Opportunisterne

By Vivian Stuart

Den fjortende bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme.
 
Dora Lucas, Francis De Lancey, Yates-brødrene og Luke Murphy mødes i guldmarkerne nær Bathurst. De har hver deres bagtanke, men er alle tiltrukket af guldfeberens muligheder. I mellemtiden, i Ballarat, er der problemer blandt minearbejderne. Vil de nå i mål og blive en del af den velhavende overklasse, eller vil guldfeberen føre dem ned ad uventede veje?

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Sep 13, 2023
• ISBN: 9789979645382

Book preview

Opportunisterne - Australierne 14

Opportunisterne

Vivian Stuart

Australierne 14

Originalens titel: The Gold Seekers 2

© Vivian Stuart, 1983

© Jentas ehf, 2022

Oversætter: Natascha Peticzka

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-538-2

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

1

Hun havde ikke ønsket at tage sådan et drastisk skridt og stikke af med Francis De Lancey, tænkte Dora Lucas dystert, da hun så ud over Parramatta, der langsomt forsvandt i mørket. Og hun havde længedes efter at overnatte på byens kro, så hun kunne have vasket sig og skiftet tøj, inden de fortsatte deres rejse ... det var en langsommelig rejse i deres oksedrevne kærre, der hverken gav dem skygge for solen om dagen eller læ for kulden om natten, eller hvis der pludselig kom regn.

Men Francis, der var bange for, at de blev forfulgt, havde insisteret på, at de blev nødt til at rejse videre. Dora lå skælvende sammenkrøbet bag ham, og var lige så bange. Hun vidste af erfaring, at hendes mand var hævngerrig, og meget skinsyg, men selv han ville ikke have ønsket at skabe en scene, hvis han havde fundet hende på kroen, Parramatta Arms, som altid var tætpakket. Hvorimod på landevejen, hvor hun kun havde Francis til at beskytte sig ... Hun tog en dyb, og ulykkelig, indånding, mens hun så sig baGud og halvt forventede at se sin mands skikkelse galopere efter dem, for at tage sin hævn.

Men der var ingen lyd af hovslag, ingen andre fartøjer på den lange, snoede vej bag dem. Men Benjamin måtte være klar over, at hun havde forladt ham. Hun havde skrevet brevet så snart han var taget af sted til skibsværftet, og hun havde efterladt det på kaminhylde i spisestuen, hvor hun var sikker på, han ville se det med det samme, når han vendte tilbage til frokost.

Francis havde insisteret på, at hun skulle gøre det. Jeg vil have, at han ved, at jeg tager dig fra ham, havde han sagt, da hun prøvede at tale ham fra det. Det skylder jeg, hvis ikke for andre, så for Red Broome. Jeg har været skyld i mange flere problemer for ham, end han fortjener. Men han forstod det aldrig, Dora, han forsøgte aldrig at forstå, at mine følelser for dig er mere end forelskelse. Du er mit livs kærlighed, min kære skat, og ... Han havde kigget så ømt på hende, huskede Dora, mens han holdt hende i sine arme, hans stærke, unge krop var presset ind mod hendes. Nu hvor du er gravid med mit barn kan du ikke blive et sekund længere hos den modbydelige, gamle mand. Du er min, min elskede ... dig og barnet.

Dora forsøgte at lægge sig bedre til rette i vognen. Det gik op for hende nu, at hun havde begået en stor fejl. Hun skulle aldrig have fortalt Francis, at barnet var hans. Det var det uden tvivl: Benjamins hyppige, men nytteløse, forsøg på at gøre hende gravid havde aldrig lykkedes, og det havde kun fyldt hende med væmmelse og had for hans kejtethed. Men hun kunne have snydt ham; han ønskede at tro på, at han kunne gøre hende gravid, så det ville ikke have været svært at spille på hans forfængelighed. Og så kunne hun have brugt sin graviditet til at slippe for hans uvelkomne elskov, og bagefter have levet et liv i rimelig tilfredshed i hans store hus, uden økonomiske bekymringer, og med mulighed for at deltage i de sociale arrangementer som hun altid havde begæret.

