Europa - Fra Romulus til Brexit plus

By Hans Stengaard Jessen

Europa er og bliver vort kontinent, og selv om det har fejl og mangler samt en broget fortid, er det vor forudsætning. Derfor har forfatteren taget sig på at skrive en krønike, der strækker sig helt fra Romulus’ kongedømme i Rom tid til vore dages europæiske samarbejde, som vi kender det for derigennem at trække en regulær udviklingslinje.

Derudover indeholder bogen idéer til forbedring af samarbejdet i funktionsmæssig henseende på centrale områder som Det Europæiske Råd, Parlamentet, Domstolen og Mindretallene.
Formålet med denne bog er med afsæt i tidligere tiders udfordringer at søge en bedre forståelse for nutidens situation. For nok var forholdende dengang forskellige fra nu, men vi kan lære noget af, hvorledes nogle løsninger lykkedes og andre gik helt forkert.

For noget må der gøres, hvis vort stolte Europa ikke skal smuldre væk - og det er muligt!

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 24, 2018
• ISBN: 9788771880830

Hans Stengaard Jessen

Forfatteren har skrevet en lang række artikler, kronikker og bøger og kan se tilbage på betragtelige arbejdsmæssige, organisatoriske og politiske opgaver, såsom andre folketings- og EP-kandidaturer samt mange års medlemskab af Europabevægelsens hovedbestyrelse. Som afslutning er der indskrevet visionære indlæg i henseende til EU, fordi der findes områder af det system, som trænger til en omkalfatring.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Om forfatteren

Forord

Krøniken

Det romerske verdensrige.

Det østromerske kejserrige

Det vestromerske Rige 395-476

Fra Frankerne til efter Karl d.Stores død

Det tysk-romerske rige fra 962 til 1806

Kejserriget Østrig – det senere Det Østrig-Ungarske kejserrige

Tyskland 1800 til 1951

Østeuropa – østblokken indtil 1990

Det europæiske samarbejde

EU-institutionernes stolte bygningsværk

Forandringstiden – forandringsmulighederne

Den europæiske vision

Referencer

Om forfatteren

Hans Stengaard Jessen er af god og gammel familie med aner i Nord-, Sønder- og Vestjylland. Han er født i 1939 i Østerbølle på en dobbeltgård og gennemgik en handelsuddannelse i Det Østasiatiske Kompagni A/S i København med efterfølgende handels-økonomisk videreuddannelse på Handelshøjskolen i Århus. Fra 1969 og godt 32 år frem var han ansat hos Danfoss A/S i hovedsædet i Nordborg primært med kommercielt og internationalt orienterede opgaver.

Helt fra lærlingetiden har samfundsorienteret arbejde i form af politisk og fagligt bestyrelses- og formands-opgaver, folketingskandidatur og EU-stedforræderaktiviteter samt over 30 år i Europabevægelsens hoved-bestyrelse indgået som inspiration for det daglige arbejde. Det er også blevet til en lang række artikler og kronikker samt 3 bøger og nu denne endda i revideret udgave.

Forord

Denne 2. reviderede udgave af min bog Fra Romulus til Brexit plus til EUROPA – Fra Romulus til Brexit plus er baseret på den kendte historiske udvikling og de fakta og visioner, der er det narrativ, som er grundlaget for hele dette arbejde. Ikke mindst visionsdelen er blevet gennemarbejdet flere gange indtil det endelige resultat nu foreligger.

I Europa har et samarbejde mellem stater hverken været noget nyt eller forkert. Det har været hovedreglen, for staterne er opstået gennem frivilligt samarbejde indenfor staterne, som har ført til selve staterne, og der har været mere eller mindre frivilligt samarbejde mellem stater gennem erobringer, hvilket har ført til riger.

Nogle af disse stater og riger har bekæmpet hinanden og nogle er blevet nedlagt for endog i en eller anden form at genopstå i form af nationalstater og endda senere som et formaliseret samarbejde i form af et rige.

