Base Camp

By Michael Holm

Sponsoreret af en australsk energidrik-virksomhed, Comeback, vender den danske bjergbestiger og BASE Jumper Jonas Overgaard sammen med sit gamle hold tilbage til Everest Base Camp. Målet er at nå Everests top. Allerede efter kort tid må Jonas og resten af holdet dog erkende, at flere fatale beslutninger fra deres første topforsøg i 2013 er vendt tilbage for at hjemsøge dem, og et sted i Base Camp er nogen ved at gøre regnskabet op.

Base Camp er Michael Holms anden bog. Han udgav sin debut, spændingsromanen Jerusalemsyndromet, i 2019.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 16, 2022
• ISBN: 9788743085270

Book preview

1.

Onsdag den 21. maj 2013

Så du mig ikke, mor? Jeg kunne ikke komme dig nærmere. Jeg stod alene på toppen af Mount Everest med støvlerne i sneen og hånden løftet. Alt jeg ventede på, var, at du skulle række din hånd ned til mig. Et strejf af varme i kulden. Det var derfor, jeg tog handsken af. Min hånd frøs til is for din skyld. Hørte du ikke, hvordan jeg råbte på dig? Hvordan kunne du pludselig føles så fjern? Hvordan kan man bede nogen om at forlade det eneste sted, de er bestemt til at være? Jeg skulle være blevet, mor. Jeg skulle have sat mig til rette og lyttet til tavsheden fra alle dem, der i løbet af årene har nedgjort mig og set mørket opsluge dem. I stedet søgte jeg ned, ikke fordi jeg havde et bedre sted at være, ikke fordi jeg nogensinde ønskede at se dem alle igen, men fordi det er, hvad bjergbestigere gør. De klatrer op og ned igen. De spørger aldrig sig selv om hvorfor. Derfor gjorde jeg som alle før mig. Jeg prøvede at komme ned i live. Med glasset i skibrillerne delvist frosset til prøvede jeg at finde vej i mørket. Kort efter gik lyset i hjelmen, samtidig som vinden begyndte at tage til. Pludselig kæmpede jeg mod både kulden og vindstødene. Hvert åndedrag var et råb om hjælp fra lungerne. Hvert skridt en ny måde at dø på. Det var i disse forsinkede bevægelser, jeg først mærkede det. Måden, jeg klamrede mig til rebet på. Men det er først nu, her, i dette larmende skjul bag et klippefremspring, at jeg tør erkende det: Jeg er bange, mor. Jeg ved, at bjerget æder af min forstand. Jeg ved, at nedkølingen til slut vil stoppe blodet fra at strømme. Denne klarhed er forbipasserende. Denne klarhed får mig til at ryste. Jeg kan ikke være i mig selv, men heller ikke røre mig ud af stedet. Jeg magter ikke andet end at sidde foroverbøjet med hænderne foldede, mens jeg beder for et mirakel. Et lysglimt i mørket fra de andre klatrere, der har set mit telt forladt i Camp 4, og nu er på vej op.

Tanken om dem er som en lille engangsdunk med varme, der varer, indtil fornuften igen tager over og præsenterer det nytteløse håb.

Når de først finder mig, er det for sent.

2.