Benjamin ville være blevet mildere, og hun kunne have fortsat sit hemmelige forhold til Francis, hvilket takket være hans fars fremtrædende position og hans families loyalitet, sikkert kunne have fortsat i flere år, uden at nogen ville mistænke det.

Men i stedet ... Dora knyttede sine små blege hænder. Hun havde været tåbelig, tænkte hun bittert. Hun havde ladet sit hjerte styre frem for sit hoved, og da Francis havde ladet sine fingre danse hen over hendes voksende mave, da de havde ligget sammen på den forladte strand, efter de havde elsket, havde hun fortalt ham sandheden, uden at være klar på hans reaktion.

Vi stikker af, skat, havde han sagt i et tonefald, der ikke bød til, at man kunne modsige ham, og han dirrede af glæde. Jeg køber en kærre, et telt og forsyninger, og så rejser vi op til mineområderne ... der kommer Lucas ikke til at lede efter os. Vi kommer til at leve primitivt et stykke tid, det ved jeg godt, men så er vi i det mindste sammen, og det er forår ... det kommer ikke til at være så koldt oppe i bjergene, og jeg lover at passe på dig. Du skal ikke bekymre dig om noget, for jeg skal nok tage mig af det hele. Jeg kommer til at passe så godt på dig, min elskede, indtil du skal føde, og vi bliver nødt til at finde en jordemoder. Men indtil da kommer vi til at være frie, ligesom de rejsende folk, som har himlen som tag! Tænk engang, min søde Dora ... det bliver paradis, det lover jeg. Og hvem ved? Han havde kastet sit smukke hoved tilbage og grinet, som den dreng han var. Hvem ved, måske får vi gevinst, og så har vi ikke flere bekymringer. Så ville jeg kunne købe et stort hus i Sydney, eller en fårefarm på landet, og vi ville leve lykkeligt til vores dages ende, ligesom i eventyrerne, sammen med vores børn, uden at have brug for andet end hinanden!

Dora kunne huske, at hun var blevet forblændet af det smukke billede, han havde malet, og hun havde ladet sig selv tro på, at det kunne lade sig gøre, på trods af sin sunde fornuft, som hun indtil videre havde stolet på, når det gjaldt om at træffe beslutninger. Men virkeligheden, selv nu på begyndelsen af deres rejse til Turon River, viste sig at være en desillusionering, og med den hastighed deres okser bevægede sig i, ville det tage mindst en uge eller ti dage at nå frem til Bathurst. Derfra ville de skulle rejse gennem Roch Forest, på en stejl bjergvej, som man sagde ikke egnede sig til fartøjer ... Kærren slingrede, og Dora slap et forskrækket skrig.

„Bare rolig, min skat, sagde Francis med en irriterende glad stemme. „Jeg skal nok snart lære at styre de her forbandede dyr. Prøv at få noget søvn, min elskede, for vi bliver nødt til at fortsætte.

Han ‚fortsatte‘ til Doras voksende ubehag, for uanset, hvor meget han prøvede lod det aldrig til, at han kunne styre dyrene ordentligt. Vejen blev overfyldt efter de krydsede Nepean River. Utålmodige ryttere klemte sig forbi, og efterlod sig skyer af støv, og alle former for vogne og kærrer, og hestedrevne kareter hindrede deres rejse, mens mænd, der rejste til fods gjorde dem endnu mere forvirrede.

Der var alle salgs social lag blandt de rejsende – læger, gejstlige og skibsofficerer, sammen med sekretærer, butiksindehavere og landarbejdere; nye immigranter fra Amerika, England og New Zealand sammen med nybyggere fra Adelaide og Perth, og sømænd, der var deserteret fra de skibe, der havde bragt dem hertil. Der var stort set kun mænd, Dora ledte forgæves efter en anden kvinde i den brogede forsamling, og de fleste var venlige, selvom de var utålmodige efter at nå frem til mineområderne og de rigdomme de var overbeviste om ventede på dem der.

