Frihed ... så langt øjet rækker

By Henrik Kruse

Romanen er anden bog i trilogien om Holdet, en gruppe mænd med det til fælles, at de bor i Aarhus og alle har en kræftsygdom. På de hurtigt læste sider, som er de fleste, følger vi de midaldrende mænd og et par enkelte kvinder (i kulissen), der får tiden til at gå med at sparke dæk, drømme om gamle biler og filosofere over tilværelsen.

En søulk på Samsø bliver en meget stor mundfuld for makkerparret, Mongs og Købmanden. Johnny finder sin selvsikkerhed frem og erklærer sin kærlighed til Sille i Café Vingesuset. Det ser lovende ud, men Johnny har stadig nogle mørke sider at slås med.
Hampesuccessen vokser, ... i en sådan grad, at den bliver vanskelig at skjule for ordensmagten.

Ud over at fortælle en god historie, har min intention været at tage læseren med ind i en maskulin verden, der i sin lettere karikerede udgave viser sammenhængen mellem overflade og dybde. Maskulin integritet, uden at det skal lyde for ambitiøst!

Sagt med et kierkegaardsk udtryk lider vi alle af en sygdom til døden. Når mennesker midt i livet rammes af kræft, bliver vi mindet om vores uundgåelige skæbne. Om de tanker og reaktioner, det sætter i gang, kredser denne romans mest tætskrevne sider.

Omslag og farveillustrationer af Elina Cullen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 26, 2017
• ISBN: 9788771888836

Henrik Kruse

Cand. Teol. og præst i 10 år. Efterudannlsae som familieterapeut fra Kempler Instituttet. Siden 2002 leder af Kræftens Bekæmpelses rådgivningscenter i Århus. Siden 2013 desuden leder af mentorprojekt for mænd med kræft. Har tidligere udgivet: Mand på rejse (noveller), 2014 På hjul gennem Perleporten (roman), 2015 Frihed ... så langt øjet rækker (roman), 2016

Book preview

Af samme forfatter:

Mand på rejse (noveller), 2014

På hjul gennem Perleporten (roman), 2015

Indhold

Forord

Resumé

Bevingede ord

Antikviteter sælges

Danmark i overskrifter

Laboratoriet

En opgave med flere perspektiver

Noget om respekt og ligeværd

Territorier pisses af

Tømmermænd

Søsyge

På Samsø var en pige

En far glemmer ikke sine børn!

I røg og hamp

En lille hjælpeløs fugleunge

Et godt forsøg!

Første lektion

Hurtig omsætning

Cafésyndikatet

En stemme fra Ecuador

Nye ansigter og et enkelt savnet

Forskelle og ligheder

En næsten naturlig forklaring

En enkelt knude og flere løse ender

Fri som fuglen

Hva’ for et ’pis a’- tal’?

Kulminationen

Forhøret

En fantastisk udsigt

Stjernerne flytter man ikke rundt på

Persongalleri

Forord

På hjul gennem Perleporten var på flere måder et eksperiment. Den var min første roman. Samtidig havde jeg på forskellig vis forsøgt at tilegne den specielt til mænd: Temaerne og stilen var typisk maskulin, omslaget og formatet var anderledes end på de fleste bøger … lidt mere tegneserieagtigt, hvilket igen blev forstærket af korte afsnit og Elinas mange farveillustrationer.

Jeg tror, at eksperimentet lykkedes. Min formodning bygger på, at flere mænd har kommenteret denne bog i forhold til min første bog, Mand på rejse.

Omvendt med de kvindelige læsere. Som én sagde til mig forleden: ’Jeg slugte din første bog, måske fordi jeg selv er terapeut. Men romanen lagde jeg fra mig efter 20 sider … den er alt for meget mandeverden til mig!’

Nu prøver jeg igen … med en fortsættelse, og efter den kommer endnu én, kan jeg godt røbe.

Tak endnu en gang til Elina for illustrationer og opmuntringer.

Tak til et par gode mænd i familien: min far og Bjarne, min svigersøns far, for gennemlæsning og gode kommentarer.

I det hele taget betyder respons utrolig meget. Så tak for enhver kommentar.