Søndag den 1. august 2021

Mike Anderson har fået at vide, at han skal blive ved med at kigge op. De står for tæt på kanten til, at det er en rar fornemmelse, men han gør, som han har fået besked på. Hans diametrale modsætning, Andy, en høj, dreadlockssvingende fyr med en tykplastret amerikansk sydstatsaccent tager imod en skrattende besked i walkie-talkien. Det er nu. Manden, Mike Anderson har fløjet hele vejen fra Australien til Frankrig for at møde, har netop ladet sin krop falde ud fra klipperne lige under panoramaterrassen på Aiguille du Midi. Det går knapt at forestille sig det. Selv har de stået af på svævebanens anden station i 2300 meters højde, gået femten minutter langs en sti og tilbragt den sidste time på Refuge De Plan, et frokoststed med røde parasoller og afslappet stemning. Kun de sidste ti minutter har de stået på en afsats under stien. Mike mærker, hvordan Andys hemmelighedsfuldhed har gjort ham utålmodig. Han er endnu ikke blevet klogere på, hvorfor det er bedre her. De er tydeligvis for langt væk til at se den faldende skikkelse. Han har ikke engang fået udleveret en kikkert. Alt han kan skimte er det imponerende bygningsværk på toppen af Aigiulle du Midi, som de ville have haft adgang til, hvis de blot havde fortsat i svævebanen med den højeste opstigning i verden. Han ville ikke have brudt sig om at stå i 3800 meters højde, men i det mindste ville han have set faldet på nærmeste hold. I stedet står de her. Lidt over halvvejs. Midt i ingenting. Alt i ham har lyst til at ryste på hovedet over ekstremiteten i den handling, han lige har hørt om, men ikke kan se. Alligevel står han som et nikkende fjols, der ikke tør fjerne øjnene fra de sneklædte tinder, der står i kontrast til det frodige landskab under dem. Chamonix henslængt i dalen. Den milde brise han mærker. Han har taget jakken af og lagt den på en stol i restauranten, men det er ikke nok. Bukserne klæber, slipset strammer og svedpletterne på den hvide skjorte bliver svære at få af. Men han er firmaets repræsentant til et forretningsmøde. Det er et krav, og derfor uniformen han bærer, uanset hvor meget han falder udenfor.

Er du klar?

I dannelsen af en ny kontrast stiller Andy sig ved siden af. Mike ved ikke, hvad han skal svare, men drejer hovedet. Han er træt af at blive holdt hen. Det patetiske forsøg på at opbygge en spændingskurve.

Fortæl mig hvad jeg skal være klar til, og jeg skal fortælle dig, om jeg er det.

Den amerikanske guide smiler skævt uden at kigge på ham.

"Jeg behøver ikke at fortælle dig noget, dude. Alt jeg behøver, er at pege."

Amerikaneren strækker sin arm. Ikke højt. Ikke mod himlen. Men lavere og lavere. Mike følger langsomt armens fald ud i dens udstrakte position. Han når ikke at tænke. Han har aldrig før oplevet noget komme imod ham med en sådan fart. Frygtinstinktet tager over og sender ham i knæ med højre arm dækkende ansigtet og albuen afværgende det angribende. Den rykkende fornemmelse af en urkraft, der passerer lige over hovedet. Han hører Andys opildnede Ye-ha-råb, mens han forskrækket ser ned over den slumrende dal og den store, orange fugleskikkelse, der fortsætter i en næsten ubrudt linje.

Hvad siger du så? Total præcision med 350 km/t. Du finder to måske tre andre i verden, der kan gøre det samme. Lidt lavere og han havde kappet hovedet af dig og alle blomsterne.

Mike nikker igen. Han tror på det. Det samme gør de andre uindviede, der har rejst sig fra deres borde og nu står på stien. To teenagedrenge på vandretur med deres forældre er de mest højlydte og begejstrerede. De ved, hvad de har set, og hvad de er blevet givet. En feriehistorie endelig værd at fortælle kammeraterne om. En wingsuit BASE-jumper, der fløj så tæt forbi restauranten, at alle tabte deres bestik og spildte deres drikke. Overdrivelser båret frem af teenagerens manglende tro på selv de bedste historiers værdi. Alligevel lader han deres begejstring smitte, imens han ser, hvordan fuglen forvandles til en mand dinglende fra en udslået faldskærm. Han får ikke set selve landingen. Andy tager ham hen til svævebanen med det samme. Han spørger ikke hvorfor. Han fortæller ikke, at deres plan om at imponere ham allerede er lykkedes. I stedet lytter han blot til den lange udløsning af tilbageholdte ord, som samles til en effektfuld salgstale, der fortsætter, selv efter de er trådt ud af kabineliften i centrum af Chamonix.