Efter et stykke tid, da de var overbeviste om at de var skjult blandt menneskemængden, slappede Francis af, og til Doras lettelse gik han med til, at de kunne overnatte på en kro i udkanten af Bathurst. Kroen var primitiv og indtaget af rejsende, der alle ville have mad, drikke og en seng at sove i, men efter at have bestukket værten fik Dora vand, som hun kunne vaske sig i, og et tvivlsomt privat rum i lejrkøkkenet, aflukket af et tæppe, hvor der stod en enlig køje med en beskidt stråmadras.

Efter den oplevelse stoppede hun med at brokke sig over at måtte sove i deres telt; men i takt med, at de kom højere op i bjergene, blev det koldere, og det skrøbelige telt kunne ikke holde den første regn, de blev udsat for, ude. Francis var yderst opmærksom på hende, og var meget ulykkelig over, hvor hård deres flugt havde været for hende, og han gjorde alt, hvad han kunne for at gøre det så behageligt for hende som muligt, men ... han var ikke mere egnet til forholdene end hun var, hvilket Dora ikke var begejstret for at finde ud af.

Okserne var langsomme, og de blev mere og mere umedgørlige i Francis‘ uskolede hænder, og Dora foreslog, at han byttede dem til heste. Det gjorde han til sidst, og byttehandlen foregik med en flok slyngelagtige mænd på vej tilbage til Sydney fra Ophir, hvor de efter sigende havde fået gevinst. Guldgraverne trak det lange strå i byttehandlen, for hestene var udmattede, udsultede, og var ikke meget hurtigere end okserne, når det gjaldt om at trække kærren; og oksernes nye ejere slagtede deres køb, til mad, mens Dora og Francis både kunne se og høre dem, hvilket gjorde Dora endnu mere ulykkelig.

De nåede endelig frem til byen Sofala, ved Turon River, hvor der var så mange mennesker, at de ikke kunne komme til at gøre krav på et jordareal, udover noget tør jord på en bakkeskråning, hvor Francis havde fået at vide, at man blev nødt til grave en skakt femten meter ned.

Rejs videre til Meroo River, var der nogen, der rådede ham til. Der er ikke mere end halvtreds kilometer derhen. Eller Louisa Creek ... der er der også mange, der tager hen. Tag videre mod nord, så når du måske frem inden alle andre.

„Vi bliver nødt til at rejse videre, elskede, sagde Francis efter at have fortalt hende nyhederne. „Der er ikke noget for os her.

De rejste udmattede videre, og Dora var dybt plaget af morgenkvalme og bekymret over det vilde terræn, de blev nødt til at rejse igennem. Hun hulkede, da de rejste op, af det, der havde lignet en lille bakke, med en god vej gennem gummitræerne, men de endte med at befinde sig tæt på en skrænt, med et fald på næsten tres meter ned til floden under dem. Der var mænd, der arbejdede i kløften, deres telte og barkbivuakker lå tæt på, under træerne i mosen ved vandkanten, og på den modsatte side var der mere plads, ved siden af mændene, der arbejdede med hakker og skovle for at grave i bakkeskråningen.

„Det er Meroo River, sagde Francis med sammenknebne læber, mens han forsøgte at skjule sin skuffelse. „Guldfeberen er allerede sat ind her, desværre! Nå, vi kan ikke gøre andet end at rejse videre, skat. De siger at landet rundt om Louisa er forholdsvist fladt, og der er nogle gårde i nærheden. Han så Dora tårefyldte øjne, og lagde sig på knæ ved siden af hende bagerst i kærren. „Åh, min søde elskede, hvad har jeg gjort dig, siden du er så ulykkelig? Jeg ... Dora, mit livs kærlighed, hvis du siger, at du hellere vil rejse tilbage, så gør vi det. Jeg skal nok få dig tilbage til Sydney, og overlevere dig til din mand, hvis det er det du vil."

Men det var noget Dora vidste, hun ikke kunne gøre. Hvis Benjamin ville tage hende tilbage ville det være for en forfærdelig pris for den ydmygelse, hun havde bragt ham, og ... der var barnet, hendes ufødte, uskyldige barn, som var undfanget af kærlighed, og han ville gøre krav på det. Hun så på sin elsker, blind af tårer, og rystede på hovedet med nyt mod i hjertet.

„Nej, Francis, vi er kommet for langt. Vi har været igennem for meget til at vende om nu."