Der har endog været taget tilløb til et universalrige, hvilket er gået i vasken, fordi territorialstaterne var imod det, fordi det ville medføre, at territorialstaterne blev nedlagt.

Mærkeligt er det, at historikere som C. Lyschander kan fortælle, at Noah’s ældste søn Japhets søn Gomer henregnes som alle cimbrers stamfader. Da han og hans følge søgte Himmerige mod nord, landede de i Himmerland, hvor de trivedes og formerede sig indtil flere års misvækst, storm og regn ødelagde livsbetingelserne.

Derfor besluttede de sig for at drage mod syd igen. Det blev kendt som Cimbrertoget, der havde deltagere fra de lande, de drog igennem. Cimbrertoget, hvis mål var at indtage Rom, blev en succes, indtil det delte sig og blev nedslagtet af den romerske feltherre og syv gange konsul Marius ved Vercellæ. Hans sejr gjorde det muligt at udbygge det romerske Rige.

Det blev imidlertid Julius Cæsar, som nedstammede fra den fra Troja flygtede sagnhelt prins Æneas, der skabte Rom. Cæsar skabte det dengang moderne Rom, som har været inspirationskilden for den europæiske tænkning i alle dens afskygninger helt op til vore dage.

Den europæiske tænkning har hele vejen igennem været centralt orienteret, men såvel internt som udefra har der været alvorlige udfordringer.

Flere gange har selve ideen lidt nederlag og har måttet sættes på standbye, enten fordi der har været regulære nedbrydninger af en fungerende konstruktion eller som følge af forældelse og nedslidning eller regulære angreb fra stærke ydre fjender.

Her har der været tale om regulære genfødsler, men når økonomien svigter og mindretallene (inkl. de religiøse), demografien, lokaliseringerne, uddannelsessystemerne, beskæftigelsen og erhvervene lander i randzoner og der opstår regulær terror i staterne, bliver det nødvendigt at gøre noget.

I vore dage er det ikke tilstrækkeligt at undertrykke diskussionen til mere eller mindre Europa, men at justere kursen for at komme på ret kurs og se frem, fordi der er kommet alt for meget på spil på det befolkningsmæssige områder i form af aldring og indvandring, terror og hele det sociale system samt miljø, klima og militær sikkerhed.

Det bør der gøres meget for at gøre betydeligt mere venligt overfor Europas befolkninger, hvilket kommer til at kræve regulære styringsmæssige ændringer i forholdet mellem EU’s medlemsstater og selve EU systemet.

I den henseende er de væsentligste kendte tidligere riger bestående af flere stater gået igennem, for at de kan danne referencer til vore dages opgaver.

Disse handlings- og udviklingsforløb giver inspiration til en vurdering af de enkelte rigers fremgang og undergang, ikke mindst fordi der var mange intriger og megen politisering. I disse henseender er visse dele fra fortiden og nutiden ganske sammenlignelige.

Selve denne bog havde ikke fået denne udformning, hvis jeg ikke havde været på besøg på Moesgaard Museum sammen med mine børnebørn ganske få dage efter den engelske Brexit-afstemning, idet der var romerske events på Moesgaard.

Krøniken

Det romerske verdensrige.

Byen Rom blev grundlagt i år 753 f.v.t. af sagnhelten Romulus og hans tvillingebroder Remus, som begge nedstammede fra Æneas, der var søn af gudinden Venus. Såvel Romulus som Remus tog varsler, men Romulus’ faldt bedst ud.

Han byggede den første vold omkring byen på Palatinerhøjen. Remus derimod sprang i vrede og foragt over muren, hvorpå Romulus dræbte ham.

Derpå regerede Romulus i mange år, som den første af Roms syv konger. Til sidst blev han optaget i himlen.

I oldtiden blev Rom Europas største stormagt. Romulus oprettede senatet og hærens nye regimenter, som han kaldte legioner. Han nåede at regere som konge i 37 år, hvorpå Rom senere blev republik og forblev republik i næsten 500 år.