"Jeg ved, hvad du tænker: Jeg er hans ven. Selvfølgelig har jeg tænkt mig at sige positive ting. Men jeg garanterer dig: The sky is the limit med ham her. Fyren er et naturtalent. I de få år han har sprunget, har han udviklet sig til én af de bedste præcisionsspringere i verden. Det eneste han mangler, for at blive den bedste, er en seriøs sponsor."

De kigger kort på hinanden over bilens tag, inden de sætter sig ind. Det er underligt at høre krav om seriøsitet fra en mand, der ikke synes at kunne tage sig selv alvorligt, men normalt ville Mike hilse et sådant krav velkomment. Han ville fortælle den sædvanlige smøre om, at firmaet kommer til forhandlingerne med ambitioner og selvfølgelig derfor kun ønsker seriøse samarbejdspartnere. Denne gang kan han dog ikke få sig selv til at sige det. Han ved, at han snart er han nødt til at indrømme, at de mails, han har sendt, ikke indeholdt hele sandheden.

De parkerer på en lille, gruset plads udenfor byen, hvor der i forvejen holder to biler. Én af dem er en politibil. Mike bliver bedt om at vente, hvor det kortklippede græsområde møder højere bevoksning. Han kan se, at to politifolk er kommet ham i forkøbet. De står på hver side af udspringeren, der har lagt sin hjelm og briller, taget støvlerne af, men fortsat holder sin wingsuit, som en fugl, der har krænget sin fjerdragt af. Udspringerens ligegyldighed er muligvis påtaget, men virkningsfuld, hvis ønsket er at gøre politifolkene mere ophidsede. De taler til ham på skift. De ansporer ham til at skynde sig, men ser det modsatte. Støvlernes velcrolukninger der genspændes med omhyggelig provokation. Andy, der iler til undsætning, men ikke kan få dem til at ændre mening. Hvad end problemet er, leder de to franske gendarmer ikke efter en løsning her. De har allerede håndjernene klar. Mike ser dem passere forbi, og for et kort øjeblik får han øjenkontakt med danskeren, han er kommet for at møde. Støvlerne, et par korte, sorte specialshorts og en grå gennemsvedig T-shirt er alt han nu har på. Et rebelsk blink med øjet er det sidste, han vælger at afgive. Det virker som et nyt stunt. Men denne gang er Mike ikke tilsvarende imponeret. Wingsuiten er nu i Andys hænder. Det samme er forklaringen, da de ser politibilen køre væk:

Ændring i planen: I stedet for at mødes her, vil Jonas komme til dit hotel i aften. Det bliver også mere officielt på den måde. Du ved: Stole, borde og den slags. Måske kan I spise middag sammen.

Han er lige blevet ført væk af politiet.

En mindre uoverensstemmelse.

De lagde ham i håndjern.

De spiller med musklerne. Ren afskrækkelsestaktik. Tro mig, Jonas er ude igen om nogle timer.

På den anden side af græsområdet står et skur, der ser ud til at kunne brase sammen, hvornår det skal være. Ved det står tre mænd og snakker sammen. Andy vinker til dem, men ingen af dem vinker igen. Mike stirrer overrasket på Andy.

Mennesker bliver ikke anholdt uden videre. Hvad har han gjort?

Du så, hvad han gjorde. Han sprang. Amerikaneren smiler, men holder derefter en pause, der ligner eftertænksomhed. Sidste år mistede otte BASE Jumpers livet i Frankrig. Fem af dem her i Chamonix. Tre af dem var vores venner og bekendte. Den sidste af dem, en kazakhstaner, fløj direkte ind i en træhytte. Ingen andre kom til skade, men det spillede ingen rolle. De lokale myndigheder valgte at nedlægge et forbud mod flere spring. Vi troede, det var midlertidigt. Vi troede, vi havde en aftale om at ophæve forbuddet i år, men i stedet har de fastholdt det.

Det virker fortsat som en overreaktion at slæbe ham væk i håndjern.

"Well… " Andy forsøger at trænge en brødebetynget mimik ind igennem den revnende stolthed. Det var ikke ligefrem Jonas´ første spring denne sommer.

