Bedragerisk Mord: Astro-krimiserien Stjernehimmel 6

By Marian Hanson

Hun vendte forskrækket ansigtet mod sideruden, og det isnede igennem hende, da hun så den store sorte motorcykel, der kørte side om side med hende.
I det samme slog føreren visiret på hjelmen op og smilede ind til hende. Lettelsen strømmede igennem hende ved synet af det velkendte ansigt.
Han vinkede venligt, før han overhalede og kørte et lille stykke foran hende.
Hun så ham dreje af fra landevejen og køre op ad markvejen mod hendes eget bestemmelsessted - hendes midlertidige hjem.
Så var hun alligevel ikke helt alene i aften...

Emma Johnson ser en stærk advarsel om ekstrem vold i en ny klients horoskop.
Klienten føler imidlertid, at hun allerede har gennemlevet dette aspekt: Kun få minutter skilte hende fra at blive vidne til en massakre på landevejen, hvor hun så en skikkelse på en stor sort motorcykel forlade gerningsstedet.
Og kort efter blev hendes voldelige kæreste dræbt.

Hun har dog en nagende fornemmelse af, at der er noget, hun skal huske - noget der lurer i underbevidstheden. Noget hun véd, men ikke kan komme i tanker om.

Først på et sent tidspunkt træder mindet tydeligt frem.
Men da er hun alene med morderen...

"Bedragerisk Mord" er sjette bind i serien "Stjernehimmel" med astrolog Emma Johnson.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 14, 2022
• ISBN: 9788743066415

Marian Hanson

Marian Hanson er bosiddende i Danmark, er uddannet journalist og har virket som sådan hele sit liv. En årelang interesse for astrologi - og krimier - resulterede i "Stjernehimmel-serien" med astrolog Emma Johnson som gennemgående figur.

Book preview

KAPITEL 1

Bilen var en sort Hyundai, og i det begyndende tusmørke synede den ikke meget, som den hastigt bevægede sig ad landevejen.

Føreren var en yngre, let overvægtig mand, hvis ærmeløse T-shirt afslørede de snoede, mørke tatoveringer på de muskuløse overarme. Ansigtet under den glatbarberede isse var anspændt.

Han stirrede ud på vejen foran sig med en indre uro, der kom til udtryk, når han indimellem trådte hårdere på speederen.

For fanden, Carl, få lige lidt ro på. Hids dig ned og let foden fra pedalen. Vi er ude på landet, hvor tingene går stiligt til, og strømerne slår hårdt ned på fartsyndere. Du er allerede for længst over hastighedsgrænsen, og vi risikerer at blive stoppet af de lokale mørkemænd. Det ville være mere end ubeldigt. Så gem fartglæden til vi kommer op på highwayen.

Manden i passagersædet tilkastede bilens fører et kritisk blik.

I modsætning til sin makker var han slank, mørk og smuk, med et skarptskårent ansigt og et tykt, lokket mørkt hår. Hans påklædning var en hel del mere konventionel end kammeratens: Mørke benklæder og en pæn hvid T-shirt med korte ærmer. Han havde ingen synlige tatoveringer, men derimod en sølvkæde om den brune hals, en kæde, der bar et lille kors, som i øjeblikket var skjult af blusen.

Hold nu bare kæft, Juan, og lad mig om at køre, snerrede hans kammerat irriteret. Der er vel en grund til, at det er mig, og ikke dig, der er udnævnt til chauffør – hvis du skulle ha’ glemt det.

Til trods for sin irritation fulgte han alligevel kammeratens advarsel og lindede lidt på speederfoden.

Desuden er det jo ikke ligefrem en opsigtsvækkende vogn, vi kører i, fortsatte han. Det er en familiebil, for fanden!

Pas lige på tonen. Husk, hvem du taler til. Passagerens stemme var blevet kold.

Grunden til at du blev valgt, er den indlysende, at du er etnisk hvid. De sidste ord blev udtalt med en let vrængen.

Som bekendt hænger strisserne ikke så meget over jer, som over os fra de lidt varmere himmelstrøg. Han tillod sig et lille, besk smil.