Resumé

I ’På hjul gennem perleporten’ møder vi holdet, en lille gruppe mænd, der alle er blevet ramt af en kræftsygdom. De har sat sig for at hjælpe andre mænd, der kommer i samme situation.

Spøgefuglen ’Mongs’ og vestjyden ’Købmanden’ får begge kam til det hår, ingen af dem længere har, da deres første ’opgave’, Johnny, gør sin entré i en knaldrød sportsvogn. Johnny har ikke kun sygdommen at slås med. Han er raget uklar med sin familie, ikke mindst sønnen Michael, der er sprunget ud som bøsse.

Det bliver den farverige italiener, Albert, der på køreturene til Nordjylland får lirket ved låsen til Johnnys hemmelige indre. Med hundehvalpen ’Klumpe’ på skødet kommer Johnny i kontakt med sin barndom, der var præget af tabet af faren og et flerårigt seksuelt overgreb.

Johnny overlever en stor operation og bliver raskmeldt. Hans udvikling på det menneskelige plan bliver et af bogens gennemgående temaer. De øvrige på holdet, og ikke mindst de to kloge kvinder i kulissen, Angee og Sille, giver ham en god blanding af udfordring og omsorg.

For at finde en matchperson til en ’ny’ mand med en dårlig prognose, dykker Jobs, holdets uformelle leder, ned i Cohens underverden. Fire trin under gadeplan lever den alkoholiserede musiker et beskyttet liv i en selvskabt verden.

Den ’nye’ mand viser sig at være Imamen. Han og Cohen udvikler som ’det dødsmærkede par’ et nært forhold, som end ikke ’den sidste fjende’ formår at bryde.

Imamens længsel efter fred i sjælen afspejler sig i hans forsøg på at forstå Kierkegaard, i hans fortrolige samtaler med Cohen, og i hans faderlige omsorg for holdets yngste, computernørden Kim.

Til gengæld sætter Kim sig i spidsen for et ikke helt lovlydigt forsøg på at skaffe Cohen og Imamen en alternativ medicin. I Jobs drivhus vokser i løbet af kort tid en hel skov af hampplanter, som Kim flittigt tilser. Han benytter samtidig lejligheden til at opbygge et venskab med Angee og Klumpe, holdets kæledægge.

Trods de gode intentioner og den fælles indsats når hampolien ikke frem til Cohen, før det er for sent. Han har selv sørget for den sidste olie og efterlader vigtige hilsner til sine nærmeste: Imamen og Kim får i fællesskab en veteranbil, og Sille overtager værtshuset med den klausul, at der altid skal skænkes øl for mændene på holdet … på Cohens regning. Der er tænkt på alt.

Bevingede ord

Kun de efterhånden perforerede folder afslørede, at brevet havde været åbnet utallige gange. Papiret var stadig hvidt og uplettet. Det var blevet passet på!

Imamen kunne ordlyden udenad; alligevel blev han ved med at folde hele arket ud. Betydningen lå ikke alene i ordenes sammensætning, lige så meget i skriften, i mellemrummene, i det, at ordene ikke bare var en tekst, men et afskedsbrev, som han stadig var overrasket og rørt over at have modtaget.

I den seneste tid var nogle få linjer igen og igen blevet læst: ’Jeg håber, du når det, du gerne vil! Vær lidt mindre nøjeregnende med dig selv i den tid, du har tilbage! Det vil klæde dig!’

Imamen så Cohen for sig i hans kontor ved skrivebordet med messingklokken og fyldepennen. Efter at have skrevet nogle få linjer fik klokken et tryk, og øjeblikket efter stod Sille i døren med en Leffe; Cohens foretrukne. Ansigtsudtrykket sagde det hele; varme, lune, klogskab og en naturlig troværdighed. Imamen mærkede øjnene blive blanke og fugtige. Han savnede sin ven! Måske var det derfor, at brevet snart ikke længere kunne hænge sammen. Måske var det hans måde at komme omkring sorgen på.

’Men hvorfor netop de linjer?’ spurgte han igen sig selv og kendte samtidig svaret: Cohen havde taget ham lige på kornet. Han havde set det hele. Sådan var han! Cohen så det hele og fik det sagt på en måde, så han havde følt både lettelse og forpligtelse.

