoder fra fregatternes alt for korte levetid gør det bogen særdeles læseværdig.

Denne bog er derfor ikke reserveret for folk med særlig faglig interesse eller sømilitær indsigt, men henvender sig til alle danske med interesse for vort lands historie, Den kolde Krigs historie, og den danske flådes historie i en periode, der var med til at forme dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Jørgen F. Bork, fhv. viceadmiral.

Formand for Fonden Peder Skram.

***

Forfatternes forord

Danmarks geografiske placering ved ind- og udsejlingen til Østersøen har gennem hele vor historie haft stor betydning for landets militære og politiske situation. Under Den kolde Krig, der bandt Europa fra slutningen af 1940’erne og frem til Berlin-murens fald i november 1989, fik placeringen fornyet aktualitet og gjorde Danmark til en frontlinjestat mellem Øst og Vest.

Perioden var en markant og begivenhedsrig tid i den danske flådes historie. Truslen om krig lå hele tiden i horisonten, og i Østersøen opererede søværnet i forreste linje og på nærmeste hold af den potentielle fjende. Trods dette er søværnets virke under Den kolde Krig et forholdsvis ubeskrevet blad i den nyere danske historieskrivning. For at formidle historien har vi valgt at tage udgangspunkt i søværnets mest markante og potente orlogsskibe i perioden, fregatterne af Peder Skram-klassen, med hovedvægt på netop Peder Skram, der var flådens flagskib fra 1966 til 1988.

Der eksisterer ikke meget tilgængeligt skriftligt materiale om denne spændende tid i søværnets historie, og bogen er derfor blevet til i tæt samspil med bl.a. en del af fregatternes forhenværende officerer og besætningsmedlemmer. Vi har undervejs i arbejdet lyttet til mange gode og spændende historier. Enkelte er som god vin blevet bedre med årene, men vi har ikke mødt nogen, der er blevet bitre. Det er vores klare indtryk, at alle, der har sejlet med søværnets fregatter, i dag kun har gode og stolte minder om deres tid i søværnet.

Dette projekt kunne aldrig være ført ud i livet uden stor hjælp fra formanden for Fonden Fregatten Peder Skram, fhv. viceadmiral Jørgen F. Bork samt ingeniør og teknisk leder af restaureringen af fregatten, Thomas Bork.

Derudover skal der lyde en stor tak til de personer, der har støttet dette projekt, herunder K. Ferré Andersen, P. Andersen, H. C. Bjerg, K. Borck, N. Borck, V. P. Christensen, C. Drosted, L. Ehlers, H. Engell, J. O. Fischer, P. Gelt, P. Grooss, M. Gulløv, K. E. Haick, V. Hansen, P. Holm, C. Haas, J. Jakobsen, A. D. Jensen, P. J. Jessen, P. N. Jørgensen, S. Konradsen, H. Kristensen, B. Kristjánsson, H. H. Larsen, P. Lindstrøm, K. T. Madsen, N. B. Maibom, K. Møllgaard, G. Nielsen, H. Nielsen, O. Nielsen, T. B. Nielsen, I. Nørgaard, D. Olsen, G. Olsen, K. H. Olsen, S. S. Ovesen, W. Hagenau Poulsen, E. Rode, I. B. Rodholm, J. Seerup, H. Steffensen, J. V. Stilling, S. Storgaard, J. Stølsgård, H. Eggert Sørensen, S. E. Thiede, S. S. Thostrup, U. Wesche, J. L. Winther, M. E. Wismann og T. Wismann samt de altid venlige medarbejdere ved Marinens Bibliotek og Rigsarkivet.

Eventuelle fejl og mangler er dog vores ansvar og vores alene.

Søren Nørby og Steen Schøn, København, maj 2006.

***

I. Søværnets genopbygning efter Anden Verdenskrig

Ved Danmarks befrielse i maj 1945 var det danske forsvar reelt ikke-eksisterende. Under en tysk aktion den 29. august 1943 havde de tyske besættelsesstyrker sat den danske hær og flåde ud af spillet. Det var her lykkedes søværnet at sænke eller på anden måde ødelægge 32 af dets 52 enheder, der således ikke faldt i tyskernes hænder. I maj 1945 stod den danske hær og flåde derfor overfor en kæmpe opgave med at genopbygge et effektivt forsvar af Danmark. Genopbygningen blev dog hæmmet af både mangel på penge samt af de store opgaver, som forsvaret blev pålagt at løse i tiden umiddelbart efter befrielsen. Her var søværnets hovedopgave rydning af de tusindvis af miner, der under krigen var blevet udlagt i særdeleshed på den jyske vestkyst og i de danske farvande.