"Og selvfølgelig er det en familiebil. Hvis du havde fået lov selv at vælge, havde du vel taget en åben sportsvogn. Sarkasmen i den kolde stemme var ikke til at tage fejl af. Hvis strisserne først får øje på os på grund af farten og begynder at kigge nærmere på os, kan det jo godt være, de ikke synes vi ligner sådan helt almindelige familiefædre – eller hva’ tror du selv? Juan sendte sin makker et koldt, skråt, sideblik. Du skulle ha’ gjort, som vi fik besked på: Udover at vælge en almindelig, diskret bil – at ha’ iført dig et mere almindeligt sæt tøj, måske endda med slips. Din påklædning signalerer rocker, så det lyser stærkere end et neonskilt." Juans skarptskårne ansigt fik et irritabelt udtryk, mens han fortsatte:

Bossen har en påtrængende fornemmelse af, at vi bliver overvåget. Det tog mig meget lang tid at sikre mig her til aften, at der ikke var nogen, der fulgte efter mig til vores diskrete mødested. Det mindste, man kunne forvente, var, at du parerede ordrer og mødte op i en anstændig påklædning for ikke at vække opsigt hos de forkerte mennesker – strisserne, og deres meddelere.

Jaja. Carl sukkede resigneret, vel vidende, at hvis han slog sig for meget i tøjret, ville det indgå i Juans rapport til bossen – en herre, man nødigt lagde sig ud med. Han var helt på det rene med grunden til, at han var blevet valgt til turen her. Normalt var han ikke tæt på inderkredsen, som f.eks. Juan, men blev kun brugt til opgaver, hvor han ikke i så bøj grad som resten af gruppen vakte for stor interesse – ganske rigtigt fordi han ikke var af sydamerikansk afstamning. Fyrene fra Mexico havde et meget stærkt sammenhold, og de styrede den del af forretningen, som udgik heroppe fra de nordøstlige stater. Hvad de enkelte transaktioner mere præcist gik ud på, fik Carl aldrig at vide. Han vidste, at de på denne tur havde transporteret et større parti kokain ud til den lille flække på landet, de netop havde forladt, og at de havde fået betalingen med tilbage. Mellemmanden havde han haft kontakt med tidligere, blandt andet når det havde været nødvendigt på den lidt hårde facon at minde ham om, at han skyldte organisationen tjenester på grund af sin gæld. Men hvor stoffet kom videre hen fra mellemmanden, vidste han ikke. Det var næppe sådan, at denne Kevin, en lille småpusher, selv skulle sælge det videre. De penge, han havde betalt dem, måtte komme fra en større kunde, som siden ville overtage partiet af kokain. Nå, dem om det. Han var træt af at blive behandlet som stikirenddreng af fyre fra organisationen, der var yngre end ham selv, og som følte sig højt hævet over ham på grund af den lave status, han selv indtog.

Lad os nu bare komme hjem i en fart, sagde han nu forsonligt og tilføjede:

Jeg går ud fra, Bossen bli’r tilfreds, bare vi kommer hjem med betalingen. Men det gør mig sgu nervøs at ha’ så mange kontanter med. Jeg har en rigtig dårlig følelse. Uvilkårligt blev foden igen presset mod speederen.

Hey, du, farten ned! Hvis du nu bare kører pænt og ordentligt, er der såmænd ikke et øje, der vil hæfte sig ved os. Vi er bare én ud af flere sene trafikanter. Og dårlig følelse – for pokker, det hele gik som smurt. Vi afleverede varen og fik den aftalte betaling. Jojo, halvanden million, men hva’, det er småpenge i det store billede. Og netop fordi bossen havde tilrettelagt det, så overførslen skete her langt ude på landet, er vi fri for Narkoernes altid vågne øjne i City. Kevin skal nok holde kæft. Det er sgu et held, han har fundet det job på autoværkstedet i den dér lille flække, hva’ var det, den hed...? Hvis nogen skulle spørge, har vi bare været inde og fået set vognen efter. To familiefædre, der har været ude at sondere landskabet i håb om at finde det berømte hus på landet, vi kan flytte ud til med hele familien. Og så syntes vi, motoren begyndte at gå lidt ujævnt. Kevin har fået sin betaling for at levere varen videre. Den bliver afdraget på hans gæld. Alt er godt, og du kan pakke din dårlige følelse væk – og sæt så farten ned!

Hans makker i førersædet adlød automatisk, mens han skiftevis fokuserede på vejen foran sig og nu og da kastede et blik i bakspejlet.

Du – der er nogen bag os. Noget, der nærmer sig meg et hurtigt!

Juan vendte sig halvt om i sædet for at kunne kaste et blik bagud.