’Hvad er det, jeg gerne vil?’ Imamens tanker bevægede sig i velkendte omgivelser. Spørgsmålet om livets mening og hans egen særlige rolle havde optaget ham, lige siden sygdommen blev konstateret. Uroen havde altid gnavet, men i de travle år havde han holdt den stangen. Nu havde den frit løb, og passede han ikke på, ville denne raffinerede variation af selvoptagethed overtage styringen.

Cohen havde set det i et splitsekund. Han vidste, hvad misbrug kan gøre ved én.

Cohen havde set hans bedste intentioner og drømme om at gøre en forskel, og samtidig havde han set skyggen: forfængeligheden og angsten.

’Du skal brede dine vinger ud!’ havde Cohen opmuntret ham. ’Ligesom da vi baskede rundt i værtshuset uden at tænke på, hvad de øvrige gæster mente om os.’

Imamen var godt klar over, at han var nødt til at springe ud og tro på, at vingerne ville bære ham. Kun på den måde ville han nå sine drømmes mål. Cohen havde vist ham vejen, nu var resten op til ham selv. Han vidste det alt for godt.

Avisen lå på bordet. Imamen havde ud af øjenkrogen lagt mærke til forsidebilledet og overskriften: ’Genoprettelsen af Brabrandsøen bærer frugt ... havørnen er tilbage!’

Han fik en idé!

Austinen svingede ind på p-pladsen ved Engsøen.

Hva’ ska’ vi her? spurgte Kim med et spørgende ansigtsudtryk.

Rolig, husk at tålmodighed er en dyd! svarede Imamen og rakte ud efter den sorte og aflange taske på bagsædet.

Ska’ vi gå langt? spurgte Kim videre med en anelse trods i stemmen. Motion stod ikke øverst på hans ønskeliste.

Imamen smilede tilbage med en blanding af overbærenhed og fortrolighed.

Begge vidste, at de stod over for noget nyt sammen. De havde været fælles om interessen for bilen og alt det, der havde hørt med: søgning på nettet efter merchandise og ugentlige fremvisninger på de efterhånden vidt udbredte veterantræf. De havde endda været en tur i Skive. Overalt mødte de blikke af nysgerrighed og ærefrygt. Og de nød det!

Men hvad var nu det her? Behøvede de at udforske nye områder? Det virkede risikabelt.

Tag den her! Imamen gav ingen mulighed for indsigelse. Den sorte taske landede i Kims favn, og Imamen havde sluppet taget, før han nåede at protestere.

Den vej! Imamens frie hånd pegede ud ad grusstien langs med åen. Den anden hånd holdt om en orange campingtaske fra midtfirserne.

Kim fulgte modvilligt trop. Hans kondi var langt bedre, end han i øjeblikket gav udtryk for. Hans slæbende fodtrin var udtryk for regression og ikke som sådan rettet mod hans nye ven. I Imamens silhuet så Kim sin mor, stavrende af sted i sine udtrådte, fodformede sko.

Lad, som om du lufter Klumpe! opmuntrede Imamen.

Kim hørte i første omgang ikke ordene som sammenhængende. Han var tilbage i barndommen og på slæb. Hans mor var allerede langt foran, og han overvejede instinktivt at opgive forfølgelsen. Opmuntringen fra Imamen blev i hans regredierede tilstand til: ’Klumpe, du får kun slik og sodavand, hvis du får lidt fart på!’

Kim blev på et splitsekund opmærksom. Hans mor havde kaldt ham for ’Klumpe’. Først nu huskede han det. Underligt! Hvorfor havde deres rottweiler det samme navn? Han smilede. Pudsigt! Han havde hadet det kælenavn, men til hunden passede ’Klumpe’ helt fint!

Er du med? Vi skal bare hen til tårnet dér! lød hans vens stemme langt fremme.

Kim smilede og hankede op i tasken. Han var kommet på bedre tanker. Klumpe var hans ét og alt. Bare de havde haft den med, så var turen gået meget lettere. Men Albert havde den i øjeblikket, indtil søndag, så skulle den igen bo hos Jobs og Angee. Kim blev glad ved tanken. Han savnede Klumpe ... og Angee og Jobs. Han så dem mere i de perioder, hvor Klumpe boede hos dem.

