Justitia

By Kim Schrewelius

Hvad enten du tror på retfærdighed, uhyggelige klovne, væsner fra en anden planet eller spøgelser, så er der alligevel en grund til at læse denne bog.
Historierne forsøger at drive din fantasi rundt i manegen, så du til sidst måske ikke aner om det er der i virkeligheden. Måske er det ikke kun din fantasi der spiller dig et puds?

Her er der fire noveller, der tager udgangspunkt i det du håber der ikke sker, men hvem ved? Ved du det?

Spørg dig selv inden du læser novellerne.

Har du været retfærdig i hele dit liv? Kan du sige det til dit spejlbillede?
Er klovne kun for børn? Eller kan de skræmme voksne? Og hvorfor?
Ville du tage på motel og tro alt det bedste om dem der er der i forvejen?
Kan du bevise at der ikke findes spøgelser? Tror du at de kommer tilbage til os?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 4, 2018
• ISBN: 9788743007418

Kim Schrewelius

Kim er 55 år og bor i Faxe med sine kone, Trine. Kim er ellers opvokset på den københavnske vestegn. Kim debuterede tidligere på året med sin egen novellesamling, Min Fars Melodi, om livet og dets små og store fortrædeligheder. I sin fritid skriver Kim gysernoveller til sin hjemmeside, Midnatstimen.dk Der er der rigeligt at gå i gang med, hvis man er til de historier der starter, når de fleste går i seng og slukker lyset.

Book preview

Indholdsfortegnelse:

Justitia – Nede i Mørket

Klovnens Billede

Motel Diablo

Små Kolde Øjne

JUSTITIA (Nede i mørket)

Hvem kan hjælpe mod nattens udsendte, når nattens udsendte kun kommer efter dig?

Sommervarmen var trykkende. Solen havde ikke mange skyer at gemme sig bag. Dens stråler stak som spidse nåle, der var brændende og glødende.

I Københavns busser kunne man se passagerer, der febrilsk viftede med hænderne for at skabe en smule ventilation foran ansigtet.

De fleste sad med åben mund for hurtigere at fylde luft i lungerne, så de kunne puste kraftigt ud. De sad med munden vendt, så underlæben stak ud, og luften endte på oversiden af de blanke svedige pander.

Folk led i heden. Der var skjoldede skjorter under fine jakkesæt hos dem, der var tvunget til at sidde indendørs på kontorer, der ikke nåede at skaffe en billig bordventilator, da de var på tilbud i Fakta.

Der var en overvægtig kommunalarbejder, der dårligt kunne stå oprejst i sit arbejdstøj.

Han nærmest slæbte de tunge sikkerhedssko hen ad jorden, mens han fejede skidt og cigaretskodder foran busstopstederne. Og selv det job var nærmest belastende på grund af de mange, som utålmodigt stod og ventede på den næste varmebeholder, der ville komme for sent igen.

Ved Amalienborg måtte en soldat fra den Kongelige livgarde bukke under. Varmen kogte inde under bjørneskindshuen, og den unge mand kunne ikke længere stå stille.

I Nyhavn var der fest og farver. Der var gademusikanter, som gjorde sit bedste i den stegende sommervarme for at holde stemningen i vejret. Et par svenskere havde fået en unødvendig tår over tørsten. Den ene var faldet i søvn henover bordet, mens den anden absolut ville vise sine sidste nye dansetrin i en noget vovet svedig pasodoble. Det var ikke dansetalentet man først fik øje på.

Det var muligvis de noget usikre skridt, der nær var endt i kanalerne.

Tivoli var ét stort larmende inferno. Den smukke gamle have var mere end godt besøgt. Den indeholdt alt, hvad man kunne forvente af en international turistmagnet. Skrig og skrål fra folk i de hurtige forlystelser. Børn der græd, fordi de mistede taget om den nyindkøbte ballon.

Restauranterne der kunne tjene en lille årsindtægt på en dag som denne. Alene køen var en pengemaskine, der kunne få diverse overtjenere og bestyrere til at tælle fingre i kroner og ører. I den sidste ende var det spillemaskinerne, der tjente mest. Ikke desto mindre blev de flittigt benyttet af indtil flere spilleglade pensionister. Tivoli bugnede af gæster. Det var næsten umuligt, at man ikke stødte på én, man havde set før. Måske var det denne aften, man fandt sin næste store kærlighed.

Togene var ligeledes forsinket på grund af skinnerne, der heller ikke kunne følge med, mens den danske sommer bød på varmegrader, der ikke bare mindede om syden. Det var syden. Flere havde allerede droppet ferien, og var blevet hjemme. Charterrejserne blev skiftet ud med de hjemlige breddegrader. Campingvognene, havnenes både og de lejede sommerhuse på vestkysten blev foretrukket frem for en kostbar tur til fremmede egne.

Rejsebureauerne oplevede et dyk i omsætningen. Indkomsten stod ikke mål med udgifterne. Det kostede en fyringsrunde blandt personalet. Det kostede på det personlige plan, og tvang fagforeningerne ud i lange forhandlinger.