Det siges, at Romulus skabte den oprindelige romerske kalender, som kun indeholdt 10 måneder, men allerede hans efterfølger Numa Pomilius føjede 2 måneder til – nemlig januar og februar. Det gav en årslængde på 354 dage, men da romerne ikke kunne lide par tal ændrede de det til 355 dage.

Skiftet fra kongedømme til republik betød, at kongens magt blev delt og uddelegeret, hvilket betød at den lovgivende magt kom til at ligge hos folket på folkeforsamlingen. Den udøvende magt lå hos de valgte embedsmænd, medens en form for rådgivende myndighed lå hos et råd af afgåede embedsmænd – senatet.

I de efterfølgende århundreder frem til kejsertiden blev dette system udviklet. Romerne betragtede tredelingen af magten som fundamentet og mente, at den var den egentlige årsag til den styrke, som lå bag skabelsen af riget.

På folkeforsamlingen, der bestod af alle våbenføre mandlige borgere, blev lovene til, og her valgtes embedsmændene. Afstemningsproceduren var betinget af formue, og i praksis havde de rige langt større indflydelse end de fattige. Der blev efterhånden valgt flere embedsmænd og ret tidligt aftegnede der sig et hierarkisk administrativt system.

Fornemme romere, der var rige nok til at påtage sig de ulønnede jobs som embedsmænd, indledte deres politiske karriere på det laveste trin på embedsstigen, kvæsturen, som forestod det offentliges regnskaber.

Næste trin var at blive valgt som ædil, hvilket indebar opsyn med selve byen Rom, afholdelse af offentlige fester og politiopgaver. Prætor som var det tredje trin i karrieren, tog sig af retsvæsenet. Endelig kunne man i en alder af 42 år nå det øverste trin – konsulatet.

De to konsuler havde den øverste udøvende magt. De kunne beordre ned i systemet, lede folkeforsamlingen og føre hæren i krig.

Som afslutning på en lang karriere kunne man blive censor, som fungerede i halvandet år og forestod offentlige licitationer.

Alle embeder, på nær embedet som censor, var etårige, og en afgørelse krævede enighed – det såkaldte kollegialitets princip. I intervallerne mellem embederne blev de afgående embedsmænd sendt ud for at administrere de romerske provinser som guvernører.

Det var på basis af denne relativt demokratiske struktur, som romerne sammenfattede under betegnelsen Senatet og det romerske folk, at regionen omkring Rom langsomt udvidedes.

Internt var perioden præget af stænder kampe mellem de indflydelsesrige patriciere og de fattige plebejere, som først blev bragt til ophør gennem de to stænders ligestilling.

Den fortsatte ekspansion gav anledning til voldsomme konfrontationer mellem Rom og latinerne, der endte med latinerne nederlag. Det romerske kerneland var nu i politisk og social henseende i ro, og Rom havde magten over hele Den Italienske Halvø.

Men romerne kom i konflikt med Middelhavets anden store magtfaktor, Kartago, hvis indbyggere romerne kaldte punere. Det medførte 3 Puniske krige, og 218 f.Kr. led romerne et katastrofalt nederlag ved Cannae, men Sciopio d.æ. flyttede krigsskuepladsen til Afrika og overvandt Kartago.

Først i 146 f.Kr. afsluttedes d. 3. Puniske med Kartagos ødelæggelse, da havde romerne langsomt sat sig fast i hele Middelhavsområdet.

Det betød, at der omkring slutningen af 100-tallet f.Kr. tegnede sig konturer af et verdensrige, som havde problemer med social uro og borgerkrige. Årsagerne hertil var den enorme udvidelse af den romerske magtsfære.

Republikkens institutioner var beregnet på at styre en forholdsvis lille bystat, ikke et verdensrige. Der blev forsøgt jordreformer, fordi det jordejende aristokratis interesser blev trådt for nær.

I den forbindelse gjorde italikerne oprør mod Rom for at opnå ligestilling, og Forbundsfællekrigen endte med, at romersk borgerret blev udstrakt til hele Italia. Alligevel prægedes tiden af en række magtkampe, der gav den romerske hær en større rolle.