Af søværnets skibe var et bevogtningsfartøj, tre mindre minestrygere og ni kuttere den 29. august 1943 nået til det neutrale Sverige. Denne lille flådestyrke udgjorde i månederne efter befrielsen kernen i det danske søværn, men var slet ikke nok til at klare de pålagte opgaver. Det lykkedes dog allerede i sommeren 1945 at træffe en våbenhjælpsaftale med Storbritannien, hvilket for søværnets vedkommende betød, at man fik mulighed for på fordelagtige vilkår at købe to fregatter og en korvet samt at leje tre ubåde. Derudover lejede og fik man en række minestrygere fra den britiske og den amerikanske regering, der selv havde en interesse i, at de danske farvande igen blev farbare. Takket være de nye skibe blev det allerede i sommeren 1945 muligt at begynde både minestrygningen og uddannelsen af nyt personel. Opbygningen af egentlige kampenheder kom imidlertid først i gang i slutningen af 1940’erne, hvor Orlogsværftet fik færdigbygget to kystjagere og seks torpedobåde, og søværnet samtidig købte bl.a. en række tidligere tyske motortorpedobåde.

Før Anden Verdenskrigs udbrud i september 1939 rådede Sovjetunionen i Østersøen kun over få kilometer kyststrækning ved Leningrad helt inde i bunden af Østersøen. Ved krigens slutning havde dette ændret sig markant. Sovjetunionen kontrollerede nu over 1000 km kystlinje, og grænsen var rykket helt frem til Lübeck. Udviklingen betød, at den sovjetiske flåde i løbet af 1950’erne og 1960’erne gik fra at være en kystflåde til en flåde med global rækkevidde.

Opdelingen af Europa efter krigen betød, at Danmark blev en frontlinjestat mellem de to blokke. Ved den danske indtræden i NATO betingede den danske regering sig, at man ikke afholdt NATO-øvelser i Østersøen længere end 13° 30 øst. I løbet af Den kolde Krigs 40 år blev den selvpålagte grænse dog gradvist flyttet ud til 18° øst. På Bornholm, der lå langt inde bag de sovjetiske linjer, opbyggede det danske forsvar en af NATOs mest fremskudte radar- og lyttestationer, hvorfra man indsamlede mange brugbare informationer om Warszawa-pagtens radar- og radiosystemer. (Rasmus Kjærbye Petersen, Det Historiske Hus)

Danmark blev medlem af den nordatlantiske forsvarsunion NATO den 4. april 1949. Landet var således et af NATOs tolv oprindelige medlemmer, men beslutningen om medlemskabet var ikke nem. Den var et brud med mange års neutralitetspolitik, der havde kunnet gennemføres under Første Verdenskrig, men som var slået fejl under den næste store krig, hvor det nazistiske Tyskland havde holdt Danmark besat 1940-45. Efter befrielsen havde den danske regering først satset på, at den nye verdensorganisation De Forenede Nationer (FN) kunne garantere Danmarks sikkerhed, men FN viste sig ikke i stand til at løse de stigende modsætninger mellem øst og vest. Den stigende spænding fik Danmark, Norge og Sverige til i efteråret 1948 at indlede forhandlinger om et fælles neutralt Nordisk Forsvarsforbund. Forhandlingerne slog dog fejl i februar 1949, og derefter var der reelt ikke andre muligheder for Danmark og Norge end at søge om medlemskab af NATO.

Det bærende element blandt NATO-traktatens 14 artikler var og er artikel fem, hvor alle medlemmerne forpligter sig til at komme hinanden til hjælp i tilfælde af angreb. Artiklen bliver populært kaldt Musketer-eden og indebærer, at et angreb på ét NATO-land er et angreb på alle NATO-landene. Det betød, at Danmark nu ikke længere ville stå alene overfor et angreb på landet. Til gengæld indebar det også, at Danmark kunne blive indblandet i en væbnet konflikt ved et angreb på en NATO-partner langt fra landets grænser. Dette var en ny situation for et land, som de sidste 100 år udelukkende havde indrettet sit forsvar på at operere på de indre linjer.