Igen modstår Mike lysten til at ryste på hovedet. Han ønsker ikke at kende det præcise antal spring. Alt han behøver at forstå, er, at det han overværede, ikke kun var til ære for ham. Det var en protest, en manifesteret uvilje og en kriminel handling, der bør få ham til at afbryde kontakten med det samme. Men det kommer ikke til at ske. Han har fået direktiver om at få denne kontrakt i hus for enhver pris.

3.

Mike Anderson vinker til ham fra baren på Hotel Mont Blanc. Det behøver han ikke. Det er en lun aften i Chamonix, og stort set alle andre har valgt at sidde udenfor. Jonas er halvanden time forsinket. Det er en bevidst handling. Mike Andersons reaktion vil vise, hvor højt de rangerer ham. Inderst inde ved han godt, at det er en unødvendig risiko at løbe. Han har ikke penge til resten af ugen, og uden en underskrevet aftale er han nødt til at vende tilbage til Danmark, det gamle barndomsværelse og et barselsvikariat på sin mors folkeskole. Tanken om at vende tilbage til Mejrup får ham til at returnere vinket, inden de giver hinanden en akavet albuehilsen. Han sætter sig i barstolen ved siden af. Mikes small talk virker planlagt hjemmefra, og smilet er påklistret. Ikke et ord om forsinkelsen. Ikke et nysgerrigt spørgsmål om anholdelsen og de to timer på politistationen i Chamonix. Kun indledende fraser om vind og vejr. Det føles utrygt. Jonas er nødt til at vide, hvor grænsen går, og lader bøden på 1250 euro glide over den glatte bardisk.

Mike studerer papiret, men bevarer sit smil.

Vil du have, at vi skal betale?

Jeg sprang for jeres skyld.

Australieren nikker kort, inden han giver tegn til bartenderen, der fylder et glas fra en dåse, sætter det foran Jonas og går til den anden ende af baren.

"Har du smagt Comeback før?"

Jonas ryster på hovedet. Han har allerede bestemt sig for, at han ikke kan lide det. Den gule farve. Den sødlige syntese, da han stikker næsen i glasset. Han drikker det, som var det fiskeolie. Et provokerende ryk med hovedet, der frigør ham fra spørgsmålet om, hvad han synes.

"Comeback har på kun fem år opnået en markedsandel på 12 % af det sydøstasiatiske marked og knap 15 på det oceaniske. Europa og Rusland er vores næste mål. Det er her, du kommer ind i billedet."

Mike har tydeligvis ikke tænkt sig at spilde mere tid. Han tager en kontrakt fra sin attachémappe og lægger den oven på bøden.

I hovedtræk: Vi tilbyder dig en årskontrakt, 125.000 euro i sponsorstøtte, alle nødvendige udstyrskøb og rejser betalt samt et ekstra honorar for enhver reklamedeltagelse. Hvordan lyder det?

Jonas ved ikke, hvordan han skal reagere. Andy, hans amerikanske ven og selverklærede manager, har opfordret ham til at tage hvad som helst over 12.000. Selv har han kun et smalt sammenligningsgrundlag at se tilbage på. Et kortvarigt dansk og et nærigt fransk sponsorat. Han tager en ny slurk af glasset og spiller fattet, selv om det er svært at skjule overraskelsen over sin nye værdi.

Det smager bedre nu.

Mike griner, som energidrikken smager. Kunstigt. Derefter bliver han tavs og må rømme sig i gang.

"En energidrik er afhængig af god markedsføring for at skille sig ud. Hos Comeback gør vi det ved at leve op til vores navn. Vi søger de undertippede, og satser på dem folk kan identificere sig med. Et menneske som falder, men rejser sig. Hækkeløberen, der snubler på den sidste hæk i OL-finalen. Den unge fodboldspiller, der bliver alvorlig skadet før VM-finalen. Den knockoutede bokser, der jagter revanchekampen. Vi giver dem alle en chance til."

Og hvis de mislykkes?