Nu indtrådte et nyt magtcentrum, idet Marius, den romerske general og 7. gange konsul, kom til at spille en nøglerolle såvel alene som sammen med sin ærkerival Sulla.

Marius gennemførte en dramatisk reform af de romerske legioner, der medførte rekruttering af jord løse romerske borgere og en reorganisering af legionernes struktur til separate kohorter. Han var også gift med Julius Cæsars faster Julia.

Det blev påstået at hans far var arbejder. Fakta er imidlertid, at Marius havde kontakter til adelen i Rom, og meget indikerer at han var medlem af den romerske overklasse.

Før krigen med Numidien var det lykkedes for Marius at blive såvel kvæstor, folketribun som prætor og som tak, tog han med sin mentor Metellus til Numidien, idet Rom i 109 f.Kr. kom i krig med den numidiske konge Jugurtha.

Samarbejdet gik fint, indtil Marius fik den ide, at han ville være konsul i Rom som kandidat for popularerne, og han vandt fordi han var en militær dygtighed.

I 107 f.Kr. blev Marius sendt til Numidien som prokonsul, og han tog den unge Lucius Cornelius Sulla med sig. De blev senere ærkefjender. Det endte med at Jugurtha blev fanget af Sulla, da Sulla kun var underordnet, fik Marius æren.

Under krigen i Afrika var to germanske stammer, kimbrerne og teutonerne trængt ind i den romerske del af Gallien. I 107 f.Kr. led romerne nederlag, og helt galt gik det to år senere, da konsulerne Quintus Servilius Cæpio og Gnæus Mallius Maximus led et af de største nederlag i Roms historie. Mere end 80.000 romerske soldater blev dræbt, fordi Cæpio, der var patricier ikke ville samarbejde med Mallius, der var plebejer.

Senatet gik i chok og valgte in absentia Marius til konsul for året 104 f.Kr. Det var uhørt at en konsul blev valgt in absentia og lovgivningen tilsagde, at der skulle gå 10 år mellem, at samme mand sad som konsul.

Det var senatets opfattelse, at Marius var den eneste med nok militær erfaring til at slå de germanske stammer. Han returnerede til Rom og modtog embedet. Kort efter tog han og Sulla til Gallien for at bekæmpe den germanske trussel. Krigen blev langvarig.

Marius blev også valgt til konsul in absentia. Og i 102 f.Kr. splittede de germanske stammer sig op, da de cimberske ryttere med deres konge – Boerik –i spidsen red til den romerske lejr og udfordrede Marius til at kæmpe om retten til landet, svarede Marius, at det aldrig havde været romersk skik at rådspørge fjenderne om, hvor og hvornår, der skulle kæmpes.

For til det romerske senat sender man ansøgninger, man overtaler det heller ikke. Måske kan man snyde det. Det sikreste er at overvinde det. Beorik gjorde ingen af delene. Han tabte.

Efter nederlaget ved Vercellae blev det hovedparten af germanernes lod at dø. Enten blev mændene dræbt under slaget eller døde derefter, medens de få overlevende blev gladiatorer i Rom. Kvinderne blev enten dræbt på stedet eller sendt til Roms glædeshuse.

Efter sit 6. konsulat forholdt Marius sig stille, men da Forbundsfællekrigen brød ud i 91. f.Kr. blev han bedt om at hjælpe de romerske generaler. Sammen med Sulla og konsulerne lykkedes det at vinde over de italiske forbundsfæller.

Sulla blev konsul efter krigen, og han blev kommanderende general. Marius fik senere vedtaget et dekret, der påbød Sulla, der havde gjort sig selv til diktator, at overdrage ham kommandoen over hæren. Derpå besluttede Sulla at vende om og marchere mod Rom, hvor han besejrede Marius. Marius blev derfor nødt til at flygte.

I 87. f.Kr. var der udbrudt borgerkrig i Rom, og Marius vendte tilbage til Rom med en hær, der var samlet blandt veteraner og Marius slog let den kommanderende general.