Mens de lyse timer efterhånden stod for fald, dalede graderne. Dog ikke mere end til lige over de 20 grader. Det var en lun sommeraften, hvor timerne vandrede sin stille gang hen mod den kommende midnatstime. Himlen viste et sjældent skær fra den hvide lysende måne, der sloges for at skinne igennem et tyndt slør af lyserøde skyer. Ikke set tidligere - siden engang fra før det var nu. Ikke en eneste levende sjæl lagde mærke til det anderledes himmellegeme.

Menneskene forsøgte at leve deres liv inden det eventuelle sidste åndedræt. Himlen slap skyerne, og skæret forsvandt for et øjeblik. Månen lyste frit igen. De lyserøde skyer drev videre. Men de havde sat deres aftryk. Hovedbanegården var et virvar af mennesker. Der var dem, der skulle med toget - sprittere og narkomaner - der ikke havde nogle destinationer.

De enten levede der, eller brugte de sidste tilladte timer til at have et sted at være. Der var højrøstede gæster fra Tivoli, eller andre steder i byen, hvor de havde tilbragt dagen i muntert selskab. Der var ludere og lommetyve, der forsøgte at få skrabet sammen til dagen og vejen.

En mindre gruppe på fem unge indvandrere havde travlt med at sende deres signaler, med hætten trukket op, og med ansigtsudtryk, der signalerede - lad os være!!! To betjente på aftenvagt havde et øje på dem. Klar til at kalde på forstærkning. Flere af butikkerne havde allerede lukket. Kioskerne havde åbent, og de var godt besøgt. Folk skulle enten have smøger, øl, vand og en sandwich inden turen med toget, bussen eller bare på cyklen hjem. Hvis cyklen da ellers var der endnu. En mand, der havde fået et glas eller to for meget, stod og købte blomster. Hans kinder var ildrøde. Enten på grund af mængden af drikkevarer eller på grund af den skideballe der utvivlsomt ventede ham, når han trådte ind ad døren derhjemme.

Et af dagens sidste toge forlod Hovedbanegården, og skulle køre i retning af Holte. Der var forbavsende få med. Enkelte havde sat sig. De fleste stod op ved dørene. En flok piger i lette sommerkjoler og langt smukt hår grinede højt. De kiggede rundt på de andre i toget, og flere fik en uskyldig kommentar med på vejen. Lige indtil de fik øje på den enlige fyr, der gloede sultent på dem.

Hans ansigt var markeret. Hans hår var sort som natten. De brune øjne ikke bare så på dem; de brændte sig nærmest fast i de unge pigers former og smil.

Han lagde ikke skjul på sin begejstring. Nærmest tværtimod. Han lod dem få et glimt af hans stramme bukser, og skjorten der var knappet op til midt på maven. Men det havde ikke den ønskede virkning. Pigerne var ikke imponerede. De så væk. Der var noget utiltalende og ucharmerende over ham. Måden han sad på, med spredte ben og en hånd i skridtet. Den ene støvle hvilede på sædet overfor, hvilket irriterede en ældre herre, der flyttede sig med en hviskende bemærkning om den unge fyrs nationalitet. Han turde ikke sige det højt. Han ville gerne, men morgenaviserne skrev snart ikke om andet end overgreb og overfald på tilfældige forbipasserende.

Den ene af pigerne følte sig direkte utilpas i måden, han slikkede sig om munden på. Som en ulv -sekunderne før den planlagde sit angreb.

Hans blik vejede tungt, mens hans øjne flåede tøjet af dem, og åd dem levende. Han kunne allerede se det for sig. Hvordan pigerne gav efter, og lod ham komme til.

Fra sin opdragelse havde han den opfattelse, at de var til for ham. Ikke omvendt. Danske fyre var for blødsødne. De spurgte først. Ulven spurgte ikke.

Den ene af pigerne havde travlt med at rette på sit tøj. Hun hev konstant ned i den korte nederdel, der ikke kunne skjule hendes lange glatte ben. Deres smil og deres højlydte latter var forduftet. De så nervøst på hinanden. Usikkerheden hang imellem dem. Den ene ville holde i hånden. Hun rystede. Turen til Vesterport varede en evighed. Det føltes som timer inden stemmen i højtaleren berettede, at de nu var ved at være der.

Længe før de kørte ind på stationen, trykkede pigerne på knappen til dørene. De ville ud og væk. Væk fra det ulækre blik som de mærkede som brændende fangarme. Den ældre herre stirrede ondt på den unge fyr, inden han også stillede sig ud ved døren. Fanden skulle stå i den satans knægt, at komme her og føre sig frem på den måde. Fordi ingen turde, eller magtede, at sætte ham på plads. De fleste forlod vognene. Ingen trådte ind i dem. Pigerne var lykkelige for at se, at han ikke også steg af. Den ældre herre bandede højlydt ude på perronen.

Havde han dog bare haft fordums styrke. Så skulle han sgu vise ham, hvor skabet skulle stå. Og det skulle ikke stå i Danmark. Elias smilede overlegent. Han følte sig ulasteligt klædt og på et ualmindeligt højere niveau end andre i hans situation. Han hørte godt den ældre herres eder og forbandelser, inden toget trillede videre. Han kunne have ordnet stodderen på få øjeblikke. Det havde næsten været for nemt.

Klaske til ham og give ham et par pedaler mens han lå der og så dum ud.

Elias var en ung tuneser i starten af tyverne. Hans forældre var kommet til landet, da han var ganske ung. Han havde dog stadig minder fra sin barndom, om et fattigt kvarter