Mike beder bartenderen om to glas hvidvin. Han drikker lidt af den kølende Chardonnay, inden han fortsætter:

Vi håber givetvis på størst mulig succes til vores sportsfolk, men folk elsker et comeback, uanset om det lykkedes eller ej. Fighteren, der trodser al modgang. Det er det, vi viser i vores reklamer. Det er det, folk vil se.

Og hvordan passer jeg ind? Jeg er BASE Jumper. I min sport arbejder man ikke med comebacks. I min sport falder man til jorden og dør.

Jonas mærker det nu. Det ufortalte. Den bange anelse. Mikes ene hånd på kontrakten. Måden, han rømmer sig på, selv om han lige har skyllet halsen.

"Jeg har nok desværre været uklar i mine mails. Aftalen, vi ønsker at lave med dig, har intet med din interesse for BASE jumping at gøre. Tværtimod. Det sidste, vi ønsker, er at se dig falde ud fra et bjerg."

Australieren lader kontrakten glide hen over bardisken. Jonas læser den til ende, inden han ser ud over den næsten tomme restaurant. På tjeneren, der lægger en ren dug på. På det midaldrende par, som ordløst sidder ved vinduet og venter på maden, regningen eller den andens initiativ.

"Jeg forstår, hvis du er skeptisk, Jonas, men jeg kan forsikre dig om, at dette bestemt ikke er en løs idé fra vores side. Vi gør en dyd ud af vælge rigtigt ved at vælge nøje, og vi har valgt dig. Din drøm. Din historie. Den, der begyndte, da du sammen med nordmanden Evert Eikeland stod på toppen af Kilimanjaro i 2009 og aftalte at bestige de resterende seks tinder fra The Seven Summits. Det højeste bjerg på hver af verdens syv kontinenter."

Jonas ryster på hovedet. Over hvad han hører. Over sig selv. Over ikke at være stormet ud. Han er blevet holdt for nar. De er ligeglade med, hvad han er blevet til. De er kun interesserede i, hvem han engang var. Alligevel lader han Mike fortsætte fortællingen.

Som jeg forstår det, gav I hinanden fire år til udfordringen. I behøvede dog kun lidt over tre, inden I havde besteget dem alle. Alle på nær ét: Everest.

Jonas kigger mod udgangen. Han skubber energidrikken væk. Rykker vinen nærmere. Beholder kontrakten og fatningen lidt endnu.

Sølle 120 meter. Var det ikke, hvad I manglede for at nå toppen? Det må have været frygteligt at se muligheden forsvinde. Så meget desto mere imponerende var den måde, du håndterede ulykken på. Dit mod. Din utrættelige kamp for at hjælpe dine kammerater ned. At læse om det har virkelig været inspirerende. Det er også derfor, Comeback ønsker at bringe dig tilbage til Everest. På vores direktørs anbefaling. Med alt stillet til din rådighed. Det nyeste udstyr. De bedste folk i branchen. Alt sammen, fordi vi mener, du fortjener en ny chance for at afslutte, hvad du startede.

Den vigtigste begivenhed i Jonas´ liv reduceret til et kort resumé. Et tilbud om liv eller død givet nonchalant i en bar.

Du kan sige til din direktør, at jeg er stoppet med bjergbestigning.

Det er derfor, man kalder det et comeback, og du er tydeligvis stadigvæk villig til at tage chancer.

Mike peger på bjerglandskabet sat i vinduets ramme.

Jonas rejser sig. Han har hørt nok nu og orker ikke at forklare forskellen mellem risiko og kontrol, stigninger og fald, den simple distinktion af at bruge bjerget som afsætsplanke kontra det at være underlagt bjergets luner i månedsvis. Everest er ophobede tilfældigheder. Momenter af kaos. Marketingchefen ville forstå lige så lidt som Jonas' egen familie i Danmark, der ikke ser andet end to ekstremsportsgrene. To måder at dø ung og dum. De forstår ikke, at han i BASE jumping har genfundet kontrolknappen til sit liv. Den kontrol, han mistede på Everest. Når han er i luften, er han som piloten på sit eget fly med rutinen og kompetencerne til at lande sikkert. Så god føler han sig. Hvorfor skulle han vælge at vende tilbage til det sted og den disciplin, hvor han har svigtet flest og fejlet mest? Nej! At opsøge Everest igen ville være en morbiditet. Endnu en ugerning.