Sullas støtter i Rom blev myrdet, og Marius blev sammen med Cinna valgt som konsuler for 86 f.Kr. Det syvende konsulat varede kun knap en måned, idet han den 13. januar døde af et slagtilfælde. Den overlevende konsul Cinna blev myrdet af sine egne soldater, da han var på march mod øst for at kæmpe mod Sulla.

I år 60. forsøgte Pompejus, Crassus og Cæsar gennem det l. triumvirat at bringe orden i forholdene, men i 49. f.Kr. brød en ny borgerkrig ud mellem Pompejus og Cæsar. Efter sin sejr lod Cæsar sig udråbe til diktator.

Cæsar var i gang med mange reformer på det politiske såvel som det sociale område, og meget heraf blev gennemført af hans efterfølger kejser Augustus.

De efterfølgende romerske kejsere tog hans efternavn, som udviklede sig til kejser og zar. Gaius Julius Cæsar stammede fra en meget gammel og kendt aristokratisk familie i Rom.

Hans forfader Julus var søn af den trojanske prins Æneas, der ifølge myten var søn af Venus, Han var Roms mytologiske grundlægger, og i 45 f.Kr. byggede Cæsar et tempel for Venus i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse med guden.

Selve navnet Cæsar betyder elefant på fønikisk, da en af Cæsars forfædre have dræbt en elefant i kamp med fønikerne. Cæsars familie var ikke rig i forhold til Roms andre adelige, og ingen i slægten havde udrettet større ting i mands minde.

Hans far døde tidligt, men hans mor sørgede godt for Cæsars uddannelse. Han giftede sig i et politisk ægteskab i 84 f.Kr. med Cornelia, datter af Cinna. Det gav mange problemer, og Sulla beordrede ham til at lade sig skille. Det nægtede Cæsar, der gik i militær tjeneste i vore dages Tyrkiet. Da Sulla var død vendte han tilbage og begyndte sin politiske karriere som anklager.

På vej til et studieophold på Rhodos blev han bortført af pirater. Han lovede piraterne, at han nok skulle få dem fanget og henrettet. Da han blev frigivet, organiserede han en flåde og fangede sørøverne og lod dem korsfæste. Det styrkede hans image.

Cæsar fik statslige embeder i Spanien og i Rom endog som pontifex maximus. Da hans kone Cornelia døde i 68 f.Kr. giftede han sig med Pompeia, Sullas barnebarn., som han lod sig skille fra på grund af en skandale. I 61 f.Kr. var han guvernør i Spanien og i 59 f.Kr. valgtes han til konsul.

I 60. f.Kr. indgik Cæsar en alliance med de ledende politikere Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus. Crassus var den rigeste mand i Rom og havde finansieret Cæsar i begyndelsen af dennes karriere.

Pompejus var den succesrige hærfører; Cæsars bidrag til alliancen var hans personlige politiske popularitet og drive. Pompejus giftede sig med Cæsars datter Julia Caesaris. Alliancen blev kaldt Det første triumvirat og signalerede enden på Rom som republik. Delingen af Romerriget i 56 f.Kr. betød, at Cæsar fik Gallien, Pompejus Spanien og Crassus Syrien.

I 58 f.Kr. blev Cæsar statholder i Gallien og i hans turnus i Gallien førte han krig mod forskellige folkeslag. Helvetierne blev overvundet i 58 f.Kr. Det belgiske forbund blev besejret 57 f.Kr. i 55. f.Kr. forsøgte han en invasion i England, og i 52 f.Kr. vandt han over en union af gallere.

Crassus blev dræbt i 53 f.Kr. i kamp med partherne. Det betød, at Cæsar og Pompejus nu reelt kæmpede om magten, fordi Pompejus havde fået mere og mere magt i Rom.

Senatet beordrede nu Cæsar til at opløse sin hær. Det nægtede Cæsar og der udbrød borgerkrig. Han krydsede floden Rubicon den 10.januar 49. f.Kr. med ordene terningerne er kastet og forfulgte derpå Pompejus