Nåh, ja, hva’ så. Det er bare en motorcykel, der kommer fræsende. Giv du bare ham plads til at komme forbi og hold den adstadige fart, vi to holder så meget af. Han vendte tilbage til en behagelig, bagud lænet stilling og så grinende på sin makker.

Jojo, du har da godt nok nerverne uden på tøjet her til aften, hva’?

I mellemtiden havde Carl gjort som foreslået. Han satte farten ned og holdt længst ind mod højre på vejen, mens han kørte i et moderat tempo.

Om lidt når vi op på highwayen, og så kan du gi’ den gas. Så er der kun en times tid, til vi er hjemme og det hele er godt overstået. Jeg trænger stærkt til et glas et eller andet. Det her med afholdenhed en hel aften igennem, det er en overvurderet fornøjelse. Juan klappede med velbehag sin flade mave i forventning om den nært forestående afslapning og indtagelsen af noget flydende, som var noget stærkere end de sodavand, de havde været henvist til undervejs.

Du – der er altså noget mærkeligt ved ham dér. Han ser ikke ud til at ville overhale. Nu er han lige bag os, og han har sat farten ned. Hvorfor helvede overhaler han ikke?

Carl trykkede på knappen til sideruden og rullede den tilstrækkeligt ned til, at han kunne stikke en hånd ud og give tegn til den bagvedkørende motorcyklist om, at der var fri hane.

Motorcyklisten reagerede ved at speede lidt op, så han kom op på siden af den sorte Hyundai. Men derefter sagtnede han igen farten, så han kørte side om side med personbilen.

Hva’ fanden...? Juan stirrede forbi Carl ud på den sortklædte person på motorcyklen, hvis ansigt var formummet bag en mørk hjelm.

Den mørkklædte skikkelse på motorcyklen slap med den ene hånd styret, mens han hentede noget frem, der havde været skjult af hans krop.

De to i bilen stirrede ud på ham, irriterede over den sendrægtighed, manden udviste i forbindelse med en helt almindelig overhaling.

Hold kæft! Det er sgu en... Carl forsøgte på samme tid at udføre to manøvrer, da han genkendte den sorte, stumpe genstand, motorcyklens fører nu rettede mod dem: Han trådte hårdt på bremsepedalen og drejede samtidig rattet ind mod vejrabatten i højre side. Men hans reaktion kom for sent: Føreren af motorcyklen åbnede ild fra den maskinpistol, Carl få sekunder forinden havde genkendt som en Uzi.

Resultatet af ildkraften i forbindelse med den korte afstand til de to ofre var frygtelig: Carl, der sad nærmest, fik hovedet næsten skilt fra kroppen, mens Juan blev kastet ind mod døren til passagersædet, ramt i hoved, bryst og mave.

Under det korte, voldsomme angreb drejede vognen, nu uden en fører til at kontrollere kørslen, ind mod grøften i vejkanten og væltede halvvejs omkuld, idet hældningen ned mod grøften fik balancen til at tippe. Bilens karosseri var gennemhullet af skuddene.

Den sortklædte motorcyklist havde standset sit køretøj helt. Nu hoppede han af og satte sit transportmiddel på støttefod.

Derefter trak han et par latexhandsker op af lommen og iførte sig dem, mens han nærmede sig den sønderskudte bil og lod sig glide ned i grøften i bilens førerside. Her åbnede han døren til bagsædet og fjernede et ternet tæppe, som var lagt over noget, der stod på sædet.

Massakren havde svinet bilens indre voldsomt til, og tæppet var oversprøjtet med blod og små stykker kropsvæv. Han undgik omhyggeligt at få noget af svineriet på sit tøj.

Tilfreds konstaterede han, at det, tæppet havde skjult, var to store sportstasker, begge lukket med lynlås. Taskerne var proppet med noget, der fik dem til at bule kraftigt ud.

Han lynede dem begge en smule op for at se indholdet og nikkede tilfreds, da han så, at de, som ventet, var tætpakkede med bundter af store pengesedler.

Han trak begge taskerne ud og vendte tilbage til sin motorcykel, idet han ligegyldigt lod bilens bagdør stå åben bag sig. Så bandt han de to sportstasker fast med kraftige elastikker, som han fastgjorde, så de hang ned på hver side af motorcyklens bagende, hvorefter han anbragte et nylondække over dem, som han ligeledes fastgjorde omhyggeligt.

Et blik på resultatet af anstrengelserne overbeviste ham om, at bagagen nu illuderede tilfredsstillende som blot et par motorcykeltasker med nødvendigt indhold til en længere tur.