Kim strakte armen lidt og lod, som om hanken på tasken var hundesnoren. Han hankede op i sig selv og øgede tempoet.

Nostalgitasken viste sig at indeholde mere moderne bekvemmeligheder: oppustelige puder, franske vafler fra Tigeren, to dåseøl og en kikkert.

Jeg troede, vi skulle fiske, kommenterede Kim, da han så Imamen trække et teleskopstativ ud af den sorte taske. Han lød ikke skuffet.

"Hvad tror du ellers på? spurgte Imamen spøgende. Kim så op mod himlen. Den var skyfri.

Jeg tror på McDonald’s, Bill Gates og Assange, kom det overraskende hurtigt fra Kim. Han smilede. Kroppen havde svært ved at holde trit, men på det mentale plan kunne Imamen bare komme an.

Imamen stoppede udpakningen og så med et øjebliks overraskelse på sin langt yngre ven. Han overraskede ... igen!

Junkfooden kan du holde for dig selv, men de andre to kan vi godt blive enige om, svarede han med et lidt påtaget smil. Det stod ikke til at skjule, at han havde fået baghjul.

Er det en mudderklire, vi er på udkig efter?

Stativet var næsten samlet, og Imamen havde fisket endnu en kikkert frem fra tasken; en énøjet.

Kim sad solidt plantet på den oppustelige pude. Han lod fagmanden arbejde og nøjedes med at stille opmuntrende spørgsmål.

"Kim, ved du hvad der er brunt og ligner en flyvende dør? spurgte Imamen sin spørgelystne ven.

Mener du et flyvende tæppe?

Nej, vi er i dyreriget! svarede Imamen.

Teleskopkikkerten var fastgjort, og Imamen lænede sig ind over stativet og forsøgte at få fokus.

"Hvorfor er der ikke lys i displayet? udbrød han irriteret.

Der er nok ikke strøm på!

Imamen svarede ikke, men rystede opgivende på hovedet. Pokkers! mumlede han. Nå, så bliver det kun kikkerten. Vil du række mig den, Kim?

Kim rakte Imamen den énøjede.

Gevindet var det samme som til kameraet, så Imamen byttede dem rundt og lagde øjet til. Han løftede hånden mod Kim for at signalere, at han ikke skulle sige noget.

Imamen panorerede over de små tuer og landfaste tanger midt på søen. Han var dybt koncentreret.

Der gik vel næsten ti minutter, før Kim turde forstyrre. Er det en fugl, du kigger efter?

Imamen nikkede langsomt. Kløgtigt, Kim! … fugle tilhører dyreriget.

Hånden blev igen løftet. Måske var der noget bag den pynt. Imamen prøvede at stille mere skarpt.

Vidste du, at der er havørne her ved Engsøen? spurgte Kim i et uimponeret tonefald.

Nå, så faldt tiøren! svarede Imamen uden at løfte hovedet fra den énøjede.

Jeg vidste det faktisk ikke! Tror ikke, jeg har set dem før, sådan in real life.

Det har jeg heller ikke, men jeg har læst, at de skulle være her, svarede Imamen, nu mere imødekommende.

Måske skulle du lukke begge øjne op, foreslog Kim lidt drillende. Han havde slænget sig på ryggen og var godt i gang med vaflerne fra Tigeren. De smager godt! kommenterede han.

Man spiser dem ikke, Kim, svarede Imamen fraværende.

Så stor som en dør, det har du faktisk ret i, fortsatte Kim i sit eget spor.

Ja, vingefanget er på mere end to meter, svarede ornitologen.

Det skal nok passe. Måske nærmere to og en halv meter, mumlede Kim mellem vaflerne.

Arh, det er nok i overkanten!

Hvis den mindste er to meter, så er den største mindst to og en halv, mumlede Kim videre.

For første gang, siden kikkerten var blevet påskruet, løftede Imamen blikket. Han missede med det ene øje, det, der havde været lukket, og så over mod Kim.

Hvad er det, du mumler om? spurgte han.