For Danmark betød NATO-medlemskabet også, at man kom ind under USA’s beskyttende – og atombevæbnede – vinger samt at forsvaret, i lighed med de andre medlemslande, fik adgang til tiltrængt våbenhjælp fra USA. Våbenhjælpen 1950-53 tilførte søværnet 21 nye enheder, og samtidig begyndte behovet for minestrygning i de danske farvande at blive mindsket. Det var derfor muligt at overføre personel til søværnets egentlige kampenheder og påbegynde opbygningen af en dansk flåde, der i krigstid kunne forsvare de danske farvande.

Våbenhjælpen var dog ikke gratis. Som led i aftalen stillede alliancen en række krav til det danske forsvar. Hovedtanken var, at det danske forsvar skulle blive i stand til at forsvare landet længe nok til, at de allierede kunne komme til undsætning. Det medførte, at det danske forsvarsbudget i perioden 1949-52 blev tredoblet, og både antallet af soldater, fly og flådeenheder blev øget. Trods stigningen forblev Danmark imidlertid igennem hele Den kolde Krig et af de lande i alliancen, der, målt pr. indbygger, brugte færrest penge på forsvaret.

I slutningen af 1940’erne blev modsætningerne mellem stormagterne USA og Sovjetunionen og deres respektive allierede så spændt, at man begyndte at tale om krigstilstande uden egentlig krig. Den kolde Krig var en realitet. Et af resultaterne af Den kolde Krigs udbrud var en global militær oprustning. Efter Anden Verdenskrig havde Sovjetunionen verdens største hær, og selv om landet havde lidt ekstremt under krigen, opretholdt man ikke kun den store hær, men iværksatte også i slutningen af 1940’erne et stort nybygningsprogram til den sovjetiske flåde og luftvåben.

Fra 26. august til 12. oktober 1952 afholdt NATO den første større øvelse i det danske område. Øvelsen, der fik navnet MAIN BRACE inkluderede bl.a. landsætning af amerikanske tropper på den jyske kyst. Formålet var at vise, at Østersøen ikke var det lukkede sovjetiskkontrollerede hav, som Sovjetunionen hævdede, og at NATO havde både vilje og evnen til at komme Danmark til hjælp i tilfælde af en sovjetisk aggression. (S. T. Madsen)

Lissabon-aftalen

Som modsvar til den sovjetiske oprustning indgik NATO-landene i 1952 den såkaldte Lissabon-aftale, der bl.a. indeholdt styrkemål for medlemslandenes søværn. Den danske regering forpligtigede sig her til at opbygge et meget stort søværn, der i aktiv tjeneste skulle råde over i alt 140 fartøjer. Det var en markant forøgelse af søværnet, der på dette tidspunkt kun rådede over ca. 60 fortrinsvis mindre fartøjer.

Den danske flåde ifølge Lissabon-aftalen: I aktiv tjeneste: 5 minelægningsjagere, 9 eskortefartøjer, 15 patruljejagere, 5 ubåde, 8 minelæggere, 19 minestrygere og 21 motortorpedobåde /motor-kanonbåde. Reservestyrken: 4 fregatter, 8 korvetter, 12 motortorpedobåde, 46 minestrygere og 2 ubåde.

Lissabon-aftalens sigte var at opbygge en samlet NATO-flåde, der i krigstilfælde kunne sikre, at de livsvigtige forsyninger kunne komme fra USA og til Europa uden at blive sænket af sovjetiske ubåde. Lissabon-aftalens styrkemål blev dog aldrig realiseret, da bl.a. den danske regering ikke havde de mellem 300 og 400 mio. kr., den planlagte udbygning af landets forsvar ville koste. I stedet valgte NATO få år senere at satse mere på den afskrækkende virkning fra et stort atomart arsenal. Under Korea-krigen i 1950-53 var det danske forsvar stadig så svagt, at Danmark, som eneste NATO-land, valgte ikke at udsende militære styrker til FN-aktionen. I stedet udsendte man det civile hospitalsskib Jutlandia, der på dets tre togter fra januar 1951 til oktober 1953 nåede at behandle 4981 patienter. Den danske regerings beslutning om ikke at udsende militære enheder skyldtes også en frygt for, at konflikten i Korea skulle udvikle