Tak for smagsprøven.

Jonas klapper bardisken to gange og begynder at gå. Australieren ser det som taktik og sender et nyt forhandlingstilbud afsted. Dobbelt op. Jonas vender sig om.

Det handler ikke om penge.

Alt handler om penge. Du har ikke nogen. Vi har mange. Vi giver dig Everest og økonomisk frihed. Du giver os et comeback.

Hvorfra ved I, at jeg ingen penge har? Har I undersøgt min økonomi?

Inden for lovens grænser. Vi ved, du har gæld, der burde have været betalt, og drømme der ikke kan indfries.

Mike rejser sig med motorisk træthed fra den høje barstol. Vinen og jetlagget virker til at have sat ind. Den første fods mangelfulde fæste. Stemmen er til gengæld overbevisende.

"Jonas, Comeback er parat til at give dig en stor sum penge for at gøre noget, du for otte år siden selv betalte dyrt for. Vi klarer alle forberedelser og hjælper dig med alt, så du kan koncentrere dig om én ting: At bestige Mount Everest. Tag imod tilbuddet! Mit gæt er, at du aldrig får et bedre."

4.

Torsdag den 14. oktober

Regnen slår på ovenlysvinduet og græder på ruderne på Brøndby Strandskole. Det er den første uge, hvor Jonas har måttet tænde for lyset, når han har trådt ind i klasselokalet om morgenen. Det føles som en overgivelse til efteråret. Han stirrer et kort øjeblik på regnen, mens 6.B. venter på, at han skal udvælge det næste makkerpar til fremlæggelse. Af uvisse årsager vil de gerne gøre ham tilfreds. Han føler ikke selv, han har ansporet dem til at præstere, men måske er det netop forventningsløsheden, de prøver at udfordre. To måneder uden tydelige tegn på glæde, vrede eller skuffelse. Selv deres fremlæggelse er kun afslutningen på en afledningsmanøvre fra i mandags, hvor han ikke havde forberedt sig. En opgave fra vikarhylden. En fremlæggelsesopgave i makkerpar. Han nåede ikke at kigge på andet end overskriften, før han delte den ud. Nu må han betale prisen: Højst, størst og længst. Han må acceptere det uundgåelige, og det uudholdelige i at høre det forklaret af børn. Han tænder for projektoren, ruller stolen med sig og overlader pladsen bag katederet til Line og Amira, der nervøst får koblet deres computer til. Jonas ser Everest træde frem på lærredet, først sløret, men derefter krystalklart. Han overvejer at bede pigerne lægge papirerne væk. De har haft fire arbejdsdage. Alligevel lader han dem hakke sig igennem Wikipedias kronologi og de løsrevne fakta. Selv da navnene på flere af de største koryfæer, sine gamle idoler, bliver molesteret til næsten ugenkendelighed, retter han dem ikke. Tengzing Norgay, der sammen med Edmund Hilary var den første til at bestige bjerget. Reinhold Messner, der var den første solobestiger og den første uden ilt. Yuchiro Miura, der besteg bjerget som 80-årig. For pigerne er det bare navne uden betydning, og måske er det bedst sådan. Deres monotone oplæsning hjælper til at holde det døde dødt. Jonas folder hænderne og krydser benene, mens de skifter slides uden timing eller forståelse for, hvad de viser. De har søgt på billeder af Mount Everest og fået, hvad de kom efter. Det spiller ingen rolle, om billederne er taget på den tibetanske eller nepalesiske side, om det matcher den oplæste tekst eller fortæller en historie. De to piger vil blot have deres minutter i søgelyset overstået.