Kim sagde ingenting. Ham smilede og gumlede videre. Så løftede han den hånd, der ikke holdt på vaffelpakken, og pegede op mod himlen.

Imamen drejede hovedet lidt og vred munden en smule, mens han først så skeptisk på Kim, så igen på hans hånd. Først derefter bøjede han hovedet bagover og lod øjnene se mod himlen.

Wow! lød det stille og ærefrygtigt fra Imamen.

Ellers blev der ikke sagt noget i flere minutter. Begge fulgte ørnenes cirkler på den lyseblå baggrund.

Det er os to, Kim! sagde i Imamen i samme højtidelige tonefald. De er et tegn til os! Vi skal begge to slippe jorden og lade opdriften bære os.

Igen blev der pause mellem ordene.

Kim var færdig med at spise, pakken var tom. Hvorfor vil du nu over til den anden sø? spurgte han.

Hvad mener du? Det har jeg da ikke sagt noget om! svarede Imamen. Han løftede hovedet lidt og så over mod Kim, som ikke fjernede øjnene fra himlen.

Sagde du ikke lige, at de er os to? Og nu flyver den lille ind over Brabrandsøen. Kim drejede hovedet og løftede øjenbrynene.

Imamen så efter fuglene. Det var rigtigt. Den mindste så ud til at være dykket lidt og svævede nu over den anden sø.

Arh, jeg er med. Tiøren skulle lige falde. Du er klart den største af os. Men gad vide, om den største er den yngste? Plejer det for øvrigt ikke at være hunnerne, der er de største? Imamen var igen inde i kampen.

Sagde du ikke lige, at det er os, der flyver deroppe? Så må det jo være to hanner!

De to var ved at finde jargonen. Det var noget lettere, når stormesteren Mongs ikke var med; så slap de for hans hån under øvelserne.

Jeg ved godt, hvad du mener. Tror jeg, fortsatte Kim, du hentyder til, at jeg har været groet fast i min lejlighed foran skærmen og godt kan trænge til luftforandring?

Imamen svarede, mens han stadig holdt blikket på de store fugle: Nej ... ikke helt. Måske er det bare rækkefølgen, jeg ser anderledes. Vi to flyver allerede. Tænk på, da vi så hinanden første gang ... ganske rigtigt i din lejlighed. Hold da op, hvor er der sket meget siden.

Kim nikkede. Jeg tænkte lige på det, på vejen herhen. Min mor kaldte mig for ’Klumpe’, og nu siger du, jeg er en ørn. Det passer ikke sammen!

Imamen slap kontakten med ørnene og satte sig op.

Kaldte din mor dig for Klumpe? Sjovt, når Klumpe nu hedder det samme.

Ja! svarede Kim, vi ligner hinanden lidt ... mere end jeg ligner ørnene. Jeg skal tabe mindst halvtreds kilo, før jeg springer ud fra min altan.

Imamen smilede og lagde sig igen fladt på ryggen. Jeg har altid været fascineret af fugle, alle fugle, men måske mest rovfugle. Måske har jeg været en fugl i et tidligere liv.

Tror du på sådan noget? afbrød Kim.

Nej, egentlig ikke, det er vist bare en talemåde. Jeg tror mere, det er friheden, jeg er fascineret af. Du ved: ’fri som fuglen’.

"Jeg er fri. Det er jeg ikke blevet lykkelig af!" indskød Kim igen.

Imamen nikkede eftertænksomt med hovedet. Du tænker måske på at få en kæreste, for at du kan blive lykkelig?

Kim tænkte sig om. Måske, svarede han lidt langsomt. Jeg er i hvert fald glad for ikke længere kun at være mig selv.

Imamen nikkede eftertænksomt.

Nu har jeg Klumpe, bilen og jer andre med kræft, fortsatte Kim.

Imamen nikkede.

Hvis jeg skal tænke på frihed på den fede måde, så skal det være noget andet end at sidde derhjemme. Og så selvfølgelig at være fri for min mor.

Kim smilede. Han kunne godt høre, at han med den sidste bemærkning igen var tilbage i regressionen.