Et kort blik i begge retninger viste, at vejen stadig lå øde hen.

Han sparkede støttefoden væk, sprang op på den kraftige motorcykel og trådte kickstarteren i bund. Motoren startede med et brøl.

Føreren lavede en U-vending og forsvandt som en sort skygge tilbage i halvmørket ad vejen, han var kommet fra, idet han omhyggeligt sørgede for ikke at overtræde fartgrænsen.

KAPITEL 2

Kristin Little sagtnede farten, da hun var kommet et godt stykke hjemmefra.

Starten på turen havde mest af alt været en flugt. Skrækken for et voldeligt overfald sad stadig i hende, men efterhånden som hun kørte ud ad den stille landevej, begyndte hun så småt at slappe af.

Aftenens milde atmosfære her i det begyndende efterår bragte ro i sindet, og hun rullede sideruden ned for få et endnu bedre indtryk af den natur, landevejen førte igennem: Skove, bakker og dale, vekslede med marker, der netop var høstet, og hvor de gyldne stubbe dækkede store arealer. Synet var balsam for sjælen.

Landskabet præsenterede sig fra sin bedste side her i den blå time. Tusmørket var sat ind, og månen viste sit svage omrids på himlen. Man fornemmede tydeligt, at efteråret havde meldt sin ankomst. Det blev mærkbart tidligere mørkt end i sommermånederne.

Vinden var stille, og alt åndede ro. Indimellem opskræmte hendes billygter et rådyr, som ilede tværs over vejen og forsvandt i krattet langs grøfternes kanter.

Hun smilede let. På trods af alt havde det virkelig været en god idé at forlade City og flytte langt ud på landet. Hun følte sig meget mere i overensstemmelse med naturen her, end hun nogensinde havde gjort i storbyens hektiske liv, hvor man var nødt til at lægge nakken tilbage for at se bare en strimmel af himlen mellem de høje bygninger.

Idéen havde faktisk været Kevins. Hendes kæreste var blevet tiltagende stresset og uligevægtig, især gennem den sidste tid, de havde boet i den lille lejlighed i et af byens mere ydmyge kvarterer.

I løbet af de seneste måneder i City var det, som om han var blevet et andet menneske. Den charmerende, glade fyr, hun var faldet for og var flyttet sammen med, havde udviklet en virkelig uheldig side af sig selv, som hun ikke havde kendt tidligere: Udover at forvandle sig til en nedladende mandscbauvinist, var han indimellem blevet direkte voldelig. Ved flere lejligheder havde han overfaldet hende korporligt, havde slået hende, først med flad bånd, senere med knytnæver, indtil volden var blevet en fast bestanddel af deres samliv.

De pludselige humørskift var uforudsigelige, men hun havde efterhånden konstateret, at de især kom frem, hvis hun spurgte ham, hvad han havde lavet, om der var noget galt – spørgsmål der for Kristin var fuldstændigt naturlige i et nært forhold, men som hos Kevin udløste en byge af nedgørende bemærkninger, for derefter at gå over til slående argumenter, når han havde hidset sig selv op.

Kristin konstaterede, at hun efterhånden blev mere og mere forsagt. Hun begyndte at tænke sig om, før hun åbnede munden. Til sidst var hun blevet meget tavs. Som den tavse og lydige hustru, Kevin åbenbart foretrak. Bortset fra at de altså ikke var gift.

Kristin havde indimellem talt med sin søster om denne udvikling. Hun havde altid forsvaret Kevin under deres samtaler: Han var stresset, hun selv måske ikke lydhør nok...

Storesøsteren, Sue, havde gjort hende opmærksom på, at hun, Kristin, var blevet offer for en psykisk vold, der, som man kunne have forudsagt, hurtigt var eskaleret til fysiske overgreb.

Sue rådede hende indtrængende til at komme ud af forholdet, jo før, jo bedre.

Du kan slå det op på nettet. Din situation er som taget ud af en lærebog om udviklingen af voldens trappe. Det kan ende med en virkelig katastrofe. Med at han slår dig ihjel. Sue havde set alvorligt på hende hen over bordet i den café, der var blevet deres faste mødested. Kom væk, før det er for sent!

Kristin havde væg ret sig: Sue kunne sagtens snakke. Hun bar navnet ’Little’ med værdighed fra sin middelhøjde, og ingen havde mobbet og martret hende gennem skoletiden. I modsætning til søsteren var Kristin bare vokset ukontrolleret. Hun var blevet højere og højere, og gennem barndommen og puberteten stak hun altid ud mellem sine jævnaldrende.