" … Michael Knakkergård blev den første dansker på Everest i 1995. Året efter blev Lene Gammelgaard den første danske kvinde på toppen. I 2000 nåede to medlemmer fra den første danske ekspedition, BigE Thrane, Mads Granlien og Asmus Nørreslet, at nå toppen. De havde valgt en mere teknisk krævende rute, South Pillar. Næste år blev Asmus Nørreslet den første dansker til at nå Everest to gange. På ekspeditionen i 2000 nåede Allan Christensen som den første dansker 8700 m på Everest uden ilt. Tretten år senere lykkedes det Jonas Overgaard at komme op i 8728 meters højde uden ilt, inden han sammen med sit hold måtte opgive topforsøget pga. dårligt vejr. Først i 2019 lykkedes det Rasmus Kragh, som den første dansker, at nå toppen uden brug af ilt. I alt har 56 danskere forsøgt at bestige bjerget. 17 har klaret det. To er døde i forsøget."

Amira ånder lettet ud til de obligatoriske klapsalver. Hun er færdig. Line ser fortsat skeptisk på ham. Hun frygter kun følgespørgsmålene. Der er ingen refleksion. Ingen kobling. Deres forestillingsevner rækker ikke til at tro, at den Jonas Overgaard, de lige har omtalt, kan være den samme, de stirrer nervøse på nu. Han ser sig omkring i klassen. De afventer reaktionen og undrer sig ikke over andet end hans tavshed. Er der virkelig ikke én eneste, der ved det? Har deres forældre intet fortalt? De må da vide det. Det er kun otte år siden. Det var i alle medierne. Alt hvad han dengang ønskede sig, var at blive hurtigt glemt. Nu føles anonymiteten for første gang som en uretfærdighed, der svier som en blist på tungen. Han kan mærke, at det frister. At blive selvsmagende. At bede dem finde et billede af denne Jonas Overgaard og høre suget af overraskelse, når de ser ham stå i fuldt udstyr med tinderne i baggrunden. Tage imod spørgsmålene, der ville regne ned som fra et smadret ovenlysvindue. Er det virkelig dig? Ja! Har du været på Everest? Ja! På toppen? Nej, som sagt, så nåede jeg ikke toppen. Hvorfor ikke? Hvorfor ikke? Hvorfor ikke?

5.

Fredag den 15. oktober

Bussen kører ind på trafikterminalen i Holstebro. En billig billet. Efterårsferiens begyndelse. Han ved ikke, hvordan han skal fortælle det. At han har besluttet sig. Sidste gang sagde han det med stolthed til sin mor. Som en mand der ikke har tænkt sig at vige for andres bekymring. Sidste gang var hun forberedt. Dengang kunne det ikke være anderledes. Denne gang mærker han allerede trangen til at undskylde. I morgen er det hendes fødselsdag. Han vil se sin gave, en grå Kähler-vase, blive stillet i vindueskarmen som en evig påmindelse om nyheden. Hvis han dør, vil den stå som en urne uden aske. Hun har hadet BASE jumping, men vil ikke se en tilbagevenden til bjergbestigning som en forbedring. Ikke nu. Ikke efter to måneder hjemme. Hun havde accepteret, at han fravalgte Jylland, sit gamle værelse og barselsvikariatet på Mejrup Skole til fordel for en anden tidsbegrænset stilling på Sjælland, i Brøndby Strand, i en 34 m² lejlighed. Så længe han var hjemme. I fladlandet. Så længe eksisterede hendes håb om, at det denne gang var permanent. At den ekstreme rastløshed ville dø før ham.

Jonas træder ud af bussen og smider sportstasken over ryggen. Han ser sin lillesøster Freja læne sig mod bilen, der holder ulovlig parkeret på en af buspladserne. Hun gør honnør. Smiler. Hendes tilrøgede, brunkrøllede hår blæser ind foran ansigtet. Han er glad for, at det er hende, der henter. Der er tolv år imellem dem, men Freja er det nærmeste, han kommer fortrolighed. Hun er generalprøven før premieren. Den eneste, der har set ham springe, og den eneste, der vil prøve at forstå.