Begge fuglene var nu igen over Engsøen, og Imamen havde sat kikkerten for øjnene. Kim forsøgte sig med

den énøjede uden det store held.

For mig hænger frihed sammen med vægtløshed, sagde Imamen, da han havde fået stillet skarpt og for første gang så de to flyvere på nært hold. Jeg har altid bekymret mig meget, eller ladet mig vikle ind i et tankespind af udregninger og forestillinger. Jeg har også følt mig for tung og hæmmet til rigtig at nyde livet. Det er først efter, at jeg fik sygdommen og mødte Cohen, at jeg så det og fik lyst til at leve mere let og frit.

Du tænker meget! lød Kims kommentar. Det gør jeg også selv. Selvom I måske ikke tror det.

Det har jeg lagt mærke til, svarede Imamen, på det punkt ligner vi hinanden!

Kim gav den énøjede endnu et forsøg og fik mere held med det. Han kom med flere lyde, som fortalte, at han bestemt også var fascineret af de majestætiske fugle.

På turen hjem blev Imamen igen overrasket, da Kim tog tråden op fra snakken ved søen. Jeg ved faktisk ikke så meget om dig, Franz. Altså om, hvad du har lavet, og hvad du er optaget af ud over biler. Du har aldrig været særlig interesseret i Klumpe.

Imamen overvejede at holde ind til siden, men gjorde det ikke. Det kunne let blive for alvorligt. Han ville gerne fortælle, men også gerne holde den lette stemning. Jeg har haft travlt og tjent mange penge. Jeg har været en stor mand, selvom jeg mellem os to er den lille. Han smilede og vidste, at Kim ville høre flere detaljer.

Enten havde jeg travlt, fordi jeg ikke turde stoppe op ... vel fordi jeg var bange for aldrig at komme i gang igen ... bange for at kede mig. Eller også havde jeg bare travlt og så derfor ikke alle de små detaljer, der som oftest er de smukkeste og vigtigste. Du ved, når vi kører i Audi en, oplever vi ikke det samme, som når vi tøffer af sted i Austinen. Før i tiden havde jeg aldrig fået øje på de ørne.

Kim kunne ikke dy sig: du fik heller ikke øje på dem i dag!

Han kunne se, at kommentaren gjorde noget ved Imamen. Inden han vendte hovedet med et smil, så Kim et glimt af noget helt andet i hans ansigt. Måske angst.

Det var kun for sjov! sagde han.

Imamen valgte at holde ind til siden. Han fandt en serviet og tørrede de sveddråber væk, der piblede frem. Da vi så ørnene, blev jeg så glad, nærmest lykkelig, over, at vi havde fået øje på dem. De er stadig sjældne, og jeg havde kun læst om dem i avisen. Det var lidt af et sats at invitere dig med, og ... så blev det belønnet. Jeg følte faktisk, at vi var begyndt på noget nyt, og at de ørne er et tegn på det. Så minder du mig om, at jeg overhovedet ikke er blevet bedre. Jeg fumlede med kikkerten og havde nok aldrig selv opdaget dem ... selvom de var lige over mit hoved. Imamen rystede på hovedet og tørrede igen sin pande. Optimismen fra tidligere var der ikke spor af.

Kim så undrende på ham. Ventede lidt, før han kommenterede:

"Du sagde, at det var os, der var ørnene. Og så vidt jeg husker, var det os, der fandt dem. Jeg fik øje på dem først, det er rigtigt. Men du havde læst om dem og hentet mig. Du havde også sørget for udstyret og vaflerne. Forstår du? Jeg synes, at det, du sagde om os og ørnene, er supersejt!"

Imamen sad forstenet og så frem for sig. Han hørte godt, hvad Kim sagde, men ordene trængte ikke igennem.

Du nævner tit Cohen. Hvad ville han have sagt?

Cohens navn fik Imamen tilbage til virkeligheden.

Måske fordi, det var Kim, der bragte ham på banen. Stille og roligt kom farven i ansigtet tilbage, og Imamen begyndte at fatte dybden i Kims ord.

Du er ikke tosset, Kim! Du er flyvende, det er da helt vildt. Jeg troede, det var mig, der skulle hjælpe dig, men det er vist omvendt.