Det var hurtigt endt med mobning, hvor netop hendes efternavn, ’Little’ blev inddrag et og brugt imod hende. Ord som 'Big’, ’Huge,’ og ’Bigfoot’ blev hvisket halvhøjt, efterfulgt af fnisen og hvisken.

Indtil puberteten var hun højere end selv drengene i klassen. Og da de begyndte at vokse til og omsider nåede hendes højde, blev hun tilsyneladende helt usynlig: Når de passerede hende, virkede det, som om de så lige igennem hende.

Det besynderlige var, havde hun tænkt, at når man nu ragede godt op ilandskabet, burde man være meget synlig. Men i praksis skete det modsatte.

Ved skolefester sad hun uvægerligt alene på bænken hele aftenen, og gennem årene mistede hun lysten til at deltage.

Sue havde som den ældste af Little-søstrene altid været vældigt populær blandt kammeraterne. Hun havde aldrig haft problemer i retning af manglende tilbedere. Hvordan skulle hun i virkeligheden kunne sætte sig ind i Kristins situation?

Kristin havde ingen planer for sit liv, da hun gik ud af skolen. Forældrene opfordrede hende med stigende utålmodighed til at få en uddannelse. Kontorelev var det højeste, de sådan umiddelbart fandt, ville være passende for hende. Et net og rent arbejde bag et skrivebord. Og hvem véd, om ikke der skulle være mulighed for at træffe en pæn ung mand sådan et sted, tilføjede moderen med et polisk blink i øjet.

Disse fremtidsudsigter sagde absolut ikke Kristin noget som helst. Hun så i ånden sig selv trone bag et skrivebord, iført flæsebluse og plissénederdel. Nobel, overset og lydig. Ellers tak.

I stedet havde hun klaret sig med skiftende jobs, siden hun flyttede hjemmefra. Som medhjælper i en bagerforretning, som servitrice, som opvasker. Hurtigt skiftende jobs, som gav et nødtørftigt grundlag for overlevelse, men som ikke vakte nogen genklang i hende. Hun higede efter... ja, hun vidste ikke, hvad det var. Men noget, der var hendes. Et arbejde, der kunne give hende en indre glæde, fylde hende med tilfredshed.

Så kom den aften, hvor hun var ude med et par kolleger fra det køkken, hvor hun dengang arbejdede.

Og dér, på et værtshus med høj musik og mange glade stemmer – havde hun mødt Kevin ved baren, da det var hendes tur til at hente drinks. Han havde tiltalt hende med muntre bemærkninger, insisteret på at bære bakken med drinks for hende, og derefter inviteret sig selv til at sidde med ved det bord, hun og hendes gruppe delte. Til trods for at de andre piger var både kønnere og hurtigere i replikken end hende, var det helt åbenbart Kristin, han var interesseret i.

Han var pæn uden at være iøjnefaldende. Måske nok sådan gennemsnitlig. Men han var på højde med hende, ikke lavere. Det var det vigtigste. Samtidig med, naturligvis, at han så tydeligt foretrak hende.

Hun havde følt, at det var kærlighed ved første blik. Hun kunne ikke fatte, at han, af alle de muligheder, han var omgivet af, havde valgt netop hende.

Den stærkeste følelse hos hende var taknemmelighed. Det, og så en stærk undren over, at han så ubestrideligt foretrak hende.

Den næste tid var hun fuldstændigt beruset af forelskelse. Alting var lysere, bedre, smukkere end nogensinde før i hendes liv. Og hver dag endte med – Kevin.

Han boede i egen lejlighed, og meget snart foreslog han hende at flytte ind sammen med ham. De kunne deles om huslejen, og – fremfor alt – de kunne være sammen hele tiden.

Kristin havde med glæde slået til, og de flyttede hendes få ejendele fra det lille værelse, hun havde boet i indtil da, ind i hans lejlighed.

Selvom kvarteret måske ikke var det bedste – som hendes mor ikke forsømte nogen lejlighed til at påpege – var der trods alt bedre plads end i hendes tidligere bolig. Og frem for alt var der – Kevin.

Han forsømte ingen lejlighed til at fortælle hende, hvor smuk hun var, hvor sexet, hvor vidunderlig. Og Kristin, der for første gang i sit liv følte sig beundret og værdsat – set – svævede på lyserøde skyer.