Hun krammer ham hårdt. Han lader tasken falde og krammer tilbage. De har ikke set hinanden siden hans hjemkomst i august. Om lidt skal han fortælle, at han vil afsted igen.

Ring i læben? Hvad sagde mor til det?

Han lader drillende pegefingeren nærme sig, men hun skubber den væk.

Du kender mor. Hun behøver ikke at sige noget for at vise, hvad hun synes.

Jonas nikker. Det tager altid kun få sætninger, før han husker, hvorfor Freja er den eneste allierede, han har. De er begge forsinkede teenageoprørere i deres handlinger. De har aldrig prøvet at sætte ord på hvorfor, men de ved, at Sara, deres søster, ser det som et grundløst modsvar til en tryg barndom, hvor alt de behøvede, blev givet til dem.

Sara giver to katte vand på gårdspladsen, da de ankommer til det nedlagte landbrug. Det hvidkalkede bindingsværk. Deres barndomshjem. Turen gik for stærkt. Freja kørte for hurtigt. Han ville gerne have haft hendes støtte først. Han er sikker på, at han ikke får Saras. Hun er mors pige. Den ældste. Den snusfornuftige. Den højtuddannede. Hun har taget sin nye kæreste med. Morten. Han kommer ud ad hoveddøren, og Jonas ser sin mor følge efter. Hun tørrer hænderne i et viskestykke og gør sig klar til at omfavne ham. Det er aldrig korte kram. Det er altid anspændt. Nogle sekunder for længe til blot at være en velkomst, men aldrig længe nok til at holde ham fra at tage sted. Saras kram er derimod kort og hårdt. Han rækker hånden ud mod Morten, der ivrigt tager imod med begge hænder og fortæller, hvor meget han har glædet sig til at møde ham, og hvor meget han har hørt. Jonas kigger undrende på sin storesøster. Han har svært ved at forestille sig, at hun har været behjælpelig med informationer. Efter Saras mening har han allerede fået for meget opmærksomhed. I medierne. Til familiemiddage. Denne weekend kommer ikke til at ændre på det.

Jeg er lige blevet færdig med din spanske vens bog om jeres ekspedition. Det var godt nok spændende læsning. Selv om jeg kendte historien i forvejen, blev jeg næsten i tvivl om, hvorvidt du ville overleve.

Jeg har ikke læst den, lyver Jonas og kigger på ham med et tomt udtryk designet til at gøre Saras kæreste usikker og tavs. Det virker. Først da de et par timer senere sidder og venter på aftensmaden, tager Morten igen tilløb.

Kan du ikke fortælle lidt om jeres ekspedition? Der må være så meget at fortælle.

Jonas retter på kniven, han kort forinden flyttede skævt, inden han folder hænderne og ser på Morten.

Hvad vil du vide?

Alt. Men først vil jeg gerne vide, hvad der overhovedet fik dig til at gøre det.

Gøre hvad?

Bestige Everest. Hvad fik dig til at gøre noget så vildt?

Det kan du godt glemme. Det spørgsmål har vi alle sammen prøvet at få svar på i årevis, siger Sara og tager den første store slurk af rødvinen. Deres mor kommer ind som på et stikord med den første skål med blandet grønt. Derefter kommer sovsen, surdejsbrødet og mørbraden. Jonas ser dem forsyne sig, inden han selv tager lidt. Han ser på Morten og overvejer at lade spørgsmålet blive udgangspunktet for beskeden, han vil give. For Sara har ret; han har aldrig sat ord på, hvorfor livet de seneste ti år kun har vekslet mellem at bestige bjerge eller kaste sig ud fra dem. Han har aldrig forsøgt at give en forklaring. Aldrig følt han havde en forklaring at give. Sara er psykolog. Hun har allerede analysen klar, det ved han. Hvis han vælger at fodre hende, tager hun hele armen.

Har du hørt om den engelske bjergbestiger George Mallory?

Morten ser overrasket op fra sin tallerken og tørrer lidt sovs væk fra læben. Bliver der talt til ham? Han når lige