Det hele havde været sorgløst i starten, tænkte hun. Da hun var gået ombord Galah i Devenport havde hun været desillusioneret, hvad angik Benjamin, hun havde følt væmmelse mod hans kejtede elskov, og hadede de krav han stillede hende, og skrækslagen over hans voldsomme temperament og lejlighedsvise vredesudbrud af vold. Hun havde været – Dora bed sig i underlæben da den begyndte at bævre – hun havde været klar til en flirt, selv en hemmelig affære, så hun for sit eget selvværd og glæde, kunne trodse den hadefulde mand, hun havde giftet sig med, og hævde sig på den eneste måde, hun så som en mulighed. Hendes lille mund formedes i et tørt smil. Hun havde først udset sig Galahs kommandør, men Red Broome havde ignoreret hende, og havde besvaret hendes henvendelser med kold væmmelse, hvilket havde gjort hende mere bitter, fordi han havde såret hendes stolthed.

Men Francis De Lancey, flotte, ridderlige Francis, havde ændret alting. Han havde genopbygget hendes selvværd, fået hende til at føle sig ønsket og beundret, tiltrækkende ... en kvinde, ikke et barn. Hun havde ikke planlagt at forelske sig i ham ... Det havde aldrig været en del af hendes plan, for hun var klar over, hvor meget hun kunne tabe, hvis hun gik for langt. Men alligevel havde hun forelsket sig, ude af stand til at redde sig selv. Flirten var blevet seriøs, affæren var blevet vigtigere end sikkerheden eller den sociale position hun engang havde ønsket mere end noget andet.

„Vi kan ikke tage tilbage nu, Francis," gentog hun. „Jeg kan ikke!"

Francis holdt hende ind til sig, kyssede hende på munden, mens hans arme klemte hendes stive, udmattede krop. „Jeg elsker dig, Dora, min smukke pige, hviskede han. „Jeg vil elske dig til den dag, jeg dør, det sværger jeg på! Vi fortsætter ... der må være et sted for os i dette vildnis.

Han vendte vognen, satte hestene i trav, og de rejste videre ned af bjerget, hvor de fulgte vejen helt ned til jorden. Der lå to store mineområder på deres nye rejse, men da de begge opgav håbet om nogensinde at finde dem, arbejdede de sig i stedet op af en stenet højderyg, hvor de pludselig så ned på et grønt, fladt område uden træer og menneskelig beboelse, og der løb en bæk en kilometer væk.

„Vi er her, min skat! udbrød Francis lykkeligt, og vækkede Dora, der havde sovet uroligt. Hun satte sig op ved siden af ham på forsædet af kærren, og han foldede det tegnede kort ud, som han havde lavet baseret på den information, de havde fået forskellige stedet på deres rejse. „Jeg tror bækken der, bliver kaldt Tambaroora, men jeg er ikke sikker. Men jeg kan ikke se nogle telte, og ingen ... Han tav og bandede lavmælt. „Åh, fanden tage dem, vi er ikke de første! Se, der er ryttere derovre! Tre af dem og de har også pakheste med!" Dora så i den retning, han pegede, og han havde ret. Der var tre mænd til hest, som hver havde en pakhest bag sig, og de travede langsomt hen mod bækken.

„Betyder det noget? spurgte hun med utålmodighed i stemmen. „Der er kun tre ryttere, og det er en stor bæk. Vi kan ikke forvente at vi kommer til at være alene, Francis.

„Nej, medgav han. „Det er sandt, skat. Vi kører ned efter dem. Han brugte pisken til at sætte hestene i gang. De fik hurtigt sat farten op, da vægten fra vognen, skubbede dem ned ad bakken. Francis forsøgte ikke at få dem til at gå langsommere, fordi han var ivrig efter at komme tættere på de travende ryttere, og da Dora råbte til ham, at han skulle passe på, skete ulykken.

En af hestene snublede, og forskrækkede dens makker, som begyndte at opføre sig uregerligt, og de stormede begge ned af bakken uden at mærke Francis‘ febrilske forsøg på at kontrollere dem. Vognens hjul på højre side ramte en kampesten, og smadrede egene, hvilket fik vognen til at vælte over på siden. Det lykkedes Dora at holde fast under sædet, men Francis blev kastet frem, og ramte jorden med en dump lyd flere meter væk. Vognens skaft knækkede, hvilket fik den ene hest til at vælte, og den anden viklede sig panisk fri og stak af i galop mod bækken.