Indtil hun mødte Kevin, havde hun været jomfru. Der havde ligesom ikke været lejlighed til at komme af med mødommen. Og nu følte hun sig som verdens mest betydningsfulde kvinde, den eneste, der havde et virkeligt seksualliv med al den fryd, der hørte til.

Kevin havde altid god tid. Det virkede ikke, som om han havde noget fast arbejde, og hun vidste ikke præcist, hvad han egentlig levede af. Alligevel var det aldrig et problem. Pengene syntes at flyde i rigelige mængder.

Når hun i starten spurgte ham, hvordan han egentlig tjente penge, siden han ikke havde noget lønarbejde, svarede han afværgende, at det egentlig bare drejede sig om udveksling af vennetjenester.

Hun havde undret sig kort, for hun havde aldrig mødt nogen af hans venner.

Men hun skød denne undren til side i sin berusede forelskelse.

Indimellem fortalte han, at han ventede besøg, og ved de lejligheder opfordrede han hende til at opholde sig i lejlighedens andet rum imens, fordi vennerne’ ikke var så glade for at møde nye mennesker. Eller til at ta’ en tur i byen – her har du lidt penge til en glad aften – mens han stak hende en håndfuld pengesedler. Kevin gjorde det nemlig altid i kontanter. Han fandt, at ’plastikkort’ var noget skidt, og han kunne li’ fornemmelsen af knitrende sedler i hænderne.

Der var aftener, hvor han forsvandt nogle timer, og når han kom hjem, virkede han ofte en smule nedtrykt. Kristin trøstede ham og spurgte, hvad der var sket, men han svarede altid undvigende – indtil han en dag pludselig syntes at svinge helt om: Han opfordrede hende i en iskold tone til at passe sig selv og lade være at blande sig i hans affærer.

Og så fulgte forandringen hurtigt, helt frem til, at han gav hende øgenavne som ’kyllingehjerne’ og store knokkel.’

Især det sidste virkede knusende på hende. Hun fik igen for vane at bøje skuldrene en smule fremover, og i takt med hans forværrede humør og hurtigt skiftende stemninger blev hun stadigt mere tavs – som han åbenbart foretrak hende.

Hun begyndte at mødes hyppigere med sin søster og forsøgte i samtalerne at nå ind til, hvad det var, hun, Kristin, gjorde galt.

Men Sue så bare alvorligt på hende og opfordrede hende igen og igen til at gå fra Kevin, før situationen udviklede sig til en katastrofe.

"Du har allerede forandret dig til det værre. Det er så tydeligt at se. Du er sådan en køn pige, selvom du aldrig selv har villet indse det. Og så er du begavet. Du har fortjent så meget bedre end en idiot, der hele tiden nedgør dig og får dig til at føle dig forkert. Du er ikke forkert. Det er ikke dig, der er noget galt med. Det er ham! Kom dog væk! Omgående!" Sues ansigtsudtryk blev mere alvorligt for hver gang emnet, Kevin, blev bragt på bane. Og det blev det ustandseligt, for Kevin var det, hele Kristins tilværelse drejede sig om, det eneste faste holdepunkt, den, som gav hende trygbed.

Kristin mente, søsteren gjorde sig skyldig i en grov overdrivelse i sin vurdering af ham. Der var trods alt altid en grund til, at Kevin hidsede sig op. Det var, når hun, Kristin, ikke tænkte sig om, før hun åbnede munden – som Kevin osse så tit sagde bagefter, når han undskyldte sin opførsel. Og det gjorde han altid, når han havde hidset sig ned: Han blev ulykkelig over at have slået hende og svor, at det var sidste gang.

Hver gang... tilføjede Kristin nu ironisk for sig selv.

Situationen havde imidlertid løst sig, da Kevin foreslog at de flyttede på landet. I et for ham usædvanligt fortroligt øjeblik havde han fortalt hende, at han vist var blevet spil-afhængig, og nu var han ved at komme ud, hvor han ikke kunne bunde: Han skyldte penge væk til de 'forkerte mennesker’, og han følte, at hvis han bare kunne komme væk og hen et sted, hvor livet ikke var så hektisk, måske finde et fast arbejde, ville han blive mindre stresset og dermed mere ligevægtig.

Han havde set bønfaldende på hende, og hun var smeltet fuldstændig.

Jamen selvfølgelig, Kevin. Det ville være skønt, havde hun straks indvilget, lettet