Dora var rystet, da hun gled ned fra sædet af den ødelagte vogn. Frygten gav hende styrke, og hun samlede op i sin kjole, idet hun usikkert løb hen til Francis. Hun hulkede hans navn, da hun knælede ved hans side, og blev både chokeret og forfærdet, da han ikke svarede på hendes desperate skrig. Det gik op for hende, at han var bevidstløs, hans krop var slap og forvredet på det fugtige græs, den ene arm lå under ham, og hans mørke hoved var henslængt, som om ...

„Åh, kære Gud, sagde hun højt. „Kære Gud i himlen, lad ham være i live! Vær sød, himmelske fader, tag ham ikke fra mig! Francis, Francis, min elskede skat, tal til mig, fortæl mig, at du er i live!

Det havde lykkedes Dora at få hans hoved op i sit skød, da de tre ryttere kom ridende mod hende. Lederen, en slank, solbrun ung mand i sømandsuniform, hoppede ned fra sadlen, og slap sin hests tøjler, hvorefter han knælede ved siden af hende. Han løftede forsigtigt Francis‘ slappe, mørke hoved fra hendes knæ, og mumlede beroligende til hende, mens han hurtigt undersøgte ham.

„Jeg tror bare, han er bevidstløs, ma‘am, sagde han til hende. „Men vi må hellere være sikre på, at han ikke har brækket noget. Rob ... Han talte til en af sine ledsagere. „Hjælp den unge dame op at stå, gider du? Og Simon, tag dig af vognen, så vi kan hjælpe de to ned til bækken."

Dora tog omtåget imod den hjælpende hånd, ham, der blev kaldt Rob tilbød hende, og hun lod ham føre sig over til en klippeskygge. Der lod han hende vente, hvorefter han gik over for at hjælpe med at fikse vognen, men i stedet råbte han, „To af hjulene er smadrede, Luke. Vi kan ikke få vognen ned herfra, før vi har repareret dem. Og vi bliver nødt til at skyde hesten ... begge dens forben er brækkede, stakkels kræ." Luke, der fortsat gav al sin opmærksomhed til den skadede Francis, gryntede et svar, og sekunder efter hørte Dora lyden af et skud. Hun skælvede, og den laveste af de to mænd kom hen til hende og tilbød hende sin arm.

„Vi sætter en lejr op ved bækken, ma‘am, sagde han sympatisk. „Vi får hurtigt et bål i gang, og koger noget vand til te. Skal jeg følge Dem derhen? Han bemærkede, at hun tøvede, og smilede venligt til hende. „De skal ikke være bekymret for Deres mand – Luke og min bror, Rob, bærer ham, hvis han ikke kan gå. Men som Luke sagde, så er han nok bare bevidstløs. Der var fart på ham, da han blev slynget ud af vognen, så der er ikke noget at sige til, at han er gået kold."

På vejen ned mod bækken fortalte han, at han og hans bror, Robert, var fra New Zealands North Island, og at de var sønner af Den engelske kirkes missionslæge ved Rangihowa, Simon Yates.

„Luke Murphy er amerikaner, og er kommet fra mineområderne i Californien. Han arbejdede for at rejse hertil som sømand ombord det samme skib som vi sejlede med, Dolphin, og vi slog os sammen på vejen til Sydney."

„Og nu graver I efter guld sammen?" spurgte Dora.

Drengen nikkede. „Ja, Rob og jeg har tænkt os at prøve lykken oppe i mineområderne, ma‘am. Vi har fået tilladelser. Men Luke leder ikke efter guld ... han leder efter en mand, der har berøvet ham i Californien. En kaptajn ved navn Jasper Morgan, som gjorde tjeneste i HMS 23. Fodregiment. Vi har hørt, at han skulle være i dette område, langs Turon River, men vi har ikke set skyggen af ham. Luke har tænkt sig at lede omkring Bathurst, så snart